Sag C-275/04
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Kongeriget Belgien
»Traktatbrud – ekstern fællesskabsforsendelse – forordning (EØF) nr. 2913/92 og (EØF) nr. 2454/93 – Fællesskabernes egne indtægter – overdragelse – frister – morarenter – manglende opbevaring og meddelelse af bilag vedrørende fastlæggelsen og overdragelsen af egne indtægter«
Domstolens dom (Første Afdeling) af 5. oktober 2006
Sammendrag af dom
1. Traktatbrudssøgsmål – sagens genstand – fastlæggelse under den administrative procedure
(Art. 226 EF)
2. De Europæiske Fællesskabers egne indtægter – medlemsstaternes fastlæggelse og tilrådighedsstillelse
[Rådets forordning nr. 2913/92, art. 243, stk. 1 og 2, og forordning nr. 1150/2000, art. 6, stk. 3, litra a) og b), og art. 9-11]
3. Medlemsstater – forpligtelser – Kommissionens overvågningspligt – medlemsstaternes pligt – medvirken til undersøgelser vedrørende traktatbrud
(Art. 10 EF og 226 EF; Rådets forordning nr. 1552/89, art. 18)
1. Inden for rammerne af et traktatbrudssøgsmål står det fast, at selv om påstandene i stævningen i princippet ikke kan udvides i forhold til de overtrædelser, der er angivet i den begrundede udtalelses konklusion og i åbningsskrivelsen, har Kommissionen adgang til at få en traktatbrudspåstand prøvet for så vidt angår forpligtelser, der har deres oprindelse i en – senere ændret eller ophævet – fællesskabsretsakts oprindelige affattelse, når disse fortsat består i henhold til nye bestemmelser. Sagens genstand kan derimod ikke udvides til også at omfatte forpligtelser i henhold til nye bestemmelser, der ikke findes tilsvarende i vedkommende retsakts oprindelige affattelse, idet dette ville være en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter med hensyn til traktatbrudsprocedurens lovlighed.
(jf. præmis 35)
2. Medlemsstaterne har pligt til at fastslå en fordring fra Fællesskabet på egne indtægter, når toldmyndighederne er i stand til at beregne afgiftsbeløbet vedrørende en toldskyld og fastslå, hvem der er debitor, og følgelig at bogføre fordringerne i overensstemmelse med artikel 6 i forordning nr. 1150/2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter.
Hvad angår muligheden for medlemsstaterne for at bogføre de konstaterede fordringer i det særskilte regnskab, som er omhandlet i forordningens artikel 6, stk. 3, litra b) (B-regnskabet), kan den blotte undladelse af at betale de omhandlede beløb ikke betragtes som svarende til en anfægtelse af fordringerne i henhold til denne bestemmelse. Det følger således af artikel 243, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, at en sådan anfægtelse skal være genstand for en klage indgivet i den medlemsstat, hvor afgørelsen er truffet, eller hvor der er anmodet om en sådan afgørelse, til toldmyndigheden, og i anden instans til en uafhængig instans. Kravet om en formel klage, som således fremgår af bestemmelsen, er indført af retssikkerhedsmæssige årsager og giver mulighed for at sikre en hurtig og ensartet anvendelse af toldbestemmelserne med henblik på, at Fællesskabets egne indtægter stilles til rådighed uden ophold.
Den fejlagtige bogføring af fordringerne i B-regnskabet kan betyde en forsinket kreditering af de tilsvarende egne indtægter på Kommissionens konto, hvilket i overensstemmelse med artikel 9 og 10 i forordning nr. 1150/2000 skal ske inden for samme frist som den, der er fastsat for bogføring af de pågældende fordringer i A-regnskabet i henhold til forordningens artikel 6, stk. 3, litra a). Ifølge forordningens artikel 11 medfører enhver forsinkelse med krediteringen af den i artikel 9, stk. 1, omhandlede konto, at den pågældende medlemsstat skal betale en rente for hele forsinkelsesperioden. De pågældende renter kan kræves betalt uanset grunden til den forsinkede kreditering af Kommissionens konto.
(jf. præmis 63, 68, 73 og 74)
3. Det fremgår af artikel 10 EF, at medlemsstaterne er forpligtet til at medvirke loyalt til enhver undersøgelse, der iværksættes af Kommissionen i henhold til artikel 226 EF, og at meddele den alle de oplysninger, som den anmoder om i denne forbindelse.
For så vidt angår medlemsstaternes pligt til i loyalt samarbejde med Kommissionen at træffe foranstaltninger, der gør det muligt at sikre, at fællesskabsbestemmelserne om fastlæggelse af eventuelle egne indtægter finder anvendelse, følger det særligt af denne pligt, som med hensyn til spørgsmålet om at foretage undersøgelser konkret er udmøntet i artikel 18 i forordning nr. 1552/89 om gennemførelse af afgørelse 88/376 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, at når Kommissionen i vidt omfang er afhængig af de oplysninger, den pågældende medlemsstat fremlægger, er medlemsstaten forpligtet til på rimelige betingelser at stille bilag og andre fornødne dokumenter til Kommissionens rådighed, således at Kommissionen kan efterprøve, om og i givet fald i hvilket omfang de pågældende beløb udgør Fællesskabernes egne indtægter.
(jf. præmis 82 og 83)
DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
5. oktober 2006 (*)
»Traktatbrud – ekstern fællesskabsforsendelse – forordning (EØF) nr. 2913/92 og (EØF) nr. 2454/93 – Fællesskabernes egne indtægter – overdragelse – frister – morarenter – manglende opbevaring og meddelelse af bilag vedrørende fastlæggelsen og overdragelsen af egne indtægter«
I sag C-275/04,
angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 29. juni 2004,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved C. Giolito og G. Wilms, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Kongeriget Belgien ved E. Dominkovits og M. Wimmer, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved C. Jackson, som befuldmægtiget, bistået af barristers M. Angiolini og R. Anderson,
intervenient,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer), K. Lenaerts, E. Juhász og M. Ilešič,
generaladvokat: C. Stix-Hackl
justitssekretær: fuldmægtig K. Sztranc-Sławiczek,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 6. april 2006,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har i sin stævning nedlagt følgende påstande:
Det fastslås at, Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, 6, 9, 10 og 11 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 130, s. 1), der fra den 31. maj 2000 har ophævet og erstattet Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29. maj 1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 155, s. 1), hvis formål er identisk, og artikel 10 EF, idet det:
– ikke inden for den gældende frist har bogført de konstaterede fordringer i det regnskab, som er omhandlet i artikel 6, stk. 3, litra a), i forordning nr. 1150/2000,
– ikke har kontrolleret, om der siden den 1. januar 1995 har været andre forsinkelser i overdragelsen af de egne indtægter som følge af en forsinket bogføring i det regnskab, som er omhandlet i artikel 6, stk. 3, litra a), i forordning nr. 1150/2000, har tilintetgjort de arkiver, som vedrørte denne periode, og ikke har meddelt Kommissionen disse forsinkelser med henblik på, at denne kunne beregne de skyldige morarenter i henhold til nævnte forordnings artikel 11 på grund af en forsinket overdragelse af de egne indtægter.
Retsforskrifter
Ordningen for Fællesskabernes egne indtægter
2 I forordning nr. 1552/89, afsnit I, der har overskriften »Almindelige bestemmelser«, bestemmes det i artikel 2:
»1. Ved anvendelsen af denne forordning foreligger der en fordring fra Fællesskabet på de i artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i afgørelse 88/376/EØF, Euratom omhandlede egne indtægter, så snart medlemsstatens kompetente tjenestegren har meddelt debitor det skyldige beløb. Denne meddelelse skal afgives under iagttagelse af alle relevante fællesskabsforskrifter, så snart debitor kendes, og når de kompetente administrative myndigheder kan beregne fordringens størrelse.
[…]«
3 Denne bestemmelse blev med virkning fra den 14. juli 1996 ændret ved Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 1355/96 af 8. juli 1996 (EFT L 175, s. 3), hvis indhold er blevet gentaget i artikel 2 i forordning nr. 1150/2000, som har følgende ordlyd:
»1. Med henblik på anvendelsen af nærværende forordning opstår der en fordring for Fællesskaberne på de i artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i afgørelse 94/728/EF, Euratom omhandlede egne indtægter, når toldbestemmelsernes betingelser om bogføring af fordringen er opfyldt, og beløbet er meddelt debitor.
2. Den i stk. 1 omhandlede fastlæggelse anses for at have fundet sted på den i toldbestemmelserne fastsatte bogføringsdato.
[…]«
4 Artikel 3, stk. 1, i samme afsnit I i forordning nr. 1552/89 og nr. 1150/2000 bestemmer:
»Medlemsstaterne træffer de fornødne foranstaltninger til, at bilagene vedrørende fastlæggelsen og overdragelsen af egne indtægter opbevares i mindst tre kalenderår regnet fra udgangen af det år, de vedrører.«
5 Det bestemmes i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 1552/89:
»Såfremt det ved den revision, som de nationale myndigheder alene eller sammen med Kommissionen foretager af bilagene vedrørende en fastlæggelse, viser sig nødvendigt at foretage en berigtigelse af denne, opbevares disse bilag i så lang tid ud over den i stk. 1 fastsatte frist, at nævnte berigtigelse kan foretages og kontrolleres.«
6 Det bestemmes i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 1150/2000:
»Såfremt det ved den revision, der foretages i henhold til artikel 18 og 19 i nærværende forordning eller artikel 11 i forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89, af de i stk. 1 og 2 nævnte bilag, viser sig nødvendigt at foretage en berigtigelse, opbevares disse bilag i så lang tid ud over den i stk. 1 fastsatte frist, at nævnte berigtigelse kan foretages og kontrolleres.«
7 I forordning nr. 1552/89, afsnit II, der har overskriften »Bogføring af egne indtægter«, bestemmes det i artikel 6, stk. 1 og 2, litra a) og b) [nu artikel 6, stk. 1 og 3, litra a) og b), i forordning nr. 1150/2000]:
»1. Et regnskab over egne indtægter, opdelt efter indtægternes art, føres af hver medlemsstats finansforvaltning eller af det af hver medlemsstat udpegede organ.
2. a) De i henhold til artikel 2 konstaterede fordringer opføres, med forbehold af litra b), i regnskabet [normalt betegnet »A-regnskabet«] senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev konstateret.
b) De fordringer, der er konstateret, men ikke opført i det regnskab, der er omhandlet i litra a), fordi de endnu ikke er [...] [inddrevet], og der ikke er stillet sikkerhed, opføres inden for den i litra a) fastsatte frist i et særskilt regnskab [normalt betegnet »B-regnskabet«]. Medlemsstaterne kan benytte samme fremgangsmåde, når fordringer, der er konstateret og dækket af garantier, anfægtes og forventes at blive ændret som følge af de opståede uoverensstemmelser.«
8 I forordning nr. 1552/89 og nr. 1150/2000 har artikel 9 i afsnit III med overskriften »Overdragelse af egne indtægter« følgende ordlyd:
»1. Som fastlagt i artikel 10 fører hver enkelt medlemsstat egne indtægter til kredit for den konto, som med henblik herpå er oprettet i Kommissionens navn hos medlemsstatens finansforvaltning eller hos det af medlemsstaten udpegede organ.
Denne konto føres vederlagsfrit.
2. De krediterede beløb omregnes af Kommissionen og opføres på dens regnskab […].«
9 I artikel 10, stk. 1, i samme afsnit III i forordning nr. 1552/89 og nr. 1150/2000 bestemmes:
»Efter fradrag af 10% i opkrævningsomkostninger, jf. artikel 2, stk. 3, i afgørelse 88/376/EØF, Euratom [henholdsvis afgørelse 94/728/EF, Euratom], foretages den i artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i [disse afgørelser] omhandlede kreditering senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev fastlagt i henhold til artikel 2.
For de fordringer, som er opført i [B-regnskabet] i henhold til [henholdsvis artikel 6, stk. 2, litra b), og artikel 6, stk. 3, litra b),] skal krediteringen dog foretages senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen er [...] [inddrevet].«
10 Artikel 11, der også er indeholdt i afsnit III i forordning nr. 1552/89, henholdsvis forordning nr. 1150/2000, lyder som følger:
»Enhver forsinkelse af krediteringen af den i artikel 9, stk. 1, foreskrevne konto medfører, at den pågældende medlemsstat skal betale en rente, hvis sats er lig med den på forfaldsdagen på medlemsstatens pengemarked gældende rentesats for kortfristet finansiering forhøjet med 2 procentpoint. Denne sats forhøjes med 0,25 procentpoint for hver måneds forsinkelse. Den således forhøjede sats anvendes på hele forsinkelsesperioden.«
11 I artikel 18 i afsnit VII med overskriften »Kontrolforskrifter« i forordning nr. 1552/89 [nu artikel 18 i forordning nr. 1150/2000] bestemmes:
»1. Medlemsstaterne kontrollerer og undersøger fastlæggelsen og overdragelsen af de egne indtægter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i [henholdsvis afgørelse 88/376 og 94/728]. Kommissionen udøver sine beføjelser på de i nærværende artikel fastlagte betingelser.
2. I forbindelse hermed skal medlemsstaterne:
– gennemføre supplerende kontrol efter Kommissionens anmodning. I sin anmodning skal Kommissionen angive en begrundelse for den supplerende kontrol
– på anmodning af Kommissionen lade denne medvirke ved den kontrol, de gennemfører.
Medlemsstaterne træffer enhver foranstaltning for at lette denne kontrol. Når den gennemføres med deltagelse af Kommissionen, stiller medlemsstaterne de i artikel 3 omhandlede bilag til rådighed.
[…]«
Fællesskabets toldbestemmelser
12 Artikel 217, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1, »toldkodeksen«) har følgende ordlyd:
»Ethvert importafgifts- eller eksportafgiftsbeløb, der udgør en toldskyld – i det følgende benævnt afgiftsbeløb – skal beregnes af toldmyndighederne, så snart de har de fornødne oplysninger, og indskrives af disse myndigheder i regnskabsregistrene eller på anden måde (bogføring).
[…]«
13 Følgende bestemmes i kodeksens artikel 218, stk. 3:
»Hvis der opstår en toldskyld under andre omstændigheder end dem, der er omhandlet i stk. 1, skal bogføringen af det tilsvarende afgiftsbeløb ske senest to dage efter det tidspunkt, hvor toldmyndigheden kan
a) beregne det pågældende afgiftsbeløb, og
b) fastslå, hvem der er debitor.«
14 Kodeksens artikel 219 bestemmer:
»1. De i artikel 218 nævnte frister kan forlænges, hvis
a) medlemsstaternes administrative organisation gør det nødvendigt, navnlig hvis bogføringen sker centralt, eller
b) toldmyndighederne som følge af særlige omstændigheder ikke er i stand til at overholde de fastsatte frister.
Fristerne kan ikke forlænges ud over fjorten dage.
2. De frister, der er fastsat i stk. 1, gælder ikke i tilfælde af hændelige omstændigheder eller force majeure.«
15 Toldkodeksens artikel 220 har følgende ordlyd:
»Hvis det afgiftsbeløb, som følger af en toldskyld, ikke er bogført i henhold til artikel 218 og 219 eller er bogført for lavt i forhold til det efter lovgivningen skyldige beløb, skal bogføringen af det afgiftsbeløb, der skal opkræves eller efteropkræves, ske senest to dage efter det tidspunkt, hvor toldmyndighederne er blevet klar over situationen og kan beregne det efter lovgivningen skyldige beløb og fastslå, hvem der er debitor (efterfølgende bogføring). Denne frist kan forlænges efter artikel 219.«
16 Kodeksens artikel 221, stk. 1, bestemmer:
»Så snart afgiftsbeløbet er bogført, underrettes debitor efter en passende fremgangsmåde om beløbets størrelse.«
17 Kodeksens artikel 243 bestemmer:
»1. Enhver person kan indgive klage mod afgørelser, der træffes af toldmyndighederne om anvendelse af toldforskrifterne, og som berører den pågældende umiddelbart og individuelt.
Klage kan endvidere indgives af enhver person, der har anmodet toldmyndighederne om en afgørelse vedrørende anvendelsen af toldforskrifterne, og som ikke har opnået, at nævnte myndigheder har truffet afgørelse inden for den i artikel 6, stk. 2, omhandlede frist.
Klagen skal indgives i den medlemsstat, hvor afgørelsen er truffet, eller hvor der er anmodet om en sådan afgørelse.
2. Klagen kan
a) i første instans indgives til den af medlemsstaterne hertil udpegede toldmyndighed
b) i anden instans indgives til en uafhængig instans, der kan være en domstol eller et tilsvarende specialiseret organ, i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i medlemsstaterne.«
18 Det bestemmes i toldkodeksens artikel 245:
»De nærmere bestemmelser om klageadgangen fastsættes af medlemsstaterne.«
19 Kodeksens artikel 246 har følgende ordlyd:
»Dette afsnit anvendes ikke på klager indgivet med henblik på annullering eller ændring af en afgørelse truffet af toldmyndighederne med hjemmel i straffelovgivningen.«
20 Artikel 378, stk. 1 og 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92 (EFT L 253, s. 1, herefter »gennemførelsesforordningen«) bestemmer:
»1. Med forbehold af [toldkodeksens] artikel 215 gælder det, at er en forsendelse ikke blevet frembudt for bestemmelsesstedet, og kan det ikke fastslås, hvor en overtrædelse eller en uregelmæssighed er begået, anses overtrædelsen eller uregelmæssigheden for at være begået:
– i den medlemsstat, som afgangsstedet henhører under, eller
– i den medlemsstat, som grænseovergangsstedet ved indpassagen til Fællesskabet henhører under, og hvortil der er indgivet en grænseovergangsattest
medmindre der inden for den i artikel 379, stk. 2, fastsatte frist på en for de kompetente myndigheder tilfredsstillende måde enten føres bevis for, at forsendelsen er gennemført forskriftsmæssigt, eller det påvises, hvor overtrædelsen eller uregelmæssigheden faktisk er begået.
2. Når den pågældende overtrædelse eller uregelmæssighed i mangel af et sådant bevis fortsat anses for at være begået i afgangsmedlemsstaten eller i indgangsmedlemsstaten som omhandlet i stk. 1, andet led, opkræves importafgifter og andre afgifter for de pågældende varer af denne medlemsstat i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne eller de nationale bestemmelser.«
21 Gennemførelsesforordningens artikel 379 har følgende ordlyd:
»1. Når en forsendelse ikke er blevet frembudt ved bestemmelsesstedet, og stedet for overtrædelsen eller uregelmæssigheden ikke kan fastslås, underretter afgangsstedet den hovedforpligtede herom så hurtigt som muligt og inden udløbet af den ellevte måned efter datoen for registreringen af angivelsen til fællesskabsforsendelse.
2. I den i stk. 1 omhandlede underretning anføres især den frist, inden for hvilken der på en for toldmyndighederne tilfredsstillende måde skal føres bevis for, at forsendelsen er gennemført forskriftsmæssigt, eller inden for hvilken det kan påvises, hvor overtrædelsen eller uregelmæssigheden faktisk er begået. Nævnte frist fastsættes til tre måneder fra datoen for den i stk. 1 omhandlede underretning. Hvis det nævnte bevis ikke er ført inden udløbet af denne frist, inddriver den kompetente medlemsstat importafgifter og andre afgifter for de pågældende varer. I tilfælde, hvor denne medlemsstat ikke er den medlemsstat, hvor afgangsstedet er beliggende, skal sidstnævnte straks informere den førstnævnte medlemsstat.«
Den administrative procedure
22 I forbindelse med en kontrol vedrørende de traditionelle egne indtægter gennemført i perioden fra den 1. til den 5. december 1997 opdagede Kommissionens tjenestegrene bl.a. i toldkontoret i Antwerpen, at for så vidt angår tre sager om manglende afvikling af angivelserne om ekstern fællesskabsforsendelse (T1-angivelser, henholdsvis den 10.6.1996, den 20.12.1995 og den 17.1.1996), vedrørte inddrivelsen af de tilsvarende egne indtægter beløb, som ifølge Kommissionen var dækket af en garanti og ikke anfægtet, selv om de var blevet bogført i B-regnskabet på tidspunktet for deres fastlæggelse og først i A-regnskabet på tidspunktet for deres faktiske inddrivelse. Den pågældende toldskylds størrelse er henholdsvis 1 800 BEF (44,62 EUR), 8 292 BEF (205,55 EUR) og 4 509 BEF (111,78 EUR).
23 Ved skrivelse af 28. april 1998 fremsendte Kommissionen rapport nr. 97-0-1 vedrørende kontrollen i december 1997 til de belgiske myndigheder og anmodede dem om at træffe de nødvendige foranstaltninger til sikring af overholdelsen af de fællesskabsretlige bestemmelser om bogføring og om af egen drift at bogføre de konstaterede fordringer, som er dækket af en garanti og ikke anfægtet, i A-regnskabet straks efter konstateringen af, at de ikke er afviklet rettidigt. Kommissionen anmodede ligeledes myndighederne om at undersøge, hvorvidt der siden den 1. januar 1995 havde været andre forsinkelser i overdragelsen af de egne indtægter som følge af en forsinket bogføring i A-regnskabet. Kommissionen henledte endelig myndighedernes opmærksomhed på bestemmelserne i artikel 11 i forordning nr. 1552/89 vedrørende betaling af morarenter.
24 I deres svar af 8. oktober 1998 bekræftede de belgiske myndigheder, at de handlede i overensstemmelse med de fællesskabsretlige bestemmelser, og at den anmodede undersøgelse vedrørende alle belgiske toldkontorer for perioden efter den 1. januar 1995 herefter var uden genstand.
25 Kommissionen understregede i skrivelse af 2. februar 2000, at det tilkom medlemsstaterne at gennemføre en effektiv inddrivelse af de egne indtægter, herunder beløb dækket af en garanti udstedt inden for rammerne af proceduren med ekstern forsendelse (T1-angivelser, TIR-carneter, ATA-carneter osv.). Sådanne beløb kan derfor alene opføres i B-regnskabet, hvis de er behørigt anfægtet, hvilket navnlig indebærer, at den fastsatte frist er overholdt, og at der er indgivet skriftlig klage. Kommissionen har følgelig gentaget sin anmodning om, at de belgiske myndigheder bragte deres praksis i overensstemmelse med de fællesskabsretlige bestemmelser på området.
26 Ved skrivelse af 31. maj 2000 gentog myndighederne, at de var af den opfattelse, at deres holdning vedrørende behandling af T1-angivelser og TIR-carneter, som ikke var afviklet, var i overensstemmelse med de fællesskabsretlige bestemmelser.
27 Kommissionen anfægtede på ny denne argumentation og fremsendte den 13. november 2001 en åbningsskrivelse til Kongeriget Belgien, hvori den gentog sine klagepunkter og afviste medlemsstatens myndigheders argumentation, idet den på ny anmodede dem om at fremsende en oversigt over alle de angivelser for ekstern fællesskabsforsendelse, som ikke var afviklet rettidigt, siden den 1. januar 1995, med præcis angivelse af disses bogføring. Kommissionen mindede ligeledes myndighederne om deres forpligtelse til at betale morarenter i overensstemmelse med artikel 11 i forordning nr. 1552/89.
28 Da Kongeriget Belgien havde opretholdt sin opfattelse i svarskrivelse af 12. marts 2002, sendte Kommissionen den 28. oktober 2002 en begrundet udtalelse til medlemsstaten, hvori den opfordrede denne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme udtalelsen, inden for en frist på to måneder fra dens meddelelse.
29 Den 19. december 2002 anmodede de belgiske myndigheder Kommissionen om en forlængelse af svarfristen i den begrundede udtalelse indtil den 28. januar 2003. Ved skrivelse af 30. januar 2003 anførte de, at på grund af, at en tilsvarende sag vedrørende Forbundsrepublikken Tyskland verserede for Domstolen (sag C-105/02), ville de afvente Domstolens afgørelse heraf, før de ville tage stilling til den foreliggende sag.
30 På dette grundlag besluttede Kommissionen at anlægge den foreliggende sag.
31 Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 30. november 2004 fik Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland tilladelse til at intervenere til støtte for Kongeriget Belgiens påstande.
Om søgsmålet
Om formaliteten med hensyn til søgsmålet
32 Den belgiske regering har anført, at på det tidspunkt, hvor de omhandlede fordringer på Fællesskabets egne indtægter opstod i nærværende sag, var det forordning nr. 1552/89, der var gældende.
33 Kommissionen har i denne forbindelse anført, at betingelserne for, at der opstår en fordring for Fællesskabet på en toldskyld, er forblevet de samme før og efter den ved forordning nr. 1150/2000 gennemførte kodificering.
34 I denne forbindelse bemærkes, at spørgsmålet, om der foreligger et traktatbrud under en i medfør af artikel 226 EF anlagt sag, ifølge Domstolens praksis skal behandles i lyset af den fællesskabslovgivning, der var gældende på tidspunktet for udløbet af den frist, som Kommissionen har givet den pågældende medlemsstat til at rette sig efter den begrundede udtalelse (jf. bl.a. dom af 10.9.1996, sag C-61/94, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3989, præmis 42, og af 9.11.1999, sag C-365/97, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 7773, præmis 32).
35 Selv om påstandene i stævningen i princippet ikke kan udvides i forhold til de overtrædelser, der er angivet i den begrundede udtalelses konklusion og i åbningsskrivelsen, står det dog fast, at Kommissionen har adgang til at få en traktatbrudspåstand prøvet for så vidt angår forpligtelser, der har deres oprindelse i en – senere ændret eller ophævet – fællesskabsretsakts oprindelige affattelse, når disse fortsat består i henhold til nye bestemmelser. Sagens genstand kan derimod ikke udvides til også at omfatte forpligtelser i henhold til nye bestemmelser, der ikke findes tilsvarende i vedkommende retsakts oprindelige affattelse, idet dette ville være en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter med hensyn til traktatbrudsprocedurens lovlighed (jf. i denne retning dom af 12.6.2003, sag C-363/00, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 5767, præmis 22).
36 Det er ubestridt, at de forpligtelser, der følger af artikel 3, artikel 6, stk. 1 og 3, litra a) og b), artikel 9, stk. 1, artikel 10, stk. 1, og artikel 11 i forordning nr. 1150/2000, allerede var gældende i henhold til artikel 3, artikel 6, stk. 1, og artikel 6, stk. 2, litra a) og b), artikel 9, stk. 1, artikel 10, stk. 1, og artikel 11 i forordning nr. 1552/89 (jf. vedrørende artikel 9, stk. 1, og artikel 11, dommen af 12.6.2003 i sagen Kommissionen mod Italien, præmis 23).
37 For så vidt angår artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1552/89 har Domstolen fastslået, at en fordring for Fællesskabet på egne indtægter i denne bestemmelses forstand fastslås, »så snart« det skyldige beløb er blevet meddelt af de kompetente myndigheder til den afgiftspligtige, hvilken meddelelse skal ske, så snart debitor kendes, og når de kompetente administrative myndigheder kan beregne fordringens størrelse, under overholdelse af de relevante fællesskabsbestemmelser (jf. bl.a. dom af 14.4.2005, sag C-460/01, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 2613, præmis 85). Domstolen har tilsvarende fastslået, at artikel 2 i forordning nr. 1552/89, som ændret ved forordning nr. 1355/96 og gentaget i artikel 2 i forordning nr. 1150/2000, skal fortolkes således, at medlemsstaterne har pligt til at fastslå en fordring fra Fællesskabet på egne indtægter, når toldmyndighederne er i stand til at beregne afgiftsbeløbet vedrørende en toldskyld og fastslå, hvem der er debitor (dom af 15.11.2005, sag C-392/02, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 9811, præmis 61).
38 Under disse omstændigheder var de forpligtelser, der følger af artikel 2 i forordning nr. 1150/2000 vedrørende fastlæggelsen af en fordring fra Fællesskabet på egne indtægter – som den belgiske regering i øvrigt har anerkendt – allerede gældende i henhold til artikel 2 i forordning nr. 1552/89.
39 Herefter har Kommissionen adgang til at få prøvet, om Kongeriget Belgien har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i henhold til artikel 3, 6, 9, 10 og 11 i forordning nr. 1150/2000.
Om realiteten
Om det første klagepunkt vedrørende den forsinkede bogføring af de konstaterede fordringer i A-regnskabet
– Parternes argumenter
40 Kommissionen har anført, at i henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1150/2000 kan konstaterede fordringer, som ikke er inddrevet, for hvilke der ikke er stillet sikkerhed, bogføres i B-regnskabet. Det samme gælder konstaterede fordringer, som ikke er inddrevet, for hvilke der er stillet sikkerhed, i tilfælde af, at fordringerne er blevet anfægtet rettidigt, og på betingelse af, at anfægtelsen er skriftlig. De konstaterede beløb, som der er stillet sikkerhed for, og som ikke er anfægtet, skal derimod bogføres i A-regnskabet inden for den fastsatte frist uden at afvente deres faktiske inddrivelse.
41 Det følger i øvrigt af fast retspraksis (dom af 16.5.1991, sag C-96/89, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 2461, præmis 38), at forpligtelsen til at bogføre beløbene i A-regnskabet ikke er forbundet med medlemsstaternes inddrivelse af fordringerne. I modsætning til hvad den Det Forenede Kongeriges regering ligeledes har anført, består forpligtelsen fra det tidspunkt, hvor fordringerne er konstateret, garanteret og ikke anfægtet, selv hvis de omhandlede midler ikke er blevet inddrevet.
42 Da den bindende frist i artikel 6, stk. 3, litra a), og artikel 10 i forordning nr. 1150/2000 for bogføring af egne indtægter og for at stille disse til rådighed ellers ville miste enhver effektiv virkning, er medlemsstaterne forpligtede til at overholde den pågældende frist ved bogføringen og overførslen af de pågældende beløb, på trods af en national bestemmelse, i henhold til hvilken den afgiftspligtige kan anfægte toldskylden efter udløbet af denne frist. Denne forpligtelse forhindrer ikke den afgiftspligtige i at klage efter fristen, hvilket vil kunne give anledning til annullation eller ændring af gælden (artikel 2, stk. 4, og artikel 8 i forordning nr. 1150/2000).
43 Kommissionen er af den opfattelse, at udtrykket »fastlæggelse« først og fremmest henviser til den klageadgang, der er foreskrevet i toldkodeksens artikel 243 og 245, og kun sekundært til den nationale lovgivning, som skal være forenelig med de fællesskabsretlige bestemmelser. Hvis den nationale lovgivning ikke indeholder fuldstændige bestemmelser vedrørende klager på toldområdet, skal anfægtelsen af fordringerne i henhold til toldkodeksens artikel 243 i hvert fald være »indgivet«, hvilket i modsætning til hvad Det Forenede Kongeriges regering ligeledes har anført indebærer en udtrykkelig og synlig adfærd fra den afgiftepligtige mod gældens fastlæggelse, nemlig en skriftlig anfægtelse. Den blotte undladelse af at betale er ikke tilstrækkelig i denne forbindelse. Herved sikres ensartede formkrav, for så vidt som fastlæggelsen af gælden ligeledes sker skriftligt, muligheden for at godtgøre, at man ikke er enig i fastlæggelsen af gælden, og kravet om at de egne indtægter skal stilles til rådighed hurtigt og ensartet (jf. bl.a. dom af 14.11.2002, sag C-112/01, SPKR, Sml. I, s. 10655, præmis 34 ff.).
44 Den garanterende organisations nægtelse af at stille sikkerhed for den afgiftspligtiges toldskyld betyder i øvrigt i princippet ikke, at den anfægter gældens berettigelse, men snarere at den anfægter forpligtelsen til at betale gælden, når tvangsinddrivelsen heraf er påbegyndt. Selv hvis det antages, at garantens anfægtelse skal betragtes som en anfægtelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 6, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1150/2000, ville denne under alle omstændigheder ikke have nogen betydning for den bogføringsforpligtelse, der er fastsat i bestemmelsen, idet de belgiske myndigheder selv har anerkendt, at den ansvarlige garanterende organisations anfægtelse skete efter udløbet af den bindende frist, som var afgørende for bogføringen af egne indtægter.
45 Hertil kommer den omstændighed, at Kongeriget Belgien ikke har anført eller godtgjort, at de omhandlede fordringer er blevet anfægtet af garanten.
46 De belgiske myndigheder kan heller ikke påberåbe sig den omstændighed, at garantiens generelle karakter forhindrer dem i at vide, hvorvidt den faktisk dækker en T1-angivelse, idet artikel 6, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1150/2000 ikke sondrer mellem garantityper. Garantens ansvar er i øvrigt accessorisk. Medlemsstaterne kan frit afgøre, hvilken type garanti de vil kræve til dækning af toldskylden, idet den eneste betingelse er, at den skal være effektiv og tilstrækkelig, idet medlemsstaterne skal bære konsekvenserne, hvis dette ikke er tilfældet. Den modsatte fortolkning, som også Det Forenede Kongeriges regering har støttet, savner grundlag i ordlyden af artikel 6 i forordning nr. 1150/2000.
47 Det fremgår klart af toldkodeksens artikel 195, at toldmyndighederne kan afslå at godkende en garanti, når de finder, at denne ikke fuldt ud vil kunne sikre betaling af toldskylden. Foreligger der en generel sikkerhedsstillelse, skal sikkerhedsbeløbet i henhold til kodeksens artikel 192, stk. 1, fastsættes således, at det på ethvert tidspunkt dækker den pågældende toldskyld. Disse bestemmelser viser klart, at den omstændighed, at garantien ikke svarer til toldskylden, ikke har nogen indflydelse på forpligtelsen til at sikre, at den pågældende gæld er dækket af en garanti. De belgiske myndigheders synspunkt, hvorefter bogføringen af et beløb i A-regnskabet aldrig kan overstige garantiens størrelse, har intet grundlag i forordning nr. 1150/2000 og kan således ikke tages til følge.
48 Den belgiske regering har anført, at i tilfælde af manglende eller svigagtig afvikling af en T1-angivelse fastsætter artikel 2 i forordning nr. 1552/89 fire betingelser for, at der kan konstateres en fordring fra Fællesskaberne på toldskylden, nemlig at toldmyndighederne skal have konstateret den manglende afvikling og have været i stand til at beregne det skyldige beløb, at identificere den afgiftspligtige og at oplyse denne om toldskylden.
49 Regeringen har ligeledes anført, at når en angivelse ikke er afviklet, og den hovedforpligtede ikke har godtgjort udførslens forskriftsmæssighed eller gerningsstedet for overtrædelsen eller uregelmæssigheden inden tre måneder fra meddelelsen om den manglende afvikling, hvilket skal ske inden elleve måneder fra registreringen af erklæringen, skal afgangsmedlemsstaten opkræve afgiften i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 378 og 379.
50 Fordringerne skulle efter konstateringen heraf have været bogført i det regnskab for egne indtægter (det drejer sig om samme bogføring som den, der er omhandlet i toldkodeksens artikel 217 og 220), som hver medlemsstat fører i henhold til artikel 6, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1552/89. Når et beløb, som endnu ikke er blevet inddrevet, er dækket af en garanti, skal beløbet bogføres i A-regnskabet, uden at det bogførte beløb dog kan overstige det garanterede beløb. Når de konstaterede fordringer, som er dækket af en garanti, er genstand for anfægtelse og vil kunne blive udsat for ændringer som følge af opståede uoverensstemmelser, skal det af garantien dækkede beløb bogføres i B-regnskabet.
51 Når konstateringen er sket, skal de egne indtægter ligeledes stilles til rådighed for Kommissionen (artikel 10 i forordning nr. 1552/89), bortset fra tilfælde af force majeure, eller hvis det er umuligt at foretage inddrivelse af grunde, som ikke kan tilskrives medlemsstaten (samme forordnings artikel 17). Enhver forsinkelse medfører pålæggelse af morarenter (forordningens artikel 11).
52 Den belgiske regering er af den opfattelse, at det fremgår af artikel 10 og 17 i forordning nr. 1552/89, at B-regnskabet er blevet skabt for at give medlemsstaterne mulighed for at stille beløbene til rådighed, så snart opkrævningen heraf har fundet sted, og tilsigter således at undgå, at beløb, som ikke kan inddrives inden for den i artikel 6, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1552/89 fastsatte frist, påhviler medlemsstaten selv.
53 Den belgiske regering har i øvrigt anført, at tilfælde, som er omfattet af en anfægtelse af fordringerne efter artikel 6, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1552/89, forudsætter, at de konstaterede fordringer er blevet bragt til debitors kendskab (nemlig efter disses meddelelse, dvs. efter deres bogføring), således at medlemsstaterne i tilfælde af fastlæggelsen af fordringer, som endnu ikke er inddrevet, altid kan bogføre disse beløb i B-regnskabet, idet de ikke på dette tidspunkt kan vide, hvorvidt beløbene senere bliver anfægtet af debitor.
54 Den belgiske regering har anført, at forordning nr. 1552/89 ikke fastslår nogen forbindelse mellem den i toldkodeksens artikel 243 og 245 fastlagte klageprocedure og begrebet »anfægtelse«, som følger af forordningens artikel 6, stk. 2, litra b), og at der ikke er fastlagt nogen præcisering af, under hvilken form en sådan anfægtelse skal indgives. De fællesskabsretlige regler indeholder i øvrigt ingen bestemmelser om, på hvilken måde og inden for hvilken frist en gæld skal anfægtes. Man skal således på dette område henholde sig til national ret eller administrativ praksis gældende i den pågældende medlemsstat.
55 Kommissionen er af den opfattelse, at der i løbet af 1997 skulle have været indgivet formelle anfægtelser, men der blev ikke iværksat nogen administrativ klageprocedure over for de afgiftspligtige i Belgien i denne periode, og den manglende eller svigagtige afvikling af de fællesskabsretlige forsendelsesdokumenter blev i øvrigt sanktioneret som strafferetlige overtrædelser. Den belgiske regering har anført, at dette imidlertid ikke forhindrede den afgiftspligtige i at anfægte mellemværendet på en uformel måde (uden nogen betingelser for formen eller fristen). I denne forbindelse kan den omstændighed, at den hovedforpligtede ikke efterkommer en betalingsanmodning, i sig selv fortolkes af administrationen, på grundlag af formodninger og dennes lange erfaring på området for uregelmæssigheder i forbindelse med den fællesskabsretlige forsendelsesprocedure, som en anfægtelse af fordringerne.
56 Regeringen har i øvrigt anført, at garantien i de fleste tilfælde er generel og tilvejebragt for at dække flere angivelser. Selv om afgangstoldstedet i forbindelse med godkendelsen af T1-angivelsen kan kontrollere tilstedeværelsen og gyldigheden af garantien ved hjælp af et certifikat og den pågældende angivelse, har det imidlertid ikke beføjelse til at undersøge, hvorvidt den generelle garanti allerede er i brug ved andre toldsteder for at dække andre T1-angivelser, eller hvorvidt den generelle garanti allerede er fuldstændig udnyttet, eller om dokumentet er forfalsket. Ved udløbet af den frist, der er fastsat i gennemførelsesforordningens artikel 379, stk. 2, kan afgangstoldstedet ikke være sikker på, om garantien er effektiv, hvilket berettiger en bogføring af de pågældende beløb i B-regnskabet. Hertil kommer den omstændighed, at garanten ligeledes har ret til at anfægte toldmyndighedernes afgørelse, eftersom denne har negative følger for ham. Kommissionen har følgelig ikke godtgjort, at Kongeriget Belgien har tilsidesat de fællesskabsretlige bestemmelser i de tilfælde, der er omfattet af den foreliggende sag.
57 Det Forenede Kongerige har i det væsentlige gjort gældende, at når en fordring er fuldstændig dækket af en enkeltstående garanti (som fastsat i gennemførelsesforordningens artikel 373), i hvilket tilfælde medlemsstaten kan sikre sig, at garantien er effektiv og tilstrækkelig, og frit kan bestemme, hvilken type garanti den kræver, er denne medlemsstat forpligtet til at bogføre beløbet i A-regnskabet ved udløbet af den relevante frist [i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, litra a), i forordning nr. 1150/2000], medmindre en anfægtelse, som kan medføre ændringer i den pågældende fordrings størrelse, er blevet indgivet af den hovedforpligtede, garanten eller enhver anden person i henhold til national ret før udløbet af den pågældende frist. Når en fordring ikke helt eller delvist er dækket af en garanti, og toldmyndighederne korrekt har udøvet deres beføjelser inden for rammerne af fællesskabsretten til at give dispensation eller tillade et lavere sikkerhedsstillelsesniveau i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 361, skal det i henhold til bestemmelserne fastslås, at gælden ikke er dækket af nogen garanti, og at den skal bogføres i B-regnskabet. Subsidiært har regeringen anført, at når en fordring kun er dækket delvist af en garanti, kan medlemsstaten kun bogføre den del, som faktisk er omfattet af en garanti, i A-regnskabet. I øvrigt, og ligeledes subsidiært, er det anført, at når en fordring er dækket af en generel garanti, skal den alligevel betragtes som værende ikke dækket indtil det tidspunkt, hvor toldmyndighederne har konstateret, at dækningen er tilstrækkelig, og at fordringen således er dækket af en effektiv og tilstrækkelig garanti.
– Domstolens bemærkninger
58 Det skal bemærkes, at hverken eksistensen af toldskylden eller størrelsen af de omtvistede fordringer, nemlig henholdsvis 44,62 EUR, 205,55 EUR og 111,78 EUR, er blevet anfægtet i den foreliggende sag. Den belgiske regering har derimod anfægtet Kommissionens synspunkt om, at de omhandlede beløb er blevet bogført for sent i A-regnskabet, nemlig først efter deres faktiske inddrivelse i slutningen af 1997.
59 Det bestemmes i artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1150/2000, at medlemsstaternes finansforvaltning eller det af hver medlemsstat udpegede organ skal føre et regnskab over egne indtægter. Ifølge artikel 6, stk. 3, litra a) og b), er medlemsstaterne forpligtede til at bogføre »de i henhold til artikel 2 konstaterede fordringer« senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev konstateret, enten i A-regnskabet eller, hvis visse betingelser er opfyldt, i B-regnskabet.
60 Det følger af artikel 2, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1150/2000, at der »opstår« en fordring for Fællesskaberne på egne indtægter, når toldbestemmelsernes betingelser om »bogføring« af fordringen er opfyldt, og beløbet er »meddelt« debitor. Den i stk. 1 omhandlede fastlæggelse anses for at have fundet sted på den i toldbestemmelserne fastsatte bogføringsdato.
61 Hvad angår »bogføringen« og »meddelelsen« af fordringens størrelse til debitor henviser artikel 2 i forordning nr. 1150/2000 til toldbestemmelserne, hvilket vil sige toldkodeksen og gennemførelsesforordningen.
62 Som Domstolen har udtalt i præmis 59 i dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, fremgår det af toldkodeksens artikel 217, 218 og 221, at ovennævnte betingelser er opfyldt, når toldmyndighederne har de nødvendige oplysninger og følgelig er i stand til at beregne afgiftsbeløbet vedrørende toldskylden og fastslå, hvem der er debitor (jf. i denne retning dommene af 14.4.2005 i sagen Kommissionen mod Nederlandene, præmis 71, og i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 80). Medlemsstaterne kan ikke undlade at fastlægge kravene, selv om de bestrider dem, da Fællesskabets finansielle ligevægt i modsat fald ville blive forstyrret som følge af en medlemsstats handlemåde (dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 60).
63 Det følger heraf, at medlemsstaterne har pligt til at fastslå en fordring fra Fællesskabet på egne indtægter, når toldmyndighederne er i stand til at beregne afgiftsbeløbet vedrørende en toldskyld og fastslå, hvem der er debitor (dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 61), og følgelig at bogføre fordringerne i overensstemmelse med artikel 6 i forordning nr. 1150/2000.
64 I det foreliggende tilfælde er de belgiske myndigheder hverken foreholdt at have konstateret fordringerne på de omhandlede egne indtægter for sent eller at have undladt at bogføre de konstaterede fordringer straks efter denne konstatering, men at have bogført de omhandlede beløb, som er konstateret og meddelt den hovedforpligtede i overensstemmelse med bestemmelserne i toldkodeksen og i gennemførelsesforordningen, i B-regnskabet i stedet for at have bogført dem i A-regnskabet inden for den frist, der er fastsat i artikel 6, stk. 3, litra a), i forordning nr. 1150/2000.
65 Med hensyn til bogføringen af egne indtægter fastsætter artikel 6, stk. 3, litra a) og b), i forordning nr. 1150/2000, at medlemsstaterne i A-regnskabet skal opføre de i henhold til samme forordnings artikel 2 konstaterede fordringer senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev konstateret, dog kan de i B-regnskabet inden for samme frist opføre de fordringer, der er konstateret, men »endnu ikke er […] [inddrevet]«, og for hvilke der »ikke er stillet sikkerhed«, samt »fordringer, der er konstateret og dækket af garantier, [men som] anfægtes og forventes at blive ændret som følge af de opståede uoverensstemmelser«.
66 For at de egne indtægter kan blive stillet til rådighed, bestemmer artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1150/2000, at hver enkelt medlemsstat som fastlagt i artikel 10 fører egne indtægter til kredit for den konto, som med henblik herpå er oprettet i Kommissionens navn. I overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, foretages krediteringen efter fradrag af opkrævningsomkostninger senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev fastlagt i henhold til samme forordnings artikel 2, bortset fra fordringer, som i medfør af forordningens artikel 6, stk. 3, litra b), er opført i B-regnskabet, hvor krediteringen skal foretages senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen er [...] »[inddrevet]«.
67 Den belgiske regering har for det første anført, at de fordringer, der er omfattet af nærværende sag, var blevet »anfægtet« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 6, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1150/2000, hvorfor de omhandlede beløb retmæssigt kunne bogføres i B-regnskabet indtil deres faktiske inddrivelse. En anfægtelse i bestemmelsens forstand var opstået ved den blotte betalingsnægtelse og på trods af en formel klage. Den kunne hidrøre fra såvel garanten som den hovedforpligtede.
68 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den blotte undladelse af at betale de omhandlede beløb ikke kan betragtes som svarende til en anfægtelse af fordringerne i henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1150/2000. Toldkodeksens artikel 243, stk. 1, tredje afsnit, angiver udtrykkeligt, at den klage, som enhver person kan indgive mod afgørelser truffet af toldmyndighederne om anvendelse af toldforskrifterne, og som berører den pågældende umiddelbart og individuelt, skal »indgives« i den medlemsstat, hvor afgørelsen er truffet, eller hvor der er anmodet om en sådan afgørelse, og det præciseres i artikel 6, stk. 2, at klagen i første instans kan indgives til »toldmyndigheden«, og i anden instans til en »uafhængig instans«. Kravet om en formel klage, som således fremgår af artikel 243, er indført af retssikkerhedsmæssige årsager og giver mulighed for at sikre en hurtig og ensartet anvendelse af toldbestemmelserne med henblik på, at Fællesskabets egne indtægter stilles til rådighed uden ophold (jf. bl.a. dommen af 14.4.2005 i sagen Kommissionen mod Nederlandene, præmis 60).
69 Herefter, og da det ikke er godtgjort, at den hovedforpligtede har anfægtet de omstridte fordringer inden for den i artikel 6, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1150/2000 fastsatte frist, skal det fastslås, at den belgiske regering ikke har bevist, at den hovedforpligtedes adfærd kunne berettige en bogføring af de pågældende fordringer i B-regnskabet.
70 Hvad angår argumentationen om, at en anfægtelse efter artikel 6, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1150/2000 ligeledes kan hidrøre fra garanten, skal det blot bemærkes, at den pågældende regering hverken har godtgjort eller gjort gældende, at de omhandlede fordringer er blevet anfægtet af garanten før udløbet af den i bestemmelsen fastsatte frist, eller at de omtvistede fordringer kan blive genstand for ændringer som følge af opståede uoverensstemmelser.
71 Den belgiske regering har for det andet anført, at de omhandlede fordringer, som ikke er afviklet, med rette kunne bogføres i B-regnskabet, for så vidt som de ikke effektivt var dækket af en garanti i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 6, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1150/2000, på tidspunktet for udløbet af den frist, der er fastsat for bogføring af de omstridte fordringer.
72 Det skal i denne forbindelse blot bemærkes, at regeringen – idet den har erkendt, at de omhandlede fordringer var dækket af en garanti – under alle omstændigheder ikke har godtgjort, at den pågældende garanti ikke var tilstrækkelig til at sikre betalingen af beløbene ved udløbet af den nævnte frist.
73 Den fejlagtige bogføring af fordringerne i B-regnskabet har betydet en forsinket kreditering af de tilsvarende egne indtægter på Kommissionens konto, hvilket i overensstemmelse med artikel 9 og 10 i forordning nr. 1150/2000 skal ske inden for samme frist som den, der er fastsat for bogføring af de pågældende fordringer i A-regnskabet i henhold til forordningens artikel 6, stk. 3, litra a).
74 Ifølge artikel 11 i forordning nr. 1150/2000 medfører enhver forsinkelse med krediteringen af den i samme forordnings artikel 9, stk. 1, omhandlede konto, at den pågældende medlemsstat skal betale en rente for hele forsinkelsesperioden. De pågældende renter kan kræves betalt uanset grunden til den forsinkede kreditering af Kommissionens konto (jf. bl.a. dom af 14.4.2005 i sagen Kommissionen mod Nederlandene, præmis 91).
75 Følgelig giver den forsinkede bogføring af de egne indtægter på Kommissionens konto i henhold til artikel 11 i forordning nr. 1150/2000 ret til morarenter, hvis manglende betaling Kongeriget Belgien ikke har bestridt.
76 Kommissionens første klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af artikel 6, 9, 10 og 11 i forordning nr. 1150/2000 skal således tages til følge.
Om det andet klagepunkt vedrørende manglende meddelelse af oplysninger til Kommissionen
– Parternes argumenter
77 Hvad angår klagepunktet vedrørende de belgiske myndigheders nægtelse af at give Kommissionen en oversigt over de angivelser af fællesskabsforsendelse, som ikke var afviklet siden 1995, og vedrørende andre transaktioner, for hvilke bogføringen på den pågældende institutions konto var forsinket, har Kommissionen bekræftet, at myndighederne var fuldt ud oplyst om, at Kommissionen var i færd med at undersøge, hvorvidt en berigtigelse ud over visse isolerede tilfælde var nødvendig, således at de burde have opbevaret ikke alene alle de dokumenter, som var kontrolleret under kontrolundersøgelsen, men også alle de dokumenter, som var blevet behandlet på samme bogføringsmæssige måde i løber af tre kalenderår regnet fra slutningen af det år, som bilagene henviser til. Ved at tilintetgøre disse dokumenter har de pågældende myndigheder tilsidesat artikel 3 i forordning nr. 1150/2000. Kongeriget Belgien er i øvrigt underlagt den samarbejdsforpligtelse, som følger af artikel 10 EF, og burde således have meddelt disse oplysninger til Kommissionen (jf. dom af 7.3.2002, sag C-10/00, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 2357, præmis 88 og 89). Begivenhederne i sagen viser klart, at i modsætning til hvad den belgiske regering har anført, kunne den ikke gå ud fra, at Kommissionen var tilfreds med den besvarelse, den havde givet i løbet af den administrative procedure.
78 Den belgiske regering har anført, at medlemsstaternes forpligtelser vedrørende kontrollen med de egne indtægter formelt og specifikt fremgår af artikel 18 i forordning nr. 1552/89.
79 Kongeriget Belgien har gjort gældende, at det lovligt kunne antage, at det havde anvendt de fællesskabsretlige bestemmelser korrekt.
80 Regeringen er af den opfattelse, at Kommissionens anmodning om at undersøge alle de angivelser om ekstern fællesskabsforsendelse, som var godkendt på et belgisk toldkontor, og som 14 måneder efter deres godkendelse ikke var afviklet, nemlig ca. 10 000 angivelser pr. år, samt at meddele de regnskabsmæssige oplysninger for en periode på mere end tre år, var for upræcis for så vidt angår det omhandlede tilfælde og stod ikke i forhold til, hvad Kommissionens ansatte havde fastslået ved kontrollen (tre T1-angivelser, som ikke var afviklet, med fordringer på henholdsvis 44,62 EUR, 205,55 EUR og 111,78 EUR). Det var i øvrigt fuldstændig umuligt at åbne ca. 30 000 sager, for det første henset til de disponible ressourcer og midler, og for det andet på grund af den omstændighed, at arkiverne ikke længere blev opbevaret (ud over den obligatoriske frist på tre år). Det var umuligt for den belgiske regering under rimelige betingelser og uden at forstyrre forvaltningen og dens organisation at fremskaffe dokumenterne eller at gennemføre den anmodede kontrol (jf. analogt dommen af 7.3.2002 i sagen Kommissionen mod Italien, præmis 91).
81 Alene for årene 1995-1997 omfattede opbevaringen af dokumenter ca. 12 mio. angivelser med bilag, uden at medregne angivelser for det løbende år. De midler, der skulle anvendes til opbevaring og lager, vejede tungt materielt og finansielt. Det var umuligt på et materielt og økonomisk plan at forlænge opbevaringstiden for disse dokumenter med flere år.
– Domstolens bemærkninger
82 Ifølge fast retspraksis fremgår det af artikel 10 EF, at medlemsstaterne er forpligtet til at medvirke loyalt til enhver undersøgelse, der iværksættes af Kommissionen i henhold til artikel 226 EF, og at meddele den alle de oplysninger, som den anmoder om i denne forbindelse (jf. bl.a. dom af 6.3.2003, sag C-478/01, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 2351, præmis 24).
83 For så vidt angår medlemsstaternes pligt til i loyalt samarbejde med Kommissionen at træffe foranstaltninger, der gør det muligt at sikre, at fællesskabsbestemmelserne om fastlæggelse af eventuelle egne indtægter finder anvendelse, har Domstolen fastslået, at det særligt følger af denne pligt, som med hensyn til spørgsmålet om at foretage undersøgelser konkret er udmøntet i artikel 18 i forordning nr. 1552/89, at når Kommissionen i vidt omfang er afhængig af de oplysninger, den pågældende medlemsstat fremlægger, er medlemsstaten forpligtet til på rimelige betingelser at stille bilag og andre fornødne dokumenter til Kommissionens rådighed, således at Kommissionen kan efterprøve, om og i givet fald i hvilket omfang de pågældende beløb udgør Fællesskabernes egne indtægter (dommen af 7.3.2002 i sagen Kommissionen mod Italien, præmis 89-91).
84 Som følge af den kontrol, Kommissionens ansatte har udført i Belgien i december 1997, der viste et antal tilfælde af fordringer, som var endeligt konstateret, som hidrørte fra transaktioner dækket af T1-angivelser, som var bogført i B-regnskabet, selv om de ifølge Kommissionen burde have været bogført i A-regnskabet, har Kommissionen ved flere lejligheder og siden april 1998 anmodet de belgiske myndigheder om at undersøge, hvorvidt der siden den 1. januar 1995 havde været andre forsinkelser i overdragelsen af egne indtægter som følge af en forsinket bogføring i A-regnskabet og i givet fald at give Kommissionen meddelelse om disse tilfælde, således at den kunne beregne de skyldige morarenter i overensstemmelse med artikel 11 i forordning nr. 1150/2000 på grund af, at de egne indtægter var stillet for sent til rådighed.
85 Ved ikke at efterkomme denne anmodning har Kongeriget Belgien tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10 EF.
86 Som anført i denne doms præmis 84, var Kommissionens anmodning begrundet med konstateringen under kontrolundersøgelsen i december 1997 af et antal tilfælde, som ifølge institutionen viste, at der forelå tilsidesættelse af forordning nr. 1552/89. Kommissionen var således fuldt ud berettiget til at anmode Kongeriget Belgien om at fremsende disse oplysninger vedrørende andre lignende tilfælde siden den 1. januar 1995, idet medlemsstaterne netop i henhold til denne forordnings artikel 3, stk. 1, skal træffe de fornødne foranstaltninger til, at bilagene vedrørende fastlæggelsen og overdragelsen af egne indtægter opbevares i mindst tre kalenderår regnet fra udgangen af det år, de vedrører.
87 Omfanget og kompleksiteten af de opgaver, der varetages af toldmyndighederne, kan ikke tages i betragtning, og dette alene fordi de belgiske myndigheder har begrundet deres synspunkt med en fortolkning af fællesskabsretten, som Domstolen har forkastet (jf. denne doms præmis 67 og 68).
88 Ved at tilintetgøre arkiverne for den pågældende periode, herunder vedrørende de tre sager, som er genstand for nærværende søgsmål, har den belgiske regering åbenlyst tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3 i forordning nr. 1150/2000, som i stk. 3 bestemmer, at såfremt det ved den revision, som de nationale myndigheder alene eller sammen med Kommissionen foretager af bilagene vedrørende en fastlæggelse, viser sig nødvendigt at foretage en berigtigelse af denne, opbevares disse bilag i så lang tid ud over den i nævnte artikel fastsatte frist, at nævnte berigtigelse kan foretages og kontrolleres.
89 Herefter skal andet klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af artikel 10 EF og artikel 3 i forordning nr. 1150/2000 ligeledes tages til følge.
90 Henset til disse betragtninger skal det fastslås, at:
Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, 6, 9, 10 og 11 i forordning nr. 1150/2000, der fra den 31. maj 2000 har ophævet og erstattet forordning nr. 1552/89, hvis formål er identisk, og artikel 10 EF, idet det:
– ikke inden for den gældende frist har bogført de konstaterede fordringer i det regnskab, som er omhandlet i artikel 6, stk. 3, litra a), i forordning nr. 1150/2000
– ikke har kontrolleret, om der siden den 1. januar 1995 har været andre forsinkelser i overdragelsen af de egne indtægter som følge af en forsinket bogføring i det regnskab, som er omhandlet i artikel 6, stk. 3, litra a), i forordning nr. 1150/2000, har tilintetgjort de arkiver, som vedrørte denne periode, og ikke har meddelt Kommissionen disse forsinkelser med henblik på, at denne kunne beregne de skyldige morarenter i henhold til nævnte forordningens artikel 11 på grund af en forsinket overdragelse af de egne indtægter.
Sagens omkostninger
91 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger, og dette har tabt sagen, bør det pålægges Kongeriget Belgien at betale sagens omkostninger. I henhold til samme artikels stk. 4, bærer Det Forenede Kongerige sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling)
1) Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, 6, 9, 10 og 11 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, der fra den 31. maj 2000 har ophævet og erstattet Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29. maj 1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, hvis formål er identisk, og artikel 10 EF, idet det:
– ikke inden for den gældende frist har bogført de konstaterede fordringer i det regnskab, som er omhandlet i artikel 6, stk. 3, litra a), i forordning nr. 1150/2000
– ikke har kontrolleret, om der siden den 1. januar 1995 har været andre forsinkelser i overdragelsen af de egne indtægter som følge af en forsinket bogføring i det regnskab, som er omhandlet i artikel 6, stk. 3, litra a), i forordning nr. 1150/2000, har tilintetgjort de arkiver, som vedrørte denne periode, og ikke har meddelt Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber disse forsinkelser med henblik på, at denne kunne beregne de skyldige morarenter i henhold til nævnte forordnings artikel 11 på grund af en forsinket overdragelse af de egne indtægter.
2) Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.
3) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer sine egne omkostninger.
Underskrifter
* Processprog: fransk.
Full & Egal Universal Law Academy