12.4.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 92/7
Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. februar 2008 — Sabine Mayr mod Bäckerei und Konditorei Gerhard Flöckner OHG (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof, Østrig)
(Sag C-506/06) (1)
(Socialpolitik - direktiv 92/85/EØF - foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer - begrebet »gravid arbejdstager« - forbud mod afskedigelse af gravide arbejdstagere i perioden fra graviditetens indtræden til udløbet af barselsorloven - kvindelig arbejdstager afskediget, mens hendes æg på tidspunktet for meddelelsen af afskedigelsen er blevet in vitro-befrugtet, men endnu ikke sat op i livmoderen - direktiv 76/207/EØF - ligebehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere - kvindelig arbejdstager i in vitro-fertilitetsbehandling - forbud mod afskedigelse - rækkevidde)
(2008/C 92/11)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Oberster Gerichtshof
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Sabine Mayr
Sagsøgt: Bäckerei und Konditorei Gerhard Flöckner OHG
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Oberster Gerichtshof — fortolkning af artikel 2, litra a), i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1) — afskediget kvindelig arbejdstager, hvis æg på tidspunktet for afskedigelsen var blevet in vitro-befrugtet, men endnu ikke sat op — spørgsmål om denne kvindelige arbejdstager kunne anses for at være »gravid arbejdstager«
Konklusion
1)
Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), og navnlig forbuddet mod afskedigelse af gravide arbejdstagere i direktivets artikel 10, stk. 1, skal fortolkes således, at de ikke omfatter en kvindelig arbejdstager, som undergår en in vitro-befrugtning, når befrugtningen af arbejdstagerens æg med hendes partners sædceller allerede har fundet sted på tidspunktet for meddelelsen af afskedigelsen, således at der findes in vitro-befrugtede æg, men disse imidlertid endnu ikke er blevet sat op i kvindens livmoder.
2)
Artikel 2, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår er til hinder for afskedigelse af en arbejdstager, der under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende befinder sig på et fremskredent stadium af en in vitro-fertilitetsbehandling, dvs. mellem follikelpunktionen og den umiddelbart herpå følgende opsætning af de in vitro-befrugtede æg i den pågældende arbejdstagers livmoder, for så vidt som det godtgøres, at afskedigelsen i det væsentlige er støttet på den omstændighed, at den berørte har undergået en sådan behandling.
(1) EUT C 56 af 10.3.2007.
Full & Egal Universal Law Academy