Sag C-555/03
Magali Warbecq
mod
Ryanair Ltd
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal du travail de Charleroi)
»Forordning (EF) nr. 44/2001 – retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område – retter, der i medfør af artikel 68 EF kan indgive anmodning om præjudiciel afgørelse til Domstolen – Domstolen savner kompetence«
Sammendrag af kendelse
Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – retsakt vedtaget på grundlag af EF-traktatens tredje del, afsnit IV – forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser – nationale retter, der kan indgive anmodning om præjudiciel afgørelse til Domstolen – retter, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres
[Art. 61, litra c), EFogart. 68 EF; Rådets forordning nr. 44/2001]
DOMSTOLENS KENDELSE (Fjerde Afdeling)
10. juni 2004(1)
»Forordning (EF) nr. 44/2001 – retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område – retter, der i medfør af artikel 68 EF kan indgive anmodning om præjudiciel afgørelse for Domstolen – Domstolen savner kompetence«
I sag C-555/03
angående en anmodning, som Tribunal du travail de Charleroi (Belgien) i medfør af artikel 68 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,
Magali Warbecq
mod
Ryanair Ltd,
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1),
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer), og dommerne K. Schiemann og E. Juhász,
generaladvokat: A. Tizzano,
justitssekretær: R. Grass,
efter at have hørt generaladvokaten,
afsagt følgende
Kendelse
1 Ved dom af 15. december 2003, indgået til Domstolen den 24. december 2003, har Tribunal du travail de Charleroi (Belgien) i medfør af artikel 68 EF forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).
2 Disse spørgsmål er blevet rejst i en sag mellem Magali Warbecq, der er belgisk statsborger, og Ryanair Ltd (herefter »Ryanair«), der er et selskab efter irsk ret med hjemsted i Dublin (Irland).
Relevante retsforskrifter
3 Artikel 61 EF bestemmer:
»Med henblik på gradvis at indføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed vedtager Rådet
[…]
c) foranstaltninger vedrørende civilretligt samarbejde i henhold til artikel 65
[…]«
4 Artikel 19 i forordning nr. 44/2001 bestemmer:
»En arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:
1) ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller
2) i en anden medlemsstat:
a) ved retten på det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller ved retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde, eller
[…]«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
5 Ved kontrakt underskrevet i Dublin den 19. april 2001 blev Magali Warbecq ansat af Ryanair som »customer services agent-inflight«.
6 Ryanair afbrød denne kontrakt den 10. april 2002 og betalte erstatning for kontraktens afbrydelse svarende til syv dages løn til Magali Warbecq.
7 På en dato, der ikke nærmere er præciseret i forelæggelsesdommen, anlagde Magali Warbecq sag mod Ryanair ved Tribunal de travail de Charleroi med påstand om, at Ryanair tilpligtes at betale visse beløb i form af feriegodtgørelse, supplerende erstatning for kontraktens afbrydelse samt erstatning med rente.
8 Ifølge sagsøgeren i hovedsagen havde hun i medfør af artikel 19 i forordning nr. 44/2001 valget mellem at anlægge sag mod sin arbejdsgiver ved retterne på sidstnævntes hjemsted eller ved retterne på det sted, hvor hun sædvanligvis udførte sit arbejde, i nærværende sag lufthavnen i Charleroi.
9 Ryanair har gjort gældende, at de belgiske retter ikke har kompetence til at påkende den sag, som er anlagt af Magali Warbecq.
10 Da Tribunal du travail fandt, at det med henblik på afgørelsen af tvisten var nødvendigt at opnå en fortolkning af artikel 19 i forordning nr. 44/2001, har den besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Hvilke kriterier skal – med henblik på anvendelse af artikel 19, stk. 2, i Rådets forordning nr. 44/2001 […] – lægges til grund for at afgøre, på hvilken kontraherende stats område en arbejdstager sædvanligvis udfører sit arbejde, når arbejdstageren er ansat som besætningsmedlem i en virksomhed, der udfører international passagertransport med luftfartøjer?
2) Hvilket sted skal anses for det sted, hvor eller hvorfra denne arbejdstager hovedsagelig opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, når forpligtelserne ifølge denne arbejdskontrakt delvis udføres på jorden (i lufthavnen) i en kontraherende stat og delvis om bord på et luftfartøj, som er indregistreret i en anden kontraherende stat, hvor arbejdstageren i øvrigt også blev ansat?«
Domstolens kompetence
11 I overensstemmelse med procesreglementets artikel 92, stk. 1, kan Domstolen, når det er åbenbart, at den ikke har kompetence til at behandle en sag, eller at sagen må afvises, efter at have hørt generaladvokaten, uden at fortsætte sagens behandling træffe afgørelse ved begrundet kendelse.
12 Det bemærkes, at ifølge artikel 68, stk. 1, EF finder »[a]rtikel 234 […] anvendelse på dette traktatafsnit [IV om »Visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den frie bevægelighed for personer«] under følgende omstændigheder og på følgende betingelser: Såfremt et spørgsmål om fortolkningen […] af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag af dette traktatafsnit rejses under en retssag ved en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, skal denne ret, hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin dom, anmode Domstolen om at afgøre spørgsmålet«.
13 Forordning nr. 44/2001 blev vedtaget på grundlag af artikel 61, litra c), EF, som er indeholdt i EF-traktatens tredje del, afsnit IV. Under disse betingelser kan kun en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, anmode Domstolen om at træffe afgørelse om et fortolkningsspørgsmål vedrørende denne forordning.
14 I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at afgørelser, der træffes af Tribunal du travail de Charleroi i forbindelse med en sag som den foreliggende, kan appelleres ifølge de nationale retsregler.
15 Eftersom der således ikke er indgivet en anmodning til Domstolen af en ret som omhandlet i artikel 68 EF, har Domstolen ikke kompetence til at træffe afgørelse om fortolkningen af forordning nr. 44/2001.
16 Herefter må det i medfør af procesreglementets artikel 92, stk. 1, fastslås, at Domstolen åbenbart ikke har kompetence til at besvare de spørgsmål, der er forelagt af Tribunal du travail de Charleroi.
Sagens omkostninger
17 Da sagens behandling udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
De Europæiske Fællesskabers Domstol har åbenbart ikke kompetence til at besvare de spørgsmål, der er forelagt af Tribunal du travail de Charleroi (Belgien) ved dom af 15. december 2003.
Således bestemt i Luxembourg den 10. juni 2004.
R. Grass
J.N. Cunha Rodrigues
Justitssekretær
Formand for Fjerde Afdeling
1 – Processprog: fransk.
Full & Egal Universal Law Academy