FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
Y. BOT
fremsat den 6. december 2007 1(1)
Sag C-446/06
A.G. Winkel
mod
Minister van Landbouw, Natuur en Voedselkwaliteit
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af College van Beroep voor het bedrijfsleven (Nederlandene))
»Oksekød – forordning (EF) nr. 1254/1999 – fælles markedsordning – national lovgivning, hvorefter tildelingen af ammekopræmie er undergivet to betingelser vedrørende kælvningshyppigheden og amningstidens længde – begrebet »ammeko««
1. Ved denne præjudicielle forelæggelse skal Domstolen fastslå, om en medlemsstat inden for rammerne af Fællesskabets regler om støtte, som er indført ved forordning (EF) nr. 1254/1999, kan undergive tildelingen af en sådan støtte betingelser vedrørende kælvningshyppigheden og amningstidens længde.
2. I dette forslag til afgørelse forklarer jeg, hvorfor artikel 3, litra f), i forordning nr. 1254/1999 (2) efter min opfattelse ikke er til hinder for, at en medlemsstat gør tildelingen af ammekopræmie afhængig af kælvningshyppigheden og af, at kalven forbliver hos moderen i mindst fire måneder.
I – Retsforskrifter
A – Fællesskabsret
1. Forordning nr. 1254/1999
3. Inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik blev der indført en fælles markedsordning for oksekød for at stabilisere markederne på dette område og for at sikre landbefolkningen en rimelig levestandard.
4. Der blev med henblik herpå indført et støttesystem for oksekødsproducenter ved forordning nr. 1254/1999. Dette system består bl.a. i, at der kan ydes oksekødsproducenter et bidrag ved direkte udbetaling af en præmie for opretholdelse af en besætning af ammekøer, også kaldet en »ammekopræmie«.
5. En ammeko er defineret i artikel 3, litra f), i forordning nr. 1254/1999 som følger:
»[…] en ko, der tilhører en kødrace eller er fremkommet ved krydsning med en sådan race, og som indgår i en besætning, der er beregnet til opdræt af kalve til kødproduktion«.
6. Artikel 6 i forordning nr. 1254/1999 foreskriver, at producenter, der holder ammekøer på deres bedrift, på visse betingelser kan tildeles en ammekopræmie.
7. I medfør af artikel 6 ydes ammekopræmien til producenter, som ikke leverer mælk eller mejeriprodukter fra deres bedrift i 12 måneder fra datoen for ansøgningens indgivelse. Visse producenter, som leverer mælk eller mejeriprodukter, kan dog tildeles ammekopræmie, hvis den individuelle referencemængde i henhold til artikel 4 i forordning (EØF) nr. 3950/92 (3) ikke overstiger 120 000 kg (4).
8. For at kunne tildeles ammekopræmie skal producenterne holde 60% ammekøer og 40% kvier i deres besætning i en periode på mindst seks på hinanden følgende måneder fra datoen for ansøgningens indgivelse.
9. Ifølge artikel 3, litra g), i forordning nr. 1254/1999 skal der ved en »kvie« forstås et hundyr på mindst otte måneder, som endnu ikke har kælvet. I forordningens artikel 6, stk. 6, præciseres, at der ved anvendelsen af denne artikel kun tages hensyn til kvier af »kødkvægracer«, som tilhører en besætning, hvor der opdrættes kalve med henblik på kødproduktion.
10. Det tilkommer i øvrigt Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber at fastsætte gennemførelsesbestemmelserne til nævnte forordning, navnlig for så vidt angår definitionen af en ammeko (5).
2. Forordning (EF) nr. 2342/1999
11. Med vedtagelsen af forordning (EF) nr. 2342/1999 (6), der fastlægger gennemførelsesbestemmelserne til forordning nr. 1254/1999, præciserede Kommissionen begrebet ammeko. Artikel 14 i gennemførelsesforordningen, sammenholdt med bilag I til forordningen, fastlægger, hvilke kvægracer der ikke kan anses for »kødkvægracer«, og som dermed ikke kan anses for ammekøer i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, litra f), i forordning nr. 1254/1999.
12. Det følger endvidere af gennemførelsesforordningens artikel 45, at medlemsstaterne skal træffe alle passende foranstaltninger for at sikre, at denne forordning anvendes korrekt.
3. Forordning (EF) nr. 2419/2001
13. Forordning (EF) nr. 2419/2001 (7) har til formål effektivt at gennemføre ordningerne om direkte betalinger inden for den fælles landbrugspolitik gennem indførelsen af gennemførelsesbestemmelser til det integrerede system for forvaltning og kontrol, der blev indført med forordning (EØF) nr. 3508/92 (8). Ifølge denne forordnings artikel 1, stk. 1, litra b), finder det integrerede system for forvaltning og kontrol anvendelse på ordningen med ammekopræmie. Systemet gør det muligt for medlemsstaterne at sikre sig, at de af Fællesskabet finansierede foranstaltninger faktisk gennemføres, og at de gennemføres korrekt.
14. Artikel 36 i forordning nr. 2419/2001 foreskriver bl.a., at der ikke kan ydes støtte for flere dyr end angivet i støtteansøgningen. Hvis det er tilfældet, beregnes støttebeløbet på grundlag af det antal dyr, der opfylder alle betingelser for, at støtten kan ydes.
15. Ifølge forordningens artikel 38 medfører en uregelmæssighed imellem antallet af dyr, som opfylder alle betingelser for, at støtten kan ydes, og det antal dyr, for hvilke der er ansøgt om en præmie, at præmien nedsættes, eller de pågældende dyr udelukkes fra præmien.
B – Nationale retsforskrifter
16. Forordning nr. 1254/1999 er iværksat i nederlandsk ret ved bekendtgørelse om fællesskabspræmier for dyr (Regeling dierlijke EG-premies, herefter »Regeling«.) I den fra den 1. august 2002 til den 1. juni 2003 gældende affattelse definerer Regelings artikel 1 en ammeko på samme måde som artikel 3, litra f), i forordning nr. 1254/1999.
17. For så vidt angår vilkårene for tildeling af ammekopræmie bestemmer Regeling, at denne præmie udelukkende tildeles producenterne, hvis ammekoen mindst har kælvet en gang inden for det omhandlede år, og hvis dens kalv mindst er forblevet i besætningen i fire måneder efter sin fødsel.
18. Siden den 2. juni 2003 tildeles præmien efter en ændring af kælvningsbetingelsen, hvis koen har kælvet mindst en gang i løbet af en periode, der begynder tyve måneder før og slutter fire måneder efter den dato, hvor den omhandlede ansøgningsperiode indledtes.
II – Baggrunden for tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
19. Den 19. august 2002 indgav A.G. Winkel en ansøgning til Minister van Landbouw, Natuur en Voedselkwaliteit (ministeren for landbrug, naturspørgsmål og fødevarekvalitet, herefter »ministeren«) for præmieåret 2002 for hold af syv ammekøer.
20. Efter først at have tildelt A.G. Winkel en præmie på 1 532,65 EUR for præmieåret 2002 og efterfølgende nedsat denne præmie, afslog ministeren endelig ved afgørelse af 4. juni 2004 ansøgningen for 2002 og afkrævede A.G. Winkel tilbagebetaling af det udbetalte beløb under henvisning til, at fire af de køer, som ansøgningen om præmie omfattede, i perioden fra den 1. januar 2001 til den 31. december 2002 ikke havde ammet deres kalv i mindst fire måneder.
21. Ved afgørelse af 18. juni 2004 besluttede ministeren endvidere at udelukke sagsøgeren fra indkomststøtte for et beløb på 875,80 EUR i henhold til artikel 38, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 2419/2001.
22. Den 28. juni 2003 indgav A.G. Winkel ansøgning om ammekopræmie for 2003 vedrørende syv ammekøer.
23. Den 21. juni 2004 tildelte ministeren A.G. Winkel en præmie på 1 104,46 EUR for seks ammekøer for 2003. Præmien for den syvende ammeko blev afslået, fordi den ikke havde ammet sin kalv i fire måneder.
24. A.G. Winkel indgav klage over disse afgørelser, truffet af ministeren den 4., 18. og 21. juni 2004. Ved afgørelse af 26. oktober 2004 afslog ministeren klagen.
25. Det er denne afgørelse, der er genstand for sagen for den forelæggende ret. Det er A.G. Winkels opfattelse, at betingelserne i Regeling er i strid med forordning nr. 1254/1999. Navnlig finder A.G. Winkel, at alle de køer, som han har ansøgt om ammekopræmie for i årene 2002 og 2003, er omfattet af definitionen af en ammeko i artikel 3, litra f), i forordning nr. 1254/1999.
26. Da College van Beroep voor het bedrijfsleven er i tvivl om fortolkningen af artikel 3, litra f), i forordning nr. 1254/1999, har den udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er bestemmelser, der som betingelse for at opnå ret til ammekopræmie på grundlag af almindelig praksis inden for kvægopdræt kræver, at en ko, der holdes, mindst skal have kælvet én gang i den periode, der begynder at løbe tyve måneder før ansøgningsperiodens begyndelse, og som slutter fire måneder efter dette tidspunkt, og hvis kalve ikke har forladt den pågældende besætning inden for fire måneder efter deres fødsel, forenelig med artikel 3, stk. 1, litra f), i forordning (EF) nr. 1254/1999?
2) Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, hvilke kriterier skal da anvendes ved afgørelsen af, om besætningen er beregnet til opdræt af kalve til kødproduktion, samt af, hvilke køer der indgår i denne besætning?«
III – Retlig bedømmelse
27. Jeg skal indledningsvis erindre om, at A.G. Winkel indgav sin ansøgning om ammekopræmie for 2002 den 19. august 2002. Ændringen af Regeling vedrørende betingelsen om kælvning fulgte imidlertid først den 2. juni 2003. Det er således den affattelse af Regeling, der var i kraft i mellem 1. august 2002 og 1. juni 2003, der finder anvendelse på ansøgningen for 2002.
28. Jeg mener ikke, at denne ændring vedrørende kælvningshyppigheden har betydning for besvarelsen af det forelagte spørgsmål. Den eneste forskel består i, at før ændringen af Regeling skulle koen have kælvet mindst en gang i det omhandlede år, og efter ændringen af Regeling skal koen have kælvet mindst en gang i en periode fra tyve måneder før til fire måneder efter det tidspunkt, hvor ansøgningsperioden begynder.
29. I begge tilfælde opstår spørgsmålet, om artikel 3, litra f), i forordning nr. 1254/1999 er til hinder for, at der pålægges en betingelse vedrørende kælvningshyppigheden for tildeling af ammekopræmie.
30. Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret derfor nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, litra f), i forordning nr. 1254/1999 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat gør tildelingen af ammekopræmie betinget af kælvningshyppigheden og af, at koen har ammet sin kalv i mindst fire måneder.
31. Det er Kommissionens opfattelse, at de to kriterier i artikel 3, litra f), i forordning nr. 1254/1999 er de eneste, der skal opfyldes, for at en ko kan anses for en ammeko og dermed give ret til ammekopræmie. For at kunne anses for en ammeko, skal dyret således tilhøre en »kødkvægrace« og være del af en besætning, hvor der opdrættes kalve med henblik på kødproduktion.
32. Kommissionen har i øvrigt tilføjet, at karakteren af ammekobesætning skal bedømmes ud fra hele besætningen og ikke ud fra hver enkelt ko. Kommissionen finder herved, at hvis der er tegn på, at en ko ikke ammer sin kalv, er det tilstrækkeligt at påse, at karakteren af ammekobesætning i hvert fald er bevaret for besætningen som helhed, for at der kan tildeles præmie for den pågældende ko. Ifølge Kommissionen tager nationale betingelser som dem, der er pålagt i Regeling, endvidere ikke hensyn til berettigede undtagelsestilfælde, som f.eks. en kalv, der dør kort efter fødslen.
33. Medlemsstaterne kan således ikke opstille betingelser vedrørende kælvningshyppigheden og amningstidens længde for tildelingen af ammekopræmie.
34. Jeg deler ikke dette synspunkt. Ligesom den nederlandske og den franske regering er jeg af den opfattelse, at artikel 3, litra f), i forordning nr. 1254/1999 skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at en medlemsstat indfører en regel, hvorefter en ansøger om ammekopræmie skal opfylde betingelser vedrørende kælvningshyppigheden og amningstidens længde.
35. Jeg skal indledningsvis erindre om, at ifølge Domstolens faste praksis skal der ved fortolkningen af en fællesskabsretlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (9).
36. Det fremgår af en gennemgang af ordlyden af artikel 3, litra f), i forordning nr. 1254/1999, at den ikke indeholder nogen bestemmelser, der udtrykkeligt er til hinder for anvendelsen af sådanne betingelser, som er indeholdt i Regeling. Tværtimod følger det af gennemførelsesforordningens artikel 45, at medlemsstaterne skal træffe alle passende foranstaltninger til at sikre, at forordningen anvendes korrekt.
37. Artikel 3, litra f), i forordning nr. 1254/1999 definerer en ammeko som en ko, der tilhører en kødrace, og som tilhører en besætning, der er beregnet til opdræt af kalve til kødproduktion. Denne definition af »ammeko« blev præciseret i gennemførelsesforordningens artikel 14. I den bestemmelse angives, hvilke køer der ikke kan anses for ammekøer.
38. Der er imidlertid ingen bestemmelser i forordning nr. 1254/1999 og gennemførelsesforordningen, der forklarer, hvad der skal forstås ved »en [ammeko], som indgår i en besætning, der er beregnet til opdræt af kalve til kødproduktion«.
39. Begrebet opdræt, der kan defineres som en række teknikker, hvorved dyr opdrættes, avles og udvikler sig under gode forhold (10), kan dog opfattes meget forskelligt af forskellige medlemsstater.
40. Den franske regering har f.eks. forklaret i sit indlæg, at en kalv, der er beregnet til kødproduktion, i Frankrig som minimum skal ammes i fire uger eller længere, hvis kødet skal markedsføres under betegnelsen »kalv, der dier hos moderen«. Det er også muligt, at kalven hurtigt afvænnes og opfedes med henblik på at blive solgt som ungtyr, kvie eller okse (11).
41. Kommissionen har i øvrigt anerkendt, at opdrætsmetoderne kan være forskellige alt efter, hvilken type opdræt og race der er tale om (12). Den har dog ikke angivet, hvilke opdrætsmetoder der skal anvendes i en besætning, for at besætningen kan anses for bestående af ammekøer.
42. Den nederlandske regering har derfor anført, at det med henblik på iværksættelsen af forordning nr. 1254/1999 er nødvendigt at præcisere begrebet ammeko for så vidt angår betingelsen om, at den skal indgå i en besætning beregnet til opdræt af kalve til kødproduktion.
43. Betingelser som dem, der er foreskrevet i Regeling, som afspejler gængse opdrætsmetoder i Nederlandene, gør det således muligt at kontrollere, om koen tilhører en sådan besætning og opfylder betingelserne for at kunne betegnes som en ammeko. Hvis kælvningshyppigheden ikke overholdes, eller hvis kalven ikke bliver mindst fire måneder hos koen, kan der derfor ikke være tale om opdræt, og koen kan ikke anses for en ammeko. Ammekopræmien kan derfor ikke tildeles, sådan som det var tilfældet for A.G. Winkel i hovedsagen.
44. Kommissionen har imidlertid anført i sit indlæg, at ammekoegenskaben, der er en forudsætning for tildeling af ammekopræmien, ikke skal bedømmes i forhold til hver enkelt ko, men i forhold til den samlede besætning. Hvis der således er tegn på, at der er ansøgt om ammekopræmie for køer, som ikke har ammet deres kalv, afhænger tildelingen af præmien af, om besætningen som helhed har bevaret sin karakter af ammekobesætning.
45. Jeg deler ikke denne opfattelse af følgende grunde.
46. I henhold til artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 1254/1999 skal opdrætterens besætning bestå af mindst 60% ammekøer og 40% kvier, for at der kan bevilliges ammekopræmie. Overholdelsen af disse procentsatser har efter min opfattelse til formål effektivt at sikre, at besætningen er en besætning med karakter af ammekobesætning beregnet til opdræt af kalve til kødproduktion.
47. Uanset om karakteren af ammekobesætning kan bevares for besætningen ved disse procentsatser, er der behov for at fastslå præcist, hvad en ammeko er, for at kunne identificere de 60% ammekøer. Det drejer sig om at kunne adskille ammekøerne fra andre køer, som f.eks. malkekøer eller kvier. Hvis dette ikke er tilfældet, er der en risiko for, at en ko anses for en ammeko, selv om den ikke er bestemt for opdræt af kalve.
48. De betingelser, der pålægges ved Regeling, er derfor efter min opfattelse nødvendige for at kunne identificere en ammeko og holde den adskilt fra køer, der er bestemt til andre former for opdræt.
49. Jeg skal i den forbindelse bemærke, at Kommissionen ved skrivelse af 11. april 2002 selv har gjort Kongeriget Nederlandene opmærksom på, at det anvender reglerne om præmier på oksekødsområdet urigtigt, og at dette er baggrunden for, at Kommissionen har foretaget en række finansielle korrektioner af de udgifter, Nederlandene har anmeldt. Ifølge Kommissionen har en landsdækkende kontrol i Nederlandene vist, at 24,6% af de kalve, for hvilke der var tildelt ammekopræmier, havde forladt virksomheden inden for fire måneder efter fødslen.
50. Kommissionen præciserede dog i denne skrivelse, at det er den almindelige regel, at kalven skal forblive mindst fire måneder hos sin mor, og at det nederlandske kontrolsystem udviste mangler, eftersom det ikke tog denne gennemsnitlige varighed i betragtning. Ifølge Kommissionen medførte disse mangler visse risici, eftersom en række producenter kunne modtage ammekopræmie for dyr, som slet ikke er ammekøer.
51. Det er af denne grund, at de nederlandske myndigheder har ændret ordningen for ammekopræmier og præciseret definitionen af ammeko (13), eftersom hverken forordning nr. 1254/1999 eller dennes gennemførelsesforordning indeholder bidrag til forståelsen af begrebet ammeko, der indgår i en besætning beregnet til opdræt af kalve til kødproduktion.
52. Ganske vist har Kommissionen efterfølgende i en skrivelse af 7. november 2002 til de nederlandske myndigheder klargjort, at selv om der ikke gøres indsigelser mod kriteriet om, at kalven skal forblive fire måneder hos moderen, er det alligevel nødvendigt at undersøge, om fravigelsen af kriteriet kan henføres til et begrundet undtagelsestilfælde, der ikke fratager besætningen sin karakter af ammekobesætning. Kommissionen har i sit indlæg anført, at betingelserne vedrørende kælvningshyppighed og amningstidens længde er alt for strenge, og at de ikke giver mulighed for at tage hensyn til begrundede undtagelsestilfælde, som f.eks. at en kalv dør.
53. I forhold til hovedsagen stiller jeg mig uforstående over for, at disse betingelser skulle være til hinder for, at der tages hensyn til begrundede undtagelsestilfælde. Den nederlandske regering har i sit indlæg påpeget, at en opdrætter altid vil kunne påberåbe sig usædvanlige omstændigheder og tilfælde af force majeure, som anført i artikel 48 i forordning nr. 2419/2001, og naturlige livsbetingelser, som anført i forordningens artikel 41.
54. Der er efter min opfattelse intet, der ved anvendelsen af de nævnte betingelser hindrer en opdrætter i at påberåbe sig disse omstændigheder, hvis han godtgør, at kalven er fjernet fra sin mor på grund af force majeure, eller at fjernelsen kan henføres til usædvanlige omstændigheder.
55. Det synspunkt, som Kommissionen har indtaget i de nævnte skrivelser, beviser efter min opfattelse netop, at den praktiske iværksættelse af betingelserne i artikel 3, litra f), i forordning nr. 1254/1999 kræver, at medlemsstaterne definerer indholdet af de begreber, der vedrører tilhørsforholdet til en besætning, der er beregnet til opdræt af kalve til kødproduktion, og det navnlig af kontrolhensyn.
56. Denne analyse bekræftes efter min opfattelse af de omhandlede fællesskabsbestemmelsers mål og systematik.
57. Jeg henleder opmærksomheden på, at den almindelige ordning for hold af ammekobesætninger er et instrument, der er beregnet til at stabilisere markederne og at sikre landbefolkningen en rimelig levestandard. Det er af denne grund, at der i 1999 blev indført en generel ordning vedrørende direkte betalinger til producenterne. Ordningen består i en direkte betaling til landbrugeren i form af ammekopræmien, hvis udbetaling er betinget af et minimumsantal af ammekøer i besætningen, dvs. minimum 60 % ammekøer.
58. For at sikre, at et sådant system kan fungere effektivt, påhviler det medlemsstaterne at sikre, at de foranstaltninger, der er finansieret af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), virkelig er blevet gennemført, og at de er blevet gennemført på behørig måde, ved at træffe alle nødvendige foranstaltninger i den forbindelse, samt at forhindre og forfølge uregelmæssigheder (14).
59. Formålet med det integrerede system for forvaltning og kontrol er med andre ord bl.a. at sikre, at ammekopræmien faktisk gives for en ko, der er beregnet til opdræt af en kalv til kødproduktion.
60. Hvis det i øvrigt konstateres, som vi har set ovenfor, at antallet af ammekøer i ansøgningen overstiger det antal ammekøer, som faktisk kan findes på opdrætterens bedrift, fordi visse dyr ikke opfylder de opstillede betingelser, kan der i henhold til artikel 36 og 38 i forordning nr. 2419/2001 ske nedsættelse af eller udelukkelse fra præmien.
61. Formålene med forordning nr. 1254/1999 ville dermed være truede, hvis en præmie f.eks. blev tildelt for en ko, der kun er beregnet til mælkeproduktion, hvilket, som vi har set, kan være tilfældet, når kalven adskilles fra sin mor kun nogle få uger efter fødslen. Kommissionen har selv indrømmet dette i sit arbejdspapir af 16. december 1999 (15). Den har medgivet, at fraværet af kalve på bedriften kan give anledning til at antage, at der ikke finder opdræt af kalve beregnet til kødproduktionen sted, og at alle køerne tilhører malkekvægbesætningen.
62. Betingelsen vedrørende kælvningshyppigheden indebærer desuden, at man kan sikre sig, at koen ikke er en kvie. I henhold til artikel 3, litra g), og artikel 6, stk. 6, i forordning nr. 1254/1999 er kælvningen det eneste, der adskiller en kvie fra en ammeko, da en kvie er et hundyr af kødkvægsrace, som endnu ikke har kælvet.
63. Jeg finder derfor, at det er nødvendigt at undergive tildelingen af ammekopræmien betingelserne vedrørende kælvningshyppigheden og amningstidens længde, for at en medlemsstat kan sikre sig, at ammekopræmien rent faktisk gives for en ko, hvis kalv er opdrættet til kødproduktion.
64. Betingelserne foreskrevet i Regeling er derfor efter min opfattelse i overensstemmelse med formålet og systematikken i de omhandlede bestemmelser.
65. På baggrund af alle disse forhold er det min opfattelse, at artikel 3, litra f), i forordning nr. 1254/1999 ikke er til hinder for, at en medlemsstat gør tildelingen af ammekopræmie afhængig af kælvningshyppigheden og af, at koen har ammet sin kalv i mindst fire måneder.
66. Det er herefter ikke nødvendigt at besvare det andet spørgsmål.
IV – Forslag til afgørelse
67. Set i lyset af de foregående betragtninger skal jeg foreslå Domstolen at besvare College van Beroep voor het bedrijfslevens præjudicielle spørgsmål som følger:
»Artikel 3, litra f), i Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for oksekød, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1512/2001af 23. juli 2001, er ikke til hinder for, at en medlemsstat gør tildelingen af ammekopræmie afhængig af kælvningshyppigheden og af, at koen har ammet sin kalv i mindst fire måneder.«
1 – Originalsprog: fransk.
2– Rådets forordning af 17.5.1999 om den fælles markedsordning for oksekød, EFT L 160, s. 21, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1512/2001 af 23.7.2001, EFT L 201, s. 1, herefter »forordning nr. 1254/1999«.
3 – Rådets forordning af 28.12.1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1).
4 – Artikel 6, stk. 2, første afsnit, litra b), i forordning nr. 1254/1999.
5 – Artikel 6, stk. 7, i forordning nr. 1254/1999.
6 – Kommissionens forordning af 28.10.1999 om gennemførelsesbestemmelser for forordning nr. 1254/1999 for så vidt angår præmieordningerne (EFT L 281, s. 30, herefter »gennemførelsesforordningen«).
7 – Kommissionens forordning af 11.12.2001 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 (EFT L 327, s. 11)
8 – Rådets forordning af 27.11.1992 om et integreret system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger (EFT L 355, s. 1).
9 – Jf. dom af 1.3.2007, sag C-34/05, Schouten, Sml. I, s. 1687, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis.
10 – Se Le Petit Robert, Dictionnaire de la langue française, Paris, 2008.
11 – Jf. punkt 33 og 34 i den franske regerings indlæg.
12 – Jf. punkt 41 i Kommissionens indlæg.
13 – Jf. punkt 18 i den nederlandske regerings indlæg.
14 – Jf. anden betragtning til gennemførelsesforordningen, som udtrykkeligt henviser til første betragtning til forordning nr. 3508/92.
15 – Jf. bilag I til Kommissionens indlæg.
Full & Egal Universal Law Academy