15.10.2005
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 257/18
Sag anlagt den 26. august 2005 — Movimondo ONLUS/Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
(Sag T-329/05)
(2005/C 257/33)
Processprog: Italiensk
Parter:
Sagsøger: Movimondo ONLUS (Rom, Italien) [ved: avocats Paolo Vitali, Giulia Verusio, Gian Michele Roberti og Alessandra Franchi]
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgerens påstande:
Principalt:
—
Det fastslås, at Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (Det Europæiske Fællesskabs Kontor for Humanitær Bistand [ECHO]) ikke har opfyldt sine kontraktretlige forpligtelser i henhold de bistandsaftaler (Grant Agreements), der er indgået i medfør af rammeaftalen om partnerskab (Framework Partnership Agreement) nr. 3-314, og følgelig at
—
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale Movimondo følgende beløb:
—
36 500,51 EUR for projekt MAGUINDANAO: ECHO/PHL/210/2003/02003 med tillæg af morarenter fra den 25. september 2004.
—
150 000,00 EUR for projekt ECHO 9 PALÆSTINA: ECHO/TPS/210/2003/08018 med tillæg af morarenter fra den 16. september 2004.
—
52 500,00 EUR for projekt DIPECHO INDIEN: ECHO/TPS/210/2003/03005 med tillæg af morarenter fra den 24. marts 2004.
—
50 865,96 EUR for projekt ECHO LIBANON: ECHO/TPS/210/2003/08020 med tillæg af morarenter fra den 15. august 2005.
—
119 485,70 EUR for projekt ECHO BAJA YUNA: ECHO/CR/BUD/2004/01006 med tillæg af morarenter fra den 12. juni 2005.
—
28 500,00 EUR, der skyldes for projekt ECHO RUNDU II: ECHO/AGO/BUD/2004/01018 med tillæg af morarenter fra den 13. juli 2005.
—
70 085,00 EUR for projekt ECHO SAMANA': ECHO/DOM/BUD/2004/01001 med tillæg af morarenter fra den 16. maj 2005.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Subsidiært:
—
Beslutningen om at suspendere betalingsfristerne i skrivelse af 17. juni 2005 fra generaldirektør Antonio Cavaco, Det Europæiske Fællesskabs Kontor for Humanitær Bistand ECHO 3 (ref. nr. D 6613) angående »ordren om at betale Movimondo de skyldige beløb« (»injunction to pay outstanding payments due to Movimondo«) annulleres, og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes følgelig at betale Movimondo de nævnte beløb.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:
Med den foreliggende sag har den sagsøgende forening — en ikke-statslig organisation for samarbejde og international solidaritet — i medfør af artikel 238 EF principalt nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale de skyldige beløb i henhold til de kontraktretlige forpligtelser, der følger af de forskellige bistandsaftaler (Grant Agreeements), som er indgået i medfør af rammeaftalen om partnerskab (Framework Partnership Agreement) nr. 3-314, der trådte i kraft den 1. december 2003, og hvorefter Kommissionen skulle finansiere humanitær nødhjælp, som er gennemført med et godt resultat og som er regnskabsmæssigt korrekt begrundet.
Subsidiært har sagsøgeren i medfør af artikel 230, fjerde afsnit, EF desuden nedlagt påstand om, at beslutningen om at suspendere betalingsfristerne i skrivelse af 17. juni 2005 fra generaldirektør Antonio Cavaco, Det Europæiske Fællesskabs Kontor for Humanitær Bistand ECHO 3 (ref. nr. D 6613) angående »ordren om at betale Movimondo de skyldige beløb« (»injunction to pay outstanding payments due to Movimondo«), tillige med beslutningen af 27. juli 2005 fra generaldirektør Antonio Cavaco, Det Europæiske Fællesskabs Kontor for Humanitær Bistand ECHO 3 (ref. nr. D 8136), annulleres.
Til støtte for sin påstand om annullation af beslutningen om at suspendere betalingsfristerne i skrivelse af 17. juni 2005 har sagsøgeren navnlig anført tre anbringender.
Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at ECHO's tjenestegrene gjorde den sig skyldig i magtfordrejning, da de besluttede at suspendere betalingsfristerne, idet de som retsgrundlag for den anfægtede beslutning har henvist til artikel 106, stk. 4, i forordning nr. 2342/2002 (1) udover de i denne bestemmelse fastsatte særlige tilfælde og formål. Med det andet anbringende har sagsøgeren henvist til den manglende begrundelse af de anfægtede beslutninger i strid med artikel 253 EF og artikel 106, stk. 4, i forordning nr. 2342/2002. Endelig har sagsøgeren med det tredje anbringende gjort gældende, at nævnte forordnings artikel 106, stk. 4, er blevet tilsidesat i processuel henseende, idet ECHO's tjenestegrene ikke har underrettet Movimondo direkte om suspensionsordren.
Sagsøgeren har desuden påberåbt sig fire anbringende til støtte for sin påstand om annullation af beslutningen af 27. juli 2005.
Med det første anbringende har sagsøgeren henvist til den manglende begrundelse af den anfægtede beslutning. Med det andet anbringende har sagsøgeren påberåbt sig, at det generelle princip om uskyldsformodningen samt retten til kontradiktion er blevet tilsidesat for så vidt som ECHO's tjenestegrene ikke har underrettet sagsøgeren om de tiltag, de ville iværksætte i forhold til sagsøgeren, og at de ikke har givet sagsøgeren mulighed for at blive hørt i den sammenhæng. Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at artikel 106, stk. 4, i forordning nr. 2342/2002 er blevet tilsidesat, og at ECHO's tjenestegrene har gjort sig skyldig i magtfordrejning. Endelig har sagsøgeren med det fjerde anbringende anført, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er blevet tilsidesat.
(1) Kommissionens forordning (EF, Euratom) af 23.12.2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 357 af 31.12.2002, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy