EUR-Lex -  62005CC0132 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. MAZÀK

fremsat den 28. juni 2007 1(1)

Sag C-132/05

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

Forbundsrepublikken Tyskland

»Oprindelsesbetegnelser – ost – »Parmigiano Reggiano« – anvendelse af betegnelsen »Parmesan« – en medlemsstats undladelse af at træffe foranstaltninger ex officio for at sikre en beskyttet oprindelsesbetegnelse«

1.     I denne sag har Kommissionen i medfør af artikel 226 EF nedlagt påstand om, at det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat artikel 13, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (2) (herefter »grundforordningen«), idet den udtrykkeligt har afvist at retsforfølge markedsføringen på sit område af ost under betegnelsen »Parmesan«, som ikke opfylder varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse (»BOB«) »Parmigiano Reggiano«.

2.     Det afgørende spørgsmål i denne traktatbrudssag, som Kommissionen har anlagt mod Forbundsrepublikken Tyskland, er, om den beskyttelse, som den registrerede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano« nyder, også omfatter det tyske ord »Parmesan«.

3.     Sagen rejser også spørgsmålet, hvilke foranstaltninger medlemsstaterne er forpligtet til at træffe til sikring af beskyttelsen i henhold til grundforordningen. Hvis det antages, at beskyttelsen af den registrerede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano« også omfatter det tyske ord »Parmesan«, er en medlemsstat da forpligtet til ex officio at retsforfølge en overtrædelse af grundforordningen såsom en markedsføring af ost under betegnelsen »Parmesan«, som ikke opfylder varespecifikationen for »Parmigiano Reggiano«?

I –    Beskyttelse af »Parmigiano Reggiano« efter fællesskabsretten

A –    Forordning nr. 2081/92

4.     Artikel 2 i forordning nr. 2081/92 bestemmer:

»1. Fællesskabsbeskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler kan opnås i henhold til denne forordning.

2. I denne forordning forstås ved:

a)      oprindelsesbetegnelse: navnet på et område, et bestemt sted eller i undtagelsestilfælde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:

–      som har oprindelse i dette område, dette bestemte sted eller dette land, og

–      hvis egenskaber eller andre kendetegn hovedsageligt eller fuldstændigt kan tilskrives det geografiske miljø med dets naturbetingede og menneskelige faktorer, og som er fremstillet, forarbejdet og tilvirket i det afgrænsede geografiske område [...]«

5.     Artikel 3, stk. 1, bestemmer:

»Betegnelser, der er blevet artsbetegnelser, kan ikke registreres.

I denne forordning forstås ved en betegnelse, der er blevet en artsbetegnelse, navnet på et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel, der, selv om det henviser til det sted eller område, hvor landbrugsproduktet eller levnedsmidlet først blev fremstillet eller markedsført, er blevet fællesbetegnelsen for et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel.

For at fastslå, hvorvidt en betegnelse er blevet en artsbetegnelse, tages der hensyn til alle faktorer, især

–       de faktiske forhold i den medlemsstat, hvor navnet har sin oprindelse, og i det traditionelle forbrugsområde

–       de faktiske forhold i andre medlemsstater

–       de relevante nationale retsforskrifter eller EF-retsforskrifter.

Når en ansøgning om registrering afvises efter fremgangsmåden i artikel 6 og 7, fordi en betegnelse er blevet en artsbetegnelse, offentliggør Kommissionen den pågældende afgørelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende.«

6.     Artikel 10 bestemmer:

»1.      Medlemsstaterne drager omsorg for, at der senest seks måneder efter denne forordnings ikrafttræden oprettes en kontrolinstans, der har til opgave at sikre, at landbrugsprodukter og levnedsmidler, der er forsynet med en beskyttet betegnelse, opfylder kravene i varespecifikationen.

[...]

4.      Når en medlemsstats udpegede kontrolmyndigheder og/eller private organer konstaterer, at et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel, der er forsynet med en beskyttet betegnelse, og som har oprindelse i denne medlemsstat, ikke opfylder kravene i varespecifikationen, træffer de de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre overholdelsen af denne forordning. De underretter medlemsstaten om de foranstaltninger, som kontrollen har givet anledning til. De berørte parter skal underrettes om trufne afgørelser.«

7.     Artikel 13 bestemmer:

»1. Registrerede betegnelser er beskyttet mod:

[...]

b)      enhver uretmæssig brug, efterligning eller antydning, selv hvis produktets virkelige oprindelse er angivet, eller hvis den beskyttede betegnelse er anvendt i oversættelse eller ledsaget af udtryk såsom »art«, »type«, »måde«, »som fremstillet i«, »efterligning« eller lignende

[...]

Når der i en registreret betegnelse indgår navnet på et landbrugsprodukt eller levnedsmiddel, der betragtes som en artsbetegnelse, er anvendelse af denne artsbetegnelse på de tilsvarende landbrugsprodukter eller levnedsmidler ikke i strid med litra a) og b) i første afsnit.

[...]

3. Beskyttede betegnelser kan ikke blive til artsbetegnelser.«

B –    Registrering af »Parmigiano Reggiano«

8.     Betegnelsen »Parmigiano Reggiano« blev registreret som en oprindelsesbetegnelse i henhold til artikel 2 og afsnit A i bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96 (3) (herefter »registreringsforordningen«) med virkning fra den 21. juni 1996.

9.     Betegnelsen »Parmigiano Reggiano« blev registreret i overensstemmelse med den forenklede procedure, som er fastsat i grundforordningens artikel 17. Denne forenklede procedure gjaldt kun for registreringer, hvorom der blev indgivet ansøgning inden seks måneder efter grundforordningens ikrafttræden. Den skulle give en beskyttelse over hele Fællesskabet af de betegnelser, som allerede fandtes inden grundforordningens ikrafttræden, enten fordi de var retligt beskyttede efter medlemsstaternes nationale lovgivning eller – for de medlemsstater, hvor der ikke fandtes nogen beskyttelsesordning – fordi betegnelsen var blevet hævdvundet. Efter den forenklede procedure var en registrering undtaget fra den indsigelsesfase, som er foreskrevet i grundforordningens artikel 7 efter den normale procedure.

II – Administrativ procedure

10.   På foranledning af en klage indgivet af flere erhvervsdrivende anmodede Kommissionen ved skrivelse af 15. april 2003 de tyske myndigheder om at give de offentlige organer, som var ansvarlige for retsforfølgelsen af bedrageri, klare instruktioner om at iværksætte forholdsregler med henblik på at bringe markedsføringen af produkter under betegnelsen »Parmesan« til ophør, som ikke var i overensstemmelse med den obligatoriske varespecifikation for den registrerede betegnelse »Parmigiano Reggiano« på tysk område. Udtrykket »Parmesan« var efter Kommissionens opfattelse oversættelsen af den registrerede betegnelse »Parmigiano Reggiano«, og anvendelsen heraf udgjorde dermed en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b).

11.   I sit svar anførte den tyske regering, at selv om udtrykket »Parmesan« historisk stammede fra Parma-egnen, var det blevet en artsbetegnelse, og det blev anvendt som betegnelse for hård ost af forskellig geografisk oprindelse, som blev revet eller skulle rives. Derfor var udtrykket »Parmesan« forskelligt fra betegnelsen »Parmigiano Reggiano«, og anvendelsen af dette udtryk var ikke i strid med grundforordningen.

III – Retsforhandlinger ved Domstolen og de nedlagte påstande

12.   Da parterne fastholdt deres opfattelse under den administrative procedure, besluttede Kommissionen at anlægge den foreliggende sag ved Domstolen, hvorunder den har nedlagt følgende påstande:

»–      Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler, idet den udtrykkeligt har afvist at retsforfølge anvendelsen på sit område af betegnelsen »Parmesan« ved etikettering af produkter, der ikke er i overensstemmelse med varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano«, og derved har begunstiget den retsstridige udnyttelse af det renommé, der er knyttet til det ægte produkt, som er beskyttet inden for hele Fællesskabet.

–      Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.«

IV – Indledende bemærkninger

13.   Under denne sag er det først nødvendigt at afgøre, om det er i strid med grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b), at erhvervsdrivende i Forbundsrepublikken Tyskland anvender betegnelsen »Parmesan« ved etiketteringen af produkter, som ikke er i overensstemmelse med varespecifikationen for den beskyttelse oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano«. Forbundsrepublikken Tyskland har i denne forbindelse navnlig anført til sit forsvar, at »Parmesan« er blevet en artsbetegnelse, som ikke kan beskyttes ved registreringen af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano«.

14.   Jeg skal derpå undersøge, om Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b), ved ikke ex officio at træffe foranstaltninger til afhjælpning af en situation, hvor private efter Kommissionens opfattelse har tilsidesat fællesskabsretten ved at anvende betegnelsen »Parmesan« i forbindelse med etikettering af produkter, som ikke er i overensstemmelse med varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano«. Besvarelsen af dette spørgsmål vil medvirke til at opklare omfanget af medlemsstaternes forpligtelse efter grundforordningen til at sikre, at retstilstanden på deres område er i overensstemmelse med forordningen.

V –    Er betegnelsen »Parmesan« beskyttet i kraft af registreringen af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano«?

A –    Parternes væsentligste anbringender

1.      Kommissionen

15.   Kommissionen har, med støtte fra den italienske regering, gjort gældende, at udtrykket »Parmesan« er den korrekte oversættelse af oprindelsesbetegnelsen »Parmigiano Reggiano«. Denne oversættelse må, ligesom det er tilfældet med den beskyttede oprindelsesbetegnelse på oprindelseslandets sprog, kun benyttes på produkter, som er i overensstemmelse med den bindende varespecifikation. Den historiske baggrund for betegnelsen »Parmigiano Reggiano« viser den tætte forbindelse mellem osten, den egn, hvor den produceres, og navnet »Parmesan«, som derfor absolut ikke er nogen artsbetegnelse.

16.   Selv om »Parmesan« imidlertid ikke kan antages at være en oversættelse af den fulde beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano«, udgør udtrykket »Parmesan« dog den ordrette oversættelse af ordet »Parmigiano« til fransk, hvorfra udtrykket for flere århundreder siden er blevet optaget i det tyske og andre sprog. Oversættelsen af det element, som »Parmigiano« udgør heri, er beskyttet, fordi registreringen af en betegnelse, som indeholder flere udtryk, efter fællesskabsretten indebærer, at såvel det pågældende element som den sammensatte betegnelse som sådan er beskyttet. Det er derfor ikke noget krav efter grundforordningen, at hvert af de individuelle elementer, som ønskes beskyttet i en sammensat betegnelse, registreres, men det antages, at hvert af elementerne som sådant er beskyttet. Det betyder, at selv om Parmesan ikke anses for en oversættelse af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano«, men kun for en ordret oversættelse af det led heri, som »Parmigiano« udgør, vil oversættelsen af »Parmesan« nødvendigvis være beskyttet som følge af, at betegnelsen »Parmigiano Reggiano« er beskyttet.

17.   Kun såfremt den pågældende medlemsstat under registreringsproceduren for en sammensat betegnelse angiver over for Kommissionen, at der ikke anmodes om beskyttelse for visse dele af betegnelsen, er et led i den sammensatte betegnelse, når det anvendes for sig, ikke omfattet af den beskyttelse, der ydes ved grundforordningen. Kommissionen skal i så fald tage hensyn hertil i forbindelse med godkendelsen af registreringsforordningen ved at angive i en fodnote, at der ikke er ansøgt om beskyttelse af en bestemt del af den sammensatte betegnelse. Hvad angår oprindelsesbetegnelsen »Parmigiano Reggiano« blev der imidlertid ikke udfærdiget en sådan fodnote for nogen af de to dele, som indgår i betegnelsen.

18.   Desuden er der ingen gyldige grunde til støtte for Forbundsrepublikken Tysklands opfattelse om, at udtrykket »Parmigiano«, når det anvendes alene, skal anses for en artsbetegnelse i grundforordningens artikel 3’s forstand, som forbrugeren ikke sætter i forbindelse med et bestemt geografisk område. Oversættelsen »Parmesan« har ikke gennemgået en sådan udvikling, at den er blevet en artsbetegnelse.

19.   Selvfølgelig kan en geografisk betegnelse med tiden, afhængig af brugen, udvikle sig til en artsbetegnelse i den betydning, at forbrugerne anser den for en angivelse af en bestemt type produkt og ikke for en angivelse af produktets geografiske oprindelse, således som det f.eks. er sket med betegnelserne »Camembert« og »Brie«.

20.   I den foreliggende sag påpeger Kommissionen imidlertid, at der historisk set altid har været en tæt forbindelse mellem den bestemte geografiske egn i Italien, som osten kommer fra, og udtrykket »Parmesan«, hvilket godtgør, at udtrykket på intet tidspunkt har mistet sin geografiske konnotation. Derfor er betegnelsen »Parmesan« ikke nogen artsbetegnelse, som kan holdes adskilt fra den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano«.

21.   Hvis betegnelsen »Parmesan« var et neutralt udtryk uden en sådan konnotation, ville der ikke være nogen plausibel forklaring på de anstrengelser, som fabrikanter af imitationsprodukter gør sig for at skabe en forbindelse mellem deres produkter og Italien ved anvendelse af udtryk eller billeder.

22.   Desuden udgør den omstændighed, at der indtil 2000 blev produceret ost på italiensk område, som blev benævnt »Parmesan«, men som ikke opfyldte betingelserne i den obligatoriske varespecifikation for »Parmigiano Reggiano«, ikke nogen dokumentation for, at betegnelsen var blevet en artsbetegnelse i Italien for hård ost af forskellig oprindelse, fordi den pågældende ost udelukkende blev anvendt til eksport til lande, hvor betegnelsen »Parmesan« ikke nød særlig beskyttelse i overensstemmelse med princippet om beskyttelsens territorialitet. Under alle omstændigheder har betegnelsen »Parmigiano Reggiano« kun været beskyttet på fællesskabsplan siden den 21. juni 1996, datoen for registreringsforordningens ikrafttræden.

23.   I alt fald vil anvendelsen af betegnelsen »Parmesan« på en ost, som ikke opfylder betingelserne i varespecifikationen for »Parmigiano Reggiano«, udgøre en antydning af denne beskyttede oprindelsesbetegnelse, som er i strid med grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b).

24.   Følgelig vil markedsføringen af ost under betegnelsen »Parmesan«, som ikke opfylder betingelserne i den obligatoriske varespecifikation, udgøre en tilsidesættelse af forordningens artikel 13, stk. 1, litra b).

2.      Den tyske regering

25.   Den tyske regering har, med støtte fra den danske og østrigske regering, gjort gældende, at »Parmesan« ikke er nogen oversættelse af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano« til tysk, men en artsbetegnelse for en bestemt type hård ost, som er revet eller skal rives, og som bl.a. omfatter »Parmigiano Reggiano«.

26.   En oprindelsesbetegnelse er kun beskyttet efter grundforordningens artikel 13 i nøjagtig den form, hvori den registreres. Der kan ikke drages den modsatte konklusion fra Domstolens afgørelse i sagen Chiciak og Fol (4).

27.   Da »Parmesan« selv efter Kommissionens opfattelse er den ordrette oversættelse af ordet »Parmigiano«, udgør anvendelsen af ordet »Parmesan« ikke en krænkelse af den beskyttelse, som betegnelsen »Parmigiano Reggiano« nyder efter grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b).

28.   Desuden har den italienske regering selv udtrykkeligt bekræftet under Bigi-sagen (5), at den med vilje ikke registrerede betegnelsen »Parmigiano«. Under disse forhold kan betegnelsen »Parmigiano«, så længe den ikke er registreret, ikke være beskyttet efter fællesskabsretten.

29.   Det må i den forbindelse også fremhæves, at udtrykket »Parmigiano«, når udtrykket anvendes alene, må anses for en artsbetegnelse i forordningens artikel 3’s forstand, således som det illustreres såvel af situationen i Italien og andre medlemsstater som af lovgivningen på nationalt plan og fællesskabsplan. Ifølge grundforordningens artikel 13, stk. 1, sidste led, kan udtrykket »Parmigiano« derfor ikke yde nogen beskyttelse efter grundforordningen, da det er en artsbetegnelse.

30.   Det afgørende under en traktatbrudsprocedure er derfor under alle forhold, om ordet »Parmesan« anses for en artsbetegnelse i Forbundsrepublikken Tyskland, og hvad angår dette spørgsmål fremgår det klart, at ordet »Parmesan« i Forbundsrepublikken Tyskland altid har været en artsbetegnelse for hård ost, som er revet eller skal rives.

31.   Subsidiært anfører den tyske regering, at selv om udtrykket »Parmigiano« ikke blev anset for en artsbetegnelse, ville anvendelsen af oversættelsen »Parmesan« ikke automatisk udgøre en uretmæssig brug af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano«. Anvendelsen af en oversættelse af den beskyttede oprindelsesbetegnelse – og så meget mere af enkelte elementer i en beskyttet oprindelsesbetegnelse – udgør kun en tilsidesættelse af artikel 13, stk. 1, litra b), hvis oversættelsen rent faktisk udgør en antydning af den beskyttede oprindelsesbetegnelse.

32.   Der forelå ikke en sådan antydning hvad angår betegnelsen »Parmesan«, som har gennemgået en uafhængig udvikling i forhold til betegnelsen »Parmigiano Reggiano«, og som igennem århundreder er overgået til at blive en artsbetegnelse i forbrugerens almindelige sprogbrug. Denne udvikling er særlig for denne betegnelse og har fundet sted i Forbundsrepublikken Tyskland og i andre medlemsstater. Benyttelsen af udtrykket »Parmesan« udgør derfor ikke en uretmæssig brug eller antydning af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano«.

B –    Bedømmelse

1.      Princippet: en vid beskyttelse

33.   På grund af registreringen af betegnelsen »Parmigiano Reggiano« må denne betegnelse kun anvendes af producenter, som opererer inden for et begrænset geografisk område i Italien, og som fremstiller denne ost i overensstemmelse med den bindende varespecifikation for denne beskyttede oprindelsesbetegnelse.

34.   Det er en omfattende beskyttelse, som beskyttede oprindelsesbetegnelser nyder efter fællesskabsretten (6). Beskyttelsen er fastlagt i grundforordningens artikel 13. Ifølge artikel 13, stk. 1, litra b), er en registreret betegnelse beskyttet mod enhver uretmæssig brug, efterligning eller antydning, selv hvis produktets virkelige oprindelse er angivet, eller hvis den beskyttede betegnelse er anvendt i oversættelse eller ledsaget af udtryk såsom »art«, »type«, »måde«, »som fremstillet i«, »efterligning« eller lignende.

2.      Begrænsning: betegnelsens karakter af en artsbetegnelse

35.   Det er en vigtig begrænsning i den beskyttelse, som en registreret oprindelsesbetegnelse nyder, at artsbetegnelser ifølge grundforordningen er udelukket fra beskyttelse.

36.   Ifølge grundforordningens artikel 3, stk. 1, forstås »[i] denne forordning [...] ved en »betegnelse, der er blevet en artsbetegnelse«, navnet på et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel, der, selv om det henviser til det sted eller område, hvor landbrugsproduktet eller levnedsmidlet først blev fremstillet eller markedsført, er blevet fællesbetegnelsen for et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel«.

37.   For geografiske betegnelsers vedkommende indebærer dette, at navnet på et sted – for det meste det sted, hvor det pågældende levnedsmiddel oprindeligt blev fremstillet – bliver almindeligt udbredt. Eksempler på geografiske navne, som har gennemgået en sådan proces, er »Roquefort« (opkaldt efter et sted i Frankrig) eller »Edam ost« (opkaldt efter en by i Holland).

38.   Artsbetegnelser er nævnt i tre forbindelser i grundforordningen. For det første bestemmer forordningen, at artsbetegnelser ikke kan registreres (artikel 3, stk. 1), for det andet kan beskyttede betegnelser ikke blive til artsbetegnelser (artikel 13, stk. 3), og for det tredje er de elementer, der indgår i en registreret betegnelse, og som har karakter af en artsbetegnelse, ikke beskyttede (artikel 13, stk. 1, sidste afsnit).

39.   I den foreliggende sag foreligger der ikke nogen af de to førstnævnte situationer i henholdsvis artikel 3, stk. 1, og artikel 13, stk. 3, da den registrerede betegnelse er betegnelsen »Parmigiano Reggiano«, der ikke som sådan hævdes at udgøre en artsbetegnelse, og hvis registrering derfor ikke er omtvistet.

40.   Hvad der gøres gældende i den foreliggende sag er, at udtrykkene »Parmesan« og »Parmigiano« er artsbetegnelser i modsætning til, hvad der gælder for den registrerede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano« som helhed. Det er således i relation til artikel 13, stk. 1, sidste afsnit, som udelukker beskyttelsen af artselementer i en sammensat beskyttet oprindelsesbetegnelse, at spørgsmålet, om der foreligger en artsbetegnelse, opstår i denne sag. Denne retlige sammenhæng er forskellig fra den, der forelå i Feta-sagerne, hvor det omtvistede spørgsmål var, om den betegnelse, som ønskedes registreret, var en artsbetegnelse.

3.      Er udtrykket »Parmesan« omfattet af anvendelsesområdet for den beskyttelse, som ydes ved grundforordningens artikel 13?

41.   En betegnelse registreres normalt på sproget i det land, hvorfra den beskyttede oprindelsesbetegnelse hidrører. Således har Frankrig f.eks. registreret den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Camembert de Normandie« og Forbundsrepublikken Tyskland den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Altenburger Ziegenkäse«. Oversættelserne af beskyttede oprindelsesbetegnelser til andre officielle EU-sprog registreres ikke særskilt, medmindre der anvendes flere sprog på produktionsområdet for de varer, som er forsynet med den pågældende BOB. I dette tilfælde vil BOB’en normalt blive registreret på de sprog, der anvendes inden for produktionsområdet for de varer, som er forsynet med den pågældende BOB.

42.   Da oversættelser af BOB’er som hovedregel ikke registreres, er det et spørgsmål, om en oversættelse af en BOB er beskyttet i samme omfang som selve den registrerede BOB. Det fremgår af ordlyden af artikel 13, stk. 1, litra b) (»selv hvis [...] den beskyttede betegnelse er anvendt i oversættelser«), at oversættelser af registrerede BOB’er principielt er beskyttet i samme omfang som BOB’en på originalsproget. Denne opfattelse støttes endvidere, så vidt det ses, af Domstolens afgørelse i Bigi-sagen, hvor Domstolen antog, at beskyttelsen ifølge grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b), også gjaldt for oversættelser af BOB’er (7).

43.   Grundforordningen indeholder imidlertid ingen bestemmelser om, hvorledes det skal afgøres, hvad der udgør en oversættelse af en BOB. Dette spørgsmål vil dog formentlig ikke ret ofte rejse nogen vanskeligheder, da BOB’en i de fleste tilfælde enten ikke vil være oversat, men anvendt i den form, hvori den benyttes på sproget i det land, hvor BOB’en hidrører fra, eller oversættelsen vil være så ordret, at der ikke opstår nogen tvivl.

44.   Dette er dog ikke tilfældet i denne sag. Heri er det nemlig uomtvistet, at »Parmigiano Reggiano« blev registreret under en forenklet procedure i henhold til grundforordningens artikel 17, og at den nyder beskyttelse efter grundforordningens artikel 13, men derimod omtvistet, om »Parmesan« skal anses for oversættelsen af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano« i grundforordningens forstand og derfor som sådan skal nyde godt af beskyttelsen efter denne forordning.

45.   I Bigi-sagen (8) blev spørgsmålet, om »Parmesan« var den korrekte oversættelse af »Parmigiano Reggiano«, indbragt for Domstolen via en formalitetsindsigelse.

46.   Generaladvokat Léger indtog den opfattelse, at det under hensyn til betegnelsens historiske og etymologiske udvikling måtte antages, at »Parmesan« snarere var en »loyal« end en bogstavelig oversættelse af den beskyttede oprindelsesbetegnelse, og at betegnelserne »Parmigiano« eller »Parmesan« og »Parmigiano Reggiano« er ækvivalente eller kan anvendes indbyrdes i stedet for hinanden (9).

47.   I dommen angav Domstolen dog blot, at et flertal af de medlemsstater, som havde afgivet skriftlige indlæg, var af den opfattelse, at »Parmigiano Reggiano« og »Parmesan«, var ækvivalente (10), og erklærede, at det langt fra var åbenbart, at betegnelsen »parmesan« er blevet en artsbetegnelse (11). På dette grundlag forkastede Domstolen Forbundsrepublikken Tysklands formalitetsindsigelse.

48.   Hvad angår den foreliggende sag skal jeg fremhæve, at det er uomtvistet mellem parterne, at »Parmesan« ikke er den ordrette oversættelse til tysk af »Parmigiano Reggiano«, men at det er et udtryk, som er udledt af oversættelsen til fransk af ordet »Parmigiano«, der er det ene af de to led, som indgår i den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano«. Derimod er det omtvistet mellem parterne, om »Parmesan« – således som det hævdes af Kommissionen – også er den tyske oversættelse, som hidrører fra fransk af oprindelsesbetegnelsen »Parmigiano Reggiano«.

49.   Efter min opfattelse er det en betingelse for at anse »Parmesan« for en oversættelse af »Parmigiano Reggiano« i grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b)’s forstand, at disse to udtryk generelt må anses for ækvivalente af forbrugerne.

50.   De citater, Kommissionen har fremdraget under sagen, viser, at betegnelsen »Parmesan« oprindeligt hidrørte fra betegnelsen »Parmigiano«, hvormed betegnedes en ost, som var fremstillet i Parma-egnen, men godtgør ikke, at udtrykket »Parmesan« stadig anses for ækvivalent med betegnelsen »Parmigiano Reggiano«, som alene vedrører en bestemt type ost fremstillet i Emilia-Romagna. De emballager, som Kommissionen har fremlagt, godtgør alene, at forbrugerne måske sætter ordet »Parmesan« i forbindelse med Italien, det land, hvor den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano« hidrører fra.

51.   Forbundsrepublikken Tyskland har dog til støtte for sit argument om, at »Parmesan« ikke er oversættelsen af BOB’en »Parmigiano Reggiano«, navnlig gjort gældende, at »Parmigiano Reggiano« i den bilaterale overenskomst mellem Italien og Østrig i 1954 blev oversat til tysk som »Parmigiano Reggiano« og ikke som »Parmesan«. Selv om denne overenskomst ikke længere er i kraft, da den er blevet afløst af grundforordningen, udgør den et faktisk bevis for, hvorledes betegnelsen »Parmigiano Reggiano« er blevet oversat til tysk ved gensidig aftale mellem Italien og Østrig, efter at den italienske lovgiver havde besluttet at beskytte betegnelsen »Parmigiano Reggiano« ved lov.

52.   Efter min opfattelse kan jeg ikke med sikkerhed konkludere på grundlag af de beviser, der er fremlagt af parterne, at »Parmesan« er ækvivalent med »Parmigiano Reggiano« og derfor udgør oversættelsen heraf. Det kan kun fastslås med sikkerhed, at udtrykkene »Parmesan« og »Parmigiano« er ækvivalente og derfor udgør oversættelser af det tilsvarende udtryk på det andet sprog.

53.   Uanset om udtrykket »Parmesan« er oversættelsen af BOB’en »Parmigiano Reggiano«, er jeg dog af den opfattelse, at »Parmesan« kan udgøre en antydning af BOB’en »Parmigiano Reggiano« i artikel 13, stk. 1, litra b)’s forstand og derfor være omfattet af den beskyttelse, som der tilkommer BOB’en »Parmigiano Reggiano« efter grundforordningen.

54.   Artikel 13, stk. 1, litra b), indeholder et forbud mod en »antydning« af en beskyttet oprindelsesbetegnelse, »selv hvis produktets virkelige oprindelse er angivet«.

55.   Domstolen har fastslået, at begrebet »antydning« i grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b), omfatter det tilfælde, hvor det udtryk, der anvendes som betegnelse for et produkt, omfatter en del af en beskyttet betegnelse, således at forbrugeren, når han ser dette produkts navn, i ånden føres til at tænke på den vare, som betegnelsen gælder for (12).

56.   Ifølge Domstolens praksis kan der foreligge en antydning af en beskyttet betegnelse, uden at der er nogen risiko for forveksling af de pågældende produkter, selv om de elementer i betegnelsen, som det omtvistede udtryk er en gentagelse af, ikke er omfattet af nogen fællesskabsbeskyttelse (13). Angivelsen af produktets virkelige oprindelse på emballagen har ikke nogen betydning for, om der foreligger en sådan uretmæssig brug, efterligning eller antydning, som udtrykkeligt er omhandlet i artikel 13, stk. 1, litra b) (14).

57.   Hvad angår spørgsmålet, om brugen af varemærket »Cambozola« skulle anses for en antydning af BOB’en »Gorgonzola«, fandt Domstolen, at den optiske lighed mellem de to udtryk (det omtvistede produkt var en blød, blåfarvet skimmelost, hvis ydre fremtræden ikke er uden lighed med »Gorgonzola«-ost) samt disses fonetiske lighed (det udtryk, der blev anvendt som benævnelse for produktet, endte med de to samme stavelser og indeholdt samme antal stavelser som den beskyttede betegnelse) udgjorde væsentlige grunde til afgørelse af, om der forelå en antydning (15).

58.   I den foreliggende sag er der ingen fonetisk lighed mellem BOB’en »Parmigiano Reggiano« og udtrykket »Parmesan«, da dette udtryk indeholder de samme fire første bogstaver og, som parterne er enige om, er oversættelsen af et af de elementer, der indgår i BOB’en nemlig »Parmigiano«. Der er dog en visuel lighed, da de to ord anvendes for samme slags hård ost, som rives eller skal rives.

59.   Udtrykket »Parmesan« synes derfor i princippet at udgøre en antydning af BOB’en »Parmigiano Reggiano«.

60.   Den tyske regering gør imidlertid gældende, at udtrykket »Parmesan« ikke kan anses for en antydning af BOB’en »Parmigiano Reggiano«, da »Parmesan« er en artsbetegnelse. Det må derfor afgøres, om Forbundsrepublikken Tyskland har fremlagt tilstrækkeligt bevis for denne påstand, som den har fremført under henvisning til artikel 13, stk. 1, sidste afsnit, hvorefter artsbetegnelser i en BOB ikke er beskyttet (16).

61.   I sagen Danmark m.fl. mod Kommissionen (»Feta I«-dommen) udtalte Domstolen, at det udtrykkeligt er fastsat i grundforordningens artikel 3, stk. 1, at der for at fastslå, hvorvidt en betegnelse er blevet en artsbetegnelse, skal tages hensyn til alle faktorer, hvilket nødvendigvis indebærer, at der skal tages hensyn til de faktorer, der udtrykkeligt er opregnet i bestemmelsen, dvs. de faktiske forhold i den medlemsstat, hvor navnet har sin oprindelse, og i det traditionelle forbrugsområde, de faktiske forhold i andre medlemsstater samt de relevante nationale retsforskrifter eller EF-retsforskrifter (17).

62.   I sagen Tyskland og Danmark mod Kommissionen (18) (»Feta II«-dommen) vurderede Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt betegnelsen »Feta« er en artsbetegnelse, navnlig på grundlag af i) produktionssituationen inden og uden for betegnelsens oprindelsesland, ii) forbruget af feta og forbrugernes opfattelse inden og uden for betegnelsens oprindelsesland, iii) anvendelsen af særlig national lovgivning vedrørende feta, og iv) den måde, betegnelsen blev anvendt på efter fællesskabslovgivningen. Domstolen fandt, at der var flere relevante og vigtige faktorer, som tydede på, at betegnelsen ikke var blevet nogen artsbetegnelse. De væsentligste faktorer var tilsyneladende, at produktionen og forbruget var koncentreret i Grækenland og den omstændighed, at forbrugerne satte »feta«-ost i forbindelse med en ost, som har oprindelse i Grækenland.

63.   I den foreliggende sag har parterne fremlagt empirisk bevis for, om ordet »Parmesan« er en artsbetegnelse eller ej. Der er ikke under sagen for Domstolen blevet fremlagt noget tal vedrørende produktionen eller forbruget af »Parmigiano Reggiano« i Italien eller af ost, der markedsføres andre steder som »Parmesan«, det være sig i Forbundsrepublikken Tyskland eller i andre EU-lande.

64.   Parterne har kun henvist til citater fra ordbøger eller speciallitteratur, som ikke giver nogen fuldstændig forklaring på, hvorledes udtrykket »Parmesan« opfattes af forbrugere i og uden for Forbundsrepublikken Tyskland.

65.   Der er blevet fremlagt andre beviser i form af materiale vedrørende emballage og markedsføring, som viser, at nogle producenter af ost, som markedsføres under betegnelsen »Parmesan«, men som ikke opfylder betingelserne i varespecifikationen for BOB’en »Parmigiano Reggiano«, forsøger at associere deres produkter til Italien, men ikke til den egn, hvor »Parmigiano Reggiano« fremstilles. Det er dog tvivlsomt, om den blotte associering mellem produktet og den medlemsstat, hvori den omtvistede BOB har oprindelse, i den foreliggende sag er tilstrækkelig til at bevise, at en betegnelse er eller ikke er blevet en artsbetegnelse (19).

66.   Hvad angår spørgsmålet om, hvilken status betegnelsen »Parmesan« har efter medlemsstaternes nationale lovgivning, har Domstolen ikke noget generelt overblik over, om der findes lovbestemmelser vedrørende Parmesan eller anvendelsen af betegnelsen »Parmesan« i andre medlemsstaters nationale lovgivning. Forbundsrepublikken Tyskland har kun fremlagt oplysninger vedrørende en del af den udenlandske lovgivning, nemlig den østrigske lovgivning, hvor udtrykket »Parmesan« tilsyneladende anvendes som en artsbetegnelse.

67.   Forbundsrepublikken Tyskland har således end ikke fremlagt bevis, som giver nogen væsentlig støtte for dets argument om, at betegnelsen »Parmesan« er blevet en artsbetegnelse i Forbundsrepublikken Tyskland. Hertil ville det efter min opfattelse have været nyttigt, om der var blevet fremlagt bl.a. fuldstændige oplysninger om forbrugernes opfattelse af betegnelsen »Parmesan«, f.eks. i form af en forbrugerundersøgelse, og oplysninger om forbrug og produktion af ost, der markedsføres som »Parmigiano Reggiano« og »Parmesan«. Det er imidlertid urealistisk at kræve af en medlemsstat, at den fremlægger fuldstændigt bevis for, at et ord er blevet en artsbetegnelse uden for dens eget område.

C –    Konklusion

68.   Da Forbundsrepublikken Tyskland – som til sit forsvar i denne sag har gjort gældende, at betegnelsen »Parmesan« er en artsbetegnelse – ikke har fremlagt bevis – selv ikke for Forbundsrepublikken Tysklands vedkommende – som giver nogen væsentlig støtte for medlemsstatens argument om, at betegnelsen »Parmesan« er blevet en artsbetegnelse, må anvendelsen af udtrykket »Parmesan« på ost, som ikke opfylder betingelserne i varespecifikationen for BOB’en »Parmigiano Reggiano«, under den foreliggende sag antages at udgøre en krænkelse af den beskyttelse, som er garanteret denne BOB i medfør af grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b.

69.   Det er derfor nødvendigt at undersøge, om Forbundsrepublikken Tyskland ex officio er forpligtet til at retsforfølge en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b), som i den foreliggende sag består i, at ost, som ikke opfylder betingelserne i varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano«, markedsføres under betegnelsen »Parmesan«.

VI – Er Forbundsrepublikken Tyskland forpligtet til ex officio at retsforfølge tilsidesættelsen af grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b)?

A –    Anbringender

1.      Kommissionen

70.   Kommissionen har gjort gældende, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser ifølge grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b), idet den udtrykkeligt har afvist at retsforfølge anvendelsen af betegnelsen »Parmesan« på sit område. Den har navnlig gjort gældende, at der ex officio skal iværksættes foranstaltninger over for krænkelser af grundforordningens artikel 13, og at det ikke er tilstrækkeligt, at der anlægges private søgsmål ved de nationale domstole.

71.   Efter Kommissionens opfattelse skal medlemsstaterne intervenere ex officio til sikring af, at alle grundforordningens formål opfyldes, som er at beskytte interesserne hos de producenter af varer, som er dækket af en beskyttet oprindelsesbetegnelse, at fremme den økonomiske udvikling inden for de områder af landbruget, hvor produkterne fremstilles, og at beskytte forbrugerne. Det er nødvendigt at udstede foranstaltninger ex officio for at sikre, at produkter, som ikke er i overensstemmelse med kravene i grundforordningen, ikke kommer på markedet. Til opfyldelse af disse formål skal medlemsstaterne også træffe hensigtsmæssige administrative foranstaltninger og strafferetlige sanktioner.

72.   Det er ikke tilstrækkeligt, at der er mulighed for at anlægge private søgsmål ved domstolene, da formålet hermed alene er at beskytte private økonomiske interesser, hvorved de øvrige formål med grundforordningen bringes i fare.

73.   Forbundsrepublikken Tysklands argument om, at der ikke er blevet anlagt nogen retssager ved tyske domstole for at afværge markedsføringen af ost, som ikke opfylder betingelserne i varespecifikationen for BOB’en »Parmigiano Reggiano«, er irrelevant, da medlemsstaterne under alle omstændigheder er forpligtet til af hensyn til den effektive gennemførelse af grundforordningen at iværksætte retsforfølgning ex officio over for den ulovlige markedsføring af produktet, som benævnes »Parmesan«, og som ikke opfylder betingelserne i varespecifikationen for BOB’en »Parmigiano Reggiano«, uden at det var nødvendigt, at en privat eller en sammenslutning for forbrugerbeskyttelse indgiver klage eller anlægger sag.

74.   Forpligtelsen til at intervenere ved at iværksætte foranstaltninger ex officio fremgår klart af selve ordlyden af grundforordningens artikel 10, hvorefter medlemsstaterne skal oprette en kontrolinstans, der skal kontrollere, at der ikke sker nogen uretmæssig brug af BOB’er. I nogle medlemsstater omfatter de opgaver, som påhviler denne kontrolinstans, kontrol med overholdelsen af grundforordningens artikel 13. Forpligtelsen til at fastsætte administrative og strafferetlige sanktioner bekræfter, at der består en forpligtelse til at iværksætte foranstaltninger ex officio.

75.   Ved at undlade dette har Forbundsrepublikken Tyskland tilsidesat sine forpligtelser i henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b), på samme måde, som Frankrig tilsidesatte sine forpligtelser ved ikke at træffe de foranstaltninger, som var omhandlet i dommen i sagen Kommissionen mod Frankrig (20).

2.      Forbundsrepublikken Tyskland

76.   Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at grundforordningens artikel 13, som fastlægger anvendelsesområdet for beskyttelsen af registrerede geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser, har direkte virkning og giver retmæssige indehavere eller brugere rettigheder, som de nationale domstole skal beskytte. Der kan på dette punkt anlægges sager i henhold til varemærkelovgivningen, fødevarelovgivningen og lovgivningen om illoyal konkurrence i tilfælde af en krænkelse af beskyttede oprindelsesbetegnelser.

77.   I den foreliggende sag henhører det derfor under de tyske domstoles opgave at afgøre, om anvendelsen af betegnelsen »Parmesan« på produkters etikette opfylder betingelserne i den bindende varespecifikation for betegnelsen »Parmigiano Reggiano«, og om de er i strid med grundforordningen.

78.   Forbundsrepublikken Tyskland har truffet alle de nødvendige foranstaltninger til at sikre den fulde efterlevelse af grundforordningens artikel 13, stk. 1, ved at indføre en sådan civilretlig søgsmålsadgang. Det er ikke nødvendigt for at sikre anvendelsen af grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b), at offentlige myndigheder ex officio retsforfølger sådanne overtrædelser.

79.   Medlemsstaternes forpligtelse til at oprette en kontrolinstans I henhold til grundforordningens artikel 10 kræver ikke nogen ad hoc-kontrol med økonomiske erhvervsdrivendes tilsidesættelser af artikel 13 på tysk område. Selv om ordlyden af grundforordningens artikel 10, stk. 4, ikke er helt klar, fremgår det ved en sammenligning af dennes forskellige sprogversioner, at det i betragtning af, at den beskyttede betegnelse »Parmigiano Reggiano« har italiensk oprindelse, påhviler »Consorzio del Formaggio Parmigiano Reggiano« og ikke de tyske kontrolmyndigheder at påse, at betingelserne i den bindende varespecifikation er opfyldt, når betegnelsen anvendes.

80.   De nuværende retsmidler, der findes efter tysk ret, er tilstrækkelige til at sikre, at grundforordningens formål opfyldes i Forbundsrepublikken Tyskland. Desuden er muligheden for at anlægge sag ved de nationale domstole til afværgelse af en handlemåde, som er i strid med den beskyttelse, der er sikret en registreret oprindelsesbetegnelse, ikke forbeholdt retmæssige brugere af denne betegnelse, men står også åben for konkurrenter, erhvervsorganisationer og forbrugersammenslutninger. Det brede spektrum af personer, som er søgsmålsberettigede ved domstolene, viser, at de eksisterende foranstaltninger i Forbundsrepublikken Tyskland til at sikre grundforordningens gennemførelse udgør et generelt, effektivt system til at forebygge tilsidesættelser af grundforordningens artikel 13 og pålægge straf herfor.

81.   Selv om grundforordningen forfølger flere formål, nemlig beskyttelsen af såvel økonomiske interesser som forbrugerne, er der ikke holdepunkt i forordningen for at antage, at den gældende ordning i Forbundsrepublikken Tyskland for beskyttelse og håndhævelse ved anlæggelse af private søgsmål er utilstrækkelig til at sikre den nødvendige beskyttelse af oprindelsesbetegnelser. Den tyske ordning for retsbeskyttelse er i overensstemmelse med den måde, hvorpå immaterielle rettigheder og forbrugere beskyttes efter fællesskabsretten mod illoyal konkurrence.

82.   Medlemsstaterne kan vælge at retsforfølge overtrædelser af grundforordningen ved, at de offentlige myndigheder ex officio iværksætter foranstaltninger, men de er ikke forpligtet hertil på fællesskabsrettens nuværende stadium.

B –    Sagens genstand og beviset for tilsidesættelsen af en forpligtelse

83.   Jeg skal indledningsvis erindre om, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at det under en traktatbrudssag, som er anlagt i medfør af artikel 226 EF, påhviler Kommissionen at godtgøre, at det hævdede traktatbrud foreligger. Det er Kommissionen, der skal fremlægge den dokumentation for Domstolen, som er nødvendig for, at denne kan efterprøve, om der foreligger et traktatbrud, og Kommissionen kan ikke herved påberåbe sig nogen formodning (21).

84.   Det er uomtvistet, at der efter det tyske retssystem er mulighed for at anlægge sag for at håndhæve den beskyttelse af oprindelsesbetegnelser, som er garanteret ved grundforordningen. Endvidere står adgangen til at anlægge sag ved de nationale domstole åben for mange økonomiske aktører.

85.   Under sagen har Kommissionen nedlagt påstand om, at Forbundsrepublikken Tyskland »udtrykkeligt har afvist at retsforfølge anvendelsen på sit område af betegnelsen »Parmesan« ved etikettering af produkter, der ikke er i overensstemmelse med varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano« og derved har tilsidesat sine forpligtelser ifølge grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b). Der opstår derfor ikke under den foreliggende traktatbrudssag noget spørgsmål om en national retsforskrifts overensstemmelse med fællesskabsretten. Når Kommissionen påtaler de administrative foranstaltninger, der er truffet af de tyske myndigheder, er det fordi myndighederne ikke har truffet forholdsregler over for de tilsidesættelser af fællesskabsretten, som erhvervsdrivende hævdes at have begået på en medlemsstats område.

86.   Det fremgår af Domstolens praksis i sager vedrørende en medlemsstats myndigheders anvendelse af en national bestemmelse, at det er nødvendigt til godtgørelse af, at der foreligger et traktatbrud, at der fremlægges andre særlige beviser end dem, der normalt tages i betragtning under en traktatbrudssag, som udelukkende drejer sig om indholdet af en national bestemmelse. Traktatbruddet må i så fald påvises ved at fremlægge tilstrækkeligt dokumenterede og udførlige beviser for den praksis, som den nationale forvaltning kritiseres for at anvende, og som tilskrives den pågældende medlemsstat (22).

87.   Under den foreliggende sag, som ikke vedrører de foranstaltninger, som er truffet af en medlemsstats myndigheder, men disses undladelse af at træffe foranstaltninger, er det efter min opfattelse nødvendigt for at fastslå, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 226 EF, at Kommissionen godtgør, at de tyske myndigheder var forpligtet til at træffe foranstaltninger ex officio, og at de har forsømt dette.

C –    Bedømmelse

88.   I overensstemmelse med de almindelige principper, som ligger til grund for Fællesskabet, og som finder anvendelse på forbindelserne mellem dette og medlemsstaterne, påhviler det medlemsstaterne at sikre gennemførelsen af fællesskabsbestemmelserne på deres område (23). Som Domstolen gentagne gange har fastslået, skal de nationale myndigheder ved gennemførelsen af fællesskabsbestemmelserne følge de formelle og materielle bestemmelser, som gælder i deres nationale ret, medmindre fællesskabsretten, herunder dennes generelle principper, indeholder fælles regler herfor (24).

89.   Grundforordningen indeholder nogle fælles regler for dens gennemførelse. Forordningens artikel 10 indeholder således udtrykkeligt bestemmelser om kontrol med producenters overholdelse af varespecifikationerne for beskyttede oprindelsesbetegnelser.

90.   Artikel 10, stk. 4, bestemmer, at der skal træffes foranstaltninger til at sikre overholdelsen af forordningen, når det er konstateret, at et landbrugsprodukt, der er forsynet med en BOB, ikke opfylder kravene i varespecifikationen. Det fremgår imidlertid ikke klart af ordlyden af grundforordningens artikel 10, stk. 4, hvilke af medlemsstaternes kontrolmyndigheder der er forpligtet til at træffe foranstaltninger, når kravene i en varespecifikation for en bestemt BOB ikke er opfyldt. Det fremgår af den tyske version af forordningen (25), at den kontrolmyndighed, som er forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger, er myndigheden i den medlemsstat, som det krænkede produkt har oprindelse i. Denne fortolkning støttes dog ikke af andre sprogversioner af samme bestemmelse, som foreskriver, at den kontrolmyndighed, som er forpligtet til at intervenere, ikke er kontrolmyndigheden i den medlemsstat, hvori produktet har oprindelse, men derimod i den medlemsstat, hvor den beskyttede oprindelsesbetegnelse har oprindelse (26). Ifølge disse sprogversioner er kun de italienske myndigheder forpligtet til at træffe forholdsregler over for de produkter, som ikke opfylder kravene i varespecifikationen for BOB’en »Parmigiano Reggiano«.

91.   Der er også grund til at citere grundforordningens artikel 10, stk. 7, som bestemmer, at »omkostningerne ved den særlige kontrol i henhold til denne forordning påhviler brugerne af en beskyttet betegnelse«. Også denne bestemmelse tyder på, at den i artikel 10 omhandlede kontrol kun vedrører håndhævelsen af varespecifikationer over for producenter, som anvender den beskyttede betegnelse i den medlemsstat, hvor den har oprindelse.

92.   Selv om det fremgår af det anførte, at ordlyden af grundforordningens artikel 10 ikke er helt klar, er det min opfattelse, at grundforordningens formål og generelle opbygning indicerer, at forpligtelsen til at udføre kontrol går videre end den blotte efterprøvelse af, om produkterne opfylder kravene i varespecifikationen for en BOB i den medlemsstat, hvori denne har oprindelse.

93.   Det fremgår af den beskyttelsesordning, som er indført ved grundforordningen, at der kan kræves to former for kontrol med henblik på forordningens korrekte gennemførelse. På den ene side skal der udføres en systematisk kontrol med, at producenter inden for produktionsområdet for de varer, som er forsynet med den pågældende BOB, opfylder varespecifikationen herfor. På den anden side skal der gribes ind over for uretmæssig brug af BOB’en uden for produktionsområdet. Det er imidlertid et spørgsmål, hvilken slags foranstaltninger der kræves truffet med henblik herpå.

94.   Ifølge det tyske retssystem kan BOB’er håndhæves ved anlæggelse af retssag, hvortil kredsen af søgsmålsberettigede er vid, og som bl.a. omfatter forbrugerbeskyttelses- og erhvervsorganisationer. Adgangen til at håndhæve rettigheder ved anlæggelse af retssag står derfor potentielt åben for sagsøgere, der forfølger mere vidtgående interesser end blot beskyttelsen af interesserne hos producenterne af de varer, som er omfattet af en BOB.

95.   Selv om der findes sådanne retsmidler, fritager dette dog efter min opfattelse ikke medlemsstaterne fra forpligtelsen til, af hensyn til en effektiv gennemførelse af grundforordningen, samtidig at indføre passende kontrolforanstaltninger, som er uafhængige af de pågældende retsmidler. Således pålægger artikel 10, stk. 1, medlemsstaterne en forpligtelse til at »drage omsorg for, at der [...] oprettes en kontrolinstans, der har til opgave at sikre, at landbrugsprodukter og levnedsmidler, der er forsynet med en beskyttet betegnelse, opfylder kravene i varespecifikationen«. En så generel formulering af forpligtelsen til at sikre en effektiv gennemførelse af grundforordningen indebærer, at medlemsstaterne generelt skal sikre, at der oprettes en kontrolinstans, som skal efterprøve, om et produkt, som er markedsført i en bestemt medlemsstat, og som er forsynet med en BOB, opfylder kravene i varespecifikationen herfor, uanset hvor BOB’en har oprindelse. Sådan kontrol kan f.eks. udføres inden for rammerne af en offentlig kontrol, der iværksættes for at sikre, at andre bestemmelser i fødevarelovgivningen er overholdt (27).

96.   Efter min opfattelse kan det dog ikke udledes af forordningen, at disse kontrolinstanser skal træffe systematiske foranstaltninger ex officio, selv om der ikke er nogen tilskyndelse hertil udefra, f.eks. på grund af klager indgivet af producenter, hvis produkter lovligt er forsynet med en BOB, af forbrugere eller af andre producenter.

97.   Dette bekræftes af den litteratur, Kommissionen har udsendt på området. I Kommissionens »Guide to Community Regulations« (»Vejledning om EU-forordninger«) med hensyn til »Protection of Geographical Indications, Designations of Origin and Certificates of Specific character for Agricultural Products and Foodstuffs« (»Beskyttelse af geografiske betegnelser, oprindelsesbetegnelser og særlige attester for landbrugsprodukter og fødevarer«) angives det, at »ordningen for beskyttelse af enerettigheder er indført og håndhæves af medlemsstaterne. Det tilkommer derfor medlemsstaterne at afgøre, om de tjenestegrene, som er udpeget til at sikre denne beskyttelse, skal træffe foranstaltninger på eget initiativ (ex officio) eller på grundlag af klager indgivet af indehavere af BOB/BGB(Beskyttet Geografisk Betegnelse)/GTS (Garanteret Traditionel Specialitet)« (28).

98.   Følgelig har medlemsstaterne ved gennemførelsen af grundforordningen et skøn med hensyn til, om der skal udføres kontrol i et bestemt tilfælde og om der skal træffes foranstaltninger, hvis de træffer på varer, som krænker en BOB.

99.   Den foreliggende sag skal holdes ude fra de situationer, hvor medlemsstatens skønsmæssige beføjelse til at træffe foranstaltninger ex officio er langt mere begrænset på grund af de interesser, som står på spil. F.eks. skal de statslige myndigheder ex officio træffe foranstaltninger, herunder udføre kontrol og eventuelt pålægge straf, selv om dette ikke er fastsat i fællesskabsretten, og selv om der ikke er nogen ydre tilskyndelse hertil, nemlig i situationer, hvor individuelle personer eller erhvervsdrivende ikke har nogen anledning til at indgive klage (29) eller i tilfælde, hvor en udsættelse vil kunne medføre et uopretteligt tab, såsom når forsigtighedsprincippet kræver, at der træffes øjeblikkelige foranstaltninger til at trække farlige fødevarer tilbage fra markedet eller at sætte en stopper for en handlemåde, som kan medføre uoprettelige miljøskader. Den foreliggende sag kan dog ikke sammenlignes med nogen af disse situationer.

100. Selv i en situation, hvor en medlemsstat i princippet har et ret vidt skøn vedrørende de foranstaltninger, de skal træffe og faktisk bringe i anvendelse for at sikre, at fællesskabsretten overholdes, kan medlemsstaterne under visse omstændigheder være forpligtet til at træffe foranstaltninger. Således antog Domstolen i sagen Kommissionen mod Frankrig, at de offentlige myndigheder i Frankrig havde overskredet deres skønsbeføjelse ved ikke at have truffet nogen foranstaltninger på trods af en række kriminelle handlinger, som var blevet gentaget over flere år og tolereret af politiet, og på trods af søgsmål anlagt ved domstolene (30).

101. Omstændighederne i den foreliggende sag, således som de fremgår af sagens akter, er dog forskellige. Navnlig har Kommissionen ikke fremlagt nogen beviser, som tidsmæssigt kan tillægges relevans i den foreliggende sag (31), for, at der er indgivet en klage eller anmodet om retsbeskyttelse, og end mindre for, at der foreligger en undladelse af at træffe foranstaltninger på foranledning af en sådan klage eller anmodning hvad angår uretmæssig brug på tysk område af BOB’en »Parmigiano Reggiano«.

102. I den forbindelse er der grund til at bemærke, at Kommissionen under sagen næsten udelukkende har baseret sin argumentation til støtte for sin påstand om, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har truffet passende foranstaltninger til at forhindre uretmæssig brug af betegnelsen »Parmesan«, på Forbundsrepublikken Tysklands svarskrivelse under den administrative procedure, hvorefter »Parmesan« er en artsbetegnelse. Efter min opfattelse må skriftvekslingen mellem parterne under den administrative procedure om, hvorvidt betegnelsen »Parmesan« er en artsbetegnelse eller ej, forstås som en juridisk argumentation, der er gjort gældende under sagen, og kan ikke i sig selv betragtes som en udtrykkelig nægtelse af at beskytte den registrerede oprindelsesbetegnelse »Parmigiano Reggiano«.

103. Kommissionen har derfor ikke fremlagt tilstrækkelig dokumenteret og detaljeret bevis for, at de tyske myndigheder var forpligtet til ex officio at træffe foranstaltninger i den foreliggende sag, og at de har undladt dette.

D –    Konklusion

104. Af de anførte grunde er jeg af den opfattelse, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke i henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra b), sammenholdt med forordningens artikel 10, var forpligtet til ex officio at retsforfølge markedsføringen af ost på sit område, som er foretaget under betegnelsen »Parmesan«, og som ikke opfylder kravene i varespecifikationen for BOB’en »Parmigiano Reggiano«. Navnlig har Kommissionen ikke godtgjort, at Forbundsrepublikken Tyskland var forpligtet til at træffe sådanne foranstaltninger, selv om der ikke forelå en tilstrækkelig ydre tilskyndelse hertil.

105. Jeg finder derfor, at Forbundsrepublikken Tyskland bør frifindes for Kommissionens påstand.

VII – Sagens omkostninger

106. Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Forbundsrepublikken Tyskland har imidlertid ikke nedlagt påstand om, at Kommissionen pålægges at betale sagens omkostninger.

VIII – Forslag til afgørelse

107. Jeg er følgelig af den opfattelse, at Domstolen bør

1)      frifinde sagsøgte

2)      bestemme, at hver part bærer sine egne omkostninger.

1 – Originalsprog: engelsk.

2 – EFT 1992 L 208, s. 1.

3 – Forordning (EF) nr. 1107/96 af 12.6.1996 om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 (EFT L 148, s. 1)

4 – Dom af 9.6.1998, forenede sager C-129/97 og C-130/97, Sml. I, s. 3315, præmis 37.

5 – Dom af 25.6.2002, sag C-66/00, Sml. I, s. 5917.

6 – Se herom nærmere forslag til afgørelse fra generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer i de forenede sager C-465/02 og C-466/02, Tyskland og Danmark mod Kommissionen (»Feta II«), Sml. I, s. 9115, punkt 26-28.

7 – Dommen nævnt ovenfor i fodnote 5, se dommens præmis 20.

8 – Nævnt ovenfor i fodnote 5.

9 – Se herom forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger i Bigi-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 5, punkt 45-55 (navnlig punkt 53).

10 – Domstolens udtalelse herom er overraskende, da fire regeringer afgav skriftlige indlæg i denne sag, nemlig den italienske, græske, tyske og østrigske regering. Tilsyneladende var den tyske og »i et vist omfang« den østrigske regering uenige i, at »Parmesan« er den korrekte oversættelse af »Parmigiano Reggiano«. Der var to medlemsstater, nemlig Frankrig og Portugal, som kun afgav mundtlige indlæg. De synes at være enige med Italien og Grækenland, og var således blandt den gruppe medlemsstater, som Domstolen anså for et flertal (se herom forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger i Bigi-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 5, punkt 47).

11 – Jf. Bigi-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 5, præmis 20.

12 – Dom af 4.3.1999, sag C-87/97, Consorzio per la tutela del formaggio Gorgonzola, Sml. I, s. 1301, præmis 25.

13 – Dommen i sagen Consorzio per la tutela del formaggio Gorgonzola, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 26.

14 – Dommen i sagen Consorzio per la tutela del formaggio Gorgonzola, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 29.

15 – Dommen i sagen Consorzio per la tutela del formaggio Gorgonzola, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 27.

16 – I den forbindelse skal det også anføres, at hvis udtrykket »Parmigiano« og oversættelsen heraf »Parmesan« er en antydning af BOB’en »Parmigiano Reggiano«, er det heller ikke nødvendigt at vurdere spørgsmålet om, hvilken virkning registreringen af sammensatte betegnelser har for de elementer, der indgår deri, da det er klart, at hvis et element, der indgår i en sammensat betegnelse, skal anses for en antydning af hele BOB’en i artikel 13, stk. 1, litra b)’s forstand, er brugen heraf som betegnelse af varer, der ikke opfylder betingelserne i varespecifikationen for den pågældende BOB i strid med den beskyttelse, som er garanteret denne BOB ved artikel 13, stk. 1, litra b).

17 – Dom af 16.3.1999, forenede sager C-289/96, C-293/96 og C-299/96, Sml. I, s. 1541, præmis 88.

18 – Dommen nævnt ovenfor i fodnote 6.

19 – I Feta II-dommen fandt Domstolen, at emballagemateriale, som blev anvendt uden for Grækenland, og som antydede en forbindelse mellem betegnelsen »feta« og kulturelle traditioner i Grækenland og græsk civilisation, måtte anses for bevis for, at udtrykket »feta« ikke er nogen artsbetegnelse. I den pågældende sag dækkede det område, inden for hvilket der blev produceret »feta«, en meget stor del af Grækenlands område. Domstolen kunne derfor antage, at forbindelsen mellem betegnelsen »feta« og Grækenland var et gyldigt bevis for forbrugernes associering mellem betegnelsen »feta« og produktionsområdet for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »feta«, hvilket således udelukker, at betegnelsen »feta« er en artsbetegnelse. Det er imidlertid tvivlsomt, om der kan anlægges samme synspunkt i den foreliggende sag, fordi produktionsområdet for »Parmigiano Reggiano« kun omfatter en meget begrænset del af Italiens område. Det er derfor tvivlsomt, om det kan udledes af en associering mellem »Parmesan« og Italien, at forbrugerne forventer, at en ost, der benævnes »Parmesan«, har oprindelse i produktionsområdet for »Parmigiano Reggiano« i Emilia-Romagna.

20 – Dom af 9-12-1997, sag C-265/95, Sml. I, s. 6959.

21 – Jf. bl.a. dom af 25.5.1982, sag 96/81, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. s. 1791, præmis 6, og af 26.6.2003, sag C-404/00, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 6695, præmis 26, kendelse af 6.11.2003, sag C-434/01, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 13239, præmis 21, og dom af 29.4.2004, sag C-194/01, Kommissionen mod Østrig, Sml. I, s. 4579, præmis 34.

22 – Jf. herom dom af 12.5.2005, sag C-287/03, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 3761, præmis 28.

23 – Jf. bl.a. dom af 25.3.2004, forenede sager C-480/00 – C-482/00, C-484/00, C-489/00 – C-491/00 og C-497/00 – C-499/00, Azienda Agricola Ettore Ribaldi m.fl., Sml. I, s. 2943, præmis 42, af 23.11.1995, sag C-285/93, Dominikanerinnen-Kloster Altenhohenau, Sml. I, s. 4069, præmis 26, og af 13.4.2000, sag C-292/97, Karlsson m.fl., Sml. I, s. 2737, præmis 27.

24 – Dom af 21.9.1983, forenede sager 205/82-215/82, Deutsche Milchkontor m.fl., Sml. s. 2633, præmis 17, af 16.7.1998, sag C-298/96, Oelmühle Hamburg og Schmidt Söhne, Sml. I, s. 4767, præmis 24, og af 24.9.2002, sag C-255/00, Grundig Italiana, Sml. I, s. 8003, præmis 33.

25 – »Stellt eine benannte Kontrollbehörde und/oder eine private Kontrollstelle eines Mitgliedstaats fest, dass ein mit einer geschützten Bezeichnung versehenes Agrarerzeugnis oder Lebensmittel mit Ursprung in ihrem Mitgliedstaat die Anforderungen der Spezifikation nicht erfüllt, so trifft sie die erforderlichen Maßnahmen, um die Einhaltung dieser Verordnung zu gewährleisten.«

26 – Den italienske version er utvetydig på dette punkt: »Qualora constatino che un prodotto agricolo o alimentare recante una denominazione protetta originaria del suo Stato membro non risponde ai requisiti del disciplinare, le autorità di controllo designate e/o gli organismi privati di uno Stato membro prendono i necessari provvedimenti per assicurare il rispetto del presente regolamento.«

Også den franske version er temmelig klar: »Lorsque les services de contrôle désignés et/ou les organismes privés d’un État membre constatent qu’un produit agricole ou une denrée alimentaire portant une dénomination protégée originaire de son État membre ne répond pas aux exigences du cahier des charges, ils prennent les mesures nécessaires pour assurer le respect du présent règlement.«

Den engelske version er mere tvetydig: »If a designated inspection authority and/or private body in a Member State establishes that an agricultural product or a foodstuff bearing a protected name of origin in that Member State does not meet the criteria of the specification, they shall take the steps necessary to ensure that this Regulation is complied with.«

27 – Denne fremgangsmåde er nu utvetydigt vedtaget ved artikel 10 i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20.3.2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT L 93, s. 12). Denne forordning trådte i kraft den 31.3.2006 og ophævede grundforordningen. Den bestemmer i artikel 10, at der skal udføres »[o]ffentlig kontrol« og at »[m]edlemsstaterne udpeger den eller de kompetente myndigheder, som er ansvarlige for at kontrollere de forpligtelser, der er fastlagt i denne forordning, i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 882/2004 [dvs. Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 29.4.2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes]«. Artikel 11 vedrører »[v]erifikation af overholdelsen af varespecifikationerne« og bestemmer bl.a., at udgifterne til en sådan verifikation skal afholdes af de erhvervsdrivende, der kontrolleres.

28 – »Protection of Geographical Indications, Designations of Origin and Certificates of Specific Character for Agricultural Products and Foodstuffs. Guide to Community Regulations, 2nd Edition, August 2004, DG for Agriculture, Food quality policy in the European Union; teksten findes i PDF-format på Kommissionens hjemmeside ( en.pdf).«

29 – F.eks. i situationer, hvor medlemsstaterne er forpligtet til at kræve beløb tilbage, som er uretmæssigt udbetalt af EUGFL: Jf. f.eks. dom af 11.10.1990, sag C-34/89, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 3603, og af 21.2.1991, sag C-28/89, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 581.

30 – Dommen nævnt ovenfor i fodnote 20.

31 – Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et traktatbrud, skal vurderes på baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse (jf. bl.a. dom af 30.11.2000, sag C-384/99, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 10633, præmis 16, af 15.3.2001, sag C-147/00, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 2387, præmis 26, og af 15.7.2004, sag C-272/01, Kommissionen mod Portugal, Sml. 2004 I, s. 6767, præmis 29).

Full & Egal Universal Law Academy