FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. POIARES MADURO
fremsat den 15. juli 2004 (1)
Sag C-124/03
1. Artrada (Freezone) NV
2. Videmecum BV
3. Jac. Meisner Internationaal Expeditiebedrijf BV
mod
Rijksdienst voor de keuring van Vee en Vlees
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af College van Beroep voor het bedrijfsleven (Nederlandene))
»Fortolkning af artikel 2, nr. 2 og 4, samt artikel 22 i direktiv 92/46/EØF – sundhedsbestemmelser for produktion og afsætning af rå mælk, varmebehandlet mælk og mælkebaserede produkter – begrebet »mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter« og begrebet »mælkebaserede produkter« – blandingsprodukt bestående af sukker, kakao og skummetmælkspulver importeret fra de Nederlandske Antiller, som anvendes til fremstilling af chokolademælk«
1. Under en retssag vedrørende et afslag på tilladelse til import til Fællesskabet af et parti af et blandingsprodukt bestående af sukker, kakao og skummetmælkspulver til fremstilling af chokolademælk har College van Beroep voor het bedrijfsleven (Forvaltningsret for Handel og Industri) forelagt fire præjudicielle spørgsmål om Rådets direktiv 92/46/EØF af 16. juni 1992 om sundhedsbestemmelser for produktion og afsætning af rå mælk, varmebehandlet mælk og mælkebaserede produkter (2). Disse spørgsmål vedrører fortolkningen af begrebet »mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter« og af begrebet »mælkebaserede produkter«, der definerer direktivets anvendelsesområde.
I – Retsforskrifter
A – De fællesskabsretlige regler
2. Det fremgår af artikel 1, stk. 1, i direktiv 92/46, at »direktivet indeholder sundhedsbestemmelserne for produktion og afsætning af rå mælk, varmebehandlet konsummælk, mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter og mælkebaserede produkter til konsum«.
3. I henhold til artikel 2, stk. 2, i direktiv 92/46 forstås der ved »mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter«: enten rå mælk til forarbejdning eller flydende eller frossen mælk, der er fremstillet af rå mælk, der eventuelt har været underkastet en tilladt fysisk behandling såsom varmebehandling eller termisering, og hvis sammensætning eventuelt er blevet ændret, såfremt disse ændringer er begrænset til tilsætning og/eller fjernelse af mælkens naturlige bestanddele«. I bestemmelsens nr. 4) defineres »mælkebaserede produkter« som: »Mejeriprodukter, dvs. produkter, der udelukkende er følgeprodukter af mælk, idet der dog kan tilsættes stoffer, der er nødvendige for fremstillingen, såfremt sådanne stoffer ikke anvendes med henblik på helt eller delvis at erstatte en mælkebestanddel, og mælkeholdige sammensatte produkter, dvs. produkter, hvor ingen bestanddel erstatter eller skal erstatte en mælkebestanddel, og hvor mælk eller et mejeriprodukt udgør et væsentligt element, enten mængdemæssigt eller i kraft af de kendetegn, som det giver produktet«.
4. Artikel 22 i direktiv 92/46 henhørende under kapitel III, der vedrører import fra tredjelande, fastsætter: »Bestemmelserne for import fra tredjelande af rå mælk, varmebehandlet mælk og mælkebaserede produkter, der er omfattet af dette direktiv, skal mindst svare til dem, der er fastsat i kapitel II for fællesskabsproduktionen«. For at sikre en ensartet anvendelse af denne bestemmelse, er det fastsat i direktivet, at der i Fællesskabet kun kan indføres mælk eller mælkebaserede produkter »der kommer fra et tredjeland, der skal opføres på en liste, som er opstillet i overensstemmelse med stk. 3, litra a)«, og som er »ledsaget af et sundhedscertifikat i overensstemmelse med den model, der skal udarbejdes efter fremgangsmåden i artikel 31, og som er påtegnet af den kompetente myndighed i eksportlandet, der attesterer, at denne mælk og de mælkebaserede produkter både opfylder kravene i kapitel II og eventuelle andre betingelser eller giver tilsvarende garantier, som fastsat i henhold til punkt 3, og hidrører fra virksomheder, der kan give de garantier, der er omhandlet i bilag B« [artikel 23, stk. 2, litra a) og b)] (3).
5. Endelig fastsættes ved Rådets direktiv 97/78/EF af 18. december 1997 principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet (4).
B – De nationale retsregler
6. Direktiv 92/46 er blevet gennemført i den nederlandske lovgivning ved Warenwetbesluit Zuivel (bekendtgørelse om mejeriprodukter) (5), hvis artikel 4 bestemmer, at produktion, behandling og afsætning af mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter, varmebehandlet mælk og mælkebaserede produkter, skal finde sted under hygiejniske forhold.
7. Artikel 16 i Warenwetregeling Zuivelbereiding (6) (forskrifter om fremstilling af mejeriprodukter) bestemmer, at der til Nederlandene kun kan importeres mælk og mælkebaserede produkter med oprindelse i et af de tredjelande, som er medtaget på den liste, der er opstillet i henhold til beslutning 95/340, og som er ledsaget af et sundhedscertifikat, der er i overensstemmelse med modellen som fastsat i beslutning 95/343.
8. Det fremgår af artikel 4 i Warenwetregeling Veterinaire controles (derde landen) (bestemmelser om veterinærkontrol (tredje lande)), at det er Rijksdienst voor de keuring van Vee en Vlees (Kvæg- og Kødinspektoratet), der er kompetent til at udføre den i direktiv 97/78 omhandlede kontrol. Endelig finder Warenwetbesluit Invoer levensmiddelen uit derde landen (bekendtgørelse om import af levnedsmidler fra tredjelande) (7) anvendelse på mad- og drikkevarer, der hidrører fra tredjelande, og som ikke er omfattet af fællesskabsbestemmelser. Sådanne varer kan kun importeres til Nederlandene, hvis de er egnede til menneskeligt konsum ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt.
C – De faktiske omstændigheder, tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
9. Hovedsagen føres mellem selskabet Artrada (Freezone) NV (herefter »Artrada«), Videmecum BV, Jac. Meisner Internationaal Expeditiebedrijf BV og Rijksdienst voor de keuring van Vee en Vlees.
10. Artrada driver i Aruba en fabrik, der bl.a. fremstiller blandingsprodukter, hvori der indgår sukker, mælkepulver og kakao. Videmecum BV er et selskab, som kontrolleres 100% af Artrada, og som forestår distributionen af virksomhedens produkter. Jac. Meisner Internationaal Expeditiebedrijf BV er et tolddeklareringsfirma og udfærdiger som sådan deklarationer vedrørende frigivelse af disse produkter med henblik på overgang til fri omsætning i Fællesskabet på vegne af Videmecum B.V.
11. Den 26. januar 2001 udfærdigede Jac. Meisner Internationaal Expeditiebedrijf BV to toldangivelser fra Aruba med henblik på overgang til fri omsætning af et parti på 167 475 kg af et blandingsprodukt, der er sammensat af 75,75% sukker, 15,15% skummetmælkspulver og 9,1% kakao, hvis bestanddele ikke kan adskilles, og som anvendes til fremstilling af chokolademælk i fabrikker i Tyskland og Belgien.
12. Ved afgørelse af 23. februar 2001 afviste Rijksdienst voor de keuring van Vee en Vlees at lade partiet overgå til fri omsætning, da det indeholdt et animalsk element og ikke var ledsaget af et veterinærcertifikat.
13. Afgørelsen blev påklaget til VWS-commissie bezwaarschriften Awb (styrelse under Sundheds-, Velfærds- og Sportsministeriet, der træffer afgørelser i denne type klagesager), der den 2. august 2001 afviste klagen for så vidt angår de to sidstnævnte selskaber i punkt 10 og traf en afgørelse i Artradas disfavør. Hvad angår direktiv 92/46 fastslog VWS-commissie bezwaarschriften Awb, at det mælkepulver, der indgår i blandingen, skal anses for at være »mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter« som omhandlet i direktivets artikel 2, nr. 2), og at det derfor skal opfylde bestemmelsens krav. Da de Nederlandske Antiller og Aruba ikke er medtaget på den liste over tredjelande, der opstillet i medfør af direktivet, var det ikke muligt at lade blandingen importere.
14. Denne afgørelse blev indbragt for Rechtbank te Rotterdam (distriksretten i Rotterdam), der i dom af 4. marts 2002 gav sagsøgeren medhold og ophævede den anfægtede afgørelse, idet den ikke var blevet truffet af den kompetente myndighed, men retten opretholdt afgørelsens retsvirkninger. Hvad angår direktiv 92/46 var Rechtbank, henset til et arbejdsdokument fra Generaldirektoratet for Landbrug under Kommissionen (VI/8972/93), af den opfattelse, at blandingen, der er et halvfabrikat, ikke kan betragtes som et »mælkebaseret produkt« som omhandlet i direktivets artikel 2, nr. 4), idet denne bestemmelse kun vedrører færdigvarer. Retten anså derimod det mælkepulver, der indgår i blandingen, for »mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter« som omhandlet i direktivets artikel 2, nr. 2). Efter Rechtbanks opfattelse er denne fortolkning i højere grad i overensstemmelse med hensynet til beskyttelsen af folkesundheden, der er det overordnede formål med direktivet. Da blandingen har oprindelse i et land, der ikke figurerer på listen over tredjelande, fastslog Rechtbank, at der med rette ikke var givet importtilladelse.
15. Artrada, Videmecum BV og Jac. Meisner Internationaal Expeditiebedrijf BV appellerede dommen til den forelæggende ret, der afviste sagen for så vidt angår de to sidstnævnte selskaber – idet retten fandt, at de ikke havde en umiddelbar retlig interesse i sagen – og forelagde Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål efter at have redegjort for parternes bemærkninger og sin egen vurdering:
»1a) Skal begrebet »mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter« i artikel 2, nr. 2, i direktiv 92/46/EØF fortolkes således, at det (tillige) omfatter mælkebestanddele i et produkt, som også indeholder andre bestanddele, der ikke er mælkebestanddele, således at mælkebestanddelene ikke kan adskilles fra de øvrige bestanddele?
1b) Såfremt spørgsmål 1a) besvares bekræftende: Skal artikel 22 i direktiv 92/46/EØF da fortolkes således, at direktivet ved import fra tredjelande alene finder anvendelse på mælkebestanddele i et produkt og følgelig ikke på det produkt, som indeholder mælkebestanddelen?
2a) Omfatter begrebet »mælkebaserede produkter« i artikel 2, nr. 4, i direktiv 92/46/EØF udelukkende færdigvarer eller også halvfabrikata, som skal yderligere forarbejdes, inden de kan sælges til den endelige forbruger?
2b) Såfremt artikel 2, nr. 4, i direktiv 92/46/EØF også omfatter halvfabrikata, efter hvilke kriterier skal det da afgøres, om mælk eller et mejeriprodukt enten mængdemæssigt eller i kraft af de kendetegn, som det giver produktet, udgør et væsentligt element som omhandlet i artikel 2, nr. 4, i direktiv 92/46/EØF?«
16. Artrada, Rijksdienst voor de keuring van Vee en Vlees, den græske regering og Kommissionen har fremsat skriftlige bemærkninger, og de deltog i retsmødet den 24. juni 2004.
II – Stillingtagen
A – Indledende betragtninger
17. Det bemærkes indledningsvist, at Aruba har karakter af et tredjeland i relation til anvendelsen af direktiv 92/46, på trods af, at der er tale om et af de »associerede lande og territorier« i EF-traktatens fjerde del (8).
18. Det skal endvidere nævnes, at de forelagte spørgsmål ikke angår den ordning, der finder anvendelse på varer med oprindelse i tredjelande, men derimod det overordnede spørgsmål om direktivets anvendelsesområde, som både vedrører fællesskabsprodukter og ikke-fællesskabsprodukter. Produkter uden for direktivets anvendelsesområde er ikke omfattet af dets bestemmelser (9). Den omtvistede blanding skal kun opfylde direktivets krav, hvis direktivet finder anvendelse.
B – Det første præjudicielle spørgsmål
19. Den forelæggende ret, Artrada, den græske regering og Kommissionen er af den opfattelse, at den omtvistede blanding ikke er »mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter« som omhandlet i artikel 2, nr. 2), i direktiv 92/46. Rijksdienst voor de keuring van Vee en Vlees mener derimod, at blandingen er omfattet af definitionen i den pågældende bestemmelse, idet Rijksdienst anser det mælkepulver, der indgår i blandingen, for at være mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter. Denne fortolkning er at foretrække af hensyn til beskyttelsen af folkesundheden og for at modvirke omgåelse (mælkepulver, der importeres særskilt, anses for at være et mælkebaseret produkt, mens mælkepulver, man blot lod indgå i en blanding, da ville falde uden for direktivets anvendelsesområde).
20. Jeg mener ikke, at definitionen af »mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter«, i artikel 2, nr. 2), i direktiv 92/46 omfatter en blanding som den omtvistede i hovedsagen. Denne bestemmelse forudsætter, at sammensætningen af mælken ikke er blevet væsentligt ændret, og der er ikke adgang til at tilsætte andre bestanddele, hvilket har fundet sted i det foreliggende tilfælde. Desuden ville en så vid fortolkningen af artikel 2, nr. 2), medføre, at definitionen af »mælkebaserede produkter« i nr. 4) – der undtager produkter, hvori mælk eller et mælkebaseret produkt ikke udgør en væsentlig del, fra direktivets anvendelsesområde – ville blive tømt for indhold. Hvis en bestanddel kan anses for at være mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter, fordi det indeholder mælkepulver, ville ethvert produkt, der indeholder mælk, være omfattet af definitionen, og begrænsningen i artikel 2, nr. 4), ville ikke have nogen retsvirkning.
21. Hvad angår det teleologiske argument, som Rijksdienst voor de keuring van Vee en Vlees har fremført, er det min opfattelse, at det ikke kan fortrænge mine ovenfor anførte argumenter, der støttes på direktivets ordlyd og opbygning. Det kan udledes af artikel 1 og 2 i direktiv 92/46, at lovgiver ikke har ønsket, at alle produkter, der indeholder et mælkeholdigt eller et mælkebaseret produkt, skal henføres under direktivets anvendelsesområde. Den fortolkning, som Rijksdienst har gjort sig til talsmand for, sikrer ganske vist en højere grad af beskyttelse af folkesundheden, men den kan ikke gennemføres, når direktivets ordlyd og opbygning tages i betragtning.
22. Det må herefter konstateres, at begrebet »mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter«, i artikel 2, nr. 2), i direktiv 92/46 ikke omfatter mælkebestanddele i et produkt med andre bestanddele, der ikke er mælkebaserede, og hvori mælkebestanddelen ikke kan adskilles fra de øvrige ikke-mælkebaserede bestanddele.
23. Henset til dette svar er det ufornødent at behandle det andet spørgsmål.
C – Det tredje præjudicielle spørgsmål
24. Den græske regering og Kommissionen er af den opfattelse, at artikel 2, nr. 4), i direktiv 92/46 både omfatter færdigvarer og halvfabrikata. Rijksdienst voor de keuring van Vee en Vlees mener, at den pågældende bestemmelse udelukkende vedrører færdigvarer som følge af den vide fortolkning af direktivets artikel 2, nr. 2), Rijksdienst har forfægtet. Artrada har hævdet, at direktivets artikel 2, nr. 4), kun omfatter færdigvarer, hvilket er i overensstemmelse med opbygningen af artikel 2, nr. 1)-4), der successivt vedrører mælk, mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter, konsummælk og mælkebaserede produkter.
25. Efter min opfattelse vedrører direktivets artikel 2, nr. 4), også halvfabrikata. For det første er bestemmelsens ordlyd ikke til hinder for en sådan fortolkning, eftersom halvfabrikata er mælkebaserede produkter, selv om den forarbejdning, de har gennemgået, ikke er definitiv. Intet i direktivet tyder i øvrigt på, at der har været et ønske om at udelukke sådanne produkter fra dets anvendelsesområde, og det er i højere grad i overensstemmelse med direktivets formål om sundhedsbeskyttelse, at disse produkter er omfattet af direktivet. Domstolen har tidligere udtalt, at »direktiv 92/46 [regulerer] alle etaper af processen, lige fra fremstillingen af mælken til transporten af produkterne til de forskellige salgssteder« (10). Dette indebærer, at halvfabrikata principielt er omfattet af direktivets anvendelsesområde.
26. Jeg er følgelig af den opfattelse, at begrebet »mælkebaserede produkter« i artikel 2, nr. 4), i direktiv 92/46 tillige omfatter halvfabrikata, der skal undergå en yderligere forarbejdning, før de kan sælges til forbrugeren.
D – Det fjerde præjudicielle spørgsmål
27. Kommissionen er af den opfattelse, at mælken udgør et væsentligt element af produktet i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 2, nr. 4), enten mængdemæssigt (over 50% af produktet) eller i kraft af de kendetegn, som det giver det endelige produkt. Da blandingen indgår i fremstillingen af chokolademælk, mener Kommissionen, at den har en karakteriserende egenskab. Den græske regering har anført, at den væsentlige del ud fra et kvantitativt synspunkt er det væsentligste mængdemæssige element. Hvad angår den karakteriserende virkning er den græske regering af den opfattelse, at det er smagen, der er afgørende. Da blandingen indeholder meget kakao, smager den mere af kakao end af mælk, hvorfor blandingen ikke falder ind under definitionen i artikel 2, nr. 4). Artrada har hævdet, at tilstedeværelsen af skummetmælkspulver ikke er væsentlig mængdemæssigt, og det har ingen karakteriserende virkning, eftersom det væsentlige er kakaoen, der er tilsat sukker: For at opløse blandingen så den bliver til kakaomælk, skal der blot tilsættes mælk, når blandingen er importeret til Fællesskabet, og ikke vand, som Rijksdienst voor de keuring van Vee en Vlees har hævdet. Rijksdienst er af den opfattelse, at mælken karakteriserer slutproduktet, der må anses for at være et mælkebaseret produkt, eftersom blandingen benyttes til at fremstille kakaomælk.
28. Det bemærkes indledningsvist, at halvfabrikata som den omtvistede blanding kun er omfattet af direktiv 92/46, såfremt det falder ind under definitionen i direktivets artikel 2, nr. 4), dvs. hvis mælken eller et mælkebaseret produkt udgør »et væsentligt element« i produktet, »enten mængdemæssigt eller i kraft af de kendetegn, som det giver produktet«. Der er ikke tale om et enkelt spørgsmål, henset til de vage kriterier, som lovgiver har fastsat.
29. Hvad angår mængden er jeg ikke enig med Kommissionen og den græske regering i, at den væsentlige del er den, der udgør mere end 50% af produktets sammensætning eller det højeste kvantitative element. I flere sprogversioner af direktivet står der »et væsentligt element« (den franske, den portugisiske, den italienske, den tyske og den engelske version. I de versioner, jeg har gennemgået, står der faktisk kun i den spanske version »det væsentligste element«), hvilket antyder, at et produkt kan have flere væsentlige elementer. Det, der er den væsentlige del mængdemæssigt, skal følgelig defineres negativt set i sammenhæng med de øvrige elementer og ikke på baggrund af en fast procentsats. Hvis blandingen eksempelvis bestod af 33% mælkepulver, 33% sukker, 33% kakao og 1% formalede mandler, ville de formalede mandler ikke udgøre en væsentlig del af produktet set ud fra et kvantitativt synspunkt, men de tre øvrige elementer ville udgøre en væsentlig del. Mælkebestanddelen skal følgelig anses for at være væsentlig, hvis det ikke set ud fra et kvantitativt synspunkt har en klar accessorisk karakter i forhold til produktets øvrige elementer, og denne fortolkning optimerer direktivets sundhedsbeskyttende formål. Selv om det tilkommer den forelæggende ret at afgøre spørgsmålet, er det min vurdering, at i et produkt, der består af 75,75% sukker, 15,15% skummetmælkspulver og 9,1% kakao, er mælkebestanddelen ikke klart accessorisk. Mælkepulverets andel af produktet vil desuden stige, når den væske, der er nødvendig for at fremstille chokolademælken, tilsættes.
30. Hvad angår den karakteriserende virkning af halvfabrikata er jeg af den opfattelse, at disse bør bedømmes på baggrund af deres endelige bestemmelse, som importøren skal angive over for de kompetente myndigheder. Hovedformålet med direktiv 92/46 er beskyttelse af folkesundheden, men lovgiver har ønsket at undtage produkter med en mælkebestanddel, som ikke udgør en væsentlig del af disse produkter, enten mængdemæssigt eller i kraft af de kendetegn, som det giver produktet, fra direktivets anvendelsesområde. Anvendelsen af dette sidste kriterium kan føre til ulogiske resultater, da halvfabrikata anses for at være et mælkebaseret produkt alt efter dets bestemmelse, men dette er en følge af det kriterium, der er fastsat i direktivet (11). Virkningen er karakteriserende, hvis det endelige produkt udgør et mælkebaseret produkt, hvilket er et bevis på, at det mælkebaserede element, der indgår i halvfabrikata, karakteriserer det endelige produkt. Dette sidstnævnte produkt er et mælkebaseret produkt, enten mængdemæssigt eller i kraft af den karakteriserende virkning af mælkebestandelen, der skal vurderes under indtryk af en række kriterier såsom smag, mærke, fremtoning og konsistens. I dette tilfælde er det åbenbart, at chokolademælk er et mælkebaseret produkt. Uanset, om det er tilstrækkeligt at tilsætte vand, eller det er nødvendigt også at tilsætte mælk for at fremstille chokolademælken, er den omtvistede blanding omfattet af artikel 2, nr. 4).
31. Det må herefter konkluderes, at artikel 2, nr. 4), i direktiv 92/46 skal fortolkes således, at mælken eller et mælkebaseret produkt skal anses for at være en væsentlig del af halvfabrikata i kraft af mælken eller det mælkebaserede produkts mængde, såfremt mælken eller det mælkebaserede produkt ikke har en klar accessorisk karakter i forhold til de øvrige elementer, der indgår i produktet, og i kraft af produktets karakteriserende virkning, såfremt det endelige produkt, til hvis fremstilling det pågældende halvfabrikata medgår, udgør et mælkebaseret produkt enten i kraft af mængden af mælkebestanddelen eller i kraft af dettes karakteriserende virkning, sidstnævnte skal vurderes under indtryk af en række kriterier såsom smag, mærke, fremtoning og konsistens.
III – Forslag til afgørelse
32. På grundlag af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af College van Beroep voor het bedrijfsleven forelagte spørgsmål således:
»1) Begrebet »mælk til fremstilling af mælkebaserede produkter« i artikel 2, nr. 2), i Rådets direktiv 92/46/EØF af 16. juni 1992 – om sundhedsbestemmelser for produktion og afsætning af rå mælk, varmebehandlet mælk og mælkebaserede produkter – omfatter ikke mælkebestanddele i et produkt med andre bestanddele, der ikke er mælkebestanddele, og i hvilket mælkebestanddelen ikke kan adskilles fra de øvrige bestanddele.
2) Begrebet »mælkebaserede produkter« i artikel 2, nr. 4), i direktiv 92/46 omfatter også halvfabrikata, som skal yderligere forarbejdes, inden de kan sælges til den endelige forbruger.
3) Artikel 2, nr. 4), i direktiv 92/46 skal fortolkes således, at mælken eller et mælkebaseret produkt skal anses for at være en væsentlig del af halvfabrikata i kraft af mælken eller det mælkebaserede produkts mængde, såfremt mælken eller det mælkebaserede produkt ikke har en klar accessorisk karakter i forhold til de øvrige elementer, der indgår i produktet, og i kraft af produktets karakteriserende virkning, såfremt det endelige produkt, til hvis fremstilling det pågældende halvfabrikata medgår, udgør et mælkebaseret produkt enten i kraft af mængden af mælkebestanddelen eller i kraft af dettes karakteriserende virkning, sidstnævnte skal vurderes under indtryk af en række kriterier såsom smag, mærke, fremtoning og konsistens.«
1 – Originalsprog: spansk.
2 – EFT L 268, s. 1.
3 – Listen over tredjelande og modellen for sundhedscertifikatet er blevet fastlagt ved Kommissionens beslutning 95/340/EF af 27.7.1995 om en foreløbig liste over tredjelande, hvorfra medlemsstaterne tillader import af mælk og mælkebaserede produkter, og om ophævelse af beslutning 94/70/EF (EFT L 200, s. 38) og ved Kommissionens beslutning 95/343/EF af 27.7.1995 om sundhedscertifikater for import fra tredjelande af varmebehandlet mælk, mælkebaserede produkter og rå mælk til konsum beregnet til indsamlingscentraler, standardiseringscentre og behandlings- eller forarbejdningsvirksomheder (EFT L 200, s. 52).
4 – EFT 1998, L 24, s. 9.
5 – Stbl. 1994, s. 813.
6 – Stcrt. 1994, s. 243.
7 – Stbl. 1993, s. 698.
8 – Således som det fremgår af dom af 21.9.1999, sag C-106/97, Dutch Antillian Dairy Industry Inc. og Verenigde Douane-Agenten BV mod Rijksdienst voor de keuring van Vee en Vlees, Sml. I, s. 5983, præmis 30-46.
9 – Det fremgår af den ovenfor i fodnote 8 nævnte dom, at »de bestemmelser, der fastsættes [i direktivet], kan finde anvendelse på samtlige de produkter, som direktivet omhandler, og som produceres eller bringes på markedet i Fællesskabet« (præmis 33).
10 – Dom af 13.11.2003, sag C-294/01, Granarolo, Sml. I, s. 13429, præmis 42.
11 – Lovgiver kunne fastsætte kriterier, der var mere præcise. Jeg gør endvidere opmærksom på, at direktivet tilsyneladende ikke finder anvendelse på de produkter, som er undtaget (f.eks. en pizza med 2% ost), da det anvendte mælkebaserede element under alle omstændigheder anses for at overholde kriterierne i direktiv 92/46, hvilket minimerer den sundhedsmæssige risiko. Men er der tale om produkter med oprindelse i tredjelande, er der ingen garanti for, at den mælk, der er anvendt, opfylder direktivets bestemmelser. I sådanne tilfælde er det de nationale residualbestemmelser, som finder anvendelse med deraf følgende mulighed for afsporing af handelstrafikken og en vis risiko for opsplitning af markedet. Fællesskabslovgivers indgriben kunne således være nødvendig for at sikre sig, at de sundhedsmæssige aspekter af ikke-fællesskabsprodukter altid er på højde med dem, der gælder for fællesskabsprodukter. Endelig er det forståeligt, at lovgiver ikke henfører alle produkter med en ubetydelig mængde af mælk under direktivets anvendelsesområde, da dette kunne give anledning til mange hindringer og handelskonflikter. Samlet set kan de kriterier, der er fastsat i direktivet med henblik på at afgøre, om der er tale om et mælkebaseret produkt eller ej, få utilsigtede konsekvenser i praksis, og de hviler tilsyneladende ikke på videnskabelige undersøgelser om de reelle risici for folkesundheden.
Full & Egal Universal Law Academy