9.5.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 116/6
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 13. marts 2008 — Vereniging Nationaal Overlegorgaan Sociale Werkvoorziening (sag C-383/06) og Gemeente Rotterdam (sag C-384/06) mod Minister van Sociale Zaken en Werkgelegenheid og Sociaal Economische Samenwerking West-Brabant (sag C-385/06) mod Algemene Directie voor de Arbeidsvoorziening (anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Raad van State — Nederlandene)
(Forenede sager C-383/06 — C-385/06) (1)
(Strukturfonde - artikel 23, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 4253/88 - ophævelse og tilbagebetaling af finansiel støtte fra Fællesskabet - artikel 249 EF - beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet)
(2008/C 116/10)
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Raad van State
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Vereniging Nationaal Overlegorgaan Sociale Werkvoorziening (sag C-383/06), Gemeente Rotterdam (sag C-384/06), og Sociaal Economische Samenwerking West-Brabant (sag C-385/06)
Sagsøgte: Minister van Sociale Zaken en Werkgelegenheid og Algemene Directie voor de Arbeidsvoorziening
Sagens genstand
Anmodninger om præjudiciel afgørelse — Nederlandse Raad van State — fortolkning af artikel 23, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter — ophævelse og tilbagesøgning af fællesskabstilskud — artikel 10 EF og 249 EF — anvendelse af fællesskabsrettens almindelige retsgrundsætninger.
Konklusion
1)
Artikel 23, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter, som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93 af 20. juli 1993, medfører en forpligtelse for medlemsstaterne til at kræve midler tilbagebetalt, som er gået tabt på grund af misbrug eller forsømmelighed, uden at det er nødvendigt, at national ret hjemler en beføjelse hertil.
2)
Tilbagesøgningen af midler, der er gået tabt på grund af misbrug eller forsømmelighed, skal ske på grundlag af artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 4253/88, som ændret ved forordning nr. 2082/93, og i overensstemmelse med reglerne i national ret, dog forudsat, at anvendelsen af national ret ikke begrænser fællesskabsrettens anvendelse og effektivitet og ikke i praksis umuliggør tilbagesøgningen af de beløb, som er udbetalt med urette. Det tilkommer den nationale ret at sikre, at fællesskabsretten overholdes fuldt ud, ved om nødvendigt at tilsidesætte eller fortolke nationale retsforskrifter såsom forvaltningsloven (Algemene wet bestuursrecht), der måtte være til hinder herfor. Den nationale ret kan anvende fællesskabsrettens retssikkerhedsprincip og princip om beskyttelse af den berettigede forventning ved vurderingen af den handlemåde, der er blevet fulgt såvel af modtagerne af de midler, som er gået tabt, som af forvaltningen, forudsat at Fællesskabets interesser fuldt ud tilgodeses. Det er herved uden betydning, at tilskudsmodtageren er en offentligretlig person.
(1) EUT C 310 af 16.12.2006.
Full & Egal Universal Law Academy