RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)
15. marts 2007
Sag T-430/03
Iosif Dascalu
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Tjenestemænd – udnævnelse – ændring af indplacering i lønklasse og på løntrin – anvendelse af Domstolens praksis – artikel 5, artikel 31, stk. 2, artikel 32, andet afsnit, og artikel 45 og 62 i tjenestemandsvedtægten«
Angående: Dels en påstand om annullation af Kommissionens afgørelser af henholdsvis 23. december 2002 og 14. april 2003, hvorved sagsøgerens indplacering i lønklasse blev ændret, for så vidt som hans indplacering i løntrin på datoen for hans udnævnelse deri fastsættes til lønklasse A6, første løntrin, og de økonomiske følger heraf herved gives virkning fra den 5. oktober 1995, og hans karriere ikke genoprettes, og, om fornødent, en påstand om annullation af de afgørelser, hvorved sagsøgerens klager afslås, dels en påstand om erstatning for den skade, sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af disse afgørelser.
Udfald: Kommissionens afgørelse af 14. april 2003 annulleres, for så vidt som datoen for de økonomiske følger heraf fastsættes til den 5. oktober 1995. Kommissionen foretager en sammenligning af sagsøgerens fortjenester med fortjenesterne for de tjenestemænd, der er blevet forfremmet til lønklasse A5 fra den 16. april 1993 og derefter til A4 fra den 16. januar 1998. Efter denne gennemgang og for så vidt som Kommissionen ikke er i stand til at tilbyde sagsøgeren en forfremmelse til den lønklasse, der er berettiget, opfordres parterne til at søge at opnå en aftale om en passende kompensation under hensyntagen til sagsøgerens erstatningspåstand. Parterne informerer Retten inden for en frist af tre måneder at regne fra denne doms afsigelse om indholdet af den aftale, de måtte være nået frem til, eller, i mangel heraf, om deres påstande opgjort i tal vedrørende erstatningsbeløbet. I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – ansættelse – udnævnelse i lønklasse – udnævnelse i den højeste lønklasse i stillingsgruppen
(Tjenestemandsvedtægten, art. 31, stk. 2, og art. 32, stk. 2)
2. Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – afgørelse om lønklasse og løntrin
(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2, og art. 90, stk. 2)
3. Tjenestemænd – ansættelse – indplacering i lønklasse og løntrin
(Tjenestemandsvedtægten, art. 31, stk. 2, og art. 32, andet afsnit)
4. Tjenestemænd – ansættelse – ligebehandling – indplacering på løntrin
(Tjenestemandsvedtægten, art. 5, stk. 3, art. 31, stk. 2, og art. 32, andet afsnit)
5. Tjenestemænd – ansættelse – udnævnelse i lønklasse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 31, stk. 2, art. 45, stk. 1, og art. 62, stk. 1)
6. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – tjenestefejl
1. Henset til det delvise overlap mellem de kriterier, der er fastsat for at foretage en indplacering i den højeste lønklasse i stillingsgruppen og for fastsættelsen af løntrinnet, bl.a. for så vidt angår varigheden af den krævede erhvervserfaring, omfatter en ansøgning om, at ansættelsesmyndigheden foretager en gennemgang af en tjenestemands eventuelle særlige faglige erfaringer med henblik på at justere den indplacering i lønklasse, der blev foretaget på tidspunktet for hans udnævnelse, og indplacere ham i den højeste lønklasse i sin stillingsgruppe, nødvendigvis en ansøgning om genfastsættelse af det løntrin, tjenestemanden blev indplaceret på ved den oprindelige indplaceringsafgørelse.
(jf. præmis 40)
2. Begrundelsen for en afgørelse om indplacering i lønklasse og på løntrin kan i rette tid gives i forbindelse med afgørelsen af klagen, og det er tilstrækkeligt, at den går ud på, at de retlige betingelser, der i vedtægten er fastlagt for en forskriftsmæssig procedure, er opfyldt, og at den angiver den individuelle og relevante grund, der berettiger den afgørelse, der er truffet i forhold til den pågældende tjenestemand. I det omfang en sådan begrundelse må anses for utilstrækkelig, kan der træffes supplerende afgørelser, mens sagen verserer.
(jf. præmis 48 og 51)
Henvisning til: Domstolen, 19. november 1998, sag C-316/97 P, Parlamentet mod Gaspari, Sml. I, s. 7597, præmis 29; Retten, 3. marts 1993, sag T-25/92, Vela Palacios mod EØSU, Sml. II, s. 201, præmis 26; Retten, 17. maj 1995, sag T-16/94, Benecos mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 103, og II, s. 335, præmis 36; Retten, 16. oktober 1996, sag T-37/94, Benecos mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 461, og II, s. 1301, præmis 46; Retten, 6. november 1997, sag T-71/96, Berlingieri Vinzek mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 339, og II, s. 921, præmis 79; Retten, 26. januar 2000, sag T-86/98, Gouloussis mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 5, og II, s. 23, præmis 79; Retten, 17. december 2003, sag T-133/02, Chawdhry mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 329, og II, s. 1617, præmis 121; Retten, 26. oktober 2004, sag T-55/03, Brendel mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 311, og II, s. 1437, præmis 120; Retten, 16. februar 2005, sag T-284/03, Aycinena mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 29, og II, s. 125, præmis 33; Retten, 15. november 2005, sag T-145/04, Righini mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 349, og II, s. 1547, præmis 55.
3. Inden for de rammer, der er fastsat ved vedtægtens artikel 31 og artikel 32, stk. 2, råder ansættelsesmyndigheden over en vid skønsbeføjelse med henblik på at vurdere en nyansat tjenestemands tidligere erhvervserfaring både med hensyn til dennes karakter og varighed og den mere eller mindre snævre forbindelse, der består mellem denne og kravene vedrørende den stilling, der skal besættes. Det følger heraf, at Fællesskabets retsinstanser under udøvelsen af den retslige kontrol af en afgørelse om indplacering på løntrin af en tjenestemand, der er udnævnt i højeste lønklasse i sin stillingsgruppe, ikke kan sætte deres vurdering i stedet for ansættelsesmyndighedens.
Når denne myndighed har taget hensyn til en nyansat tjenestemands uddannelse og særlige faglige erfaringer og allerede ved udnævnelsen har indplaceret ham i den højeste lønklasse i hans stillingsgruppe, kan den følgelig indtage det standpunkt, at den pågældende tjenestemand ikke kan stille krav om en anciennitetsforbedring inden for denne lønklasse, idet hans uddannelse og erhvervserfaring allerede er blevet taget i betragtning ved hans indplacering i lønklasse.
(jf. præmis 77 og 79)
Henvisning til: Domstolen, 5. oktober 1988, forenede sager 314/86 og 315/86, De Szy-Tarisse og Feyaerts mod Kommissionen, Sml. s. 6013, præmis 26; Retten, 7. februar 1991, sag T-2/90, Ferreira de Freitas mod Kommissionen, Sml. II, s. 103, præmis 56; Aycinena mod Kommissionen, præmis 72.
4. Eftersom de tjenestemænd, der ansættes i den højeste lønklasse i deres stillingsgruppe, og de, der ansættes i den laveste lønklasse i deres kategori, ikke befinder sig i en identisk faktisk og retlig situation, kan den omstændighed, at tjenestemænd, der er ansat i den laveste lønklasse i deres stillingsgruppe, kan opnå en anciennitetsforbedring, hvorimod de, der er udnævnt i den højeste lønklasse netop som følge af deres indplacering i lønklasse i givet fald udelukkes herfra, ikke anses for at udgøre en forskelsbehandling af disse tjenestemænd.
(jf. præmis 90)
5. Ved i forbindelse med justering af en tjenestemands indplacering i lønklasse ved dennes ansættelse at foretage en sondring mellem ændringen af den fastsættelse af indplaceringen, der finder sted på tidspunktet for tjenestemandens udnævnelse, og de lønmæssige konsekvenser af denne afgørelse, hvis ikrafttrædelsestidspunkt fastsættes til et senere tidspunkt, begrænser ansættelsesmyndigheden vilkårligt, for så vidt angår perioden mellem disse to tidspunkter, den pågældendes ret til vederlag, hvilken ret er en subjektiv ret, der er sikret ved vedtægten, og som kun kan begrænses ved udtrykkelige bestemmelser som omhandlet i vedtægtens artikel 62, stk. 1.
Ved at foretage en sådan sondring tilsidesætter ansættelsesmyndigheden desuden sondringen mellem en ansøgning om ændret indplacering, der har til formål at opnå en ændring af den oprindelige indplacering i lønklasse, der fandt sted på tidspunktet for tjenestemandens udnævnelse, og tildelingen af en forfremmelse, som ifølge vedtægtens artikel 45, stk. 1, indebærer, at en tjenestemand under sin karriere oprykkes i en højere lønklasse inden for den kategori, han tilhører.
I denne forbindelse er den omstændighed, at den oprindelige indplaceringsafgørelse ikke er blevet anfægtet inden for søgsmålsfristen, ikke relevant, når den afgørelse om oprykning til den højeste lønklasse på tidspunktet for udnævnelsen, der er truffet til opfyldelse af dommen i sag C-389/98 P, Gevaert mod Kommissionen, i alle henseender må anses at træde i stedet for den oprindelige indplaceringsafgørelse.
(jf. præmis 98, 102, 103, 105, 106 og 108)
Henvisning til: Domstolen, 11. januar 2001, sag C-389/98 P, Gevaert mod Kommissionen, Sml. I, s. 65, præmis 39; Retten, 27. juni 2001, sag T-214/00, X mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 143, og II, s. 663, præmis 29.
6. Den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden har udelukket en tjenestemand, for hvilken den først på et senere tidspunkt ved opfyldelsen af dommen i sagen Gevaert mod Kommissionen har ændret den indplacering i lønklasse, der fandt sted ved ansættelsen, fra flere sammenligninger af den pågældendes fortjenester, før der blev truffet afgørelse om en forfremmelse, udgør en ansvarspådragende tjenestefejl, idet ansættelsesmyndigheden derved har berøvet den pågældende en mulighed for, at hans ansøgning kunne komme i betragtning i de pågældende forfremmelsesår.
Trods denne fejl kan ansvaret imidlertid først blive ansvarspådragende, når det er godtgjort, at der rent faktisk er lidt et tab, og hvori dette nærmere består. For at dette kan påvises, er det i det foreliggende tilfælde nødvendigt, at der forinden foretages en sammenligning af sagsøgerens fortjenester med de tjenestemænd, der er blevet forfremmet i de forfremmelsesår, hvori han uretmæssigt er blevet udelukket, idet denne sammenligning gør det muligt at afgøre, om han faktisk er blevet berøvet en forfremmelse, som han var berettiget til, og i givet fald opgøre sit tab.
(jf. præmis 128, 129 og 136-139)
Henvisning til: Retten, 12. december 1996, sag T-99/95, Stott mod Kommissionen, Sml. II, s. 2227, præmis 72.
Full & Egal Universal Law Academy