EUR-Lex -  62003CC0244 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

L.A. GEELHOED

fremsat den 17. marts 2005 (1)

Sag C-244/03

Den Franske Republik

mod

Europa-Parlamentet

og

Rådet for Den Europæiske Union

»Direkte søgsmål – annullation af artikel 1, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/15/EF af 27. februar 2003 (EUT 2003 L 66, s. 26) for så vidt som den indsætter en ny artikel 4a i Rådets direktiv 76/768/EØF (EFT 1976 L 53, s. 30) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler«

I –    Indledning

1.     I den foreliggende sag, som er anlagt i medfør af artikel 230 EF, har Den Franske Republik nedlagt påstand om annullation af artikel 1, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/15/EF af 27. februar 2003 for så vidt som den indsætter en ny artikel 4a i Rådets direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (2).

II – Retsforskrifter

A –    EF-lovgivning om kosmetik og den anfægtede bestemmelse

 Tilblivelseshistorien

2.     Nationale love vedrørende kosmetiske produkter blev harmoniseret ved direktiv 76/768, som havde til formål at fastsætte »de regler, som skal overholdes, for så vidt angår sammensætning, etikettering og emballering af kosmetiske midler, […] på fællesskabsplan«. Dette direktiv indeholdt oprindelig ingen bestemmelser vedrørende forsøg på dyr (3).

3.     Ved direktiv 93/35/EØF indførtes en ny artikel 4, stk. 1, litra i), i direktiv 76/768, i henhold til hvilken medlemsstaterne fra 1. januar 1998 var forpligtede til at forbyde markedsføring af kosmetiske midler, som indeholder bestanddele, der er blevet afprøvet på dyr for at opfylde dette direktivs krav (4). Denne frist blev efterfølgende udsat til 30. juni 2000 og senere til 30. juni 2002, da der ikke forelå tilstrækkelige metoder til afprøvning, som var blevet videnskabeligt valideret (5).

4.     Den lovgivningsprocedure, som førte til vedtagelsen af den anfægtede bestemmelse, var som følger:

5.     I april 2000 fremlagde Kommissionen et forslag om en syvende ændring af direktiv 76/768 (6). Da retsgrundlaget for dette forslag var artikel 95 EF, blev den i artikel 251 EF fastsatte fælles beslutningsprocedure fulgt.

6.     Kommissionen fremsatte blandt andet forslag om indførelse af et permanent og definitivt forbud mod prøvning af færdige kosmetiske midler på dyr i EU-medlemsstaternes områder. Endvidere foreslog Kommissionen at fjerne markedsføringsforbuddet fra direktivet.

7.     I sin fælles holdning af februar 2002 til den foreslåede ændring genindsatte Rådet et markedsføringsforbud for kosmetiske produkter, hvis det færdige produkt eller dets bestanddele har været genstand for forsøg med dyr, idet gennemførelsen af markedsføringsforbuddet dog blev gjort betinget af, at der findes alternative forsøgsmetoder, der er godkendt inden for rammerne af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), og vedtaget på fællesskabsplan. Holdningen fastlagde ikke frister for gennemførelsen af markedsføringsforbuddet (7).

8.     Parlamentet fastlagde sin holdning til Rådets fælles holdning i juni 2002. Blandt de ændringer, som Parlamentet foreslog, var indførelsen af et markedsføringsforbud, når og hvis der findes alternative metoder, med fastsættelse af en definitiv dato, hvorefter ingen midler kan markedsføres, hvis de er afprøvet på dyr, uanset om der på det tidspunkt findes validerede alternative metoder (8).

9.     I juli 2002 vedtog Kommissionen sin udtalelse om Parlamentets ændringsforslag til Rådets fælles holdning, i hvilken den afviste Parlamentets forslag om genindførelse af markedsføringsforbuddet (9).

10.   Da Rådet ikke fuldt ud kunne acceptere Parlamentets ændringer til Rådets fælles holdning, blev der indkaldt til møde i Rådets og Parlamentets Forligsudvalg i oktober 2002. Der blev opnået enighed om den anfægtede bestemmelse på Forligsudvalgets andet møde i november 2002, efter et første møde, hvor det ikke var lykkedes at nå til enighed(10). Det fælles udkast blev efterfølgende godkendt af Rådet og Parlamentet og udgjorde et kompromis mellem de to institutioners respektive holdninger.

 Den anfægtede bestemmelse

11.   Forsøgs- og markedsføringsforbud. Artikel 1, stk. 2, i direktiv 2003/15 ændrer direktiv 76/768 ved blandt andet at indføje en ny artikel 4a, som fastsætter et forsøgs- og markedsføringsforbud for kosmetiske midler og bestanddele, som har været genstand for forsøg med dyr, som skal træde i kraft inden for en fast tidsfrist. Forbuddet findes i artikel 4a, stk. 1, der lyder som følger:

»Med forbehold af de generelle forpligtelser i henhold til artikel 2 forbyder medlemsstaterne

a)      markedsføring af kosmetiske midler, der i deres endelige udformning for at opfylde kravene i dette direktiv har været genstand for forsøg med dyr under anvendelse af en metode, der ikke er en alternativ metode, efter at en sådan alternativ metode er valideret og vedtaget på fællesskabsplan under hensyntagen til udviklingen af validering inden for OECD

b)      markedsføring af kosmetiske midler med bestanddele eller sammensætninger af bestanddele, der for at opfylde kravene i dette direktiv har været genstand for forsøg med dyr under anvendelse af en metode, der ikke er en alternativ metode, efter at en sådan alternativ metode er valideret og vedtaget på fællesskabsplan under hensyntagen til udviklingen af validering inden for OECD

c)      udførelse på medlemsstatens område af dyreforsøg med færdige kosmetiske midler (11) for at opfylde kravene i dette direktiv

d)      udførelse på medlemsstatens område af dyreforsøg på bestanddele eller sammensætninger af bestanddele for at opfylde kravene i dette direktiv, senest når sådanne forsøg skal erstattes af én eller flere af de validerede alternative metoder, der er omhandlet i bilag V til Rådets direktiv 67/548/EØF af 27. juni 1967 om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer eller i bilag IX til nærværende direktiv« (12).

12.   Artikel 2 i direktiv 76/768, hvortil der henvises i den anfægtede bestemmelse, indeholder et af direktivets grundlæggende principper: »Kosmetiske midler, der bringes i handelen inden for Fællesskabet, må ikke ved normal[…] brug kunne være til skade for menneskets sundhed«.

13.   Artikel 4a bestemmer således, at et forsøgs- og markedsføringsforbud, som gælder den overvejende del af forsøgsmetoderne, skal træde i kraft seks år efter direktivets ikrafttræden, og at Kommissionen skal fastlægge en tidsplan for et gradvist ophør af de forskellige former for forsøg senest med udgangen af 2009. Validering og godkendelse af alternative forsøgsmetoder skal foretages på fællesskabsplan under hensyntagen til udviklingen af validering inden for OECD.

14.   Tidsplaner. Artikel 4a, stk. 2, bestemmer, at Kommissionen skal fastlægge tidsplaner for gennemførelsen af bestemmelserne i artikel 4a, stk. 1, litra a), b) og d), som skal offentliggøres senest den 11. september 2004. Disse tidsplaner skal fastsættes efter høring af Den Videnskabelige Komité for Kosmetiske Produkter og Andre Forbrugsvarer end Levnedsmidler (SCCNFP) samt Det Europæiske Center for Validering af Alternative Metoder (ECVAM) og under hensyntagen til udviklingen af validering inden for OECD (13). Artikel 4a, stk. 1, litra c), som forbyder dyreforsøg med færdige kosmetiske midler, skal være gennemført den 11. september 2004, mens artikel 4a, stk. 1, litra a), b) og d) skal være gennemført senest i marts 2009. Hvad angår forsøg vedrørende toksicitet ved gentagen dosis, reproduktionstoksicitet og toksikokinetik, for hvilke der endnu ikke er alternative metoder under overvejelse, skal artikel 4a, stk. 1, litra a), og b) først være gennemført i 2013 (14).

15.   Artikel 4a, stk. 2.2, bestemmer, at Kommissionen skal undersøge eventuelle tekniske vanskeligheder ved at overholde forbuddet i forbindelse med forsøg, for hvilke der endnu ikke er alternative metoder under overvejelse. Oplysninger om de foreløbige og endelige resultater af disse undersøgelser skal indgå i den årlige rapport, som Kommissionen skal forelægge Europa-Parlamentet og Rådet (15). På grundlag af disse årlige rapporter kan tidsplanerne i stk. 2 endvidere tilpasses inden for maksimumsperioden på seks henholdsvis ti år. Tidsplanerne kan kun ændres efter høring af SCCNFP og ECVAM.

16.   Hvis Kommissionens undersøgelser senest i marts 2007 fører til den konklusion, at et eller flere af de i stk. 2.1 nævnte forsøg af tekniske grunde ikke vil blive udviklet og valideret inden marts 2009, skal Kommissionen i henhold til artikel 4a, stk. 2.3, underrette Europa-Parlamentet og Rådet og fremlægge et forslag til retsakt, jf. traktatens artikel 251.

17.   Undtagelsesprocedure. Artikel 4a, stk. 2.4, bestemmer, at i særlige tilfælde, hvor der »opstår alvorlig bekymring med hensyn til sikkerheden af en eksisterende kosmetisk bestanddel«, kan en medlemsstat anmode Kommissionen om undtagelse fra artikel 4a, stk. 1. Kommissionen kan efter høring af SCCNFP med en begrundet afgørelse tillade en sådan undtagelse efter proceduren i artikel 10, stk. 2, i direktiv 76/768 (16). Afgørelsen om tilladelse, de dertil knyttede betingelser og det endelige resultat skal nævnes i Kommissionens årsrapport.

18.   Andre bestemmelser i direktiv 2003/15. Bortset fra den anfægtede bestemmelse fastsætter direktiv 2003/15 blandt andet også: a) at artikel 4, stk. 1, litra i) i direktiv 76/768 (som fastsætter et separat forbud mod markedsføring af kosmetiske midler, som indeholder bestanddele, der er afprøvet på dyr) skal annulleres med tilbagevirkende kraft fra 1. juli 2002 (17), b) et forbud mod anvendelse i kosmetiske midler af stoffer, der er klassificeret som værende kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske (18) og c) obligatorisk mærkning af visse kosmetiske midler med en dato til angivelse af »mindst holdbar til« og en liste over midlets bestanddele (19).

19.   Artikel 3 i direktiv 2003/15, bestemmer, at medlemsstaterne skal sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv før den 11. september 2004 (20).

B –    Øvrige fællesskabsbestemmelser

20.   I tillæg til ovennævnte bestemmelser, som udelukkende finder anvendelse på kosmetiske midler, findes der en række almengyldige fællesskabsbestemmelser vedrørende dyreforsøg, herunder uden for kosmetiksektoren.

21.    I Rådets direktiv 86/609, som ændret, er der således opstillet fælles regler for anvendelsen af dyr til forsøg i Fællesskabet (21). Dette direktiv fastsætter bestemmelser for udførelsen af disse forsøg på medlemsstaternes område. Navnlig direktivets artikel 7 indeholder et krav om, at dyreforsøg skal erstattes af alternative metoder, så snart sådanne metoder findes og er videnskabeligt forsvarlige. Direktivet indeholder dog ikke en tidsfrist for udskiftning af dyreforsøg.

22.   Derudover blev en protokol om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd ved Amsterdam-traktaten knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union. Denne protokol bestemmer, at de kontraherende parter:

»som ønsker at sikre øget dyrebeskyttelse og respekt for dyrs velfærd som følende væsener [, er blevet enige om, at] [n]år Fællesskabets politikker inden for landbrug, transport, det indre marked og forskning fastlægges og gennemføres, tager Fællesskabet og medlemsstaterne fuldt hensyn til dyrs velfærd, samtidig med at de respekterer medlemsstaternes love og administrative bestemmelser samt deres skikke, navnlig med hensyn til religiøse ritualer, kulturelle traditioner og regionale skikke«.

C –    Artikel III, stk. 4 og XX, litra b), i GATT

23.   Artikel III, stk. 4, i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, GATT, indeholder princippet om forbud mod forskelsbehandling af indførte produkter i forhold til interne bestemmelser:

»Varer hidrørende fra en kontraherende parts territorium, der indføres til en anden kontraherende parts territorium skal gives en behandling, som ikke er mindre gunstig end den, der gives tilsvarende varer af indenlandsk oprindelse under hensyn til alle love, reguleringer og forskrifter, som berører deres indenlandske salg, køb, transport, fordeling eller anvendelse. […]«.

24.   GATT's artikel XX, litra b), sammenholdt med indledningen til samme bestemmelse, indeholder følgende undtagelsesbestemmelse til GATT-aftalen:

»Under forbehold af, at nedennævnte foranstaltninger ikke anvendes på en sådan måde, at de bliver redskab for vilkårlig eller uberettiget forskelsbehandling mellem lande, hvor de samme forhold råder, eller bliver en maskeret begrænsning af den internationale handel, skal intet i denne overenskomst fortolkes på en sådan måde, at de kontraherende parter hindres i at indføre eller håndhæve foranstaltninger, der […] er nødvendige for at beskytte menneskers, dyrs eller planters liv eller sundhed«.

25.   I denne forbindelse er begrebet »nødvendighed« blevet fortolket således, at en foranstaltning ikke er berettiget i denne bestemmelses forstand, hvis en anden foranstaltning, som var mindre uforenelig med GATT-reglerne, med rimelighed stod til rådighed (22).

III – Retsforhandlingerne for Domstolen

26.   Ved stævning indgivet til Domstolens Justitskontor den 10. juni 2003 har den franske regering anlagt det foreliggende annullationssøgsmål. Herefter har Rådet og Europa-Parlamentet afgivet svarskrift, den franske regering replik og de sagsøgte duplik.

27.   Ved skrivelse af 15. november 2004 har Domstolen opfordret parterne til skriftligt at underbygge deres argumenter med hensyn til foreneligheden af artikel 4a i direktiv 76/768 med WTO’s bestemmelser, uden præjudice for deres respektive stillingtagen til, om WTO’s bestemmelser kan gøres gældende i den foreliggende sag. Efter afgivelse af disse skriftlige indlæg er den skriftlige forhandling blevet afsluttet.

28.   Der er afholdt retsmøde den 18. januar 2004, hvori alle parterne har deltaget.

IV – Parternes indlæg

A –    Den franske regering

29.   Indledningsvis har den franske regering anført, at dets søgsmål kan realitetsbehandles. Som svar på de sagsøgtes argument om, at en delvis annullation af direktiv 2003/15 ikke er mulig, da artikel 1, stk. 2, ikke kan adskilles fra artikel 1, stk. 1, har den franske regering medgivet, at virkningen af den delvise annullation, der er nedlagt påstand om, vil være, at dyreforsøg i forbindelse med kosmetik ikke længere er forbudt. Efter den franske regerings opfattelse har dette imidlertid ingen indflydelse på muligheden for udskillelse af artikel 1, stk. 2, da direktivets andre bestemmelser vil »fortsætte med at afføde retsvirkninger«, og da der ingen nødvendig retlig forbindelse er mellem de to stykker.

30.   I denne forbindelse har den franske regering med henvisning til Domstolens dom i sagen Forbundsrepublikken Tyskland mod Parlamentet og Rådet (23) anført, at fællesskabslovgivers subjektive hensigt med hensyn til, om direktivet ville være blevet vedtaget uden den pågældende bestemmelse, er irrelevant. Det relevante spørgsmål er i stedet, om en delvis annullation vil have indflydelse på direktivets indhold. Efter den franske regerings opfattelse er dettte ikke tilfældet her. Regeringen anfører videre, at dyrebeskyttelsesformålet fortsat ville være overholdt i direktiv 86/609, og at det ville have været ulogisk også at nedlægge påstand om annullation af artikel 1, stk. 1, i den foreliggende sag, da dette ville have genindført artikel 4, stk. 1, litra i), i direktiv 76/768, som fastsatte den 30. juni 2002 som tidsfrist for markedsføringsforbuddet for kosmetik afprøvet på dyr.

31.   Den franske regering har anført fem hovedargumenter til støtte for sin påstand.

32.   For det første gør den franske regering gældende, at den anfægtede bestemmelse tilsidesætter retssikkerhedsprincippet. Den har nærmere anført følgende: a) Ordlyden af artikel 4a, som forbyder forsøg udført »for at opfylde kravene i dette direktiv«, er uklar, da det ikke fremgår tydeligt af direktivets ordlyd, om dette forbud finder anvendelse på forsøg udført for at opfylde kravene i anden lovgivning. Det er således uklart, om resultater opnået på grundlag af forsøg, som er udført for at opfylde kravene i anden lovgivning, også kan anvendes af kosmetikindustrien. b) Det er uklart, om nye kosmetiske midler, som ikke selv har været genstand for forsøg på dyr, men som anvender resultaterne af allerede eksisterende forsøg, er forbudt. c) Det er uklart, om forsøg med dyr på medlemsstaternes område er forbudt, hvis formålet er at opfylde bestemmelser i tredjelande eller hvis produkterne er fremstillet med eksport for øje. d) Det er uklart, om bestanddele og produkter, som har været genstand for forsøg med dyr uden for EU, kan markedsføres inden for EU, da sådanne forsøg ikke er udført »for at opfylde kravene i direktivet«. Selv om den franske regering medgiver, at de fortolkninger, som Rådet og Parlamentet har fremført i deres indlæg, er mulige og i nogle tilfælde de mest nærliggende, er de efter den franske regerings opfattelse ikke klare nok til at opfylde kravet om retssikkerhed.

33.   Efter den franske regerings opfattelse betyder disse elementer af usikkerhed, at medlemsstaterne kan gennemføre direktivet på meget forskellig måde og med en uacceptabel mangel på retssikkerhed for virksomheder i kosmetiksektoren til følge. Den franske regering gør opmærksom på, at franske kosmetikvirksomheder, som er førende inden for Fællesskabets kosmetiksektor, i gennemsnit frembringer mere end halvdelen af deres omsætning gennem eksport. Endvidere kræver de vigtigste lande, som importerer kosmetik med oprindelse i Fællesskabet, herunder Kina, Japan, Korea og i et vist omfang USA, at kosmetikvirksomhederne beviser, at produkterne er sikre for dyr, før de meddeler en markedsføringstilladelse. Retssikkerhed er derfor ifølge den franske regering nødvendig for at opretholde den europæiske kosmetikindustris konkurrenceevne. Den anfægtede bestemmelse vil indebære, at antallet af stoffer, som kan anvendes af den kosmetiske sektor, gradvist vil aftage.

34.   For det andet har den franske regering anført, at direktivet tilsidesætter retten til fri erhvervsudøvelse (24). Efter den franske regerings opfattelse udgør dyrebeskyttelse ikke et fælleskabsformål af almen interesse, som kan berettige en begrænsning af denne frihed. Og selv hvis dyrebeskyttelse var et legitimt mål at forfølge i denne sammenhæng mener den franske regering ikke, at den begrænsning af denne frihed, som artikel 4a indebærer, står i forhold til det forfulgte mål. Den anfægtede bestemmelse vil navnlig stille den europæiske industri urimeligt ufordelagtigt i forhold til dens konkurrenter fra andre lande end EU-medlemsstaterne. Hvis de ovenfor beskrevne usikkerhedsmomenter blev gjort til genstand for en streng fortolkning, ville dette tvinge kosmetikvirksomhederne til at flytte deres forskningscentre uden for Fællesskabet – et skridt, som ville være meget vanskeligt at tage for mange små og mellemstore virksomheder.

35.   For det tredje har den franske regering anført, at direktivet tilsidesætter princippet om proportionalitet, idet de negative virkninger af gennemførelsen af dets bestemmelser ikke står i rimeligt forhold til formålet. Til støtte for denne påstand anfører den franske regering, at den fordel, dyrene vil opnå som følge af den anfægtede bestemmelse er overordentlig begrænset, idet kun 0,3% af alle dyreforsøg udføres for kosmetiske midler. Dette er ikke tilstrækkeligt til at berettige de begrænsninger af retten til fri erhvervsudøvelse, som direktivet indebærer, og ej heller den sundhedsrisiko, der påføres mennesker som følge af den aktuelle mangel på alternative metoder.

36.   Endvidere mener den franske regering, at undtagelsesbestemmelsen i artikel 4a, stk. 2, nr. 4, er utilstrækkelig til at afhjælpe disse risici for menneskers sundhed, da de strenge betingelser for undtagelsen indebærer, at denne ville få virkning for sent til i tilstrækkelig grad at opfylde behovet for at forebygge risici for menneskers sundhed.

37.   For det fjerde har den franske regering anført, at den anfægtede bestemmelse tilsidesætter forsigtighedsprincippet. Med særlig henvisning til dom afsagt af Retten i Første Instans i sagen Pfizer (25) anfører den, at direktivet indebærer uacceptable risici for menneskers sundhed af de grunde, som er anført ovenfor vedrørende proportionaliteten. Den hævder navnlig, at fællesskabslovgiver anlagde en åbenbar fejlagtig vurdering, da denne ikke tog hensyn til de af SCCNFP og ECVAM udarbejdede rapporter, i henhold til hvilke ikke alle de alternative metoder ville være tilgængelige inden for den tidsfrist, som er fastsat i direktivet, det vil sige 2009 og 2013.

38.   For det femte har den franske regering anført, at artikel 4a tilsidesætter princippet om forbud mod forskelsbehandling. Den mener, at hvis de teorier, den har fremsat i sine argumenter vedrørende retssikkerheden, er gyldige fortolkninger af direktivet, kan dette være ensbetydende med forskelsbehandling mellem a) virksomheder, som udelukkende driver virksomhed i kosmetiksektoren og virksomheder, som driver virksomhed i andre sektorer, da sidstnævnte kan anvende bestanddele i deres kosmetik, som har været genstand for afprøvning på dyr for at opfylde kravene i andre bestemmelser, b) virksomheder, som eksporterer deres kosmetik og virksomheder, der ikke eksporterer, såfremt direktivet fortolkes således, at det godkender afprøvning for midler, der fremstilles med henblik på eksport, eller c) virksomheder, som udelukkende driver virksomhed i Fællesskabet og dem, der også driver virksomhed i tredjelande, såfremt direktivet fortolkes således, at det godkender afprøvning foretaget med henblik på at opfylde bestemmelser i tredjelande, uanset om en sådan afprøvning har fundet sted inden eller uden for Fællesskabet.

39.   Endelig bemærker den franske regering, som svar på Domstolens anmodning om, at parterne skulle præcisere deres argumenter for så vidt angår foreneligheden af den anfægtede bestemmelse med WTO-bestemmelserne, at lovligheden af fællesskabsinstitutionernes retsakter i henhold til Domstolens retspraksis ikke kan efterprøves for så vidt angår forenelighed med WTO-aftalen eller dens bilag, som følge af denne aftales art. Endvidere er den franske regering af den opfattelse, at den anfægtede bestemmelse ikke falder ind under nogen af de to undtagelser fra dette princip, som Domstolen har opstillet (26).

40.   Den franske regering anmoder derimod Domstolen om at tage stilling til GATT-bestemmelsernes relevans for den foreliggende sag, set i lyset af princippet om en »harmonisk fortolkning«, det vil sige princippet om, at »de internationale aftaler, Fællesskabet har indgået, har forrang frem for den afledte fællesskabsret, [hvilket] medfører, at sidstnævnte så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med disse aftaler« (27). I denne forbindelse påpeger den franske regering, at Kommissionen begrænsede sit oprindelige forslag om forbud mod dyreforsøg på medlemsstaternes område for at opfylde WTO-bestemmelserne. På den baggrund anfører den franske regering, at den anfægtede bestemmelse, og navnlig markedsføringsforbuddet, er uforenelig med GATT-bestemmelserne af følgende grunde.

41.   Først og fremmest har den anført, at markedsføringsforbuddet er uforeneligt med artikel III, stk. 4, i GATT, fordi a) forbuddet er en foranstaltning, som påvirker salget af kosmetiske midler i artikel III, stk. 4’s forstand, b) kosmetiske midler eller bestanddele, som er afprøvet ved hjælp af alternative metoder, der er valideret på fællesskabsplan, og midler og bestanddele, som er afprøvet ved hjælp af andre metoder, udgør produkter »af samme art« i denne artikels forstand, når henses til deres fysiske egenskaber, deres endelige anvendelsesformål, forbrugervaner og -præferencer samt deres tarifering, og c) importerede varer i henhold til direktivet behandles mindre favorabelt end fællesskabsprodukter, idet artikel 4a, i direktivet, kun tillader markedsføring af kosmetiske midler, såfremt det anvendte forsøg er udført under anvendelse af »en alternativ metode, efter at en sådan alternativ metode er valideret og vedtaget på fællesskabsplan«.

42.   Endvidere bestrider den franske regering, at den generelle undtagelse i GATT's artikel XX, litra b), finder anvendelse på den anfægtede bestemmelse. Selv om den anerkender, at markedsføringsforbuddet er en politik, der har til formål at beskytte dyrs liv og sundhed, er forbuddet efter den franske regerings opfattelse ikke nødvendigt for at nå dette mål, da andre foranstaltninger kunne have ført til samme mål uden at være uforenelige med WTO-bestemmelserne (28). Den franske regering gør også gældende, at markedsføringsforbuddet ikke opfylder de »indledende« passager i GATT's artikel XX, da det udgør en økonomisk embargo, der har til formål at tvinge andre medlemmer til i det væsentlige at vedtage de samme globale regler for at opfylde et formål, der er opstillet inden for Fællesskabets område (29). Den franske regering gør gældende, at et sådan eksterritorialt formål klart fremgår af korrespondancen mellem Parlamentet og Kommissionen , og at dette reelt er »den primære begrundelse for markedsføringsforbuddet på Fællesskabets område«.

43.   Den franske regering har på denne baggrund konkluderet, at markedsføringsforbuddet i den anfægtede bestemmelse er uforeneligt med WTO-bestemmelserne.

B –    Rådet for Den Europæiske Union

44.   Rådet har i sit svarskrift fremført følgende argumenter.

45.   Hvad angår spørgsmålet, om sagen kan antages til realitetsbehandling, har Rådet under den mundtlige forhandling for Domstolen oplyst, at den deler Parlamentets synspunkt, hvorefter den foreliggende sag skal afvises fra realitetsbehandling som følge af, at det ikke er muligt at adskille artikel 1, stk. 2, fra artikel 1, stk. 1 (30). Efter Rådets opfattelse vil en delvis annullation føre til en helt anden bestemmelse og berøve direktiv 2003/15 dets indhold.

46.   Hvad angår den påståede tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet har Rådet anført, at udtrykket »for at opfylde kravene i dette direktiv« i den anfægtede bestemmelse ganske enkelt henviser til direktiv 76/768’s formål, som er at beskytte den offentlige sundhed. Rådet anfører, at den anfægtede bestemmelse klart betyder, at kun alternative metoder, som ikke indebærer dyreforsøg, kan anvendes som bevis for, at et kosmetisk middel eller bestanddel ikke medfører fare for den offentlige sundhed. Rådet gør følgelig gældende, at det klart er forbudt at udføre dyreforsøg inden for EU på kosmetiske midler eller bestanddele bestemt til eksport. Forbuddet mod »markedsføring« omfatter også det forhold, at sådanne produkter eller bestanddele stilles til rådighed for tredjemand, herunder ved eksport eller import, og markedsføringsforbuddet udstrækker sig til at omfatte kosmetiske midler, som har været genstand for dyreforsøg uden for Fællesskabet med det formål at opfylde tredjelandes lovgivning. Som følge heraf gør Rådet gældende, at den franske regerings påstande om retsusikkerhed er ubegrundede.

47.   Hvad angår den påståede tilsidesættelse af retten til fri erhvervsudøvelse har Rådet anført, at markedsføringsforbuddet inden for Fællesskabet ikke kun omfatter de produkter, som har været genstand for forsøg med dyr, der er udført inden for Fællesskabet, men også til produkter, som har været genstand for dyreforsøg, der er udført uden for Fællesskabet. Rådet gør gældende, at det vil være forhastet at antage, at der ikke vil blive vedtaget alternative metoder på fællesskabsplan inden for den i den anfægtede bestemmelse fastlagte tidsplan eller at tredjelande vil nægte at anerkende disse alternative metoder. Ligeledes vil det være forhastet at antage, at den europæiske industri vil blive stillet ringere i forhold til sine konkurrenter i tredjelande (31). Under alle omstændigheder vil enhver begrænsning af retten til fri erhvervsudøvelse være begrundet i Fællesskabets grundlæggende interesse i dyrevelfærd.

48.   Hvad angår påstandene om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet har Rådet bestridt påstanden om, at den anfægtede bestemmelse er åbenbart uhensigtsmæssig, når der henses til dens formål. Rådet har navnlig anført, at forbuddet ikke kan føre til omsætning af produkter, som indebærer en alvorlig risiko for menneskers sundhed, idet alle produkter, som markedsføres inden for Fællesskabet, stadig skal opfylde de i direktiv 76/768 fastsatte krav til den offentlige sikkerhed.

49.   Hvad angår den påståede tilsidesættelse af forsigtighedsprincippet har Rådet anført, at den anfægtede bestemmelse ikke kan betegnes som en åbenbar fejlvurdering. Den indgår tværtimod som en del af et kompromis, som blev vedtaget efter en kompliceret vurdering af det videnskabelige bevismateriale, som fællesskabslovgiver havde til rådighed på tidspunktet for bestemmelsens vedtagelse.

50.   Derudover bestrider Rådet den franske regerings påstand om, at den anfægtede bestemmelse indebærer ulovlig forskelsbehandling mellem virksomheder i kosmetiksektoren af samme grunde som dem, der er påberåbt i forbindelse med påstanden om retsusikkerhed. Da markedsføringsforbuddet inden for Fællesskabet finder anvendelse på alle selskaber i kosmetikbranchen uanset hvor de har deres hjemsted eller hvor dyreforsøgene udføres, må ethvert argument om forskelsbehandling afvises.

51.   Endelig anfører Rådet, hvad angår den franske regerings påstande vedrørende WTO-reglernes relevans for den foreliggende sag, at kosmetiske midler, som ikke har været genstand for dyreforsøg, ikke er »af samme art« som kosmetiske midler, der har været genstand for dyreforsøg, i henhold til GATT's artikel III, stk. 4, idet forbrugerne har forskellige præferencer inden for hver kategori. Hvad angår GATT's artikel XX, litra b), gentager Rådet, at markedsføringsforbuddet finder anvendelse på alle kosmetiske midler, som har været genstand for dyreforsøg og som markedsføres i Fællesskabet, uden forskelsbehandling på grundlag af deres oprindelse. Endvidere findes der ingen alternative foranstaltninger, som ville være mindre begrænsende i henhold til GATT-bestemmelserne. Desuden er denne politik – i modsætning til den politik, som var omtvistet i den af den franske regering påberåbte US-Shrimp-sag – ikke en streng politik, men overlader det til de kontraherende parter frit at vælge, hvordan de vil opfylde kravet om, at kosmetiske midler ikke må gøres til genstand for forsøg med dyr. Rådet bemærker, at Kommissionen og medlemsstaterne i henhold til direktivet skal udfolde alle bestræbelser på at lette OECD’s godkendelse af alternative metoder, som er valideret på fællesskabsplan.

C –    Europa-Parlamentet

52.   Parlamentet har gentaget mange af de argumenter, som Rådet har anført i sit svarskrift. Andre punkter, som Parlamentet har anført, omfatter følgende.

53.   Hvad angår spørgsmålet, om sagen kan antages til realitetsbehandling, bestrider Parlamentet, at den anfægtede bestemmelse kan udskilles fra artikel 1, stk.1, i direktiv 2003/15. Parlamentet bemærker, at forhandlingerne i forligsudvalget vedrørende dette direktiv var »særdeles hårde og vanskelige«, at den endelige ordlyd er udtryk for et »overordnet kompromis« indgået af COREPER, Parlamentet og Kommissionen, og at det er umuligt at adskille direktivets artikel 1, stk. 1 og artikel 1, stk. 2 (32). En delvis annullation som den, Den Franske Republik har nedlagt påstand om, vil være det samme som et »forsøg på at lovgive ad rettens vej«, eftersom artikel 1, stk. 1, aldrig ville være blevet vedtaget af lovgiver uden samtidig vedtagelse af artikel 1, stk. 2.

54.   Efter Parlamentets opfattelse adskiller den foreliggende sag sig fuldkommen fra sag C-376/98, Forbundsrepublikken Tyskland mod Parlamentet og Rådet, da Kommissionen i denne sag erkendte, at den pågældende bestemmelse kunne udskilles, men bestred påstanden om delvis annullation alene med den begrundelse, at den aldrig ville have vedtaget det pågældende direktiv uden denne bestemmelse. Endvidere tilbageviser Parlamentet den franske regerings argument om, at en afvisning af annullationssøgsmålet vil indebære en krænkelse af retten til domstolsprøvelse med den begrundelse, at Den Franske Republik har haft mulighed for at anfægte direktiv 93/95, som var affattet med en lignende ordlyd som den, der anfægtes i direktiv 2003/15.

55.   Hvad angår spørgsmålet om retssikkerhed har Parlamentet for det første gjort gældende, at når princippet om den berettigede forventning ikke er tilsidesat, kan retssikkerhedsprincippet ikke i sig selv begrunde annullation af en fællesskabsretsakt.

56.   For det andet sætter Parlamentet spørgsmålstegn ved det egentlige formål med den franske regerings argumenter om retssikkerhed, idet det har anført, at det reelle formål kan være at opnå en fordelagtig (det vil sige restriktiv) fortolkning af direktivet gennem en sag med påstand om annullation af direktivet. Efter Parlamentets opfattelse udgør dette et misbrug af proceduren.

57.   For det tredje afviser Parlamentet, at direktivet vil fremkalde en katastrofe for den europæiske kosmetikindustri, idet det henviser til det betragtelige antal kosmetikvirksomheder, der allerede før direktivets vedtagelse havde implementeret politikker, som opfylder direktivet.

58.   Hvad angår WTO-reglernes relevans for den foreliggende sag har Parlamentet endelig gentaget Rådets argument om, at kosmetiske midler, som ikke har været genstand for afprøvning på dyr, og kosmetiske midler, som har været genstand for en sådan afprøvning, ikke er »af samme art« i WTO-reglernes forstand. Parlamentet har ligeledes afvist antagelsen om, at fællesskabslovgiver med direktivet skulle have søgt at dække over en protektionistisk politik, hvorved det har bemærket, at Fællesskabets kosmetikindustri har en større andel af kosmetikmarkedet på verdensplan end den tilsvarende industri i USA eller Japan. Efter Parlamentets opfattelse fjerner dette grundlaget for den franske regerings argumenter om, at direktivet fører til en »mindre fordelagtig« behandling som omhandlet i GATT's artikel III, stk. 4, samt at det er diskriminerende som omhandlet i GATT's artikel XX.

V –    Analyse

 Spørgsmålet, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling

59.   Det første spørgsmål, der skal tages stilling til, er, hvorvidt det foreliggende søgsmål om delvis annullation skal afvises med den begrundelse, at den anfægtede bestemmelse ikke kan adskilles fra artikel 1, stk. 1, i direktiv 2003/15, som den franske regering ikke har nedlagt påstand om annullation af. En delvis annullation af en retsakt eller en bestemmelse er som bekendt kun mulig, hvis de elementer, som er omfattet af annullationspåstanden, kan udskilles fra resten af retsakten eller bestemmelsen (33).

60.   Ved bedømmelsen af denne sag er det relevant at minde om Domstolens retspraksis vedrørende muligheden for at adskille bestemmelser i en retsakt i forbindelse med et annullationssøgsmål. Efter min opfattelse er navnlig tre sager særligt relevante.

61.   Den første er dommen i sagen Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen, som vedrører en påstand om annullation af artikel 5, stk. 5, i forordning nr. 690/2001 om særlige markedsstøtteforanstaltninger for oksekød. I henhold til denne bestemmelse var den enkelte berørte medlemsstat forpligtet til at finansiere 30% af prisen for det kød, som blev opkøbt i henhold til denne forordning (34). I denne sag anmodede Domstolen parterne om at udtale sig om, hvorvidt søgsmålet kunne antages til realitetsbehandling i lyset af princippet om, at en delvis annullation af en fællesskabsretsakt kun er mulig, hvis de elementer af retsakten, som påstås annulleret, kan adskilles fra den øvrige del af retsakten. Domstolen konkluderede, at den anfægtede bestemmelse kunne adskilles fra den øvrige del af forordningen, »eftersom en annullation af denne bestemmelse ikke ændrer forordningens materielle indhold« (35). Domstolen begrundede sin afgørelse med, at da forordningen i det væsentlige indførte en særlig opkøbsordning for kød med henblik på at bekæmpe kogalskabskrisen, ville en annullation af den bestemmelse, som krævede, at den enkelte berørte medlemsstat finansierede 30 % af prisen på det opkøbte kød, »ikke på nogen måde påvirke indholdet af den nævnte forordning, eftersom den delvise annullation kun giver anledning til en økonomisk udligning mellem Fællesskabet og de pågældende medlemsstater« (36). Domstolen afviste Kommissionens argument om, at den sandsynligvis ikke ville have vedtaget de andre bestemmelser i forordningen i deres nuværende form – og navnlig ikke en bestemmelse, i henhold til hvilken indtægter fra salg af produkter skal tilfalde den berørte medlemsstat (37), og bemærkede, at »spørgsmålet om, hvorvidt en delvis annullation ændrer indholdet af den anfægtede retsakt er et objektivt kriterium – og ikke subjektivt kriterium, som er knyttet til den politiske vilje hos den myndighed, som har vedtaget den pågældende retsakt«.

62.   Spørgsmålet blev også vurderet af generaladvokat Fennelly i sagen Forbundsrepublikken Tyskland mod Parlamentet og Rådet (»tobaksreklame-dommen«) (38). Denne sag vedrørte en påstand om annullation af direktiv 98/43/EF, som skulle forbyde alle former for tobaksreklame og sponsorering heraf. Efter at have konkluderet, at fællesskabslovgiver af de påberåbte grunde ikke havde kompetence til at vedtage direktivet for så vidt som dette vedrørte reklamering i medier, der udelukkende indeholder tobaksreklamer, men ville have haft kompetence hertil for så vidt angår medier med et andet uafhængigt indhold, hvori der var et klart element af tjenesteydelse eller vare (såsom aviser eller radioudsendelser), foretog generaladvokat Fennelly en vurdering af, om Domstolen kunne foretage en delvis annullation af direktivet. Med henvisning til Domstolens domme i arbejdstidssagen og i sager om delvis annullation af Kommissionens beslutninger i konkurrencesager (39), anførte generaladvokaten følgende:

»Domstolen har ikke fastsat generelle retningslinjer for spørgsmålet om udskillelse af en lovgivningsmæssig foranstaltnings gyldige og ugyldige dele. Domstolen synes imidlertid at have valgt den delvise annullation, når to betingelser er opfyldt: For det første, at en given bestemmelse er adskilt, således at den kan fjernes, uden at den øvrige tekst ændres, og for det andet, at annullationen af denne bestemmelse ikke påvirker hele sammenhængen i den retlige ordning, som den er en del af« (40).

63.   Han konkluderede, at en delvis annullation ikke var mulig med den begrundelse, at da direktivet ikke sondrede mellem medier, der udelukkende indeholdt reklamer for tobaksvarer, og uafhængige servicerelaterede medier, ville det, såfremt Domstolen indførte en sådan sondring, være ensbetydende med en kreativ retlig omskrivning af direktivet. Han bemærkede navnlig, at »de bevarede dele kun [ville] udgøre en del af genstanden for forbuddet, der tydeligvis af fællesskabslovgiver blev affattet som et samlet forbud. Domstolen ville sætte øksen til træet, men lade nogle af grenene overleve« (41).

64.   Endelig er dommen i sagen Kommissionen mod Rådet, i hvilken Kommissionen nedlagde påstand om delvis annullation af Rådets afgørelse om godkendelse af Det Europæiske Atomenergifællesskabs tiltrædelse af konventionen om nuklear sikkerhed, relevant (42). Kommissionen havde navnlig påstået annullation af det sidste stykke i den erklæring fra Euratom, som indgik i afgørelsen, og som afgrænsede Fællesskabets kompetence inden for de områder, der er omfattet af konventionen, med den begrundelse, at visse områder omfattet af Fællesskabets kompetence var blevet udeladt heri. Som begrundelse for at forkaste Rådets argument om afvisning af sagen på grund af uadskillelighed, anførte Domstolen, at den delvise annullation, der var nedlagt påstand om, »ikke [ville] ændre den anfægtede afgørelses materielle indhold«, da den »på ingen måde [påvirker] retsvirkningerne af de bestemmelser, hvorom Rådet allerede har truffet afgørelse« (dvs. med hensyn til Fællesskabets kompetence) (43). I sit forslag til afgørelse i denne sag sammenlignede generaladvokat Jacobs de pågældende forhold med søgsmål om delvis annullation af ikke-lovgivningsmæssige beslutninger på konkurrenceområdet som f.eks. Transocean Marine Paint-sagen og Kali und Salz-sagen (44), hvor annullation af de anfægtede betingelser i beslutningerne »muligvis kunne påvirke selve beslutningens indhold« (45).

65.   Ovennævnte retspraksis viser efter min opfattelse, at et søgsmål om delvis annullation af en retsakt ikke kan antages til realitetsbehandling, hvis en annullation af den anfægtede bestemmelse i lyset af de grundlæggende lovgivningsmæssige formål, som står på spil, ville indebære, at regelsættets væsentlige indhold går tabt. Dette gælder også, hvis den anfægtede bestemmelse ud fra et rent formelt og logisk perspektiv kan anses som værende adskilt fra resten af lovgivningen (f.eks. i mangel af udtrykkelige krydsreferencer mellem den anfægtede bestemmelse og resten af retsakten). Enhver anden fortolkning ville undergrave fællesskabslovgivers objektive hensigt og føre til uafhængig opretholdelse af retlige bestemmelser, der blot var tænkt som underordnede. Det er ikke utænkeligt, at disse underordnede bestemmelser, betragtet løsrevet fra deres sammenhæng, i nogle tilfælde kan skade det oprindelige formål med lovgivningen.

66.   Ved anvendelse af dette princip i den foreliggende sag fremgår det klart, blandt andet af betragtningerne til direktiv 2003/15, at et af de overordnede formål er at afskaffe dyreforsøg i forbindelse med kosmetiske midler. Derfor fastsætter fjerde betragtning for eksempel, at »det [er] vigtigt at fastholde målsætningen om at afskaffe dyreforsøg i forbindelse med kosmetiske midler og at gennemføre et forbud mod sådanne forsøg på medlemsstaternes områder«. Første til ellevte betragtning i præamblen vedrører dette formål.

67.   Som den franske regering udtrykkeligt anerkender, vil resultatet af, at dens påstand om delvis annullation tages til følge være, at markedsføring af kosmetiske midler, som har været genstand for afprøvning på dyr, bliver ubetinget tilladt inden for Fællesskabet som følge af, at artikel 4, stk. 1, litra i), i direktiv 76/768 bortfalder (46).

68.   Det følger af det ovenfor anførte, at et sådant resultat vil være i strid med fællesskabslovgivers objektive hensigt og med direktivets grundlæggende principper. Det er åbenbart, at artikel 1, stk. 1, alene havde accessorisk karakter i forhold til den anfægtede bestemmelse, da hensigten med artikel 4a i direktiv 76/768, som blev indføjet ved den anfægtede bestemmelse, var at erstatte artikel 4, stk. 1, litra i), i direktiv 76/768. Virkningen af en delvis annullation ville derfor være den modsatte af den åbenbare hensigt.

69.   Endvidere bemærker jeg, at lovgiver også synes at have udformet andre bestemmelser i direktiv 2003/15, navnlig artikel 1, stk. 7, i lyset af artikel 1, stk. 2.

70.   Af disse grunde mener jeg ikke, at artikel 1, stk. 2, i direktiv 2003/15 kan adskilles fra resten af direktivet, navnlig ikke fra artikel 1, stk. 1. Den foreliggende sag bør derfor afvises. For det tilfælde, at Domstolen skulle nå til den modsatte konklusion, vil jeg imidlertid nu foretage en vurdering af parternes realitetsanbringender.

 Realiteten

A –    Retssikkerhed

71.   Den franske regering gør gældende, at den anfægtede bestemmelse skal annulleres, fordi den ikke er tilstrækkeligt klar og præcis. Den anfører, at den nye artikel 4a kan fortolkes på en række måder og følgelig gennemføres af medlemsstaterne på forskellig måde, hvilket kan føre til retsusikkerhed for virksomheder.

72.   Indledningsvis bemærker jeg, at selv om parterne i deres indlæg henviser til »retssikkerhedsprincippet«, kan dette begreb give anledning til forvirring, fordi det ofte bruges med henvisning til en række forskellige, men dog beslægtede retlige begreber. Disse er: princippet om, at fællesskabslovgivningen ikke må tillægges tilbagevirkende gyldighed, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, forstået som en rimelig forventning, som er baseret på en handling eller udtalelse fra en fællesskabsinstitution, og princippet om overholdelse af fællesskabsbestemmelsernes bindende virkning (47). I den foreliggende sag begrænser den franske regerings argumenter sig til at vedrøre en påstået mangel på klarhed med hensyn til den anfægtede bestemmelses ordlyd og virkninger, og omfatter ingen af de ovenfor nævnte betydninger.

73.   Før realitetsprøvelsen af disse argumenter er det efter min opfattelse vigtigt principielt at overveje, under hvilke omstændigheder direktivets uklare eller vage ordlyd i sig selv kan begrunde en annullation heraf.

74.   I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at der efter min opfattelse kun overordentlig sjældent vil kunne findes en almengyldig fællesskabsretsakt, som kun kan fortolkes på én utvetydig måde. Det følger af karakteren af sådanne retsakter, navnlig dem, som er vedtaget på højeste niveau inden for Fællesskabets lovgivende system, at det ikke er hvert eneste begreb, som anvendes heri, der kan eller bør være udtømmende og definitivt defineret i selve retsakten. At stræbe efter en sådan udtømmende definition ville i de fleste tilfælde ganske enkelt være upraktisk og i mange tilfælde også både umuligt og uhensigtsmæssigt. Dette følger ikke kun af, at det er svært på forhånd at tage højde for ethvert muligt scenario, hvor direktivet kan finde anvendelse, men også mere generelt af den sproglige ubestemthed af retlige begreber (48).

75.   Fællesskabslovene og navnlig medlemsstaternes love er således fulde af retlige begreber, hvis definition og anvendelse bevidst er overladt til domstolene eller til forvaltningen. Som åbenbare eksempler i den afledte fællesskabsret kan nævnes undtagelserne til ligebehandlingsprincippet i artikel 2 i direktiv 76/207, begrebet »sociale fordele« i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 samt de undtagelser til retten til fri bevægelighed som følge af hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, som tidligere fandtes i direktiv 64/22, men som nu er erstattet af direktiv 2004/38 (49).

76.   Det følger heraf, at når der under en retssag opstår en situation, som gældende ret ikke udtrykkeligt har taget højde for, er det op til domstolene at fortolke og anvende denne ret på den pågældende sag. I fællesskabsretten afspejles princippet om, at fortolkning og anvendelse af retsreglerne udgør en del af Domstolens nøglefunktioner, for eksempel i ordlyden af artikel 220 EF. Ved udøvelsen af denne funktion skal Domstolen tage hensyn til, at fællesskabslovgivningen bør være klar og anvendelsen heraf forudseelig for alle retsundergivne (50). Denne faktor har været afgørende i mange sager, hvor Domstolen har skullet fortolke eller anvende fællesskabsretten (51).

77.   Disse bemærkninger gælder for al almengyldig fællesskabslovgivning, men er særlig relevante i forbindelse med direktiver. I denne henseende finder jeg generaladvokat Jacobs argumentation i sagen Nederlandene mod Parlamentet og Rådet særlig interessant (52). Som begrundelse for at forkaste Nederlandenes argument om, at direktiv 98/44/EF af 6. juli 1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser skulle annulleres på grund af en tilsidesættelse af retssikkerheden, erindrede generaladvokat Jacobs om, at artikel 249 EF bestemmer, at et direktiv skal være bindende for hver medlemsstat til hvilken det er rettet med hensyn til det resultat, der skal opnås, men skal overlade det til de nationale myndigheder at bestemme form og metode. Han anførte herefter:

»Et direktiv kan således i sagens natur ikke udtømmende behandle alle detaljer i et emne, der er omfattet af dets område. Dette betyder naturligvis ikke, at tvetydige formuleringer er hensigtsmæssige, men det betyder, at den blotte omstændighed, at et direktiv giver medlemsstaterne en vis skønsmargen, ikke i sig selv er grundlag for, at direktivet er ugyldigt. Selv hvis en direktivbestemmelse kan fortolkes på flere måder, som Nederlandene har gjort gældende i denne sag, mener jeg ikke, at dette i sig selv kan begrunde, at direktivet annulleres. I nyere sager, hvor Domstolen har fundet, at en medlemsstat, der gennem en ukorrekt gennemførelse af en upræcist formuleret direktivbestemmelse, gav bestemmelsen en betydning, som den med rimelighed kunne tillægges, har der ikke været tale om, at direktivet (eller endda bestemmelsen) skulle anses for ugyldig, blot fordi den var upræcis og derfor åbnede op for flere fortolkningsmuligheder.

Ligeledes har Domstolen ikke, så vidt jeg ved, ved formuleringen af princippet om, at alene de direktivbestemmelser, der er klare og utvetydige, er umiddelbart anvendelige, foreslået, at alle bestemmelser, der ikke var så præcise og ubetingede, dermed var ugyldige.« (53).

78.   Jeg deler denne opfattelse. Virkningerne af fællesskabslovgivningen skal ganske vist – som allerede bemærket og som anført af den franske regering – være klar og forudseelig for de retsundergivne, men dette fører ikke, og bør ikke føre, til den konklusion, at enhver lovgivning, som kan fortolkes på mere end en måde, skal annulleres.  Af ovenfor nævnte grunde kan manglende klarhed efter min opfattelse kun begrunde annullation af en fællesskabsbestemmelse eller en del heraf i de ekstreme tilfælde, hvor lovgivningen er klart selvmodsigende eller hvor der ikke synes at være nogen som helst logisk mening med den pågældende bestemmelse (54).

79.   Anvendes disse betragtninger på den foreliggende sag, drejer den franske regerings argumenter om retsusikkerhed sig om en opfattelse af, at kun dyreforsøg, der udføres »for at opfylde direktivets krav« er omfattet af direktivets forbud. Denne formulering forekommer i hver eneste af de fire former for forbud, som direktivet indeholder.

80.   Jeg er ikke overbevist af disse argumenter. Efter min opfattelse opfylder direktivet de ovenfor nævnte krav om retlig klarhed og forudseelighed af følgende grunde.

81.   Som Rådet har anført, skal formuleringen »for at opfylde direktivets krav« læses på baggrund af det overordnede formål med direktiv 76/768, beskyttelse af folkesundheden, som udtrykkeligt ligger bag artikel 4a. Som nævnt ovenfor kommer dette princip til udtryk i direktivets artikel 2: »Kosmetiske midler, der bringes i handelen inden for Fællesskabet, må ikke ved normalt brug kunne være til skade for menneskets sundhed«.

82.   Det er efter min mening klart, at denne sætning udtrykker lovgivers hensigt om, at dyreforsøg, som er omfattet af forbuddene, skal have til formål at opfylde sundhedsforskrifterne for kosmetik, som er fastsat i direktiv 76/768. For mig at se er det også rimeligt at antage, at praktisk talt alle dyreforsøg i den kosmetiske sektor udføres med dette formål, og dette er da heller ikke blevet benægtet af den franske regering. Det skal i denne forbindelse nævnes, at denne sætning første gang optrådte i artikel 4 i direktiv 76/768 som et resultat af den ændring, der blev indført ved direktiv 93/35. Selv om denne bestemmelses ikrafttræden blev udskudt, som beskrevet ovenfor, synes den franske regering ikke i mellemtiden at have gjort indsigelse mod dens formulering eller gjort gældende, at den er uklar.

83.   Set i lyset heraf synes hver enkelt af de påståede uklarheder, som den franske regering har gjort gældende, at savne grundlag.

84.   For det første er det åbenbart, at forbuddet mod dyreforsøg ligeledes finder anvendelse på forsøg, som udføres med det formål at opfylde anden lovgivning, for så vidt som stoffer, der har været genstand for sådanne forsøg, ikke må bruges som eller i kosmetiske midler. Denne fortolkning synes at være nødvendig for direktivets effektive virkning og er i overensstemmelse med den hensigt, der er udtrykt i de forberedende dokumenter, der førte til direktivets vedtagelse (55).

85.   For det andet fremgår det efter min mening af ordlyden i den anfægtede bestemmelse, at den finder anvendelse på udførelsen af dyreforsøg med kosmetiske midler eller bestanddele heraf inden for en medlemsstats område, uanset om afprøvningen sker for produkter, der er bestemt til eksport eller ej. Denne fortolkning fremgår også af artikel 1, stk. 7, i direktiv 2003/15 (56).

86.   For det tredje fremgår det ligeledes af denne ordlyd, at markedsføringsforbuddet omfatter kosmetiske midler og bestanddele, som gøres til genstand for dyreforsøg uden for Fællesskabet. Sådanne forsøg vil efter deres art være udført for at opfylde folkesundhedsforskrifterne og er derfor omfattet af forbuddet (57).

87.   Efter min mening medfører den anfægtede bestemmelse derfor ikke en uacceptabelt høj grad af retsusikkerhed for kosmetiske virksomheder. For det tilfælde, at der skulle opstå spørgsmål om fortolkningen, har sådanne virksomheder desuden mulighed for at indbringe sagen for deres nationale domstole, som herefter kan forelægge Domstolen disse spørgsmål i henhold til artikel 234 EF.

B –    Proportionalitet

88.   Proportionalitetsprincippet kræver som bekendt, at de foranstaltninger, der iværksættes med en fællesskabsbestemmelse, skal være egnede til at nå det tilsigtede mål og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det (58). Dette vil sige, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges (59).

89.   Jeg vil indledningsvis fremsætte en række bemærkninger vedrørende graden af den efterprøvelse, Domstolen skal foretage i sager som den foreliggende.

90.   På områder med komplekse politiske valg, hvor fællesskabslovgiver råder over et vidt skøn, er det Domstolens faste praksis, at den retlige prøvelse af de normative retsakter er begrænset. I sådanne sager bør retsakten kun annulleres, såfremt den åbenbart overskrider grænserne for fællesskabslovgivers kompetence (60). I en sag om et fællesskabsretligt forbud mod tobak, der indtages oralt, har Domstolen således fastslået, at

»der [må] indrømmes fællesskabslovgiver et vidt skøn inden for et område som det, der omhandles i den foreliggende sag, der for lovgiver indebærer valg af politisk, økonomisk og social karakter, og hvor lovgiver skal foretage komplekse vurderinger. Kun såfremt en foranstaltning på dette område er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som vedkommende institutioner forfølger, vil en sådan foranstaltning kunne kendes ulovlig« (61).

91.   Det er åbenbart, at den begrænsede efterprøvelse af de normative retsakter primært udspringer af det grundlæggende princip om institutionel ligevægt og kompetencefordeling. Denne ligevægt indebærer, at Domstolen skal respektere det »politiske ansvar« (62), som fællesskabslovgiver er tillagt ved traktaten, og skal undlade at sætte sit eget skøn i stedet for fællesskabslovgivers i sådanne politiske spørgsmål (63).

92.   Efter min opfattelse følger det af såvel princippet om institutionel ligevægt som af det demokratiske princip i sig selv, at Domstolen bør udvise særlig forsigtighed i efterprøvelsen af lovligheden af en retsakt, som er udstedt af Rådet og Parlamentet i fællesskab på grundlag af den fælles beslutningsprocedure. Domstolen bør navnlig være forsigtig med at foretage annullation på materielt grundlag af politiske valg foretaget af et direkte og demokratisk valgt organ, som repræsenterer Fællesskabets borgere. Jeg vil tilføje, at denne maksimale respekt for de demokratiske principper har været kendetegnende for Domstolens retspraksis ved talrige andre lejligheder (64).

93.   Når disse betragtninger anvendes på den foreliggende sag, er det åbenbart, at forbuddet mod dyreforsøg med kosmetiske midler og bestanddele repræsenterer en politisk beslutning af meget følsom karakter, som nødvendiggjorde en vanskelig og overordnet analyse fra Kommissionens, Rådets og Parlamentets side af det foreslåede systems fordele og ulemper. Som nævnt ovenfor blev der opnået enighed om direktivet efter en langvarig og kompleks fælles beslutningsprocedure, som omfattede adskillige »trepartsmøder« med Kommissionen og formentlig talrige høringer af tredjemænd (65). Der blev kun opnået endelig enighed ved mæglingsorganets mellemkomst.

94.   Det er værd at bemærke, at der i lovgivningsprocessen, som ovenfor anført, var en stærk tilskyndelse fra Parlamentets side til at indføre en tidsfrist for forbuddet mod dyreforsøg med kosmetik (66). Parlamentet beskriver direktivet som »resultatet af en lovgivningsproces, der har varet næsten ti år. Det er en retsakt af stor betydning og stor politisk følsomhed« (67).

95.   Derfor bør den retlige efterprøvelse af den anfægtede bestemmelses materielle lovlighed, og i denne sag dens overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, principielt være særligt begrænset.

96.   For at kunne udføre denne efterprøvelse er det først nødvendigt at fastslå formålet med den anfægtede bestemmelse. Dette fremgår udtrykkeligt af betragtningerne til direktiv 2003/15, som fastslår, at »[f]or at opnå den højeste grad af beskyttelse af dyr må der fastsættes en frist for, hvornår der skal indføres et endeligt forbud mod dyreforsøg«. (68) Kommissionen anførte derfor i forslaget til direktivet følgende:

»Det at mindske både de smerter, der påføres dyr under forsøg, og antallet af forsøg samt helt at bringe dyrs lidelser til ophør hver gang, og så hurtigt som det overhovedet kan lade sig gøre, er et fælles mål for alle involverede parter. Dette mål stemmer overens med det etiske krav om respekt for liv, der er et ønske, som stikker dybt i den offentlige mening og udtrykkeligt fremgår af udtalelser fra Europa-Parlamentet. Dette mål ligger også bag direktiv 86/609/EØF om beskyttelse af dyr, der anvendes til forsøg og andre videnskabelige formål«.

97.   Der er ingen tvivl om, at dette er et legitimt formål med fællesskabslovgivningen. Dette bekræftes af protokollen om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd, der er knyttet til EF-traktaten (69). I modsætning til den franske regerings argumenter mener jeg ikke, at Domstolens afgørelse i Jippes-sagen fører til den modsatte konklusion (70). Tværtimod var vurderingen af, om fællesskabslovgiver fuldt ud havde taget hensyn til kravene til dyrevelfærd, et vigtigt led i Domstolens vurdering af, om den pågældende fællesskabsforanstaltning var forholdsmæssig (71).

98.   Trin to i efterprøvelsen af proportionaliteten kræver en analyse af, om den anfægtede bestemmelse udgør et hensigtsmæssigt middel til at opnå det forfulgte mål. I den foreliggende sag er det vanskeligt at bestride, at et definitivt forbud mod dyreforsøg med kosmetiske midler og bestanddele i Fællesskabet udgør et middel til at fremme dyrevelfærd, og den franske regering gør da heller ikke noget forsøg herpå.

99.   Trin tre i efterprøvelsen af proportionaliteten er en vurdering af, om den anfægtede bestemmelse går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette mål. Det er på dette trin, at den begrænsede karakter af den retlige efterprøvelse er mest relevant.

100. Det fremgår klart af de dokumenter, som er udarbejdet i løbet af den lovgivningsmæssige procedure, at fællesskabslovgiver i sin formulering af den anfægtede bestemmelse søgte at opnå en fin balance mellem kravene om dyrebeskyttelse og de andre aktuelle interesseområder, herunder folkesundheden og kravet om overholdelse af internationale forpligtelser. Efter at have vurderet en række alternativer – herunder det af Kommissionen foreslåede, som ikke omfattede et markedsføringsforbud – blev den anfægtede bestemmelse efter indgående drøftelser valgt som den mest hensigtsmæssige balance (72). Rådet bemærkede således i sin fælles holdning, at

»Rådet kan tilslutte sig målet om, at også afprøvning på dyr af bestanddele, der skal indgå i kosmetiske midler, skal afskaffes hurtigst muligt, men finder dog, at dette mål bør forfølges, uden at forbrugernes sundhed og sikkerhed bringes i fare« (73).

101. Der er talrige eksempler på denne balance såvel i den anfægtede bestemmelse som i direktiv 2003/15 som helhed, og den endelige ordlyd afspejler i denne henseende et omhyggeligt overvejet kompromis.

102. Hovedformålet, som er at sikre den offentlige sikkerhed og beskytte forbrugerne, fremgår f.eks. tydeligt af artikel 4a, stk. 1, som bestemmer, at forbuddene ikke griber ind i den almindelige forpligtelse til at sikre den offentlige sikkerhed, som følger af artikel 2 (74). Hensynet til opretholdelse af den offentlige sikkerhed præger direktiv 2003/15 hele vejen igennem, herunder ved muligheden for at gøre undtagelse fra forbuddet i tilfælde af underbyggede, særlige problemer for folkesundheden (75), muligheden for at Kommissionen kan fremsætte et forslag til retsakt, såfremt et utilstrækkeligt antal alternative forsøg er blevet valideret (76), den særlige mulighed for at forlænge tidsfristen for forsøg vedrørende toksicitet ved gentagen dosis, reproduktionstoksicitet og toksikokinetik (77) og bestemmelsen i betragtningerne om, at Kommissionen skal udarbejde retningslinjer i samråd med medlemsstaterne med det formål at sikre, at der lægges fælles kriterier til grund ved vurderingen af forsikringer om, at kosmetiske midler ikke har været genstand for forsøg på dyr, for at undgå vildledning af forbrugerne (78).

103. På samme måde udtrykker direktivet et klart hensyn til kosmetikvirksomhedernes interesser inden for rammerne af de formål, som vedrører dyrebeskyttelsen og den offentlige sikkerhed. F.eks. bestemmer artikel 9 i direktiv 76/768, som ændret, at den årlige rapport, som Kommissionen skal fremlægge for Parlamentet og Rådet, bør indeholde oplysninger om de fremskridt, Kommissionen har gjort i sine bestræbelser på at opnå godkendelse fra OECD af alternative metoder, der er blevet valideret på fællesskabsplan, og fremme tredjelandes anerkendelse af resultaterne af de uskadelighedsforsøg, der er gennemført i Fællesskabet ved hjælp af alternative metoder, samt om, »hvorledes der er taget hensyn til små og mellemstore virksomheders særlige behov«. Endvidere skal alternative metoder, som er valideret eller godkendt på fællesskabsplan, offentliggøres straks (79). Disse bestemmelser har klart til formål at gøre livet lettere for virksomhederne i Fællesskabet og at øge gennemsigtigheden.

104. Endvidere, som svar på den franske regerings påstand om, at de eksisterende alternative metoder er utilstrækkelige, skal jeg blot bemærke, at lovgiver efter alt at dømme var opmærksom på, hvor langt udviklingen inden for de alternative metoder var kommet, og tog fuldt hensyn hertil i sit endelige kompromis (80).

105. Det fremgår af det ovenfor anførte, at den anfægtede bestemmelse er udtryk for en af fællesskabslovgiver nøje overvejet afvejning af de forskellige interesser. Det er min opfattelse, navnlig i lyset af den begrænsede efterprøvelse, som kan foretages i et tilfælde som det foreliggende, at dette udgør tilstrækkeligt grundlag for at afvise den franske regerings påstand om annullation af den anfægtede bestemmelse begrundet i en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

C –    Forsigtighedsprincippet

106. Som jeg erindrede om i mit for nylig fremsatte forslag til afgørelse i Arnold André-sagen, har Domstolen sammenfattet forsigtighedsprincippet på følgende måde:»Hvis det viser sig ikke at være muligt med sikkerhed at fastslå om, og i givet fald i hvilket omfang, den påståede risiko foreligger, som følge af, at resultaterne af de foretagne undersøgelser er utilstrækkelige, ikke er overbevisende eller er upræcise, men at sandsynligheden for en reel skade på folkesundheden varer ved, dersom risikoen indtræder, begrunder forsigtighedsprincippet restriktive foranstaltninger« (81).

107. For at retfærdiggøre en anvendelse af forsigtighedsprincippet må det bevises, at den påståede risiko er mere end hypotetisk (82).

108. Den franske regering har i den foreliggende sag påberåbt sig dette princip med henblik på at bestride den anfægtede bestemmelse med den begrundelse, at den udgør en risiko for folkesundheden, fordi det ikke er sikkert, at der vil blive udviklet alternative metoder inden for de fastsatte tidsfrister.

109. Som jeg allerede har forklaret ovenfor, er en ubetinget respekt for den offentlige sikkerhed et element i såvel direktiv 2003/15 som direktiv 76/768. Det fremgår navnlig af forbuddene i artikel 4a, at medlemsstaterne generelt har pligt til at sikre, at kosmetik, som markedsføres i Fællesskabet, ikke kan forårsage skade på mennesker ved normal anvendelse. Som det fremgår af punkt 100-102 ovenfor, er hensynet til den offentlige sikkerhed således klart værnet. Da den franske regering ikke har fremlagt bevis for, at der skulle foreligge en »mere end hypotetisk« risiko for folkesundheden, kan dette argument forkastes.

D –    Forbuddet mod forskelsbehandling

110. Den franske regerings argumenter vedrørende forbuddet mod forskelsbehandling bygger på gyldigheden af dens antagelser om, at den anfægtede bestemmelse ikke opfylder kravene til retssikkerhed. Jeg har undersøgt disse antagelser ovenfor og har konstateret, at disse bygger på en fejlagtig fortolkning af den anfægtede bestemmelse (83). Af samme grunde bør argumenterne vedrørende forbuddet mod forskelsbehandling afvises.

E –    Indskrænkning af retten til fri erhvervsudøvelse

111. Domstolen sammenfattede fællesskabsprincipperne om retten til at udøve erhvervsvirksomhed i Metronome Musik-dommen:

»Det fremgår af fast retspraksis, at såvel princippet om ejendomsrettens ukrænkelighed som princippet om ret til fri erhvervsudøvelse er et led i de almindelige fællesskabsretlige grundsætninger. De nævnte rettigheder er imidlertid ikke absolutte rettigheder, men skal ses i sammenhæng med deres funktion i samfundet. Ejendomsretten og retten til fri erhvervsudøvelse kan derfor underlægges begrænsninger, forudsat at sådanne begrænsninger er nødvendige for at tilgodese almene hensyn, som Fællesskabet forfølger, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af den beskyttede rettighed« (84).

112. Som det fremgår af citatet ovenfor, svarer bedømmelsen af begrænsninger i retten til at udøve erhvervsvirksomhed til bedømmelsen af, hvorvidt en foranstaltning er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet (85).

113. Selv om det er åbenbart, at ethvert forbud mod afprøvning eller markedsføring af produkter af de ovenfor anførte grunde sandsynligvis vil begrænse erhvervsudøvelsen i visse henseender (86), mener jeg derfor ikke, at indskrænkningen i den foreliggende sag udgør et uforholdsmæssigt indgreb i retten til fri erhvervsudøvelse.

F –    WTO-reglernes relevans

114. Hvad angår de fremsatte argumenter med hensyn til, om den anfægtede bestemmelse er forenelig med WTO-reglerne, skal det først afgøres, i hvilken udstrækning der skal tages hensyn til sådanne argumenter ved efterprøvelsen af lovligheden af den anfægtede bestemmelse.

115. Som den franske regering har anerkendt, har Domstolen fastslået, at WTO-aftalen samt dens bilag efter deres art og struktur i princippet ikke indgår blandt de regler, som danner grundlag for Domstolens efterprøvelse af lovligheden af fællesskabsinstitutionernes retsakter (87). Den har ligeledes anerkendt, at den foreliggende sag ikke er omfattet af nogen af de undtagelser til dette princip, som Domstolen har fastsat, nemlig hvor Fællesskabet har til hensigt at gennemføre en særskilt forpligtelse, som den har påtaget sig inden for rammerne af WTO, eller hvor der i fællesskabsretsakten udtrykkeligt henvises til de specifikke bestemmelser i WTO-aftalerne (88).

116. I den foreliggende sag har den franske regering imidlertid som en del af sin påstand om annullation af den anfægtede bestemmelse nedlagt påstand om, at Domstolen skal kende det deri foreskrevne markedsføringsforbud uforeneligt med GATT-aftalen. Den franske regering beder Domstolen om at fastslå dette på grundlag af, hvad der kan kaldes »princippet om harmonisk tolkning«, som dette er kommet til udtryk i Fællesskabets retsinstansers praksis. I henhold til dette princip, i sin oprindelige form, skal »det forhold, at de internationale aftaler, Fællesskabet har indgået, har forrang frem for den afledte fællesskabsret, [medføre], at sidstnævnte så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med disse aftaler« (89). Dette afspejler det princip, at såfremt ordlyden i den afledte fællesskabsret kan fortolkes på mere end én måde, skal den fortolkning anvendes, som er bedst i overensstemmelse med traktaten (90). Domstolen har derfor fastslået, at eftersom Fællesskabet har indgået TRIPs-aftalen, er den forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke sin lovgivning om varemærker i lyset af ordlyden af og formålet med denne (91).

117. Den franske regering har i den foreliggende sag gjort gældende, at grunden til at den aktuelle bestemmelse er uforenelig med GATT, er selve dens karakter, eftersom den udgør et markedsføringsforbud mod al kosmetik, som har været genstand for dyreforsøg under anvendelse af »en metode, der ikke er en alternativ metode, efter at en sådan alternativ metode er valideret og vedtaget på fællesskabsplan« (92). Den franske regering gør gældende, at dette udgør en mindre gunstig behandling som omhandlet i artikel III, stk. 4, i GATT, da importører til Fællesskabet har pligt til at sørge for, at deres alternative metoder valideres på fællesskabsplan.

118. Dette er imidlertid direktivets udtrykkelige ordlyd. Der er, som Rådet har anført, logisk set ikke noget grundlag for at udlede heraf, at også alternative metoder vedtaget på OECD-plan er tilstrækkelige. Dette er efter min opfattelse derfor ikke en sag, hvor en alternativ fortolkning, som påstås at være »mere i overensstemmelse med GATT« kan indlæses i bestemmelsen. Kernen i princippet om harmonisk fortolkning er, som ovenfor anført, at en sådan kun kan foretages »så vidt muligt« under hensyntagen til de pågældende bestemmelsers udtrykkelige ordlyd. Jeg vil tilføje, at det, den franske regering efter min opfattelse egentlig søger at opnå, ikke er en fortolkning af direktiv 2003/15, men en annullation heraf. Jeg konstaterer, at den ikke har anført nogen mulig fortolkning af markedsføringsforbuddet, som i henhold til den franske regerings opfattelse skulle kunne indebære forenelighed med GATT-aftalen.

119. Endvidere er jeg på ingen måde ved de fremførte argumenter i den foreliggende sag blevet overbevist om, at den anfægtede bestemmelse er uforenelig med GATT-aftalen. Eftersom den franske regerings argumenter i denne henseende ikke var tilstrækkeligt udbyggede til at kunne danne grundlag for en sammenhængende bedømmelse, begrænser jeg mig til følgende kommentarer.

120. Hvad angår artikel III, stk. 4, i GATT, anser jeg det – selv om det efter min opfattelse er muligt, at kosmetik, som henholdsvis har været afprøvet på dyr og ikke har været afprøvet på dyr, på det aktuelle markedsudviklingsstadium og på baggrund af den aktuelle konkurrencesituation ud fra forbrugernes synsvinkel (93), kan betegnes som produkter »af samme art« – for tvivlsomt, at kravet om, at alternative metoder skal valideres på fællesskabsplan, skulle resultere i en mindre gunstig behandling af importerede kosmetiske midler. Selv om det er åbenbart, at dette krav ikke udgør en forskelsbehandling i retlig henseende, da det gælder for producenter i såvel Fællesskabet som i tredjelande, kan jeg ikke se, at virkningen af et sådan krav i praksis ville være, at der blev lagt en større konkurrencemæssig byrde på producenter i tredjelande end på virksomhederne inden for EU (94). Alle kosmetikvirksomheder vil være underlagt dette krav som en forudsætning for markedsføring af deres produkter inden for EU. Jeg kan ikke se, hvorfor proceduren for opnåelse af godkendelse af en given alternativ metode skulle være vanskeligere for virksomheder uden for EU (i sammenligning med f.eks. at skulle indhente en sådan godkendelse på OECD-plan). Den franske regering har da heller ikke argumenteret for, at dette skulle være tilfældet.

121. I tillæg hertil er der efter min opfattelse tungtvejende argumenter for, at kravet om validering af alternative metoder på EU-plan er begrundet i artikel XX, litra b), i GATT. Jeg mener navnlig, at dette krav opfylder nødvendighedskriteriet som omhandlet i denne bestemmelse. På det foreliggende grundlag har jeg svært ved at se, at en anden foranstaltning, som skulle være »mindre uforenelig« med GATT-aftalen som omhandlet i retspraksis vedrørende denne aftale, med rimelighed stod til rådighed for EU (95).

122. Den franske regering gør gældende, at et krav om, at alternative metoder skal valideres på OECD-plan, udgør en sådan foranstaltning. Det er imidlertid åbenbart, at fællesskabslovgiver var opmærksom på denne mulighed, men forkastede den på grundlag af det, der forekommer at være rimelige grunde, såsom at den ikke tilstrækkeligt effektivt opfyldte direktivets formål. I sit forslag fra 2000 har Kommissionen derfor understreget nødvendigheden af, at alternative metoder godkendes på fællesskabsplan:

»Kommissionen skal selvfølgelig bestræbe sig på at få OECD til at godkende de alternative metoder, der er valideret af ECVAM, men erfaringerne har vist, at det sommetider har taget flere år, inden en eksisterende metode er blevet godkendt af alle OECD-medlemsstaterne. På grund af den betydning, som dyrs velfærd har i moralsk henseende, er det under de nuværende forhold ikke muligt at afvente en godkendelse fra OECD. Der må gøres noget på fællesskabsplan, eftersom der findes alternative metoder, som er valideret eller godkendt som videnskabeligt valideret af ECVAM med tilslutning fra ECVAM’s Videnskabelige Rådgivende Udvalg. Derfor indfører direktivforslaget en ny fremgangsmåde, der går ud på, at en retlig godkendelse på fællesskabsplan er tilstrækkelig til, at der kan fremsættes forslag til forskrifter for prøvning af kosmetik i EU«.

123. Af lignende grunde mener jeg, at kravet om godkendelse på EU-plan opfylder betingelserne i indledningen til artikel XX, da det ikke udgør et middel til vilkårlig eller uberettiget forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af international handel. I denne henseende mener jeg, i modsætning til den franske regering, at den foreliggende sag adskiller sig fra Shrimp-sagen, hvor WTO’s appelorgan fandt, at et krav om, at andre lande skulle indføre et specielt regelsæt, som i hovedsagen var det samme som medlemslandets eget, uden at undersøge hvorvidt dette var hensigtsmæssigt under hensyn til forholdene i de pågældende lande, ville udgøre en vilkårlig og uberettiget forskelsbehandling (96). I den foreliggende sag blev kravet om godkendelse på EU-plan imidlertid som forklaret ovenfor indført i god tro, udgjorde efter fællesskabslovgivers opfattelse den eneste måde, hvorpå direktivets formål om dyrebeskyttelse kunne opnås effektivt, og havde det udtrykkelige formål at opnå maksimal accept af EU-godkendte alternative metoder på OECD-plan (97).

124. Som følge heraf bør den franske regerings argumenter om påstået uforenelighed med GATT-aftalen efter min opfattelse afvises.

VI – Forslag til afgørelse

125. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen

1)      at afvise det af Den Franske Republik anlagte søgsmål med påstand om annullation af artikel 1, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/15/EF af 27. februar 2003, for så vidt som denne indfører en ny artikel 4a i Rådets direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler, og

2)      at tilpligte Den Franske Republik at betale sagens omkostninger.

1 – Originalsprog:engelsk.

2  – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/15/EF af 27.2.2003 om ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler, EUT 2003 L 66, s. 26.

3  – Rådets direktiv 76/768/EØF af 27.7.1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler, EFT 1976 L 262, s. 169.

4 – Rådets direktiv 93/35/EØF af 14.6.1993 om sjette ændring af direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler, EFT 1993 L 151, s. 32. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 76/768, som ændret, fastslog, at »Hvis der ikke er gjort tilstrækkelige fremskridt med hensyn til udviklingen af tilfredsstillende metoder, der kan anvendes i stedet for dyreforsøg, især i tilfælde af, at det ikke, på trods af alle rimelige bestræbelser herpå, er blevet videnskabeligt valideret, at de alternative forsøgsmetoder yder samme beskyttelse for forbrugeren under hensyn til OECD’s retningslinjer for toksicitetsprøver, skal Kommissionen senest den 1. januar 1997 efter fremgangsmåden i artikel 10 fremsætte forslag til forlængelse af fristen for gennemførelse af nærværende bestemmelse med en tilstrækkelig periode, som dog skal være på mindst to år«.

5  – Kommissionens direktiv 97/18/EF af 17.4.1997 om udsættelse af datoen for forbud mod afprøvning af kosmetiske midlers bestanddele eller forbindelser heraf på dyr, EFT 1997 L 114, s. 43. Kommissionens direktiv 2000/41/EF af 19. juni 2000 om anden udsættelse af datoen for forbud mod afprøvning af kosmetiske midlers bestanddele eller forbindelser heraf på dyr, EFT 2000 L 145, s. 25.

6  – Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om syvende ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler. KOM (2000) 189.

7  – Fælles holdning (EF) nr. 29/2002 af 14.2.2002, vedtaget af Rådet i henhold til fremgangsmåden i artikel 251 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler, EFT 2002 C 113 E, s. 6.

8  – Indstilling ved andenbehandlingen af den fælles holdning fastlagt af Rådet med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 76/768(EØF), PE 232.072/DEF.

9  – KOM (2002) 435(01).

10  – Rapport om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (PE-CONS 3668/2002 - C5-0557/2002 - 2000/0077(COD))

11  –      Artikel 4a, stk. 3, definerer et »færdigt produkt« som det kosmetiske middel i sin endelige udformning, således som det er bragt i handelen og gjort tilgængeligt for slutforbrugeren, eller dets prototype (som igen defineres som en model eller udformning, der ikke er fremstillet som en serie, og på grundlag af hvilken det færdige produkt er kopieret eller endeligt udviklet).

12  –      I artikel 4a foreskrives det, at Kommissionen senest den 11.9.2004 udarbejder bilag IX i overensstemmelse med proceduren i artikel 10, stk. 2, efter høring af Den Videnskabelige Komité for Kosmetiske Produkter og andre Forbrugsvarer end Levnedsmidler (SCCNFP). Se Kommissionens direktiv 2004/94/EF af 15.9.2004 om ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF for så vidt angår bilag IX, EUT 2004 L 294, s. 28.

13  – Jf. arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 1.10.2004, SEK(2004) 1210, Tidsfrister for udfasning af forsøg med dyr i forbindelse med den syvende ændring af kosmetikdirektivet (Rådets direktiv 76/768/EØF).

14  – Artikel 4a, stk. 2.1.

15  – Jf. artikel 9, i direktiv 76/768, som ændret ved artikel 1, stk. 9, i direktiv 2003/15, i henhold til hvilken disse årlige rapporter også skal omhandle de fremskridt, Kommissionen har gjort i sine bestræbelser på at opnå godkendelse fra OECD af alternative metoder, der er blevet valideret på fællesskabsplan, og fremme tredjelandes anerkendelse af resultaterne af de uskadelighedsforsøg, der er gennemført i Fællesskabet ved hjælp af alternative metoder, navnlig inden for rammerne af Fællesskabets samarbejdsaftaler med disse lande, samt hvorledes der er taget hensyn til små og mellemstore virksomheders særlige behov.

16  – Artikel 4a, stk. 2, nr. 4 bestemmer, at en sådan tilladelse »skal omhandle de betingelser, der er forbundet med den for så vidt angår specifikke mål, varighed og indberetning af resultaterne. En undtagelse indrømmes kun, hvis bestanddelen er almindeligt brugt og ikke kan erstattes af en anden bestanddel med en tilsvarende funktion, det specifikke problem for menneskers sundhed er dokumenteret, og behovet for dyreforsøg er begrundet og understøttet af en detaljeret forskningsprotokol fremlagt som det foreslåede grundlag for evalueringen.«

17  – Artikel 1, stk. 1, i direktiv 2003/15.

18  – Artikel 1, stk. 2, i direktiv 2003/15 (som indføjer en ny artikel 4b i direktiv 76/768).

19  – Artikel 1, stk. 3, og artikel 1, stk. 4, i direktiv 2003/15. Artikel 2, i direktiv 2003/15 bestemmer, at »[m]edlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at fabrikanter og importører, der er etableret inden for Fællesskabet, fra den 11. marts 2005 ikke markedsfører kosmetiske midler, som ikke opfylder bestemmelserne i direktivet.«

20  – Af hensyn til retssikkerheden fastsætter direktivet dog gennemførelse af artikel 1, stk. 1, med tilbagevirkende kraft, hvilket bevirker, at artikel 4, stk. 1, nr. i) i direktiv 76/768 udgår (dvs. tidsfristen 30.6.2002 for forbud mod dyreforsøg i forbindelse med kosmetiske midler).

21  – Rådets direktiv 86/609/EØF af 24.11.1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om beskyttelse af dyr, der anvendes til forsøg og andre videnskabelige formål, EFT 1986 L 358, s. 1.

22  – Jf. f.eks. appelorganets afgørelse af 5.4.2001 i sagen EC-Asbestos, WT/DS135/AB/R.

23  – Jf. dom af 5.10.2002, sag C-376/98, Forbundsrepublikken Tyskland mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 8419.

24  – Jf. f.eks. dom af 28.4.1998, sag C-200/96, Metronome Musik, Sml. I, s. 1953, præmis 21.

25  – Jf. dom af 11.9.2002, sag T-13/99, Pfizer Animal Health SA mod Rådet, Sml. II, s. 3305.

26  – Jf. dom af 23.11.1999, sag C-149/96, Portugal mod Rådet, Sml. I, s. 8395.

27  – Jf. dom af 10.9.1996, sag C-61/94, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland, Sml. I, s. 3989.

28  – Jf. f.eks. appelorganets rapport af 10.6.2001 i sagen Korea – Various Measures on Beef, WT/DS161/AB/R, WT/DS169/AB/R.

29  – Jf. appelorganets rapport af 6.11.1998 i sagen US-Shrimp, WT/DS58/AB/R.

30  – Jf. punkt 53 nedenfor.

31  – Rådet henviser i denne forbindelse til tiende betragtning til direktivet.

32  – Parlamentet har i denne forbindelse henvist til dom af 31.3.1998, sag C-68/94, Frankrig mod Kommissionen (»Kali und Salz«), Sml. I, s. 1375.

33  – Jf. dom af 23.10.1974, sag C-17/74, Transocean Marine Paint, Sml. s. 1063, præmis 21; den i fodnote 32 nævnte Kali und Salz-dom, præmis 256; og dom af 10.12.2002, sag C-29/99, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 11221, præmis 45.

34  – Jf. dom af 30.9.2003, sag C-239/01, Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 10333.

35  – Ibid, præmis 34.

36  – Ibid, præmis 35.

37  – Artikel 10 i den nævnte forordning.

38  – Jf. dom af 5.10.2000, sag C-376/98, Forbundsrepublikken Tyskland mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 8419.

39  – Jf. navnlig dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig, Sml. s. 299 og dom af 21.10.1974, sag 17/74, Transocean Marine Paint, jf. fodnote 33 ovenfor.

40  –      Præmis 122.

41  – Præmis 128.

42  – Dom af 10.12.2002, sag C-29/99, Kommissionen mod Rådet, jf. fodnote 33 ovenfor.

43  – Præmis 46.

44  – Jf. fodnote 33 ovenfor.

45  – Punkt 75.

46  – Denne bestemmer, at medlemsstaterne skal forbyde markedsføring af kosmetiske midler, der har været genstand for afprøvning på dyr, fra den 30.6.2002, jf. punkt 3 ovenfor.

47  – Hvad angår de forskellige betydninger af retssikkerhed i fællesskabslovgivningen, se J. P. Puissochet og H. Légal, »Le principe de sécurité juridique dans la jurisprudence de la Cour de justice des Communautés européennes«, Les Cahiers du Conseil Constitutionnel nr. 11/2001, s. 98.

48  – Dvs. ideen om, at de mangfoldige mulige lovgivningsmæssige fortolkninger følger af sprogets egen iboende vaghed. Se f.eks. Ronald Dworkin, 1986, Law’s Empire, Fontana Press, London.

49  – Rådets direktiv 76/207/EØF af 9.2.1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, EFT 1976 L 39, s. 40; Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15.10.1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, EFT 1968 L 257, s. 2; direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, som ændrer forordning nr. 1612/68/EØF og ophæver direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF, EUT [2004] L 158, s. 77.

50  – Jf. f.eks. dom af 15.12.1987, sag 325/85, Irland mod Kommissionen, Sml. s. 5041, og dom af 22.1.1997, sag T-115/94, Opel Austria, Sml. II-39, præmis 124 og den dér nævnte øvrige retspraksis.

51  – Jf. f.eks. Domstolens retspraksis, hvori overholdelse af retssikkerhedsprincippet er blevet anset for en faktor, der talte imod et særligt resultat eller en særlig fortolkning, f.eks. dom af 9.7.1981, sag 169/80, Administration des douanes mod Société anonyme Grondrand Fréres, Sml. s. 1931 (retssikkerheden kræver, at de pågældende produkter henføres under en særlig position i den fælles toldtarif); dom af 15.12.1987, sag 325/85, Irland mod Kommissionen, jf. fodnote 51 ovenfor (retssikkerheden kræver, at ensidige forslag fremsat af Kommissionen om tildeling af fiskekvoter til Irland ikke kunne anses for fællesskabsregler); dom af 21.6.1988, sag 257/86, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 3249 (den usikre retlige karakter af italienske bestemmelser indebar, at disse blev anvendt på en måde, der var i strid med fællesskabsretten); dom af 16.6.1993, sag C-325/91, Den Franske Republik mod Kommissionen, Sml. I, s. 3283 (retssikkerheden kræver en retlig hjemmel for den bindende virkning af enhver fællesskabsretlig bestemmelse).

52  – Jf. dom af 9.10.2001, sag C-377/98, Nederlandene mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 7079.

53  –      Præmis 87-88. Søgsmålet blev i sidste ende afvist.

54  – Et sjældent eksempel på en sådan sag er Opel Austria-dommen, i hvilken sagsøgeren påstod annullation af en af Rådet vedtaget forordning fra december 1993, ved hvilken der blev indført en importtold på 4,9 procent på visse gearkasser fremstillet af virksomheden, blandt andet med den begrundelse, at dette var i strid med EØS-aftalen, som trådte i kraft den 1. januar 1994 og som forbyder indførselstold og afgifter med tilsvarende virkning. Retten i Første Instans fastslog, at Rådet ved vedtagelsen af den anfægtede forordning »bevidst [har] skabt en situation, således at der fra januar 1994 ville være to modstridende retsregler. Den anfægtede forordning kan herefter ikke anses for en klar fællesskabslovgivning, hvis anvendelse borgerne vil kunne forudse.« Forordningen blev herefter annulleret. Se dom af 22.1.1997, sag T-115/94, Opel Austria, jf. fodnote 51 ovenfor, præmis 125.

55  – Se f.eks. Kommissionens forslag til direktivet, jf. fodnote 6 ovenfor, punkt 2.4, hvoraf det fremgår, at »[f]or at forbedre oplysningerne til forbrugerne fastsætter dette forslag mulighed for at tillade fabrikanten eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen af produktet, at bruge det som salgsargument (anprisning), at der ikke er foretaget dyreforsøg (hverken direkte eller indirekte). For dog at undgå misbrug heraf, vil Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne udarbejde retningslinjer for, hvordan en sådan anprisning må benyttes. Disse retningslinjer skal indeholde specifikke bestemmelser, der kræver, at hverken det færdige produkt eller bestanddelene nogensinde er blevet afprøvet på dyr, heller ikke til andre formål, der falder uden for dette direktivs anvendelsesområde«.

56  – Denne artikel bestemmer, at »oplysninger om ethvert dyreforsøg, der er udført af producenten, dennes befuldmægtigede eller leverandører i forbindelse med udviklingen eller sikkerhedsevalueringen af produktet eller dets bestanddele, herunder ethvert dyreforsøg udført med henblik på at opfylde tredjelandes retsforskrifter« af kontrolmæssige hensyn skal holdes lettilgængelige for de berørte myndigheder i medlemsstaten, af producenten eller hans agent eller den person, for hvis regning et kosmetisk middel er fremstillet eller den person, som er ansvarlig for markedsføringen af et importeret kosmetisk middel på fællesskabsmarkedet.

57  – Jf. også Kommissionens forslag til dette direktiv, jf. fodnote 6 ovenfor, punkt 1.2.3: »Den nuværende artikel 4, stk. 1, litra i), i direktiv 76/768/EØF fastsætter, at medlemsstaterne efter den 30.6.2000 skal forbyde markedsføring af kosmetiske midler, der indeholder bestanddele, som er afprøvet på dyr, uanset om de pågældende produkter er fremstillet i EU eller importeret fra tredjelande«.

58  – Jf. dom af 14.12.2004, sag C-434/02, Arnold André, (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), præmis 45; dom af 10.12.2002, sag C-491/01, BAT, Sml. I, s. 11453, præmis 122; Jf. bl.a. også dom af 18.11.1987, sag 137/85, Maizena, Sml. s. 4587, præmis 15; dom af 7.12.1993, sag C-339/92, ADM Ölmühlen, Sml. I, s. 6473, præmis 15, og dom af 11.7.2002, sag C-210/00, Käserei Champignon Hofmeister, Sml. I, s. 6453, præmis 59.

59  – Jf. dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa, Sml. s. 4023, præmis 13; jf. generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomers forslag til afgørelse af 16.12.2004, sag C-110/03, Belgien mod Kommissionen, punkt 71; dom af 10.7.2003, sag C-15/00, Kommissionen mod EIB, Sml. I, s. 7281; dom af 10.12.2002, sag C-491/01, BAT, jf. fodnote 59; dom af 18.11.1987, Maizena-dommen, jf. fodnote 59 ovenfor, og dom af 20.2.1979, sag 122/78, Buitoni, Sml. s. 677 præmis 1.

60  – Se mit forslag til afgørelse i BAT-sagen, jf. fodnote 59 ovenfor, punkt 225.

61  –      Jf. dom af 14.12.2004, sag C-434/02, Arnold André, jf. fodnote 59, præmis 46; dom af 10.12.2002, sag C-491/01, BAT, jf. fodnote 59, præmis 123; jf. i denne forbindelse også dom af 12.11.1996, sag C-84/94, Det Forenede Kongerige mod Rådet, Sml. I, s. 5755, præmis 58; dom af 13.5.1997, sag C-233/94, Forbundsrepublikken Tyskland mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 2405, præmis 55 og 56; dom af 5.5.1998, sag C-157/96, National Farmers’ Union m.fl., Sml. I, s. 2211, præmis 61; og dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa, jf. fodnote 60, præmis 14.

62  – Se f.eks. dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa, jf. fodnote 60, præmis 14; og dom af 5.10.1994, sag C-280/93, Forbundsrepublikken Tyskland mod Rådet, Sml. I, s. 4973, præmis 89.

63  – Dette kan adskilles fra den bærende tanke bag den begrænsede retlige efterprøvelse af administrative beslutninger truffet af Kommissionen, dvs. den økonomiske og tekniske kompleksitet af den analyse, der fører til retsakten.

64  – Jf. f.eks. dom af 23.4.1986, sag 294/83, Parti Ecologiste »Les Verts« mod Parlamentet, Sml. s. 1339; dom af 4.10.1991, sag C-70/88, Parlamentet mod Rådet »Tjernobyl«, Sml. I, s. 4529.

65  – Parlamentet bemærker således, at der blev afholdt otte »trepartsmøder« mellem COREPER og repræsentanter fra Parlamentet og Kommissionen med henblik på at indgå et kompromis, jf. punkt 10 ovenfor.

66  – Se også Parlamentets forslag til ændring af direktivet ved andenbehandlingen, jf. fodnote 8 ovenfor, punkt 12: »Offentligheden kræver, at dyreforsøg med kosmetiske midler forbydes«.

67  – Brev af 20.2.2004 fra Europa-Parlamentet til Domstolen, som bekræfter Parlamentets ønske om at blive hørt under den mundtlige forhandling.

68  – Syvende betragtning til direktivet.

69  – Jf. punkt 22 ovenfor.

70  – Jf. dom af 12.7.2001, sag C-189/01, Jippes, Sml. I, s. 5689.

71  – Præmis 85.

72  – Punkt 2.3 i Kommissionens forslag til direktivet, jf. fodnote 6, gav udtryk for en anden holdning: »EU [vil] blive nødt til at anerkende data fra dyreforsøg, som anvendes som bevisdata for kosmetiske midler og bestanddele. Sådanne forsøg vil under alle omstændigheder være gennemført for at opfylde lovkravene i tredjelande. Gensidig anerkendelse er nøgleelementet i denne approach, og det ville være urimeligt, hvis EU krævede gentagelse af undersøgelserne med anvendelse af alternative metoder, da dette ville udgøre handelshindringer og ville få virkninger på den positive indstilling, der måtte være til at godkende EU’s in vitro-data. Denne approach imødegår også den kritik, der hævder, at de nye forskrifter om dyreforsøg inden for kosmetiksektoren, som er i overensstemmelse med WTO-reglerne, kun »eksporterer« problemerne. Dette er tværtimod et initiativ, der tager sigte på at opnå virkelig juridisk godkendelse af alternative forsøgsmetoder på verdensplan«.

73  –      Jf. fodnote 7 ovenfor, punkt 10.

74  – Jf. punkt 12 ovenfor.

75  – Jf. artikel 4a, stk. 2.4.

76  – Jf. artikel 4a, stk. 2.3.

77  – Jf. artikel 4a, stk. 2.1

78  – Jf. ellevte betragtning.

79  – Jf. syvende betragtning.

80  – Jf. f.eks. sjette betragtning, som fastslår, at Kommissionen bør fastlægge retningslinjer, der kan lette anvendelsen, navnlig for de små og mellemstore virksomheder, af metoder, der gør det muligt at undgå anvendelse af forsøgsdyr til vurdering af færdige kosmetiske midlers sikkerhed. Jf. også rapporten af marts 2004, i hvilken tidsplanen for udfasning af dyreforsøg for at opfylde kosmetikdirektivet fastlægges, som er skrevet af en ad hoc-gruppe, der er nedsat af Kommissionen, og som består af repræsentanter fra Kommissionens tjenestegrene, repræsentanter fra industrien, dyrevelfærds- og forbrugerorganisationer og OECD, som findes på

81  – Dom af 14.12.2004, sag C-434/02, punkt 100, der citerer dom af 23.9.2003, sag C-192/01, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 9693.

82  – Dom af 14.12.2004, sag C-434/02, Arnold André, jf. fodnote 59 ovenfor, præmis 98.

83  – Jf. punkt 71-87 ovenfor.

84  –      Dom af 28.4.1998, sag C-200/96, Metronome Musik, jf. fodnote 24 ovenfor, præmis 21. Jf. også Domstolens (Første Afdelings) dom af 9.9.2004, forenede sager C-184/02 og C-223/02, Spanien og Finland mod Parlamentet og Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 52; Domstolens (Anden Afdelings) dom af 15.7.2004, forenede sager C-37/02 og C-38/02, Di Lenardo Adriano og Dilexport mod Ministero del Commercio con l’Estero, præmis 82.

85  – Som generaladvokat Poiares Maduro udtrykker det i punkt 44 i sit forslag til afgørelse af 19.2.2004, sag C-327/02, Lili Georgieva Panayotova m.fl. mod Minister voor Vreemdelingenzaken en Integratie, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser: »[U]ndersøgelsen af, om der foreligger et indgreb i kernen af rettighederne, [afhænger] ikke alene af en analyse af, hvilken indflydelse den begrænsende foranstaltning har på rettigheden. Den afhænger også af det tilsigtede formål med foranstaltningen og foranstaltningens egnethed til at realisere det tilsigtede mål. Selv om undersøgelsen ikke bedømmer, om foranstaltningen står i et rimeligt forhold til målet, eller om der måtte være et mindre indgribende alternativ (nødvendighed) til foranstaltningen, kræver den stadig en vurdering af målenes og midlernes hensigtsmæssighed og egnethed.«

86  – Jf. punkt 88-105 ovenfor.

87  – Jf. dom af 23.11.1999, sag C-149/96, Portugal mod Rådet, jf. fodnote 26 ovenfor, præmis 47; dom af 14.12.2000, forenede sager C-300/98 og C-392/98, Dior, Sml. I, s. 11307, præmis 43.

88  – Jf. dom af 7.5.1991, sag C-69/89, Nakajima mod Rådet, Sml. I, s. 2069, præmis 31; dommen i sagen Portugal mod Rådet, jf. fodnote 26 ovenfor, præmis 49.

89  – Dom af 10.9.1996, sag C-61/94, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland, jf. fodnote 27, præmis 52.

90  – Ibid.

91  – Jf. dom af 16.11.2004, sag C-245/02, Anheuser-Busch, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 42; jf. også dom af 16.6.1998, sag C-53/96, Hermès International, Sml. I, s. 3603 og dom af 14.12.2000, sag C-300/98, Dior, nævnt i fodnote 88.

92  – Jf. artikel 4a, stk. 1, litra a).

93  – Jf. de principper, som fremgår af appelorganets afgørelse af 1.11.1996 i sagen Japan-Alcoholic Beverages II, WT/DS8/AB/R, WT/DS11/AB/R, og appelorganets afgørelse i sagen EC-Asbestos, jf. fodnote 22 ovenfor.

94  – Se også appelorganets afgørelse i sagen Korea – Various Measures on Beef, jf. fodnote 28 ovenfor, punkt 142, i henhold til hvilken paneler fik til opgave at søge efter »foranstaltningernes grundlæggende indhold og virkning«. Jf. også appelorganets afgørelse af 29.1.2002 i sagen US-FSC (artikel 21.5-EC), WT/DS108/AB/RW, punkt 215. For et eksempel på en foranstaltning, som blev fundet i strid med artikel III, stk. 4, se panelafgørelsen af 18.2.1992, sag Canada-Provincial Liquor Boards (US), BISD 39S/27.

95  – Jf. f.eks. WTO’s appelorgans afgørelse i sagen Korea – Various Measures on Beef, jf. fodnote 28.

96  – I denne sag pålagde USA medlemslandene at indføre samme regelsæt for beskyttelse af skildpadder som betingelse for at tillade eksport af rejer til USA. Jf. appelorganets afgørelse i sagen United States-import prohibition of certain shrimp and shrimp products, nævnt ovenfor i fodnote 29.

97  – Jf. blandt andet ordlyden af artikel 4a selv, som for hvert delforbud anfører sætningen »under hensyntagen til udviklingen af validering inden for OECD«; artikel 1, stk. 9, i direktivet, som bestemmer, at Kommissionens årlige rapport skal omfatte de fremskridt, som Kommissionen har gjort i sine anstrengelser på at opnå godkendelse fra OECD af alternative metoder, som er valideret på fællesskabsplan og at fremme landene uden for Fællesskabets anerkendelse af resultaterne af de sikkerhedsforsøg, som foretages i Fællesskabet ved hjælp af alternative metoder, navnlig inden for rammerne af samarbejdsaftalen mellem Fællesskabet og disse lande; og tiende betragtning til direktivet, som fastslår, at der bør tilskyndes til, at tredjelande anerkender de alternative metoder, der udvikles i Fællesskabet, samt at Kommissionen og medlemsstaterne bør udfolde alle bestræbelser på at lette OECD's godkendelse af disse metoder.

Full & Egal Universal Law Academy