Domstolens kendelse (Anden Afdeling) af 11. maj 2006 – Confcooperative m.fl.
(sag C-231/04)
»Procesreglementets artikel 104, stk. 3, første afsnit – forbindelser udadtil – aftalen EF-Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser – beskyttelse i Fællesskabet af en betegnelse vedrørende visse vine med oprindelse i Ungarn – den geografiske betegnelse »Tokaj« – brevveksling – muligheden for at benytte ordet »Tocai« i betegnelserne »Tocai friulano« eller »Tocai italico« til betegnelse og præsentation af visse italienske vine, navnlig kvalitetsvine, som er fremstillet i nærmere angivne regioner (»v.q.p.r.d.«), i en overgangsperiode med udløb den 31. marts 2007 – udelukkelse af denne mulighed efter overgangsperiodens udløb – gyldighed – retsgrundlag – artikel 133 EF – folkeretlige principper vedrørende traktater – artikel 22-24 i TRIPs-aftalen – beskyttelse af grundrettigheder – ejendomsret«
1. Præjudicielle spørgsmål – besvarelse, der klart kan udledes af retspraksis – præjudicielt spørgsmål, der er identisk med et allerede besvaret spørgsmål – anvendelse af procesreglementets artikel 104, stk. 3 (Domstolens procesreglement, art. 104, stk. 3) (jf. præmis 3 og 4)
2. Internationale aftaler – Fællesskabets aftaler – indgåelse – aftalen EF-Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser (art. 133 EF; associeringsaftalen EF-Ungarn; aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser (jf. præmis 8 samt domskonkl. 1 og 2)
3. Internationale aftaler – Fællesskabets aftaler – aftalen EF-Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser (aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, art. 4, stk. 5) (jf. præmis 8 samt domskonkl. 3 og 4)
4. Internationale aftaler – aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPs) (TRIPs-aftalen, art. 22-24) (jf. præmis 8 og domskonkl. 5)
5. Fællesskabsret – principper – grundlæggende rettigheder – ejendomsret – begrænsninger (aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser) (jf. præmis 8 og domskonkl. 6)
Angående
Anmodning om præjudiciel afgørelse – Tribunale Amministrativo Regionale del Lazio – gyldigheden af aftalen EF-Ungarn af 23. november 1993 om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser – gyldigheden af en brevveksling mellem aftaleparterne, hvorved der indførtes et forbud mod at anvende betegnelsen »Tocai« i Italien fra 2007.
Konklusion
1) Europa-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side, som blev indgået og godkendt på Fællesskabernes vegne ved Rådets og Kommissionens afgørelse 93/742/Euratom, EKSF, EF af 13. december 1993, udgør ikke retsgrundlaget for Rådets afgørelse 93/724/EF af 23. november 1993 om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser.
2) Artikel 133 EF, hvortil der henvises i præamblen til afgørelse 93/724, udgør den rette hjemmel for Fællesskabets indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser.
3) Forbuddet mod at anvende betegnelsen »Tocai« i Italien fra den 31. marts 2007, således som det fremgår af brevvekslingen angående artikel 4 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser, er ikke i strid med den i samme aftales artikel 4, stk. 5, fastsatte ordning for enslydende vinbetegnelser.
4) Fælleserklæringen angående artikel 4, stk. 5, i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser, hvilken bestemmelse i sit første afsnit fastslår, at de kontraherende parter, for så vidt angår artikel 4, stk. 5, litra a), i samme aftale har konstateret, at de på tidspunktet for forhandlingerne ikke havde kendskab til noget konkret tilfælde, hvorpå de pågældende bestemmelser kunne finde anvendelse, udgør ikke dermed en åbenbart urigtig fremstilling af de faktiske forhold.
5) Artikel 22-24 i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder, der er indeholdt i bilag 1 C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, som er indgået på Fællesskabets vegne for så vidt angår de områder, der hører under dets kompetence, ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994, skal fortolkes således, at i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, der vedrører et enslydende navn for en geografisk betegnelse i et tredjeland og en betegnelse, der svarer til benævnelsen af en druesort, der benyttes til angivelse og præsentation af visse vine, hidrørende fra Fællesskabet, der fremstilles heraf, er det i henhold til disse bestemmelser ikke et krav, at denne betegnelse fortsat kan benyttes i fremtiden uanset den omstændighed, at den i fortiden er blevet anvendt af de respektive producenter i god tro eller i mindst ti år før den 15. april 1994, og at hver betegnelse klart angiver det land eller den region eller zone, som den beskyttede vin hidrører fra, således at forbrugerne ikke vildledes.
6) Ejendomsretten udgør ikke en hindring for det forbud, som er blevet pålagt producenterne i Friuli-Venezia Giulio-regionen (Italien), mod at anvende ordet »Tocai« i betegnelserne »Tocai friulano« eller »Tocai italico« til betegnelse og præsentation af visse italienske kvalitetsvine, som er fremstillet i en nærmere angivet region efter udløbet af overgangsperioden den 31. marts 2007, således som dette forbud fremgår af brevvekslingen angående artikel 4 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser, der er vedhæftet som bilag til denne aftale, men ikke udgør en del heraf.
Full & Egal Universal Law Academy