Sag C-84/04
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Den Portugisiske Republik
»Traktatbrud – forordning (EØF) nr. 4253/88 og artikel 10 EF – strukturfonde – samordning af strukturfondenes og Den Europæiske Investeringsbanks interventioner – systematisk nedsættelse af støttebeløbene udbetalt fra EUFGL, »Udviklingssektionen« – gebyrer opkrævet af Ifadap i programmeringsperioden 1994-1999«
Forslag til afgørelse fra generaladvokat D. Ruiz-Jarabo Colomer fremsat den 14. februar 2006
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 5. oktober 2006
Sammendrag af dom
Økonomisk og social samhørighed – strukturelle interventioner – fællesskabsfinansiering – tildeling af finansiel støtte fra EUGFL
(Rådets forordning nr. 4253/88, art. 21, stk. 3, andet afsnit, som ændret ved forordning nr. 2082/93)
Artikel 21, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 4253/88 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter, som ændret ved forordning 2082/93, foreskriver, at betalingerne skal ske til de endelige støttemodtagere uden nogen form for fradrag eller tilbageholdelse, der kan nedsætte den finansielle støtte, de har krav på. Ovennævnte bestemmelse forbyder, at de nationale myndigheder foretager fradrag i udbetalingerne eller opkræver betaling af de administrative omkostninger ved behandlingen af ansøgningerne, når dette bevirker, at støttebeløbene reduceres.
Forbuddet omfatter det forhold, at den myndighed, som en medlemsstat har udpeget som eneste national partner for EUGFL, »Udviklingssektionen«, hos støttemodtagerne opkræver gebyrer svarende til en procentdel af det samlede beløb til det finansierede projekt, hvilket forholdsmæssigt nedsætter de beløb, støttemodtagerne modtager på grundlag af den støtte, som er tildelt af EUGFL, »Udviklingssektionen«. Forbuddet mod enhver form for fradrag gælder nemlig enhver byrde, som har en direkte og naturlig sammenhæng med de til landbrugerne udbetalte beløb, og ikke blot de reelt foretagne fradrag ved betalingerne.
(jf. præmis 33 og 35-39)
DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
5. oktober 2006 (*)
»Traktatbrud – forordning (EØF) nr. 4253/88 og artikel 10 EF – strukturfonde – samordning af strukturfondenes og Den Europæiske Investeringsbanks interventioner – systematisk nedsættelse af støttebeløbene udbetalt fra EUFGL, »Udviklingssektionen« – gebyrer opkrævet af Ifadap i programmeringsperioden 1994-1999«
I sag C-84/04,
angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 20. februar 2004,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber først ved A.M. Alves Vieira, derefter ved G. Braun, som befuldmægtigede, bistået af advogados N. Castro Marques og F. Costa Leite, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Den Portugisiske Republik ved L. Fernandes, som befuldmægtiget, bistået af advogados C. Botelho Moniz og E. Maia Cadete,
sagsøgt,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne J. Makarczyk, P. Kūris, G. Arestis (refererende dommer) og J. Klučka,
generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer,
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. januar 2006,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 14. februar 2006,
afsagt følgende
Dom
1 I stævningen har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93 af 20. juli 1993 (EFT L 193, s. 20, herefter »forordning nr. 4253/88«), samt artikel 10 EF, idet den har tilladt, at Instituto de Financiamento e Apoio ao Desenvolvimento da Agricultura e Pescas (institut til finansiering og støtte til udviklingen af landbruget og fiskeriet, herefter »Ifadap«) har indført en procedure for tildeling af finansiel støtte fra Fællesskabets strukturfonde, der omfatter væsentlige forskrifter, som indebærer betaling af gebyrer, der hverken er frivillige, valgfrie eller udgør modydelser for en tjenesteydelse, til finansiering af opgaver, som bl.a. efter fællesskabsretten påhviler den portugisiske stat, og har accepteret, at denne procedure opretholdes.
Retsforskrifter
Fællesskabsbestemmelserne
2 Artikel 4, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2052/88 af 24. juni 1988 om strukturfondenes opgaver og effektivitet samt om samordningen af deres interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 185, s. 9), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2081/93 af 20. juli 1993 (EFT L 193, s. 5, herefter »forordning nr. 2052/88«), fastsatte følgende:
»EF-indsatsen udformes som et supplement til de tilsvarende nationale aktioner eller som et bidrag til disse. Den fastlægges ved et snævert samråd mellem Kommissionen, den pågældende medlemsstat og de kompetente myndigheder og organer, herunder, inden for rammerne af bestemmelser, der følger af den enkelte medlemsstats institutionelle regler og gældende praksis, arbejdsmarkedets parter og økonomiske interesseorganisationer, som medlemsstaten har udpeget på nationalt, regionalt, lokalt eller andet plan, idet disse alle er partnere med et fælles mål. Dette samråd benævnes i det følgende »partnerskab«. Partnerskabet omfatter forberedelse, finansiering samt forudgående vurdering, overvågning og efterfølgende evaluering af aktionerne.
Partnerskabet gennemføres på en sådan måde, at hver enkelt partners institutionelle, juridiske og finansielle beføjelser respekteres.«
3 Under overskriften »Betalinger« var artikel 21, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 4253/88 affattet således:
»Betalingerne skal ske til de endelige støttemodtagere uden nogen form for fradrag eller tilbageholdelse, der kan nedsætte den finansielle støtte, de har krav på.«
4 Under overskriften »Finansiel kontrol« bestemte artikel 23, stk. 1, første afsnit, i samme forordning følgende:
»For at sikre et godt resultat af de aktioner, der gennemføres af offentlige eller private initiativtagere, træffer medlemsstaterne i forbindelse med iværksættelsen af aktionerne de nødvendige foranstaltninger til:
– regelmæssigt at konstatere, om de af Fællesskabet finansierede aktioner er gennemført korrekt
– at forebygge og forfølge uregelmæssigheder
[...]«
De nationale bestemmelser
5 I medfør af artikel 1 i lovdekret nr. 414/93 (Diário da República I, serie A, nº 298, af 23.12.1993) er Ifadap et offentligretligt organ og juridisk person med administrativ og budgetmæssig selvstændighed samt egen formue.
6 Artikel 3, stk. 2, i lovdekret nr. 414/03 fastsætter følgende:
»Ifadap er i forhold til tredjemand undergivet privatretten, medmindre instituttet handler under udøvelse af »myndighedsbeføjelser.«
7 Ifølge lovdekretets artikel 5, stk. 2, har Ifadap følgende opgaver:
»a) Instituttet deltager i udarbejdelsen og fastlæggelsen af finanspolitiske foranstaltninger i landbrugs- og fiskerisektoren samt foranstaltninger til støtte for virksomhederne i disse sektorer.
b) Det skal sikre, at fællesskabsordningerne og de nationale ordninger for støtte til landbruget og fiskeriet fungerer korrekt, og det deltager herved i udarbejdelsen og gennemførelsen af godkendte planer som eneste nationale partner for EUGFL, Udviklingssektionen, og andre europæiske finansielle instrumenter, især hvad angår anmodninger om forskud, godtgørelse af udgifter, regulering af støtten og opgørelser
[…]
d) Det udbetaler fællesskabsstøtten og den nationale støtte til finansieringen af programmer og projekter eller rentegodtgørelsen vedrørende lån optaget til finansiering heraf og sørger for, at disse programmer og projekter forelægges, overvåges og kontrolleres.
e) Instituttet påser, at de pågældende programmer og projekter, til hvilke der er ydet støtte med nationale midler eller fællesskabsmidler, forelægges, overvåges og kontrolleres.
[…]«
8 Ved fælles ministerialbekendtgørelse af 28. maj 1996 (Diário da República, II, nº 136, af 14.6.1996) fastsatte finansministeren og ministeren for landbrug, udvikling af landdistrikter og fiskeri følgende:
»1. Ifadap bemyndiges til at opkræve et gebyr, som ikke må overstige 0,9% af de forelagte projekters samlede beløb.
2. Når Ifadaps intervention ikke indebærer undersøgelser og beslutninger, kan den ovennævnte sats ikke overstige 0,45%.
[…]«
Sagens baggrund og den administrative procedure
9 Ifadap er blevet oprettet for at forvalte kreditter til støtte for landbruget, skovbruget, kvægbruget og fiskeriet i Portugal. Ved lovdekret nr. 414/93 tildelte den portugisiske stat Ifadap en række offentligretlige opgaver, herunder at sikre, at Fællesskabets og Portugals støtte til landbruget og fiskeriet fungerer korrekt. Ifadap er således nu den eneste nationale partner for EUGFL, Udviklingssektionen, og de øvrige europæiske finansielle instrumenter til støtte for disse sektorer. Ved udførelsen af disse opgaver finansieres instituttets virksomhed af den portugisiske stat.
10 I forbindelse med konkrete kontrolundersøgelser i 1993 konstaterede Kommissionen, at Ifadap hos de endelige modtagere af støtte fra EUGFL, Udviklingssektionen (herefter »støttemodtagerne«), opkrævede gebyrer svarende til en procentdel af støtten. Gebyrerne, som blev opkrævet ved kilden, udgjorde 1,5% af det samlede beløb i forbindelse med det støttede projekt. Kontrakten vedrørende støtte, som var blevet forelagt støttemodtagerne, fastsatte udtrykkelig pligt for disse til at betale gebyrerne til Ifadap. Da Kommissionen fandt gebyrerne i strid med fællesskabsretten, opfordrede den de portugisiske myndigheder til at indstille denne direkte opkrævning og at tilbagebetale støttemodtagerne de uberettiget opkrævede gebyrer.
11 Ved skrivelse af 20. januar 1999 erkendte de portugisiske myndigheder retsstridigheden af deres praksis i perioden fra den 3. august 1999 til den 31. december 1994, og de forpligtede sig til at tilbagebetale de opkrævede beløb. Herefter fandt Kommissionen, at man hvad angår den nævnte periode havde bragt det påtalte traktatbrud til ophør.
12 Efter at de portugisiske myndigheder havde opgivet ordningen med direkte opkrævning af gebyrer af de beløb, som skulle udbetales til støttemodtagerne, erstattede de det med virkning fra januar 1995, og navnlig efter bekendtgørelsen af den fælles ministerialbekendtgørelse af 28. maj 1996, med et system med samlet betaling af de støttemodtagerne tilkommende beløb kombineret med en procedure med støttetildeling, som indebærer betaling af et gebyr, der blev betragtet som vederlag for ydelser leveret af Ifadap til støttemodtagerne; disse ydelser bestod hovedsagelig i rådgivning inden indgivelse af ansøgninger om støtte og i en opfølgning på disse. Ifølge oplysninger indhentet af Kommissionen hos myndighederne i løbet af året 1999 samt i løbet af en kontrolrejse på stedet af Kommissionens tjenestegrene i marts 2000 fungerede dette vederlagssystem således: Ved modtagelse af en kontrakt med tildeling af en støtte opfordredes støttemodtageren til at tilbagegive Ifadap en formular med tilladelse til opkrævning på den pågældendes konto af et beløb svarende til gebyret med bemærkningen »tilladelse på grundlag af tjenesteydelse præsteret af Ifadap i forbindelse med ovennævnte kontrakt« (dvs. tildeling af den pågældende støtte). At betalingen var valgfri og frivillig blev forklaret mundtligt under kontakter med støttemodtagerne.
13 På grundlag af disse oplysninger sendte Kommissionen den 25. juli 2001 en åbningsskrivelse til Den Portugisiske Republik. I udtalelsen bemærker Kommissionen, at de portugisiske myndigheders procedure fra den 1. januar 1995 – som indeholder betydelige formaliteter, der indebærer betaling af gebyrer, som hverken er frivillige eller valgfrie og ikke udgør vederlag for ydelser leveret til støttemodtagerne – rent faktisk er ensbetydende med opretholdelse af det gebyr, som blev opkrævet inden dette tidspunkt. De beløb, som opkræves på denne måde, på grundlag af en procentdel af støttens værdi, udgør en egentlig obligatorisk indeholdelse, som er beregnet på grundlag af en procentdel af den finansielle støtte, som tildeles af EF-fondene; i realiteten kan de opkrævede beløb sammenlignes med forvaltningsgebyrer med det formål at finansiere de nødvendige udgifter, som opstår ved Ifadaps forvaltningsopgaver i dennes egenskab af myndighed, der skal udbetale støtten. Ifølge Kommissionen er opkrævningen af et sådant forvaltningsgebyr imidlertid i strid med fællesskabsretten, navnlig forordning nr. 4253/88 samt Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (EFT L 161, s. 1), ligesom opkrævningen strider mod artikel 10 EF.
14 I sine skrivelser af 5. november 2001 og 13. juni 2002 til Kommissionen som svar på den begrundede udtalelse gjorde Den Portugisiske Republik gældende, at hvad angår perioden 1995-1999 var støttemodtagernes betaling til Ifadap af et maksimumsgebyr på 0,45 til 0,9%, beregnet på grundlag af størrelsen af den støttede investering, ikke i strid med fællesskabsretten. Hvad derimod angår perioden efter 1999, svarende til tredje EF-støtteramme reguleret efter forordning nr. 1260/99, gør medlemsstaten gældende, at den gav afkald på princippet om opkrævning af et gebyr til det pågældende institut, forstået som modydelse for tjenesteydelser leveret af dette. Under disse omstændigheder fandt Kommissionen vedrørende perioden efter 1999, at traktatbruddet var blevet bragt til ophør.
15 Da Kommissionen var uenig med Den Portugisiske Republiks standpunkt hvad angår perioden 1995-1999, tilstillede den republikken en begrundet udtalelse den 13. november 2002, hvori den gentog sin argumentation fra åbningsskrivelsen og opfordrede medlemsstaten til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme nævnte udtalelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen.
16 Da Kommissionen heller ikke var tilfreds med svaret fra Den Portugisiske Republik på den begrundede udtalelse, hvilket republikken havde afsendt den 17. januar 2003, og hvori den fastholdt sit tidligere standpunkt, besluttede Kommissionen at anlægge denne sag, i hvilken den ønsker fastslået, at Den Portugisiske Republik fra den 1. januar 1995 har tilsidesat forordning nr. 4253/88 og artikel 10 EF hvad angår programmeringsperioden 1994-1999, som svarer til den anden EF-støtteramme.
Parternes påstande
17 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til forordning nr. 4253/88 samt artikel 10 EF, idet den har tilladt, at Ifadap har indført en procedure for tildeling af finansiel støtte fra Fællesskabets strukturfonde, der omfatter væsentlige forskrifter, som indebærer betaling af gebyrer, der hverken er frivillige, valgfrie eller udgør modydelser for en tjenesteydelse, til finansiering af opgaver, som bl.a. efter fællesskabsretten påhviler den portugisiske stat, og har accepteret, at denne procedure opretholdes.
– Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
18 Den Portugisiske Republik har påstået sig frifundet og Kommissionen pålagt sagens omkostninger.
Om søgsmålet
Parternes argumenter
19 Ifølge Kommissionen fremgår det forudsætningsvis af ordlyden af artikel 21, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 4253/88, at denne bestemmelse indeholder en regel om såkaldt »fuldstændig betaling«. Den pålægger nemlig klart den medlemsstat, der er tale om, pligt til at påse, at støttemodtagerne modtager det fulde beløb i den finansielle støtte, som de har krav på, hvorved medlemsstaten skal afholde sig fra at foretage nogen form for fradrag eller tilbageholdelse i beløbene. De operationer, som betegnes med udtrykkene »tilbageholdelse« og »fradrag«, skal forstås udvidende, navnlig i lyset af deres virkning for støttemodtagerne.
20 I den forbindelse gør Kommissionen gældende, at formålet med denne form for bestemmelse er at afskære medlemsstaterne fra at anvende en del af de fællesskabsfonde, som skal gennemføre de forskellige fællesskabspolitikker, til at finansiere de administrative omkostninger ved en sådan gennemførelse. Hvad angår strukturpolitikkerne er bestemmelser af denne type berettiget ved EF-lovgiverens vilje til at sikre sig, at Fællesskabets økonomiske støtte faktisk anvendes til opnåelse af de mål, som i EF-traktaten er fastsat for de pågældende politikker.
21 Med hensyn til Den Portugisiske Republiks argument om, at de beløb, der er betalt af støttemodtagerne, er et vederlag for ydelser præsteret af Ifadap, som de frivilligt har forpligtet sig til i forbindelse med en privatretlig kontrakt – idet instituttet handler på området uden offentlige myndighedsbeføjelser i medfør af artikel 3, stk. 2, i lovdekret nr. 414/93 – svarer Kommissionen, at det af Ifadap praktiserede vederlagssystem ikke gør det muligt at skelne de opgaver, der påhviler instituttet som forvaltnings- og kontrolmyndighed, fra dem, som henhører under instituttet i dens egenskab af enhed, som præsterer ydelser.
22 Endelig præciserer Kommissionen, at partnerskabsprincippet som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 2052/88 konkret udgør en særlig udformning af den almindelige grundsætning om loyalt samarbejde, der er knæsat i artikel 10 EF. Det følger heraf, at den første af disse bestemmelser skal fortolkes og anvendes i lyset af denne almindelige grundsætning, hvilket betyder, at medlemsstaterne har pligt til at påse, at påbuddene i medfør af den nævnte forordning overholdes korrekt, og at medlemsstaterne skal træffe egnede foranstaltninger til at sikre fællesskabsrettens gennemslagskraft og effektivitet.
23 Ifølge Den Portugisiske Republik må det antages, at Ifadap, ud over at udføre sin opgave af offentlig karakter som EUGFL’s eneste nationale partner i relation til »Udviklingssektionen«, til ansøgerne og til modtagerne af programmer finansieret af nævnte fond, præsterer en hel række ydelser bestående i økonomisk rådgivning, som går langt ud over, hvad der i streng forstand skal forstås ved instituttets opfyldelse af dets opgave. De pågældende ydelser, der også kan leveres til andre aktører i samfundsøkonomien, må ikke sammenblandes med dem, som Ifadap skal levere på grundlag af sin offentlige opgave efter betydningen i artikel 5 i lovdekret nr. 414/93 og artikel 23 i forordning nr. 4253/88, ligesom ydelserne ikke kan antages at være ens. Medlemsstaten oplyser i øvrigt, at tjenesteydelserne har til formål at sikre, at støttemodtagerne reelt har adgang til de programmer, som iværksættes af EUGFL, »Udviklingssektionen«.
24 Subsidiært fremhæver medlemsstaten, at opkrævningen af gebyrerne til fordel for Ifadap ikke indebærer nogen form for tilbageholdelse eller fradrag i EF-fondene. Forholdet er nemlig det, for det første, at for så vidt som programmerne iværksat af EUGFL, »Udviklingssektionen«, i almindelighed finansieres med 75-85% af EF-fondene og med 15-25% af portugisiske statsfonde, påvirker gebyrerne, som maksimalt andrager 0,9% af det finansierede projekt, aldrig fællesskabsstøtten. For det andet foreligger der ikke nogen en tilsidesættelse af artikel 21, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 4253/88, eftersom støttemodtageren med det fulde beløb modtager de fællesskabsmidler, han har krav på.
25 Ligeledes subsidiært finder Den Portugisiske Republik, at dom af 22. oktober 1998, Kellinghusen og Ketelsen (forenede sager C-36/97 og sag C-37/97, Sml. I, s. 6337), og dom af 11. januar 2001, Grækenland mod Kommissionen (sag C-247/98, Sml. I, s. 1), ikke finder anvendelse på det at Ifadap opkrævede gebyrer. Der består nemlig talrige retlige og faktiske forskelle mellem denne tvist og de sager, som førte til de ovennævnte domme.
26 Derimod gør den sagsøgte medlemsstat sig snarere til talsmand for at anvende den retspraksis, som blev knæsat ved dom af 30. november 1978, Bussone (sag 31/78, Sml. s. 2429), af 15.9.1982, Denkavit Futtermittel (sag 233/81, Sml. s. 2933), og af 26. oktober 1983, Samvirkende Danske Landboforeninger (sag 297/82, Sml. s. 3299), der blev afsagt vedrørende EUGFL, »Garantisektionen«. Den Portugisiske Republik hævder herved, at Domstolen, selv i forbindelse med forvaltningen af de fælles markedsordninger, har godkendt, at kontrolaktioner, der gennemføres af de nationale myndigheder, kan berettige opkrævning af et beløb hos de pågældende virksomheder.
Domstolens bemærkninger
27 Indledningsvis må det påpeges, at det, således som det fremgår af denne sags akter, står fast, at Den Portugisiske Republik i programmeringsperioden 1994-1999 gav Ifadap tilladelse til hos støttemodtagerne at opkræve gebyrer svarende til en procentdel af det samlede beløb til det finansierede projekt, hvilket altså forholdsmæssigt nedsætter de beløb, støttemodtagerne modtager på grundlag af den støtte, som er tildelt af EUGFL, »Udviklingssektionen«.
28 Med henblik på at bedømme, om der bør gives Kommissionen medhold i sagen, må det klarlægges, om en sådan opkrævning er forenelig med fællesskabsretten.
29 Herved må der henvises til ordlyden af artikel 21, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 4253/88, hvorefter »[b]etalingerne skal ske til de endelige støttemodtagere uden nogen form for fradrag eller tilbageholdelse, der kan nedsætte den finansielle støtte, de har krav på«.
30 Det fremgår utvetydigt af denne bestemmelses ordlyd, at den ikke tillader noget fradrag i den støtte, der er tildelt støttemodtagerne.
31 Det må fremhæves, at Domstolen allerede har udtalt sig om bestemmelserne i EUGFL, »Garantisektionen«, der på samme måde som artikel 21, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 4253/88 kræver fuldstændig betaling af støtten. Den har således navnlig haft lejlighed til at fortolke artikel 15, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 1765/92 af 30. juni 1992 om indførelse af en støtteordning for producenter af visse markafgrøder (EFT L 181, s. 12) og artikel 30a i Rådets forordning (EØF) nr. 805/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for oksekød (EFT 1968 I, s. 179 som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2066/92 af 30. juni 1992 (EFT L 215, s. 49, herefter »forordning nr. 805/68«).
32 På trods af visse forskelle mellem EUGFL’s »Garantisektion« og »Udviklingssektion« kan principperne ifølge Domstolens praksis vedrørende bestemmelserne i EUGFL-forordningerne på området for »Garantisektionen«, der kræver fuld betaling af støtten, således som generaladvokaten har bemærket i punkt 67-70 i forslaget til afgørelse, overføres til denne sag, for så vidt som de særlige kendetegn ved de to sektioner udgør et sekundært aspekt i forhold til deres fælles egenskaber, nemlig at de finansieres over fællesskabsbudgettet, hvilket gør det muligt for dem at uddele finansiel støtte i form af subventioner for de aktioner, som henhører under deres respektive kompetenceområder. Den nævnte støtte, som har samme finansielle kilde, er undergivet samme regler for betalingen, såsom reglen om, at det af støttemodtageren modtagne beløb også svarer til det, der er tildelt ham.
33 Således har Domstolen i forbindelse med EUGFL’s »Garantisektion« i forbindelse med artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 1765/92 og artikel 30a i forordning nr. 805/68, fastslået, at disse bestemmelser indeholder et forbud mod, at de nationale myndigheder foretager fradrag i udbetalingerne eller opkræver betaling af de administrative omkostninger ved behandlingen af ansøgningerne, når dette bevirker, at støttebeløbene reduceres.
34 I denne sag hævder Den Portugisiske Republik ikke desto mindre, at de af Ifadap opkrævne gebyrer ikke har til formål at dække de administrative omkostninger for instituttet, men er et vederlag for tjenesteydelser fra instituttet leveret til støttemodtagerne, hvilke hovedsageligt består i rådgivning inden indgivelse af støtteansøgninger og en opfølgning herpå.
35 En sådan argumentation kan ikke tiltrædes. Forbuddet mod fradrag kan ikke fortolkes rent formelt som anvendeligt alene på reelt foretagne fradrag ved udbetalingerne. Følgelig skal forbuddet mod enhver form for fradrag nødvendigvis udvides til at gælde enhver byrde, som har en direkte og naturlig sammenhæng med de udbetalte beløb (jf. analogt hermed vedrørende EUGFL, »Garantisektionen«, dom af 7.10.2004, sag C-312/02, Sverige mod Kommissionen, Sml. I, s. 9247, præmis 22).
36 Den Portugisiske Republik erkender imidlertid, at de opkrævede gebyrer, som havde til formål at betale Ifadaps tjenesteydelser, skulle erlægges som følge af indgivelse af støtteansøgninger og svarede til en procentdel af det finansierede projekts beløb i forbindelse med den støtte, der var tildelt af EUGFL, »Udviklingssektionen«.
37 Domstolen kan ikke tiltræde Den Portugisiske Republiks anbringende om, at de pågældende gebyrer dels var en betaling for Ifadaps tjenesteydelser, dels blev betalt frivilligt af støttemodtagerne. Hvis man anser gebyrerne for et vederlag, skulle deres beløbsstørrelse nemlig fastsættes på grundlag af den ydede tjeneste, og ikke som en procentdel af det finansierede projektbeløb. Forholdet er det samme, hvis gebyrerne antoges at være erlagt frivilligt, idet udgiften ved de ydede tjenester til samtlige støttemodtagere følgelig ville blive båret alene af dem, som betaler gebyrerne, hvilket ville være i strid med deres funktion som vederlag.
38 Det må herefter fastslås, dels at der var en direkte forbindelse mellem de af støttemodtagerne indgivne anmodninger om støtte og opkrævningen af gebyrerne, og dels at disse bevirkede nedsættelse af de støttebeløb, som faktisk blev modtaget af de nævnte modtagere.
39 Heraf følger, at en opkrævning af gebyrer som dem, der blev indført ved fælles bekendtgørelse af 28. maj 1996, er uforenelig med artikel 21, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 4253/88, hvorfor det må fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat ordlyden af denne bestemmelse, således at påstanden om traktatbrud i denne henseende skal tages til følge.
40 Derudover bør der ikke fastslås traktatbrud i relation til de almindelige pligter ifølge bestemmelserne i artikel 10 EF, som kan adskilles fra den tilsidesættelse, der er fastslået ovenfor, af de mere specifikke fællesskabspligter, som Den Portugisiske Republik var bundet af i medfør af forordning nr. 4253/88.
41 Henset til de foregående betragtninger i deres helhed skal Kommissionens påstand tages til følge.
42 Det må således fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til forordning nr. 4253/88, idet den har tilladt, at Ifadap har indført en procedure for tildeling af finansiel støtte fra Fællesskabets strukturfonde, der omfatter væsentlige forskrifter, som indebærer betaling af gebyrer, der hverken er frivillige, valgfrie eller udgør modydelser for en tjenesteydelse, til finansiering af opgaver, som bl.a. efter fællesskabsretten påhviler den portugisiske stat, og har accepteret, at denne procedure opretholdes.
Sagens omkostninger
43 I medfør af procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Portugisiske Republik bør pålægges sagens omkostninger, og da denne har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):
1) Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter, som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93 af 20. juli 1993, idet den har tilladt, at Instituto de Financiamento e Apoio ao Desenvolvimento da Agricultura e Pescas (institut til finansiering og støtte til udviklingen af landbruget og fiskeriet) har indført en procedure for tildeling af finansiel støtte fra Fællesskabets strukturfonde, der omfatter væsentlige forskrifter, som indebærer betaling af gebyrer, der hverken er frivillige, valgfrie eller udgør modydelser for en tjenesteydelse, til finansiering af opgaver, som bl.a. efter fællesskabsretten påhviler den portugisiske stat, og har accepteret, at denne procedure opretholdes.
2) Den Portugisiske Republik betaler sagens omkostninger.
Underskrifter
* Processprog: portugisisk.
Full & Egal Universal Law Academy