Sag C-142/06
Olicom A/S
mod
Skatteministeriet
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Østre Landsret)
»Fælles toldtarif – toldpositioner – tarifering i den kombinerede nomenklatur – automatiske databehandlingsmaskiner – netværkskort med »modem«-funktion – begrebet »selvstændig funktion««
Sammendrag af dom
Fælles toldtarif – toldpositioner
Kombinerede netværkskort, som er beregnet til at sætte i bærbare computere, der, fordi de har en »modem«-funktion, kan anvendes til udveksling af data gennem eksterne netværk, skal efter den 1. januar 1996 tariferes som databehandlingsmaskiner i pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur, der er gengivet i bilag I til forordning nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, som ændret ved forordning nr. 3009/95.
Kortene opfylder således de tre betingelser i bestemmelse 5 B til kapitel 84 i den kombinerede nomenklatur, for så vidt som de udelukkende anvendes i forbindelse med bærbare computere, idet de indsættes i disse, de virker kun, hvis de er forbundet med denne type computere, og de er i stand til at omdanne indkommende signaler til data, som en automatisk databehandlingsmaskine kan anvende, og udgående signaler til data, som kan anvendes af det eksterne miljø, uanset om de overføres til et lokalt netværk (»LAN«) eller et eksternt netværk (»WAN«).
Sådanne kort udøver ikke en »selvstændig funktion« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i bestemmelse 5 E til kapitel 84 til den kombinerede nomenklatur. Den »selvstændige funktion«, som en maskine, som arbejder sammen med en automatisk databehandlingsmaskine, udøver, skal således være en funktion »bortset fra databehandling«. For så vidt som de kombinerede kort er bestemt til at overføre data mellem flere computere og derved gør eksterne signaler forståelige for computere ved disses indgang og omdanner de signaler, computeren har behandlet, til signaler, som det eksterne miljø kan anvende, ved disses udgang – uafhængigt af om de modtagne eller afsendte signaler er analoge eller digitale – består den funktion, de udfører, i databehandling.
(jf. præmis 22, 25, 30 og 32 samt domskonkl.)
DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
18. juli 2007 (*)
»Fælles toldtarif – toldpositioner – tarifering i den kombinerede nomenklatur – automatiske databehandlingsmaskiner – netværkskort med »modem«-funktion – begrebet »selvstændig funktion««
I sag C‑142/06,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Østre Landsret (Danmark) ved afgørelse af 9. marts 2006, indgået til Domstolen den 16. marts 2006, i sagen:
Olicom A/S
mod
Skatteministeriet,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne J.N. Cunha Rodrigues, U. Lõhmus (refererende dommer), A. Ó Caoimh og A. Arabadjiev,
generaladvokat: J. Mazák
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den danske regering ved J. Molde, som befuldmægtiget, bistået af advokat P. Biering
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Hottiaux, som befuldmægtiget, bistået af advokat P. Heidmann,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. marts 2007,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af bestemmelse 5 E til kapitel 84 i den kombinerede nomenklatur til den fælles toldtarif, der er gengivet i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 3009/95 af 22. december 1995 (EFT L 319, s. 1, herefter »den kombinerede nomenklatur«).
2 Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem det danske selskab Olicom A/S (herefter »Olicom«) og Skatteministeriet vedrørende tarifering af visse netværkskort med »modem«-funktion.
Retsforskrifter
3 Pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur har følgende ordlyd:
»Automatiske databehandlingsmaskiner [computere] og enheder dertil; magnetiske og optiske læsere, maskiner til overførsel af data til datamedier i kodet form samt maskiner til bearbejdning af sådanne data, ikke andetsteds tariferet«.
4 Bestemmelse 5 til kapitel 84 i den kombinerede nomenklatur, som er relevant i forhold til pos. 8471, præciserer:
»A. […]
B. Automatiske databehandlingsmaskiner kan foreligge som anlæg bestående af et varierende antal selvstændige enheder. Under forbehold af punkt E nedenfor skal en enhed anses for en del af et komplet anlæg, såfremt den opfylder alle de følgende betingelser:
a) Den anvendes udelukkende eller hovedsagelig i forbindelse med et automatisk databehandlingsanlæg.
b) Den kan tilsluttes centralenheden enten direkte eller gennem en eller flere andre enheder.
c) Den kan modtage eller aflevere data i en form (koder eller signaler), der kan anvendes af anlægget.
C. Enheder, der foreligger særskilt, til automatiske databehandlingsanlæg tariferes i pos. 8471.
D. [...]
E. Maskiner, der udfører en selvstændig funktion, bortset fra databehandling, og som er sammenbygget eller forbundet med en automatisk databehandlingsmaskine, tariferes i positionen for den pågældende arbejdsfunktion, eller, hvis en sådan ikke findes, i en relevant opsamlingsposition.«
5 Pos. 8517 i den kombinerede nomenklatur har følgende ordlyd:
»Elektroniske apparater til trådtelefoni og trådtelegrafi, herunder apparater til trådtelefoni, med trådløst telefonrør, og apparater til bærefrekvenstrådsystemer eller digitalnetsystemer; videofoner«.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
6 Olicom importerede i årene 1996-1999 udstyr til computernetværk, som selskabet tariferede i pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur. Det drejede sig navnlig om netværkskort, som er beregnet til at sætte i bærbare computere.
7 Disse kort modtager, omformer og afsender signaler fra en computer til andre computere i netværket. Visse af disse importerede netværkskort kan alene anvendes til at forbinde computere med lokale netværk (»LAN«-funktionen (»Local Area Network«)), mens andre er kombinerede, således at de derudover også har en »modem«-funktion (herefter »kombinerede kort«), hvilket muliggør bærbare computeres forbindelse til eksterne netværk (»WAN«-funktionen (»Wide Area Network«)).
8 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at de kombinerede kort er resultatet af en videreudvikling af de rene LAN-produkter, og at de er fremstillet på en sådan måde, at »WAN«-funktionen ikke kan virke uden »LAN«-funktionen, mens sidstnævnte funktion derimod godt kan anvendes, selv om »WAN«-funktionen fjernes. »WAN«-funktionen udgør 27% eller 40% af den samlede pris på de kombinerede kort. Hvad angår dataoverførselshastigheden er »LAN«-funktionens hastighed i de pågældende kort 500 gange højere end »WAN«-funktionens hastighed.
9 Denne type kombinerede kort opfylder behovet hos brugere af bærbare computere, der normalt anvender et lokalt netværk til kommunikation, men som lejlighedsvis har brug for at sende eller modtage data, mens de er borte fra deres normale arbejdsplads. I sådanne situationer kan de anvende kortets »WAN«-funktion som modem. At denne funktion er tilføjet betyder, at kunderne undgår at skulle købe et separat modem. Prisen for de kombinerede kort, som Olicom solgte, var tre til seks gange højere end prisen for et egentligt modem.
10 Med henvisning til punkt 4 i bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 1165/95 af 23. maj 1995 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EFT L 117, s. 15), der bestemte, at kort, som er beregnet til indbygning i ledningsforbundne digitale databehandlingsmaskiner, således at disse kan udveksle data uden anvendelse af modem i et lokalt netværk, skulle tariferes i pos. 8517, hvilket indebar en forhøjelse af den told, der skulle betales, besluttede de danske myndigheder at gennemføre en efteropkrævning af den af Olicom skyldige told. Olicom klagede over denne afgørelse den 16. juni 1999.
11 Ved dom af 10. maj 2001, Cabletron (sag C-463/98, Sml. I, s. 3495), erklærede Domstolen forordning nr. 1165/95 ugyldig, for så vidt som den tariferede de i punkt 4 i bilaget til forordningen omhandlede netværkskort i pos. 8517 i den kombinerede nomenklatur.
12 På grundlag af de retningslinjer vedrørende fortolkningen af Cabletron-dommen, som Kommissionen har udarbejdet og sendt til medlemsstaterne, opnåede Olicom tilbagebetaling af tolden vedrørende de netværkskort, der udelukkende havde »LAN«-funktion. Hvad angår tolden for de kombinerede kort afviste de kompetente danske myndigheder at tilbagebetale denne, idet de var af den opfattelse, at da disse kort ligeledes havde en »modem«-funktion, skulle de tariferes i pos. 8517 som kommunikationsapparater.
13 Olicom anfægtede en sådan tarifering af de kombinerede kort og anlagde efter at have udtømt den administrative klageadgang sag ved Østre Landsret. Denne ret anmodede i første omgang de danske myndigheder om at forelægge sagen for Toldkodeksudvalget. Toldkodeksudvalget udtalte den 10. januar 2005, at de kombinerede kort skulle tariferes i pos. 8517.
14 Under disse omstændigheder har Østre Landsret besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal bilag I til […] forordning […] nr. 2658/87 […], som ændret ved […] forordning […] nr. 3009/95, fortolkes således, at kombinerede netværks- og modemkort som de i hovedsagen omhandlede efter den 1. januar 1996 skal tariferes som databehandlingsmaskiner i pos. 8471 eller som kommunikationsapparater i pos. 8517?
EF-Domstolen bedes i den forbindelse tage stilling til, om begrebet »selvstændig funktion« i bestemmelse 5 E i kapitel 84 som affattet ved forordning nr. 3009/95 skal fortolkes således, at der skal ske en tarifering i en anden position end pos. 8471 på baggrund af tilstedeværelsen af funktionen (WAN), eller opstilles der krav om, at der alene foretages en tarifering af produktet i en anden position end pos. 8471, i det omfang funktionen (WAN) kan fungere uafhængigt af en automatisk databehandlingsmaskine[?]
2) I det omfang EF-Domstolen finder, at WAN-funktionen i det kombinerede netværks- og modemkort udgør en selvstændig funktion, bedes EF-Domstolen tage stilling til, om det er af betydning for tariferingen, om produktets hovedfunktion kan anses for at være LAN-funktionen.«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
15 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om kombinerede kort, som er beregnet til at sætte i bærbare computere, efter den 1. januar 1996 skal tariferes som databehandlingsmaskiner i pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur eller som kommunikationsapparater i pos. 8517 heri. Retten ønsker i denne forbindelse oplyst, om begrebet »selvstændig funktion« i bestemmelse 5 E i kapitel 84 i den kombinerede nomenklatur skal fortolkes således, at det kræves, at disse korts »modem«-funktion kan fungere uafhængigt af en automatisk databehandlingsmaskine, eller om det er tilstrækkeligt, at kortene har en sådan funktion.
16 Det fremgår af fast retspraksis, at det følger af såvel retssikkerheds- som kontroltekniske hensyn, at det afgørende kriterium for tarifering af varer normalt vil være disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i den kombinerede nomenklatur og de supplerende bestemmelser til dennes afsnit og kapitler (jf. bl.a. dom af 19.10.2000, sag C-339/98, Peacock, Sml. I, s. 8947, præmis 9, af 16.9.2004, sag C-396/02, DFDS, Sml. I, s. 8439, præmis 27, af 15.9.2005, sag C-495/03, Intermodal Transports, Sml. I, s. 8151, præmis 47, og af 12.1.2006, sag C-311/04, Algemene Scheeps Agentuur Dordrecht, Sml. I, s. 609, præmis 26).
17 De bestemmelser, der indleder kapitlerne i den fælles toldtarif, udgør – i øvrigt ligesom også Toldsamarbejdsrådets forklarende bemærkninger til nomenklaturen – et vigtigt hjælpemiddel til at sikre en ensartet anvendelse af toldtariffen, hvorfor de kan betragtes som gyldige midler til dens fortolkning (jf. dom af 19.5.1994, sag C-11/93, Siemens Nixdorf, Sml. I, s. 1945, præmis 12, af 18.12.1997, sag C-382/95, Techex, Sml. I, s. 7363, præmis 12, og Peacock-dommen, præmis 10).
18 Med henblik på tarifering i den korrekte position skal det endelig bemærkes, at varens bestemmelse kan udgøre et objektivt kriterium ved tarifering, såfremt varen og dens bestemmelse hænger uløseligt sammen, og denne sammenhæng kan påvises ud fra varens objektive karakteristika og egenskaber (jf. dom af 1.6.1995, sag C-459/93, Thyssen Haniel Logistic, Sml. I, s. 1381, præmis 13, DFDS-dommen, præmis 29, og dom af 15.2.2007, sag C-183/06, RUMA, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 36).
19 Det bemærkes for det første, at Domstolen i Peacock-dommen, præmis 23, har fastslået, at i perioden fra juli 1990 til maj 1995 skulle netværkskort, som skal installeres i automatiske databehandlingsmaskiner, tariferes i pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur som »enheder« til sådanne maskiner.
20 Domstolen har ligeledes fastslået i Peacock-dommens præmis 16-20, at netværkskortene udelukkende er beregnet til anvendelse i automatiske databehandlingsmaskiner, er direkte tilsluttet disse og har den funktion at levere og modtage data i en form, som kan anvendes af maskinerne. Den har udledt heraf, at de pågældende kort kan sammenlignes med alle andre midler, som anvendes af en automatisk databehandlingsmaskine for at modtage eller levere data, i den forstand, at de ikke udfører en arbejdsfunktion, som de kunne udføre uden brug af en sådan maskine. Sidste afsnit i bestemmelse 5 B til kapitel 84 i den kombinerede nomenklatur, i den affattelse, som var gældende før den 1. januar 1996, udelukker derfor ikke, at sådanne kort skal tariferes i pos. 8471, idet de ikke udfører en selvstændig funktion. Desuden opfylder de alle de betingelser, som er opstillet til »enheder« i den nævnte bestemmelse, idet de kan tilsluttes centralenheden og er specielt konstrueret som dele til et automatisk databehandlingsanlæg.
21 Denne fortolkning er bekræftet i præmis 16 og 17 i Cabletron-dommen, hvori Domstolen i øvrigt i præmis 27 har præciseret, at de i punkt 4 i bilaget til forordning nr. 1165/95 omhandlede netværkskort, dvs. kort, som er beregnet til indbygning i ledningsforbundne digitale databehandlingsmaskiner, således at disse kan udveksle data uden anvendelse af modem i et lokalt netværk, skal tariferes i pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur såvel før som efter den 1. januar 1996.
22 Det skal for det andet undersøges, hvorvidt den retspraksis, som er nævnt i nærværende doms præmis 19-21, ligeledes finder anvendelse på kombinerede kort, der, fordi de har en »modem«-funktion, kan anvendes til udveksling af data gennem eksterne netværk.
23 Ordlyden af pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur omfatter bl.a. automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil, mens ordlyden af pos. 8517 bl.a. vedrører apparater til bærefrekvenstrådsystemer eller digitalnetsystemer.
24 Det fremgår af bestemmelse 5 B til kapitel 84 i den kombinerede nomenklatur, at automatiske databehandlingsmaskiner kan foreligge som anlæg bestående af et varierende antal selvstændige enheder. Under forbehold af bestemmelse 5 E til det pågældende kapitel skal en enhed anses for en del af et komplet anlæg, såfremt den opfylder tre betingelser: For det første skal den anvendes udelukkende eller hovedsagelig i forbindelse med et automatisk databehandlingsanlæg, for det andet skal den kunne tilsluttes centralenheden enten direkte eller gennem en eller flere andre enheder, og for det tredje skal den kunne modtage eller aflevere data i en form, der kan anvendes af anlægget. Bestemmelse 5 C til samme kapitel tilføjer, at enheder, der foreligger særskilt, til automatiske databehandlingsanlæg tariferes i pos. 8471.
25 I lighed med de netværkskort, der var genstand for Peacock-dommen og Cabletron-dommen, opfylder de kombinerede kort i henhold til den beskrivelse, som fremgår af sagsakterne, alle disse tre betingelser, for så vidt som de udelukkende anvendes i forbindelse med bærbare computere, idet de indsættes i disse, de virker kun, hvis de er forbundet med denne type computere, og de er i stand til at omdanne indkommende signaler til data, som en automatisk databehandlingsmaskine kan anvende, og udgående signaler til data, som kan anvendes af det eksterne miljø, uanset om de overføres til et lokalt netværk (»LAN«) eller et eksternt netværk (»WAN«).
26 Den danske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber er imidlertid af den opfattelse, at da de pågældende kort er i stand til selvstændigt at overføre informationer i form af udførelse af kommunikation i et netværk for trådtelefoni, uden at det er nødvendigt at bruge den bærbare computer, som de er tilsluttet, har de en selvstændig funktion i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i bestemmelse 5 E til kapitel 84 i den kombinerede nomenklatur. Da det ikke er muligt at bestemme sådanne kombinerede korts hovedfunktion i henhold til bestemmelse 3 i afsnit XVI i den kombinerede nomenklatur, skal den korrekte tarifering afgøres med anvendelse af bestemmelse 3, litra c), i de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende denne nomenklatur, hvorefter varen henføres under den position, som har det højeste nummer blandt de positioner, som i lige grad kan komme i betragtning. Det følger heraf, at de kombinerede kort skal tariferes i pos. 8517 som kommunikationsapparater.
27 Denne argumentation kan ikke tages til følge.
28 Det skal for det første bemærkes, at selv om de kombinerede kort på grund af deres »modem«-funktion er i stand til at overføre informationer i form af udførelse af kommunikation i et netværk for trådtelefoni, kan det i modsætning til, hvad den danske regering og Kommissionen har anført, ikke heraf udledes, at kortene er i stand til at gøre det selvstændigt, eller at de er i stand til at fungere uafhængigt, uden nødvendigvis at gøre brug af den bærbare computer, som de er tilsluttet.
29 Det fremgår således for det første af sagsakterne, at et kombineret korts »modem«-funktion alene kan anvendes, hvis det er tilsluttet en automatisk databehandlingsmaskine, som overfører de nødvendige instruktioner og data til kortet, og for det andet, at denne funktion ikke kan anvendes uden »LAN«-funktionen, hvorimod »LAN«-funktionen fortsat kan anvendes, selv om »WAN«-funktionen fjernes.
30 Det fremgår for det andet af ordlyden af bestemmelse 5 E til kapitel 84 til den kombinerede nomenklatur, at den »selvstændige funktion«, som en maskine, som arbejder sammen med en automatisk databehandlingsmaskine, udøver, skal være andet end databehandling [»bortset fra databehandling«]. For så vidt som de kombinerede kort er bestemt til at overføre data mellem flere computere og derved gør eksterne signaler forståelige for computere ved disses indgang og omdanner de signaler, computeren har behandlet, til signaler, som det eksterne miljø kan anvende, ved disses udgang – uafhængigt af om de modtagne eller afsendte signaler er analoge eller digitale – består den funktion, de udfører, i databehandling. Det følger heraf, at sådanne kort ikke udøver en »selvstændig funktion« i den pågældende bestemmelses forstand.
31 Det skal for det tredje bemærkes, at selv om det er korrekt, at de forklarende bemærkninger til Verdenstoldorganisationens harmoniserede system vedrørende pos. 8517 på tidspunktet for hovedsagens faktiske omstændigheder blandt apparater til bærefrekvenstrådsystemer eller digitalnetsystemer udtrykkeligt nævnte kombinerede modulatorer-demodulatorer (modemmer), fremgår det ikke desto mindre af fast retspraksis, at de nævnte forklarende bemærkninger indeholder vigtige, om end ikke bindende, bidrag til fortolkningen af de forskellige toldpositioners rækkevidde. Indholdet af de forklarende bemærkninger skal derfor være i overensstemmelse med bestemmelserne i den kombinerede nomenklatur og må ikke ændre disses rækkevidde (jf. bl.a. Intermodal Transports-dommen, præmis 48, samt dom af 8.12.2005, sag C-445/04, Possehl Erzkontor, Sml. I, s. 10721, præmis 20, og af 16.2.2006, sag C-500/04, Proxxon, Sml. I, s. 1545, præmis 22).
32 Herefter skal første spørgsmål besvares med, at kombinerede kort, som er beregnet til at sætte i bærbare computere, efter den 1. januar 1996 skal tariferes som databehandlingsmaskiner i pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur.
Det andet spørgsmål
33 Det andet spørgsmål er kun stillet for det tilfælde, at Domstolen ville finde, at de kombinerede korts »modem«-funktion udgør en selvstændig funktion. Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at tage stilling til det andet spørgsmål.
Sagens omkostninger
34 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Kombinerede netværkskort, som er beregnet til at sætte i bærbare computere, skal efter den 1. januar 1996 tariferes som databehandlingsmaskiner i pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur til den fælles toldtarif, der er gengivet i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 3009/95 af 22. december 1995.
Underskrifter
* Processprog: dansk.
Full & Egal Universal Law Academy