Sag C-3/05
Gaetano Verdoliva
mod
J.M. Van der Hoeven BV m.fl.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte d’appello di Cagliari)
»Bruxelles-konventionen – afgørelse, der tillader fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden kontraherende stat – manglende eller ikke-forskriftsmæssig forkyndelse – afgørelse, der er kommet til kendskab – søgsmålsfrist«
Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 24. november 2005
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 16. februar 2006
Sammendrag af dom
Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser – fuldbyrdelse – afgørelse, der tillader fuldbyrdelse – forkyndelse
(Bruxelles-konventionen af 27.9.1968, art. 36)
Artikel 36 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved tiltrædelseskonventionerne af 1978, 1982 og 1989, skal fortolkes således, at den kræver en forskriftsmæssig forkyndelse af fuldbyrdelsesafgørelsen under hensyn til de processuelle regler i den kontraherende stat, hvori fuldbyrdelse begæres, samt at den omstændighed – i tilfælde af manglende eller ikke-forskriftsmæssig forkyndelse – at den person, mod hvem fuldbyrdelse begæres, har fået kendskab til denne afgørelse, ikke er tilstrækkelig til, at fristen i nævnte artikel begynder at løbe.
For det første har kravet om forkyndelse af fuldbyrdelsesafgørelsen nemlig dels til formål at beskytte rettighederne hos den part, mod hvem fuldbyrdelse begæres, dels et bevismæssigt formål i forbindelse med en præcis beregning af den i denne bestemmelse fastsatte ufravigelige frist. Denne dobbelte funktion, sammenholdt med formålet om at tilvejebringe en forenkling af formaliteterne vedrørende fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er truffet i andre kontraherende stater, forklarer, hvorfor konventionen fastsætter strengere formkrav for fremsendelse af fuldbyrdelsesafgørelsen til den part, mod hvem fuldbyrdelse begæres, end de formkrav, der gælder for fremsendelse af samme afgørelse til sagsøgeren. For det andet risikerer kravet om forkyndelse at blive indholdsløst, såfremt det udelukkende er den part, mod hvem fuldbyrdelse begæres, der får kendskab til fuldbyrdelsesafgørelsen, og dette vil desuden vanskeliggøre den præcise beregning af den i denne bestemmelse fastsatte frist, hvorved en ensartet anvendelse af konventionens bestemmelser umuliggøres.
(jf. præmis 34-38 og domskonkl.)
DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
16. februar 2006 (*)
»Bruxelles-konventionen – afgørelse, der tillader fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden kontraherende stat – manglende eller ikke-forskriftsmæssig forkyndelse – afgørelse, der er kommet til kendskab – søgsmålsfrist«
I sag C-3/05,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, indgivet af Corte d’appello di Cagliari (Italien) ved afgørelse af 12. november 2004, indgået til Domstolen den 6. januar 2005, i sagen:
Gaetano Verdoliva
mod
J.M. Van der Hoeven BV,
Banco di Sardegna,
San Paolo IMI SpA,
procesdeltager:
Pubblico Ministero,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne R. Schintgen, R. Silva de Lapuerta, G. Arestis og J. Klučka (refererende dommer),
generaladvokat: J. Kokott
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Gaetano Verdoliva ved avvocati M. Comella og U. Ugas
– den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato A. Cingolo
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved E. de March og A.-M. Rouchaud-Joët, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 24. november 2005,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 36 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT L 304, s. 1, og – den ændrede tekst – s. 77), ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT L 388, s. 1) og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse (EFT L 285, s. 1, herefter »Bruxelles-konventionen«).
2 Anmodningen er indgivet i forbindelse med en tvist mellem Gaetano Verdoliva og J.M. Van der Hoeven BV (herefter »Van der Hoven«), Banco di Sardegna og San Paolo IMI SpA, tidligere Istituto Paolo di Torino, vedrørende fuldbyrdelse i Italien af en dom afsagt af Arrondissementsrechtbank ’s-Gravenhage (Nederlandene), der dømte Gaetano Verdoliva til at betale Van der Hoeven et beløb på 365 000 NLG.
Retsforskrifter
Bruxelles-konventionen
3 Bruxelles-konventionens artikel 26, stk. 1, bestemmer, at retsafgørelser, der er truffet i en kontraherende stat, skal anerkendes i de øvrige kontraherende stater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig fremgangsmåde.
4 Samme konventions artikel 27, nr. 2, præciserer, at disse retsafgørelser ikke kan anerkendes, såfremt det indledende processkrift i sagen eller en tilsvarende retsakt ikke forskriftsmæssigt er blevet forkyndt eller meddelt den udeblevne sagsøgte i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen.
5 Konventionens artikel 31, stk. 1, bestemmer, at de i en kontraherende stat trufne retsafgørelser, som er eksigible i den pågældende stat, kan fuldbyrdes i en anden kontraherende stat, når de på begæring af en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i sidstnævnte stat.
6 I Bruxelles-konventionens artikel 34 bestemmes:
»Den ret, som behandler begæringen, skal træffe sin afgørelse snarest muligt, uden at den part, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, på dette tidspunkt af sagens behandling kan fremsætte bemærkninger over for retten.
Begæringen kan kun afslås af en af de i artikel 27 og 28 anførte grunde.
[…]«
7 I henhold til konventionens artikel 35 drager justitssekretæren omsorg for, at den, der har fremsat begæringen, straks og på den måde, der er foreskrevet i lovgivningen i den stat, begæringen er rettet til, får underretning om den afgørelse, der er truffet vedrørende begæringen.
8 Konventionens artikel 36 har følgende ordlyd:
»Såfremt fuldbyrdelse tillades, kan den part, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, anfægte afgørelsen ved appel eller genoptagelse inden en måned efter, at afgørelsen er forkyndt.
Såfremt den pågældende part har bopæl i en anden kontraherende stat end den, hvor afgørelsen, der tillader fuldbyrdelse, er truffet, er fristen for appel eller genoptagelse to måneder og løber fra den dag, hvor afgørelsen er blevet forkyndt for ham personligt eller på hans bopæl. Denne frist kan ikke forlænges på grund af afstanden.«
9 I henhold til Bruxelles-konventionens artikel 40 kan ansøgeren appellere eller indgive begæring om genoptagelse, såfremt begæringen afslås.
Italiensk procesret
10 I henhold til artikel 143 i den italienske civilproceslov (Codice di procedura civile, herefter »CPC«) sker forkyndelse for personer, hvis bopælssted, opholdssted eller hjemsted er ukendt, ved at stævningsmanden overgiver en kopi af retsakten til rådhuset på det senest kendte bopælssted, og ved at ophænge en anden kopi af retsakten på stævningsmandens meddelelsestavle.
11 CPC’s artikel 650 bestemmer, at adressaten for et betalingspålæg, også efter udløbet af den i pålægget fastsatte frist, kan fremsætte indsigelse mod pålægget, såfremt han godtgør, at han bl.a. på grund af forkyndelsesmangler ikke i tide fik kendskab til pålægget. Indsigelsen kan dog ikke længere tages under påkendelse, når der er forløbet ti dage, efter at det første fuldbyrdelsesskridt blev truffet.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
12 Ved dom af 14. september 1993 pålagde Arrondissementsrechtbank ‘s-Gravenhage Gaetano Verdoliva at betale Van der Hoeven et beløb på 365 000 NLG med tillæg af renter og anden godtgørelse.
13 Den 24. maj 1994 forsynede Corte d’appello di Cagliari dommen med en påtegning om fuldbyrdelse på Italiens område og traf bestemmelse om sikrende retsmidler vedrørende Gaetano Verdolivas formuegoder for et beløb på 220 000 000 ITL.
14 Et første forsøg på at forkynde fuldbyrdelsesafgørelsen på Gaetano Verdolivas bopæl i Capoterra (Italien) mislykkedes. Ifølge forkyndelsesrapporten af 14. juli 1994 var Gaetano Verdoliva stadig registreret i folkeregistret på denne adresse, selv om han var flyttet for mere end et år siden.
15 Herefter blev fuldbyrdelsesafgørelsen forkyndt i overensstemmelse med CPCۥs artikel 143. Ifølge forkyndelsesrapporten af 27. juli 1994 afleverede stævningsmanden en kopi af retsakten på rådhuset i Capoterra og ophængte en anden kopi på sin meddelelsestavle.
16 Eftersom Gaetano Verdoliva ikke inden for fristen på 30 dage fra forkyndelsen af fuldbyrdelsesafgørelsen havde fremsat indsigelser herimod, begærede Van der Hoeven tvangsfuldbyrdelse vedrørende Gaetano Verdoliva gennem intervention i en fuldbyrdelsessag, der allerede verserede mellem Gaetano Verdoliva og Banco di Sardegna samt San Paolo IMI SpA.
17 Ved stævning indgivet den 4. december 1996 til Tribunale civile di Cagliari (Italien) fremsatte Gaetano Verdoliva indsigelse mod fuldbyrdelsen med den begrundelse, dels at fuldbyrdelsesafgørelsen aldrig var blevet forkyndt for ham, dels at den aldrig var blevet indgivet på rådhuset i Capoterra. Forkyndelsesrapporten af 27. juli 1994 var således falsk.
18 Ved afgørelse af 7. juni 2002 afviste Tribunale civile di Cagliari dette søgsmål, bl.a. med den begrundelse, at fristen for fremsættelse af indsigelse var udløbet. Ifølge Tribunale civile di Cagliari kan der ved analog anvendelse af CPC’s artikel 650 ganske vist gives tilladelse til at fremsætte indsigelse, efter at fristen er udløbet, såfremt der er tale om manglende kendskab til fuldbyrdelsesafgørelsen på grund af en ikke-forskriftsmæssig forkyndelse. Fristen for anlæggelse af en sådan sag kan imidlertid under ingen omstændigheder overstige 30 dage, regnet fra det første fuldbyrdelsesskridt, der kunne have gjort det muligt for Gaetano Verdoliva at få kendskab til afgørelsen.
19 Gaetano Verdoliva iværksatte appel af denne afgørelse til Corte d’appello di Cagliari, idet han gentog de anbringender, han havde gjort gældende ved førsteinstansretten, og tilføjede, at ugyldigheden af forkyndelsen ligeledes skyldtes tilsidesættelse af CPCۥs artikel 143, således som den er blevet fortolket af Corte suprema di cassazione. Stævningsmanden havde nemlig hverken foretaget de nødvendige undersøgelser for at efterprøve, om modtageren faktisk ikke kunne findes, eller gjort anmærkninger herom i sin forkyndelsesrapport af 27. juli 1994.
20 Da Corte d’appello di Cagliari fandt, at en fortolkning af Bruxelles-konventionens artikel 36 var nødvendig med henblik på sagens afgørelse, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Forudsætter [Bruxelles-]konventionen et selvstændigt begreb om kendskab til processuelle retsakter, eller overlader konventionen det til de enkelte medlemsstater at fastsætte bestemmelser om et sådant begreb?
2) Kan det på grundlag af [Bruxelles-]konventionens bestemmelser og navnlig [dens] artikel 36 udledes, at der kan findes former for underretning, der må anses for ligestillede med forkyndelse af fuldbyrdelsesafgørelser som omhandlet i [denne artikel]?
3) Begynder den i [Bruxelles-]konventionens artikel 36 fastsatte frist at løbe selv i tilfælde af manglende eller mangelfuld forkyndelse af en fuldbyrdelsesafgørelse, når den, for hvem afgørelsen skal forkyndes, har kendskab til afgørelsen, eller kan der af [Bruxelles-]konventionen udledes en begrænsning af de måder, hvorpå den pågældende har fået kendskab til afgørelsen?«
Om de præjudicielle spørgsmål
21 Med spørgsmålene, som gennemgås samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den omstændighed, at den part, mod hvem fuldbyrdelse begæres, har fået kendskab til afgørelsen herom, er tilstrækkeligt til at få fristen i Bruxelles-konventionens artikel 36 til at løbe i tilfælde af en manglende eller ikke-forskriftsmæssig forkyndelse.
22 Det bemærkes indledningsvis, at ordlyden af Bruxelles-konventionens artikel 36 ikke i sig selv gør det muligt at besvare de forelagte spørgsmål.
23 Selv om denne bestemmelse foreskriver, at fristen for at anlægge sag til prøvelse af den afgørelse, der tillader fuldbyrdelse, begynder at løbe den dag, hvor afgørelsen forkyndes, indeholder den ikke nogen definition af begrebet forkyndelse og præciserer ikke, hvorledes denne skal foretages for at have virkninger, bortset fra de tilfælde, hvor den part, mod hvem fuldbyrdelse begæres, har bopæl i en anden kontraherende stat end den, hvori afgørelsen, der tillader fuldbyrdelse, er truffet, idet forkyndelsen i et sådant tilfælde skal forkyndes for ham personligt eller på hans bopæl for at få søgsmålsfristen til at løbe.
24 Desuden indeholder Bruxelles-konventionens artikel 36, i modsætning til artikel 27, nr. 2, ikke nogen udtrykkelig betingelse om forskriftsmæssig forkyndelse.
25 Bruxelles-konventionens artikel 36 skal derfor fortolkes i lyset af dens opbygning og formål.
26 Hvad angår formålet med Bruxelles-konventionen fremgår det af dens præambel, at den tilsigter at tilvejebringe en forenkling af formaliteterne vedrørende gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser. Ifølge fast retspraksis bør dette formål imidlertid ikke opnås på bekostning, i en hvilken som helst henseende, af retten til forsvar (jf. bl.a. dom af 11.6.1985, sag 49/84, Debaecker og Plouvier, Sml. s. 1779, præmis 10, og af 13.10.2005, sag C-522/03, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 15).
27 Hvad angår fuldbyrdelse er det primære formålet med konventionen navnlig i videst muligt omfang at lette den frie bevægelighed for domme ved hjælp af en enkel og hurtig eksekvaturprocedure, idet den dog samtidig giver den part, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, mulighed for at anfægte afgørelsen (jf. bl.a. dom af 2.7.1985, sag 148/84, Deutsche Genossenschaftsbank, Sml. s. 1981, præmis 16, og af 28.3.2000, sag C-7/98, Krombach, Sml. I, s. 1935, præmis 19).
28 Hvad angår det system, som er indført ved Bruxelles-konventionen på området for anvendelse og fuldbyrdelse, skal det bemærkes, at konventionen ud over artikel 36 indeholder andre bestemmelser, hvorefter retsakter og retsafgørelser skal forkyndes eller meddeles den sagsøgte part.
29 Det bestemmes i konventionens artikel 27, nr. 2, og artikel 34, stk. 2, at en retsafgørelse hverken anerkendes eller fuldbyrdes i en anden kontraherende stat, såfremt det indledende processkrift i sagen eller en tilsvarende retsakt ikke forskriftsmæssigt er blevet forkyndt eller meddelt den udeblevne sagsøgte i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen. I denne sammenhæng har Domstolen fastslået, at en retsafgørelse truffet i en udeblivelsessag i en kontraherende stat ikke skal anerkendes i en anden kontraherende stat, når det indledende processkrift i sagen ikke forskriftsmæssigt er blevet forkyndt for eller meddelt den udeblevne sagsøgte, heller ikke selv om denne senere har fået kendskab til den afgørelse, der er truffet, men ikke har gjort brug af nogen af de foreliggende retsmidler mod afgørelsen (dom af 3.7.1990, sag C-305/88, Lancray, Sml. I, s. 2725, præmis 23, og af 12.11.1992, sag C-123/91, Minalmet, Sml. I, s. 5661, præmis 21).
30 Det bemærkes, at sagsøgerens interesser og interesserne hos den person, mod hvem fuldbyrdelse begæres, beskyttes forskelligt i det fuldbyrdelsessystem, der er indført ved Bruxelles-konventionen.
31 Hvad angår den part, mod hvem fuldbyrdelse begæres, foreskriver konventionens artikel 36 nemlig anvendelse af en formel mekanisme for »forkyndelse« af den retsafgørelse, der tillader fuldbyrdelse. Derimod fremgår det af konventionens artikel 35, at den kun kræver, at den, der har fremsat begæringen, »får underretning« om den afgørelse, der er truffet vedrørende begæringen.
32 Desuden har den part, mod hvem fuldbyrdelse begæres, i henhold til Bruxelles-konventionens artikel 36 en frist på to måneder efter forkyndelsen af afgørelsen til at anfægte denne, afhængigt af, om den pågældende har bopæl i den kontraherende stat, hvori fuldbyrdelsen er truffet, eller ej. Denne frist er ufravigelig (dom af 4.2.1988, sag 145/86, Hoffmann, Sml. s. 645, præmis 30 og 31). Derimod fremgår det såvel af ordlyden af konventionens artikel 40, stk. 1, som af Jenard-rapporten om Bruxelles-konventionen (EFT 1979 C 59, s. 1, på s. 53), at sagsøgerens ret til at anfægte en afgørelse, der ikke tillader fuldbyrdelse, ikke er undergivet nogen forældelsesfrist.
33 Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal afgøres – i tilfælde af manglende eller ikke-forskriftsmæssig forkyndelse af fuldbyrdelsesafgørelsen – om den omstændighed, at den person, mod hvem der begæres fuldbyrdelse, har fået kendskab til denne afgørelse, er tilstrækkelig til, at fristen i Bruxelles-konventionens artikel 36 begynder at løbe.
34 Det er herved for det første ubestridt, således som generaladvokaten har anført i punkt 56 i forslaget til afgørelse, at kravet om forkyndelse af fuldbyrdelsesafgørelsen dels har til formål at beskytte rettighederne hos den part, mod hvem fuldbyrdelse begæres, dels har et bevismæssigt formål i forbindelse med en præcis beregning af den i Bruxelles-konventionens artikel 36 fastsatte ufravigelige frist.
35 Denne dobbelte funktion, sammenholdt med formålet om at tilvejebringe en forenkling af formaliteterne vedrørende fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er truffet i andre kontraherende stater, forklarer – således som det også fremgår af denne doms præmis 32 – hvorfor Bruxelles-konventionen fastsætter strengere formkrav for fremsendelse af fuldbyrdelsesafgørelsen til den part, mod hvem fuldbyrdelse begæres, end de formkrav, der gælder for fremsendelse af samme afgørelse til sagsøgeren.
36 For det andet bemærkes, at kravet om forkyndelse risikerer at blive indholdsløst, såfremt det udelukkende er den part, mod hvem fuldbyrdelse begæres, der får kendskab til fuldbyrdelsesafgørelsen. Sagsøgerne kunne nemlig være fristet til ikke at benytte de fremgangsmåder, som skal følges, for at forkyndelsen er forskriftsmæssig (jf. i denne retning vedrørende Bruxelles-konventionens artikel 27, stk. 2, og Lancray-dommen, præmis 20).
37 Dette vil desuden vanskeliggøre den præcise beregning af den i konventionens artikel 36 fastsatte frist samt umuliggøre en ensartet anvendelse af Bruxelles-konventionens bestemmelser (jf. i denne retning Lancray-dommen, præmis 20).
38 De forelagte spørgsmål skal derfor besvares med, at Bruxelles-konventionens artikel 36 skal fortolkes således, at den kræver en forskriftsmæssig forkyndelse af fuldbyrdelsesafgørelsen under hensyn til de processuelle regler i den kontraherende stat, hvori fuldbyrdelse begæres, samt at den omstændighed – i tilfælde af manglende eller ikke-forskriftsmæssig forkyndelse – at den person, mod hvem fuldbyrdelse begæres, har fået kendskab til denne afgørelse, ikke er tilstrækkelig til, at fristen i nævnte artikel begynder at løbe.
Sagens omkostninger
39 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
Artikel 36 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse, ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse, skal fortolkes således, at den kræver en forskriftsmæssig forkyndelse af fuldbyrdelsesafgørelsen under hensyn til de processuelle regler i den kontraherende stat, hvori fuldbyrdelse begæres, samt at den omstændighed – i tilfælde af manglende eller ikke-forskriftsmæssig forkyndelse – at den person, mod hvem fuldbyrdelse begæres, har fået kendskab til denne afgørelse, ikke er tilstrækkelig til, at fristen i nævnte artikel begynder at løbe.
Underskrifter
* Processprog: italiensk.
Full & Egal Universal Law Academy