Sag C-201/03
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Kongeriget Sverige
«Traktatbrud – bortskaffelse af olieaffald – manglende gennemførelse af direktiv 75/439/EØF»
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 30. marts 2004
Sammendrag af dom
Medlemsstater – forpligtelser – gennemførelse af direktiver – traktatbrud – begrundelse med henvisning til den nationale retsorden – ulovlig
(Art. 226 EF)
DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
30. marts 2004(1)
»Traktatbrud – bortskaffelse af olieaffald – manglende gennemførelse af direktiv 75/439/EØF«
I sag C-201/03,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved L. Ström og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Kongeriget Sverige ved A. Kruse, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
angående en påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Sverige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 75/439/EØF af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald (EFT L 194, s. 31), som ændret ved Rådets direktiv 87/101/EØF af 22. december 1986 (EFT 1987 L 42, s. 43), idet det har undladt at træffe de nødvendige foranstaltninger for at prioritere behandling af olieaffald ved regenerering, når dette er muligt ud fra tekniske, økonomiske og organisatoriske hensyn,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne S. von Bahr og R. Silva de Lapuerta (refererende dommer),
generaladvokat: C. Stix-Hackl
justitssekretær: R. Grass,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 13. maj 2003 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 226 EF anlagt sag med påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Sverige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 75/439/EØF af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald (EFT L 194, s. 23), som ændret ved Rådets direktiv 87/101/EØF af 22. december 1986 (EFT 1987 L 42, s. 43), idet det har undladt at træffe de nødvendige foranstaltninger for at prioritere behandling af olieaffald ved regenerering, når dette er muligt ud fra tekniske, økonomiske og organisatoriske hensyn.
2 I henhold til artikel 2 i direktiv 87/101 skulle medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme dette direktiv med virkning fra den 1. januar 1990.
3 Da artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439 ikke var blevet gennemført i svensk ret inden for den fastsatte frist, indledte Kommissionen en traktatbrudsprocedure mod Kongeriget Sverige. Efter at have opfordret Kongeriget Sverige til at fremsætte sine bemærkninger, fremsatte Kommissionen den 21. marts 2002 en begrundet udtalelse, hvori den opfordrede medlemsstaten til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af udtalelsen. Da de oplysninger, som de svenske myndigheder fremsendte, viste, at gennemførelsen af den pågældende bestemmelse endnu ikke var sket, besluttede Kommissionen at anlægge nærværende sag.
4 Den svenske regering har uden at bestride den manglende gennemførelse gjort gældende, at dette skyldes de kompetente myndigheders overvejelser vedrørende det system, der skal indføres, for at olieaffald så vidt muligt behandles ved regenerering
5 Det er tilstrækkeligt at bemærke, at ifølge fast retspraksis kan en medlemsstat ikke påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at et direktiv ikke er blevet gennemført inden for den fastsatte frist (jf. dom af 8.3.2001, sag C-276/98, Kommissionen mod Portugal, Sml. I, s. 1699, præmis 20, og af 7.11.2002, sag C-352/01, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 10263, præmis 8).
6 Under disse omstændigheder bør der gives Kommissionen medhold i dens påstand.
7 Det skal herefter fastslås, at Kongeriget Sverige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/439, idet det ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at prioritere behandling af olieaffald ved regenerering, når dette er muligt ud fra tekniske, økonomiske og organisatoriske hensyn.
Sagens omkostninger
8 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Kongeriget Sverige tilpligtes at betale sagens omkostninger og Kongeriget Sverige har tabt sagen, bør det pålægges Kongeriget Sverige at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
1) Kongeriget Sverige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 75/439/EØF af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald, som ændret ved Rådets direktiv 87/101/EØF af 22. december 1986, idet det ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at prioritere behandling af olieaffald ved regenerering, når dette er muligt ud fra tekniske, økonomiske og organisatoriske hensyn.
2) Kongeriget Sverige betaler sagens omkostninger.
Gulmann
von Bahr
Silva de Lapuerta
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. marts 2004.
R. Grass
C. Gulmann
Justitssekretær
Formand for Femte Afdeling
1 – Processprog: svensk.
Full & Egal Universal Law Academy