FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
ANTONIO TIZZANO
fremsat den 10. november 2005 (1)
Sag C-234/04
Rosmarie Kapferer
mod
Schlank & Schick GmbH
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesgericht Innsbruck (Østrig))
»Endelig retsafgørelse – krav om fornyet prøvelse – samarbejdsprincip – artikel 10 EF – retssikkerhed – fællesskabsrettens forrang – retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område – forordning (EF) nr. 44/2001 – artikel 5, nr. 1, litra a), artikel 15, stk. 1, litra c), og artikel 16 – sagsanlæg for at gøre krav på en tilsyneladende vundet gevinst – kontraktforhold«
1. Nærværende sag vedrører en anmodning til Domstolen om en præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Landesgericht Innsbruck (Østrig), hvor der først rejses det spørgsmål, om den forelæggende ret er forpligtet til i henhold til artikel 10 EF at foretage en fornyet prøvelse af en retskraftig retsafgørelse, såfremt den viser sig at være i strid med fællesskabsretten, og dernæst udbedes en fortolkning af artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (herefter »forordning nr. 44/2001« eller blot »forordningen«) (2).
I – Retsforskrifter
Fællesskabsbestemmelser
2. Efter at det retslige samarbejde inden for civilretten blev gjort til et fællesskabsanliggende med Amsterdam-traktaten, har Rådet med hjemmel i artikel 61, litra c), EF og artikel 67, stk. 1, EF vedtaget forordning nr. 44/2001. Denne forordning, der trådte i kraft den 1. marts 2002, og som skal erstatte Bruxelles-konventionen (3), gentager i det væsentlige konventionens bestemmelser, idet der samtidig foretages visse ændringer og tilpasninger.
3. I nærværende sag gælder det især artikel 5 i afdeling 2 (Specielle kompetenceregler) under kapitel II (Kompetence) i forordningen, som bestemmer følgende:
»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat
1. a) i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes
b) ved anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:
– ved salg af varer, det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret
– ved levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret
c) er litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse
[…]«
4. Endvidere må nævnes artikel 15 og 16 i afdeling 4 (Kompetence i sager om forbrugeraftaler) i forordningen.
5. Artikel 15 bestemmer:
»1. I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5:
a) når sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater
b) når sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande
c) i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed
[…]«
6. Artikel 16, stk. 1, bestemmer:
»Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl.«
7. Endelig bestemmer artikel 24:
»For så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte giver møde for at bestride rettens kompetence, eller såfremt en anden ret i medfør af artikel 22 er enekompetent.«
De nationale bestemmelser
8. Af betydning er først § 5j i den østrigske Konsumentenschutzgesetz (lov om forbrugerbeskyttelse, herefter »KSchG«) (4), som har følgende ordlyd:
»Erhvervsdrivende, der sender gevinsttilsagn eller andre lignende meddelelser til bestemte forbrugere og gennem forsendelsernes udformning giver indtryk af, at forbrugeren har vundet en bestemt gevinst, skal erlægge gevinsten til forbrugeren. Kravet på gevinsten kan også indtales ved domstolene.«
9. Dernæst må nævnes § 530 i den østrigske Zivilprozessordnung (lov om retspleje i civile sager, herefter »ZPO«), der vedrører betingelserne for genoptagelse, og hvori bestemmes:
»1) En sag, hvori der er truffet afgørelse om realiteten, kan genoptages efter begæring fra en af sagens parter,
[…]
7. såfremt parten har fået kendskab til nye omstændigheder eller har tilvejebragt eller fået adgang til at anvende nye beviser, som ville have ført til et gunstigere resultat for denne part, såfremt de var blevet gjort gældende og havde fundet anvendelse under den tidligere sag.
2) Under de i stk. 1, nr. 7, anførte omstændigheder kan genoptagelse kun ske, såfremt den pågældende part uden egen skyld ikke var i stand til at gøre de nye omstændigheder eller bevismidler gældende, inden den mundtlige forhandling, som dannede grundlag for førsteinstansens afgørelse, var afsluttet.«
10. Endelig bestemmer § 534 i samme lov:
»1) Begæringen skal fremsættes inden for en frist på fire uger.
2) Denne frist løber:
[…]
4. i det i § 530, stk. 1, nr. 7, omhandlede tilfælde fra det tidspunkt, hvor parten blev i stand til at gøre de pågældende omstændigheder eller bevismidler gældende for retten
3) Begæringen kan […] ikke fremsættes, såfremt der er forløbet ti år, fra afgørelsen fik retskraft.«
II – Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger
11. Rosmarie Kapferer, som er sagsøger i hovedsagen, er forbruger og har bopæl i Hall in Tirol, Østrig. I 2000 modtog hun en personligt adresseret skrivelse fra Schlank & Schick GmbH – et firma med hjemsted i Tyskland, som driver postordrevirksomhed i Østrig og andre lande (herefter »Schlanck & Schick« eller blot »sagsøgte«) – ifølge hvilken en gevinst i form af et kontant tilgodehavende på 53 750 østrigske schilling (ATS) (3 906,16 EUR), stod til hendes rådighed. Omkring to uger senere modtog Rosmarie Kapferer en kuvert, som foruden reklamemateriale og et varekatalog indeholdt en bestillingsseddel og en skrivelse angående sidste meddelelse om kontanttilgodehavendet med det tilhørende »tilgodehavendemærkat« samt et »kontoudtog«, hvoraf det samme beløb fremgik. På bagsiden af meddelelsen om kontanttilgodehavendet var trykt en skrivelse med brevhovedet »Credit International«, hvoraf fremgik, at gevinsten var disponibel i dette institut, og med en væsentlig mindre skrift og i en svag grå farve betingelserne for deltagelse/udbetaling af gevinsten, som det var betinget af en uforbindende prøvebestilling.
12. For at modtage den lovede gevinst returnerede Rosmarie Kapferer den omhandlede bestillingsseddel til Schlank & Schick efter at have påklæbet »tilgodehavendemærkatet« og sat sin underskrift under erklæringen »Jeg er bekendt med betingelserne for deltagelse.« Det har ikke været muligt at fastslå, om sagsøgeren også afgav en bestilling af varer ved denne lejlighed.
13. Da Rosmarie Kapferer ikke modtog den gevinst, som hun mente at have vundet, krævede hun i henhold til § 5j i KSchG at få gevinsten udbetalt, idet hun den 27. november 2002 anlagde sag ved Bezirksgericht Hall (ret i første instans) med påstand om, at Schlank & Schick tilpligtes at betale hende et beløb på 3 906,16 EUR med tillæg af renter.
14. Sagsøgte gjorde gældende, at Bezirksgericht Hall var inkompetent. Selskabet anførte, at bestemmelserne i artikel 15 og 16 i forordning nr. 44/2001 ikke finder anvendelse, fordi de forudsætter, at der er tale om en sag om kontraktforhold. Rosmarie Kapferer havde ikke afgivet en bestilling af varer og dermed ikke indgået en kontrakt på trods af, at deltagelsen i spillet var betinget af en sådan bestilling.
15. Ved kendelse af 23. oktober 2003 forkastede førsteinstansen sagsøgtes indsigelse og anførte, at fremsendelse af et gevinsttilsagn tillige med en accept fra forbrugeren må anses for et kontraktforhold mellem disse parter. Med hensyn til realiteten frifandt retten dog sagsøgte for samtlige de af sagsøgeren nedlagte påstande.
16. Rosmarie Kapferer iværksatte herefter appel ved Landesgericht Innsbruck.
17. I forelæggelseskendelsen har den forelæggende ret ytret tvivl med hensyn til førsteinstansens kompetence. Da Schlank & Schick ikke har appelleret afgørelsen om ikke at tage påstanden om afvisning på grund af manglende kompetence til følge, har den forelæggende ret rejst spørgsmålet, om den ikke desto mindre i henhold til artikel 10 EF er forpligtet til at foretage en fornyet prøvelse af en dom, som har fået retskraft, og ophæve den i tilfælde af, at den viser sig at være i strid med fællesskabsretten. Den forelæggende ret har overvejet, om der foreligger en sådan forpligtelse, idet den særligt har rejst spørgsmålet, om det er muligt at anvende de principper, der blev fastslået af Domstolen i dommen i sagen Kühne & Heitz (5), hvori Domstolen fastslog, at i henhold til artikel 10 EF skal et forvaltningsorgan på ny efterprøve en endelig forvaltningsafgørelse, som er i strid med fællesskabsretten, for at tage højde for bestemmelsen, således som den i mellemtiden er blevet fortolket af Domstolen. Endvidere rejses det spørgsmål, om denne løsning kan overføres på domstole.
18. Ved kendelse af 26. maj 2004 har Landesgericht Innsbruck besluttet at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»A – Vedrørende førsteinstansens afgørelse af kompetencespørgsmålet
1) Skal det i artikel 10 EF hjemlede samarbejdsprincip fortolkes således, at også en national retsinstans er forpligtet til, under de betingelser, som Domstolen opstillede i dommen i Kühne & Heitz-sagen, at efterprøve og ophæve en retskraftig retsafgørelse, såfremt denne er i strid med fællesskabsretten? Er efterprøvelse og ophævelse af retsafgørelser eventuelt undergivet flere betingelser end forvaltningsretlige afgørelser?
2) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:
Er den i § 534 i ZPO [den østrigske lov om retspleje i civile sager] fastsatte frist for ophævelse af retsafgørelser, der er i strid med fællesskabsretten, forenelig med princippet om fællesskabsrettens fulde virkning?
3) Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, spørges endvidere:
Er en international (henholdsvis stedlig) kompetencemangel, der ikke er afhjulpet i medfør af artikel 24 i forordning nr. 44/2001, i strid med fællesskabsretten, således at de her nævnte principper medfører, at en retskraftig retsafgørelse kan tilsidesættes?
4) Såfremt spørgsmål 3 besvares bekræftende:
Skal en appelinstans efterprøve spørgsmålet om international (henholdsvis stedlig) kompetence ifølge forordning nr. 44/2001, såfremt førsteinstansens afgørelse af kompetencespørgsmålet, men ikke dens afgørelse af tvisten i hovedsagen, er retskraftig? Skal denne efterprøvelse i bekræftende fald ske ex officio eller alene, såfremt en af sagens parter nedlægger påstand herom?
B – Vedrørende værneting i forbrugersager i medfør af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001
1) Har et vildledende gevinsttilsagn, der tjener til at foranledige indgåelse af en aftale og dermed forberedelse af aftalen, en tilstrækkelig nær tilknytning til den tilsigtede indgåelse af en forbrugeraftale, således at forbrugerværnetinget ifølge artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001 kan finde anvendelse med hensyn til eventuelle heraf afledte krav?
2) Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:
Kan forbrugerværnetinget finde anvendelse med hensyn til krav, der er begrundet i skyldforhold, der ligger forud for kontraktens indgåelse, og har et vildledende gevinsttilsagn, der har til formål at forberede aftalen, en tilstrækkelig nær tilknytning til det deraf forårsagede skyldforhold, der ligger forud for kontraktens indgåelse, således at forbrugerværnetinget tillige kan finde anvendelse i disse sager?
3) Kan forbrugerværnetinget alene finde anvendelse, såfremt de betingelser, som den erhvervsdrivende har stillet for deltagelse i gevinstspillet, er opfyldt, også såfremt disse betingelser ikke er væsentlige for det materielle krav ifølge § 5j i KSchG (den østrigske lov om forbrugerbeskyttelse)?
4) Såfremt spørgsmål 1 og 2 besvares benægtende:
Kan forbrugerværnetinget finde anvendelse ved henholdsvis et specielt lovbestemt kontraktsretligt krav på opfyldelse sui generis eller ved et fiktivt kontraktlignende krav på opfyldelse sui generis, der er begrundet i den erhvervsdrivendes gevinsttilsagn og forbrugerens fremsættelse af krav på gevinsten?«
III – Retsforhandlingerne for Domstolen
19. Sagsøgte og den tyske, den franske, den cypriotiske, den østrigske, den finske, den svenske og Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg i sagen.
20. I retsmødet den 8. september 2005 har sagsøgte og den tjekkiske, den tyske, den franske, den cypriotiske, den nederlandske, den østrigske, den finske, den svenske og Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen afgivet indlæg.
IV – Retlig gennemgang
Det første spørgsmål
21. Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om samarbejdsprincippet i henhold til artikel 10 EF indebærer en forpligtelse for en national ret til at foretage en fornyet prøvelse af en retsafgørelse, der har fået retskraft, og ophæve den, hvis den viser sig at være i strid med fællesskabsretten.
22. Domstolen har i sin retspraksis anerkendt den grundlæggende betydning, som princippet om retskraft har i fællesskabsretsordenen og i de nationale retsordener (6). Domstolen har specifikt fastslået, at »såvel hensynet til at sikre en stabil retstilstand og stabile retlige relationer som retsplejehensyn gør det påkrævet, at retsafgørelser, der er blevet endelige, efter at de hjemlede appelmuligheder er udnyttet, eller efter at appelfristerne er udløbet, ikke længere kan anfægtes« (7).
23. Følgelig er en national ret ikke efter fællesskabsretten forpligtet til at undlade at anvende nationale processuelle regler, hvorved en afgørelse tillægges retskraft, uanset at dette ville gøre det muligt at fastslå en tilsidesættelse af fællesskabsretten ved den omhandlede afgørelse (8). På samme måde fastslog Domstolen i Köbler-dommen, at det ikke følger af princippet om statens erstatningsansvar for en national rets overtrædelse af fællesskabsretten, »i hvert fald [...] at den retsafgørelse, som har forvoldt tabet, ændres« (9).
24. Det skal tilføjes, at dommen i Kühne & Heitz-sagen, som den forelæggende ret har henvist til, ikke ændrer disse principper.
25. For det første vedrørte denne sag udelukkende en mulig tilbagekaldelse af forvaltningsafgørelser, som er blevet endelige, men som var udstedt i strid med fællesskabsretten. Der var således tale om et andet spørgsmål end princippet om retskraft, dvs. et grundlæggende princip, som er specielt for retsafgørelser. Domstolens konklusioner i den omhandlede sag synes derfor ikke uden videre at kunne finde anvendelse på spørgsmålene, som rejses i nærværende sag.
26. Selv hvis man antog dette, ville man efter min opfattelse ikke kunne komme frem til det resultat, som foreslås af den forelæggende ret, idet betingelserne i dommen i Kühne & Heitz-sagen ikke er opfyldt i nærværende sag.
27. Det bemærkes, at Domstolen i denne dom først og fremmest fastslog, at det »ikke er et krav efter fællesskabsretten, at et forvaltningsorgan som udgangspunkt er forpligtet til at foretage en fornyet prøvelse af en forvaltningsafgørelse, der er blevet endelig« (10), og dernæst anførte, at der under særlige omstændigheder er undtagelser til dette princip. Domstolen fastslog, at samarbejdsprincippet i henhold til artikel 10 EF påbyder et forvaltningsorgan at foretage en fornyet prøvelse af en endelig forvaltningsafgørelse for at tage hensyn til en fortolkning af den relevante bestemmelse, som Domstolen i mellemtiden har foretaget, såfremt
»– forvaltningsorganet efter national ret har kompetence til at omgøre afgørelsen
– den pågældende afgørelse er blevet endelig som følge af en dom afsagt af en national ret, der traf afgørelse som øverste instans
– den nævnte dom i betragtning af en efterfølgende praksis fra Domstolen er baseret på en urigtig fortolkning af fællesskabsretten, der blev foretaget, uden at Domstolen var blevet forelagt en præjudiciel anmodning i medfør af artikel 234, stk. 3, EF, og
– den berørte part ufortøvet efter at have fået kendskab til denne praksis har rettet henvendelse til forvaltningsorganet« (11).
28. Ingen af disse betingelser er imidlertid opfyldt i den foreliggende sag.
29. For det første er der ikke hjemmel i den omhandlede nationale lovgivning til den type genoptagelse, som den forelæggende ret påtænker. Af forelæggelseskendelsen fremgår det klart, at der i henhold til de østrigske civile retsplejeregler er hjemmel til at genoptage en sag, som har fået retskraft, udelukkende i) efter begæring fra en af sagens parter, og ii) såfremt parten har fået kendskab til nye omstændigheder eller har tilvejebragt eller fået adgang til at anvende nye beviser (punkt 9 ovenfor). Som den østrigske regering har bekræftet både i sine skriftlige indlæg og i retsmødet, har den nationale ret således ikke hjemmel til at genoptage en sag af egen drift, såfremt den vurderer, at en trinhøjere retsregel såsom en bestemmelse i fællesskabsretten er overtrådt.
30. For det andet blev der i førsteinstansen ikke truffet endelig afgørelse som følge af en dom afsagt af en national ret i sidste instans, men som følge af, at afgørelsen ikke blev appelleret inden for den frist, som er fastsat i den østrigske lovgivning.
31. For så vidt angår den tredje betingelse, som er anført i Kühne & Heitz-dommen, er situationen i den omhandlede sag en anden, idet der i nærværende sag ikke er afsagt en dom, som stadfæster førsteinstansens afgørelse. Der er således ikke noget grundlag for at afgøre, om den omhandlede betingelse er opfyldt.
32. I alle tilfælde forekommer det mig ikke, at Domstolen på forelæggelsestidspunktet har fortolket artikel 15 eller andre relevante bestemmelser i forordning nr. 44/2001 anderledes end den østrigske førsteinstans (12). Den forelæggende ret henviser da heller ikke til en sådan dom.
33. Endelig bemærkes, at ingen af parterne i hovedsagen har fremsat begæring om genoptagelse og/eller ophævelse af førsteinstansens afgørelse, hvilket var en udtrykkelig betingelse, jf. Kühne & Heitz-dommen. Derimod er det den forelæggende ret, som rejser spørgsmålet, om den af egen drift skal foretage en fornyet prøvelse af afgørelsen.
34. På ovenstående baggrund må jeg konkludere, at fællesskabsretten ikke indebærer en forpligtelse for en national ret til at foretage en fornyet prøvelse af en retsafgørelse, der har fået retskraft, og ophæve den, hvis den viser sig at være i strid med fællesskabsretten.
35. Efter at have konkluderet, at den forelæggende ret ikke er forpligtet til at foretage en fornyet prøvelse af førsteinstansens afgørelse, forekommer det ufornødent for tvisten i hovedsagen at besvare det andet spørgsmål, som vedrører fortolkningen af forordning nr. 44/2001 i den omhandlede afgørelse, og Domstolen er følgelig ikke forpligtet til at udtale sig derom.
36. I tilfælde af, at Domstolen måtte have en anden opfattelse, og for fuldstændighedens skyld, skal jeg dog besvare andet spørgsmål om fortolkningen af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001.
Det andet spørgsmål
37. Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om et gevinsttilsagn af den type, som er genstand for tvisten i hovedsagen, og som tjener til at foranledige en forbruger til at indgå en kontrakt, i medfør af artikel 15, stk. 1, litra c), i forordningen kan anses for at udgøre en »kontrakt« eller kan sammenlignes med en sådan eller har tilstrækkelig nær tilknytning til et »kontraktforhold«, således at forbrugeren kan anlægge sag ved forbrugerværnetinget og kræve udlevering af den vundne gevinst. Med andre ord er spørgsmålet, om et søgsmål som det, Rosmarie Kapferer har anlagt, er omfattet af anvendelsesområdet for forordningens artikel 15.
38. Den østrigske og tyske regering (13) på den ene side og Schlank & Schick og Kommissionen på den anden side har besvaret spørgsmålet ganske forskelligt. I det følgende gennemgås de anførte argumenter.
39. De to regeringer gør gældende, at kravet i hovedsagen er en sag om et kontraktforhold i henhold til artikel 15, stk. 1, litra c), i forordningen. Især anføres, at bestemmelsen skal fortolkes bredt for at beskytte forbrugeren som den svage part i forholdet, og at fremsendelse af et »gevinsttilsagn« klart tjente til at tilskynde forbrugeren til at afgive en bestilling af varer og dermed at indgå en kontrakt.
40. I de andre to indlæg gøres derimod gældende – uden at der anføres en alternativ løsning – at artikel 15 ikke finder anvendelse på den omhandlede sag, idet fremsendelse af gevinsttilsagnet ikke blev efterfulgt af indgåelse af en gensidigt bebyrdende kontrakt, hvilket er en nødvendig betingelse for anvendelse af den omhandlede bestemmelse.
41. Jeg vil hertil bemærke, at i den nye Engler-dom (14), som blev afsagt efter nærværende sag og dermed ikke var kendt af den forelæggende ret eller parterne, har Domstolen truffet en afgørelse i en sag, som ligner nærværende sag, både for så vidt angår de faktiske omstændigheder i hovedsagen og de rejste juridiske spørgsmål.
42. Engler-sagen var oprindelig også et søgsmål anlagt af en østrigsk forbruger ved en østrigsk domstol i henhold til den samme bestemmelse i den nationale lovgivning (§ 5j i KSchG) med påstand om, at et tysk postordrefirma tilpligtedes at honorere den gevinst, som firmaet havde givet hende tilsagn om i en reklamemeddelelse af samme type som i nærværende sag. Eftersom den østrigske domstols kompetence til at behandle og træffe afgørelse i sagen blev anfægtet, blev der indgivet en anmodning til Domstolen om en præjudiciel afgørelse om fortolkningen af visse bestemmelser i Bruxelles-konventionen, som fandt anvendelse på daværende tidspunkt.
43. Grundet lighedspunkterne mellem de to sager kan det være formålstjenligt i korte træk at gennemgå Domstolens ræsonnementer i ovennævnte dom.
44. I denne sag fastslog Domstolen for det første, at »et søgsmål som det, der er anlagt af Petra Engler i hovedsagen, ikke [kan] anses for at være en sag om kontraktforhold i Bruxelles-konventionens artikel 13, stk. 1, nr. 3’s forstand« (15) [nu artikel 15, stk. 1, litra c), i forordningen]. Som det fremgår af denne artikels ordlyd, stilles som betingelse, at der er indgået en aftale mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende. I den omhandlede sag blev fremsendelsen af reklamematerialet og gevinsttilsagnet ikke efterfulgt af en indgåelse af en aftale, idet forbrugeren ikke afgav en ordre til postordrefirmaet.
45. Domstolen fastslog, at de særlige regler om forbrugeraftaler (som på daværende tidspunkt fandtes i artikel 13 i Bruxelles-konventionen) ikke fandt anvendelse, og den bemærkede, at dette »ikke i sig selv [er] til hinder for, at sagen ikke desto mindre kan henhøre under begrebet sager om kontraktforhold i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1’s forstand« (nu artikel 5 i forordningen), hvori findes den almindelige regel om, at i sager om kontraktforhold er retten »på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes«, kompetent (16).
46. Domstolen fastslog, at det ifølge fast retspraksis forholder sig således, idet begrebet »sager om kontraktforhold« som omhandlet i artikel 5, stk. 1, i modsætning til de særlige bestemmelser om forbrugeraftaler (artikel 13 i konventionen og artikel 15 i forordningen) ikke er begrænset til at gælde tilfælde, hvor der er indgået en aftale, men også gælder forhold og forbindelser, som ligner dem, der eksisterer mellem aftaleparter, såfremt det kan påvises, »at en person frivilligt har påtaget sig en retlig forpligtelse over for en anden person« (17).
47. I den omhandlede sag var spørgsmålet således, om fremsendelsen af »gevinsttilsagnet« udgjorde en sådan forpligtelse fra postordrefirmaets side.
48. Domstolen besvarede spørgsmålet bekræftende og bemærkede, at forsendelser af den omhandlede art forpligter afsenderen, når i) firmaet »med henblik på at tilskynde forbrugeren til kontraktindgåelse har stilet en forsendelse til ham med navns nævnelse, som giver ham indtryk af, at han vil modtage en præmie, hvis han returnerer den »betalingsanmodning«, som er vedlagt forsendelsen«, og ii) »forbrugeren accepterer de betingelser, som den erhvervsdrivende har fastsat, og faktisk forlanger udbetaling af den lovede gevinst« (18).
49. Når disse betingelser er opfyldt, henhører en retssag som den, Petra Engler har anlagt, i hvilken en forbruger i den kontraherende stat, hvor han har bopæl, og under anvendelse af denne stats lovgivning, nedlægger påstand om, at et postordrefirma, som har hjemsted i en anden kontraherende stat, tilpligtes at udbetale en gevinst, som forbrugeren tilsyneladende har vundet, under anvendelsesområdet for Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1 (19).
50. Domstolen bemærkede endelig, at det i denne forbindelse er irrelevant, at modtagelsen af gevinsten ikke var betinget af bestilling af varer, og at forbrugeren faktisk ikke havde afgivet en sådan bestilling, eftersom artikel 5, nr. 1, ikke stiller som betingelse, at der er indgået en kontrakt (20).
51. På ovenstående baggrund forekommer det mig, at de principper, som Domstolen anførte i Engler-dommen, kan finde tilsvarende anvendelse i nærværende sag.
52. For det første er jeg af den opfattelse, at artikel 15, stk. 1, litra c), i forordningen ikke kan finde anvendelse i nærværende sag af de samme grunde som i ovennævnte dom. Som anført i artikel 13 i Bruxelles-konventionen og ifølge artiklens egen ordlyd finder bestemmelsen udelukkende anvendelse, når »der er indgået en aftale« mellem en erhvervsdrivende og en forbruger. Men ifølge forelæggelseskendelsen er der i nærværende sag ikke indgået en kontrakt, idet det ikke kan fastslås, om Rosmarie Kapferer har afgivet en bestilling af varer.
53. I modsætning til det synspunkt, som den østrigske og tyske regering gør gældende, forekommer det mig dernæst ikke, at betingelsen om, at der skal være indgået en aftale, er ophævet med de ændringer af konventionens artikel 13, som er indført i medfør af artikel 15 i forordning nr. 44/2001. Ifølge disse landes regeringer blev ændringerne vedtaget for at yde forbrugerne en bedre beskyttelse, og følgelig skal den nye bestemmelse fortolkes til fordel for den svage part i forholdet i endnu højere grad, end det var tilfældet i konventionens artikel 13.
54. Det må imidlertid understreges, at ændringerne udelukkende vedrørte det materielle anvendelsesområde for bestemmelserne om forbrugeraftaler (21). Som anført ovenfor medførte ændringerne ikke en ophævelse af betingelsen – i begge bestemmelser – om, at der skal være indgået en aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger.
55. På trods af dette er den omstændighed, at de særlige bestemmelser om forbrugeraftaler ikke gælder i nærværende sag, ikke til hinder for, at sagsøgerens sagsanlæg – som det var tilfældet i Engler-sagen – ikke desto mindre kan anses for at være en sag om kontraktforhold i medfør af artikel 5, nr. 1, litra a), i forordningen, som er identisk med konventionens artikel 5, nr. 1.
56. Spørgsmålet er herefter, om artikel 5, nr. 1, litra a), i forordningen finder anvendelse på nærværende sag.
57. Jeg vil straks understrege, at den omstændighed, at den nationale ret i forelæggelseskendelsen ikke udtrykkeligt henviste til denne bestemmelse, ikke er til hinder for, at dette spørgsmål undersøges. Ifølge retspraksis »påhviler [det] Domstolen at fortolke alle de bestemmelser i fællesskabsretten, som de nationale retter skal anvende for at træffe afgørelse i de for dem verserende tvister, også selv om disse bestemmelser ikke udtrykkeligt er omtalt i de præjudicielle spørgsmål, der forelægges Domstolen« (22).
58. Jeg vurderer, at betingelserne for at anvende artikel 5, nr.1, litra a), er opfyldt i nærværende sag. Det fremgår klart af forelæggelseskendelsen, at betingelserne i Engler-sagen (jf. punkt 48 ovenfor) er opfyldt. For det første har Schlanck & Schick som erhvervsdrivende med henblik på at tilskynde forbrugeren til at afgive en bestilling på varer uopfordret stilet en forsendelse til forbrugerens bopæl med navns nævnelse, som giver hende indtryk af, at hun har vundet en gevinst, og for det andet har Rosmarie Kapferer udtrykkeligt accepteret de betingelser, som Schlanck & Schick har fastsat for deltagelse i spillet, og også forlangt udbetaling af den lovede gevinst.
59. Efter min opfattelse kan der ikke drages en anden konklusion af argumentet fremført af Schlanck & Schick og Kommissionen om, at nærværende sag adskiller sig fra Engler-sagen, idet de faktiske omstændigheder ikke er de samme. Ifølge sagens parter var der ikke indgået en bindende aftale, idet Rosmarie Kapferer ikke havde opfyldt en af betingelserne for at deltage i spillet, da hun ikke havde afgivet en uforpligtende prøvebestilling.
60. For det første bemærkes, at det er ubestridt, om den omhandlede betingelse findes i national ret (23). Men selv i det tilfælde hvor det måtte accepteres, at en gevinst kun kan udbetales, hvis der afgives en bestilling på varer, er det fortsat et faktum – som ikke bestrides af nogen af parterne – at Rosmarie Kapferer udtrykkeligt har accepteret betingelserne for deltagelse i spillet og forlangt udbetaling af gevinsten. Ifølge Engler-dommen er dette tilstrækkeligt til at konkludere, at gevinsttilsagnet udgør en aftaleretlig forpligtelse i henhold til artikel 5, nr. 1, litra a), i forordningen (punkt 48 og 50 ovenfor).
61. Yderligere bemærkes, at selv tvister om eksistensen af en aftaleretlig forpligtelse, hvorpå et krav støttes, ifølge Domstolens praksis er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 5, nr. 1 (24). Denne bestemmelse finder således anvendelse i tilfælde – som det foreliggende – hvor parterne er uenige om eksistensen af et af elementerne i den forpligtelse, hvorpå sagsøgerens krav støttes.
62. Jeg må derfor konkludere, at et søgsmål, som en forbruger anlægger under de i hovedsagen anførte omstændigheder og under anvendelse af lovgivningen i den medlemsstat, hvor han har sin bopæl, mod et postordrefirma, som har hjemsted i en anden medlemsstat, med påstand om udbetaling af en gevinst, som han tilsyneladende har vundet, ikke kan støttes på artikel 15, stk. 1, litra c) i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001. Et sådant søgsmål kan derimod støttes på artikel 5, nr. 1, litra a), i forordningen.
63. Såfremt denne konklusion tiltrædes, følger det af den omhandlede bestemmelse, at retten på opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen anlagt af Rosmarie Kapferer, er kompetent.
64. Men hvor er dette »sted«? I forordningen anføres udelukkende opfyldelsesstedet for to aftaletyper: salg af varer og levering af tjenesteydelser, for hvilke det henholdsvis er retten på det sted, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret, eller hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret, som er kompetent [artikel 5, nr. 1, litra b)].
65. For så vidt angår andre former for kontraktforhold – og dermed kontraktforholdet i nærværende sag – er artikel 5 tavs. Med hensyn til udtrykket »det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes«, har Domstolen ved flere lejligheder fastslået, at det skal fortolkes således, at »det henviser til den lov, der er anvendelig på den omtvistede forpligtelse efter lovvalgsreglerne for den ret, sagen er indbragt for« (25). Følgelig skal denne ret »i henhold til sine egne lovvalgsregler afgøre, hvilken lov der er anvendelig på det pågældende retsforhold, og i overensstemmelse med denne lov fastlægge den omtvistede kontraktmæssige forpligtelses opfyldelsessted« (26).
66. I nærværende sag skal den forelæggende ret således først afgøre efter østrigske lovvalgsregler, hvilken lov der er anvendelig på retsforholdet vedrørende gevinsttilsagnet, og i overensstemmelse med denne lov fastlægge forpligtelsens opfyldelsessted og til sidst afgøre, om dette sted »er beliggende inden for rettens stedlige kompetence« (27).
67. Jeg mener ikke, at det er Domstolens opgave at foretage en undersøgelse, som tilkommer den forelæggende ret. Jeg vil blot gøre opmærksom på, at ifølge indlæggene i retsmødet, især den østrigske regerings indlæg, må det formentlig konkluderes, at kompetencen ligger hos den østrigske ret.
68. Det tilføjes imidlertid, at et andet resultat af undersøgelsen ikke nødvendigvis medfører, at den østrigske ret ikke er kompetent.
69. Grunden til dette er, at artikel 24 i forordningen bestemmer, at retten i en medlemsstat bliver kompetent, når sagsøgte giver møde for den, medmindre sagsøgte giver møde for at bestride rettens kompetence, eller en anden ret i medfør af forordningens artikel 22 er enekompetent (28).
70. I nærværende sag er sidstnævnte betingelse opfyldt, idet ingen af bestemmelserne om enekompetence i artikel 22 finder anvendelse. Jeg er imidlertid også af den opfattelse, at den anden betingelse også er opfyldt, idet den østrigske rets kompetence blev bestridt i førsteinstansen, hvorimod rettens kompetence ikke blev bestridt i appelinstansen. Den omstændighed, at førsteinstansens afgørelse ikke blev bestridt i appelinstansen vedrørende dette forhold, kan ses som en accept af rettens kompetence i henhold til artikel 24.
71. På ovenstående baggrund er det min opfattelse, at der ikke foreligger en overtrædelse af fællesskabsretten i nærværende sag som følge af manglende kompetence.
V – Forslag til afgørelse
72. Sammenfattende foreslår jeg Domstolen at besvare første spørgsmål indgivet af Landesgericht Innsbruck således:
»Fællesskabsretten indebærer ikke en forpligtelse for en national ret til at foretage en fornyet prøvelse af en retsafgørelse, der har fået retskraft, og ophæve den, hvis den viser sig at være i strid med fællesskabsretten.«
Såfremt Domstolen måtte anse det for fornødent at besvare det andet spørgsmål, foreslår jeg, at den besvarer spørgsmålet således:
»Et søgsmål, som en forbruger anlægger under de i hovedsagen anførte omstændigheder og under anvendelse af lovgivningen i den medlemsstat, hvor han har sin bopæl, mod et postordrefirma, som har hjemsted i en anden medlemsstat, med påstand om udbetaling af en gevinst, som han tilsyneladende har vundet, kan ikke støttes på artikel 15, stk. 1, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001. Et sådant søgsmål kan derimod støttes på artikel 5, nr. 1, litra a), i forordningen.«
1 – Originalsprog: italiensk.
2 – EFT 2001 L 12, s. 1.
3 – Konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1972 L 299, s. 32), som ændret ved konventionen af 9.10.1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, og – den ændrede tekst – s. 77), ved konventionen af 25.10.1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT L 388, s. 1), ved konventionen af 26.5.1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse (EFT L 285, s. 1) og ved konventionen af 29.11.1996 om Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse (EFT 1997 C 15, s. 1). En konsolideret version af konventionen er offentliggjort i EFT 1998 C 27, s. 1.
4 – BGB1. 1979 I, s. 140. Denne bestemmelse er indført i loven om forbrugerbeskyttelse i medfør af § 4 i Fernabsatz-Gesetz (den østrigske lov om fjernsalg), BGBl. 1999 I, s. 185, som gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20.5.1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (EFT L 144, s. 19) i den østrigske lovgivning.
5 – Dom af 13.1.2004, sag C-453/00, Kühne & Heitz, Sml. I, s. 837.
6 – Jf. navnlig dom af 9.7.1964, forenede sager 79/63 og 82/63, Reynier og Erba, Sml. s. 509, Kühne & Heitz-dommen, præmis 24, dom af 1.6.1999, sag C-126/97, Eco Swiss, Sml. I, s. 3055, præmis 46, og af 30.9.2003, sag C-224/01, Köbler, Sml. I, s. 10239, præmis 38.
7 – Köbler-dommen, præmis 38.
8 – Jf. dommen i Eco Swiss-sagen, præmis 48, som vedrørte en voldgiftskendelse: »[Efter fællesskabsretten er] en national ret ikke […] forpligtet til at undlade at anvende nationale procesretlige regler, hvorefter en af en voldgiftsret afsagt delkendelse, der har karakter af en endelig kendelse og ikke inden for den fastsatte frist er blevet appelleret, opnår retskraft og ikke længere kan ændres ved en senere voldgiftskendelse, selv om dette er nødvendigt for under en sag om ophævelse af en senere voldgiftskendelse at kunne undersøge, om en aftale, hvis gyldighed er fastslået i delkendelsen, alligevel er ugyldig efter artikel 85 EF.«
9 – Köbler-dommen, præmis 39.
10 – Kühne & Heitz-dommen, præmis 24 (min fremhævelse).
11 – Kühne & Heitz-dommen, præmis 28.
12 – Det bemærkes, at Engler-dommen, som vedrører lignende forhold, blev afsagt den 20.1.2005 – dvs. før nærværende sag.
13 – Indlæggene fra de øvrige regeringer vedrører ikke dette spørgsmål, idet disse regeringer har valgt udelukkende at kommentere spørgsmål A.
14 – Dom af 20.1.2005, sag C-27/02, Engler, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.
15 – Engler-dommen, præmis 38.
16 – Engler-dommen, præmis 49.
17 – Engler-dommen, præmis 45, 50 og 51 og den deri nævnte retspraksis. Det bemærkes endvidere, at generaladvokat Jacobs i sit forslag til afgørelse i Engler-sagen understregede, at »[i] alle retssystemer i de kontraherende stater kan i hvert fald nogle typer ensidige løfter om at udføre en given handling til fordel for en anden gennemtvinges over for løftegiveren« (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), punkt 41.
18 – Engler-dommen, præmis 61.
19 – Engler-dommen, præmis 60 og 61.
20 – Engler-dommen, præmis 59 og 61.
21 – I henhold til artikel 13 i Bruxelles-konventionen gjaldt de særlige kompetenceregler om forbrugeraftaler kun for aftaler om levering af varer eller tjenesteydelser, hvorimod artikel 15 i forordningen gælder for alle typer aftaler indgået af en forbruger (med undtagelse af visse transportaftaler).
22 – Dom af 18.3.1993, sag C-280/91, Viessmann, Sml. I, s. 971, præmis 17, og af 11.12.1997, sag C‑42/96, Società Immobiliare SIF, Sml. I, s. 7098, præmis 28. Jf. også bl.a. dom af 20.3.1986, sag 35/85, Tissier, Sml. s. 1207, præmis 9, af 27.3.1990, sag C-315/88, Bagli Pennacchiotti, Sml. I, s. 1323, præmis 10, og af 18.11.1999, sag C-107/98, Teckal, Sml. I, s. 8121, præmis 39.
23 – Ifølge forelæggelseskendelsen påstår sagsøgeren, at udbetaling af gevinsten ikke var betinget af en bestilling af varer, eftersom betingelserne for deltagelse næsten var ulæsbare og vanskelige at forstå, hvilket også var det synspunkt, der blev gjort gældende af den forelæggende ret.
24 – Dom af 4.3.1982, sag 38/81, Effer, Sml. s. 825, præmis 8, af 3.7.1997, sag C-269/95, Benincasa, Sml. I, s. 3767, præmis 30, og Engler-dommen, præmis 46.
25 – Dom af 28.9.1999, sag C-440/97, GIE Groupe Concorde, Sml. I, s. 6307, præmis 13. Jf. også dom af 6.10.1976, sag 12/76, Industrie Tessili Italiana Como, Sml. s. 1473, præmis 15, af 15.1.1987, sag 266/85, Shenavai, Sml. s. 239, præmis 7, og af 28.6.1994, sag C-288/92, Custom Made Commercial, Sml. I, s. 2913, præmis 26.
26 – Dommen i sagen Industrie Tessili Italiana Como, præmis 13.
27 – Dommen i sagen Industrie Tessili Italiana Como, præmis 13.
28 – Denne bestemmelse tildeler enekompetence 1) i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom, 2) i sager om gyldighed, ugyldighed eller opløsning af selskaber, 3) i sager om gyldigheden af indførelsen i offentlige registre, 4) i sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemærker, design samt andre lignende rettigheder og 5) i sager om fuldbyrdelse af retsafgørelser.
Full & Egal Universal Law Academy