KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT
10. februar 2004
Sag T-394/03 R
Flavia Angeletti
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Foreløbige forholdsregler – uopsættelighed – foreligger ikke«
Fuldstændig gengivelse på fransk II - 0000
Angående: Påstand om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens beslutning af 17. oktober 2003, som rettet den 27. oktober 2003.
Udfald: Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Sammendrag
1. Foreløbige forholdsregler – udsættelse af gennemførelsen – betingelser for tildeling – uopsættelighed – »fumus boni juris« – kumulative betingelser
(Art. 242 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)
2. Foreløbige forholdsregler – udsættelse af gennemførelse – betingelser for tildeling – alvorligt og uopretteligt tab – bevisbyrde – udelukkende økonomisk skade
(Art. 242 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)
1. Ifølge artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement skal begæringer om foreløbige forholdsregler angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at de begærede forholdsregler umiddelbart forekommer berettigede (fumus boni juris). Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes udsættelse af gennemførelsen, når en af dem ikke er opfyldt.
(jf. præmis 23)
Henvisning til: Retten, 10. februar 1999, sag T-211/98 R, Willeme mod Kommissionen, Sml. Pers. A-I, s. 15, og II, s. 57, præmis 18.
2. Spørgsmålet om, hvorvidt en foreløbig forholdsregel er uopsættelig, skal vurderes ud fra, om det er nødvendigt at træffe en foreløbig afgørelse for at undgå, at den part, der har indgivet begæringen, lider et alvorligt og uopretteligt tab. Det påhviler sidstnævnte at godtgøre, at det vil påføre vedkommende et sådant tab, såfremt man afventer afgørelsen i hovedsagen.
Et rent økonomisk tab kan principielt ikke antages at være uopretteligt eller blot vanskeligt at oprette, såfremt tabet kan dækkes ved en senere økonomisk erstatning.
Retten må dog på grundlag af de konkrete omstændigheder i hvert enkelt tilfælde vurdere, om en øjeblikkelig gennemførelse af den anfægtede afgørelse kan forvolde sagsøgeren et alvorligt og uopretteligt tab, som ikke ville kunne afhjælpes, selv om den anfægtede retsakt annulleredes under behandlingen af hovedsagen.
Det er ikke tilstrækkeligt til at opfylde kravet om, at det godtgøres, at den begærede udsættelse er uopsættelig, at det anføres, at gennemførelsen af den anfægtede retsakt får alvorlige og uoprettelige konsekvenser. Det skal endvidere godtgøres, at retsakten medfører et alvorligt og uopretteligt tab. I dette øjemed skal de oplysninger, der fremlægges, være underbygget af beviser og sætte Retten i stand til at danne sig et troværdigt billede af sagsøgerens situation.
(jf. præmis 26, 27, 29 og 31)
Henvisning til: Retten, 30. november 1993, sag T-549/93 R, D mod Kommissionen, Sml. II, s. 1347, præmis 45; Willeme mod Kommissionen, præmis 36 og 37; Retten, 31. januar 2001, sag T-373/00 R, Tralli mod ECB, Sml. Pers. I-A, s. 19, og II, s. 83, præmis 26.
Full & Egal Universal Law Academy