Sag C-191/05
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Den Portugisiske Republik
»Traktatbrud – direktiv 79/409/EØF – beskyttelse af vilde fugle – særligt beskyttet område – ændring uden videnskabeligt grundlag«
Sammendrag af dom
Miljø – beskyttelse af vilde fugle – direktiv 79/409 – valg og afgrænsning af særligt beskyttede områder
(Rådets direktiv 79/409, art. 4, stk. 1 og 2)
De ornitologiske kriterier, der er angivet i artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 79/409 om beskyttelse af vilde fugle, må være bestemmende for medlemsstaterne ved valget og afgrænsningen af særligt beskyttede områder (SBO). Hvis der ikke er steppefugle i områderne i et SBO, men andre vilde fuglearter, der er anført i direktivets bilag I, hvis beskyttelse har begrundet, at det nævnte SBO er blevet udpeget, kan en medlemsstat derfor ikke reducere et SBO’s areal eller ændre dets afgrænsning, medmindre de områder, der udelukkes fra SBO’et, ikke længere svarer til de områder, der er bedst egnede til beskyttelse af vilde fuglearter i direktivets artikel 4, stk.1’s forstand.
(jf. præmis 10, 12 og 13)
DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
13. juli 2006 (*)
»Traktatbrud – direktiv 79/409/EØF – beskyttelse af vilde fugle – særligt beskyttet område – ændring uden videnskabeligt grundlag«
I sag C-191/05,
angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 28. april 2005,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. van Beek og A. Caeiros, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Den Portugisiske Republik ved L. Fernandes, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne R. Silva de Lapuerta, P. Kūris (refererende dommer), J. Klučka og L. Bay Larsen,
generaladvokat: J. Kokott
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 23. februar 2006,
afsagt følgende
Dom
1 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har i sin stævning nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EFT L 103, s. 1, herefter »direktivet«), idet den har ændret afgrænsningen af det særligt beskyttede område (herefter »SBO«) »Moura, Mourão, Barrancos« (herefter »det omhandlede SBO«), hvorved områder, der er hjemsted for vilde fuglearter, hvis beskyttelse begrundede betegnelsen som særligt beskyttet område, blev udelukket.
2 Direktivets artikel 4, stk. 1, bestemmer:
»For arter, som er anført i bilag I, træffes der særlige beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til deres levesteder for at sikre, at de kan overleve og formere sig i deres udbredelsesområde. I denne forbindelse tages der hensyn til:
a) arter, der trues af udslettelse
b) arter, der er følsomme over for bestemte ændringer af deres levesteder
c) arter, der anses for sjældne, fordi bestanden er ringe eller den lokale udbredelse begrænset
d) andre arter, der kræver speciel opmærksomhed på grund af deres levesteders særlige beskaffenhed.
Ved vurderinger i forbindelse hermed skal der tages hensyn til tendenser og variationer vedrørende bestandens størrelse.
Medlemsstaterne udlægger som særligt beskyttede områder navnlig sådanne områder, som med hensyn til antal og udstrækning er bedst egnede til beskyttelse af disse arter, idet der tages hensyn til behovet for at beskytte arterne i det geografiske sø- og landområde, hvor dette direktiv finder anvendelse.«
3 Som følge af en klage, hvori det blev anført, at det omhandlede SBO var blevet ændret uden noget videnskabeligt grundlag, tilstillede Kommissionen den 17. oktober 2003 den portugisiske regering en åbningsskrivelse, som de portugisiske myndigheder besvarede ved skrivelse af 19. december 2003.
4 Den 9. juli 2004 fremsatte Kommissionen over for den portugisiske regering en begrundet udtalelse, hvori den anførte, at Den Portugisiske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 4, stk. 1, idet den havde ændret afgrænsningen af det omhandlede SBO, hvorved områder, der er hjemsted for vilde fuglearter, hvis beskyttelse begrundede betegnelsen som SBO, blev udelukket, og den opfordrede medlemsstaten til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at efterkomme udtalelsen inden to måneder fra modtagelsen af udtalelsen. Efter at Kommissionen havde fået kendskab til de portugisiske myndigheders svar den 24. februar 2005, og stadig fandt situationen utilfredsstillende, anlagde den det foreliggende søgsmål.
5 I sin stævning har Kommissionen gjort gældende, at den portugisiske regering – idet den ved lovdekret nr. 141/2002 af 20. maj 2002 (Diário da República I, serie A, nr. 116, af 20.5.2002) har reduceret det omhandlede SBO, således som det var blevet afgrænset ved udlægningen ved lovdekret nr. 384-B/99 af 23. september 1999 (Diário da República I, serie A, nr. 223, af 29.9.1999) – har udelukket flere vilde fuglearter, som skulle beskyttes i henhold til direktivet, fra den beskyttelse, der fremgår af standardskemaet med oplysninger »Natura 2000«, der har tjent som grundlag for oprettelsen af dette SBO.
6 Kommissionen har endvidere understreget, at ændringen af det omhandlede SBO’s grænser ikke har noget videnskabeligt grundlag, hvilket er i strid med de krav, der er opstillet i Domstolens praksis.
7 Den portugisiske regering har erkendt, at uanset hvor stor medlemsstaternes skønsmargin er, er afgrænsningen af SBO’er underlagt kriterier, der er fastsat ved direktivets bestemmelser, således som det understreges i Domstolens praksis.
8 Regeringen har anført, at der for tiden er ved at blive udarbejdet en ny, passende afgrænsning af SBO’et. Denne afgrænsning tager hensyn til dels de krav, der er forbundet med den passende beskyttelse af arter, der har begrundet, at det nævnte SBO er blevet udpeget, såsom tranen (grus grus), stor hornugle (bubo bubo), munkegrib (aegypius monachus), dværgørn (hierraaetus pennatus) samt gåsegrib (gyps fulvus), dels til den nødvendige beskyttelse af steppefugle i egnede områder.
Domstolens bemærkninger
9 Det bemærkes, at direktivets artikel 4 indeholder bestemmelser om beskyttelse, der har en specielt målrettet karakter og er særlig udbygget såvel for de i bilag I nævnte arter som for trækfuglearterne, hvilket er begrundet i den omstændighed, at der er tale om henholdsvis de mest truede arter og arter, der udgør et fælles eje for Fællesskabet (jf. i denne retning dom af 23.5.1990, sag C-169/89, Van den Burg, Sml. I, s. 2143, præmis 11, og af 11.7.1996, sag C-44/95, Royal Society for the Protection of Birds, Sml. I, s. 3805, præmis 23 og 26).
10 Det skal endvidere understreges, at det er de i nævnte artikel 4, stk. 1 og 2, angivne ornitologiske kriterier, der må være bestemmende for medlemsstaterne ved valget og afgrænsningen af et SBO (jf. i denne retning dommen i sagen Royal Society for the Protection of Birds, præmis 26).
11 Det fremgår af bestemmelserne i lovdekret nr. 141/2002, at afgrænsningen af det omhandlede SBO er blevet ændret med den begrundelse, at dette SBO indbefattede områder, som ikke udgjorde vigtige levesteder for steppefuglene.
12 Som Kommissionen med rette har anført, skal det imidlertid understreges, at selv om der ikke er steppefugle i de områder, der er blevet udelukket fra SBO’et, er der i disse områder andre vilde fuglearter, som er anført i direktivets bilag I, hvis beskyttelse har begrundet, at det nævnte SBO er blevet udpeget, nemlig bl.a. tranen (grus grus), stor hornugle (bubo bubo), munkegrib (aegypius monachus), dværgørn (hieraaetus pennatus) og gåsegrib (gyps fulvus).
13 Under disse omstændigheder kan en medlemsstat ikke kan reducere et SBO’s areal eller ændre dets afgrænsning, medmindre de områder, der udelukkes fra SBO'et, ikke længere svarer til de områder, der er bedst egnede til beskyttelse af vilde fuglearter i direktivets artikel 4, stk.1's forstand.
14 Den portugisiske regering har imidlertid end ikke gjort gældende, at der skulle foreligge en sådan situation i det foreliggende tilfælde.
15 Kommissionen bør derfor gives medhold i dens påstande.
16 Herefter må det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 4, stk. 1, idet den har ændret afgrænsningen af det omhandlede SBO, hvorved områder, der er hjemsted for vilde fuglearter, hvis beskyttelse begrundede betegnelsen som SBO, blev udelukket.
Sagens omkostninger
17 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og denne har tabt sagen, bør det pålægges Den Portugisiske Republik at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):
1) Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle, idet den har ændret afgrænsningen af det særligt beskyttede område »Moura, Mourão, Barrancos«, hvorved områder, der er hjemsted for vilde fuglearter, hvis beskyttelse begrundede betegnelsen som særligt beskyttet område, blev udelukket.
2) Den Portugisiske Republik betaler sagens omkostninger.
Underskrifter
* Processprog: portugisisk.
Full & Egal Universal Law Academy