24.5.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 128/7
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 10. april 2008 — Marks & Spencer plc mod Her Majesty's Commissioners of Customs & Excise (anmodning om præjudiciel afgørelse fra House of Lords, Det Forenede Kongerige)
(Sag C-309/06) (1)
(Beskatning - sjette momsdirektiv - fritagelse med tilbagebetaling af den i tidligere omsætningsled erlagte afgift - fejlagtig afgiftspålæggelse med normalsatsen - krav på nulsats - krav på tilbagebetaling - direkte virkning - almindelige fællesskabsretlige principper - ugrundet berigelse)
(2008/C 128/11)
Processprog: engelsk
Den forelæggende ret
House of Lords
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Marks & Spencer plc
Sagsøgt: Her Majesty's Commissioners of Customs & Excise
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Houses of Lords — fortolkning af artikel 28, stk. 2, litra a), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) — spørgsmålet, om der i fællesskabsretten findes en ret, som kan påberåbes af en leverandør af et produkt (»teacakes«), idet den nationale lovgivning fritager disse leveringer med ret til tilbagebetaling af indgående afgift — fejlagtig erlagt moms som følge af nationale myndigheders fejlagtige fortolkning af reglerne — anvendelse af fællesskabsrettens almindelige principper, herunder afgiftsneutralitet — kan en afgiftspligtig påberåbe sig disse almindelige principper for at få tilbagebetalt beløb, der er opkrævet med urette
Konklusion
1)
Hvis en medlemsstat i sin nationale lovgivning i medfør af artikel 28, stk. 2, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, før og efter indførelsen af ændringer af denne bestemmelse ved Rådets direktiv 92/77/EØF af 19. oktober 1992, har opretholdt en fritagelse med tilbagebetaling af den i det tidligere omsætningsled erlagte afgift for visse leveringer, består der for en erhvervsdrivende, som foretager sådanne leveringer, ingen umiddelbart gennemtvingelig ret i henhold til fællesskabsretten til, at disse leveringer pålægges merværdiafgift med nulsatsen.
2)
Hvis en medlemsstat i sin nationale lovgivning i medfør af artikel 28, stk. 2, i direktiv 77/388, før og efter indførelsen af ændringer af denne bestemmelse ved direktiv 92/77, har opretholdt en fritagelse med tilbagebetaling af den i det tidligere omsætningsled erlagte afgift for visse leveringer, men fejlagtigt har fortolket den nationale lovgivning således, at visse leveringer, som efter den nationale lovgivning er fritaget med ret til tilbagebetaling af den i det tidligere omsætningsled erlagte afgift, er blevet pålagt afgift til normalsatsen, finder de almindelige fællesskabsretlige principper, herunder princippet om afgiftsneutralitet, anvendelse, således at en erhvervsdrivende, som har foretaget disse leveringer eller ydelser, har ret til tilbagebetaling af beløb, som fejlagtigt er opkrævet vedrørende disse.
3)
Selv om ligebehandlingsprincippet og princippet om afgiftsneutralitet i princippet finder anvendelse på hovedsagen, er de ikke tilsidesat, blot fordi et afslag på tilbagebetaling er begrundet i en ugrundet berigelse af den pågældende afgiftspligtige. Princippet om afgiftsneutralitet er derimod til hinder for, at begrebet ugrundet berigelse udelukkende anvendes over for afgiftspligtige såsom over for »payment traders« (afgiftspligtige, for hvem den indgående afgift, der er opkrævet, for en bestemt regnskabsperiode overstiger den udgående afgift, der er betalt) og ikke over for afgiftspligtige såsom »repayment traders« (afgiftspligtige, for hvem situationen er den modsatte), for så vidt som disse afgiftspligtige har markedsført sammenlignelige varer. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, om dette er tilfældet i denne sag. Det almindelige ligebehandlingsprincip, hvoraf en tilsidesættelse på det fiskale område kan finde udtryk ved andre typer forskelsbehandling, der berører erhvervsdrivende, som ikke nødvendigvis er konkurrenter, men som alligevel befinder sig i en situation, der er sammenlignelig på andre punkter, er derimod til hinder for en forskelsbehandling mellem »payment traders« og »repayment traders«, der ikke er objektivt begrundet.
4)
Det har ikke betydning for besvarelsen af tredje spørgsmål, at det godtgøres, at den erhvervsdrivende, der er blevet nægtet tilbagebetaling af den merværdiafgift, som er opkrævet med urette, ikke er blevet påført økonomiske tab eller byrder.
5)
Det tilkommer den forelæggende ret selv at udlede de eventuelle konsekvenser for fortiden af den tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, der er nævnt i punkt 3 i denne doms konklusion, efter reglerne om den tidsmæssige virkning af den nationale ret, der finder anvendelse i hovedsagen, under overholdelse af fællesskabsretten, herunder navnlig ligebehandlingsprincippet og det princip, hvorefter den forelæggende ret skal sørge for, at de afhjælpningsforanstaltninger, den foreskriver, ikke er i strid med fællesskabsretten.
(1) EUT C 261 af 28.10.2006.
Full & Egal Universal Law Academy