23.2.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 51/21
Domstolens dom (Første Afdeling) af 13. december 2007 — BATIG Gesellschaft für Beteiligungen mbH mod Hauptzollamt Bielefeld (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Düsseldorf — Tyskland)
(Sag C-374/06) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - fiskale bestemmelser - harmonisering af lovgivningerne - direktiv 92/12/EF - punktafgiftspligtige varer - afgiftsmærker - varer, der uretmæssigt forlader en suspensionsordning - tyveri - overgang til forbrug i den medlemsstat, hvori tyveriet er begået - ikke godtgørelse for afgiftsmærker fra en anden medlemsstat, der allerede var anbragt på de stjålne varer)
(2008/C 51/34)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Finanzgericht Düsseldorf
Parter i hovedsagen
Sagsøger: BATIG Gesellschaft für Beteiligungen mbH
Sagsøgt: Hauptzollamt Bielefeld
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Finanzgericht Düsseldorf — fortolkning af Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT L 76, s. 1) — en medlemsstat afslår at godtgøre betaling af tobaksbanderoler for tobaksvarer, der i en anden medlemsstat uretmæssigt er blevet taget ud af afgiftssuspensionsproceduren med den virkning, at den anden medlemsstat opkræver forbrugsafgifter — tyveri af cigaretter
Konklusion
Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 807/2003 af 14. april 2003 om tilpasning til afgørelse 1999/468/EF af bestemmelserne vedrørende de udvalg, der bistår Kommissionen i forbindelse med udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i retsakter vedtaget af Rådet efter høringsproceduren (enstemmighed), er ikke til hinder for en medlemsstats bestemmelser, som udelukker godtgørelse af det beløb, der er erlagt for erhvervelsen af afgiftsmærker i denne medlemsstat, når disse mærker er blevet anbragt på punktafgiftspligtige varer, inden deres overgang til forbrug i nævnte medlemsstat, varerne herefter er blevet stjålet i en anden medlemsstat, hvilket indebærer, at der skal betales punktafgift i denne anden medlemsstat, og det ikke godtgøres, at de stjålne varer ikke er blevet afsat i den medlemsstat, hvor afgiftsmærkerne er udstedt.
(1) EUT C 326 af 30.12.2006.
Full & Egal Universal Law Academy