Sag C-64/04
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland
»Traktatbrud – fiskerilicenser – forordning (EF) nr. 3690/93 – fartøjerne Cleopatra og Ocean Quest – endelig overførsel af fartøjer til Argentina«
Sammendrag af dom
1. Fiskeri – fælles strukturpolitik – fællesskabsordning for fiskerilicenser
(Rådets forordning nr. 3690/93, art. 5, og nr. 3699/93, art. 8)
2. Fiskeri – fælles strukturpolitik – fællesskabsordning for fiskerilicenser
(Rådets forordning nr. 3690/93, art. 5, og nr. 3699/93, art. 8)
1. Begrebet »foranstaltninger i form af endeligt ophør« er hverken defineret i artikel 5 i forordning nr. 3690/93 om en fællesskabsordning om regler for det minimum af oplysninger, der skal angives i fiskerilicenser, eller i forordningen selv. Begrebet er imidlertid defineret i forordning nr. 3699/93 om kriterier og betingelser for EF-strukturinterventioner inden for fiskeri, akvakultur og forarbejdning og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter, nærmere bestemt i artikel 8, stk. 2, hvorefter foranstaltningerne i form af fartøjers endelige ophør med fiskeri navnlig kan omfatte endelig overførsel til et tredjeland, for så vidt denne overførsel ikke kan forventes at krænke internationale regler eller være til skade for bevarelsen og forvaltningen af fiskeressourcerne.
Selv om forordningernes formål er forskellige, er der imidlertid ingen holdepunkter for at antage, at definitionen af nævnte begreb udelukkende gælder for forordning nr. 3699/96, og at denne definition ikke kan anvendes inden for rammerne af andre afledte retsmidler på området for fiskeripolitik. Forordning nr. 3699/93, som definerer nævnte begreb, blev i øvrigt udstedt efter forordning nr. 3690/93, og fællesskabslovgiver har således under fuldt kendskab til omstændighederne valgt det samme udtryk som det, der allerede fandtes i forordning nr. 3690/93.
Intet er således til hinder for, at definitionen af det nævnte begreb kan anvendes ved gennemførelsen af artikel 5 i forordning nr. 3690/93 om midlertidig suspension eller endelig tilbagekaldelse af fiskerilicenser.
(jf. præmis 29 og 31-33)
2. Ordlyden af artikel 5 i forordning nr. 3690/93 om en fællesskabsordning om regler for det minimum af oplysninger, der skal angives i fiskerilicenser, indeholder ikke som sådan noget forbud mod at anvende fiskerikapaciteter, der er frigjort ved overførsel af fartøjer til tredjeland, til at udstede nye licenser, idet denne bestemmelse udelukkende fastsætter pligt for flagmedlemsstaten til at tilbagekalde de fiskerilicenser for fartøjer, der endeligt er ophørt med fiskeri. I øvrigt bestemmer artikel 8 i forordning nr. 3699/93 om kriterier og betingelser for EF-strukturinterventioner inden for fiskeri, akvakultur, forarbejdning og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter bl.a. hvad der navnlig udgør foranstaltninger i form af fartøjers endelige ophør med fiskeri, og kræver, at fartøjer, der er slettet, udelukkes fra at fiske i EF-farvandene. Det fremgår dog ikke af denne bestemmelses ordlyd, at den fiskerikapacitet, der er frigjort i den nationale fiskefartøjsfortegnelse ved den endelige overførsel af fartøjer til tredjelande, ikke kan anvendes til at udstede nye fiskerilicenser.
(jf. præmis 43 og 44)
DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
29. marts 2007 (*)
»Traktatbrud – fiskerilicenser – forordning (EF) nr. 3690/93 – fartøjerne Cleopatra og Ocean Quest – endelig overførsel af fartøjer til Argentina«
I sag C-64/04,
angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 13. februar 2004,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved T. van Rijn og B. Doherty, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved M. Bethell, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne A. Tizzano, A. Borg Barthet, J. Malenovský (refererende dommer) og A. Ó Caoimh,
generaladvokat: J. Kokott
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 13. juli 2006,
afsagt følgende
Dom
1 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har i stævningen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 3690/93 af 20. december 1993 om en fællesskabsordning om regler for det minimum af oplysninger, der skal angives i fiskerilicenser (EFT L 341, s. 93), idet det ikke har tilbagekaldt fiskerilicenserne for fiskefartøjerne Cleopatra og Ocean Quest, efter at disse fartøjer endeligt blev overført til Argentina.
Retsforskrifter
2 Aftalen om forbindelserne mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Den Argentinske Republik på havfiskeriområdet blev godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets forordning (EØF) nr. 3447/93 af 28. september 1993 (EFT L 318, s. 1, herefter »fiskeriaftalen«). Det anføres i fiskeriaftalens niende betragtning, at parterne »[er] overbeviste om, at denne nye form for samarbejde inden for fiskeri kan åbne adgang for nye fiskerimuligheder, bidrage til målsætningen om fornyelse og omstilling af den argentinske fiskerflåde og omstruktureringen af Fællesskabets flåde samt fremme den rationelle udnyttelse af ressourcerne på længere sigt«.
3 Fiskeriaftalens artikel 5, stk. 1 og 3, bestemmer følgende:
»1. Parterne skaber gunstige betingelser for oprettelse i Argentina af virksomheder med kapital med oprindelse i en eller flere af Fællesskabets medlemsstater samt stiftelse af blandede selskaber og fællesforetagender med henblik på i fællesskab at udnytte og i givet fald forarbejde de argentinske fiskeressourcer på de betingelser, der er fastlagt i protokol nr. 1 og bilag I og II.
[…]
3. Fællesskabet letter som led i sin politik for omstrukturering af fiskerflåden optagelsen af EF-fartøjer i de virksomheder, der er oprettet eller oprettes i Argentina. Med henblik herpå letter Argentina som led i sin politik for teknologisk fornyelse inden for fiskeri overdragelsen af relevante fiskerilicenser og udsteder nye licenser ifølge aftalen.«
4 Artikel 5 i Rådets forordning (EØF) nr. 3760/92 af 20. december 1992 om en fællesskabsordning for fiskeri og akvakultur (EFT L 389, s. 1) bestemte:
»1. Rådet opretter efter fremgangsmåden i traktatens artikel 43 inden den 31. december 1993 en fællesskabsordning, der skal finde anvendelse senest fra den 1. januar 1995, og hvori der fastsættes regler for det minimum af oplysninger, der skal angives i de fiskerilicenser, som medlemsstaterne udsteder og forvalter.
Fra tidspunktet for fællesskabsordningens ikrafttræden skal medlemsstaterne anvende nationale fiskerilicensordninger. Medmindre andet er bestemt, skal alle fællesskabsfiskefartøjer have en fiskerilicens, som følger fartøjet.
Ovennævnte bestemmelser berører ikke nogen specifik ordning, der eventuelt er i kraft på fællesskabsplan, eller ordninger, der kræves i henhold til nuværende og fremtidige internationale aftaler.
2. Licensordningerne gælder for alle fællesskabsfiskefartøjer, som udøver fiskeri i fællesskabsfiskerifarvande eller i tredjelandsfarvande eller på åbent hav. Fællesskabets minimumsinformationskrav gælder også for fartøjer fra tredjelande, der udøver fiskeri i fællesskabsfiskerifarvande i henhold til internationale aftaler.«
5 Artikel 11 i forordning nr. 3760/92 bestemte:
»Under hensyn til bestemmelserne i afsnit I fastsætter Rådet efter fremgangsmåden i traktatens artikel 43 på et flerårigt grundlag og første gang inden den 1. januar 1994 målene og de detaljerede regler for en omstrukturering af Fællesskabets fiskerisektor med henblik på at opnå en bæredygtig ligevægt mellem ressourcerne og udnyttelsen heraf. Denne omstrukturering skal ligeledes i hvert enkelt tilfælde tage hensyn til de eventuelle økonomiske og sociale følger og til de særlige forhold i fiskeriområderne.«
6 Det anføres i tredje betragtning til forordning nr. 3690/93, at »fællesskabsordningen bør fastsætte regler for det minimum af oplysninger, der skal angives i de fiskerilicenser, der udstedes til fiskefartøjer, som fører en medlemsstats flag«.
7 Den nævnte forordnings artikel 1 fastsætter:
»1. Der indføres en fællesskabsordning for det minimum af oplysninger, der skal angives i de fiskerilicenser, der er omhandlet i artikel 5 i forordning (EØF) nr. 3760/92.
2. Alle EF-fiskefartøjer skal være i besiddelse af en fiskerilicens, som følger fartøjet.
3. Licensen skal opbevares om bord.
4. Det er forbudt fiskefartøjer at fange, medføre, omlade og lande fisk, hvis fiskerilicensen ikke er blevet udstedt eller er tilbagekaldt eller suspenderet.«
8 Artikel 3 i forordning nr. 3690/93 bestemmer følgende:
»Flagmedlemsstaten udsteder og forvalter fiskerilicenserne for de fiskefartøjer, der fører dens flag, under hensyn til bestemmelserne i artikel 11 i forordning (EØF) nr. 3760/92.«
9 Artikel 5 i forordning nr. 3690/93 er sålydende:
»Flagmedlemsstaten suspenderer fiskerilicenserne for fartøjer, der midlertidigt oplægges, og tilbagekalder fiskerilicenserne for fartøjer, der endeligt ophører med fiskeri.«
10 Artikel 8, stk. 1 og 2, i Rådets forordning (EF) nr. 3699/93 af 21. december 1993 om kriterier og betingelser for EF-strukturinterventioner inden for fiskeri, akvakultur og forarbejdning og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter (EFT L 346, s. 1) bestemmer følgende:
»1. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at justere fiskeriindsatsen for som et minimum at nå målene i de flerårige udviklingsprogrammer, der er nævnt i artikel 5.
I fornødent omfang træffer medlemsstaterne foranstaltninger i form af endeligt ophør eller begrænsning af fartøjernes fiskeriaktivitet.
2. Foranstaltningerne i form af fartøjers endelige ophør med fiskeri kan navnlig omfatte:
– ophugning
– endelig overførsel til et tredjeland, for så vidt denne overførsel ikke kan forventes at krænke internationale regler eller være til skade for bevarelsen og forvaltningen af fiskeressourcerne
– fartøjets endelige overgang til anden anvendelse end fiskeri i EF-farvandene
[…]
Medlemsstaterne sikrer sig, at de fartøjer, der er berørt af disse foranstaltninger, slettes af registrene og EF-fortegnelsen over fiskefartøjer. Desuden sikrer de sig, at fartøjer, der er slettet, for bestandigt udelukkes fra at fiske i EF-farvandene.«
11 Artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 3699/93 bestemte:
»Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til fordel for omlægning af fiskeriet ved at tilskynde til oprettelse af fællesforetagender og/eller blandede selskaber.«
12 Forordning nr. 3699/93 blev ophævet ved artikel 20, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2468/98 af 3. november 1998 om kriterier og betingelser for EF-strukturinterventioner inden for fiskeri, akvakultur og forarbejdning og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter (EFT L 312, s. 19), hvis artikel 8, stk. 1 og 2, samt artikel 9, stk. 1, er affattet på samme måde som de tilsvarende bestemmelser i forordning nr. 3699/93.
Sagens omstændigheder og den administrative procedure
13 Fartøjerne Cleopatra og Ocean Quest, der sejlede under britisk flag og var registreret i Det Forenede Kongerige, blev overført til Argentina inden for rammerne af fiskeriaftalen. Overførslen skete i forbindelse med stiftelsen af et blandet selskab, som bestod af EF- og argentinske redere. Nævnte fartøjer blev slettet af det britiske register over fiskefartøjer henholdsvis i november 1996 og i juli 1997 og blev indført i det argentinske register over fiskefartøjer.
14 Kommissionen konstaterede, at fiskerilicenserne for fartøjerne Cleopatra og Ocean Quest var blevet brugt af andre fartøjer.
15 Ved skrivelse af 19. april 2001 meddelte Kommissionen Det Forenede Kongerige, at genanvendelse af fiskerilicenser var i strid med den forpligtelse, som påhviler de kompetente nationale myndigheder i henhold til artikel 5 i forordning nr. 3690/93, til at tilbagekalde fiskerilicenser for fartøjer, der endeligt er ophørt med fiskeri. Denne skrivelse gav desuden medlemsstaten lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger til det påståede traktatbrud i henhold til artikel 226, stk. 1, EF.
16 Da Kommissionen ikke modtog noget svar, fremsatte den den 16. januar 2003 en begrundet udtalelse over for Det Forenede Kongerige, hvori den dels gentog sin argumentation i åbningsskrivelsen, dels opfordrede denne medlemsstat til inden for en frist på to måneder modtagelsen af nævnte udtalelse at opfylde sine forpligtelser.
17 I sit svar af 20. marts 2003 på nævnte begrundede udtalelse fremførte Det Forenede Kongerige en række argumenter. For det første anførte medlemsstaten, at dens myndigheder var af den opfattelse, at den eneste forpligtelse, der påhvilede dem, var slettelsen af fartøjerne Cleopatra og Ocean Quest fra det nationale register over fiskefartøjer, og ikke tilbagekaldelsen af fartøjernes fiskerilicenser. Endvidere anførte medlemsstatent, at Kommissionen først havde bekræftet kravet om at tilbagekalde fiskerilicenserne, efter at ejerne af nævnte fartøjer havde indgået bindende kontrakter med henblik på overførsel af fartøjerne til tredjemænd. Endelig anførte Det Forenede Kongerige, at nævnte myndigheders holdning var forståelig, og at der var blevet indført procedurer med henblik på fremtidigt at hindre enhver lignende overførsel af fiskerilicenser.
18 Da Kommissionen ikke var tilfreds med disse forklaringer, har den besluttet at anlægge denne sag.
Om søgsmålet
Parternes argumenter
19 Ifølge Kommissionen skal flagmedlemsstaten i medfør af artikel 5 i forordning nr. 3690/93 tilbagekalde fiskerilicenserne for fartøjer, der endeligt ophører med fiskeri.
20 Kommissionen har anført, at forpligtelsen til at tilbagekalde fiskerilicenser skal fortolkes således, at den fiskerikapacitet, der bliver frigjort ved en sådan tilbagekaldelse, ikke kan anvendes til at udstede nye licenser til andre fartøjer, idet en sådan anvendelse ville stride mod artikel 8, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2468/98, hvorefter medlemsstaterne er forpligtet til at træffe foranstaltninger til at justere fiskeriindsatsen for som et minimum at nå målene i de flerårige udviklingsprogrammer. Hvis Fællesskabet tillod genanvendelse af licenser for fartøjer, der endeligt var overført til et tredjeland, ville målet om at reducere fiskerflåden ikke blive opnået. Det samme gælder, selv om den endelige overførsel finder sted i forbindelse med stiftelsen af et blandet selskab.
21 Det Forenede Kongerige har konstateret, at artikel 8 i forordning nr. 2468/98 ikke indeholder bestemmelser om fiskerilicenser. Da denne forordning desuden først blev udstedt efter de begivenheder, som har givet anledning til den foreliggende tvist, kan den derfor ikke have virkning for de forpligtelser, der påhvilede Det Forenede Kongerige på det tidspunkt, hvor disse indtraf.
22 Det Forenede Kongerige har derudover anført, at forpligtelsen til at tilbagekalde fiskerilicenser i medfør af artikel 5 i forordning nr. 3690/93 først kan have virkning fra det tidspunkt, hvor Kommissionen har givet tilladelse til, at de omhandlede fartøjer overdrages til et blandet selskab, og denne beslutning er meddelt Det Forenede Kongerige. I det foreliggende tilfælde havde ejerne af fartøjerne Cleopatra og Ocean Quest solgt disses fiskerilicenser, før Kommissionens beslutning om godkendelse af planen om afståelse af disse fartøjer til et blandet selskab var blevet meddelt nævnte medlemsstat. Da disse ejere ikke længere var indehavere af nævnte licenser, har Det Forenede Kongerige følgelig ikke tilsidesat nogen forpligtelse, som påhviler det i medfør af nævnte artikel 5.
23 Den egentlige »fejl«, der er begået i denne sag, består i, at ejerne af fartøjerne Cleopatra og Ocean Quest har opnået pengemidler både fra salget af disse fartøjers fiskerilicenser og fra Fællesskabet, skønt et sådant salg burde have haft den virkning at berøve dem muligheden for at modtage en støtte knyttet til stiftelsen af et blandet selskab. Alligevel har Kommissionen, selv om den var blevet underrettet om, at licenserne fortsat var i omløb, besluttet at tildele nævnte ejere fællesskabsstøtte, hvorved man således lod dem nyde godt af en formodning om »god tro«, hvilken Det Forenede Kongerige dog ikke har nydt godt af.
24 Desuden er overførslen af et fartøj inden for rammerne af fiskeriaftalen en foranstaltning i form af endeligt ophør, som omhandlet i artikel 5 i forordning nr. 3690/93. Det Forenede Kongerige har derfor indført en procedure, der består i at »fastfryse« et fartøjs licens, så snart en ansøgning om stiftelse af et blandet selskab er modtaget i de kompetente tjenestegrene. Licensen kan kun igen få fuld virkning, hvis ansøgningen om stiftelse af et blandet selskab bliver trukket tilbage, eller overførslen af et fartøj til et sådant selskab ikke opnår Kommissionens godkendelse. Det Forenede Kongerige har følgelig anført, at det har sikret sig, at der ikke fremtidigt opstår nye tilfælde af genanvendelse af licenser.
Domstolens bemærkninger
25 Indledningsvis bemærkes, at det i det foreliggende tilfælde er ubestridt, at fartøjerne Cleopatra og Ocean Quest er blevet registreret i det argentinske register over fiskerfartøjer, og at de således er blevet endeligt overført til Argentina.
26 Kommissionen har i sit klagepunkt i stævningen, som er gengivet i denne doms præmis 1, nedlagt påstand om, at det fastslås, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5 i forordning nr. 3690/93, da det ikke har tilbagekaldt fiskerilicenserne for fiskefartøjerne, efter at disse fartøjer endeligt blev overført til Argentina.
27 Hertil bemærkes, at en licens for et fartøj i henhold til artikel 5 i forordning nr. 3690/93 tilbagekaldes, når fartøjet endeligt ophører med fiskeri.
28 Før realiteten i det klagepunkt, som Kommissionen har påberåbt sig, undersøges, må to indledende spørgsmål besvares, nemlig dels, hvad der nøjagtig forstås ved et fartøj, som endeligt ophører med fiskeri, dels om en endelig overførsel af et sådant fartøj til Argentina i forbindelse med stiftelsen af et blandet selskab kan sidestilles med en foranstaltning i form af endeligt ophør med fiskeri i den forstand, hvori begrebet er anvendt artikel 5 i forordning nr. 3690/93.
Foranstaltninger i form af endeligt ophør
29 Hvad for det første angår begrebet »foranstaltninger i form af endeligt ophør« er det ubestridt, at hverken artikel 5 i forordning nr. 3690/93 eller forordningen i sin helhed giver nogle holdepunkter til at definere begrebet. Dette begreb er imidlertid defineret i forordning nr. 3699/93, nærmere bestemt i artikel 8, stk. 2, hvorefter foranstaltningerne i form af fartøjers endelige ophør med fiskeri navnlig kan omfatte ophugning, endelig overførsel til et tredjeland, for så vidt denne overførsel ikke kan forventes at krænke internationale regler eller være til skade for bevarelsen og forvaltningen af fiskeressourcerne, og fartøjets endelige overgang til anden anvendelse end fiskeri i EF-farvandene.
30 Forordning nr. 3690/93 og nr. 3699/93 er vidt forskellige hvad angår både deres genstand og formål. Som det nærmere bestemt er anført i tredje betragtning til forordning nr. 3690/93, fastsætter denne forordning regler for det minimum af oplysninger, der skal angives i fiskerilicenser, mens forordning nr. 3699/93 definerer kriterier og betingelser for EF-strukturinterventioner inden for fiskeri, akvakultur og forarbejdning samt afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter.
31 Selv om forordningernes formål er forskellige, er der imidlertid ingen holdepunkter for at antage, at definitionen af begrebet »foranstaltning i form af et fartøjs endelige ophør med fiskeri« udelukkende gælder forordning nr. 3699/96, og at denne definition ikke kan anvendes inden for rammerne af andre afledte retsmidler på området for fiskeripolitik.
32 Forordning nr. 3699/93, som definerer begrebet foranstaltning i form af endeligt ophør, blev i øvrigt udstedt efter forordning nr. 3690/93. Som det fremgår af de forskellige sprogversioner af forordning nr. 3699/93, navnlig af den tyske, spanske, franske og italienske version, har fællesskabslovgiver således med fuldt kendskab til omstændighederne valgt det samme udtryk som det, der allerede fandtes i forordning nr. 3690/93.
33 Intet er således til hinder for, at definitionen af det nævnte begreb, selv om det fremgår af forordning nr. 3699/93, kan anvendes ved gennemførelsen af artikel 5 i forordning nr. 3690/93 om midlertidig suspension eller endelig tilbagekaldelse af fiskerilicenser.
34 Blandt de mulige »foranstaltninger i form af endelig ophør« af de af fartøjernes fiskeriaktiviteter, som er opregnet i artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 3699/93, fremgår navnlig »endelig overførsel til et tredjeland«. I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at fiskefartøjerne Cleopatra og Ocean Quest er blevet overført til »et tredjeland«, nemlig Den Argentinske Republik.
35 Herefter foreligger for det andet spørgsmålet om, hvorvidt den endelige overførsel af disse fartøjer til Argentina i forbindelse med stiftelsen af et blandet selskab kan sammenlignes med en foranstaltning i form af endeligt ophør som omhandlet i artikel 5 i forordning nr. 3690/93.
36 Ordlyden af artikel 8, stk. 2, er ikke til hinder for, at begrebet »foranstaltning i form af endeligt ophør« kan anvendes på den endelige overførsel af fartøjer på grundlag af en international aftale mellem Fællesskabet og et tredjeland. Den nævnte bestemmelse henviser tværtimod direkte i andet led til overholdelse af folkeretten og som følge heraf internationale aftaler.
37 Fiskeriaftalen er på ingen måde til hinder for, at en overførsel af fiskefartøjer, der er foretaget i henhold til aftalens bestemmelser, kvalificeres som »foranstaltning i form af endelig ophør« af fiskeriaktiviteter i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i fællesskabsretten.
38 Det følger heraf, at endelig overførsel af fiskefartøjer til et tredjeland, der er foretaget ifølge en international aftale, udgør én af de foranstaltninger i form af endelig ophør af fiskeriaktiviteter, som er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 3699/93. Den endelige overførsel af fartøjerne Cleopatra og Ocean Quest skal således i den foreliggende sag anses for at være en »foranstaltning i form af endelig ophør« af fiskeriaktiviteter efter den definition, der i fællesskabsretten er givet af en sådan foranstaltning.
Tilbagekaldelsen af fiskerilicenser og tildelingen af nye fiskerilicenser
39 Der opstår følgelig det spørgsmål, om fiskerilicenserne for Cleopatra og Ocean Quest, der begge er blevet endeligt overført til Argentina, i denne sag er blevet tilbagekaldt af de kompetente britiske myndigheder.
40 Sidstnævnte har anført, at de rettigheder, der blev tildelt med fiskerilicenserne til de forhåndenværende ejere af fartøjerne Cleopatra og Ocean Quest, er blevet solgt til tredjemænd, som har anvendt dem til andre fartøjer. Heraf følger, at disse fartøjers licenser faktisk er blevet tilbagekaldt.
41 Kommissionen har ikke bestridt, at fartøjerne Cleopatras og Ocean Quests licenser er blevet tilbagekaldt. Kommissionen har derimod anført, at den fiskerikapacitet, der er blevet frigjort ved overførsel af fartøjerne, er blevet anvendt til andre fartøjer.
42 I denne forbindelse har Kommissionen anført, at det følger af artikel 5 i forordning nr. 3690/93, at medlemsstaten i tilfælde af endelig overførsel af fartøjer til et tredjeland ikke blot skal begrænse sig til at tilbagekalde licenser for de fartøjer, der således er blevet overført, men ligeledes skal afholde sig fra at anvende den fiskerikapacitet, som derved er blevet frigjort i det nationale skibsregister, til at udstede nye licenser. En sådan anvendelse er nemlig i strid med formålet med artikel 8 i forordning nr. 2468/98, der er et led i Fællesskabets politik for omstruktureringen af Fællesskabets flåde.
43 Det skal fastslås, dels at ordlyden af artikel 5 i forordning nr. 3690/93 ikke som sådan indeholder noget forbud mod at anvende fiskerikapacitet, der er frigjort ved overførsel af fartøjer til et tredjeland, til at udstede nye licenser, idet denne bestemmelse udelukkende fastsætter pligt for flagmedlemsstaten til at tilbagekalde de fiskerilicenser for fartøjer, der endeligt er ophørt med fiskeri. Det fremgår imidlertid af det anførte, at Det Forenede Kongerige har overholdt pligten til at tilbagekalde fiskerilicenserne.
44 Dels henviser artikel 5 i forordning nr. 3690/93, der er den eneste bestemmelse, som er nævnt i Kommissionens påstand, på ingen måde til artikel 8 i forordning nr. 3699/93, heller ikke som affattet ved forordning nr. 2468/98. Under alle omstændigheder fastsætter artikel 8, bl.a. hvad der navnlig udgør foranstaltninger i form af fartøjers endelige ophør med fiskeri, og kræver, at fartøjer, der er slettet, udelukkes fra at fiske i EF-farvandene. Det fremgår dog ikke af denne bestemmelses ordlyd, at den fiskerikapacitet, der er frigjort i den nationale fiskefartøjsfortegnelse ved den endelige overførsel af fartøjer til tredjelande, ikke kan anvendes til at udstede nye fiskerilicenser.
45 Selv om det forudsættes, at Kommissionen på grundlag af andre fællesskabsretlige bestemmelser i henhold til den procedure, der er fastsat i artikel 226 EF, havde kunnet skride ind over for Det Forenede Kongerige i medfør af bestemmelserne om udstedelse af nye fiskerlicenser – som generaladvokaten har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse – står det fast, at denne traktatbrudssag ikke vedrører tilsidesættelsen af sådanne bestemmelser (jf. dom af 20.10.2005, sag C-6/04, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 9017, præmis 58-60, af 15.6.2006, sag C-255/04, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 5251, præmis 24, og af 15.2.2007, sag C-34/04, Kommissionen mod Nederlandene, sag C-34/04, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 53).
46 Det følger af det foregående i sin helhed, at Kommissionens klagepunkt til støtte for dens søgsmål, som vedrører tilsidesættelse af artikel 5 i forordning nr. 3690/93, er ubegrundet, og at dette klagepunkt følgelig ikke kan efterkommes, uden at det i øvrigt er nødvendigt at undersøge det argument, som Det Forenede Kongerige har påberåbt sig i sit svarskrift, hvorefter forpligtelsen til tilbagekaldelse af fiskerilicenserne i henhold til artikel 5 i forordning nr. 3690/93 ikke har haft virkning, fordi overførslen til Argentina af fartøjerne Cleopatra og Ocean Quest fandt sted, før Kommissionens beslutning om godkendelse af denne overførsel blev vedtaget.
47 Herefter må Det Forenede Kongerige frifindes.
Sagens omkostninger
48 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der nedlagt påstand herom. Da Det Forenede Kongerige har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Kommissionen har tabt sagen, bør den pålægges at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):
1) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland frifindes.
2) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler sagens omkostninger.
Underskrifter
* Processprog: engelsk.
Full & Egal Universal Law Academy