FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
CHRISTINE STIX-HACKL
fremsat den 26. januar 2006 (1)
Sag C-378/03
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Kongeriget Belgien
»Traktatbrudssøgsmål – Fællesskabernes egne indtægter – toldskyld, der som følge af en forligsaftale betales i rater – indgåelse – kreditering«
I – Indledning
1. I den foreliggende traktatbrudssag har Kommissionen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 6, 10 og 11 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 (2) om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (3) (herefter »forordningen om egne indtægter«), som med virkning fra den 31. maj 2000 har ophævet og erstattet Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29. maj 1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (4), hvis genstand er identisk, idet det har betalt de egne indtægter for sent i tilfælde, hvor toldskyldneren betalte told i rater.
2. Denne sag drejer sig i det væsentlige om, hvorvidt betaling i rater af skyldige indførselstoldbeløb, det er aftalt skal betales i rater, i henhold til forordningen om egne indtægter skal overføres fra det såkaldte »B«-regnskab til »A«-regnskabet, og hvornår disse ratebetalinger skal stilles til rådighed for Kommissionen.
II – Relevante bestemmelser
A – Fællesskabsretten: forordningen om egne indtægter
3. I sin stævning har Kommissionen henvist til forordning nr. 1150/2000, som med virkning fra den 31. maj 2000 har ophævet og erstattet Rådets forordning nr. 1552/89, der var gældende på det tidspunkt, der er relevant her. Henset til for det første, at indholdet af bestemmelserne om bogføring, kreditering og morarenter (artikel 6, 10 og 11) i det væsentlige er ens i de forskellige affattelser af forordningen, og den sagsøgte medlemsstat derfor kan tage til genmæle uden problemer, og for det andet, at spørgsmålet, om der foreligger et traktatbrud, i henhold til Domstolens praksis skal behandles i lyset af den fællesskabslovgivning, der er gældende på tidspunktet for udløbet af den frist, som Kommissionen har givet den pågældende medlemsstat (5), kan Kommissionen i det foreliggende tilfælde nedlægge påstand om, at forordningen om egne indtægter er tilsidesat, på grundlag af affattelsen af forordning nr. 1150/2000 (6).
4. Det skal dog tilføjes, at forskellige bestemmelser i forordning nr. 1552/89, især artikel 2 om forpligtelsen til at konstatere fordringerne (7), allerede med virkning fra den 14. juli 1996 var blevet ændret ved Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 1355/96 af 8. juli 1996 (8). Ved bedømmelsen af de belgiske myndigheders handlemåde for så vidt angår de toldskyldsbeløb, der opstod fra 1990 til 1992, og som blev konstateret i marts 1993, er det relevante således principielt forordning nr. 1552/89 i dens oprindelige affattelse, der er relevant i hvert fald – i henhold til princippet om, at processuelle regler almindeligvis finder anvendelse i samtlige tvister, der verserer på ikrafttrædelsestidspunktet (9) – indtil den ændring, der blev foretaget ved forordning nr. 1355/96 den 14. juli 1996, trådte i kraft.
5. Da indholdet af forpligtelserne i henhold til forordningen om egne indtægter, i det omfang de er relevante her – som også den belgiske regering har anført – heller ikke har ændret sig væsentligt ved forordning nr. 1355/96, tager jeg i overensstemmelse med stævningen i det følgende udgangspunkt i forordningen om egne indtægter, som affattet ved forordning nr. 1150/2000; jeg vil nu angive de relevante bestemmelser i denne forordning.
6. Artikel 6, stk. 1, og artikel 6, stk. 3, litra a) og b), i forordningen om egne indtægter, der vedrører bogføringen af egne indtægter, lyder således:
»1. Et regnskab over egne indtægter, opdelt efter indtægternes art, føres af hver medlemsstats finansforvaltning eller af det af hver medlemsstat udpegede organ.
[...]
3. a) De i henhold til artikel 2 konstaterede fordringer opføres, med forbehold af litra b), i regnskabet senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev konstateret.
b) De fordringer, der er konstateret, men ikke opført i det regnskab, der er omhandlet i litra a), fordi de endnu ikke er indgået, og der ikke er stillet sikkerhed, opføres inden for den i litra a) fastsatte frist i et særskilt regnskab. Medlemsstaterne kan benytte samme fremgangsmåde, når fordringer, der er konstateret og dækket af garantier, anfægtes og forventes at blive ændret som følge af de opståede uoverensstemmelser.«
7. Artikel 10, stk. 1, i forordningen om egne indtægter bestemmer følgende om fristen for overdragelsen af de egne indtægter:
»1. Efter fradrag af 10% i opkrævningsomkostninger, jf. artikel 2, stk. 3, i afgørelse 94/728/EF, Euratom, foretages den i artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i nævnte afgørelse omhandlede kreditering senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev fastlagt i henhold til artikel 2 i nærværende forordning.
For de fordringer, som er opført i det særskilte regnskab i henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), skal krediteringen dog foretages senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen er indgået.«
8. Artikel 11 i forordningen om egne indtægter fastlægger forpligtelsen til at betale morarenter på følgende måde:
»Enhver forsinkelse af krediteringen af den i artikel 9, stk. 1, foreskrevne konto medfører, at den pågældende medlemsstat skal betale en rente, hvis sats er lig med den på forfaldsdagen på medlemsstatens pengemarked gældende rentesats for kortfristet finansiering forhøjet med 2 procentpoint. Denne sats forhøjes med 0,25 procentpoint for hver måneds forsinkelse. Den således forhøjede sats anvendes på hele forsinkelsesperioden.«
B – De nationale bestemmelser om et forlig med toldskyldneren og betaling af told i rater
9. Det fremgår af sagens akter samt den belgiske regerings og Kommissionens bemærkninger, at det i henhold til artikel 281 i den generelle lov om told og afgifter (»loi générale sur les douanes et accises«, herefter »LGDA«) påhviler toldmyndighederne at forfølge tilsidesættelser af told- og afgiftslovgivningen, og at de i denne forbindelse har samme beføjelser som anklagemyndigheden.
10. LGDA’s artikel 263 bemyndiger under bestemte forudsætninger toldmyndighederne til at indgå et forlig med den, der har begået overtrædelsen af told- og afgiftslovgivningen, således at strafforfølgningen indstilles eller ikke iværksættes, mod, at vedkommende betaler et bestemt beløb, der både omfatter den afgift, der skyldes, og en bøde.
11. For at sikre, at forliget overholdes fuldt ud, indgås det i de belgiske myndigheders praksis – i hvert fald er det sket således i den foreliggende forligsaftale – med en »resolutiv betingelse«, således at muligheden for strafforfølgning fortsat består, og toldmyndighederne således kan anlægge sag, hvis den, der har begået overtrædelsen af told- og afgiftslovgivningen, ikke overholder sine betalingsforpligtelser. Såfremt den afgiftspligtige ikke mere opfylder sine betalingsforpligtelser, og myndighederne anlægger sag mod denne med krav om betaling, bliver de allerede erlagte beløb i henhold til forligsaftalen ved med at være »deponeret« hos told- og afgiftsmyndighederne.
12. Ved et forlig kan der tages hensyn til den afgiftspligtiges situation, f.eks. i form af betalingslempelser eller betalingsfrister.
III – Faktiske omstændigheder og sagens forløb
13. I den foreliggende sag har Kommissionen først og fremmest støttet sig på resultaterne af en kontrol af egne indtægter, den lod udføre i Belgien i november 1996, og som ifølge Kommissionen viste, at der var uregelmæssigheder med hensyn til bogføring og kreditering af egne indtægter hidrørende fra indførselsafgifter, der blev opkrævet i form af ratebetalinger. Der er tale om indførselsafgifter, som en importør (Tefron) skyldte efter at have importeret tekstiler (t-shirts) fra Bangladesh med falske oprindelsescertifikater.
14. Det fremgår af kontrolrapporten af 29. september 1997, der blev sendt til de belgiske myndigheder, at det pågældende toldbeløb (2 011 294 BEF) i andet kvartal 1993 blev opført i B-regnskabet ved toldstedet Antwerpen, efter at bedrageriet var blevet meldt til Kommissionen i første kvartal 1993.
15. Den 16. november 1993 indrømmede de belgiske myndigheder inden for rammerne af en forligsaftale toldskyldneren betalingslempelser i form af månedlige ratebetalinger på 100 000 BEF. Disse betalingsvilkår vedrørte en toldskyld på 2 223 710 BEF, hvori det nævnte toldbeløb på 2 011 294 BEF indgik. De betalinger, som toldskyldneren herefter erlagde som aftalt, blev afbrudt i slutningen af august 1997, hvor der allerede var blevet betalt et beløb på 1 818 710 BEF af toldskylden. Efter at den kompetente retsinstans herefter havde pålagt toldskyldneren at betale det resterende beløb i rater, blev afbetalingen af toldskylden genoptaget den 22. oktober 1998, nu i månedlige rater på 15 000 BEF. Den 22. januar 2001 blev hele det afgiftsbeløb på 1 818 710 BEF, der var betalt indtil august 1997, opført i A-regnskabet.
16. Ved skrivelse af 12. maj 1999 gjorde Kommissionen over for de belgiske myndigheder rede for sin opfattelse af, at alle indgåede beløb i tilfælde af betaling i rater skal opføres i A-regnskabet på det tidspunkt, hvor de indgår, og stilles til rådighed for Kommissionen i henhold til artikel 10, stk. 1, i forordningen om egne indtægter.
17. Ved skrivelse af 18. november 1999 anmodede Kommissionen de belgiske myndigheder om at betale 959 144 BEF i morarenter.
18. Ved svarskrivelse af 15. marts 2000 afviste de belgiske myndigheder Kommissionens holdning og gjorde gældende, at bogføringen i B-regnskabet var korrekt, og at de pågældende egne indtægter ikke var krediteret for sent.
19. Den 18. juli 2001 sendte Kommissionen en åbningsskrivelse til og fremsatte den 11. april 2002 en begrundet udtalelse over for de belgiske myndigheder, der i deres respektive svarskrivelser holdt fast i deres standpunkt; derefter anlagde Kommissionen den foreliggende sag.
IV – Undersøgelse af klagepunkterne
A – Parternes væsentligste argumenter
20. Kommissionen har gjort gældende, at B-regnskabet i henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), i forordningen om egne indtægter kun omfatter krav, der endnu ikke er indgået, og som der ikke er stillet sikkerhed for, eller krav, der ganske vist er stillet sikkerhed for, men som er anfægtet. B-regnskabet kan derimod ikke anvendes, når der indgår en ratebetaling fra en toldskyldner inden for rammerne af et forlig.
21. Efter Kommissionens opfattelse skulle disse dele af toldskylden, som de belgiske myndigheder ubestridt har konstateret, i henhold til artikel 10, stk. 1, i forordningen om egne indtægter af toldskyldneren være overført fra B-regnskabet til A-regnskabet på det tidspunkt, hvor de blev betalt – eller så snart de første betalinger blev foretaget – og ikke først, sådan som den belgiske regering har påstået, efter betaling af den samlede toldskyld.
22. Kommissionen har anført, at en delvis betaling ikke er en sikkerhed eller kaution; med en sådan betaling vil den afgiftspligtige blot betale af på toldskylden. Der foreligger desuden ikke nogen »anfægtelse« i henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), i forordningen om egne indtægter. Toldskyldnerens standsning af ratebetalingerne kan i hvert fald ikke anses for en anfægtelse. I øvrigt skal en anfægtelse foretages skriftligt.
23. Kommissionen har ikke sat spørgsmålstegn ved selve den belgiske praksis med forligsaftaler, men afvist den belgiske regerings argument om, at de erlagte delvisebetalinger ikke skal anses for indgåede, men blot for »deponerede« beløb, indtil det beløb, der skyldes, er betalt fuldt ud. Den nationale forligspraksis og spørgsmålet om, hvorvidt de belgiske myndigheders påtaleret i henhold til national lovgivning helt eller delvis bortfalder, kan ikke påvirke de forpligtelser til at bogføre egne indtægter og stille dem hurtigt til rådighed, der fremgår af den – umiddelbart anvendelige – forordning om egne indtægter.
24. Endelig har Kommissionen fastslået, at den opførelse af de indgåede dele af toldskylden i B-regnskabet, der skete med urette, i flere måneder medførte, at egne indtægter blev krediteret for sent, og at der følgelig skal betales morarenter i henhold til artikel 11 i forordningen om egne indtægter.
25. Den belgiske regering har gjort gældende, at B-regnskabet blev indført for at undgå, at fordringer fra Fællesskabet, der faktisk ikke kunne inddrives inden for fristen i artikel 6, stk. 3, litra a), i forordningen om egne indtægter, skal bæres af medlemsstaterne selv. Da toldskylden i det foreliggende tilfælde ikke blev betalt inden for denne frist, og der heller ikke blev stillet nogen sikkerhed, blev det pågældende beløb opført i B-regnskabet. Kommissionen har ikke bestridt denne oprindelige bogføring.
26. Det fremgår desuden ikke af forordningen om egne indtægter, at beløb, der er opført i B-regnskabet og indgået, derefter skal opføres i A-regnskabet.
27. Den belgiske regering har desuden gjort gældende, at de ratebetalinger, som toldskyldneren har erlagt, ikke kan anses for faktisk at være »indgået«, men derimod, som det fremgår af forligsaftalen, blot for at være »deponeret« for toldskyldneren hos toldmyndighederne. Hvis toldskyldneren standser betalingerne, fortsættes strafforfølgningen, og toldmyndighederne kan i så fald fremsætte krav om betaling af beløbet ad rettens vej.
28. For så vidt er forligsaftalen underlagt en »resolutiv betingelse«, der er nødvendig for at sikre, at aftalen overholdes. På grundlag af forligsaftalen må det fastslås, at der følgelig først foreligger en endelig overdragelse af ejendomsretten, og at beløbet først er »indgået« som omhandlet i forordningen om egne indtægter på det tidspunkt, hvor enten hele toldskylden er blevet betalt, og strafforfølgningen derfor bortfalder, eller hvor det ad rettens vej bekræftes, at toldmyndighederne har krav på toldskylden. Indtil dette tidspunkt skal ratebetalingerne – som når der er tale om bøder inden for konkurrenceretten, der føres sag om ved Retten i Første Instans eller Domstolen – anses for at være foreløbige eller betingede. Hvis man anså ratebetalingerne for at være endelige betalinger, ville dette også medføre, at strafforfølgningen bortfaldt tilsvarende.
29. I det foreliggende tilfælde er der ikke stillet nogen sikkerhed. Måtte Domstolen alligevel finde, at der foreligger en sikkerhed, må afbrydelsen af betalingerne anses for en anfægtelse i henhold til B-regnskabet, for så vidt som de belgiske myndigheder i så fald måtte anlægge sag for at opnå et eksekutionsfundament. En sådan anfægtelse skal i øvrigt ikke opfylde bestemte formkrav.
30. Endelig har den belgiske regering gjort gældende, at der ikke er påløbet morarenter, da de skyldige indførselsafgifter som omhandlet i forordningen om egne indtægter først kan anses for at være indgået ved den (nationale) dom af 30. september 2000, og de samlede indførselsafgifter, der skyldtes, allerede blev krediteret den 11. januar 1998 – for at undgå morarenter.
B – Undersøgelse af, om søgsmålet er begrundet
31. Indledningsvis skal det for det første fastholdes, at der i den foreliggende sag ikke er strid mellem parterne om den fastlæggelse af de egne indtægter hidrørende fra de omtvistede indførselsafgifter, som de belgiske myndigheder foretog i marts 1993.
32. For det andet skal det fastslås, at Kommissionen heller ikke har rejst indsigelse mod den oprindelige bogføring af toldskylden i B-regnskabet, der blev foretaget efter denne fastlæggelse.
33. For det tredje vedrører Kommissionens klagepunkter ikke de belgiske regler eller de belgiske toldmyndigheders forligspraksis over for toldskyldneren og betaling af toldafgifter i rater som sådan. Kommissionen har derimod påtalt de belgiske myndigheders handlemåde for så vidt angår bogføring og kreditering af de ratebetalinger til udligning af toldskylden, der her er blevet aftalt i en forligsaftale.
34. Det skal indledningsvis på linje med den belgiske regering fastslås, at Kommissionen svæver i en vildfarelse, når den gør gældende, at toldskyldsraterne i henhold til artikel 10, stk. 1, i forordningen om egne indtægter burde have været overført fra B-regnskabet til A-regnskabet, da de blev betalt; denne vildfarelse er også afgørende for den foreliggende efterprøvelse.
35. Det fremgår af artikel 6, stk. 3, litra a) og b), i forordningen om egne indtægter, at bogføringen af konstaterede fordringer – og dette gælder både for A- og B-regnskabet – skal ske senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev konstateret.
36. Inden for denne frist, der således er knyttet til konstateringen af fordringen, skal der i henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), i forordningen om egne indtægter for det første opføres fordringer, der er konstateret, men endnu ikke er indgået, og for hvilke der ikke er stillet sikkerhed, og for det andet konstaterede fordringer, der ikke er indgået, og som ganske vist er dækket af en garanti, men som anfægtes og kan blive ændret som følge af de opståede uoverensstemmelser. I A-regnskabet skal der som følge heraf opføres fordringer, der er indgået, samt fordringer, der ikke er indgået, når disse er dækket af en garanti og desuden ikke er anfægtet (10).
37. Den væsentlige forskel mellem de to bogføringsformer og betydningen af, hvilken form der anvendes, er egentlig de forskellige følger med hensyn til krediteringen af de bogførte beløb, der er reguleret i artikel 10, stk. 1, i forordningen om egne indtægter.
38. I henhold til artikel 10, stk. 1, første afsnit, skal de beløb, der opføres i A-regnskabet, krediteres Kommissionen senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev konstateret, hvorimod krediteringen af beløb, der er opført i B-regnskabet, først skal foretages inden for den samme frist, efter at disse beløb er indgået(11).
39. Artikel 10, stk. 1, i forordningen om egne indtægter bestemmer således, at de beløb, der er opført i B-regnskabet, skal krediteres inden for den heri nævnte frist, efter at de er indgået, og ikke, at disse beløb, sådan som Kommissionen antager, skal opføres i A-regnskabet, når de er indgået. De beløb, der er opført i B-regnskabet, skal desuden, så snart de er indgået, under alle omstændigheder krediteres inden for den fastsatte frist, og det virker derfor overflødigt at overføre disse beløb til A-regnskabet; en sådan overførelse ville desuden, henset til artikel 10, stk. 1, første afsnit, i forordningen om egne indtægter, medføre visse selvmodsigelser, da krediteringsfristen for de beløb, der er opført i A-regnskabet, jo er knyttet til det tidspunkt, hvor fordringerne konstateres.
40. Kommissionens påstand om, at de belgiske myndigheder med urette ikke har overført de betalte rater til A-regnskabet, kan derfor ikke tages til følge.
41. I det foreliggende tilfælde, hvor Kommissionen ikke har påtalt den oprindelige opførelse af det relevante toldskyldsbeløb i B-regnskabet og ikke har bestridt, at dette beløb indtil dette tidspunkt ikke var indgået, eller at der ikke var stillet sikkerhed for det, skal det derfor blot undersøges, om krediteringen af toldskyldsbeløbet eller de enkelte rater, der var betalt, skete for sent – nemlig først henholdsvis den 11. januar 1998 eller i tilslutning til dommen af 30. september 2000. I denne forbindelse skal det afklares, fra hvilket tidspunkt det i et tilfælde som det foreliggende, hvor en konstateret fordring betales i rater, må antages, at et beløb er »indgået« i henhold til forordningen om egne indtægter.
42. Hvad angår den belgiske regerings anbringende om, at den pågældende toldskyld i henhold til forligsaftalen og den relevante belgiske lovgivning om, hvornår toldskyldsbeløb er indgået, og om forfølgelse af overtrædelser af toldlovgivningen først skal anses for indgået fra det tidspunkt, hvor toldskylden fastslås ad rettens vej eller betales fuldt ud, skal det indledningsvis generelt fastholdes, at forpligtelsen til at stille egne indtægter til rådighed, sådan som denne forpligtelse er opstillet i forordningen om egne indtægter, er en forpligtelse, der skal sikre fællesskabsrettens effektive virkning (12).
43. Det kan derfor, som også Kommissionen har fremført med rette, principielt ikke være afgørende for fastlæggelsen af det inddrivelsestidspunkt, som forpligtelsen til at stille de egne indtægter fra fordringer, der er opført i B-regnskabet, til rådighed er knyttet til, hvorvidt de rater, som toldskyldneren har erlagt over for de belgiske toldmyndigheder, i henhold til forligsaftalen eller de relevante belgiske retsregler skal anses for at være »deponeret«. Hvis man overlod det til medlemsstaterne at bestemme, fra hvilket tidspunkt konstaterede og bogførte fordringer fra Fællesskaberne i henhold til forordningen om egne indtægter skal anses for at være »indgået«, kunne Fællesskabets finansielle ligevægt blive forstyrret som følge af en medlemsstats egenmægtige handlemåde (13).
44. Jeg kan omvendt heller ikke se, hvorfor det forhold, at de betalte toldskyldsrater i relation til forordningen om egne indtægter kvalificeres som fordringer, der er indgået, skulle sætte spørgsmålstegn ved, om den nationale strafforfølgning kan fortsætte, hvis de ratebetalinger, der er fastlagt i forligsaftalen, standses. Hvis indbetalte rater i henhold til artikel 10, stk. 1, i forordningen om egne indtægter skal anses for fordringer, der er indgået, betyder dette nemlig ikke automatisk, at disse betalinger i henhold til belgisk ret eller forligsaftalen skal anses for en »endelig« betaling, der medfører, at de belgiske myndigheders ret til at iværksætte retsforfølgning ophører.
45. Udtrykket »fordringer, der [...] er indgået« i forordningen om egne indtægter, er ikke defineret i selve forordningen.
46. Det må dog for det første – som den belgiske regering også har anført, og som jeg allerede har gjort rede for i mit forslag til afgørelse i sag C-105/02 (14)– fastslås, at formålet med at indføre B-regnskabet ved forordning nr. 1552/89 af 29. maj 1989 ikke blot var en bedre kontrol med medlemsstaternes inddrivelse af egne indtægter, men derimod også at tage hensyn til medlemsstaternes finansielle risiko.
47. I og med, at forpligtelsen til at kreditere bestemte fordringer, der er beskrevet i artikel 6, stk. 3, litra b), er blevet gjort betinget af, at de er indgået, mindskes nemlig medlemsstaternes risiko for i sidste instans at måtte betale de egne indtægter, der er overdraget, af egne midler.
48. Det forhold, at ordningen om, hvorledes de egne indtægter hidrørende fra fordringer, der skal opføres i B-regnskabet, stilles til rådighed, har til formål at mindske medlemsstaternes finansielle risiko, taler efter min opfattelse for at betragte allerede indbetalte rater af toldskylden som fordringer fra Fællesskaberne, der er indgået, og som skal stilles til rådighed for Kommissionen inden for den i artikel 10, stk. 1, andet afsnit, i forordningen om egne indtægter nævnte frist, da indbetalingen eller – som den belgiske regering kalder det – »deponeringen« af de indbetalte rater på en konto hos toldmyndighederne i hvert fald sikrer, at de belgiske myndigheder, såfremt toldskyldnerens betalingsforpligtelse vedbliver at bestå, råder over de allerede indbetalte rater, og der derfor ikke er nogen risiko for, at medlemsstaten kommer til at betale de egne indtægter hidrørende fra disse ratebetalinger, der er stillet til rådighed for Fællesskaberne, af egne midler.
49. For det andet er denne fortolkning, hvorefter ratebetalinger som dem, den foreliggende sag vedrører, skal anses for fordringer, der er indgået, i henhold til artikel 10, stk. 1, andet afsnit, i forordningen om egne indtægter, efter min mening også nødvendig, henset til, at forordningen om egne indtægter har til formål at sikre, at Fællesskabernes egne indtægter stilles til rådighed hurtigt og effektivt (15).
50. Det må herefter fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til forordningen om egne indtægter, især artikel 10, stk. 1, idet det ikke har krediteret de ratebetalinger, som toldskyldneren har erlagt, senest den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken raten blev betalt og dermed indgik.
51. I medfør af artikel 11 i forordningen om egne indtægter indebærer en forsinkelse af krediteringen, at der skal betales morarenter, som i henhold til fast retspraksis kan kræves betalt uanset grunden til den forsinkede kreditering af Fællesskabets konto (16).
52. Da krediteringen af de forskellige rater, som toldskyldneren betalte inden for rammerne af forligsaftalen – som det fremgår af bemærkningerne ovenfor – er sket for sent, er der påløbet morarenter, der ubestridt endnu ikke er blevet betalt.
53. Kommissionens søgsmål er derfor også begrundet på dette punkt.
V – Sagens omkostninger
54. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 3, kan Domstolen fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde.
55. Da Kommissionens klagepunkt om overførelse af de relevante ratebeløb til A-regnskabet er ubegrundet, foreslår jeg, at Kongeriget Belgien, der i øvrigt har tabt sagen, betaler to tredjedele af de samlede omkostninger. Kommissionen skal betale den sidste tredjedel.
VI – Forslag til afgørelse
56. Sammenfattende foreslår jeg Domstolen at fastslå følgende:
»1) Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10 og 11 i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, som med virkning fra den 31. maj 2000 har ophævet og erstattet Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29. maj 1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, hvis genstand er identisk, idet det har krediteret de egne indtægter for sent i tilfælde, hvor toldskyldneren betalte told i rater, hvorved der er påløbet morarenter.
2) I øvrigt frifindes Kongeriget Belgien.
3) Kongeriget Belgien betaler to tredjedele af sagens omkostninger. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler den sidste tredjedel.«
1 – Originalsprog: tysk.
2 – EFT L 130, s. 1.
3 – EFT L 293, s. 9.
4 – EFT L 155, s. 1.
5 – Jf. bl.a. dom af 10.9.1996, sag C-61/94, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3989, præmis 42, og af 9.11.1999, sag C-365/97, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 7773, præmis 32.
6 – Jf. dom af 12.6.2003, sag C-363/00, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 5767, præmis 21-24.
7 – Jf. mit forslag til afgørelse af 26.1.2006 i sag C-377/03, Kommissionen mod Belgien, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, punkt 4 og 5.
8 – Forordning om ændring af Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 175, s. 3).
9 – Jf. f.eks. dom af 1.7.2004, forenede sager C-361/02 og C-362/02, Tsapalos og Diamantakis, Sml. I, s. 6405, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis.
10 – Jf. mit forslag til afgørelse af 8.12.2005 i sag C-105/02, Kommissionen mod Tyskland, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, punkt 83.
11 – Jf. også mit forslag til afgørelse i sagen Kommissionen mod Tyskland (nævnt i fodnote 10), punkt 2 og 81.
12 – Jf. herom dom af 23.9.2003, sag C-78/01, Bundesverband Güterkraftverkehr und Logistik eV, Sml. I, s. 9543, præmis 57.
13 – Jf. i denne retning dom af 16.5.1991, sag C-96/89, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 2461, præmis 37, og af 15.6.2000, sag C-348/97, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 4429, præmis 64.
14 – Jf. forslaget til afgørelse i sagen Kommissionen mod Tyskland (nævnt i fodnote 10), punkt 81, 86 og 87.
15 – Jf. om dette formål bl.a. domme af 14.4.2005, sag C-460/01, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 2613, præmis 60 og 70, og sag C-104/02, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2689, præmis 69.
16 – Jf. bl.a. dommen i sagen Kommissionen mod Nederlandene (nævnt i fodnote 15), præmis 91, i sagen Kommissionen mod Nederlandene (nævnt i fodnote 13), præmis 38, og i sagen Kommissionen mod Italien (nævnt i fodnote 6), præmis 44.
Full & Egal Universal Law Academy