Sag C-279/06
CEPSA Estaciones de Servicio SA
mod
LV Tobar e Hijos SL
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af
Audiencia Provincial de Madrid)
»Konkurrence – aftaler – aftaler mellem virksomheder – artikel 81 EF – forordning (EØF) nr. 1984/83 – artikel 10-13 – forordning nr. 2790/1999 – artikel 4, litra a) – aftale om eneforhandling af olieprodukter mellem indehaveren af en tankstation og et olieselskab – fritagelse«
Sammendrag af dom
1. Konkurrence – aftaler – aftaler mellem virksomheder – begreb – aftale om eneforhandling af motorbrændstoffer og olieprodukter mellem en leverandør og indehaveren af en tankstation
(Art. 81, stk. 1, EF)
2. Konkurrence – aftaler – forbud – gruppefritagelse – eksklusive købsaftaler – forordning nr. 1984/83 – aftale om eneforhandling af motorbrændstoffer og olieprodukter mellem en leverandør og indehaveren af en tankstation – maksimal varighed – betingelser
[Kommissionens forordning nr. 1984/83, som ændret ved forordning nr. 1582/97, art. 10 og art. 12, stk. 1, litra c)]
3. Konkurrence – aftaler – forbud – gruppefritagelse – eksklusive købsaftaler – aftale indgået under ordningen i forordning nr. 1984/83 – bestemmelser, der finder anvendelse efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 2790/1999
[Kommissionens forordning nr. 1984/83, som ændret ved forordning nr. 1582/97, og nr. 2790/1999, art. 3, stk. 1, art. 5, litra a), og art. 12]
4. Konkurrence – aftaler – forbud – gruppefritagelse – eksklusive købsaftaler – forordning nr. 1984/83 – aftale om eneforhandling af motorbrændstoffer og olieprodukter mellem en leverandør og indehaveren af en tankstation – leverandørens fastsættelse af detailsalgsprisen – ikke omfattet
(Kommissionens forordning nr. 1984/83, som ændret ved forordning nr. 1582/97, art. 10, 11, 12 og 13, og nr. 2790/1999)
5. Konkurrence – aftaler – forbud – gruppefritagelse – vertikale aftaler – forordning nr. 2790/1999 – fastsættelse af en maksimal salgspris – betingelser
[Kommissionens forordning nr. 2790/1999, art. 2 og art. 4, litra a)]
6. Konkurrence – aftaler – aftaler mellem virksomheder – ugyldighed
(Art. 81, stk. 1 og 2, EF)
1. En aftale om eneforhandling af olieprodukter mellem indehaveren af en tankstation og en leverandør kan falde inden for anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 1, EF, hvis den på den ene side udgør en aftale mellem virksomheder, fordi tankstationsindehaveren i en ikke ubetydelig grad bærer en eller flere finansielle og forretningsmæssige risici forbundet med salg af disse produkter til tredjemænd, hvorfor han bliver betragtet som uafhængig økonomisk aktør, og hvis aftalen på den anden side indeholder klausuler, som kan begrænse konkurrencen, såsom klausulen vedrørende fastsættelse af detailsalgspriserne, hvilket udtrykkeligt er forbudt i henhold til artikel 81, stk. 1, litra a), EF, for så vidt som alle de andre betingelser for anvendelse af bestemmelsen er opfyldt.
I tilfælde af, at tankstationsindehaveren ikke bærer sådanne risici eller alene bærer en ubetydelig del heraf, bliver han ikke en uafhængig økonomisk operatør ved salget af motorbrændstof til tredjemænd, idet forholdene mellem indehaveren og leverandøren således er identiske med dem, som findes mellem en agent og hans kommittent. I dette tilfælde er det alene de forpligtelser, der er pålagt tankstationsindehaveren i forbindelse med salg af produkter til tredjemænd for leverandørens regning, herunder fastsættelsen af detailsalgspriser, der ikke er omfattet af artikel 81, stk. 1, EF. Derimod er det alene de forpligtelser, der er pålagt indehaveren inden for rammerne af de mellemhandlertjenester, som denne tilbyder over for leverandøren, som vedrører forholdene mellem agenten og kommittenten som økonomisk uafhængige aktører, der kan falde inden for bestemmelsens anvendelsesområde. Dette er tilfældet for så vidt angår klausuler om eksklusivitet og konkurrenceklausuler, som kan være i strid med konkurrencereglerne, for så vidt som bestemmelserne indebærer, at der sker udelukkelse fra det relevante marked.
(jf. præmis 35, 40-42 og 44 samt domskonkl. 1)
2. En aftale om eneforhandling af olieprodukter mellem indehaveren af en tankstation og en leverandør kan drage fordel af en gruppefritagelse efter forordning nr. 1984/83 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, [nu artikel 81, stk. 1, EF] på kategorier af eksklusive købsaftaler, som ændret ved forordning nr. 1582/97, hvis den overholder kravet om en maksimal varighed på ti år efter denne forordnings artikel 12, stk. 1, litra c), og hvis leverandøren til gengæld for eksklusiviteten giver tankstationsindehaveren væsentlige økonomiske fordele, som medvirker til en forbedring af distributionen, letter installeringen eller moderniseringen af tankstationen og nedsætter salgsomkostningerne.
(jf. præmis 49, 54 og 60 samt domskonkl. 2)
3. I tilfælde af, at gyldighedsperioden for en eksklusiv købsaftale, som er indgået under ordningen i forordning nr. 1984/83, løber til efter udløbet af denne forordning, den 31. december 1999, finder den i forordningen omhandlede fritagelse fortsat anvendelse frem til den 31. maj 2000 i henhold til forordning nr. 2790/1999 om anvendelse af artikel 81, stk. 3, EF på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis. En sådan kontrakt kan således falde ind under fritagelsen i forordning nr. 2790/1999 fra ikrafttrædelsesdatoen, den 1. juni 2000, på betingelse af, at leverandørens markedsandel ikke overstiger 30% af det relevante marked, hvorpå denne sælger aftalevarerne eller -tjenesterne, og at varigheden af de direkte eller indirekte konkurrenceklausuler ikke er ubegrænset eller på over fem år, idet en konkurrenceklausul, som stiltiende fornys ud over en periode på fem år, skal betragtes som indgået på ubestemt tid. En overgangsperiode blev imidlertid fastsat frem til den 31. december 2001, hvor forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF ikke skulle finde anvendelse på aftaler, som var i kraft den 31. maj 2000, og som opfyldte betingelserne for fritagelse i forordning nr. 1984/83, men ikke betingelserne i forordning nr. 2790/1999.
(jf. præmis 56-60)
4. Artikel 10-13 i forordning nr. 1984/83 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, [nu artikel 81, stk. 1, EF] på kategorier af eksklusive købsaftaler, som ændret ved forordning nr. 1582/97, skal fortolkes således, at de er til hinder for anvendelsen af gruppefritagelsen på en eneforhandlerkontrakt, som bestemmer, at leverandøren fastsætter detailsalgsprisen, idet en sådan forpligtelse ikke er blandt de forpligtelser, der opregnes udtømmende i forordningens artikel 11, og som, ud over eksklusivitet, kan pålægges videreforhandleren.
Spørgsmålet, om det på den ene side er muligt for leverandøren ensidigt at ændre klausulen om fastsættelse af prisen for at bringe den i overensstemmelse med konkurrencereglerne, og på den anden side, om kontrakten i dette tilfælde kan forblive gyldig, henhører under den nationale ret, som finder anvendelse på en sådan kontrakt. I tilfælde af, at en ensidig ændring er tilladt, skal betingelserne for fritagelse undersøges med hensyn til den lovgivning, der var gældende på tidspunktet for en sådan ændring.
(jf. præmis 63, 65, 67, 68, 75 og 76 samt domskonkl. 3)
5. Fritagelsen efter artikel 2 i forordning nr. 2790/1999 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, EF på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis gælder ifølge forordningens artikel 4, litra a), ikke for vertikale aftaler, der har til formål at begrænse køberens adgang til at fastsætte sin salgspris med forbehold af leverandørens mulighed for at fastsætte maksimumssalgspriser eller vejledende salgspriser, forudsat at disse ikke som følge af pres eller incitamenter fra den ene af parterne får karakter af faste priser eller minimumssalgspriser.
Hvad angår fastsættelsen af en maksimal salgspris tilkommer det den forelæggende ret at undersøge, hvorvidt videresælgeren har en reel mulighed for at nedsætte salgsprisen, idet der skal tages hensyn til de kontraktmæssige forpligtelser under ét i deres økonomiske og retlige sammenhæng, og parterne i hovedsagens adfærd. Det skal særligt undersøges, hvorvidt detailsalgsprisen ikke reelt var fastsat ved indirekte eller skjulte foranstaltninger, såsom fastsættelse af videresælgerens margin, trusler, afskrækkelser, advarsler, sanktioner eller tilskyndelsesforanstaltninger.
(jf. præmis 69-71)
6. Ugyldigheden i henhold til artikel 81, stk. 2, EF påvirker alene hele kontrakten, hvis de dele af aftalen, der er i strid med artikel 81, stk. 1, EF, ikke kan udskilles fra aftalens øvrige bestemmelser. I modsat fald skal virkningerne af ugyldigheden for aftalen i øvrigt ikke bedømmes efter fællesskabsretten.
(jf. præmis 78-80 og domskonkl. 4)
DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
11. september 2008 (1)
»Konkurrence – aftaler – aftaler mellem virksomheder – artikel 81 EF – forordning (EØF) nr. 1984/83 – artikel 10-13 – forordning nr. 2790/1999 – artikel 4, litra a) – aftale om eneforhandling af olieprodukter mellem indehaveren af en tankstation og et olieselskab – fritagelse«
I sag C-279/06,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Audiencia Provincial de Madrid (Spanien) ved afgørelse af 16. juni 2006, indgået til Domstolen den 27. juni 2006, i sagen:
CEPSA Estaciones de Servicio SA
mod
LV Tobar e Hijos SL,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne U. Lõhmus (refererende dommer), J. Klučka, A. Ó Caoimh og P. Lindh,
generaladvokat: P. Mengozzi
justitssekretær: fuldmægtig C. Strömholm,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. juni 2007,
efter at der er afgivet indlæg af:
– CEPSA Estaciones de Servicio SA ved abogados A. Martínez Sánchez, J. Folguera Crespo og F. Lorente Hurtado
– LV Tobar e Hijos SL ved abogados A. Hernández Pardo, M. Gaitán Luján og S. Beltrán Ruiz
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Mojzesowicz samt ved E. Gippini Fournier og F. Castillo de la Torre, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 13. marts 2008,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 81 EF og artikel 10-13 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1984/83 af 22. juni 1983 om anvendelse af traktatens artikel [81], stk. 3, på kategorier af eksklusive købsaftaler (EFT L 173, s. 5, og berigtigelse i EFT 1984 L 79, s. 38), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1582/97 af 30. juli 1997 (EFT L 214, s. 27, herefter »forordning nr. 1984/83«).
2 Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem CEPSA Estaciones de Servicio SA (herefter »CEPSA«), der er sagsøger i hovedsagen, og LV Tobar e Hijos, SL (herefter »Tobar«), der er sagsøgt i hovedsagen, vedrørende sidstnævntes manglende gennemførelse af den eksklusive købsaftale, som de to selskaber har indgået.
De fællesskabsretlige bestemmelser
3 Forordning nr. 1984/83 udelukker visse eksklusive købsaftaler og samordnet praksis, som normalt opfylder betingelserne i stk. 3 i EF-traktatens artikel 85 (nu artikel 81 EF), fra anvendelsesområdet for bestemmelsens stk. 1, eftersom de i almindelighed indebærer en forbedring i distributionen af varer.
4 5., 6., 13., 15. og 17. betragtning til forordningen har følgende ordlyd:
»(5) De i denne forordning omhandlede eksklusive købsaftaler medfører i almindelighed en forbedring af distributionen; de gør det muligt for leverandøren at planlægge afsætningen af sine varer mere nøjagtigt og i længere tid i forvejen, og de sikrer videreforhandleren en regelmæssig dækning af hans behov i aftaleperioden; de deltagende virksomheder opnår derved mulighed for at begrænse risikoen for markedssvingninger og for at nedbringe salgsomkostningerne.
(6) Sådanne aftaler letter endvidere markedsføringen af en vare og medfører en intensiv bearbejdning af markedet, fordi leverandøren som modydelse for videreforhandlerens eksklusive købspligt som regel forpligter sig til med egne ydelser at bidrage til en forbedring af salgsnettets struktur, kvaliteten af ydelser i forbindelse med salget eller til fremme af salget; sådanne aftaler stimulerer således konkurrencen mellem forskellige fabrikanters varer; en sådan ordning med flere videreforhandlere, der har påtaget sig eksklusive købsforpligtelser og tillige har overtaget de salgsfremmende foranstaltninger, kundeservice og lagerhold, er ofte det mest effektive middel, tit endog det eneste, for en fabrikant til at trænge ind på et marked og dér konkurrere med andre fabrikanter […]
[…]
(13) [Aftaler om levering af øl og om tankstationer] kendetegnes i almindelighed ved, at leverandøren på den ene side giver videreforhandleren særlige økonomiske eller finansielle fordele, idet han godtgør ham mistede tilskud, yder eller formidler et lån på gunstige betingelser, overlader ham en grund eller lokaler til restauranten eller tankstationen, stiller tekniske anlæg eller andet udstyr til rådighed eller foretager andre investeringer, der kommer videreforhandleren til gode, og på den anden side ved, at videreforhandleren over for leverandøren påtager sig en langvarig eksklusiv købsforpligtelse, der for det meste er forbundet med et konkurrenceforbud.
[…]
(15) Gennem de økonomiske og finansielle fordele, som leverandøren giver videreforhandleren, lettes indretningen, moderniseringen og driften af restauranter og tankstationer i væsentlig grad […]
[…]
(17) […] En eksklusiv købsforpligtelse for smøremidler og andre lignende olieprodukter kan kun tillades under forudsætning af, at leverandøren stiller særlige tekniske anlæg til smøring til rådighed for videreforhandleren eller finansierer sådanne anlæg […]«
5 De særlige bestemmelser for aftaler indgået med tankstationsindehavere (herefter »tankstationsaftalerne«) er fastsat i artikel 10-13 i forordning nr. 1984/83.
6 Denne forordnings artikel 10 har følgende ordlyd:
»Traktatens artikel 85, stk. 1, erklæres i medfør af artikel 85, stk. 3, og på de i artikel 11, 12 og 13 i denne forordning nævnte betingelser for uanvendelig på aftaler, hvori kun deltager to virksomheder, og hvorved den ene aftalepart, videreforhandleren, over for den anden aftalepart, leverandøren, mod særlige økonomiske eller finansielle fordele forpligter sig til udelukkende fra leverandøren eller en med denne forbunden virksomhed eller fra en anden virksomhed, som har fået overdraget forhandlingen af leverandørens varer, at aftage bestemte af olie fremstillede brændstoffer til motorkøretøjer eller bestemte af olie fremstillede brændstoffer til motorkøretøjer og bestemte andre brændstoffer, som er anført i aftalen, med henblik på videresalg fra en i aftalen angiven tankstation.«
7 Forordningens artikel 11 bestemmer:
»Ud over den i artikel 10 nævnte forpligtelse må der ikke pålægges videreforhandleren andre konkurrencebegrænsninger end forpligtelsen til
a) fra den i aftalen angivne tankstation ikke at sælge brændstoffer til motorkøretøjer og andre brændstoffer, som tilbydes af andre virksomheder end medkontrahenten
b) ikke at benytte smøremidler og andre lignende olieprodukter leveret af andre virksomheder end medkontrahenten på den i aftalen angivne tankstation, dersom leverandøren eller en med denne forbunden virksomhed har stillet et anlæg til olieskift eller et andet anlæg til smøring af motorkøretøjer til rådighed for videreforhandleren eller har finansieret et sådan anlæg
c) i og uden for den i aftalen omhandlede tankstation kun at reklamere for de af andre virksomheder end medkontrahenten leverede varer i et omfang, som svarer til disse varers andel af tankstationens samlede omsætning
d) kun at lade anlæg til oplagring og aftapning af olieprodukter, som er indrettet på leverandørens eller en med denne forbunden virksomheds ejendom, eller som er finansieret af leverandøren eller af en med denne forbunden virksomhed, passe af leverandøren eller en af denne udpeget virksomhed.«
8 Artikel 12 i forordning nr. 1984/83 opregner de klausuler og kontraktlige forpligtelser, der udgør en hindring for anvendelsen af forordningens artikel 10, herunder betingelsen om, at kontrakten ikke må indgås for et ubestemt tidsrum eller for mere end ti år.
9 Det bestemmes i samme forordnings artikel 13, at artikel 2, stk. 1 og 3, artikel 3, litra a) og b), samt artikel 4 og 5 finder analog anvendelse på aftaler om tankstationer.
10 Forordning nr. 1984/83 udløb den 31. december 1999. Den 1. januar 2000 trådte Kommissionens forordning (EF) nr. 2790/1999 af 22. december 1999 om anvendelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (EFT L 336, s. 21) i kraft.
11 Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2790/1999 bestemmer:
»Med forbehold af stk. 2 i nærværende artikel gælder fritagelsen efter artikel 2 på betingelse af, at leverandørens markedsandel ikke overstiger 30% af det relevante marked, hvorpå denne sælger aftalevarerne eller -tjenesterne.«
12 Samme forordnings artikel 4 bestemmer, at fritagelsen for forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF »ikke [gælder] for vertikale aftaler, der, direkte eller indirekte, alene eller kombineret med andre faktorer, som parterne har afgørende indflydelse på, har følgende formål:
a) begrænsning i køberens adgang til at fastsætte sin salgspris med forbehold af leverandørens mulighed for at fastsætte maksimumssalgspriser eller vejledende salgspriser, forudsat at disse ikke som følge af pres eller incitamenter fra den ene af parterne får karakter af faste priser eller minimumssalgspriser
[…]«
13 I henhold til forordningens artikel 5, litra a), gælder fritagelsen efter artikel 2 ikke for direkte eller indirekte konkurrenceklausuler med ubegrænset varighed eller en varighed på over fem år. En konkurrenceklausul, som stiltiende fornys ud over en periode på fem år, betragtes som indgået på ubestemt tid.
14 I henhold til artikel 12 i forordning nr. 2790/1999 gælder fritagelsen i henhold til bl.a. forordning nr. 1983/83 fortsat indtil den 31. maj 2000. Forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF gælder ikke i perioden fra den 1. juni 2000 til den 31. december 2001 for aftaler, der allerede er i kraft den 31. maj 2000, og som ikke opfylder betingelserne for fritagelse efter forordning nr. 2790/1999, men som opfylder betingelserne for fritagelse efter forordning nr. 1984/83.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
15 Parterne i hovedsagen indgik den 7. februar 1996 en »kontrakt om overdragelse af retten til benyttelse af varemærke og logo, teknisk og handelsmæssig bistand og leverancer til en tankstationsindehaver og kommissionær« (herefter »den i hovedsagen omhandlede kontrakt«).
16 I henhold til denne kontrakt har Tobar forpligtet sig til udelukkende at aftage brændstoffer, herunder motorbrændstoffer, samt smøremidler og andre lignende produkter (herefter »olieprodukterne«) fra CEPSA til videresalg på tankstationen i overensstemmelse med de detailsalgspriser, salgs- og driftsbetingelser og salgs- og driftsteknikker, CEPSA har fastsat. Kontrakten er indgået for en periode på ti år med mulighed for forlængelse med fem år ad gangen ved udtrykkelig og skriftlig aftale med mindst seks måneders varsel. Forpligtelsen til eksklusivt køb af disse produkter ledsages af en konkurrenceklausul, som forbyder Tobar at tillade eller deltage i salg eller salgsfremme af konkurrerende produkter såvel på den omhandlede tankstations område som i nærheden af den.
17 Tobar er forpligtet til at betale for olieprodukterne inden for ni dage fra datoen for deres levering til tankstationen. Tobar er ligeledes forpligtet til på datoen for den første levering at stille en bankgaranti for et samlet beløb, der svarer til 15 dages leverancer, som CEPSA kan iværksætte i tilfælde af manglende betaling. Hvis det er nødvendigt at iværksætte garantien, skal Tobar betale for leverancerne på forhånd. Tobar oppebærer som vederlag den markedsprovision, der gælder for hver enkelt tankstation. CEPSA’s betaling, der beregnes ud fra det antal liter, der leveres til tankstationen, fremkommer som den detailsalgspris, inklusive merværdiafgift (herefter »moms«), som CEPSA har fastsat, fratrukket provisionen til tankstationsindehaveren, plus moms.
18 Hvad angår klausulerne om fordeling af omkostninger og risici fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at Tobar er forpligtet til at bære risikoen for olieprodukterne – herunder også den volumetriske risiko – fra det tidspunkt, hvor de modtages fra leverandøren i oplagringstankene, og at opbevare dem på de vilkår, der er nødvendige for at undgå tab eller beskadigelse af dem. Tobar er ansvarlig over for både leverandøren og tredjemand for ethvert tab og enhver forurening eller blanding, som produkterne måtte blive udsat for, og de skader, der hermed kan forvoldes. Tobar stiller endvidere garanti og er ansvarlig over for de kunder, som dette selskab har tilbudt kreditkortet CEPSA CARD, eller som det har ydet direkte kredit. Tobar finansierer ligeledes en lille del af omkostningerne ved anvendelse af CEPSA’s loyalitetskort.
19 CEPSA afholder til gengæld alle omkostninger til transport af olieprodukterne og udgifter til installation og vedligeholdelse af sit mærke på tankstationen. CEPSA overdrager endvidere tankene og brændstofstanderne til Tobar, som kun må bruge dem til salg af CEPSA’s produkter, og som skal tilbagelevere dem til CEPSA, når kontrakten udløber. Tankstationen skal dog stille en »anfordringsgaranti« til fordel for CEPSA, svarende til de tekniske anlægs værdi.
20 Den 2. november 2001 fremsendte CEPSA en skrivelse til Tobar, hvorefter denne fra det pågældende tidspunkt fik tilladelse til at nedsætte salgsprisen på olieprodukterne uden dog at mindske CEPSA’s indtægter.
21 I 2003 ophørte Tobar, efter at have sendt en række skrivelser til CEPSA, med at købe produkter hos denne leverandør og skjulte dennes logo på tankstationens installationer.
22 I 2004 anlagde Tobar sag mod CEPSA med påstand om annullation af den i hovedsagen omhandlede kontrakt med den begrundelse, at kontrakten var i strid med artikel 81 EF, og at dens formål var ulovligt, fordi olieprodukternes salgspris alene kunne fastsættes af CEPSA. Tobar rejste ligeledes krav om erstatning.
23 CEPSA bestred denne påstand, nedlagde modpåstand om opfyldelse af kontrakten eller ophævelse af den, hvis den ikke ville kunne opfyldes, og fremsatte i begge tilfælde krav om erstatning for det lidte tab.
24 Den 29. juli 2005 annullerede Juzgado de Primera Instancia no 3 de Madrid kontrakten, fordi den var uforenelig med artikel 81, stk. 1, EF og med forordning nr. 1984/83 og nr. 2790/1999. CEPSA har appelleret denne dom til den forelæggende ret.
25 Det er under disse omstændigheder, at Audiencia Provincial de Madrid har besluttet at udsætte sagen og har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) a) Skal […] artikel 81, stk. 1, [EF] fortolkes således, at en eneforhandlerkontrakt indgået i 1996 mellem en distributør af olieprodukter og en virksomhed, der er indehaver af en tankstation, hvorved sidstnævnte forpligter sig til eksklusivt at sælge motorbrændstoffer og andre brændstoffer fremstillet af olie fra leverandøren i et bestemt tidsrum, og til ikke at sælge sådanne produkter leveret af andre distributører, falder inden for artiklens anvendelsesområde, for så vidt som denne indebærer et konkurrenceforbud, selv om en sådan kontrakt på grund af dens økonomiske betydning kunne anses for en agenturkontrakt?
b) Såfremt kontrakten falder ind under artiklens anvendelsesområde, kan den da være omfattet af fritagelsen fra artiklens forbud, hvis den opfylder betingelserne i forordning nr. 1984/83, ikke mindst vedrørende varighed?
c) Hvis det forholder sig sådan, kræves det da i henhold til artikel 10 og 12 i forordning nr. 1984/83 – for så vidt angår tilladelsen til, at varigheden af konkurrenceforbuddet overskrider fem år mod leverandørens indrømmelse af økonomiske eller finansielle fordele til tankstationsindehaveren – at de økonomiske eller finansielle fordele er væsentlige, eller er det tilstrækkeligt, at de ikke er ubetydelige? Kan disse regler fortolkes således, at sådanne økonomiske eller finansielle fordele er indrømmet i eneforhandlerkontrakter, hvor leverandøren af olieprodukterne bærer udgifterne til installation og vedligeholdelse af leverandørens varemærke på tankstationen, eller overdrager tanke og brændstofstandere, som tankstationsindehaveren ikke må bruge uden skriftlig tilladelse fra eneleverandøren til produkter, der ikke er leveret af denne, og som skal tilbageleveres, når den autoriserede brug ophører, og hvis værdi er dækket af den garanti, som tankstationsindehaveren har stillet til fordel for leverandøren, og som skal kunne gøres gældende på anfordring?
d) Hvis der ikke er grundlag for en sådan undtagelse, vil den manglende retsvirkning som omhandlet i […] artikel 81, stk. 2, [EF] da påvirke hele kontrakten?
2) a) Skal […] artikel 81, stk. 1, [EF] fortolkes således, at en sådan eneforhandlerkontrakt, for så vidt den fastsætter, at tankstationsindehaveren skal sælge eneleverandørens motorbrændstoffer og andre brændstoffer fremstillet af olie til en af denne fastsat pris til den endelige forbruger, principielt er konkurrencebegrænsende på grund af fastsættelsen af udsalgsprisen under hensyn til kontraktens økonomiske betydning og nærmere bestemt de risici, som tankstationsindehaveren bærer og hans bidrag til omkostningerne i forbindelse med leveringen af de varer, der er genstand for kontrakten, eller salgsfremme af dem, i betragtning af følgende relevante problemstillinger:
i) Tankstationsindehaveren forpligter sig til udelukkende at sælge leverandørens smøremidler og andre hjælpemidler til motorkøretøjer, motorbrændstoffer og andre brændstoffer fremstillet af olie i overensstemmelse med de af CEPTSA fastsatte udsalgspriser, salgs- og driftsbetingelser og salgs- og driftsteknikker i ti år, med mulighed for forlængelse i på hinanden følgende femårige perioder, ved udtrykkelig og skriftlig aftale med et varsel på mindst seks måneder.
ii) Tankstationsindehaveren bærer risikoen for motorbrændstofferne og de andre brændstoffer fremstillet af olie fra det tidspunkt, hvor de modtages fra leverandøren i tankstationens oplagringstanke, herunder også den volumetriske risiko. Fra tidspunktet for modtagelsen af produkterne bærer tankstationsindehaveren forpligtelsen til at opbevare produkterne på de vilkår, der er nødvendige for at undgå tab eller beskadigelse af dem og er i givet fald ansvarlig over for leverandøren og tredjemand for ethvert tab, forurening eller blanding, som de måtte blive udsat for, og de skader, der hermed kan forvoldes.
iii) Tankstationsindehaveren skal betale leverandøren beløbet for motorbrændstofferne og de andre brændstoffer fremstillet af olie ni dage efter datoen for deres levering på tankstationen, efter at han på datoen for den første levering har stillet en bankgaranti for et samlet leverancebeløb svarende til 15 dage. I tilfælde af manglende betaling er tankstationsindehaveren, bortset fra muligheden for, at leverandøren iværksætter den af tankstationsindehaveren stillede garanti, forpligtet til at betale leverancerne forud for deres levering på tankstationen. Tankstationsindehaverens betaling til distributøren foretages ved fra den af distributionsselskabet fastsatte udsalgspris, inkl. moms, at fradrage beløbet for »provisionen« til tankstationsindehaveren, plus den tilsvarende moms. Det leverede motorbrændstof sælges i gennemsnit inden for en frist fra dets levering, der er meget lavere end de ni dage, der er fastsat for sagsøgerens betaling til sagsøgte. Distributøren debiterer eller krediterer hver måned tankstationen, alt efter om der er ændringer i opadgående eller nedadgående retning, for svingningerne i de for de leverede motorbrændstoffer fastsatte priser. Transportomkostningerne bæres af leverandøren.
iv) Tankstationsindehaveren stiller garanti og er ansvarlig for de kunder, som han har inkorporeret til anvendelse af det kreditkort, der er oprettet og drives af den gruppe selskaber, som leverandøren tilhører; endvidere dækker han alle de salg, der er foretaget ved kreditkortet i måneden efter salgene, bærer en lille del af de omkostninger, som kundernes anvendelse af oliedistributørens bonuskort indebærer, og bærer risikoen for manglende betaling fra de kunder, som han har ydet direkte kredit.
v) Leverandøren af olieprodukterne bærer udgifterne til installation og vedligeholdelse af sit mærke i tankstationen og overdrager tanke og brændstofstandere, som tankstationsindehaveren ikke må bruge uden skriftlig tilladelse fra leverandøren til produkter, der ikke er leveret af denne, og som vurderes netop til det beløb, for hvilket tankstationsindehaveren har stillet garanti til fordel for leverandøren.
b) Hvis det forholder sig sådan, skal forordning [nr. 1984/83], navnlig artikel 10-13, fortolkes således, at de inden for deres anvendelsesområde omfatter en sådan kontrakt, således at forbuddet i […] artikel 81, stk. 1, [EF] ikke er anvendeligt, hvis kontrakten opfylder betingelserne for undtagelse, som er indeholdt i forordningens nævnte artikler?
c) Skal artikel 11 i forordning nr. 1984/83 i så fald fortolkes således, at der i kontrakten pålægges andre konkurrencebegrænsninger, da leverandøren – ud over fastsættelsen af konkurrenceforbuddet med bestemmelsen om eneleverance fra en forsyningsvirksomhed – fastsætter salgsprisen? Gør den tilladelse, som [leverandøren] i november 2001 gav [tankstationsindehaveren] til at nedsætte salgsprisen uden at påvirke [leverandørens] indtægter, det muligt at anse kontrakten for gyldig?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Indledende bemærkninger
26 Den forelæggende ret har med forelæggelsesafgørelsen forelagt to spørgsmål for Domstolen, der hver er delt op i flere led, som vedrører forskellige tilfælde, afhængig af den i hovedsagen omhandlede kontrakts kvalificering. Første spørgsmål stilles i tilfælde af, at kontrakten kvalificeres som en agenturkontrakt, mens andet spørgsmål vedrører det tilfælde, at kontrakten kvalificeres som indgået mellem to selvstændige selskaber.
27 Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, hvorledes forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF og eventuelt gruppefritagelsen i forordning nr. 1984/83 skal anvendes, henset til de faktiske omstændigheder i hovedsagen. Med første og andet spørgsmål, litra a), ønsker den forelæggende ret imidlertid ikke at opnå en fortolkning af begrebet aftale mellem virksomheder i denne bestemmelses forstand med henblik på efterfølgende at kunne vurdere, om den i hovedsagen omhandlede kontrakt falder inden for bestemmelsens anvendelsesområde, men opfordrer Domstolen til selv at foretage denne vurdering.
28 Det bemærkes, at ifølge artikel 234 EF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, har Domstolen alene kompetence til at træffe afgørelse vedrørende fortolkningen og gyldigheden af en fællesskabsforskrift på grundlag af de faktiske omstændigheder, sådan som de er beskrevet af den nationale ret, og at det derimod tilkommer den nationale ret at anvende de fællesskabsretlige bestemmelser på det konkrete tilfælde. Domstolen har følgelig ikke kompetence til at tage stilling til de faktiske omstændigheder i hovedsagen eller til at anvende de fællesskabsregler, den har fortolket, på nationale foranstaltninger eller forhold, idet disse spørgsmål udelukkende henhører under den nationale rets kompetence (jf. bl.a. dom af 22.6.2000, sag C-318/98, Fornasar m.fl., Sml. I, s. 4785, præmis 32, og af 16.10.2003, sag C-421/01, Traunfellner, Sml. I, s. 11941, præmis 21).
29 Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at det fortolkningsspørgsmål, der er forelagt Domstolen, bygger på påstande fra parterne i hovedsagen, hvis velbegrundethed endnu ikke er blevet efterprøvet af den nationale ret. Parterne i hovedsagen har endvidere i deres skriftlige og mundtlige indlæg for Domstolen givet udtryk for en væsentlig uoverensstemmelse vedrørende de faktiske omstændigheder i den sag, som den forelæggende ret skal træffe afgørelse i.
30 Det skal i denne forbindelse ligeledes bemærkes, at inden for rammerne af den i artikel 234 EF omhandlede procedure kan Domstolen ikke afgøre en strid vedrørende de faktiske omstændigheder. Afgørelsen af en sådan strid, som i øvrigt enhver vurdering af de omhandlede faktiske omstændigheder, tilkommer den nationale ret (jf. dom af 15.11.1979, sag 36/79, Denkavit Futtermittel, Sml. s. 3439, præmis 12, og af 9.6.2005, forenede sager C-211/03, C-299/03 og C-316/03 – C-318/03, HLH Warenvertrieb og Orthica, Sml. I, s. 5141, præmis 96).
31 Det tilkommer imidlertid Domstolen at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den (jf. bl.a. dom af 11.10.2007, sag C-98/06, Freeport, Sml. I, s. 8319, præmis 31).
32 Da kvalificeringen af den i hovedsagen omhandlede kontrakt i lyset af konkurrencereglerne er afgørende for løsningen af den tvist, som den forelæggende ret skal tage stilling til, tilkommer det Domstolen for det første at redegøre for de kriterier, som er relevante for en sådan kvalificering [første spørgsmål og andet spørgsmål, litra a)]. For det andet skal det undersøges, hvorvidt gruppefritagelsen kan finde anvendelse på den pågældende kontrakt henset til kontraktens bestemmelser vedrørende dens varighed [første spørgsmål, litra b) og c), og andet spørgsmål, litra b)], og fastsætte af salgspriser [andet spørgsmål, litra c)]. For det tredje rejses et spørgsmål om kontraktens eventuelle ugyldighed i henhold til artikel 81, stk. 2, EF [første spørgsmål, litra d)].
Om der foreligger en aftale mellem virksomheder i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 81, stk. 1, EF
33 Med første spørgsmål og andet spørgsmål, litra a), ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 81, stk. 1, EF skal fortolkes således, at bestemmelsen finder anvendelse på en sådan kontrakt om eneforhandling af olieprodukter som den i hovedsagen omhandlede kontrakt, for det første i tilfælde af, at denne kontrakt betragtes som indgået mellem to uafhængige selskaber, idet olieprodukternes detailsalgspris fastsættes af leverandøren, og for det andet i tilfælde af, at kontrakten betragtes som en egentlig agenturkontrakt, idet den indeholder en eneforhandlingsklausul.
34 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at et lignende spørgsmål er blevet forelagt Domstolen i den sag, der gav anledning til dom af 14. december 2006, Confederación Española de Empresarios de Estaciones de Servicio (sag C-217/05, Sml. I, s. 11987, herefter »CEEES-dommen«). Denne sag drejede sig – ligesom den sag, der har givet anledning til nærværende præjudicielle forelæggelse – om kontraktmæssige forbindelser mellem tankstationsindehavere og deres leverandør, nemlig CEPSA. I henhold til forelæggelsesafgørelsens ordlyd er den i hovedsagen omhandlede kontrakt identisk med den, der var genstand for den præjudicielle forelæggelse i CEEES-sagen.
35 Domstolen fastslog i CEEES-dommen, præmis 38, at vertikale aftaler som de mellem CEPSA og tankstationsindehaverne indgåede kun er omfattet af traktatens artikel 85, når indehaveren bliver betragtet som uafhængig økonomisk aktør, og der derfor foreligger en aftale mellem to virksomheder.
36 Det forhold, der er afgørende for at fastlægge, hvorvidt en tankstationsindehaver er en uafhængig økonomisk aktør, skal findes i den aftale, der er indgået med kommittenten, og særligt i de af denne aftales stiltiende eller udtrykkelige klausuler, der vedrører ansvaret for de økonomiske og kommercielle risici, der er forbundet med salg af produkter til tredjemænd. Spørgsmålet om risiko skal undersøges fra sag til sag, idet den økonomiske realitet snarere end den retlige kvalificering af aftaleforholdet i national ret skal tages i betragtning (CEEES-dommen, præmis 46).
37 Domstolen har i øvrigt præciseret, hvilke kriterier der giver den nationale ret mulighed for i lyset af de faktiske omstændigheder i den sag, retten skal tage stilling til, at vurdere den faktiske fordeling af de finansielle og forretningsmæssige risici mellem tankstationsindehaverne og leverandøren af motorbrændstof.
38 Hvad for det første angår de risici, der er forbundet med salg af produkterne, er det sandsynligt, at tankstationsindehaveren påtager sig disse risici, når han bliver ejer af produkterne på tidspunktet for modtagelsen heraf fra leverandøren, når han enten direkte eller indirekte påtager sig omkostninger forbundet med distribution af produkterne, navnlig transportomkostninger, når han for egen regning opretholder lagre, når han bærer ansvaret ved eventuel skade på produkterne, eller ved tab eller forringelse heraf samt for skade forvoldt af de til tredjemand solgte produkter, eller når han bærer den med produkterne forbundne økonomiske risiko i tilfælde af, at han er forpligtet til at betale leverandøren for den mængde motorbrændstof, der er leveret, i stedet for den mængde, der faktisk er solgt (jf. CEEES-dommen, præmis 51-58).
39 Hvad for det andet angår de risici, der er forbundet med markedsspecifikke investeringer, nemlig sådanne, som er nødvendige for, at tankstationsindehaveren kan forhandle eller indgå aftaler med tredjemænd, skal det undersøges, om indehaveren foretager investeringer i lokaler eller udstyr, som f.eks. en tank til opbevaring af motorbrændstof, eller om han påtager sig at investere i markedsføring. I givet fald overføres de nævnte risici til indehaveren (jf. CEEES-dommen, præmis 51 og 59).
40 Det skal imidlertid understreges, at den omstændighed, at indehaveren blot bærer en uvæsentlig del af disse risici, ikke kan medføre, at artikel 85 EF finder anvendelse (jf. i denne retning CEEES-dommen, præmis 61), idet en sådan indehaver ikke bliver en uafhængig økonomisk operatør ved salget af motorbrændstof til tredjemænd. I dette tilfælde er forholdene mellem indehaveren og leverandøren identiske med dem, som findes mellem en agent og hans kommittent.
41 Det fremgår ligeledes af CEEES-dommens præmis 62 og 63, at selv i tilfælde af en agenturaftale er det alene de forpligtelser, der er pålagt mellemhandleren i forbindelse med salg af produkter til tredjemænd for kommittentens regning, herunder fastsættelsen af detailsalgspriser, der ikke er omfattet af artikel 81 EF. Derimod kan klausuler om eksklusivitet og konkurrenceklausuler, som vedrører forholdene mellem agenten og kommittenten som økonomisk uafhængige aktører, være i strid med konkurrencereglerne, for så vidt som bestemmelserne indebærer, at der sker udelukkelse fra det relevante marked. Forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF finder således anvendelse på sådanne klausuler.
42 Hvis undersøgelsen af risiciene fører til den konklusion, at der findes en aftale mellem virksomheder i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 81 EF, for så vidt angår salg af varer til tredjemænd, udgør fastsættelsen af disse varers detailsalgspris en konkurrencebegrænsning, som udtrykkeligt er omfattet af bestemmelsens stk. 1, litra a), hvilket fører til, at aftalen falder ind under forbuddet i bestemmelsen, for så vidt som alle de andre betingelser for anvendelse af bestemmelsen er opfyldt, nemlig at aftalen har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen inden for fællesmarkedet mærkbart, og at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 30.4.1998, sag C-230/96, Cabour, Sml. I, s. 2055, præmis 48).
43 Hvad angår navnlig eksklusive købsaftaler skal der henvises til Domstolens praksis, hvoraf det fremgår, at selv om sådanne aftaler ikke har til formål at begrænse konkurrencen i artikel 81 EF’s forstand, bør det undersøges, om de medfører, at konkurrencen hindres, begrænses eller fordrejes. Bedømmelsen af følgerne af en eksklusiv købsaftale skal ske ud fra den retlige og økonomiske sammenhæng, hvori aftalen optræder, og hvori den sammen med andre forhold kan medvirke til en samlet påvirkning af konkurrencen. Det skal derfor undersøges, hvilken indvirkning en sådan aftale – i forbindelse med andre lignende aftaler – har på muligheden for, at indenlandske konkurrenter eller konkurrenter fra andre medlemsstater vinder indpas på markedet eller forøger deres markedsandel (jf. dom af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935, præmis 13-15, og af 7.12.2000, sag C-214/99, Neste, Sml. I, s. 11121, præmis 25).
44 Henset til ovenstående bemærkninger skal første spørgsmål og andet spørgsmål, litra a), besvares med, at en kontrakt om eneforhandling af olieprodukter kan falde inden for anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 1, EF, hvis tankstationsindehaveren i en ikke ubetydelig grad bærer en eller flere finansielle og forretningsmæssige risici forbundet med salg af disse produkter til tredjemænd, og hvis aftalen indeholder klausuler, som kan begrænse konkurrencen, såsom klausulen vedrørende fastsættelse af detailsalgspriserne. I tilfælde af at tankstationsindehaveren ikke bærer sådanne risici eller alene bærer en ubetydelig del heraf, er det alene de forpligtelser, der er pålagt indehaveren inden for rammerne af de mellemhandlertjenester, som denne tilbyder over for kommittenten, såsom klausuler om eksklusivitet og konkurrenceklausuler, der kan falde inden for bestemmelsens anvendelsesområde. Det tilkommer desuden den forelæggende ret at undersøge, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede kontrakt har til følge, at konkurrencen hindres, begrænses eller fordrejes i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 81 EF.
Om kontraktens maksimale varighed i henhold til forordning nr. 1984/83
45 Med det første spørgsmål, litra b) og c), og det andet spørgsmål, litra b), ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en eneforhandlerkontrakt som den i hovedsagen omhandlede, i tilfælde af, at den falder inden for anvendelsesområdet for artikel 81 EF, kan gøres til genstand for en gruppefritagelse som den, der er omhandlet i forordning nr. 1984/83, hvis de i forordningen opstillede betingelser, herunder navnlig om kontraktens maksimale varighed og om tildelingen af økonomiske og finansielle fordele, er opfyldt.
46 Den pågældende ret har bl.a. rejst spørgsmålet, dels om artikel 10 i forordning nr. 1984/83 for at overholde betingelsen om maksimal varighed skal fortolkes således, at den – for at gruppefritagelsen kan finde anvendelse på aftaler om tankstationer – stiller krav om, at de fordele, der tildeles tankstationsindehaveren af leverandøren, skal være væsentlige, eller om det er tilstrækkeligt, at de ikke er ubetydelige, dels om de fordele, der tildeles ved den i hovedsagen omhandlede kontrakt, er tilstrækkelige i denne forbindelse.
47 Det skal indledningsvis bemærkes, at forordning nr. 1984/83 fastsætter bestemmelser om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på visse grupper af eksklusive købsaftaler indgået mellem to virksomheder med henblik på videresalg af varer, som kan falde inden for samme bestemmelses stk. 1.
48 Således som det er præciseret i denne doms præmis 41, er det i tilfælde af et egentligt agenturforhold alene de klausuler om eksklusivitet og konkurrenceklausuler, der vedrører forholdet mellem agenten og kommittenten som uafhængige økonomiske aktører, der kan falde inden for artikel 81 EF’s anvendelsesområde. Derimod skal de forpligtelser, der vedrører salg af produkter til tredjemænd for kommittentens regning, ikke tages i betragtning i forbindelse med undersøgelsen af den pågældende forordnings anvendelse, selv om de – i det mindste for visse af forpligtelsernes vedkommende – ville tilsidesætte konkurrencereglerne, hvis de var blevet indgået mellem to uafhængige virksomheder. I tilfælde af at der er indgået en distributionsaftale mellem to uafhængige virksomheder, skal hele kontrakten undersøges for at afgøre, hvorvidt gruppefritagelsen kan finde anvendelse.
49 Artikel 12, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1984/83 bestemmer, at som fravigelse til den maksimale varighed på fem år, som generelt finder anvendelse på eneforhandleraftaler af kort eller mellemlang varighed, som findes inden for alle brancher, er den maksimale varighed, som kan anvendes på tankstationskontrakter, ti år. Hvad angår de særlige betingelser, som finder anvendelse på sådanne aftaler, bestemmes det i samme forordnings artikel 10, at videreforhandleren over for leverandøren forpligter sig til udelukkende at aftage varer fra leverandøren, idet denne eksklusive købsforpligtelse er indgået »mod særlige økonomiske eller finansielle fordele«.
50 Det bemærkes, at den spanske version af denne artikel 10 ikke præciserer arten af disse økonomiske eller finansielle fordele, i modsætning til alle andre sprogversioner, som anvender udtrykkene »særlige« eller »specielle« til at beskrive fordelene. Det følger imidlertid af fast retspraksis, at de forskellige sprogversioner af en fællesskabsretsakt skal fortolkes ensartet, og at en bestemmelse, når der er uoverensstemmelse mellem versionerne, skal fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den indgår i (jf. dom af 1.4.2004, sag C-1/02, Borgmann, Sml. I, s. 3219, præmis 25, af 16.9.2004, sag C-227/01, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 8253, præmis 45, og af 16.3.2006, sag C-332/04, Kommissionen mod Spanien, præmis 52).
51 Hvad angår den pågældende fællesskabsforordnings opbygning og formål fremgår det af 13. betragtning til forordning nr. 1984/83, at aftaler om tankstationer i almindelighed kendetegnes ved, at leverandøren på den ene side giver videreforhandleren særlige økonomiske eller finansielle fordele, idet han godtgør ham mistede tilskud, yder eller formidler et lån på gunstige betingelser, overlader ham en grund eller lokaler til tankstationen, stiller tekniske anlæg eller andet udstyr til rådighed eller foretager andre investeringer, der kommer videreforhandleren til gode.
52 15. betragtning til forordningen præciserede i øvrigt, at gennem de økonomiske og finansielle fordele, som leverandøren giver videreforhandleren, lettes indretningen, moderniseringen og driften af tankstationer i væsentlig grad. Det nævnes eksempelvis i 17. betragtning, at en eksklusiv købsforpligtelse for smøremidler og andre lignende olieprodukter kun kan tillades under forudsætning af, at leverandøren stiller særlige tekniske anlæg til smøring til rådighed for videreforhandleren eller finansierer sådanne anlæg.
53 Formålet med fritagelsen fra forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF fremgår af artikel 81, stk. 3, tredje led, EF, hvorefter bestemmelserne i stk. 1 er uanvendelige på aftaler, »som bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af varerne eller til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling, samtidig med at de sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelen herved«. Femte og sjette betragtning til forordning nr. 1984/83 præciserer i øvrigt, at for så vidt angår eksklusive købsaftaler nedbringer sådanne aftaler salgsomkostningerne, begrænser risikoen for markedssvingninger, letter markedsføringen af en vare, forbedrer salgsnettets struktur og kvaliteten af ydelser i forbindelse med salget og er det mest effektive middel, tit endog det eneste, til at trænge ind på et marked.
54 Det fremgår heraf, at begrebet »særlige økonomiske eller finansielle fordele« i artikel 10 i forordning nr. 1984/83 skal fortolkes således, at disse fordele ganske vist er særlige i aftaleforholdet, men at de ligeledes skal være væsentlige for at berettige en eneforhandling af en varighed på ti år. Fordelene skal kunne medføre en forbedring af distributionen, lette installationen eller moderniseringen af tankstationen og nedsætte distributionsomkostningerne.
55 For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de økonomiske eller finansielle fordele som dem, der er indrømmet Tobar i hovedsagen, kan berettige eneforhandlingens varighed på ti år, skal der henvises til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 30, hvorefter enhver vurdering af de faktiske omstændigheder falder inden for den nationale rets kompetence. Det tilkommer således den forelæggende ret at vurdere betydningen af de investeringer, som CEPSA har foretaget, idet der skal tages hensyn til de bemærkninger, der fremgår af denne doms præmis 51-54.
56 Det skal imidlertid præciseres, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at det tidsmæssige anvendelsesområde for forordning nr. 1984/83 ikke fuldstændigt omfatter gyldighedsperioden for den i hovedsagen omhandlede kontrakt, idet denne blev indgået den 7. februar 1996 for en periode på ti år, og at det først var i løbet af 2003, at Tobar ophørte med at opfylde sine kontraktmæssige forpligtelser. Forordningen udløb den 31. december 1999, men den i forordningen omhandlede fritagelse fandt fortsat anvendelse frem til 31. maj 2000 i henhold til forordning nr. 2790/1999, som bl.a. fastsatte en overgangsperiode frem til den 31. december 2001, hvor forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF ikke skulle finde anvendelse på aftaler, som var i kraft den 31. maj 2000, og som ikke opfyldte betingelserne for fritagelse i sidstnævnte forordning, men som opfyldte betingelserne i forordning nr. 1984/83. For at kunne give den forelæggende ret et nyttigt svar, skal betingelserne for fritagelse i henhold til forordning nr. 2790/1999 ligeledes undersøges.
57 Sidstnævnte forordning, som finder anvendelse på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis, indeholder ikke særlige bestemmelser vedrørende aftaler om tankstationer. I henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, gælder fritagelsen efter forordningen på betingelse af, at leverandørens markedsandel ikke overstiger 30% af det relevante marked, hvorpå denne sælger aftalevarerne eller -tjenesterne. Til forskel fra forordning nr. 1984/83 bestemmer forordning nr. 2790/1999 i artikel 5, litra a), at fritagelsen efter forordningens artikel 2 ikke gælder for nogen direkte eller indirekte konkurrenceklausuler »med ubegrænset varighed eller en varighed på over fem år«, og at »en konkurrenceklausul, som stiltiende fornys ud over en periode på fem år, betragtes som indgået på ubestemt tid«.
58 I tilfælde af at den forelæggende ret kommer til den konklusion, at eneforhandleraftalens varighed opfylder betingelsen vedrørende maksimal varighed i artikel 12, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1984/83, tilkommer det retten at undersøge, hvorvidt aftalen ligeledes opfylder den maksimale varighed efter forordning nr. 2790/1999, dvs. fem år.
59 Det er i denne forbindelse væsentligt at vide, hvorvidt eneforhandleraftalen opfylder de betingelser for fritagelse, som er fastsat i forordning nr. 2790/1999 fra den 1. juni 2000, som er den dato, fra hvilken forordningen fandt anvendelse. I tilfælde af en negativ besvarelse finder en overgangsperiode frem til den 31. december 2001 alene anvendelse på aftalen, hvis betingelserne for fritagelse efter forordning nr. 1984/83 er opfyldt.
60 Det fremgår af bestemmelserne i forordning nr. 2790/1999, at den i forordningen omhandlede fritagelse finder anvendelse fra den 1. juni 2000 på aftaler, hvis varighed ikke overstiger fem år. Samme forordnings artikel 12, stk. 2, fastsætter imidlertid en overgangsperiode frem til den 31. december 2001 for aftaler, der er i kraft den 31. maj 2000, og som ikke opfylder denne forordnings betingelser for fritagelse, men som opfylder betingelserne for fritagelse i forordning nr. 1984/83. Det tilkommer den forelæggende ret i det foreliggende tilfælde at undersøge, alt efter om den i hovedsagen omhandlede kontrakt opfylder betingelserne for fritagelse i forordning nr. 1984/83 eller ej, fra hvilket tidspunkt eneforhandlingsklausulen skal undersøges i henhold til forordning nr. 2790/1999.
61 Det tilkommer endvidere den pågældende ret at tage stilling til, hvorvidt den klausul i den i hovedsagen omhandlede kontrakt, som fastsætter bestemmelser om forlængelse heraf med på hinanden følgende perioder på fem år efter udtrykkeligt skriftligt samtykke med et varsel på mindst seks måneder, i lyset af artikel 5, litra a), i forordning nr. 2790/1999 kan betragtes som en bestemmelse om, at kontrakten er indgået på ubestemt tid, hvilket vil have den konsekvens, at den er udelukket fra at kunne drage fordel af gruppefritagelsen.
62 Henset til disse betragtninger skal første spørgsmål, litra b) og c), samt andet spørgsmål, litra b), besvares med, at en eneforhandlerkontrakt som den i hovedsagen omhandlede kan drage fordel af en gruppefritagelse efter forordning nr. 1984/83, hvis den overholder kravet om en maksimal varighed på ti år efter denne forordnings artikel 12, stk. 1, litra c), og hvis leverandøren til gengæld for eksklusiviteten giver tankstationsindehaveren væsentlige økonomiske fordele, som medvirker til en forbedring af distributionen, letter installeringen eller moderniseringen af tankstationen og nedsætter salgsomkostningerne. Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, hvorvidt disse betingelser er opfyldt i hovedsagen.
Om fastsættelsen af detailsalgspriserne
63 Med andet spørgsmål, litra c), ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 10-13 i forordning nr. 1984/83 skal fortolkes således, at de er til hinder for anvendelsen af gruppefritagelsen på en eneforhandlerkontrakt, fordi det følger af kontrakten, at leverandøren fastsætter detailsalgsprisen. I bekræftende fald ønsker retten oplyst, hvorvidt tilladelsen til at nedsætte denne salgspris, uden at dette berører leverandørens indtægter, på ny gør fritagelsen anvendelig.
64 Det skal indledningsvis – som det fremgår af denne doms præmis 42 – bemærkes, at i tilfælde af et kontraktforhold mellem to virksomheder er anvendelsen af gruppefritagelsen udelukket, hvis den kontrakt, der er indgået mellem dem, ud over en eneforhandlingsklausul indeholder en klausul om, at leverandøren fastsætter detailsalgsprisen.
65 Artikel 11 i forordning nr. 1984/83 opregner således udtømmende de forpligtelser, der, ud over eksklusivitet, kan pålægges videreforhandleren, hvoriblandt ikke forefindes fastsættelse af detailsalgspriser. Det følger af ottende betragtning til forordningen, at »yderligere konkurrencebegrænsende forpligtelser, især sådanne, som begrænser videreforhandlerens frihed til selv at fastsætte sine priser […] [ikke kan] fritages i medfør af denne forordning«. Følgelig er CEPSA’s fastsættelse af olieprodukternes detailsalgspriser en konkurrencebegrænsning, der ikke er dækket af fritagelsen i nævnte forordnings artikel 10 (jf. CEEES-dommen, præmis 64).
66 Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at CEPSA den 2. november 2001 sendte en skrivelse til Tobar, hvori denne fik tilladelse til at nedsætte salgspriserne, uden at dette påvirkede leverandørens indtægter. CEPSA har i sine skriftlige og mundtlige indlæg understreget, at en sådan tilladelse allerede forelå fra tidspunktet for indgåelsen af den i hovedsagen omhandlede kontrakt, og at Tobar faktisk havde udnyttet den før fremsendelsen af denne skrivelse. Tobar har anfægtet dette argument på det kraftigste og understreget, at det var umuligt gyldigt at ændre kontrakten ved en ensidig skrivelse.
67 I en sådan situation tilkommer det – henset til kompetencefordelingen mellem de nationale retter og Domstolen – den forelæggende ret at tage stilling til måden for fastsættelsen af detailsalgspriserne i hovedsagen, samt hvorvidt det i henhold til national ret var muligt ensidigt at ændre klausulen om fastsættelse af den pågældende pris.
68 Hvis det antages, at den forelæggende ret kommer til den konklusion, at en sådan ensidig ændring er mulig i henhold til national ret, skal de betingelser for fritagelse, som var gældende på tidspunktet for CEPSA’s tilladelse, undersøges.
69 I november 2001 var det således forordning nr. 2790/1999, som fandt anvendelse på aftaler, der ikke var omfattet af overgangsperioden i artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 2790/1999, idet de ikke opfyldte betingelserne for fritagelse i forordning nr. 1984/83. I henhold til artikel 4, litra a), i førstnævnte forordning gælder fritagelsen efter artikel 2 ikke for vertikale aftaler, der har til formål »[at begrænse] køberens adgang til at fastsætte sin salgspris med forbehold af leverandørens mulighed for at fastsætte maksimumssalgspriser eller vejledende salgspriser, forudsat at disse ikke som følge af pres eller incitamenter fra den ene af parterne får karakter af faste priser eller minimumssalgspriser«.
70 Det følger heraf, at det skal undersøges, hvorvidt fastsættelsen af en maksimal salgspris ikke i realiteten var fastsættelsen af en fast pris eller en minimumspris, og dette skal undersøges under hensyntagen til samtlige kontraktmæssige forpligtelser og parterne i hovedsagens adfærd.
71 Da Domstolen ikke er i stand til at vurdere den frihedsgrad, som Tobar rådede over ved fastsættelsen af olieprodukternes detailsalgspris som følge af den tilladelse, som selskabet havde fået af CEPSA ved skrivelsen af 2. november 2001, tilkommer det den forelæggende ret at undersøge, hvorvidt denne tilladelse udgør en reel mulighed for videresælgeren til at nedsætte salgsprisen, idet der skal tages hensyn til den konkrete virkning af den i hovedsagen omhandlede kontrakts klausuler under ét i deres økonomiske og retlige sammenhæng. Det skal særligt undersøges, hvorvidt en sådan detailsalgspris ikke reelt var fastsat ved indirekte eller skjulte foranstaltninger, såsom fastsættelse af tankstationsindehaverens margin, trusler, afskrækkelser, advarsler, sanktioner eller tilskyndelsesforanstaltninger.
72 I tilfælde af at den forelæggende ret kommer til den konklusion, at Tobar i realiteten var forpligtet til at overholde faste salgspriser eller minimumspriser fastsat af CEPSA, kan den pågældende kontrakt ikke drage fordel af gruppefritagelsen i forordning nr. 2790/1999. Når en aftale ikke opfylder alle de betingelser, der er fastsat i en forordning om fritagelse, falder den imidlertid alene ind under forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF, hvis den har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen inden for fællesmarkedet mærkbart, og hvis den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. i denne retning Cabour-dommen, præmis 48). I sidstnævnte tilfælde vil prisaftalen i mangel af individuel fritagelse efter artikel 81, stk. 3, EF være uden retsvirkning i henhold til artikel 81, stk. 2, EF.
73 Hvis derimod den ensidige ændring af den i hovedsagen omhandlede kontrakt havde den konsekvens, at klausulen vedrørende olieprodukternes detailsalgspris blev gjort forenelig med konkurrencereglerne, ville kontrakten således kunne drage fordel af gruppefritagelsen under forbehold af, at alle betingelserne i forordning nr. 2790/1999 var opfyldt. Således som generaladvokaten med rette har anført i punkt 94 i forslaget til afgørelse, bevirker denne ændring imidlertid ikke, at aftalen får tilbagevirkende gyldighed i forhold til gruppefritagelsen i forordning nr. 1984/83.
74 Det følger af fast retspraksis, at såfremt betingelserne for anvendelse af artikel 81, stk. 1, EF er opfyldt, og den omhandlede aftale ikke kan begrunde meddelelse af en fritagelse i medfør af artikel 81, stk. 3, EF, kan den i samme artikels stk. 2 omhandlede ugyldighedsvirkning påberåbes af alle. Da ugyldigheden er absolut, kan den berøre alle tidligere eller fremtidige virkninger af den omhandlede aftale (dom af 13.7.2006, forenede sager C-295/04 – C-298/04, Manfredi m.fl., Sml. I, s. 6619, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).
75 Spørgsmålet, om ugyldigheden af klausulen om fastsættelse af olieprodukternes detailsalgspriser har den virkning, at den i hovedsagen omhandlede kontrakt bliver uden retsvirkning i sin helhed, er genstand for første spørgsmål, litra d), som besvares i denne doms præmis 78-80. I tilfælde af at den forelæggende ret konstaterer, at kontrakten er uden retsvirkning i sin helhed, henhører spørgsmålet om, hvorvidt denne kan blive gyldig som følge af ændringen af klausulen om salgsprisen, imidlertid, som Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber med rette har gjort gældende, under national kontraktret.
76 Herefter skal andet spørgsmål, litra c), besvares med, at artikel 10-13 i forordning nr. 1984/83 skal fortolkes således, at de er til hinder for anvendelsen af gruppefritagelsen på en eneforhandlerkontrakt, som bestemmer, at leverandøren fastsætter detailsalgsprisen. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, hvorvidt kontraktklausulen vedrørende salgsprisen i henhold til national ret kan ændres ved en ensidig tilladelse fra leverandøren som den i hovedsagen omhandlede, og hvorvidt en kontrakt uden retsvirkning kan blive gyldig som følge af en ændring af denne kontraktklausul, med den virkning, at den bliver forenelig med artikel 81, stk. 1, EF.
Om følgerne af kontraktens eventuelle ugyldighed i henhold til artikel 81, stk. 2, EF
77 Med det første spørgsmål, litra d), ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorvidt ugyldigheden i henhold til artikel 81, stk. 2, EF påvirker hele den i hovedsagen omhandlede kontrakt eller alene de klausuler, der er i strid med artikel 81, stk. 1, EF.
78 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at ugyldigheden efter artikel 81, stk. 2, EF kun rammer de dele af aftalen, der falder ind under forbuddet i artikel 85, stk. 1, EF eller hele aftalen, hvis disse dele ikke kan udskilles fra aftalens øvrige bestemmelser (jf. bl.a. dom af 30.6.1966, sag 56/65, LTM, Sml. 1965-1968, s. 211, org.ref.: Rec. s. 377, på s. 360, og Delimitis-dommen, præmis 40).
79 Hvis disse dele kan udskilles fra aftalens øvrige bestemmelser, skal virkningerne af ugyldigheden for aftalen i øvrigt og for andre heraf følgende forpligtelser ikke bedømmes efter fællesskabsretten. Det tilkommer således den forelæggende ret på grundlag af gældende national lovgivning at tage stilling til, hvilken rækkevidde og hvilke retsvirkninger det har for aftaleforholdet som sådan, at visse af aftalebestemmelserne er ugyldige i medfør af artikel 81, stk. 2, EF (jf. bl.a. dom af 18.12.1986, sag 10/86, VAG France, Sml. s. 4071, præmis 14 og 15, Cabour-dommen, præmis 51, og dom af 30.11.2006, forenede sager C-376/05 og C-377/05, Brünsteiner og Autohaus Hilgert, Sml. I, s. 11383, præmis 48).
80 Første spørgsmål, litra d), skal derfor besvares med, at ugyldigheden i henhold til artikel 81, stk. 2, EF alene påvirker hele kontrakten, hvis de dele af aftalen, der er i strid med artikel 81, stk. 1, EF, ikke kan udskilles fra aftalens øvrige bestemmelser. I modsat fald skal virkningerne af ugyldigheden for aftalen i øvrigt ikke bedømmes efter fællesskabsretten.
Sagens omkostninger
81 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
1) En kontrakt om eneforhandling af brændstoffer, herunder motorbrændstoffer, samt smøremidler og andre lignende produkter kan falde inden for anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 1, EF, hvis tankstationsindehaveren i en ikke ubetydelig grad bærer en eller flere finansielle og forretningsmæssige risici forbundet med salg af disse produkter til tredjemænd, og hvis aftalen indeholder klausuler, som kan begrænse konkurrencen, såsom klausulen vedrørende fastsættelse af detailsalgspriserne. I tilfælde af, at tankstationsindehaveren ikke bærer sådanne risici eller alene bærer en ubetydelig del heraf, er det alene de forpligtelser, der er pålagt indehaveren inden for rammerne af de mellemhandlertjenester, som denne tilbyder over for kommittenten, såsom klausuler om eksklusivitet og konkurrenceklausuler, der kan falde inden for bestemmelsens anvendelsesområde. Det tilkommer desuden den forelæggende ret at undersøge, hvorvidt den kontrakt, der blev indgået den 7. februar 1996 mellem CEPSA Estaciones de Servicio SA og LV Tobar e Hijos SL, har til følge, at konkurrencen hindres, begrænses eller fordrejes i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 81 EF.
2) En eneforhandlerkontrakt som den, der er nævnt ovenfor under punkt 1, kan drage fordel af en gruppefritagelse efter Kommissionens forordning (EØF) nr. 1984/83 af 22. juni 1983 om anvendelse af traktatens artikel [81], stk. 3, på kategorier af eksklusive købsaftaler, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1582/97 af 30. juli 1997, hvis den overholder kravet om en maksimal varighed på ti år efter denne forordnings artikel 12, stk. 1, litra c), og hvis leverandøren til gengæld for eksklusiviteten giver tankstationsindehaveren væsentlige økonomiske fordele, som medvirker til en forbedring af distributionen, letter installeringen eller moderniseringen af tankstationen og nedsætter salgsomkostningerne. Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, hvorvidt disse betingelser er opfyldt i hovedsagen.
3) Artikel 10-13 i forordning nr. 1984/83, som ændret ved forordning nr. 1582/97, skal fortolkes således, at de er til hinder for anvendelsen af gruppefritagelsen på en eneforhandlerkontrakt, som bestemmer, at leverandøren fastsætter detailsalgsprisen. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, hvorvidt kontraktklausulen vedrørende salgsprisen i henhold til national ret kan ændres ved en ensidig tilladelse fra leverandøren som den i hovedsagen omhandlede, og hvorvidt en kontrakt uden retsvirkning kan blive gyldig som følge af en ændring af denne kontraktklausul, med den virkning, at den bliver forenelig med artikel 81, stk. 1, EF.
4) Ugyldigheden i henhold til artikel 81, stk. 2, EF påvirker alene hele kontrakten, hvis de dele af aftalen, der er i strid med artikel 81, stk. 1, EF, ikke kan udskilles fra aftalens øvrige bestemmelser. I modsat fald skal virkningerne af ugyldigheden for aftalen i øvrigt ikke bedømmes efter fællesskabsretten.
Underskrifter
1 Processprog: spansk.
Full & Egal Universal Law Academy