FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
DÁMASO RUIZ-JARABO COLOMER
fremsat den 12. april 2005 (1)
Sag C-295/03 P
Alessandrini m.fl.
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Appel – bananer – import fra tredjelande – forordning (EF) nr. 2362/98 – licenser for import af bananer fra AVS-lande – foranstaltninger i medfør af artikel 20, litra d), i forordning (EØF) nr. 404/93 – Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold«
I – Indledning
1. Denne appel er iværksat til prøvelse af dommen afsagt af Retten i Første Instans den 10. april 2003, forenede sager T-93/00 og T-46/01, Alessandrini m.fl. mod Kommissionen (Sml. II, s. 1635, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten ikke gav dem medhold i en påstand om annullation af skrivelser fra Kommissionen, hvori flere traditionelle importører af bananer fra Latinamerika fik afslag på ansøgninger om at benytte importlicenser for bananer med oprindelse i lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) til at importere bananer fra andre tredjelande.
2. Det drejer sig således om bestemte aspekter af den fælles markedsordning for bananer, således som den fremstår efter Rådets ændring i 1998. Denne ændring indebar, efter Kommissionens gennemførelse, afskaffelse af den sondring på grundlag af oprindelsessted (AVS eller tredjelande), der indtil da var blevet anvendt ved forvaltningen af importlicenserne.
3. Appellanterne gjorde for Retten i Første Instans nærmere gældende, at de af Kommissionen vedtagne gennemførelsesbestemmelser var i strid med basisretsakten, og at de havde påført dem et økonomisk tab, uden at Kommissionen havde vedtaget de nødvendige overgangsforanstaltninger.
For Domstolen har appellanterne blot krævet erstatning for den skade, de påstår at have lidt.
II – De relevante retsforskrifter
Forordning (EØF) nr. 404/93
4. I afsnit IV i Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den fælles markedsordning for bananer (2) blev der med virkning fra den 1. juli 1993 indført en fælles ordning for samhandelen med tredjelande, som trådte i stedet for de forskellige nationale ordninger. Der sondredes mellem »EF-bananer«, der er produceret i Fællesskabet, »AVS-bananer« og »bananer fra andre tredjelande end AVS-staterne«. Med hensyn til AVS-bananerne svarede »de traditionelle AVS-bananer« til den mængde bananer udført fra AVS-staterne, der ikke overskred de mængder, der traditionelt udføres fra hver af disse stater, mens »de ikke-traditionelle AVS-bananer« svarede til den mængde, der overskred disse mængder, således som fastsat i bilaget til forordning nr. 404/93.
5. I medfør af artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 404/93 kræver indførsel af bananer til Fællesskabet forelæggelse af en importlicens. Denne licens udstedes af medlemsstaterne til enhver person, der anmoder herom, uanset hvor i Fællesskabet den pågældende er etableret, med forbehold af de særlige bestemmelser, der er fastsat med henblik på gennemførelsen af artikel 18 og 19.
6. I den oprindelige affattelse af artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 404/93 var det fastsat, at der hvert år skulle åbnes et toldkontingent på 2 mio. tons (nettovægt) for indførsel af bananer fra tredjelande og for ikke-traditionelle AVS-bananer. Inden for rammerne af dette toldkontingent opkrævedes der en told på 100 ECU pr. ton for indførsel af bananer fra tredjelande, hvorimod ikke-traditionel indførsel af AVS-bananer pålagdes nultold. I den oprindelige affattelse af samme forordnings artikel 18, stk. 2, var det fastsat, at indførsel af ikke-traditionelle bananer fra AVS-staterne og indførsel af bananer fra tredjelande, der fandt sted uden for det pågældende kontingent, skulle pålægges en told på henholdsvis 750 ECU og 850 ECU pr. ton.
7. I artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 404/93 var det fastsat, at toldkontingentet skulle fordeles således, at det åbnedes med 66,5% til erhvervsdrivende, der havde markedsført tredjelandsbananer og/eller ikke-traditionelle AVS-bananer (kategori A), 30% til erhvervsdrivende, der havde markedsført EF-bananer og/eller traditionelle AVS-bananer (kategori B), og 3,5% til erhvervsdrivende, der var etableret i Fællesskabet, og som siden 1992 var begyndt at markedsføre andre bananer end EF- og/eller traditionelle AVS-bananer (kategori C).
8. Artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 404/93 bestemmer:
»På baggrund af beregninger, der foretages særskilt for hver [...] kategori [...] af erhvervsdrivende [A og B], vil hver enkelt erhvervsdrivende få udstedt importlicenser på grundlag af de gennemsnitlige mængder bananer, som han har solgt i de seneste tre år, for hvilke der foreligger oplysninger.«
Forordning (EØF) nr. 1442/93
9. Den 10. juni 1993 vedtog Kommissionen forordning (EØF) nr. 1442/93 om gennemførelsesbestemmelser for EF’s importordning for bananer (3) (herefter »1993-ordningen«). Denne ordning var gældende indtil den 31. december 1998.
10. I henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1442/93 skulle myndighederne hvert år for hver erhvervsdrivende i kategori A og B, der var registreret hos disse myndigheder, fastsætte, hvor stor en mængde han i gennemsnit havde afsat i de tre år forud for året før det år, for hvilket det pågældende toldkontingent åbnedes, opdelt efter arten af de økonomiske aktiviteter, som den erhvervsdrivende havde udøvet, jf. forordningens artikel 3, stk. 1. Dette gennemsnit kaldtes »referencemængde«.
11. Artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 1442/93, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2444/94 af 10. oktober 1994 (EFT L 261, s. 3), bestemmer: »Ansøgninger om importlicenser indgives til myndighederne i en hvilken som helst medlemsstat i de syv første dage i den sidste måned i kvartalet forud for det kvartal, som licenserne udstedes for.«
Forordning (EF) nr. 1637/98
12. Ved Rådets forordning (EF) nr. 1637/98 af 20. juli 1998 om ændring af Rådets forordning nr. 404/93 (EFT L 210, s. 28) blev der med virkning fra den 1. januar 1999 gennemført omfattende ændringer i den fælles markedsordning for bananer. Navnlig ændredes artikel 16-20 i afsnit IV i forordning nr. 404/93.
13. I artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 404/93, som ændret ved forordning nr. 1637/98, var det bestemt, at der hvert år skulle åbnes et toldkontingent på 2,2 mio. tons (nettovægt) for indførsel af tredjelandsbananer og ikke-traditionelle AVS-bananer. Inden for rammerne af dette toldkontingent opkrævedes der en told på 75 ECU pr. ton for indførsel af tredjelandsbananer, hvorimod ikke-traditionelle AVS-bananer pålagdes nultold.
14. I forordningens artikel 18, stk. 2, som ændret ved forordning nr. 1637/98, var det bestemt, at der hvert år skulle åbnes et tillægstoldkontingent på 353 000 tons (nettovægt) for indførsel af tredjelandsbananer og ikke-traditionelle AVS-bananer. Inden for rammerne af dette toldkontingent opkrævedes der en told på 75 ECU pr. ton for indførsel af tredjelandsbananer, mens indførsel af ikke-traditionelle AVS-bananer var toldfri.
15. I medfør af artikel 20, litra d), i forordning nr. 404/93, som ændret ved forordning nr. 1637/98, havde Kommissionen beføjelse til – under iagttagelse af forvaltningskomité-proceduren i artikel 27 – at vedtage foranstaltninger vedrørende de toldkontingenter, der er omhandlet i artikel 18, herunder »specifikke foranstaltninger, der i givet fald er nødvendige for at sikre overgangen fra den importordning, der anvendtes fra den 1. juli 1993, til [den] ordning [...] der blev indført ved […] afsnit IV [i forordning nr. 404/93]«.
Forordning (EF) nr. 2362/98
16. Den 28. oktober 1998 vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 2362/98 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 404/93 for så vidt angår ordningen for indførsel af bananer til Fællesskabet (4), hvis artikel 31 ophævede forordning nr. 1442/93 med virkning fra den 1. januar 1999. De nye bestemmelser vedrørende tildelingen af importlicenser inden for rammerne af toldkontingenterne findes i afsnit I, II og IV i forordning nr. 2362/98 (herefter »1999-ordningen«).
17. Følgende forskelle mellem 1993-ordningen og 1999-ordningen skal fremhæves:
a) I 1999-ordningen sondres der ikke længere mellem den virksomhed, som de erhvervsdrivende udøver.
b) I 1999-ordningen tages der hensyn til mængden af importerede bananer.
c) Tildelingen af importlicenser efter 1999-ordningen sker uden hensyntagen til bananernes oprindelsessted (AVS eller tredjelande).
d) Toldkontingenterne og den del, der tildeles nye erhvervsdrivende, blev forhøjet ved 1999-ordningen.
18. Det fremgår af artikel 2 i forordning nr. 2362/98, at toldkontingenterne og de traditionelle AVS-bananer – som omhandlet i henholdsvis artikel 18, stk. 1 og 2, samt artikel 16 i forordning nr. 404/93, som ændret ved forordning nr. 1637/98 – åbnes med henholdsvis:
– 92% til de traditionelle erhvervsdrivende, der er defineret i artikel 3
– 8% til de nytilkomne erhvervsdrivende, der er defineret i artikel 7.
19. I artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 2362/98 er det anført, at hver traditionel erhvervsdrivende, der er registreret i en medlemsstat, for hvert år for alle oprindelser som nævnt i bilag I til forordningen opnår en fast referencemængde, der fastlægges på grundlag af den mængde bananer, han rent faktisk har indført i referenceperioden. I henhold til forordningens artikel 4, stk. 2, udgjordes referenceperioden for de indførsler, der blev foretaget i 1999, af årene 1994, 1995 og 1996.
20. I artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2362/98 er det fastsat, at »[s]enest den 30. september hvert år fastlægger myndighederne i overensstemmelse med artikel 3, 4 og 5 efter afslutningen af den nødvendige kontrol og efterprøvning en foreløbig fast referencemængde for hver traditionel erhvervsdrivende på grundlag af gennemsnittet af de mængder bananer, der rent faktisk blev indført fra de i bilag I nævnte oprindelser i referenceperioden«. Referencemængden fastlægges efter et treårsgennemsnit, selv hvis den erhvervsdrivende ikke har indført bananer i en del af referenceperioden. I henhold til forordningens artikel 6, stk. 2, meddeler myndighederne Kommissionen hvert år listen over de traditionelle erhvervsdrivende, der er registreret hos dem, samt summen af disses foreløbige referencemængder.
21. De nærmere regler om udstedelsen af importlicenser er fastsat i artikel 14-22 i forordning nr. 2362/98.
22. I forordningens artikel 14, stk. 1, er det fastsat, at »[f]or de første tre kvartaler kan en vejledende mængde, der er udtrykt ved en fast procentdel af de mængder, der er disponible for hver af de i bilag I nævnte oprindelser, fastsættes for udstedelsen af importlicenser«.
23. Forordningens artikel 15, stk. 1, har følgende ordlyd: »Ansøgninger om importlicens indgives for hvert kvartal til myndighederne i den medlemsstat, hvor de erhvervsdrivende er registreret, i de syv første dage i måneden forud for det kvartal, som licenserne udstedes for.«
24. I artikel 17 er det fastsat, at »[s]åfremt de mængder, der er ansøgt om licens for, for et kvartal for en eller flere af de i bilag I nævnte oprindelser i væsentlig grad overstiger den vejledende mængde, der eventuelt er fastsat efter artikel 14, eller overstiger de disponible mængder, fastsættes der en nedsættelsesprocentsats for ansøgningerne«.
25. Artikel 18 i forordning nr. 2362/98 er udformet således:
»1. Er der efter artikel 17 fastsat en nedsættelsesprocentsats for en eller flere givne oprindelser, kan de erhvervsdrivende, der har indgivet en ansøgning om importlicens for den eller de nævnte oprindelser, bl.a.:
a) give afkald på at benytte licensen ved en meddelelse til de myndigheder, der udsteder licenserne, senest ti arbejdsdage fra offentliggørelsen af forordningen om fastsættelsen af nedsættelsesprocentsatsen; i så fald frigives sikkerheden for licensen straks, eller
b) inden for en samlet mængde, der højst er lig med den mængde, der ikke blev tildelt i forbindelse med ansøgningen, indgive en eller flere nye licensansøgninger for de oprindelser, for hvilke Kommissionen offentliggør disponible mængder. En sådan ansøgning indgives inden for den i litra a) fastsatte frist og er betinget af, at alle betingelser for indgivelse af en licensansøgning overholdes.
2. Kommissionen fastsætter straks de mængder, for hvilke der kan udstedes licenser for den eller de pågældende oprindelser.«
26. I artikel 19, stk. 1, præciseres det, at »[m]yndighederne udsteder importlicenser senest den 23. i den sidste måned i hvert kvartal for det følgende kvartal«.
27. Artikel 20, stk. 1, bestemmer: »De mængder, der ikke er udnyttet i forbindelse med en licens, genfordeles efter ansøgning til den samme erhvervsdrivende, der alt efter tilfældet er indehaver eller erhverver, for det følgende kvartal, men dog i det år, som den første licens blev udstedt i. Sikkerheden inddrages i forhold til de ubenyttede mængder.«
28. I afsnit V i forordning nr. 2362/98 er der fastsat en række overgangsbestemmelser for året 1999. Det fremgår således af forordningens artikel 28, stk. 1, at ansøgningerne om registrering for året 1999 skulle være indgivet af de erhvervsdrivende senest den 13. november 1998. Disse ansøgninger skulle for de traditionelle erhvervsdrivendes vedkommende være ledsaget af en angivelse af den samlede mængde bananer, der rent faktisk var blevet indført i hvert af årene i referenceperioden 1994-1996, samt af numrene på alle de licenser og partiallicenser, der var benyttet for disse indførsler, samt af en oversigt over referencerne for alle bevisdokumenter vedrørende betaling af told.
29. I bilag I til forordning nr. 2362/98 er der fastsat forskrifter for fordelingen af toldkontingenterne som omhandlet i artikel 18, stk. 1 og 2, i forordning nr. 404/93 og den traditionelle AVS-mængde (857 000 tons).
2001-ordningen
30. Rådet vedtog forordning (EF) nr. 216/2001 af 29. januar 2001 om ændring af forordning (EØF) nr. 404/93 (5), hvis artikel 1 ændrede artikel 16-20 i forordning nr. 404/93.
31. Gennemførelsesbestemmelserne til det således ændrede afsnit IV i forordning nr. 404/93 blev fastsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 896/2001 af 7. maj 2001 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 for så vidt angår ordningen for indførsel af bananer til EF (6). De har i henhold til artikel 32 i forordning nr. 896/2001 fundet anvendelse fra den 1. juli 2001.
III – De faktiske omstændigheder
32. Appellanterne importerer bananer fra Latinamerika. De er registreret som traditionelle erhvervsdrivende ved de kompetente nationale myndigheder (i Italien og for så vidt angår London Fruit Ltd, i Det Forenede Kongerige) og har fra disse myndigheder fået tildelt foreløbige individuelle referencemængder for året 1999. De kunne således få importlicenser for tredjelandsbananer for de første tre kvartaler af 1999.
33. De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i sag T-93/00, vedrører fjerde kvartal af 1999. For dette kvartal indgav sagsøgerne ansøgninger om importlicenser til de kompetente nationale myndigheder for så vidt angår den resterende del af deres foreløbige individuelle referencemængde. Deres ansøgninger blev imødekommet inden for rammerne af de mængder tredjelandsbananer, der kunne indføres til Fællesskabet (7).
34. Sagsøgerne havde stadig – for så vidt angår den del af ansøgningerne, der ikke kunne imødekommes – mulighed for at ansøge om importlicenser for 308 978,252 tons traditionelle AVS-bananer (8). De indgav således ansøgning om importlicenser for AVS-bananer for den resterende mængde, de kunne råde over i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 2362/98. Deres respektive referencemængder var fordelt således:
Alessandrini Srl 2 050 kg
Anello Gino di Anello Luigi & C. Snc 1 859 kg
Arpigi SpA 757 kg
Bestfruit Srl 2 637 kg
Co-Frutta SpA 209 392 kg
Co-Frutta Soc. coop. Arl 30 207 kg
Dal Bello Sife Srl 1 533 kg
Frigofrutta Srl 2 990 kg
Garletti Snc 4 419 kg
London Fruit Ltd 286 004 kg
35. Den 13. oktober 1999 udstedte de kompetente nationale myndigheder importlicenser for AVS-bananer til appellanterne for hele den mængde, der var ansøgt om. På trods af flere forsøg lykkedes det ikke appellanterne at opnå forsyninger af AVS-bananer.
36. Stillet over for denne situation opfordrede de den 18. november 1999 under henvisning til artikel 232 EF Kommissionen til
1) at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de kunne benytte de licenser for fjerde kvartal, som var blevet udstedt til import fra AVS-lande, til at importere bananer fra de latinamerikanske lande eller fra andre tredjelande
2) under alle omstændigheder at træffe afgørelse om, at sikkerheden for de omhandlede licenser skulle frigives, i det omfang disse ikke benyttes, eftersom den manglende benyttelse ikke kan lægges appellanterne til last.
37. Da appellanterne ikke fik svar på denne anmodning, henledte de ved telefax af 22. december 1999 Kommissionens opmærksomhed på, at de pågældende licenser udløb den 7. januar 2000, og opfordrede Kommissionen til at tage stilling til deres anmodning.
38. Ved skrivelse nr. 02418 af 26. januar 2000, der var adresseret til sagsøgernes advokater, svarede Kommissionen som følger:
»I Deres skrivelse af 22. december 1999 har De henvist til de vanskeligheder, som visse erhvervsdrivende har haft med at benytte de importlicenser, der var udstedt for fjerde kvartal 1999, bl.a. til import af bananer fra AVS-lande.
Det må for det første konstateres, at problemerne hovedsagelig er af handelsmæssig karakter, og at de dermed henhører under de erhvervsdrivendes virksomhed. Det problem, der er rejst, vedrører nemlig søgningen efter handelspartnere til køb og transport af visse varer og navnlig i det foreliggende tilfælde af bananer med oprindelse i AVS-lande. Den omstændighed, at Deres klienter ikke har været i stand til at indgå kontrakter om levering af AVS-bananer, udgør beklageligvis en del af den handelsrisiko, der normalt bæres af de erhvervsdrivende.
Det skal endelig bemærkes, at disse vanskeligheder kun berører visse erhvervsdrivende, som ikke er nærmere afgrænset, og at en indgriben fra Kommissionens side risikerer at kunne give disse erhvervsdrivende en fordel på bekostning af andre erhvervsdrivende, der har accepteret den risiko, der er forbundet med de forpligtelser, de har påtaget sig.«
39. De kompetente nationale myndigheder inddrog desuden den sikkerhed, som appellanterne havde stillet, idet de fandt, at de grunde, som appellanterne havde angivet til støtte for deres anmodning om tilbagebetaling af denne sikkerhed, ikke udgjorde et tilfælde af force majeure, hvilket er den eneste situation, hvor en sådan frigivelse kan finde sted.
40. De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i sag T-46/01, vedrører fjerde kvartal af 1999. I dette kvartal kunne den resterende del af den individuelle referencemængde, der var til rådighed for hver af appellanterne, opgøres således:
Alessandrini Srl 5 667 kg
Anello Gino di Anello Luigi & C. Snc 5 140 kg
Arpigi SpA 15 792 kg
Bestfruit Srl 7 290 kg
Co-Frutta SpA 236 746 kg
Co-Frutta Soc. coop. Arl 80 301 kg
Dal Bello Sife Srl 4 110 kg
Frigofrutta Srl 8 266 kg
Garletti Snc 7 329 kg
London Fruit Ltd 324 124 kg
41. Da ansøgningerne om importlicenser for tredjelandsbananer oversteg den mængde, der var til rådighed, fastsattes i Kommissionens forordning (EF) nr. 1971/2000 (9) den mængde bananer, der endnu var til rådighed for import i fjerde kvartal af 2000. I medfør af bilaget til forordningen kunne der endnu udstedes importlicenser for traditionelle AVS-bananer på op til 329 787,674 tons, selv om appellanterne ikke havde anmodet herom.
42. Den 10. oktober 2000 anmodede appellanterne under henvisning til artikel 232 EF Kommissionen om principalt at træffe foranstaltninger i medfør af artikel 20, litra d), i forordning nr. 404/93, der ville sætte dem i stand til for fjerde kvartal af 2000 at få udstedt importlicenser for tredjelandsbananer for den resterende individuelle referencemængde, som de var blevet tildelt. Subsidiært anmodede de Kommissionen om at udligne den manglende fortjeneste, der var opstået som følge af, at det ikke havde været muligt at importere og markedsføre disse bananer.
43. Ved skrivelse AGR 030905 af 8. december 2000, der var adresseret til sagsøgernes advokater, afviste Kommissionen disse anmodninger, idet den anførte:
»I Deres skrivelse af 10. oktober 2000 har De informeret Kommissionen om de vanskeligheder, som visse erhvervsdrivende har haft med at finde tilstrækkeligt med bananer til i fjerde kvartal at udnytte de referencemængder, som De har fået tildelt for år 2000 inden for toldkontingenterne.
De vanskeligheder, De har henvist til, er hovedsagelig af handelsmæssig karakter. Kommissionen beklager at måtte meddele, at fællesskabsretten ikke tillægger Kommissionen nogen kompetence på dette område. Dette forhold bekræftes i øvrigt af Dem selv, når De anfører, at de erhvervsdrivende, der ikke sædvanligvis har handelsforbindelser med producenter af AVS-bananer, har vanskeligheder med at fremskaffe de omhandlede varer.
De hævder i øvrigt, at de erhvervsdrivende, som De repræsenterer, ikke har mulighed for at udnytte hele den referencemængde, som de er blevet tildelt.
Det skal hertil bemærkes, at referencemængderne retligt set kun har karakter af muligheder, der står åbne for de erhvervsdrivende. Disse mængder er i henhold til fællesskabsforordningerne fastsat på grundlag af deres tidligere virksomhed, og de giver udelukkende de pågældende ret til at indgive en ansøgning om at få udstedt importlicenser med henblik på at kunne opfylde de kontrakter, de har kunnet indgå med leverandører i de producerende lande.
Kommissionen skal endelig tilføje, at på baggrund af de oplysninger, De har forelagt for Kommissionen, synes de vanskeligheder, De har henvist til, ikke at være »forbigående«, forstået på den måde, at de udspringer af overgangen fra den ordning, der gjaldt før 1999, til den, som blev indført med virkning fra det pågældende år. Gennemførelsen af artikel 20, litra d), i forordning [...] nr. 404/93 giver følgelig ikke Kommissionen mulighed for at vedtage de foranstaltninger, De har anmodet om.«
IV – Annullationssøgsmålet ved Retten
44. De berørte virksomheder anlagde sager ved Retten med påstand om annullation af Kommissionens skrivelse af 26. januar 2000 (sag T-93/00) og af 8. december 2000 (sag T-46/01).
45. I form af en ulovlighedsindsigelse i henhold til artikel 241 EF fremførte de i begge sager tre anbringender, der var baseret på tilsidesættelse af forordning nr. 404/93, krænkelse af ejendomsretten og af princippet om det frie økonomiske initiativ samt tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling.
V – Den appellerede dom
46. I dommen af 10. april 2003 undersøgte Retten først formalitetsindsigelsen, som Kommissionen havde påberåbt sig med henvisning til appellanternes manglende søgsmålskompetence.
47. Selv om begge de anfægtede skrivelser besvarede ansøgninger af forskellig art (10), fandt Retten, at de begge omhandlede Kommissionens mulighed for at vedtage foranstaltninger i medfør af artikel 20, litra d), i forordning nr. 404/93. Beslutningen om ikke at udnytte denne kompetence fandtes at berøre adressaterne umiddelbart og individuelt, fordi den berørte deres interesser gennem en væsentlig ændring af deres retsstilling (11).
48. Retten tog ikke formalitetsindsigelsen til følge. Efterfølgende behandlede den de tre anbringender, appellanterne havde gjort gældende til støtte for, at Kommissionens forordning nr. 2362/98 var ugyldig. Disse anbringender vedrørte henholdsvis en tilsidesættelse af basisretsakten, dvs. Rådets forordning nr. 404/93, en tilsidesættelse af ejendomsretten og af princippet om det frie økonomiske initiativ samt en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling.
49. Retten forkastede disse anbringender, idet den fandt, at appellanterne ikke havde påvist, at der bestod en direkte retlig forbindelse mellem på den ene side skrivelserne af henholdsvis 26. januar 2000 og 8. december 2000 og på den anden side bestemmelserne i forordning nr. 2362/98 (12).
50. Appellanterne havde gjort gældende, at Kommissionen i medfør af artikel 20, litra d), i forordning nr. 404/93 var forpligtet til at tage hensyn til, at det i praksis var umuligt for dem at skaffe AVS-bananer, og at den derfor skulle have givet dem tilladelse til at importere tredjelandsbananer inden for rammerne af deres ubenyttede individuelle referencemængder (13).
Retten undersøgte det vide skøn, Kommissionen har, når det drejer sig om at vedtage »specifikke foranstaltninger, der i givet fald er nødvendige« for at sikre overgangen fra 1993-ordningen til 1999-ordningen, og begrænsede sin prøvelse af lovligheden af Kommissionens handlinger til en prøvelse af, om der forelå et åbenbart urigtigt skøn. Ifølge Retten var de skader, som appellanterne kunne påberåbe sig, imidlertid ikke en direkte følge af den nævnte overgang, men derimod et resultat af, at de ikke havde været i stand til at sikre sig forsyninger af AVS-bananer i fjerde kvartal af 1999 (i sag T-93/00), og at de ikke havde gjort noget forsøg på at opnå importlicenser for AVS-bananer i fjerde kvartal af 2000 (i sag T-46/01) (14).
Under disse omstændigheder fastslog Retten, at Kommissionen ikke havde overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser ved at afslå at træffe foranstaltninger i medfør af artikel 20, litra d), i forordning nr. 404/93, hvorfor anbringendet blev forkastet som helhed (15).
51. Retten anerkendte imidlertid for så vidt angår sag T-93/00, at selv om sagsøgernes argumentation kunne forstås på den måde, at den manglende mulighed for at finde handelspartnere skyldes 1999-ordningens ikrafttræden, havde de ikke ført tilstrækkeligt bevis for, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den afviste at imødekomme deres anmodning om indførelse af foranstaltninger i medfør af artikel 20, litra d), i forordning nr. 404/93 (16).
52. Endelig undersøgte Retten appellanternes påstande om erstatning for Kommissionens retsstridige adfærd derved, at den havde fastsat regler om en samlet forvaltning af toldkontingenterne for tredjelande og AVS-toldkontingentet og navnlig sammenlagt referencemængderne samt ikke vedtaget foranstaltninger med henblik på at afhjælpe de skadegørende følger heraf.
53. Den appellerede dom fulgte Kommissionens standpunkt, hvorefter der ikke er nogen årsagsforbindelse mellem de ændringer, der fulgte af vedtagelsen af forordning nr. 2362/98, og appellanternes vanskeligheder med at opnå forsyninger med AVS-bananer.
54. Retten bemærkede følgende: »I sag T-93/00 skal årsagen til det påståede tab søges i, at sagsøgerne ikke var i stand til at finde leverandører, der kunne forsyne dem med AVS-bananer i løbet af fjerde kvartal af 1999. Hvad angår sag T-46/01 kan den manglende fortjeneste for sagsøgerne direkte henføres til, at de ikke har udvist den nødvendige omhu. De forsøgte ikke at opnå importlicenser for AVS-bananer i løbet af fjerde kvartal af 2000 under de betingelser, der er fastsat i forordning nr. 1971/2000, da mængden af tredjelandsbananer var opbrugt. Desuden gjorde sagsøgerne – på trods af de problemer, som de var stødt på i løbet af fjerde kvartal af 1999 – ikke noget forsøg på at kontakte leverandører af AVS-bananer i løbet af år 2000 med henblik på at sikre sig leverancer i fjerde kvartal af det år« (17).
VI – Appellen
55. Appellanterne har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves for så vidt angår den del, der vedrører påstanden om erstatning af de tab, som appellanterne hævder at have lidt.
– Kommissionen tilpligtes at erstatte appellanterne de tab, som de har lidt på grund af den manglende tildeling af importlicenser til tredjelandsbananer.
– Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne for hele sagens behandling.
56. Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, eller subsidiært om, at den afvises. Hvis den appellerede dom ophæves delvist, skal sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse vedrørende realiteten, og appellanterne tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagens omkostninger.
57. Formalitetsindsigelsen er støttet på, at Kommissionen finder, at appellanterne har søgt at ændre sagsgenstanden og nu ønsker, at Domstolen direkte skal afgøre spørgsmålet om Kommissionens ansvar uden for kontraktforhold, selv om appellanterne ikke havde nedlagt en sådan påstand for Retten.
58. Under hensyn til baggrunden for denne appel forekommer det hensigtsmæssigt at undersøge formaliteten med hensyn til påstanden om ansvar sammen med sagens realitet.
59. Appellanterne har kritiseret Retten for ikke at have taget hensyn til alle de argumenter, de havde fremført, til støtte for deres erstatningspåstand, fordi den ved fejlagtigt at henføre det tab, de har lidt, til, at de ikke var i stand til at importere AVS-bananer, ikke anerkendte, at det var umuligt at opnå importlicenser for de referencemængder for tredjelande, som de havde ret til; de har tilføjet, at hvis Kommissionen ikke havde samlet forvaltningen af toldkontingenterne og sammenlagt referencemængderne, ville de have kunnet opnå disse licenser.
Appellanterne mener, at det vigtigste mål med deres søgsmål var at understrege, at forordning nr. 2362/98 udgjorde den direkte årsag til de tab, de var blevet påført.
60. Endelig har de kritiseret den appellerede doms præmis 56 og 58 – hvor parternes påstande opsummeres – for så vidt som det heri fejlagtigt antydes, at de skader, de har lidt, er forårsaget af skrivelserne af 26. januar 2000 og 8. december 2000.
61. Kommissionen har bestridt, at appellen som helhed kan antages til realitetsbehandling, eftersom den er begrænset til erstatningspåstanden, men ikke anfægter Rettens bemærkninger om retsstridigheden af forordning nr. 2362/98.
62. For så vidt angår spørgsmålet om delvis ophævelse af den appellerede dom har Kommissionen gjort gældende, at appellanterne forveksler visse aspekter ved det hævdede tab – nemlig det forhold, at de ikke har opbrugt deres referencemængder – med den krævede årsagsforbindelse mellem tabet og den angiveligt retsstridige adfærd, der forårsagede tabet.
63. Vedrørende klagepunktet om den mangelfulde formulering af præmis 56 og 58 i Rettens dom mener Kommissionen, at disse præmisser korrekt sammenfatter indholdet i debatten mellem parterne på baggrund af deres skriftlige og mundtlige argumenter.
64. Kommissionen har tilføjet, at hvis Retten havde fundet, at påstanden om erstatning for tabet udelukkende var baseret på de to skrivelser, hvis lovlighed den forinden havde anerkendt, ville den ikke have undersøgt spørgsmålet om årsagsforbindelse, da Kommissionens ansvar i mangel af en retsstridig adfærd under alle omstændigheder ville have været udelukket.
65. Appellanterne har koncentreret deres strategi om at påvise, at Retten ved behandlingen af deres erstatningspåstand skulle have undersøgt lovligheden af forordning nr. 2362/98, der ikke kun var i strid med bestemmelserne i Rådets forordning nr. 404/93, men desuden tilsidesatte den grundlæggende ejendomsret og retten til fri erhvervsudøvelse samt princippet om forbud mod forskelsbehandling.
66. Appellanterne har med henvisning til tilsidesættelsen af forpligtelsen i artikel 20, litra d), i forordning nr. 404/93 gjort gældende, at ændringen af ordningen i 1999 reducerede deres mulighed for at forsyne sig med tredjelandsbananer for hele deres referencemængder.
67. Retten fastslog i den appellerede dom, at skaden var forårsaget af appellanternes egen adfærd og afstod fra at efterprøve rigtigheden af deres påstand om, at det forhold, at det var umuligt at finde leverandører af AVS-bananer, skyldtes de nærmere regler om anvendelsen af 1999-ordningen. Rettens dom beskriver faktisk korrekt de direkte årsager til de økonomiske tab, appellanterne har lidt, nemlig at de ikke var i stand til at få varer og importlicenser i de sidste kvartaler af regnskabsårene 1999 og 2000. Den udtaler sig imidlertid ikke om de bagvedliggende årsager til sådanne forstyrrelser: de erhvervsdrivendes handelspraksis som følge af forordning nr. 2362/98.
68. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har vedrørende begrebet retfærdig rettergang udtalt, at det i henhold til artikel 6, stk. 1, i Rom-konventionen af 4. november 1950 ikke kræves, at retsinstanser giver et detaljeret svar på alle parternes argumenter. Når – alt efter omstændighederne i den enkelte retssag – et anbringende eller en indsigelse er formuleret klart og præcist, støttes på troværdige beviser og er afgørende for sagens udfald, skal der gives en begrundelse. Ellers kan der opstå usikkerhed omkring sådanne argumenter, især om man har glemt at behandle dem, eller om de er blevet forkastet, og navnlig bør det fremgå, hvad der har været begrundelsen for den valgte løsning (18).
69. Ud over at stævningerne anskueliggør den påståede retsstridighed af forordning nr. 2362/98, forklarer de denne retsakts virkninger på den økonomiske aktivitet i sektoren og muligheden for de virksomheder, der traditionelt importerer tredjelandsbananer, for at forsyne sig med AVS-bananer.
70. Ifølge appellanterne havde indførelsen af samlet forvaltning af toldkontingenterne og sammenlægningen af referencemængderne ikke alene fastholdt, men styrket den privilegerede stilling for importørerne af AVS-bananer. Erhvervsdrivende, der er specialiseret i import fra tredjelande, havde i henhold til 1993-ordningen fri adgang til markedet for AVS-bananer, mens den nye ordning tvinger dem til at anvende deres referencemængder.
71. Den omstændighed, at mere end en tredjedel af mængden af traditionelle AVS-bananer ikke er blevet udnyttet, beviser efter appellanterne mening, at den nye ordning begunstiger AVS-importørerne på bekostning af importørerne af tredjelandsbananer.
72. Appellanternes forklaringer er efter min opfattelse hverken klare eller overbevisende. Det ser ud til, at det nye system med sammenlægning af referencemængderne og den samlede forvaltning af toldkontingenterne gav anledning til en forskydning af efterspørgslen efter import af AVS-bananer til bananer fra tredjelande, således at kontingentet af sidstnævnte kategori blev for tidligt opbrugt.
Appellanterne er ikke fremkommet med yderligere oplysninger om, hvilke problemer de stod over for, da de forsøgte at skaffe sig AVS-bananer i fjerde kvartal af 1999. Af den appellerede doms præmis 33 fremgår det, at det »på trods af flere forsøg« ikke lykkedes dem at opnå forsyninger af AVS-bananer.
Dette forhold – som antyder, at de berørte virksomheder ikke kan bebrejdes manglende omhu – burde have foranlediget Retten til at undersøge sandsynligheden af de øvrige forklaringer vedrørende årsagen til tabene og i givet fald til at vurdere ugyldigheden af forordning nr. 2362/98.
73. Hvis man teoretisk anerkendte, at appellanterne trods rimelig omhu ikke fandt leverandører af AVS-bananer for fjerde kvartal af 1999, kan det undskyldes, at de i forbindelse med det sidste kvartal i det følgende år undlod at gentage sådanne unyttige anstrengelser.
Der skal også tages hensyn til de vanskeligheder, der er forbundet med at påvise en negativ omstændighed, såsom en manglende rimelig forventning om at finde en handelspartner på et givet tidspunkt.
74. Jeg udleder heraf således, at i sag T-93/00 og også – om end i mindre grad – i sag T-46/01 havde appellanterne fremført et tilstrækkeligt klart og relevant anbringende, som i det mindste fortjente, at Retten havde forkastet det udtrykkeligt.
75. Da dette ikke er sket, bygger den appellerede dom på en urigtig retsopfattelse, som består i tilsidesættelse af et af kravene til en retfærdig rettergang. Jeg mener således, at dommen bør ophæves, for så vidt som den i præmis 108 kun fastslår, at den eneste årsag til det påståede tab var appellanternes adfærd, men ikke tog hensyn til konsekvenserne af anvendelsen af den nye ordning, der blev indført efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 2362/98.
VII – Om sagens realitet
76. Ifølge artikel 54 i EF-statutten for Domstolen kan Domstolen, »såfremt den giver appellanten medhold og ophæver den af Retten trufne afgørelse, i denne forbindelse selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse«. Den ene af de situationer, hvor den mulighed, som denne bestemmelse giver, kan benyttes, er fejl in iudicandi, forudsat at redegørelsen for de faktiske omstændigheder er fuldstændig og tilstrækkelig til, at der kan træffes endelig afgørelse, og at der ikke er behov for bevisoptagelse. Domstolens praksis synes at skulle fortolkes på denne måde, selv om Domstolen aldrig har givet udtryk for, hvorfor den har fundet, at en sag var moden til påkendelse, idet den blot lakonisk f.eks. har udtalt, at »dette er tilfældet« (19). Kort sagt tilkommer det Domstolen at træffe afgørelse vedrørende realiteten, når det fremgår af sagens akter, at den er moden til påkendelse, hvorfor de vigtigste elementer i appellanternes erstatningspåstand kort skal prøves, og de konkrete annullationsanbringender, der er fremsat mod forordning nr. 2362/98, undersøges inden for denne sags rammer. For at beskytte appellanternes processuelle rettigheder blev parterne i øvrigt opfordret til at koncentrere deres argumentation under den mundtlige forhandling om forordningens eventuelle ugyldighed.
77. Appellanterne har ved henvisning til, hvad de anførte vedrørende ulovlighedsindsigelsen for Retten, fremført tre anbringender til støtte for påstanden om annullation.
78. Efter deres mening er forordning nr. 2362/98 ulovlig, ikke kun fordi den er i strid med forordning nr. 404/93, som ændret ved forordning nr. 1637/98 (første annullationsanbringende), men også fordi den krænker den grundlæggende ejendomsret og det frie økonomiske initiativ (andet anbringende), samt princippet om forbud mod forskelsbehandling (tredje anbringende).
79. Inden for rammerne af det første anbringende har de for det første kritiseret fastsættelsen af den treårige periode 1994-1996 som referenceperiode for tildelingen af kvoterne.
80. Valget af den omtvistede periode indvirker på beregningen af de tilladte individuelle mængder, eftersom hver erhvervsdrivende får tildelt den tilsvarende kvote i overensstemmelse med gennemsnittet af hans import i de tre omhandlede regnskabsår. Som appellanternes advokat anerkendte under retsmødet i appelsagen, var erstatningspåstanden i denne sag imidlertid baseret på, at det var umuligt at benytte importlicenserne for de mængder, som var tildelt appellanterne. Diskussionen om fremgangsmåderne for den forudgående fordeling af referencemængderne har ikke noget at gøre med sagens genstand. Dette anbringende kan derfor ikke tages til følge, da det er åbenbart irrelevant.
81. Appellanterne har endvidere bestridt Kommissionens vedtagelse af en samlet metode til forvaltning af toldkontingenterne, som sammen med sammenlægningen af referencemængderne havde tjent til at styrke AVS-bananimportørernes privilegerede stilling.
82. Efter Kommissionens opfattelse fremmer en samlet forvaltning af toldkontingenterne samhandelen og øger de erhvervsdrivendes frihed. Da der ikke sondres mellem importører af AVS-bananer og importører af tredjelandsbananer, har begge disse kategorier mulighed for at indføre bananer uanset oprindelse.
83. Det er tilstrækkeligt at påpege, at artikel 19 i forordning nr. 404/93, som ændret, giver Kommissionen et vidt skøn ved gennemførelsen af grundforordningen, dette under forudsætning af, at den valgte metode er baseret på hensyntagen til de traditionelle samhandelsstrømme. Desuden kræves det i henhold til samme forordnings artikel 20, litra e), som ændret, at Kommissionen træffer de nødvendige foranstaltninger for at overholde de forpligtelser, der følger af aftaler, som Fællesskabet har indgået i henhold til traktatens artikel 228 (efter ændring nu artikel 300 EF).
84. Jeg skal bemærke, at på landbrugsområdet er Kommissionen beføjet til at træffe samtlige de foranstaltninger, der er nødvendige eller hensigtsmæssige med henblik på at gennemføre de grundlæggende bestemmelser, forudsat at de overholder de relevante gyldighedskriterier (20).
85. Intet af det af appellanterne anførte giver belæg for, at Kommissionen med valget af en forvaltningsmetode, der forener de fastsatte mål, har overskredet grænserne for de skønsbeføjelser, som Rådet har tildelt den.
86. For det andet har appellanterne gjort gældende, at den omstændighed, at det var umuligt at opnå importlicenser for tredjelandsbananer, indebar en tilsidesættelse af deres ejendomsret og frie økonomiske initiativ.
87. I den fælles markedsordning for bananer betyder referencemængder ikke andet end en tilladelse til at importere. Selv om både ejendomsretten og retten til fri erhvervsudøvelse hører til fællesskabsrettens almindelige principper, udgør de ikke absolutte forrettigheder, men skal ses i sammenhæng med deres funktion i samfundet. De kan derfor underkastes begrænsninger, navnlig inden for rammerne af en fælles markedsordning, forudsat at sådanne begrænsninger er i virkelig overensstemmelse med de formål, som Fællesskabet forfølger i almenhedens interesse, og ikke indebærer et uforholdsmæssigt og uacceptabelt indgreb, der krænker selve kernen i de således sikrede rettigheder (21).
88. Indførelsen af et fællesskabskontingent og reglerne om fordeling af dette anfægter ikke ejendomsretten for importørerne af tredjelandsbananer, idet ingen af dem kan gøre krav på ejendomsret til en markedsandel, som han havde på et tidspunkt før indførelsen af en fælles markedsordning, da en sådan markedsandel blot er en midlertidig økonomisk position, som er undergivet de vilkår, der følger af skiftende omstændigheder.
89. En erhvervsdrivende kan heller ikke gøre gældende, at han har en velerhvervet rettighed eller blot en berettiget forventning om opretholdelse af en bestående situation, som kan ændres ved beslutninger truffet af fællesskabsinstitutionerne inden for rammerne af deres skøn (22).
90. Intet af det af appellanterne anførte, giver holdepunkter for at antage, at Kommissionen med sin adfærd har tilsidesat kernen i de påberåbte grundlæggende rettigheder.
91. For det tredje har appellanterne gjort gældende, at den ordning, der er indført ved forordningen, giver anledning til forskelsbehandling til skade for traditionelle importører af tredjelandsbananer i forhold til importører af AVS-bananer.
92. Dette anbringende skal uden nærmere prøvelse afvises, fordi appellanterne ikke har forklaret, hvilken indvirkning den påståede forskellige behandling har haft på det erstatningsansvar, som efter deres opfattelse foreligger.
93. Sammenfattende kan ingen af appellanternes anbringender påvise, at forordning nr. 2362/98 er ugyldig, hvilket gør det ufornødent at undersøge, om de øvrige betingelser for, at Fællesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, er opfyldt.
VIII – Sagens omkostninger
94. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som ifølge artikel 118 finder anvendelse på appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Trods ophævelsen af den appellerede dom skal appellanternes søgsmål forkastes i realiteten. Appellanterne bør derfor betale omkostningerne for begge instanser.
IX – Forslag til afgørelse
95. På baggrund af ovenstående foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:
1) Dommen afsagt af Retten i Første Instans den 10. april 2003 (forenede sager T-93/00 og T-46/01) ophæves.
2) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.
3) Appellanterne betaler sagens omkostninger for Retten og for Domstolen.
1 – Originalsprog: spansk.
2 – EFT L 47, s. 1.
3 – EFT L 142, s. 6.
4 – EFT L 293, s. 32.
5 – EFT L 31, s. 2.
6 – EFT L 126, s. 6.
7 – Offentliggjort i bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 1824/1999 af 20.8.1999 om ændring af forordning (EF) nr. 1623/1999 om fastsættelse af de mængder bananer, der kan indføres til Fællesskabet i fjerde kvartal af 1999 som led i toldkontingenterne og mængden af traditionelle AVS-bananer (EFT L 221, s. 6).
8 – Denne mængde var fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 1998/1999 af 17.9.1999 om udstedelse af importlicenser for bananer inden for toldkontingenter og traditionelle AVS-bananer for fjerde kvartal 1999 og om indgivelse af nye ansøgninger (EFT L 247, s. 10).
9 – Kommissionens forordning (EF) nr. 1971/2000 af 18.9.2000 om udstedelse af importlicenser for bananer inden for toldkontingenterne og for traditionelle AVS-bananer for fjerde kvartal af 2000 og om indgivelse af nye ansøgninger (EFT L 235, s. 10).
10 – I den første anmodede appellanterne om, at de kunne benytte deres licenser til import af bananer fra tredjelande i fjerde kvartal af 1999, og at sikkerheden for de omhandlede licenser blev frigivet (præmis 34 i den appellerede dom); i den anden anmodede de om for fjerde kvartal af 2000 at få udstedt importlicenser for tredjelandsbananer for den resterende individuelle referencemængde, subsidiært om erstatning for den manglende fortjeneste (præmis 41 i den appellerede dom).
11 – Præmis 65 i den appellerede dom.
12 – Dommens præmis 81.
13 – Dommens præmis 83.
14 – Dommens præmis 86-95.
15 – Dommens præmis 91, 96 og 97.
16 – Dommens præmis 92. Ikke fremhævet i dommen.
17 – Dommens præmis 108.
18 – Jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme af 9.12.1994, Ruiz Torija mod Spanien (serie A, nr. 303 A), præmis 29 og 30, og Hiro Balani mod Spanien (serie A, nr. 303 B), præmis 27 og 28 (Domstolens oversættelse).
19 – Dom af 20.2.1992, sag C-345/90 P, Parlamentet mod Hanning, Sml. I, s. 949, og især på s. 989, og af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, præmis 55.
20 – Dom af 17.10.1995, sag C-478/93, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 3081, præmis 31, og af 30.9.2003, sag C-239/01, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 10333, præmis 55.
21 – Dom af 11.7.1989, sag 265/87, Schräder, Sml. s. 2237, præmis 15, og af 13.7.1989, sag 5/88, Wachauf, Sml. s. 2609, præmis 18.
22 – Dom af 28.10.1982, sag 52/81, Faust mod Kommissionen, Sml. s. 3745, præmis 27.
Full & Egal Universal Law Academy