Sag C-89/03
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Storhertugdømmet Luxembourg
«Traktatbrud – manglende gennemførelse af direktiv 93/15/EØF»
Domstolens dom (Første Afdeling) af 2. oktober 2003
Sammendrag af dom
Medlemsstater – forpligtelser – gennemførelse af direktiver – traktatbrud – begrundelse med henvisning til den nationale retsorden – ulovlig
(Art. 226 EF)
DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
2. oktober 2003(1)
»Traktatbrud – manglende gennemførelse af direktiv 93/15/EØF«
I sag C-89/03,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved L. Ström og B. Stromsky, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Storhertugdømmet Luxembourg ved S. Schreiner, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
angående en påstand om, at det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 93/15/EØF af 5. april 1993 om harmonisering af bestemmelserne om markedsføring af og kontrol med eksplosivstoffer til civil brug (EFT L 121, s. 20), idet det ikke har sat alle de love og administrative bestemmelser i kraft, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller i hvert fald ikke har underrettet Kommissionen herom,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),,
sammensat af afdelingsformanden, M. Wathelet, og dommerne P. Jann og A. Rosas (refererende dommer),
generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer
justitssekretær: R. Grass,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 27. februar 2003 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 226 EF anlagt sag med påstand om, at det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 93/15/EØF af 5. april 1993 om harmonisering af bestemmelserne om markedsføring af og kontrol med eksplosivstoffer til civil brug (EFT L 121, s. 20), idet det ikke har sat alle de love og administrative bestemmelser i kraft, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller i hvert fald ikke har underrettet Kommissionen herom.
2 I henhold til artikel 19, stk. 1, i direktiv 93/15 skulle medlemsstaterne sætte de nødvendige bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivets artikel 9-14 inden den 30. september 1993. I henhold til artikel 19, stk. 2, skulle medlemsstaterne inden den 30. juni 1994 vedtage og offentliggøre de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme de bestemmelser, der ikke er nævnt i stk. 1. De skulle straks underrette Kommissionen herom og anvende disse bestemmelser fra den 1. januar 1995.
3 Da Kommissionen fandt, at direktiv 93/15 ikke var blevet gennemført i luxembourgsk ret inden for den fastsatte frist, indledte den traktatbrudsproceduren. Efter at Kommissionen i en åbningsskrivelse havde anmodet Storhertugdømmet Luxembourg om at fremkomme med sine bemærkninger, fremsatte Kommissionen den 27. juni 2002 en begrundet udtalelse, hvori den opfordrede medlemsstaten til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af udtalelsen. Da de oplysninger, Kommissionen modtog fra de luxembourgske myndigheder, viste, at gennemførelsen af direktiv 93/15 endnu ikke var sket, besluttede Kommissionen at anlægge nærværende sag.
4 Uden at bestride forsinkelsen med gennemførelsen af direktiv 93/15 har de luxembourgske myndigheder gjort gældende, at forsinkelsen skyldtes en ny kompetencefordeling mellem ministerier på området for eksplosivstoffer til civil brug. Efter etableringen af denne kompetencefordeling er et lovforslag om gennemførelsen af nævnte direktiv under udarbejdelse.
5 I den forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at det følger af fast retspraksis, at en medlemsstat ikke kan påberåbe sig forhold i sin nationale retsorden eller praktiske vanskeligheder til støtte for manglende gennemførelse inden for de fastsatte frister (jf. i denne retning dom af 8.6.1993, sag C-52/91, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 3069, præmis 36, og af 14.11.2002, sag C-140/00, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 10379, præmis 60).
6 Under disse omstændigheder bør der gives Kommissionen medhold i dens påstand.
7 Det skal herefter fastslås, Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 93/15, idet det ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
Sagens omkostninger
8 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagens omkostninger og Storhertugdømmet Luxembourg har tabt sagen, bør Storhertugdømmet Luxembourg pålægges at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Første Afdeling)
1) Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 93/15/EØF af 5. april 1993 om harmonisering af bestemmelserne om markedsføring af og kontrol med eksplosivstoffer til civil brug, idet det ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
2) Storhertugdømmet Luxembourg betaler sagens omkostninger.
Wathelet
Jann
Rosas
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 2. oktober 2003.
R. Grass
M. Wathelet
Justitssekretær
Formand for Første Afdeling
1 – Processprog: fransk.
Full & Egal Universal Law Academy