EUR-Lex -  62005CC0396 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

VERICA TRSTENJAK

fremsat den 28. juni 2007 1(1)

Forenede sager C-396/05, C-419/05 og C-450/05

Doris Habelt

Martha Möser

Peter Wachter

mod

Deutsche Rentenversicherung Bund

(anmodninger om præjudicielle afgørelser indgivet af Sozialgericht Berlin og Landessozialgericht Berlin-Brandenburg (Tyskland))

»Forordning (EØF) nr. 1408/71 – anvendelsesområde – alderspensioner – kvalifikation af ydelser og retmæssighed af bopælskravet – fri bevægelighed for arbejdstagere – overførsel af sociale sikringsydelser – ordninger til fordel for ofre for krig eller dens følger – pensionskrav fra fordrevne af tysk afstamning fra Pommern, Sudeterlandet og Rumænien«

Indhold

Indledning

I –   Retsforskrifter

A –   Fællesskabsretten

B –   De tyske bestemmelser

II – Tvisten i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

1.     Sag C-396/05

2.     Sag C-419/05

3.     Sag C-450/05

III – Retsforhandlingerne for Domstolen

IV – Stillingtagen

A –   Om sag C-396/05 og sag C-419/05

1.     Indledende bemærkninger

2.     Anvendeligheden af bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed

a)     Indordning som ydelser på området for social sikring

i)     Personelt beskyttelsesområde

ii)   Sagligt anvendelsesområde

–       Afgrænsning over for de særlige ikke-bidragspligtige ydelser

–       Afgrænsning over for ydelserne til ofre for krig og dens følger

–       Retsvirkningerne af erklæringen i henhold til artikel 5 i forordning nr. 1408/71

3.     Bopælsklausulens begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed

4.     Begrundelse for begrænsningen af arbejdskraftens frie bevægelighed

a)     Parternes argumenter

b)     Stillingtagen

B –   Om sag C-450/05

1.     Første delspørgsmål

a)     Indledende bemærkninger

b)     Anvendeligheden af forordning nr. 1408/71

i)     Personelt anvendelsesområde og grænseoverskridende forbindelse

ii)   Tidsmæssigt anvendelsesområde

iii) Sagligt anvendelsesområde

–       Parternes argumenter

–       Stillingtagen

c)     Spørgsmålet, om der foreligger en undtagelse

i)     Om overgangsbestemmelserne i den bilaterale overenskomst fra 1995 og i bilag III til forordning nr. 1408/71

ii)   Begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed

–       Tab af en social begunstigelse

–       Tilsidesættelse af arbejdskraftens frie bevægelighed

2.     Det andet delspørgsmål

V –   Forslag til afgørelse

Indledning

1.     Til grund for disse forenede sager ligger tre anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Sozialgericht Berlin (sag C-396/05 og C-419/05) og fra Landessozialgericht Berlin-Brandenburg (sag C-450/05), hvorved disse retter i henhold til artikel 234, stk. 1, EF har anmodet De Europæiske Fællesskabers Domstol om en fortolkning og en efterprøvelse af foreneligheden med trinhøjere fællesskabsret af enkelte bestemmelser i bilag III og VI til Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (2) (herefter »forordning nr. 1408/71«).

2.     De omtvistede bestemmelser i bilag III og VI til forordning nr. 1408/71 har hver for sig til formål at tillade Forbundsrepublikken Tyskland at indgå folkeretlige aftaler med Republikken Østrig, eller at lade en national lovgivning på området for alderspension til fordrevne og sene tilflyttere af tysk nationalt tilhørsforhold forblive i kraft, som ikke skal berøres af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71, og frem for alt af artikel 10 vedrørende muligheden for overførsel af ydelser. Trods enkelte forskelle med hensyn til deres lovmæssige udformning fastsætter disse bestemmelser i det væsentlige, at indehavere af krav må acceptere indgreb i eller endda fortabelse af disse ydelser, såfremt de flytter deres bopæl til et sted uden for Forbundsrepublikken Tysklands område.

3.     Sagsøgerne i hovedsagerne, der alle er anerkendt som fordrevne af tysk nationalt tilhørsforhold i henhold til de relevante tyske retsforskrifter, er på grund af deres beslutning om at etablere sig i andre medlemsstater i Den Europæiske Union personligt berørt af disse bestemmelser. De er af den opfattelse, at de pågældende undtagelsesbestemmelser i bilag III og VI i forordning nr. 1408/71 er i strid med retten til fri bevægelighed i henhold til artikel 18 EF, artikel 39 EF og artikel 42 EF og navnlig med princippet om overførsel af ydelser i henhold til artikel 42 EF, og derfor er ugyldige på grund af deres uforenelighed med trinhøjere fællesskabsret.

I –    Retsforskrifter

A –    Fællesskabsretten

1)         Forordning nr. 1408/71

4.     Artikel 4 i forordning nr. 1408/71 bestemmer:

»1.      Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører:

[…]

c) ydelser ved alderdom

[…]

2. Denne forordning finder anvendelse på alle almindelige og særlige sociale sikringsordninger med eller uden bidragspligt samt på ordninger, der pålægger arbejdsgiveren eller rederen forpligtelser med hensyn til de i stk. 1 omhandlede ydelser.

[…]

4. Denne forordning finder hverken anvendelse på offentlig social og sundhedsmæssig forsorg eller på ordninger til fordel for ofre for krig eller dens følger eller på særlige ordninger for tjenestemænd og dermed ligestillede personer.«

5.     Artikel 6 i forordning nr. 1408/71 bestemmer:

»Medmindre andet er bestemt i artikel 7, 8 og artikel 46, stk. 4, træder denne forordning, både hvad dens personkreds og saglige anvendelsesområde angår, i stedet for følgende overenskomster om social sikring:

a)      overenskomster afsluttet alene mellem to eller flere medlemsstater

b)      overenskomster afsluttet mellem mindst to medlemsstater og en eller flere andre stater, for så vidt det drejer sig om tilfælde, hvis ordning ikke kræver medvirken af nogen institution i en af de sidstnævnte stater.«

6.     I denne forordnings artikel 7, der vedrører internationale regler, som ikke berøres af forordningen, bestemmes det i stk. 2, litra c):

»de i bilag III anførte bestemmelser i overenskomster om social sikring«.

7.     Bilag III, afsnit A og B, i forordning nr. 1408/71 opregner de bestemmelser i overenskomster, der forbliver i kraft eller anvendelige, og bestemmer i nr. 35, Tyskland-Østrig, under litra e):

»Artikel 4, stk. 1, i overenskomsten […] [af 22. december 1966 om social sikring] for så vidt angår den tyske lovgivning, hvorefter ulykker (og erhvervssygdomme), som indtræffer uden for Forbundsrepublikkens område, og perioder tilbagelagt uden for dette område ikke giver anledning til udbetaling af ydelser eller kun giver anledning til udbetaling af ydelser på visse betingelser, når de, der er berettiget til disse ydelser, er bosat uden for Forbundsrepublikkens område, i tilfælde hvor:

i)      ydelsen den 1. januar 1994 allerede er blevet tilkendt eller vil kunne tilkendes

ii)      den pågældende person har bosat sig i Østrig før den 1. januar 1994, og udbetalingen af pensioner fra pensions- og ulykkesforsikring indledes inden den 31. december 1994

dette gælder ligeledes perioder, hvor der er oppebåret en anden pension, herunder efterladtepension, som træder i stedet for den første pension, når udbetalingsperioderne er uden afbrydelser.«

8.     Artikel 10, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 1408/71 bestemmer:

»Kontantydelser ved invaliditet eller alderdom eller til efterladte, erstatning i anledning af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme samt ydelser ved dødsfald, hvortil der er erhvervet ret efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, kan, medmindre andet er bestemt i denne forordning, ikke nedsættes, ændres, stilles i bero, inddrages eller beslaglægges som følge af, at den berettigede er bosat i en anden medlemsstat end den, hvori den institution, som det påhviler at udrede ydelsen, er beliggende.«

9.     Forordningens artikel 89 bestemmer:

»Særregler for anvendelsen af visse medlemsstaters lovgivning er anført i bilag VI.«

10.   Bilag VI, afsnit C, Tyskland, nr. 1, til forordning nr. 1408/71 bestemmer:

»Reglerne i forordningens artikel 10 berører ikke de bestemmelser, hvorefter ulykkestilfælde (og erhvervssygdomme), der er indtruffet uden for Forbundsrepublikken Tysklands område, samt perioder, der er tilbagelagt uden for dette område, ikke, eller kun under visse betingelser, medfører udbetaling af ydelser, når de berettigede er bosat uden for Forbundsrepublikken Tysklands område.«

2)         Den tysk-østrigske socialsikringsoverenskomst af 22. december 1996

11.   Artikel 4, stk. 1, første punktum, i den tysk-østrigske socialsikringsoverenskomst bestemmer:

»I det omfang andet ikke er bestemt i denne overenskomst, gælder lovgivningen i en kontraherende stat, hvorefter begrundelsen for krav på ydelser eller indrømmelsen af ydelser eller udbetaling af kontantydelser er betinget af, at der haves bopæl på statens område, ikke for personer som nævnt i artikel 3, som opholder sig på den anden kontraherende stats område.«

B –    De tyske bestemmelser

12.   § 110 i Sozialgesetzbuch VI – lovbestemt pensionsforsikring (herefter »SGB VI«) bestemmer:

»(1)      Berettigede, der alene har midlertidigt ophold i udlandet, oppebærer ydelser i denne periode på samme måde som berettigede, der har fast bopæl i indlandet.

(2)      Berettigede, der har sædvanligt ophold i udlandet, oppebærer disse ydelser, såfremt andet ikke er bestemt i de nedenfor anførte bestemmelser om ydelser til berettigede i udlandet.

(3)      Bestemmelserne i dette afsnit finder alene anvendelse, såfremt andet ikke er bestemt i supranational eller international ret.«

13.   SGB’s § 113 bestemmer:

»(1)      Individuelle lønpoint til berettigede beregnes på grundlag af

»1      Lønpoint fra bidragsperioder tilbagelagt inden for Forbundsrepublikken Tysklands område

[…]

Bidragsperioder tilbagelagt inden for Forbundsrepublikken Tysklands område er bidragsperioder, i hvilke der er betalt bidrag i henhold til tysk lovgivning efter den 8. maj 1945, samt de hermed sidestillede bidragsperioder som anført i kapitel 5.

(2)      Supplerende individuelle lønpoint ved berettigedes børnepension beregnes alene på grundlag af bidragsperioder tilbagelagt i Forbundsrepublikken Tyskland.

(3)      Individuelle lønpoint til berettigede, der ikke er statsborgere i en stat, hvor forordning (EØF) nr. 1408/71 finder anvendelse, tages der hensyn til i forholdet 70 til hundrede.«

14.   SGB VI’s § 271 bestemmer:

»Bidragsperioder tilbagelagt inden for Forbundsrepublikken Tysklands område omfatter tillige perioder, for hvilke der i henhold til de dagældende tyske socialforsikringslove inden den 9. maj 1945 er blevet indbetalt:

1.      tvungne bidrag som følge af beskæftigelse eller selvstændig virksomhed i indlandet eller

2.      frivillige bidrag vedrørende perioder med sædvanligt ophold i indlandet eller uden for den daværende tyske socialforsikringslovgivnings gyldighedsområde.

Perioder med børnepasning betragtes som bidragsperioder tilbagelagt inden for Forbundsrepublikken Tysklands område, såfremt barnet er opvokset i Forbundsrepublikken Tyskland.«

15.   SGB VI’s § 272 bestemmer:

»(1) Individuelle lønpoint til berettigede, som er statsborgere i en stat, hvor forordning (EØF) nr. 1408/71 finder anvendelse, er født inden den 19. maj 1950, og som inden den 19. maj 1990 har taget fast bopæl i udlandet, beregnes yderligere på grundlag af

1.      lønpoint fra bidragsperioder i henhold til Fremdrentengesetz, der imidlertid ikke kan være højere end lønpoint fra bidragsperioder tilbagelagt inden for Forbundsrepublikken Tysklands område

2.      den supplerende ydelse fra bidragsperioder i henhold til Fremdrentengesetz, der imidlertid ikke kan være højere end den supplerende ydelse fra bidragsperioder tilbagelagt i Forbundsrepublikken Tyskland

3.      nedslaget i lønpoint fra en foretaget deling af pensionsrettigheder mellem ægtefæller eller splitting, der bortfalder ved bidragsperioder i henhold til Fremdrentengesetz, i det forhold de i henhold til nr. 1 begrænsede lønpoint fra bidragsperioder i henhold til Fremdrentengesetz står i forhold til alle lønpoint fra disse perioder, og

4.      supplerende individuelle lønpoint ved børnepension fra bidragsperioder i henhold til Fremdrentengesetz, i det forhold, der følger af nr. 3.

(2)      Lønpoint fra bidragsperioder i henhold til Fremdrentengesetz, der i henhold til stk. 1 på grundlag af lønpoint (øst) yderligere skal tages hensyn til, gælder som lønpoint (øst).

(3)      Ved fastsættelsen af lønpoint til berettigede i henhold til stk. 1, hvilken sum ikke kan være højere end antallet af lønpoint fra bidragsperioder tilbagelagt i Forbundsrepublikken Tyskland, medregnes tillige bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige. Ved beregningen af lønpoint ud fra et supplerende tillæg, ud fra et nedslag i henhold til en foretaget deling af pensionsrettigheder mellem ægtefæller eller splitting og for den supplerende ydelse ved en børnepension, skal der tages hensyn til bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige på samme måde som til bidragsperioder i henhold til Fremdrentengesetz.«

16.   Fremdrentengesetz’ § 14 (herefter »FRG«) bestemmer:

»For så vidt intet andet følger af nedenstående bestemmelser, svarer de rettigheder og pligter for de personer, der i henhold til dette afsnit er berettigede, til de i Forbundsrepublikken Tyskland gældende almindelige bestemmelser.«

II – Tvisten i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

1.      Sag C-396/05

17.   Sagsøgeren i hovedsagen, Doris Habelt, der er født den 30. januar 1923 i Eulau (Jilové) i Sudeterlandet (dengang Tjekkoslovakiet, nu Den Tjekkiske Republik), og som er tysk statsborger, arbejdede i Eulau fra januar 1939 til maj 1946. Fra den 1. januar 1939 til den 30. april 1945 indbetalte hun lovpligtige bidrag til den tyske pensionsforsikring, nærmere bestemt til Reichsversicherungsanstalt für Angestellte, der efter Sudeterlandets indlemmelse i Det Tyske Rige var den kompetente forsikringsinstitution. Fra den 5. maj 1945 til den 13. maj 1946 var hun undergivet den sociale sikring i det daværende Tjekkoslovakiet. Efter at være blevet udvist, boede sagsøgeren inden for den nuværende Forbundsrepublik Tysklands område.

18.   Doris Habelt har siden den 1. februar 1988 modtaget en alderspension fra sagsøgte i hovedsagen. Denne er ud over perioder med børnepasning og frivillige bidrag baseret på lovpligtige bidrag, der er blevet betalt som følge af hendes arbejde i det område, der i dag ligger i Den Tjekkiske Republik, mellem januar 1939 og den 30. april 1945, samt på overførte pensionsperioder i henhold til FRG for det forsikringspligtige arbejde i det daværende Tjekkoslovakiet mellem den 5. maj 1945 og den 13. maj 1946.

19.   Efter at Doris Habelt var flyttet til Belgien den 1. august 2001, beregnede sagsøgte i hovedsagen sagsøgerens pension på ny og tildelte hende med virkning fra den 1. december 2001 en månedlig pension på brutto 204,50 DM (104,56 EUR). Dermed blev den hidtidige pension nedsat med 438,05 DM (223,96 EUR) pr. måned.

20.   Ved udbetaling af en lovbestemt pension til pensionsmodtagere med sædvanligt ophold i udlandet skal der ifølge socialforsikringsinstitutionen tages hensyn til de særlige bestemmelser om udbetaling – konkret § 113 i SBG VI. Ifølge denne bestemmelse fastsættes de (pensions)berettigedes individuelle lønpoint på grundlag af lønpoint i henhold til bidragsperioder tilbagelagt inden for Forbundsrepublikken Tysklands område. Der er herved tale om bidragsperioder, i hvilke der er blevet indbetalt bidrag i henhold til tysk ret efter 1945, samt bidragsperioder, der sidestilles hermed ifølge SGB VI’s femte kapitel. De bidragsperioder, som sagsøgeren har tilbagelagt i perioden fra januar 1939 til april 1945 på grundlag af sin beskæftigelse i Sudeterland, er derfor ikke blevet indbetalt i henhold til gældende tysk forbundsret efter 1945.

21.   § 271 i SGB VI fastsætter, hvilke bidrag der er blevet indbetalt inden den 9. maj 1945, som kan betragtes som bidragsperioder tilbagelagt inden for Forbundsrepublikken Tysklands område i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i § 113, stk. 1, nr. 1, i SGB VI. Herefter omfatter bidragsperioder tilbagelagt inden for Forbundsrepublikken Tysklands område tillige perioder, for hvilke der forud for den 9. maj 1945 er blevet indbetalt lovpligtige bidrag i henhold til forsikringsbestemmelser, der var gældende i Det Tyske Rige, for beskæftigelse eller selvstændig virksomhed inden for statens område. Begrebet »inden for statens område« omfatter ikke det daværende anvendelsesområde for Det Tyske Riges forsikringslove, men alene den nuværende Forbundsrepublik Tyskland. Skønt betalingen af lovpligtige bidrag var sket i henhold til forsikringslove i Det Tyske Rige vedrørende beskæftigelse eller selvstændig virksomhed inden for det daværende Tyske Rige, men uden for det område, der udgør den nuværende Forbundsrepublik Tyskland, er der således ikke tale om forbundstyske bidrag. De bidrag, som Doris Habelt har indbetalt fra januar 1939 til april 1945 i henhold til lovgivningen i Det Tyske Rige, udgør ikke – i medfør af § 271 i SGB VI – bidragsperioder tilbagelagt inden for Forbundsrepublikken Tysklands område, idet Sudeterlandet ikke er beliggende inden for den nuværende Forbundsrepublik Tysklands område.

22.   Efter at Den Tjekkiske Republik har tiltrådt Den Europæiske Union, er der ikke sket nogen ændring. Det følger af bilag VI, afsnit D (tidligere afsnit C), Tyskland, nr. 1, til forordning nr. 1408/71, at lønpoint fra bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige og perioder i henhold til FRG ikke kan begrunde udbetaling af ydelser i en medlemsstat.

23.   Doris Habelt anlagde den 23. marts 2002 sag ved den forelæggende ret. Retten er af den opfattelse, at det personelle, det saglige og det tidsmæssige anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71 vedrører de faktiske omstændigheder i hovedsagen. Da retten ikke kan se nogen begrundelse for den omtvistede begrænsning af princippet om overførsel af pensionsydelser ved nævnte forordnings bilag VI, afsnit D, nr. 1, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»Er bestemmelsen i bilag VI, afsnit D (tidligere afsnit C), Tyskland, nr. 1, til forordning nr. 1408/71 af 14. juni 1971 forenelig med trinhøjere fællesskabsret – navnlig princippet om fri bevægelighed – konkret: princippet om overførsel af ydelser i artikel 42 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab – for så vidt som den tillige udelukker udbetaling af pension på grundlag af bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige?«

2.      Sag C-419/05

24.   Sagsøgeren i hovedsagen, Martha Möser, der er født den 2. januar 1923 i Pniowo (Polen), og som er tysk statsborger, flygtede i 1946 fra den tidligere russiske besættelseszone og bosatte sig på den nuværende Forbundsrepublik Tysklands område. Hun har siden den 1. februar 1988 modtaget en alderspension fra sagsøgte i hovedsagen, som bl.a. er blevet beregnet på grundlag af perioder med lovpligtig bidragsbetaling i perioden fra den 1. april 1937 til den 1. februar 1945 for arbejde i Pommern på Det Tyske Riges område inden for grænserne i 1937 (i dag Polen).

25.   Efter at sagsøgeren var flyttet til Spanien den 1. juli 2001, blev pensionen beregnet på ny med virkning fra den 1. september 2001. Pensionsnedsættelsen på 143,15 EUR om måneden blev begrundet med, at der ikke kunne tages hensyn til bidragsperioder tilbagelagt uden for den nuværende Forbundsrepubliks område, da sagsøgeren var bosat i udlandet. Martha Möser har siden den 1. juni 2004 boet i Storbritannien.

26.   Efter flere anmodninger om, at der blev truffet afgørelse i klagesagerne, anlagde Martha Möser den 17. maj 2002 sag ved den forelæggende ret på grund af institutionens passivitet. Ved afgørelse af 14. juli 2003 afslog sagsøgte i hovedsagen sagsøgerens klage.

27.   Den 9. august 2003 nedlagde sagsøgeren påstand om, at den forelæggende ret ophævede afgørelsen af 14. juli 2003. Retten har på grundlag af de overvejelser, der er redegjort for i sag C-396/05, og efter at have fastslået, at sagsøgeren heller ikke har noget krav på betaling af en alderspension i henhold til den polske pensionsforsikringsordning, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen det samme spørgsmål som det, den har stillet i sag C-396/05.

3.      Sag C-450/05

28.   Sagsøgeren i hovedsagen, Peter Wachter, blev født i 1936 i Rumænien. Han har østrigsk statsborgerskab og er anerkendt som fordreven i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Bundesvertriebenengesetz. I 1970 flyttede han fra Rumænien til Østrig, hvor han har boet siden. I november 1995 anerkendte sagsøgte i hovedsagen de bidrags- og beskæftigelsesperioder, som Peter Wachter havde tilbagelagt i Rumænien mellem september 1953 og oktober 1970, som perioder med lovpligtig bidragsbetaling i henhold til FRG.

29.   I juni 1999 indgav Peter Wachter en ansøgning om fra den 1. august 1999, hvor han fyldte 63 år, at få udbetalt en alderspension. Ansøgningen blev afslået, da der ikke kunne udbetales pension i udlandet på grundlag af overførte pensionsperioder. Der følger heller ikke andet af fællesskabsforordningerne, der er trådt i stedet for den tysk-østrigske socialsikringsoverenskomst.

30.   Efter at Sozialgericht Berlin havde frikendt sagsøgte, gjorde sagsøgeren i appellen gældende, at han indtil den 31. december 1993 i henhold til den bilaterale tysk-østrigske socialsikringsoverenskomst fra 1966 som i Østrig bosiddende østriger havde været ligestillet med en i Tyskland bosiddende tysker. Da denne overenskomst den 1. januar 1994 er blevet afløst af forordning nr. 1408/71, gælder princippet om geografisk ligestilling, som overenskomsten fastsatte, kun med begrænsninger [bilag III, afsnit A, nr. 35, Tyskland-Østrig, litra e), og afsnit B, nr. 35, Tyskland-Østrig, litra e), samt bilag VI, afsnit C, Tyskland, nr. 1, til forordning nr. 1408/71], hvilket resulterer i, at han – ved en tilsidesættelse af princippet om fri bevægelighed – stilles ringere.

31.   Den forelæggende ret har anført, at artikel 4, stk. 1, første punktum, i den bilaterale den tysk-østrigske socialsikringsoverenskomst fra 1966 fastsatte et krav på udbetaling af pensioner i udlandet, der beroede på bidragsperioder i henhold til FRG. Dermed var der fastsat en ubegrænset geografisk ligestilling, da nævnte overenskomst udelukkede anvendelsen af bestemmelser i tysk ret, der var til hinder for en tilsvarende overførsel af pensionsydelser (§ 110, stk. 2, § 113, stk. 1, og § 272 i SGB VI). Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt den principielle afløsning af alle bilaterale overenskomster ved forordning nr. 1408/71’s gyldighed i forholdet til Østrig fra den 1. januar 1994 er forenelig med retten til fri bevægelighed i henhold til artikel 39 EF og 42 EF.

32.   Forordning nr. 1408/71 indeholder ganske vist en geografisk ligestilling i artikel 10. Ved bestemmelserne i bilag IV, afsnit C (nu afsnit D), Tyskland, nr. 1, vedrørende bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige eller FRG-perioder sættes denne imidlertid igen ud af kraft. Hertil gælder der imidlertid – netop til artikel 4, stk. 1, første punktum, i den tysk-østrigske socialsikringsoverenskomst fra 1966 – en undtagelse: I bilag III, afsnit A og B, nævnes bestemmelser i overenskomster om social sikring, der forbliver i kraft uanset forordningens artikel 6 (afsnit A), og bestemmelser i overenskomster, der fortsat er gyldige, og som ikke skal anvendes på alle de af forordningen omfattede personer (afsnit B). Sagsøgeren opfylder imidlertid ikke betingelserne for at kunne påberåbe sig nævnte overenskomst.

33.   Derfor kan disse bestemmelser – i hvert fald i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede – være i strid med retten til fri bevægelighed (artikel 18 EF, 39 EF og 42 EF) og navnlig med princippet om overførsel af ydelser i henhold til artikel 42 EF, da de i sagsøgerens tilfælde har medført, at hans alderspension – fordi den udelukkende beror på FRG-perioder – ikke udbetales i andre medlemsstater.

34.   På den baggrund har den forelæggende ret besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

»Er bilag III, afsnit A, nr. 35, Tyskland-Østrig, litra e), og afsnit B, nr. 35, Tyskland-Østrig, litra e), til forordning nr. 1408/71 samt bilag VI, afsnit C, Tyskland, nr. 1, til forordning nr. 1408/71 forenelige med trinhøjere fællesskabsret, navnlig med princippet om fri bevægelighed i henhold til artikel 39 EF, sammenholdt med artikel 42 EF?«

35.   Ved skrivelse, indgået den 2. februar 2006, har den forlæggende ret anført følgende præcisering af det præjudicielle spørgsmål:

1. Med bilag III, afsnit A, nr. 35, Tyskland-Østrig, litra e), og afsnit B, nr. 35, Tyskland-Østrig, litra e), til forordning nr. 1408/71 – efter omnummerering af bilagene til forordning nr. 1408/71 som følge af østudvidelsen den 1. maj 2004 nr. 83 – menes den affattelse, der var gældende indtil forordning (EF) nr. 647/2005 trådte i kraft den 5. maj 2005. Bestemmelserne i bilagene svarer til artikel 14, stk. 2, litra b), i den tysk-østrigske overenskomst af 4. oktober 1998 (BGBl. 1998 II, s. 313) – der trådte i kraft den 1. oktober 1998 (bekendtgjort i BGBl. 1998 II, s. 2544) – som det præjudicielle spørgsmål med hensyn til den relevante retstilling i 1999 (forsikringsbegivenhed ved afslutning af det 63. leveår) ligeledes på samme måde henviser til.

2. Bilag VI, afsnit C, Tyskland, nr. 1, til forordning nr. 1408/71 svarer efter ombogstavering som følge af EU-østudvidelsen den 1. maj 2004 til bilag VI, afsnit D, Tyskland, nr. 1, til forordning nr. 1408/71.

III – Retsforhandlingerne for Domstolen

36.   Domstolens præsident besluttede ved kendelse af 6. december 2005 at forene sag C-396/05 og sag C-419/05 og ved kendelse af 27. januar 2006 at forene disse med sag C-450/05.

37.   Der er i henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen indgivet indlæg af sagsøgeren i hovedsagen i sag C-419/05, de sagsøgte i hovedsagerne, den tyske og den italienske regering samt af Kommissionen.

38.   Under retsmødet, der fandt sted den 6. marts 2007, afgav repræsentanten for sagsøgeren i hovedsagen i sag C-419/05, de befuldmægtigede for de sagsøgte i hovedsagerne, den tyske regering samt Kommissionen mundtlige indlæg.

IV – Stillingtagen

A –    Om sag C-396/05 og sag C-419/05

1.      Indledende bemærkninger

39.   Med de i begge forelæggelseskendelser enslydende spørgsmål ønsker Sozialgericht Berlin at få oplyst, om bestemmelserne i bilag VI, afsnit D, Tyskland, nr. 1, i forordning nr. 1408/71 er forenelige med den trinhøjere fællesskabsret.

40.   Som jeg indledningsvis har redegjort for, har denne sekundærretlige bestemmelse i fællesskabsretten til formål at tillade Forbundsrepublikken Tyskland at opretholde nationale retsforskrifter i SGB VI, i henhold til hvilke anerkendte indbyggere fra østlige områder i det tidligere Tyske Rige – der ikke udgør en del af den nuværende Forbundsrepublik Tysklands område – og som stammer fra Tyskland, kan aflede krav på udbetaling af en alderspension. Efter den enstemmige opfattelse hos deltagerne i den præjudicielle sag strækker denne sekundære bestemmelse sig derudover til de bestemmelser i SGB VI, hvorefter pensionskrav, der er opstået i henhold til denne lov, ikke kan udbetales i udlandet. Bilag VI, afsnit D, Tyskland, nr. 1, i forordning nr. 1408/71 skal således retligt set forstås som en bestemmelse, der fratager denne forordnings saglige anvendelsesområde et klart aftegnet lovgivningsindhold og forbeholder dette Forbundsrepublikken Tysklands lovgivningskompetence.

41.   Dermed bliver navnlig den i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 foreskrevne ophævelse af bopælsklausulen (3), som bl.a. forbyder medlemsstaterne at nedsætte eller inddrage kontantydelser ved alderdom, som der er erhvervet ret til i henhold til lovgivningen i en medlemsstat, uanvendelig som følge af, at den berettigede er bosat i en anden medlemsstat end den, hvori den institution, som det påhviler at udrede ydelsen, er beliggende (4).

42.   Imidlertid udgør overførslen af sociale sikringsydelser på ingen måde et princip, der udelukkende er placeret på sekundærretligt niveau. Artikel 10, stk. 1, opfylder snarere den koordineringsopgave, der er fastsat i artikel 42, litra b), EF, og hvorefter betalingen af ydelser, som der – på grundlag af et socialt sikringssystem i en eller flere medlemsstater – er erhvervet krav på, skal sikres berettigede, der bor på en anden medlemsstats område. Princippet om overførsel af kontante socialsikringsydelser har således – ligesom det fremgår af dets primærretlige retsgrundlag i artikel 42, litra b), EF – til formål, ved forbuddet mod anvendelse af modstridende nationale bestemmelser, at udelukke det truende retstab i forbindelse med fortabelsen af kontante ydelser ved flytningen til en anden medlemsstat, og dermed overhovedet at gøre det muligt for arbejdstagerne at bevæge sig frit inden for Fællesskabet (5).

43.   I betragtning af betydningen af artikel 42, litra b), EF for virkeliggørelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed, må der gives Kommissionen medhold i dens vurdering, hvorefter Sozialgericht Berlins præjudicielle spørgsmål generelt tager udgangspunkt i foreneligheden af bilag VI, afsnit D, Tyskland, nr. 1, med de primærretlige bestemmelser vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed, herunder artikel 42 EF og 39 EF, selv om princippet om overførsel af ydelser efter min opfattelse må tillægges en central rolle ved besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål.

2.      Anvendeligheden af bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed

a)      Indordning som ydelser på området for social sikring

44.   Princippet om overførsel af kontante socialsikringsydelser i henhold til artikel 42, litra b), EF er af fællesskabslovgiver ved forordning nr. 1408/71 med hensyn til dets saglige anvendelsesområde blevet konkretiseret og afgrænset i den retning, at ikke alle ydelser inden for den sociale sikringsordning skal overføres eller er egnede til at blive overført, men kun de kategorier, de er opregnet i artikel 10, stk. 1, og i den centrale bestemmelse i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (6). I henhold til artikel 4, stk. 1, litra c), er ydelser ved alderdom omfattet af forordningens saglige anvendelsesområde. Med hensyn til særlige ikke-bidragspligtige ydelser i henhold til artikel 4, stk. 2a, følger der en begrænsning af påbuddet om overførsel af ydelser. I henhold til artikel 4, stk. 4, er forordningen derimod udtrykkeligt ikke anvendelig på ydelsesordninger til ofre for krig eller dens følger.

i)      Personelt beskyttelsesområde

45.   Doris Habelt og Martha Möser er for så vidt omfattet af forordningens personelle beskyttelsesområde som de i hovedsagerne for Sozialgericht Berlin har gjort pensionskrav gældende over for sagsøgte. Det er ikke alene arbejdstagere i snæver forstand, der er omfattet af den beskyttede personkreds efter artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, men tillige pensionister, dvs. forhenværende arbejdstagere, såfremt de er omfattet af en lovbestemt socialforsikringsordning (7). Denne betingelse er opfyldt, da sagsøgerne er forhenværende arbejdstagere i pensionsalderen, hvis tilknytning til den tyske socialforsikringsordning ikke anfægtes af nogen af deltagerne i sagen. Derimod er der tvivl om den konkrete indordning af de omtvistede kontante ydelser i ydelseskataloget i artikel 4, stk. 1.

ii)    Sagligt anvendelsesområde

46.   Artikel 4, stk. 1, opregner alene bestemte ydelseskategorier på området for social sikring, mens der helt og holdent heri ses bort fra en legaldefinition. Retspraksis har defineret disse kategorier nærmere og har herved lagt vægt på, at kategorierne ikke skal fortolkes ved at lægge de tilsvarende kriterier i national ret til grund, men at de tværtimod skal fastlægges fællesskabsretligt. Herefter skal indordningen af en ydelse på området for social sikring gøres afhængig af dens umiddelbare tilknytning til en medlemsstats socialforsikringsordning, der skal bedømmes i overensstemmelse med formålene og betingelserne for ydelsens tildeling (8). Med andre ord er det ved kvalificeringen af en kontantydelse fra en medlemsstat som en social sikringsydelse i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 hovedsageligt formålet og beregningsgrundlaget for den pågældende ydelse, der er afgørende (9).

47.   Den tyske regering og de sagsøgte i hovedsagerne er af den opfattelse, at de omtvistede pensioner skal indordnes som ydelsesordninger for ofre for krig, der ikke falder ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71. De har herved indledningsvis henvist til dommene i Fossi-sagen (10) og Tinelli-sagen (11), hvori Domstolen fastslog, at invalidepensioner som følge af en arbejdsulykke eller invalidepensioner, som beror på forsikringsperioder, der er tilbagelagt før 1945 uden for Forbundsrepublikken Tysklands område, ikke skal anses for at falde ind under området for socialsikring. Denne konklusion støttede Domstolen på følgende overvejelser: For det første eksisterede de daværende kompetente forsikringsinstitutioner ikke længere, for det andet afbødede den tyske retsforskrift alene særligt byrdefulde situationer, der var opstået i forbindelse med det nationalsocialistiske styre og Den Anden Verdenskrig, og for det tredje beroede udbetalingen af ydelsen til de egne statsborgere, når disse var bosat i udlandet, på et skøn.

48.   Efter den tyske regerings og de sagsøgtes opfattelse har de nationale retsforskrifter, der er indeholdt i SGB VI, til formål at dække de særligt byrdefulde situationer, der følger af den omstændighed, at socialforsikringsretlige institutioner blev opløst som følge af områdeændringer og befolkningsforskydninger under og efter afslutningen af Den Anden Verdenskrig, og at krav ikke længere kunne imødekommes. Reichsversicherungsanstalt für Angestellte blev efter Det Tredje Riges ophør lukket og i 1953 opløst. Krav over for denne tidligere tyske forsikringsinstitution kan derfor i dag ikke længere gøres gældende.

49.   Både Kommissionen, den italienske regering, sagsøgeren i sag C-419/05 og den forelæggende ret er derimod af den opfattelse, at der med hensyn til de omtvistede pensionsbetalinger hverken er tale om særlige ikke-bidragspligtige ydelser i henhold til artikel 4, stk. 2a, eller om ydelser til ofre for krig i henhold til artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71, men derimod om ydelser, der skal henregnes til kataloget for ydelser ved alderdom og til efterladte i henhold til artikel 4, stk. 1, litra c) og d), og således til området for social sikring.

50.   Efter min opfattelse må den anden opfattelse følges. Med hensyn til de omtvistede pensionsbetalinger, der beror på SGB VI, er der hverken tale om særlige ikke-bidragspligtige ydelser i henhold til artikel 4, stk. 2a, eller om ydelser til ofre for krig i henhold til artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71.

–       Afgrænsning over for de særlige ikke-bidragspligtige ydelser

51.   Retspraksis definerer en særlig ydelse i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 4, stk. 2a, i forordning nr. 1408/71, ud fra sit formål. Den skal være en erstatning for eller et supplement til en social sikringsydelse og have karakter af en socialhjælp, der retfærdiggøres af økonomiske og sociale grunde, og være reguleret af objektivt fastsatte kriterier (12). Domstolen anser den faktiske finansiering af ydelsen for at være et relevant kriterium for, om ydelsen kan karakteriseres som ikke-bidragspligtig. Den efterprøver, om denne finansiering indirekte eller direkte sikres ved socialforsikringsbidrag eller ved offentlige midler (13).

52.   Som Kommissionen og den forelæggende ret med rette har anført i sag C-395/05 og sag C-419/05, kan ydelserne fra bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige ikke anses for at være særlige ikke-bidragspligtige ydelser i henhold til artikel 4, stk. 2a, der er undtaget fra forbuddet mod overførsel, da begrundelsen for betalingen af bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige netop beror på, at der tidligere blev betalt bidrag til en tysk lovbestemt pensionsforsikring. Dette svarer også til de retlige og faktiske omstændigheder i hovedsagen, da det fremgår entydigt af forelæggelseskendelserne i sag C-396/05 og sag C-419/05, at begge sagsøgere hver for sig på troværdig måde har foretaget bidragsbetaling til den tidligere forsikringsinstitution, hvilket betyder, at Domstolen er bundet af denne konklusion, som den nationale ret har draget.

53.   I henhold til det af den forelæggende ret i sag C-395/05 og sag C-419/05 anførte, er anerkendelsen af den omstændighed, at der tidligere blev indbetalt bidrag, også grunden til, at bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige ved Fremdrenten- und Auslandsrenten-Neuregelungsgesetz af 25. februar 1960 er blevet fjernet fra bestemmelserne om overførte pensioner og henført under de almindelige bestemmelser – nemlig den daværende Reichsversicherungsordnung (RVO’s § 1250) og Angestelltenversicherungsgesetz (AVG’s § 27) – med den følge, at de nu findes i de almindelige bestemmelser, nemlig i SGB VI.

54.   Et yderligere holdepunkt for en indordning under ordningen for sociale sikringsydelser i henhold til artikel 4, stk. 1, og dermed samtidig mod en subsumption under kategorien for særlige ikke-bidragspligtige ydelser i henhold til artikel 4, stk. 2a i forordning nr. 1408/71, følger af selve finansieringsmåden. Som Kommissionen og den forelæggende ret har redegjort for, finansieres ydelserne fra bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige – ligesom de pensioner, der beror på perioder tilbagelagt inden for den nuværende Forbundsrepublik Tysklands område – ikke f.eks. af tilskud fra staten i henhold til SGB VI’s § 213 (14), men i omfordelingsordningen i henhold til SGB VI’s § 153 (15). Dette betyder, at de nuværende aktive erhvervsaktive, der er forsikrede ved deres bidrag, finansierer pensionerne for dem, der tidligere har indbetalt bidrag.

55.   Disse argumenter taler for, at ordningen for ydelser fra bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige skal anses for at være en bestanddel af det tyske pensionssystem. En indordning under kategorien for de særlige ikke-bidragspligtige ydelser i henhold til artikel 4, stk. 2a, i forordning nr. 1408/71 kommer derfor ikke på tale.

–       Afgrænsning over for ydelserne til ofre for krig og dens følger

56.   Med hensyn til den klassificering af ydelser fra bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige som en del af et ydelsessystem til ofre for krigen og dens følger i henhold til artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71, som den tyske regering og sagsøgte har været fortalere for, skal jeg henvise til, at denne bestemmelse i lighed med artikel 4, stk. 2a, udgør en undtagelsesbestemmelse, der i overensstemmelse med Domstolens faste praksis skal fortolkes i lyset af formålet med artikel 42 EF, som er at gennemføre den størst mulige grad af fri bevægelighed for vandrende arbejdstagere (16). Målet med artikel 39 EF, 40 EF og 42 EF ville ikke blive nået, hvis arbejdstagerne ved at udøve deres ret til fri bevægelighed skulle miste de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning (17), særligt når disse fordele udgør modydelsen for de bidrag, som de har betalt (18). Ganske vist står det inden for disse rammer fællesskabslovgiver frit for at udstede bestemmelser, der fastsætter undtagelser til princippet om overførsel af sociale sikringsydelser, men undtagelsesbestemmelser som dem, der fremgår af artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71, skal imidlertid fortolkes strengt (19).

57.   Konsekvent nok har Domstolen kun i meget særlige tilfælde anerkendt ydelser fra en medlemsstat som ordninger til fordel for ofre for krig eller dens følger. Ud over den allerede nævnte Fossi-dom (20) og Tinelli-dom (21) skal jeg nævne Gillard-dommen (22) og Baldinger-dommen (23), der handlede om erstatningsbetalinger fra Belgien og Østrig til egne statsborgere, der var kommet i krigsfangenskab, som anerkendelse for de tjenester, de havde udført, og de prøvelser, de havde udstået, for deres land. På grund af den nære sammenhæng med begivenhederne i krigen dominerede betalingernes erstatningskarakter i begge sager. I tvisterne i hovedsagerne kan der derimod ikke uden videre drages en sådan konsekvens, især da de omtvistede ydelser ikke er typiske krigserstatninger, men almindelige alderspensioner.

58.   I modsætning til, hvad den tyske regering har antydet, vil jeg gerne foregribe, at en anvendelse af principperne fra Fossi- og Tinelli-dommene på den foreliggende sag ikke forekommer passende, da Domstolen i disse sager – således som den forelæggende ret med rette har bemærket – behandlede sager om overførte pensioner i henhold til FRG og ikke sager, der henhører under den nuværende SGB VI, hvilket udgør en anden sagsgenstand af betydning for sagens afgørelse. Efter min opfattelse skal der sondres mellem overførte pensionsperioder, der er blevet tilbagelagt under hensyn til bidragsperioder i en udenlandsk, dvs. ikke tysk ordning, og bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige, hvor der er blevet indbetalt bidrag til en tysk institution. Da det er sidstnævnte situation, der foreligger i det foreliggende tilfælde, er jeg af den opfattelse, at det er nødvendigt at foretage en grundig efterprøvelse af betingelserne i artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71.

59.   Det af den tyske regering og de sagsøgte anførte om, at ydelserne fra bidragsperioder, der er tilbagelagt i Det Tyske Rige, formentlig har erstatningskarakter, finder jeg ikke overbevisende, da anerkendelsen som bidragsperioder ikke beror på den omstændighed, at krigen har fundet sted, men derimod – som allerede fastslået – på, at der i fortiden blev betalt bidrag til en tysk forsikringsinstitution. Begrundelsen for udbetalingen af en alderspension kan derfor ikke ligge i en ren skønsmæssig afgørelse fra Forbundsrepublikken Tysklands side, der skulle sigte imod at efterkomme dens historiske ansvar over for ofrene for det nationalsocialistiske styre, men må ses i virkeliggørelsen af et lovbestemt – nemlig i SGB VI – omskrevet sagsforhold i tysk pensionsret.

60.   Den tyske regerings og sagsøgtes begrundelse, hvorefter de omtvistede pensionsbetalinger tjener som erstatningsydelser til bidragsyderne til den – i den østlige del af Det Tyske Rige beliggende – tidligere forsikringsinstitutions krigsbetingede undergang, må ligeledes afvises. I det omfang denne begrundelse vedrører den tidligere Reichsversicherungsanstalt, som dengang var den kompetente forsikringsinstitution, skal jeg derimod anføre, at dette ikke ændrer noget ved den omstændighed, at der uanfægtet er blevet indbetalt bidragsbetalinger til en statslig forsikringsinstitution. For så vidt må der gives den italienske regering medhold i, at det er irrelevant, om sagsøgerne har boet inden for Det Tyske Riges område (Pommern) eller et annekteret område (Sudeterlandet). Det afgørende er alene, at der er blevet betalt bidrag til Reichsversicherungsanstalt.

61.   Efter min opfattelse er bortfaldet af den infrastruktur og de institutioner, der hører til forsikringsinstitutionen, som følge af Pommerns og Sudeterlandets territoriale adskillelse fra Det Tyske Rige, irrelevant for vurderingen af de foreliggende sager, da en ændring i indretningen af en anstalts saglige og menneskelige ressourcer – som også er betinget af krigens følger – ikke har nogen indflydelse på dens retssubjektivitet (24). Det må også medgives den forelæggende ret i sagerne C-396/05 og C-419/05, at det er irrelevant, hvor stor en kapital en forsikringsinstitution tidligere engang har oparbejdet, og om denne eventuelt er gået tabt på grund af krigen. Efter min opfattelse er det langt mere afgørende, om Reichsversicherungsanstalt organisatorisk set fortsat bestod som forvaltningsenhed efter krigens afslutning.

62.   Den tyske regering og de sagsøgte har i deres indlæg anført, at statens pensionsforsikring ganske vist er blevet Reichsversicherungsanstalts funktionelle efterfølger, men ikke dens retlige efterfølger. Den tyske regering har senere under den mundtlige forhandling på Domstolens anmodning præciseret dette anbringende med, at en funktionel efterfølger begrebsmæssigt set afskiller sig fra en retlig efterfølger derved, at efterfølgeren ikke overtager forpligtelser. Ud over den uklarhed, der opstår ved anvendelsen af et sådant begreb, forekommer denne konklusion mig ikke forståelig på baggrund af de oplysninger, som den forelæggende ret er fremkommet med. Det kan nemlig udledes af forelæggelseskendelserne i sag C-396/05 og sag C-419/05, at Reichsversicherungsanstalt ganske vist ikke længere eksisterer, men at den havde sit sæde i Berlin, altså på den nuværende Forbundsrepublik Tysklands område, og at dens formue (f.eks. grunde og forvaltningsbygninger) er overgået til sagsøgtes ejendom. På samme måde kan det af den tyske regering og af sagsøgte anførte vedrørende Reichsversicherungsanstalts delvise nedgang i de tidligere østområder ikke følges. Hvis man tilsluttede sig den tyske regerings retsopfattelse med hensyn til Reichsversicherungsanstalts angivelige nedgang, måtte man snarere – således som den italienske regering med rette har anført – antage, at denne forsikringsinstitution var nedlagt som sådan, dvs. ikke kun for de forsikrede, der boede i de tidligere østlige områder, men også for de forsikrede, der var forsikret dér og havde deres bopæl på den nuværende Forbundsrepublik Tysklands område. Sidstnævnte personkreds er imidlertid ikke berørt af de omtvistede nationale bestemmelser, selv om der i begge tilfælde blev betalt bidrag.

63.   Følgelig må betalingen af en pension fra bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige frakendes enhver erstatningskarakter. Herefter er der ikke tale om en ydelse i henhold til en ordning for ofre for krig i henhold til artikel 4, stk. 4, men – i overensstemmelse med dens formål, finansiering og betingelserne for dens tildeling – om en social sikringsydelse i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

–       Retsvirkningerne af erklæringen i henhold til artikel 5 i forordning nr. 1408/71

64.   Dette resultat understøttes ved den erklæring, som Forbundsrepublikken Tyskland har afgivet i henhold til artikel 5 i forordning nr. 1408/71, hvori den under punkt I.3.a) har angivet Sozialgesetzbuch, sjette bog, af 18. december 1989 som lovgivninger og ordninger, som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (25). Medregningen af bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige ved beregningen af pensionen følger af en bestemmelse i denne lov, nemlig af § 247, stk. 3, første punktum i SGB VI, hvorefter bidragsperioder tillige er perioder, i hvilke der i henhold til forsikringslovgivningen i Det Tyske rige er blevet betalt lovpligtige bidrag (perioder med lovpligtig bidragsbetaling) eller frivillige bidrag.

65.   Såfremt en medlemsstat i en erklæring i henhold til artikel 5 i forordning nr. 1408/71 angiver en lovbestemmelse, følger det ubetinget heraf, at de i bestemmelsen anførte ydelser er sociale sikringsydelser i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (26). De notificerede ydelser bliver herefter omfattet af forordningens materielle anvendelsesområde (27). Notificeringen bevirker retligt set, at medlemsstaterne binder sig selv, således at de skal overholde deres erklæringer (28).

3.      Bopælsklausulens begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed

66.   Såfremt kriterierne i artikel 4, stk. 1, er opfyldt, udløses retsfølgen i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, der forbyder medlemsstaterne at anvende nationale bestemmelser, der fastsætter en nedsættelse af kontante ydelser ved alderdom i tilfælde af, at den berettigede flytter til en anden medlemsstat. Dette såkaldte princip om ophævelse af bopælsklausulen gælder dog ikke ubegrænset, hvilket allerede fremgår af ordlyden, og som Domstolen har bekræftet (29), men derimod kun med det forbehold, at forordningen ikke bestemmer noget andet. Noget andet fremgår udtrykkeligt af undtagelsesbestemmelsen i bilag VI, afsnit D, Tyskland, nr. 1, til forordning nr. 1408/71.

67.   Da begge sekundærretlige bestemmelser retligt set har samme rang, er det ikke muligt at efterprøve gyldigheden af bilag VI, afsnit D, Tyskland, nr. 1, umiddelbart ved hjælp af artikel 10, stk. 1. Der må imidlertid tages hensyn til, at artikel 10, stk. 1’s formål er at indføre et reguleringssystem til Fællesskabet ved opfyldelsen af koordineringsopgaven i artikel 42 EF, som på området for social sikring bidrager til at garantere den i artikel 39 EF sikrede grundlæggende frihed: arbejdskraftens frie bevægelighed (30). Den her fastslåede anvendelighed af forordning nr. 1408/71 på de forhold, der ligger til grund for hovedsagen, giver således mulighed for en efterprøvelse af denne tyske indførelses forenelighed med trinhøjere fællesskabsret. Dertil hører artikel 39 EF og 42 EF som afgørende bestemmelser for arbejdskraftens frie bevægelighed og artikel 18 EF vedrørende unionsborgerskabet.

68.   I henhold til artikel 39, stk. 1, EF er arbejdskraftens frie bevægelighed sikret inden for Fællesskabet. Denne bestemmelse garanterer ikke blot et forbud mod forskelsbehandling, men kræver derudover, at det skal undlades at foretage direkte forfordelinger af retten til fri bevægelighed (31). I øvrigt har Domstolen gentagne gange udtalt, at artikel 39 er udtryk for et grundlæggende princip, som er fastslået i EF-traktatens artikel 3, litra c), hvorefter Fællesskabets virke indebærer fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed for personer mellem medlemsstaterne (32). For Doris Habelt og Martha Möser havde forlæggelsen af deres bopæle til andre medlemsstater til følge, at ca. 60%, henholdsvis 25% af deres pension gik tabt ved den nye beregning af deres pensionskrav. En sådan fortabelse af retmæssigt erhvervede pensionskrav kan hindre berettigede som Doris Habelt og Martha Möser i at udøve deres ret til fri bevægelighed, og må derfor anses for at være en begrænsning i denne grundlæggende frihed. Det samme gælder for deres ret til – som unionsborgere – at udnytte den frie bevægelighed, som artikel 18, stk. 1, EF tildeler dem.

4.      Begrundelse for begrænsningen af arbejdskraftens frie bevægelighed

69.   For så vidt som den tyske lovgiver gør krav på kompetencen til at skabe særlige lovbestemte normer for den personkreds, der har erhvervet bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige uden for Forbundsrepublikken, er denne – når der er bopæl uden for Tyskland – forpligtet til at udmåle nedsættelserne af den fulde ydelse fra overførte pensionsperioder i hvert fald på en sådan måde, at retten til fri bevægelighed ikke bliver tilsidesat.

70.   I Elsen-sagen (33) fastslog Domstolen – uden at det var nødvendigt at komme nærmere ind på gyldigheden af bestemmelsen i bilag VI, afsnit D – at medlemsstaterne ved udformningen af deres sociale sikringsordninger »navnlig [skal overholde] traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed […] og om den ret i øvrigt, der tilkommer enhver unionsborger til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område«.

a)      Parternes argumenter

71.   Som begrundelse for begrænsningen af arbejdskraftens frie bevægelighed har den tyske regering fremført den tyske lovgivers stræben efter at integrere de fordrevne fra de tidligere østlige områder i Forbundsrepublikken Tysklands samfund.

72.   Regeringen har endvidere anført, at SGB VI – da den kræver, at pensionsmodtageren har bopæl – drager konsekvensen af den omstændighed, at de tyske pensionsforsikringsanstalter ganske vist er funktionelle efterfølgere, men ikke retlige efterfølgere til Reichsversicherungsanstalt, der er nedlagt. Denne funktionelle efterfølgelse kan og skal imidlertid kun gribe ind, såfremt den aktuelle territoriale kompetence foreligger. Ellers ville der – på grund af begivenhederne i Anden Verdenskrig, hvor store dele af Østeuropa var under tysk besættelse – opstå en uoverskuelig kreds af potentielt berettigede personer. Denne personkreds kan heller ikke på fornuftig måde afgrænses ved andre objektive kriterier end ved bopælskriteriet.

73.   Bestemmelserne vedrørende bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige og FRG-perioder tjener i henhold til det af den tyske regering anførte derfor også til at afværge finansielle risici, der næppe kan overvindes. Disse risici ville ikke blot belaste den tyske statskasse i form af kompensationsbetalinger til pensionskasserne, men ville også give anledning til tvivl om det samlede tyske pensionsforsikringsordnings beskaffenhed, da denne ordning for tiden overvejende støttes på finansieringen ved bidrag fra de forsikrede.

74.   Kommissionen er derimod af den opfattelse, at bopælskravet som betingelse for udbetalingen af en pension fra bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige er et uforholdsmæssigt indgreb i arbejdskraftens frie bevægelighed i henhold til artikel 39 EF og 42 EF, der ikke kan begrundes i lyset af Domstolens praksis vedrørende unionsborgerskabet i henhold til artikel 18 EF.

b)      Stillingtagen

75.   Med hensyn til den omtvistede nationale lovgivnings integrationsfunktion skal det på den ene side medgives den tyske regering, at medlemsstaterne på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin stadig i mangel af en harmonisering på området for social sikring som før har kompetence til at fastlægge betingelserne for at tildele sociale ydelser (34), og at de derfor har en vid skønsbeføjelse ved fastlæggelsen af kriterierne for vurderingen af tilknytningen til en stats samfund (35). Fællesskabslovgiver har bevidst ikke begrænset denne skønsbeføjelse, navnlig med hensyn til bopælsklausuler for særlige ikke-bidragspligtige ydelser. Fællesskabslovgiver har tværtimod udtrykkeligt erklæret bopælsklausulen i artikel 10a i forordning nr. 1408/71 for lovlig (36).

76.   På den anden side skal jeg herimod anføre, at disse principper principielt alene finder anvendelse på særlige ikke-bidragspligtige ydelser i henhold til artikel 10a (37). Derimod er en analog anvendelse i den foreliggende hovedsag forbudt på grund af fællesskabslovgivers vilje om at afskaffe bopælsklausuler for kontante ydelser ved alderdom, der klart fremgår af ordlyden af artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

77.   Den tyske regerings argumentation hviler nemlig hovedsagligt på den allerede modbeviste opfattelse, hvorefter de omtvistede pensionsbetalinger er sociale ydelser, som [ikke med hensyn til nogen bidragsperioder] står over for en stadig i dag eksisterende, indenlandsk eller udenlandsk forsikringsinstitution. Ud fra fællesskabsrettens perspektiv kan det ikke have betydning, om Rentenversicherung Bund er blevet Reichsversicherungsanstalts retlige eller funktionelle efterfølger, da der er tilstrækkeligt belæg for en vis kontinuitet i Rentenversicherung Bunds udformning. Det er ligeledes klart, at disse betalinger ikke tjener anerkendelsen af særlige krigsfølgeydelser, men udgør sociale sikringsydelser i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

78.   I det omfang den tyske regering har henvist til formodentlige finansielle risici, der næppe kan overvindes, skal jeg bemærke, at den for så vidt hverken har opfyldt sin forpligtelse til at redegøre herfor eller til at føre beviset herfor. Navnlig har regeringen ikke ført noget bevis med hensyn til det præcise antal berørte og de omkostninger, der vil opstå for Forbundsrepublikken Tyskland, såfremt der skal betales en ubeskåret alderspension til disse personer. Bortset herfra kan denne argumentation ikke tiltrædes, da den fuldstændige betaling af pensioner alligevel skulle være sket, såfremt de pågældende var forblevet på Forbundsrepublikken Tysklands område. De tyske bestemmelser i SGB VI kan derfor alene have til formål, at de berettigede forhindres i at flytte til andre medlemsstater.

79.   Jeg skal endvidere undersøge, om den »integrationsidé«, der i henhold til den tyske regerings oplysninger ligger til grund for bestemmelserne i SGB VI, er forenelig med unionsborgerskabskonceptet, således som det er forankret i artikel 17 EF og 18 EF. Artikel 18 EF giver – med forbehold af de i traktaten og i gennemførelsesbestemmelserne fastsatte begrænsninger og betingelser – unionsborgerne ret til frit at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område.

80.   I lyset af denne bestemmelse har det grundlæggende princip om arbejdskraftens frie bevægelighed udviklet sig til en fuldstændig ret til fri bevægelighed for borgerne (38). Således har Domstolen i Martínez Sala-dommen (39) for første gang tilkendt unionsborgerskabet direkte virkning med hensyn til social sikring, idet den med hensyn til efterprøvelsen af kravet udelukkende beskæftigede sig med unionsborgerskabets virkninger. I Elsen-dommen (40) fastslog Domstolen, at også artikel 18 EF skal fremdrages som retsgrundlag for forordning nr. 1408/71, idet den udtalte, at disse fællesskabsnormers bestemmelser ikke blot medvirker til at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed i medfør af artikel 39 EF, men også til at sikre unionsborgernes frie bevægelighed i medfør af artikel 18 EF.

81.   Et af den europæiske socialretsbeskyttelses hovedformål er – ligesom også på området for fri bevægelighed – integrationen af arbejdstagerne og dermed også unionsborgerne i en medlemsstats sociale og samfundsmæssige liv (41). Artikel 39 EF og 18, stk. 1, EF bliver åbenbart tilsidesat ved en national lovgivning som den foreliggende, der ganske vist tilsigter integrationen af en bestemt persongruppe i hjemlandets samfund, men samtidig forhindrer disse personers integration i de andre medlemsstaters samfund.

82.   Formålet om integration af unionsborgerne bliver forpurret og artikel 18, stk. 1, EF dermed tilsidesat, hvis en medlemsstat uden synlig grund afsondrer en bestemt gruppe af sine egne statsborgere og forfordeler denne over for flertallet derved, at den ved pensionsnedsættelser besværliggør udøvelsen af retten til den frie bevægelighed.

83.   Jeg kan ikke indse, hvorfor der med integrationen i det tyske samfund ikke altid også samtidig kan være forbundet en integration i folkenes samfund inden for Den Europæiske Union, især da EF-traktatens tilstræbte mål i henhold til præamblens første betragtning består i at tilvejebringe grundlagene for en stadig snævrere sammenslutning af de europæiske folk.

84.   Følgelig kan det af den tyske regering i SGB VI forfulgte mål med ydelserne fra bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige, der består i en integration af fordrevne med tysk nationalt tilhørsforhold i Forbundsrepublikken Tysklands samfund, ikke udgøre en begrundelse, i det omfang deres integration i modtagelsesstaternes samfund besværliggøres derved.

85.   Da den relevante indsættelse under afsnit D, nr. 1, i bilag VI til forordning nr. 1408/71 – med henblik på formålet med den præjudicielle procedure i henhold til artikel 234, stk. 1, litra b), EF – alene sikrer den i national ret indeholdte bopælsklausul uden at svække eller mildne den, kan den ikke anses for at være forenelig med trinhøjere fællesskabsret.

B –    Om sag C-450/05

86.   Det spørgsmål, som Landessozialgericht Berlin-Brandenburg har forelagt Domstolen med henblik på præjudiciel afgørelse, består til en vis grad af to delspørgsmål. Det skal efterprøves, om overgangsbestemmelserne i bilag III, afsnit A, nr. 35, Tyskland-Østrig, litra e), og afsnit B, nr. 35, Tyskland-Østrig, litra e) [efter udvidelsen den 1.5.2004 nr. 83, litra e) i både i afsnit A og B], samt bilag VI, afsnit C, Tyskland, nr. 1 til forordning nr. 1408/71, hver for sig er i overensstemmelse med trinhøjere fællesskabsret.

1.      Første delspørgsmål

a)      Indledende bemærkninger

87.   Sagsøgeren i hovedsagen har anført, at han har mistet fordele ved den med den tysk-østrigske overenskomst af 4. oktober 1995 indgående begrænsning af den geografiske ligestilling, der var indeholdt i artikel 4 i den tidligere tysk-østrigske socialsikringsoverenskomst tysk-østrigske overenskomst af 22. december 1966 (42). Denne nye overenskomst tager ved sine overgangsbestemmelser hensyn til, at forordning nr. 1408/71 ved Østrigs tiltrædelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) og af Den Europæiske Union også er trådt i kraft i denne medlemsstat, og i henhold til dens artikel 6 afløser den tidligere bilaterale overenskomst.

88.   Overgangsbestemmelserne i artikel 14, stk. 2, litra b), i den tysk-østrigske overenskomst af 4. oktober 1995 bestemmer konkret, at den geografiske ligestilling fortsat gælder, dog begrænset til tilfælde, hvor (i) ydelserne allerede kan erlægges den 1. januar 1994, og (ii) den pågældende person før den 1. januar 1994 har taget sædvanligt ophold i Østrig, og ydelsen fra pensions- og invaliditetsforsikringen begynder indtil den 31. december 1994 (43). Sagsøgeren opfylder ikke disse betingelser, da han – selv om han har boet i Østrig siden 1970 – først fra den 1. august 1999 efter afslutningen af det 63. leveår kunne ansøge om at modtage en alderspension.

89.   Disse overgangsregler bekræftes af, at der er blevet indsat en – efter ordlyden med den netop nævnte bestemmelse identisk – bestemmelse i bilag III, afsnit A, nr. 35, Tyskland-Østrig, litra e) og afsnit B, nr. 35, Tyskland-Østrig, litra e). Domstolens kompetence til at foretage en efterprøvelse inden for rammerne af den præjudicielle procedure begrænses i henhold til artikel 234, stk. 1, litra b), EF til spørgsmålet om gyldigheden af denne indsættelse som bestemmelse inden for en retsnorm i den afledte fællesskabsret. Den tysk-østrigske socialforsikringsoverenskomst kan derimod ikke lovligt være genstand for efterprøvelse, da disse bilaterale overenskomster i henhold til Domstolens praksis skal henføres under de pågældende deltagende staters nationale lovgivning (44). Alligevel er de relevante ved bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt de er blevet fortrængt af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71. Sagsøgeren har derfor ikke noget krav på at få udbetalt en pension fra bidragsperioder i henhold til FRG, så længe han ikke bor i Forbundsrepublikken Tyskland, hvis forordning nr. 1408/71 er anvendelig på denne ydelse, og hvis der ikke er nogen undtagelsesbestemmelser, der griber ind til hans fordel.

b)      Anvendeligheden af forordning nr. 1408/71

i)      Personelt anvendelsesområde og grænseoverskridende forbindelse

90.   Som tidligere arbejdstager i Østrig og nuværende pensionist i henhold til artikel 2, stk. 1, falder sagsøgeren ind under forordningens personelle anvendelsesområde.

91.   Derudover foreligger den for anvendelsen af forordningens krævede fællesskabsforbindelse (45) også. Denne forudsætter, at personer, forhold eller begæringer har en retlig forbindelse til en anden medlemsstat. Den kan også foreligge, hvis en person kun er eller har været omfattet af retsforskrifterne i en eneste medlemsstat, men ikke, hvis der ikke er tilknytning til noget forhold, som fællesskabsretten gælder for, og når alle relevante omstændigheder udelukkende har tilknytning til én medlemsstats område (46). Det følger heraf, at der foreligger et retsforhold med international tilknytning, hvis bestemmelserne i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor den berettigede har bopæl, er anvendelig på arbejdstageren. Dette gælder f.eks., hvis disse retsforskrifter sikrer arbejdstageren et krav på en pension (47). Sagsøgeren opfylder disse betingelser. Ganske vist har han, efter at han har forladt Rumænien, kun arbejdet og boet i Østrig. Da den tyske pensionsinstitution [for hans vedkommende] imidlertid anerkender tyske pensionsbidragsperioder i henhold til retsforskrifterne i FRG, har der siden Østrigs tiltrædelse foreligget en retlig forbindelse til en anden medlemsstat.

ii)    Tidsmæssigt anvendelsesområde

92.   Forordning nr. 1408/71 har på grund af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejde af 2. maj 1992 (herefter »EØS-aftalen«) (48) siden den 1. januar 1994 været anvendelig på Republikken Østrig. Den har siden den 1. januar 1995 været anvendelig på Republikken Østrig i dennes egenskab af medlemsstat i Den Europæiske Union (49). Dette er dog ikke til hinder for dens anvendelighed på sagsøgerens – forud for dette tidspunkt – tilbagelagte forsikrings- og beskæftigelsesperioder. Artikel 94, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 fastsætter nemlig sammenlægningen af forsikrings-, beskæftigelses- eller bopælsperioder og vel at mærke også for sådanne perioder, der er blevet tilbagelagt før forordningens første gyldighedsdag. Derudover bestemmer forordningens artikel 94, stk. 3, at rettigheder også kan erhverves for en begivenhed, der er indtruffet, før forordningen fandt anvendelse i den pågældende medlemsstat.

93.   Forbuddet mod tilbagevirkende kraft i artikel 94, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, hvorefter denne forordning ikke begrunder ret til ydelser for noget tidsrum, der ligger forud for datoen for dens anvendelse i den pågældende medlemsstat, er irrelevant i denne sag, da sagsøgerens ret til at kunne ansøge om en pension først er opstået fra den 1. august 1999 efter hans fyldte 63. leveår og dermed først efter, at forordningen er trådt i kraft i Østrig.

iii) Sagligt anvendelsesområde

94.   Omstændighederne i denne sag må bedømmes anderledes end omstændighederne i de sager, der ligger til grund for de forenede Habelt og Möser-sager. Overførte pensionsperioder i henhold til FRG adskiller sig nemlig først og fremmest fra bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige i henhold til SGB VI derved, at de tilsigter, at der tages hensyn til bidragsperioder, der er blevet tilbagelagt i henhold til en udenlandsk, dvs. ikke tysk ordning. Udtrykt anderledes korresponderer en statslig ydelse i sagerne om overførte pensioner ikke med en af den berettigede tidligere erlagte bidragsbetaling. Hertil kommer, at den berettigede personkreds i henhold til FRG for så vidt er større, da den omfatter personer med tysk nationalt tilhørsforhold, der havde deres bopæl i bosættelsesområder uden for det tidligere Tyske Rige.

95.   På denne baggrund må ydelserne i henhold til FRG efter deres formål undersøges særskilt med hensyn til deres præcise indordning i ydelseskategorierne i artikel 4 i forordning nr. 1408/71. I den forbindelse skal de deri indeholdte undtagelsesbestemmelser, som kompensationsordningerne for krigsfølgerne henhører under, fortolkes snævert af hensyn til en størst mulig virkeliggørelse af de vandrende arbejdstageres frie bevægelighed (50).

–       Parternes argumenter

96.   I henhold til det af den tyske regering og sagsøgte anførte skal bestemmelserne i FRG ses på baggrund af, at de i Østeuropa og Mellemasien boende tyske mindretal i og efter Anden Verdenskrig har lidt en særligt hård skæbne. Forbundsrepublikken Tyskland påtager sig et særligt ansvar for deres skæbner derved, at den overlader de berørte at træffe beslutningen om, hvorvidt de vil skabe deres fremtid i deres nuværende hjemland, eller om de – inden for rammerne af de lovbestemte undtagelsesbestemmelser – vil flytte til Tyskland, og derved, at en socialt forsvarlig integration af de personer, der er flyttet til Tyskland, fremmes. FRG er en del af disse integrationsforanstaltninger, hvorved de berørte stilles på samme måde, som hvis de havde tilbragt deres arbejdsliv i Tyskland. De bidragsperioder, som de har tilbagelagt hos en udenlandsk pensionsforsikringsinstitution, er blevet integreret i den tyske pensionsret og erstattet på højde med det tyske pensionsniveau.

97.   Integrationen af de udenlandske perioder i den tyske ordning er nødvendig, da de kompetente udenlandske forsikringsinstitutioner enten ikke overfører deres pensioner, eller de udenlandske pensioner, der overføres, ikke er tilstrækkelige til at sikre de berørte i Tyskland en mindsteindkomst, der er nødvendig for livets ophold. For så vidt er ydelserne fra FRG-perioderne bestemt til at sikre en yderligere, erstattende eller supplerende beskyttelse mod risikoen ved alderdom, der står i forhold til det økonomiske og sociale miljø i Tyskland.

98.   Den tyske regering har anført, at tildelingen af ydelser fra FRG-perioder i Tyskland ikke er afhængig af, at de berørte også har betalt bidrag til den tyske pensionsforsikring.

99.   Kommissionen er derimod af den opfattelse, at der er tale om ydelser, der skal henføres til kataloget for ydelser ved alderdom i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra c), og således til området for social sikring. Den har desuden anført, at der for ydelserne i henhold til FRG faktisk ikke er blevet betalt noget bidrag til den tyske ordning, men at dette ikke gør dem til særlige ikke-bidragspligtige ydelser.

100. Den har endvidere anført, at det efter den kolde krigs afslutning ikke længere gælder, at udflyttere ikke kan hævde forsikringskrav, som de har erhvervet i deres i oprindelsesstater, fordi de kompetente myndigheder befinder sig uden for Tyskland. Fællesskabsretten og dermed også forordning nr. 1408/71gælder nu i en stor del af de i BVFG nævnte områder. I forhold til disse medlemsstater bortfalder dermed argumentet om, at sådanne krav ikke kan fremsættes.

–       Stillingtagen

Afgrænsning i forhold til ydelserne til ofre for krig eller dens følger

101. På den ene side skal det medgives den tyske regering, at FRG, sammenholdt med BVFG, oprindeligt tilsigtede en integration i Forbundsrepublikken Tysklands samfund af personer med tysk nationalt tilhørsforhold, der på grund af begivenhederne under Anden Verdenskrig havde mistet deres bopæl i udlandet som følge af fordrivelse, navnlig ved udvisning. Den tyske regering har fundet et grundlag for sin retsopfattelse i Tinelli-dommen, hvoraf fremgår, at FRG tjener det formål »at lette reintegrationen af personer, der var udvist eller flygtet på grund af begivenheder under det national-socialistiske styre og Den Anden Verdenskrig, og som gennem deres arbejde bidrog til genopbygningen af Forbundsrepublikken Tyskland« (51).

102. På den anden side skal det også medgives Kommissionen og den forlæggende ret, at dette argument fortjener en anden vurdering i lyset af de nutidige forhold. Navnlig med hensyn til de såkaldte sene udflyttere, der ikke har ydet noget bidrag til genopbygningen af Forbundsrepublikken Tyskland, kan bestemmelser som FRG i dag ikke længere tjene dette formål, men tilsigter snarere en integration af forsikrede med overførte pensionsperioder i den tyske lovbestemte pensionsforsikringsordning (52).

103. Det af den tyske regering i denne sag fremførte argument, hvorefter ydelserne i henhold til FRG er bestemt som erstatning for, at de berørte ikke kunne gøre de i deres oprindelsesstater erhvervede rettigheder gældende, fordi de kompetente myndigheder befandt sig uden for Forbundsrepublikken Tyskland, finder jeg heller ikke tidssvarende. Denne begrundelse, der allerede lå til grund for Fossi-dommen og Tinelli-dommen, er, som Kommissionen med rette har anført, ikke længere korrekt efter den kolde krigs afslutning og de sidste to udvidelser af Den Europæiske Union. Fællesskabsretten og dermed også forordning nr. 1408/71 gælder nu i en stor del af de i Bundesvertriebenengesetz nævnte områder i Østeuropa. I henhold til forordning nr. 1408/71 yder hver medlemsstat – i overensstemmelse med de efter dennes retsforskrifter tilbagelagte forsikringsperioder – en forholdsmæssig pension, der i henhold til forordningens artikel 10 kan overføres til andre medlemsstater. I henhold til overgangsbestemmelserne i forordningens artikel 94 vedrører dette også forsikringsperioder og forhold, der er blevet tilbagelagt, eller som er indtrådt før et lands tiltrædelse af Den Europæiske Union. Med Rumæniens tiltrædelse den 1. januar 2007 ville sagsøgeren senest fra dette tidspunkt være i stand til at fremsætte krav om en rumænsk pension på grundlag af sine rumænske forsikringsperioder. Argumentet om, at det ikke er muligt at hævde sådanne krav, falder dermed bort i forhold til disse medlemsstater.

104. Det følger heraf, at der, når der er tale om ydelser fra overførte pensionsperioder i henhold til FRG, ikke kan tales om en ordning til fordel for ofre for krig eller dens følger i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71.

Afgrænsning over for de særlige ikke-bidragspligtige ydelser

105. Derimod kommer en henføring af ydelserne fra overførte pensionsperioder i henhold til FRG til kategorien for særlige ikke-bidragspligtige ydelser i henhold til artikel 4, stk. 2a i forordning nr. 1408/71 i betragtning. Hertil kræves, at den pågældende ydelse er opført i bilag IIa, og at de materielle betingelser for, at der foreligger en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i henhold til artikel 4, stk. 2a, i forordning nr. 1408/71, er opfyldt (53).

106. For en sådan kvalifikation taler først og fremmest finansieringsmåden, da tildelingen af ydelser fra overførte pensionsperioder i henhold til FRG ikke afhænger af, at de berørte også har betalt bidrag til den tyske pensionsforsikring. Ydelserne finansieres af offentlige midler, idet staten erstatter pensionsforsikringens institutioner udgifterne for ydelserne efter FRG i henhold til SGB VI’s § 291b (54). Imidlertid kan dette kendetegn ikke alene være afgørende for formålet om en klar afgrænsning til de sociale sikringsydelser i henhold til artikel 4, stk. 1, især da det fremgår af artikel 4, stk. 2, at forordning nr. 1408/71 gælder for de sociale sikringsordninger, der beror på bidrag, og som er bidragsfrie.

107. Ved en indordning som særlig ikke-bidragspligtig ydelse i henhold til artikel 4, stk. 2a, i forordning nr. 1408/71 er det endvidere afgørende, om den pågældende ydelse har karakter af at være en særlig ydelse. For at dette kan være tilfældet, skal den være en erstatning for eller et supplement til en social sikringsydelse og have karakter af en socialhjælp, der retfærdiggøres af økonomiske og sociale grunde. Desuden kræves, at ydelsen skal reguleres af objektivt fastsatte kriterier (55). Ydelser fra overførte pensionsperioder i henhold til FRG er udformet som alderspension og for så vidt ligestillet med en bestemt socialsikringsydelse i henhold til artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1408/71. Ganske vist har de bl.a. til formål også i økonomisk henseende at integrere de berettigede i samfundet, men de har – i modsætning til den tyske regerings opfattelse – ikke de kendetegn, der karakteriserer socialhjælp (56). Dette gælder f.eks. for tilknytningen til behovskendetegnet, da ydelser fra overførte forsikringsperioder tildeles i henhold til FRG, uden at en eventuel efterprøvelse af den enkeltes eller en bestemt persongruppes behov er afgørende. Derudover beror tildelingen af ydelsen på en sammenlægning af beskæftigelsesperioder, som den berettigede har tilbagelagt i sit hjemland, hvilket taler for, at den ligner socialhjælpen.

108. Endelig taler imod en henføring af ydelserne fra overførte pensionsperioder i henhold til FRG til kategorien for særlige ikke-bidragspligtige ydelser i henhold til artikel 4, stk. 2a, i forordning nr. 1408/71, at disse ikke er nævnt i bilag IIa. En socialydelse kan nemlig kun tilregnes denne kategori, hvis de materielle betingelser og indførelsen af den pågældende ydelse i bilag IIa foreligger kumulativt (57).

109. Herefter skal jeg konkludere, at ydelserne fra overførte pensionsperioder i henhold til FRG skal indordnes i kategorien for sociale sikringsydelser i henhold til artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1408/71.

110. Herefter finder forordning nr. 1408/71 principielt anvendelse på den foreliggende sag.

c)      Spørgsmålet, om der foreligger en undtagelse

i)      Om overgangsbestemmelserne i den bilaterale overenskomst fra 1995 og i bilag III til forordning nr. 1408/71

111. Forordning nr. 1408/71’s ikrafttræden i Østrig havde i henhold til artikel 6, litra a), til følge, at den trådte i stedet for den bilaterale overenskomst fra 1966. På mellemstatsligt niveau blev denne først afløst ved overenskomsten af 4. oktober 1995, der trådte i kraft den 1. oktober 1998. Af hensyn til beskyttelsen af den berettigede forventning blev der for tidligere tilfælde indført en overgangsregel i overenskomstens artikel 2, litra b).

112. På fællesskabsniveau blev disse overgangsregler sikret ved en – efter ordlyden – identisk indføring i bilag III, afsnit A, nr. 35, Tyskland-Østrig, litra e), og afsnit B, nr. 35, Tyskland-Østrig, litra e) [efter udvidelsen den 1.5.2004 henholdsvis bilag III, afsnit A, nr. 83, litra e) og bilag III, afsnit B, nr. 83, litra e)]. Som retsgrundlag for en indførelse i bilag III kan imidlertid kun anføres artikel 7, stk. 2, litra c). I henhold til denne bestemmelse forbliver de i bilag III nævnte overenskomster om social sikring nemlig – uanset artikel 6 – anvendelig. Heraf følger, at artikel 7, stk. 2, litra c), kun gælder for de overenskomster, der blev indgået, før forordning nr. 1408/71 trådte i kraft, mens det i henhold til artikel 8 fortsat forbeholdes medlemsstaterne at indgå nye overenskomster også efter forordningens ikrafttræden (58). Artikel 8 gælder imidlertid ikke for de i bilag III nævnte overenskomster. I det omfang overenskomsten mellem Republikken Østrig og Forbundsrepublikken Tyskland om social sikring blev undertegnet den 4. oktober 1995 efter forordning nr. 1408/71’s ikrafttræden i Østrig, kan der med hensyn til denne, som Kommissionen har anført, kun være tale om en ny overenskomst og derfor principielt ikke om en overenskomst, der kunne indføres i bilag III. Denne opfattelse understøttes på den ene side af den omstændighed, at overenskomstens præambel udtrykkeligt henviser til artikel 8 i forordning nr. 1408/1 og taler om aftalepartnernes hensigt om, at »der skal indgås en ny overenskomst om social sikring, der skal træde i stedet for overenskomsten af 22. december 1966«.

113. På den anden side vedrører overenskomstens artikel 14, stk. 2, litra b), og dermed også indførelsen i bilag III, kun bestemmelser fra overenskomsten fra 1966, hvis regelindhold i det væsentlige forbliver uændret, og med hensyn til hvilke der alene indføres frister for tildelingen af ydelser, hvis de berettigede har deres bopæl uden for Forbundsrepublikken Tysklands område. I overenskomstens artikel 14, stk. 1, angives udtrykkeligt, at med denne overenskomsts ikrafttræden, med undtagelse af de i stk. 2 anførte bestemmelser, ophører overenskomsten af 22. december 1966 mellem Republikken Østrig og Forbundsrepublikken Tyskland om social sikring med at være i kraft. For så vidt kan der i artikel 14, stk. 2, litra b), i overenskomsten fra 1995 ses en fristbunden fortsat gyldighed af de tidligere bestemmelser. Følgelig kan indførelsen i bilag III ikke anfægtes.

ii)    Begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed

–       Tab af en social begunstigelse

114. Derimod skal der foretages en efterprøvelse af spørgsmålet, om der foreligger en tilsidesættelse af den materielle fællesskabsret. Sagsøgeren i hovedsagen har ved at anføre, at han har mistet fordele ved begrænsningen af princippet om geografisk ligestilling, gjort gældende, at hans ret til fri bevægelighed er blevet tilsidesat.

115. Artikel 4, stk. 1, i overenskomsten fra 1966 fastsatte en geografisk ligestilling mellem Østrig og Tyskland, som ikke findes efter forordning nr. 1408/71. Trods den geografiske ligestilling efter forordningens artikel 10 bliver denne ved indførelsen i bilag VI, afsnit D, Tyskland, nr. 1, atter ophævet for netop de omhandlede ydelser. Da den geografiske ligestilling i henhold til overenskomsten fra 1966 ville have ført til udbetaling af en pension til Østrig på grundlag af overførte pensionsperioder i henhold til FRG, udgør dette en social begunstigelse, der som sådan ikke er fastsat ved forordningen.

116. Overgangsbestemmelsen i bilag III fastsatte ganske vist en undtagelse til forordningens bilag VI – indtil den trådte ud af kraft den 5. maj 2005 – men ikke i tilfælde, hvori pensionen betales første gang efter den 1. januar 1995. Herunder falder den situation, som sagsøgeren befinder sig i, da han først har modtaget pension fra 1999. Sagsøgeren kan derfor ikke påberåbe sig den geografiske ligestilling i overenskomsten fra 1966, fordi forordningen på grund af indførelsen i bilag IV ikke fastsætter nogen geografisk ligestilling for sådanne ydelser, og fordi forordningen i indførelsen i bilag III ikke fastsatte nogen overgangsregler i tilfælde som sagsøgerens, og endelig fordi den geografiske ligestilling i det bilaterale forhold ved den nye overenskomsts ikrafttræden i oktober 1998 blev afskaffet med hensyn til nye forhold, da denne overenskomst – ligesom bilag III i forordning nr. 1408/71 – forudsætter, at der foretages en pensionsudbetaling senest i 1994.

117. Skønt forordning nr. 1408/71 er trådt i kraft, kan sagsøgeren påberåbe sig den fortsatte gyldighed af bestemmelserne i socialforsikringsoverenskomsten fra 1966, hvis indførelserne i bilag III og VI ikke er forenelige med trinhøjere fællesskabsret og navnlig med bestemmelserne vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed.

–       Tilsidesættelse af arbejdskraftens frie bevægelighed

118. Efter Domstolens faste praksis tillader traktatens bestemmelser om fri bevægelighed ikke, at arbejdstagere ved at udøve deres ret til fri bevægelighed mister sociale fordele, fordi en bilateral aftale, der er blevet indført i national ret, er blevet uanvendelig efter forordningens ikrafttræden (59). Denne retspraksis ligger til grund for det princip, at den pågældende arbejdstager kan have en berettiget forventning om, at han også efter udøvelsen af retten til fri bevægelighed kan støtte ret på mere fordelagtige bestemmelser i overenskomsten. Domstolen har i Rönfeld-dommen (60), Thévenon-dommen (61), Naranjo Aronja-dommen (62) og Grajera Rodriguez-dommen (63) angivet de betingelser, hvorunder bestemmelser i ældre bilaterale overenskomster trods ekstinktionsbestemmelsen i artikel 6 i forordning nr. 1408/71 fortsat finder anvendelse.

119. I dommen af 9. november 1995 i Thévenon-sagen præciserede Domstolen sin praksis fra Rönfeldt-dommen i den retning, at princippet om beskyttelse af berettigede forventninger ikke kan gælde for arbejdstagere, der indtil forordning nr. 1408/71’s ikrafttræden kun har tilbagelagt forsikringsperioder i én medlemsstat og først har udøvet deres ret til fri bevægelighed, efter at denne forordning trådte i kraft (64).

120. I Naranjo Aronja og Grajera Rodriguez-sagerne stod det fast, at de berørte allerede var beskæftiget i Tyskland, før forordning nr. 1408/71 ved Spaniens tiltrædelse den 1. januar 1986 trådte i kraft i denne medlemsstat, og dermed i henhold til dennes artikel 6 principielt afløste bestemmelserne i den tysk-spanske overenskomst. Efter Domstolens opfattelse måtte afløsningen derfor ikke medføre, at de berørte fratoges de rettigheder og begunstigelser, der tilkom dem i henhold til overenskomsten (65).

121. Af denne retspraksis kan drages den konsekvens, at princippet om, at fællesskabsforordningerne træder i stedet for bestemmelserne i overenskomster om social sikring, der er afsluttet mellem medlemsstater, principielt har en bindende virkning (66), som – bortset fra de i forordningen udtrykkeligt opregnede tilfælde – kun tillader en undtagelse i det tilfælde, hvor dette ville medføre, at en arbejdstager, der tidligere har udøvet retten til fri bevægelighed, ved forordningens ikrafttræden ville miste begunstigelser inden for området for social sikring, som han har krav på på grundlag af overenskomster mellem to eller flere medlemsstater, der er indført i national ret.

122. Jeg skal herved fastslå, at disse principper blev afledt af en fortolkning af artikel 39 EF og artikel 42 EF, [og at] denne retspraksis’ mening og formål således alene kan bestå i at sikre udøvelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed (67). Som følge heraf skal det – som betingelse for anvendelsen heraf – kræves, at den berørte udøver denne grundlæggende frihed. Til forskel fra sagerne C-396/05 og C-419/05 har sagsøgeren i hovedsagen i sag C-450/03 kun boet og arbejdet i Rumænien og i Østrig, og han er således ikke i fysisk forstand vandret mellem to EU-medlemsstater. De fællesskabsretlige bestemmelser om fri bevægelighed er imidlertid også anvendelige i tilfælde, hvor den omhandlede aktivitet udøves uden for Den Europæiske Union, men hvor arbejdsforholdet dog har en stedlig sammenhæng eller en tilstrækkelig snæver forbindelse til en medlemsstats lovgivning og dermed til de relevante bestemmelser i fællesskabsretten. Således har Domstolen i Boukhalfa-sagen (68) bl.a. bekræftet, at der er en tilstrækkelig snæver sammenhæng, bl.a. hvis en arbejdstager, der udøver en beskæftigelse i en tredjestat, inddrages i en medlemsstats socialsikringsordning. I denne sag blev sagsøgeren anerkendt som fordrevet i henhold til de relevante bestemmelser i BVFG, hvorfor han principielt havde krav på en alderspension, idet det skulle tage hensyn til hans bidragsperioder i Rumænien i henhold til FRG.

123. Den omstændighed, at ydelsen selv overskrider grænsen – og ikke personers fysiske udøvelse af den grundlæggende frihed – er tilstrækkelig for anvendeligheden af de fællesskabsretlige bestemmelser om fri bevægelighed, da det ellers ikke ville være muligt at nå frem til retfærdiggørende forskellige resultater. Således har Domstolen i Rundgren-dommen (69) bekræftet anvendeligheden af forordning nr. 1408/71 og dermed bestemmelserne vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed i et tilfælde vedrørende en person, der boede i en medlemsstat uden dér at have udøvet erhvervsmæssig aktivitet, men derimod modtog pension som pensioneret tjenestemand fra en anden medlemsstat. I den foreliggende sag overskrider ydelsen to medlemsstaters grænser. Sagsøgeren, der hidtil havde udøvet erhvervsmæssig aktivitet i Østrig, havde nemlig indtil den nye overenskomst trådte i kraft i 1998 krav på en alderspension i henhold til tysk lovgivning, uden at denne begunstigelse var tilknyttet et bopælskrav.

124. Sagsøgeren flyttede i 1970 fra Rumænien til Østrig i tillid til, at han – efter at have nået pensionsalderen i 1999 – på grundlag af overenskomsten fra 1966 i Østrig ville få udbetalt en pension, der hvilede på de i Rumænien tilbagelagte bidragsperioder. Ved indførelsen af forordningen samt bestemmelserne i bilag III blev sagsøgeren unddraget en begunstigelse.

125. En sådan unddragelse er i lyset af Rönfeldt-dommen et indgreb i de i artikel 18 EF, 39 EF og 42 EF sikrede rettigheder, da pensionsmodtagerne mister begunstigelser, som de stadig ville have kunnet kræve i henhold til en bilateral overenskomst, når de udnytter deres ret til fri bevægelighed før overenskomstens ophævelse, men før ikrafttrædelsen af forordning nr. 1408/71. Sagsøgeren har med den bilaterale overenskomst fra 1966 opnået en retsstilling, på grundlag af hvilken hans beslutning om at bo og arbejde i Østrig i stedet for i Tyskland, med hensyn til hans betalingskrav fra overførte pensionsperioder ved forsikringsbegivenhedens indtræden, ikke må komme til ham til skade.

126. Da artikel 6 og 7 i forordning nr. 1408/71 er til hinder for anvendelsen af de mere fordelagtige bestemmelser i den bilaterale overenskomst, er det i strid med trinhøjere fællesskabsret – nemlig artikel 18 EF, 39 EF og 42 EF – at sagsøgeren på grund af overgangsbestemmelsen i bilag III, afsnit A, nr. 35 (senere nr. 83), litra e), og afsnit B, nr. 35 (senere nr. 83), litra e), og på grund af artikel 14, stk. 2, litra b), i den bilaterale overenskomst fra 1995 ikke kan påberåbe sig den mere fordelagtige bestemmelse i den bilaterale overenskomst fra 1966.

127. De overgangsbestemmelser, der er indeholdt i bilag III, afsnit A, nr. 35, Tyskland-Østrig, litra e), og i bilag III, afsnit B, nr. 35, Tyskland-Østrig, litra e) [efter udvidelsen den 1.5.2004 både i afsnit A og i afsnit B nu nr. 83, litra e)] strider imod de fællesskabsretlige bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed og unionsborgerskabet i henhold til artikel 18 EF, 39 EF og 42 EF.

2.      Det andet delspørgsmål

128. Ydelserne fra overførte pensionsperioder i henhold til FRG er – som sociale sikringsydelser i henhold til artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1408/71 – underlagt koordineringsforpligtelsen i henhold til forordningens artikel 10, stk. 1. Dermed er medlemsstaterne forpligtede til at ophæve de klausuler i de nationale retsforskrifter, der gør tildelingen af ydelser afhængig af, at der er bopæl i den pågældende medlemsstat.

129. I overensstemmelse med oplysningerne om sagerne C-396/05 og C-419/05 skal der også i den foreliggende sag foretages en efterprøvelse af bilag VI, afsnit D, Tyskland, nr. 1, i forordning nr. 1408/71 med dens forenelighed med artikel 42 EF som trinhøjere fællesskabsret, idet der må tages hensyn til fællesskabsmålet om den størst mulige virkeliggørelse af arbejdskraftens frie bevægelighed.

130. I modsætning til indførelsen i bilag III, der gør det muligt at foretage en tildeling af ydelser fra overførte pensionsperioder for berettigede, der bor i Østrig, i en overgangsperiode, fastsætter indførelsen i bilag VI, afsnit D, Tyskland, nr. 1, sammenholdt med bestemmelserne i tysk ret (SGB VI’s § 110, stk. 2, § 113, stk. 1, og § 272) en generel udelukkelse af overførsel af pensioner fra Forbundsrepublikken Tyskland.

131. For sagsøgeren i hovedsagen har denne undtagelsesbestemmelse ikke nogen væsentlig anden virkning end for sagsøgerne i sag C-396/05 og C-419/05. En nedsættelse eller et fuldstændigt bortfald af en alderspension, der alene er betinget af, at bopælen flyttes til udlandet, kan som et finansielt indhug i aldersforsorgen afholde en person fra at udnytte sin ret til fri bevægelighed i henhold til artikel 39 EF og 42 EF, således at der i denne foranstaltning kan ses en begrænsning af denne grundlæggende frihed.

132. For at begrunde de nationale bestemmelser, hvorefter der ikke udbetales pensioner fra overførte pensionsperioder i henhold til FRG til udlandet, som undtagelsesbestemmelsen i bilag VI, afsnit D, Tyskland, nr. 1, vedrører, har den tyske regering i det væsentlige fremført de samme argumenter, som med hensyn til ydelserne i henhold til bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige, der er underlagt bestemmelserne i SGB VI. Den tyske regering har for det første henvist til nødvendigheden af en integration af de fordrevne i det tyske samfund og for det andet til afværgelsen af faren for en uoverskuelig kreds af potentielt berettigede.

133. Også her skal jeg henvise til, at medlemsstaterne ved udformningen af deres sociale sikringsordninger skal overholde traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed og den ret, der tilkommer enhver unionsborger til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område (70). Således må den af den tyske lovgiver tilstræbte integration af fordrevne med tysk nationalt tilhørsforhold ikke bevirke, at grundlæggende friheder skades. Dette gælder navnlig, hvis disse som medlemsstaternes statsborgere har krav på den særlige unionsborgerskabsbeskyttelse i henhold til artikel 18 EF. Et af hovedformålene i den europæiske socialretsbeskyttelse er – ligesom også på området for fri bevægelighed – integrationen af arbejdstagere og dermed også unionsborgerne i en medlemsstats sociale og samfundsmæssige liv. Artikel 39 EF og artikel 18, stk. 1, EF bliver derfor tilsidesat ved en national lovgivning som den foreliggende, der tilsigter at forhindre integrationen af en bestemt gruppe statsborgere i de andre medlemsstaters samfund.

134. I det omfang den tyske regering derudover har henvist til formodentlige finansielle risici, der næppe kan overvindes, skal jeg bemærke, at den for så vidt hverken har opfyldt sin forpligtelse til at redegøre herfor eller til at føre bevis herfor. Derfor kan dette anbringende ikke tiltrædes, idet det ikke er tilstrækkeligt præciseret.

V –    Forslag til afgørelse

135. På denne baggrund foreslår jeg Domstolen

1)      at besvare Sozialgericht Berlins præjudicielle spørgsmål i sag C-396/05 og C-419/05 som følger:

»En bestemmelse som den, der fremgår af bilag VI, afsnit D, Tyskland, nr. 1, til forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, er ikke forenelig med artikel 18 EF, 39 EF og 42 EF, for så vidt som den udelukker udbetaling af pension på grundlag af bidragsperioder tilbagelagt i Det Tyske Rige, og for så vidt som den deri indeholdte undtagelse om ophævelse af bopælsklausulen kan afholde en person fra at udnytte sin ret til fri bevægelighed.«

2)      at besvare Landessozialgericht Berlin-Brandenburgs præjudicielle spørgsmål i sag C-450/05 som følger:

»a)      Begrænsningen af den fortsatte gyldighed af den tysk-østrigske socialsikringsoverenskomst af 22. december 1966 til tilfælde, hvor:

i)      ydelsen den 1. januar 1994 allerede er blevet tilkendt eller vil kunne tilkendes

ii)      den pågældende person har bosat sig i Østrig før den 1. januar 1994, og udbetalingen af pensioner fra pensions- og ulykkesforsikring indledes inden den 31. december 1994,

i bilag III, afsnit A, nr. 35 (senere nr. 83), Tyskland-Østrig, litra e), og afsnit B, nr. 35, (senere nr. 83), Tyskland-Østrig, litra e), til forordning nr. 1408/71, er ikke forenelig med artikel 18 EF, 39 EF og 42 EF.

b)      Samme begrænsning i artikel 14, stk. 2, litra b), i den tysk-østrigske overenskomst af 4. oktober 1995 om social sikring er ikke forenelig med artikel 18 EF, 39 EF og 42 EF.

c)      Bilag VI, afsnit D, Tyskland, nr. 1, i forordning nr. 1408/71 er ikke forenelig med artikel 18 EF, 39 EF og 42 EF, i det omfang Forbundsrepublikken Tyskland dermed gives kompetence til ikke at tildele ydelser i henhold til Fremdrentengesetz til berettigede med bopæl uden for Forbundsrepublikken Tyskland.«

1 – Originalsprog: tysk.

2 – Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2.12.1996 (EFT 1997 L 28, s. 1).

3 – R. Schuler, Europäisches Sozialrecht (udg. af Maximilian Fuchs); 4. oplag, artikel10, punkt 13, henviser til, at bilag VI til forordning nr. 1408/71 indeholder undtagelser til princippet om overførsel af ydelser.

4 – Artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 udelukker enhver fortabelse af rettigheder på grund af bopæl i en anden medlemsstat. Bestemmelsen nævner praktisk talt alle forbudte muligheder for begrænsning ved nationale bestemmelser, som kræver bopæl i den pågældende medlemsstat. Jf. dom af 20.6.1991, sag C-356/89, Newton, Sml. I, s. 3017, præmis 23, af 24.2.1987, forenede sager 379/85 – 381/85 og 93/86, Sml. s. 955, præmis 17, og af 10.6.1982, sag 92/81, Camera, Sml. s. 2213, præmis 16. Ved denne ophævelse af bopælsklausulen i medlemsstaternes lovgivninger opnås som resultat en ligestilling af medlemsstaternes statsområder med hensyn til retten til ydelser. Positivt formuleret indebærer dette, at denne bestemmelse forpligter medlemsstaterne til at overføre alle de ydelser, der er nævnt i artikel 10, stk. 1, til andre medlemsstater, der falder inden for forordning nr. 1408/71’s saglige gyldighedsområde. Nogle forfattere fortolker dette som en afskedtagen med det traditionelle territorialitetsprincip i socialretten. Jf. R. Schuler, nævnt ovenfor i fodnote 3, artikel 10, punkt 3, K. Louven/C. Louven, »Das Territorialitätsprinzip im Internationalen Sozialrecht«, Neue Zeitschrift für Arbeitsrecht, 1991, hæfte 13, s. 497; E. Eichenhofer, »Export von Sozialleistungen nach Gemeinschaftsrecht«, Die Sozialgerichtsbarkeit, 1999, s. 57.

5 – Hvis forsikringsperioder ikke kunne sammenlægges, og kontante ydelser ikke kunne overføres, ville en arbejdstager, der udnytter sin ret til fri bevægelighed, miste sociale sikringsrettigheder, hvis og for så vidt disse rettigheder er støttet på retten i den stat, hvor han tidligere var beskæftiget. Domstolen fastslog derfor følgende i dom af 7.11.1973, sag 51/73, Smieja, Sml. s. 1213, præmis 14-17: Artikel 10, stk. 1: »sikrer den berettigede uindskrænket nydelse af visse pensioner, renter og ydelser, hvortil der er erhvervet ret efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, selv om han er bosat i en anden medlemsstat end den, hvori den institution, som det påhviler at udrede ydelsen, er beliggende. [D]enne bestemmelses formål er at garantere den pågældende retten til at oppebære disse ydelser, selv om han har taget bopæl i en anden medlemsstat, eventuelt sit hjemland«. I henhold til Domstolens konstatering i dom af 10.6.1982, sag 92/81, Caracciolo, Sml. s. 2213, præmis 14, er formålet med den uindskrænkede overførsel af kontante ydelser, at »den pågældende ikke blot bevarer sin ret til at modtage pension og andre ydelser, som han har erhvervet ret til i medfør af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, selv efter at have taget bopæl i en anden medlemsstat, men ligeledes, at han ikke kan nægtes en sådan ret, udelukkende fordi han ikke har bopæl på området i den stat, hvori den institution, som det påhviler at udrede ydelsen, er beliggende. Artikel 10, stk. 1, skal fortolkes således, at hjemlandets forsikringsinstitution ikke kan anvende det i den nationale lovgivning indeholdte territorialitetsprincip på invalidepension«. I henhold til Borchardt, Handbuch des EU-Wirtschaftsrechts (udg. af M.A. Dauses), München 2004, bind I, D II, punkt 64, udgør bestemmelserne om arbejdstagernes sociale sikring derfor et nødvendigt supplement til lovgivningen om fri bevægelighed. F. Ruland, »Rentenversicherung« i B. Schulze/H. Zacher (udg.), Wechselwirkungen zwischen dem Europäischen Sozialrecht und dem Sozialrecht der Bundesrepublik Deutschland, Schriftenreihe für Internationales und Vergleichendes Sozialrecht; bind 12, Berlin 1991, s. 75, betegner derfor den europæiske socialret som »et supplement til den frie bevægelighed«. Den europæiske socialret indeholder »koblingsbestemmelser«, der for de vandrende arbejdstageres vedkommende er nødvendige, for at de i de enkelte medlemsstater tilbagelagte delbiografier kan blive til en sammenhængende social biografi.

6 – E. Eichenhofer »Export von Sozialleistungen nach Gemeinschaftsrecht«, Die Sozialberichtsbarkeit, 1999, s. 58, henviser til, at artikel 10 i forordning nr. 1408/71 ikke begrunder nogen almindelig pligt til overførsel af samtlige ydelser, således som artikel 42 EF egentlig synes at kræve det.

7 – I dom af 5.3.1998, sag C-194/96, Kulzer, Sml. I, s. 895, præmis 24, og af 31.5.1979, sag 182/78, Pierik, Sml. s. 1977, præmis 4, udtalte Domstolen, at begrebet »arbejdstager« i den forstand, hvori det er anvendt i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/1, er generelt og således omfatter enhver, der, uanset om han er erhvervsmæssigt beskæftiget, har status som forsikret i henhold til en eller flere medlemsstaters lovgivning om social sikring. Heraf følger, at personer, som er berettiget til pension eller rente efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, selv om de ikke er erhvervsmæssigt beskæftiget, er omfattet af forordningens bestemmelser om »arbejdstagere« som følge af deres tilknytning til en social sikringsordning, medmindre der er fastsat særlige bestemmelser for deres vedkommende.

8 – Som Domstolen gentagne gange har fastslået, er sondringen mellem ydelser, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, og ydelser, der er omfattet af denne forordning, hovedsageligt baseret på de enkelte bestanddele i den pågældende ydelse, navnlig dens formål og de betingelser, under hvilken ydelsen tilkendes, og ikke på, om en ydelse betegnes som en social sikringsydelse i den nationale lovgivning. I dom af 5.7.1983, sag 171/82, Valentini, Sml. s. 2157, præmis 13, benægtede Domstolen f.eks. tilknytningen til ydelserne ved alderdom i henhold til artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1408/71, da en garanteret indkomst forfølger et beskæftigelsespolitisk mål, idet den bidrager til at gøre arbejdspladser, der er besat af arbejdstagere, der skal pensioneres, frie til fordel for yngre arbejdsløse. Jf. også dom af 27.3.1985, sag 249/83, Hoeckx, Sml. s. 973, præmis 11, af 4.6.1987, sag 375/85, Campana, Sml. s. 2387, af 16.7.1991, sag C-78/91, Hughes, Sml. I, s. 4893, præmis 14, og af 10.10.1996, forenede sager C-245/94 og C-312/94, Hoever og Zachow, Sml. I, s. 4895, præmis 17.

9 – M. Fuchs, Europäisches Sozialrecht, nævnt ovenfor i fodnote 3, artikel 4, punkt 13 og 14. Valentini-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 13.

10 – Dom af 31.3.1977, sag 79/76, Sml. s. 667.

11 – Dom af 22.2.1979, sag 144/78, Sml. s. 757.

12 – Dom af 4.11.1997, sag C-20/96, Snares, Sml. I, s. 6057, præmis 33, 42 og 43, af 11.6.1998, sag C-297/96, Partridge, Sml. I, s. 3467, præmis 34, af 31.5.2001, sag C-43/99, Leclere og Deaconescu, Sml. I, s. 4265, præmis 32, og af 29.4.2004, sag C-160/02, Skalka, Sml. I, s. 5613, præmis 25.

13 – Dom af 8.3.2001, sag C-215/99, Jauch, Sml. I, s. 1901, præmis 32 og 33, Skalka-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 28, og dom af 16.1.2007, sag C-265/05, Pérez Naranjo, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 36, vedrørte henholdsvis udbetalingen af en (bidragspligtig) plejeydelse og tilkendelsen af en kompenserende tillægsydelse til pension (ikke-bidragspligtig) i Østrig samt udbetaling af et supplerende tilskud fra en solidaritetsfond (i princippet blev det bekræftet, at ydelsen var ikke-bidragspligtig, idet det tilkom den nationale ret at foretage den nærmere vurdering) i Frankrig.

14 – Bestemmelsen regulerer statens finansielle andel af den almindelige pensionsforsikrings udgifter. Ved gennemførelsen af socialstatsprincippet har staten tilvejebragt det helt overvejende tvungne pensionsforsikringssystem. Derned er den forpligtet til at udforme de byrder, der følger af dette system, således at de kan bæres. Statstilskuddet har til opgave at sikre pensionsforsikringsydelserne og at beskytte de personer, der indbetaler bidrag, mod uforholdsmæssigt store byrder. Tilskuddet opnår således en garanti- og sikkerhedsfunktion (U. Diel, Sozialgesetzbuch VI) (udg. K. Hauck/W. Noftz, W, bind 2, Berlin 2006, K § 213, punkt 8 og 9, s. 4).

15 – Omfordelingsordningen er en metode til finansiering af socialforsikringer, særligt aldersforsorgen, men også sygeforsikring og arbejdsløshedsforsikring. De indbetalte bidrag indsættes umiddelbart til finansieringen af de erlagte ydelser, idet forsikringsinstitutionen i begrænset omfang kan opbygge reservebeholdninger (f.eks. den lovbestemte pensionsforsikrings permanente reserve). For sin bidragsydelse erhverver bidragsyderen et krav på ydelse, såfremt han får behov herfor (arbejdsløshed, sygdom, alder). Det er den såkaldte »generationsaftale«, der ligger til grund for proceduren. Med dette udtryk beskrives den omstændighed, at bidragsbetalerne i en bestemt periode finansierer den pågældende til den tid værende pensionistgenerations underhold, og derfor på deres side kan have krav på – eller snarere en berettiget forventning om – senere på samme måde at blive understøttet af den til den tid værende børnegeneration (H. Finke, Sozialgesetzbuch VI, nævnt ovenfor i fodnote 14, bind 2, Berlin, 2006, K § 153, punkt 20, s. 7).

16 – Jf. dom af 22.10.1978, sag 10/78, Belbouab, Sml. s. 1915, præmis 5.

17 – Dom af 21.10.1975, sag 24/75, Petroni, Sml. s. 1149, præmis 13, af 3.2.1977, sag 62/76, Strehl, Sml. s. 211, af 10.1.1980, sag 69/79, Jordan-Vosters, Sml. s. 75, af 12.6.1980, sag 733/79, CCAF, Sml. s. 1915, af 23.2.1986, sag 254/84, De Jong, Sml. s. 671, præmis 15, og af 14.12.1989, sag 168/88, Dammer, Sml. s. 4553, præmis 21.

18 – Jauch-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 13, præmis 20, og dom af 25.2.1986, sag 284/84, Spruyt, Sml. s. 685, præmis 18 f.

19 – Jauch-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 13, præmis 21, og dom af 21.2.2006, sag C-286/03, Hosse, Sml. I. s. 1771, præmis 24 og 25.

20 – Nævnt ovenfor i fodnote 10, s. 667.

21 – Nævnt ovenfor i fodnote 11, s. 757.

22 – Dom af 6.7.1978, sag 9/78, Gillard, Sml. s. 1661.

23 – Dom af 16.9.2004, sag C-386/02, Baldinger, Sml. I, s. 8411.

24 – Reichsversicherungsanstalt für Angestellte blev oprettet i Berlin i 1912 som institution for den statslige lovpligtige forsikring for ansatte. Som offentligretlig korporation med egenskab af myndighed var institutionen først under Rigskanslerens tilsyn, og fra 1919 var den en institution, der var underordnet Reichsarbeitsministeriums område. I 1934 blev Reichsversicherungsanstalt underlagt Reichsversicherungsamt og overtog – ud over de hidtidige opgaver – også tilsynet med erstatningskasserne til Krankenversicherung der Angestellten. Offentligretlige korporationer er offentligretlige personforbund, der selv forvalter deres anliggender og dermed samtidig skal aflaste statsforvaltningen. De er ikke bundet af det almindelige bopælskriterium eller af etablering i et bestemt område, men optager sine medlemmer i henhold til særlige, nemlig arbejdsmæssige, økonomiske, sociale, kulturelle eller andre synspunkter. Derfor bliver de i modsætning til lokale offentlige organer også betegnet personelle korporationer. På socialsikringsområdet henhører de almindelige lokale sygekasser og de hjælpekasser, der er ligestillet med disse, brancheforeninger, delstaternes forsikringsanstalter og statens forsikringsanstalt for ansatte herunder (H. Maurer: Allgemeines Verwaltungsrecht, 12. oplag, München 1999, § 23, punkt 30). F. Koja, Allgemeines Verwaltungsrecht, 3. oplag, Wien, 1996, s. 322 henviser til, at socialsikringsinstitutionerne indtager en mellemstilling mellem personelle korporationer og interessefællesskaber, men også har en anstalts kendetegn. Ligesom anstalterne udgør socialsikringsinstitutionerne en organisatorisk sammenstilling af offentligt ansatte og materiel (bygninger, anlæg, tekniske apparater), der gør dem til en selvstændiggjort forvaltningsenhed.

25 – Erklæring fra Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 5 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT 2003 C 210, s. 1, punkt 1.3.a). Det fremgår heraf, at forskrifter om den lovbestemte pensionsforsikring, der er indeholdt i »Sozialgesetzbuch, Sechstes Buch vom 18. december 1989«, gælder som del af de lovgivninger og ordninger, som omhandles i forordningens artikel 4, stk. 1, og 2.

26 – Dom af 29.11.1977, sag 35/77, Beerens, Sml. s. 2249, præmis 9 og 10.

27 – W. Brechmann, Kommentar zum EUV/EGV, første oplag (1999), artikel 42, s. 647, præmis 11, henviser til, at lovgivningerne og ordningerne i deres helhed ved afgivelsen af erklæringen ubetinget falder ind under forordningens anvendelsesområde. Domstolen har endvidere i dom af 5.5.1977, sag 104/76, Jansen, Sml. s. 829, præmis 7, af 27.1.1981, sag 70/80, Vigier, Sml. s. 229, præmis 12 ff., og af 18.5.1995, sag C-327/92, Rheinhold og Mahla, Sml. I, s. 1235, præmis 15 ff., fastslået, at gyldighedsområdet for artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 er omskrevet på en måde, der lader det fremgå, at de fællesskabsretlige bestemmelser omfatter de nationale ordninger for socialsikring i deres helhed.

28 – Sammenlign Partridge-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 35, og domme af 22.2.1990, sag 228/88, Bronzino, Sml. I, s. 531, præmis 11, og sag C-12/89, Gatto, Sml. I, s. 557. M. Fuchs, Europäisches Sozialrecht, nævnt ovenfor i fodnote 3, artikel 5, punkt 5, N. Brall, Der Export von Leistungen der sozialen Sicherheit in der Europäischen Union, Baden-Baden, 2003, s. 153.

29 – Snares-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 39.

30 – N. Brall, nævnt ovenfor i fodnote 28, s. 28. I henhold til B. Kahil, Europäisches Sozialrecht und Subsidiarität, Baden-Baden, 1996, s. 252, følger fællesskabslovgivers påbud om at udstede koordineringsbestemmelser ud over af ordlyden af artikel 42 EF navnlig af en teleologisk fortolkning af bestemmelsen samt af dens formålsrelaterede sammenhæng med artikel 39 EF.

31 – R. Langer, Europäisches Sozialrecht, nævnt ovenfor i fodnote 3, artikel 39, punkt 1.

32 – Jf. generaladvokat Saggios forslag til afgørelse, fremsat den 13.4.2000, sag C-135/99, Elsen, Sml. I, s. 10409, punkt 25. Dom af 26.1.1999, sag C-18/95, Terhoeve, Sml. I, s. 345, præmis 36.

33 – Dom af 23.11.2000, Elsen, nævnt ovenfor i fodnote 32, præmis 33, i lighed med domme af 28.4.1998, sag C-120/95, Decker, Sml. I, s. 1831, præmis 23, og sag C-158/96, Kohll, Sml. I, s. 1931, præmis 19, samt dom af 12.5.1998, sag C-85/96, Martínez Sala, Sml. I, s. 2708, præmis 33, og af 7.2.2002, sag C-28/00, Kauer, Sml. I, s. 1343, præmis 45.

34 – Snares-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 45.

35 – I forslaget til afgørelse, der blev fremsat den 30.3.2006 i sag C-192/05, Tas-Hagen og Tas, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, punkt 61 og 62, anførte generaladvokat Kokott, at på samme måde som det generelt står en medlemsstat frit at fastlægge betingelserne for tildeling af sociale ydelser, der ikke er omfattet af fællesskabsretten, har medlemsstaten også et vidt råderum til at vurdere og udforme den integrationsgrad, som den pågældende skal godtgøre. Som kriterium for tilknytningen til samfundet i den medlemsstat, der tildeler ydelsen, kan den pågældendes bopæl principielt tages i betragtning. Den pågældendes integration i det pågældende samfund kan også anses for godtgjort, såfremt det konstateres, at den pågældende har opholdt sig i en vis periode i den pågældende medlemsstat. Jf. hertil dom af 15.3.2005, sag C-209/03, Bidar, Sml. I, s. 2119, præmis 57, jf. også dom af 11.7.2002, sag C-224/98, D’Hoop, Sml. I, s. 6191, præmis 38, af 23.3.2004, sag C-138/02, Collins, Sml. I, s. 2703, præmis 67, og af 15.9.2005, sag C-258/04, Ioannidis, Sml. I, s. 8275, præmis 30. Jf. endelig generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse fremsat den 29.3.2007 i sag C-287/05, Hendrix, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, punkt 72.

36 – Jf. senest forslag til afgørelse fra generaladvokat Kokott i Hendrix-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 35, punkt 72.

37 – Jf. Leclere og Deaconescu-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 32, Snares-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 42, og dom af 27.9.1988, sag 313/86, Lenoir, Sml. s. 5391, præmis 16, hvori Domstolen med hensyn til de særlige ikke-bidragspligtige ydelser fremhævede, at fællesskabslovgiver – inden for rammerne af iværksættelsen af artikel 42 EF – kan vedtage undtagelser fra princippet om, at sociale sikringsydelser er eksportable. Således har Domstolen allerede fastslået, at der kan kræves bopæl i den stat, hvor den kompetente institution er beliggende, for ydelser, der er snævert knyttet til det sociale miljø. Artikel 10a i forordning nr. 1408/71 gør det muligt at inddrage blandede ydelser, således som de nu er defineret i artikel 4, stk. 2a, i koordineringen, uden at disse dermed samtidig underkastes forpligtelsen til at kunne overføres. Disse ydelser udbetales udelukkende i bopælsmedlemsstaten i henhold til dennes retsforskrifter og for dennes regning. Ifølge Domstolens praksis er der tale om ydelser, der i henhold til nogle få kendetegn for så vidt ligner socialhjælp, da behov er et væsentligt kriterium for deres tildeling, og som ikke beror på sammenregningen af beskæftigelses- eller bidragsperioder, mens de med hensyn til andre kendetegn for så vidt ligger tæt på sociale sikringsydelser, da der ikke er tale om skønsmæssige ydelser og de begunstigede indrømmes en lovbestemt omskreven retsstilling, og samtidig både falder inden for kategorien social sikring og kategorien socialhjælp (jf. R. Schuler, nævnt ovenfor i fodnote 3, artikel 10a, punkt 1 og 2, og S. Van Raepenbusch, La sécurité sociale des travailleurs européens – principes directeurs et grands arrêts de la Cour de justice des Communautés européennes, Bruxelles, 2001, s. 28 ff.).

38 – N. Brall, nævnt ovenfor i fodnote 27, s. 30 ff.

39 – Nævnt ovenfor i fodnote 33.

40 – Nævnt ovenfor i fodnote 32, præmis 35.

41 – Borchardt, nævnt ovenfor i fodnote 5, punkt 81 og 82.

42 – Artikel 4, stk. 1, i den tysk-østrigske overenskomst af 22.12.1966 om social sikring bestemte, at i det omfang andet ikke var bestemt i denne overenskomst, gjaldt lovgivningen i en kontraherende stat, hvorefter begrundelsen for krav på ydelser eller indrømmelsen af ydelser eller udbetaling af kontantydelser var betinget af bopæl på statens område, ikke for personer som nævnt i artikel 3, som opholdt sig på den kontraherende stats område. Artikel 3, litra a), bestemte, at ved anvendelsen af en kontraherende stats retsforskrifter skulle denne stats statsborgere ligestilles med den anden kontraherende stats statsborgere. Overenskomstens artikel 4, stk. 1, sammenholdt med artikel 3, litra a), skal derfor forstås som en ophævelse af bopælsklausulen til fordel for begge kontraherende staters statsborgere. Faktisk blev Tysklands og Østrigs statsområder ved disse bestemmelser – med henblik på den socialforsikringsretlige afvikling af krav på ydelser – anset for at være et samlet område (geografisk ligestilling).

43 – Artikel 14, stk. 2, litra b), i overenskomsten mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Republikken Østrig om social sikring (det tyske BGBl. 1998 II, s. 313, det østrigske BGBl. III nr. 138/1998) bestemmer følgende: »(2) Følgende bestemmelser kan fortsat anvendes: […] b) artikel 4, stk. 1, i den i stk. 1 nævnte overenskomst for så vidt angår den tyske lovgivning, hvorefter ulykker (erhvervssygdomme), som indtræffer uden for Forbundsrepublikkens område, og perioder tilbagelagt uden for dette område ikke giver anledning til udbetaling af ydelser eller kun giver anledning til udbetaling af ydelser på visse betingelser, når de, der er berettiget til disse ydelser, er bosat uden for Forbundsrepublikkens område, i tilfælde hvor i) ydelsen på datoen for forordningens ikrafttræden i forholdet mellem de kontraherende stater allerede er blevet tilkendt eller vil kunne tilkendes, ii) den pågældende person har bosat sig i Republikken Østrig før forordningens ikrafttræden i forholdet mellem de kontraherende stater, og udbetalingen af pensioner fra pensions- og ulykkesforsikring indledes inden for et år fra forordningens ikrafttræden i forholdet mellem de kontraherende stater; dette gælder ligeledes perioder, hvor der er oppebåret en anden pension, herunder efterladtepension, når udbetalingsperioderne er uden afbrydelser.«

44 – Domstolen taler i dom af 7.2.1991, sag C-227/89, Rönfeldt, Sml. I, s. 323, præmis 29, om »overenskomster mellem to eller flere medlemsstater, der er inkorporeret i national lovgivning«. M. Költzch, »Eine Entscheidung des EuGH und ihre Folgen für das internationale Sozialrecht – Zum Rönfeldt-Urteil des EuGH«, Die Sozialgerichtsbarkeit, 1992, s. 593, uddrager af principperne fra Rönfeldt-dommen, at Domstolen henregner socialforsikringsoverenskomsterne til de pågældende kontraherende staters nationale ret. I henhold til tysk retsforståelse er dette også rigtigt, da det med hensyn til forholdet mellem folkeret og national ret er den dualistiske teori, der ligger til grund for den tyske Grundgesetz.

45 – E. Eichenhoffer, Europäisches Sozialrecht, nævnt ovenfor i fodnote 3, artikel 2, punkt 6, henviser til, at en yderligere betingelse for anvendelsen af forordning nr. 1408/71 er, at der foreligger et grænseoverskridende forhold. Dette krav kommer til udtryk i formuleringen i artikel 2, stk. 2, hvorefter denne betingelse gælder for personer, »som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater«. Betingelsen skal forstås således, at en anvendelse af bestemmelserne om koordinationen af sociale sikringsydelser kun kommer i betragtning ved grænseoverskridende forhold.

46 – Dom af 11.10.2001, sag C-95/99, Khalil, Sml. I, s. 7413, præmis 68 og 69.

47 – I dom af 10.5.2001, sag C-389/99, Rundgren, Sml. I, s. 3731, præmis 35, fastslog Domstolen, at en person, der boede i en medlemsstat uden dér at have udøvet erhvervsmæssig beskæftigelse, men i stedet modtog en pension som pensioneret tjenestemand fra en anden medlemsstat, var omfattet af forordning nr. 1408/71’s beskyttelsesområde.

48 – EFT 1994 L 1, s. 3.

49 – Jf. Kauer-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 33, præmis 3.

50 – Spruyt-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 18, præmis 18 f., Jauch-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 13, præmis 21, og Hosse-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 19, præmis 24 og 25.

51 – Tinelli-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 11, præmis 7.

52 – Den tyske lovgivning om overførte pensioner gælder for pensions- og ulykkesforsikringen. Den har i dag retsgrundlag i FRG. Denne har afløst Fremdrenten- und Auslandsrentengesetz (FAG). E. Eichenhoffer, Handbuch des Sozialversicherungsrechts (udg. af B. Schulin), bind 3, München 1999, § 76, punkt 51, henviser til, at mens FAG stadig havde til formål – ved tyske perioder og rettigheder – at erstatte de fordrevne det pågældende socialforsikringsretlige tab i staten, de var blevet fordrevet fra, er FRG i henhold til den tyske lovgivers hensigter præget af en bestræben på at integrere de fordrevne: De fordrevne skulle – uagtet deres individuelle og af de socialpolitiske omstændigheder i deres hjemland afhængige socialforsikringsretlige stilling – ikke primært have erstattet de ulemper, der var en følge af, at de var blevet fordrevne, men i Tyskland socialforsikringsretligt stilles, som om de havde tilbragt deres forsikringsliv i Tyskland i stedet for i de områder, de var blevet fordrevet fra. Derfor skal perioder, som personer har tilbagelagt i områder, de er blevet fordrevet fra, i henhold til FRG’s § 15 integreres som bidragsperioder i den lovbestemte pensionsforsikring. Forfatteren slutter deraf, at FRG ganske vist hviler på erstatningsidéen, men at den suppleres og domineres af integrationsidéen.

53 – Jauch-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 13, præmis 32 og 33.

54 – SGB IV’s § 291b (erstatning af ydelser, der ikke er dækkede af bidrag) har følgende ordlyd: »Staten erstatter arbejdstagerens og de ansattes pensionsforsikringsinstitutioner udgifterne for ydelserne i henhold til lovgivningen om udenlandske pensioner.« Bestemmelsen vedrører de ydelser, der skal erlægges af pensionsforsikringen i henhold til lovgivningen om overførte pensioner og dermed en bestemt del af de ydelser, der ikke er dækkede af bidrag – eller ydelser, der ikke har med forsikring at gøre – som pensionsforsikringen skal betale (jf. hertil H. Finke, SGB VI – Gesetzliche Rentenversicherung einschliesslich Übergangsrecht für das Beitrittsgebiet, 3. bind, levering 4/06, § 291b, punkt 1).

55 – Snares-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 33, 42 og 43, Partridge-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 34, Leclere og Deaconescu-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 32, og Skalka-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 25.

56 – Domstolen har anset socialhjælp for kendetegnet ved ydelsen af en i en retsforskrift fastsat ydelse, uafhængigt af tilbagelagte perioder med erhvervsmæssig aktivitet, tilhørsforhold til en forsikring eller indbetaling af bidrag. Jf. Newton-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 4, præmis 13.

57 – I sit forslag til afgørelse af 20.10.2005 i Hosse-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 19, punkt 30, anførte generaladvokat Kokott under henvisning til Domstolens praksis, at bestemmelser, der fastsætter undtagelser til, at sociale sikringsydelser kan overføres, skal fortolkes strengt. Denne fortolkningsregel gælder så meget desto mere, når en undtagelsesbestemmelse som artikel 4, stk. 2b, i forordning nr. 1408/71 endog medfører, at forordningen i sin helhed ikke kan anvendes. Følgelig kan en ydelse kun undtages fra forordningens anvendelsesområde i henhold til artikel 4, stk. 2a, såfremt den ud over at være opført i forordningens bilag II, nr. III, opfylder følgende materielle forudsætninger: Ydelsen tildeles i medfør af retsregler, hvis anvendelsesområde er begrænset til en del af medlemsstatens geografiske område, den er ikke-bidragspligtig og har karakter af en særlig ydelse. Sammenlign Jauch-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 13, præmis 21, og Hosse-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 19, præmis 25. M. Fuchs, nævnt ovenfor i fodnote 9, artikel 4, punkt 27, henviser til, at de i artikel 4, stk. 2a, nævnte kontante særlige ikke-bidragspligtige ydelser udelukkende ydes i bopælsstaten i henhold til dennes retsregler, såfremt disse ydelser er opført i bilag IIa.

58 – Det følger både af artikel 6, 7 og 8 i forordning nr. 1408/71 og af Domstolens praksis, at artikel 8 kun vedrører de overenskomster, som medlemsstaterne indgår indbyrdes efter forordningens ikrafttræden. Jf. hertil dom af 28.4.1994, sag C-305/92, Hoorn, Sml. I, s. 1525, præmis 19, og af 2.8.1993, sag C-23/92, Grana-Novoa., Sml. I, s. 4505, præmis 22.

59 – Jf. Rönfeldt-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 43, præmis 23. Denne dom redegør for den videre udvikling af en tidlig retspraksis (navnlig Petroni-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 17, præmis 13, De Jong-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 17, præmis 15, og Dammer-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 17, præmis 21), hvorefter målet med EØF-traktatens artikel 48-51 ikke ville blive nået, hvis arbejdstagerne ved at udøve deres ret til fri bevægelighed skulle miste de sociale fordele, som i hvert fald sikres dem ved en medlemsstats lovgivning Domstolen drog endvidere konsekvensen af dom af 9.7.1980, sag 807/79, Gravina, Sml. s. 2205, præmis 7, hvori den ud fra dette princip konkluderede, at anvendelsen af fællesskabsbestemmelserne ikke kan medføre en nedsættelse af de ydelser, der udredes i henhold til lovgivningen i en medlemsstat. F. Kessler, »Pensions d’invalidité de droit communautaire et conventions bilatérales de sécurité sociales – des précisions; Revue de droit sanitaire social, januar-marts 1996, s. 148, er af den opfattelse, at Domstolen her anvender en slags »gunstighedsprincip« i tilfælde af en kollision mellem en bestemmelse i forordning nr. 1408/71 og en bilateral socialforsikringsoverenskomst.

60 – Nævnt ovenfor i fodnote 44.

61 – Dom af 9.11.1995, sag C-475/93, Sml. I, s. 3813, præmis 26.

62 – Dom af 9.10.1997, forenede sager C-31/96 – C-33/96, Sml. I, s. 5501, præmis 27.

63 – Dom af 17.12.1998, sag C-153/97, Sml. I, s. 8645

64 – Nævnt ovenfor i fodnote 61, præmis 26.

65 – Naranjo Arjona-dommen, præmis 29, og Grajera Rodriguez-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 63, præmis 29.

66 – Dom af 7.6.1973, sag 82/72, Walder, Sml. s. 599, præmis 6 og 7, og Thévenon-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 61, præmis 15.

67 – Derimod kan denne retspraksis’ formål ikke bestå i at sikre arbejdstagere alle blot tænkelige begunstigelser i henhold til socialsikringsoverenskomster og de nationale lovgivninger. S. van Raepenbusch: »Les rapports entre le règlement (C.E.E.) nr. 1408/71 et les conventions internationales dans le domaine de la sécurité sociale des travailleurs circulant à l’intérieur de la Communauté«, Cahiers de droit européen, 1991, s. 466, erindrer f.eks. om, at selv om det er anerkendt, at artikel 42 EF ikke tillader Rådet inden for rammerne af sin lovgivningsmæssige aktivitet at fratage arbejdstagere allerede tillagte rettigheder, er artikel 42 EF’s formål først og fremmest, at de traditionelle ordninger skal erstattes ved en koordineringsmekanisme for de nationale socialsikringsordninger, for at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet. A. Ottevaere »Le règlement 1408/71 et les conventions de sécurité sociale: suite et fin des incertitudes – l’arrêt Thévenon«, Revue belge de sécurité sociale, 1996, s. 849, nævner den fare, at arbejdstageren vælger mellem anvendeligheden af forordning nr. 1408/71 og den bilaterale socialsikringsoverenskomst, for – for sig selv – at gøre krav på de ønskede begunstigelser. Forfatteren hilser derfor præciseringen af Rönfeldt-praksisen i Thévenon-dommen velkommen.

68 – Dom af 30.4.1996, sag C-214/94, Boukhalfa, Sml. I, s. 2253, præmis 15. Denne sag vedrørte en belgisk statsborger, der arbejdede ved den tyske ambassade i Algeriet som lokalt ansat i paskontoret og allerede før arbejdsforholdet blev etableret boede på stedet i Algeriet. Sagsøgeren havde krævet at blive behandlet som de tyske lokalt ansatte, hvilket fra Forbundsrepublikken Tysklands side var blevet afvist med den begrundelse, at fællesskabsretten ikke kunne inddrages på grund af manglende territorial anvendelighed. Domstolen anførte imidlertid, at fællesskabsbestemmelser i henhold til retspraksis er anvendelige på en virksomhed, der udøves uden for Fællesskabets område, hvis arbejdsforholdet bevarer en tilstrækkelig nær tilknytning til fællesskabsområdet. Dette princip skal forstås således, at det også gælder for tilfælde, hvori arbejdsforholdet har en tilstrækkelig nær tilknytning til en medlemsstats lovgivning og dermed til de relevante bestemmelser i fællesskabsretten. Domstolen fastslog derfor, at i tilfælde som sagsøgerens er fællesskabsretten – og dermed det i de nævnte fællesskabsbestemmelser forankrede forbud mod forskelsbehandling på grund af nationalitet med hensyn til alle aspekter af arbejdsforholdet, der regulerer retten i en medlemsstat – anvendelig.

69 – Nævnt ovenfor i fodnote 47, præmis 35. Sagen vedrørte en pensioneret svensk tjenestemand, der modtog en tjenestemandspension fra Sverige, og som bosatte sig i Finland, før forordning nr. 1408/71 trådte i kraft i denne stat. Domstolen fastslog, at den omstændighed, at Sulo Rundgren ikke længere arbejdede, og at han flyttede fra Sverige til Finland før forordning nr. 1408/71 trådte i kraft, ikke kunne udelukke den berørte i Finland fra denne forordnings tidsmæssige, personelle og saglige gyldighedsområde. Det var herved åbenbart afgørende, at den berørte modtog en tjenestemandspension fra en anden medlemsstat. Som følge deraf udtalte Domstolen, at forordning nr. 1408/71 var anvendelig på denne sag.

70 – Elsen-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 32, præmis 33, i lighed med Decker-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 33, præmis 23, Kohll-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 33, præmis 19, Martínez Sala-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 33, præmis 33 og Kauer-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 32, præmis 45.

Full & Egal Universal Law Academy