RETTENS DOM (Appelafdelingen)
22. maj 2008
Sag T-250/06 P
Martial Ott m.fl.
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Appel – kontraappel – formaliteten – personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2004 – tildeling af prioritetspoint – de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45 – ulovlighedsindsigelse – anvendelse af en anden begrundelse – appellen delvis forkastet, delvis taget til følge – sag moden til påkendelse – afvisning af sagen«
Angående: Appel iværksat til prøvelse af kendelse afsagt den 30. juni 2006 af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling), Ott m.fl. mod Kommissionen (sag F-87/05, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne kendelse. Kontraappel indgivet af Kommissionen til prøvelse af den appellerede kendelse.
Udfald: Kendelse afsagt den 30. juni 2006 af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling), Ott m.fl. mod Kommissionen (sag F-87/05), ophæves, for så vidt som Retten herved afviste sagen med hensyn til Francis Weiler. I øvrigt forkastes appellen. Kontraappellen forkastes. Søgsmålet anlagt ved Retten for EU-personalesager under sagsnummer F-87/05 afvises for så vidt angår Francis Weiler. Martial Ott, Fernando Lopez Tola og Francis Weiler bærer deres egne omkostninger i appelsagen og betaler fire femtedele af Kommissionens omkostninger. Kommissionen bærer en femtedel af sine egne omkostninger i appelsagen. Francis Weiler og Kommissionen bærer deres egne omkostninger i sagen for Retten for EU-personalesager.
Sammendrag
1. Appel – formål – påstand om ophævelse af en af Personaleretten afsagt dom, i det omfang det heri fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse om en formalitetsindsigelse mod et søgsmål, hvori Retten frifinder sagsøgte efter prøvelse af realiteten – forkastet
(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 9)
2. Appel – søgsmålsgrunde – anbringender og argumenter, som blot gentager de for Personaleretten fremførte – afvisning – indsigelser mod Personalerettens fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten – antagelse til realitetsbehandling
(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1; procesreglementet for Retten i Første Instans, art. 138, stk. 1)
3. Appel – søgsmålsgrunde – fremførelse af et nyt argument – formaliteten – grænser
(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1; procesreglementet for Retten i Første Instans, art. 138, stk. 1)
4. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
5. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
1. Personaleretten er kompetent til at vurdere, om det af hensyn til god retspleje er berettiget at frifinde sagsøgte uden at tage stilling til dennes afvisningspåstand, hvilket ikke kan betragtes som en afgørelse, der er gået denne imod. En appel til prøvelse af en sådan afgørelse må derfor forkastes.
(jf. præmis 75 og 76)
Henvisning til: Domstolen, 22. november 2007, sag C-6/06 P, Cofradía de pescadores »San Pedro« de Bermeo m.fl. mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 21.
2. Et appelskrift skal præcist angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Dette sidstnævnte krav er ikke opfyldt, når appelskriftet – endog uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, den appellerede dom angiveligt er behæftet med – blot gentager de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for førsteinstansen.
Derimod kan retsspørgsmål, som førsteinstansen har behandlet, behandles på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Personalerettens fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten. Hvis en appellant nemlig ikke således kan basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede er blevet fremført for Personaleretten, vil appelproceduren blive berøvet en del af sin mening.
(jf. præmis 81 og 82)
Henvisning til: Domstolen, 6. marts 2003, sag C-41/00 P, Interporc mod Kommissionen, Sml. I, s. 2125, præmis 17; Domstolen, 26. oktober 2006, sag C-68/05 P, Koninklijke Coöperatie Cosun mod Kommissionen, Sml. I, s. 10367, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis samt præmis 55.
3. Under en appelsag ved Retten i Første Instans kan appellanten gyldigt fremsætte et argument for første gang, selv om det ikke er blevet behandlet i første instans, såfremt argumentet på ingen måde ændrer sagsgenstanden, således som den har foreligget for Personaleretten.
(jf. præmis 88)
Henvisning til: Domstolen, 18. januar 2007, sag C-229/05 P, PKK og KNK mod Rådet, Sml. I, s. 439, præmis 66 og 67.
4. Under den forfremmelsesordning, der er indført ved en intern kommissionsbeslutning, og som hviler på en kvantificering af fortjenesterne, og som er karakteriseret ved en årlig tildeling til tjenestemændene af forskellige former for point, tilkommer det ansættelsesmyndigheden i overgangsfasen at tilpasse ændringen af reglerne om forfremmelse af tjenestemænd ved at tage hensyn til de krav, der følger med overgangen fra en forvaltningsmåde til en anden, og som kan pålægge forvaltningen midlertidigt at ændre visse grænser og forkaste den strenge anvendelse af regler og principper af vedvarende værdi, som sædvanligvis finder anvendelse på de pågældende situationer. Sådanne forkastelser skal imidlertid være begrundet i et tvingende behov forbundet med overgangen, og hverken varigheden eller rækkevidden kan gå ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre en korrekt overgang fra en ordning til en anden. Med henblik på at tage hensyn til den fortjeneste, som de tjenestemænd, der stadig var ansat i Kommissionen, havde kumuleret på det tidspunkt, ordningen trådte i kraft, omfatter disse overgangsbestemmelser tildeling af forskellige overgangspoint til disse tjenestemænd.
For så vidt angår overgangsprioritetspoint, som automatisk er tildelt tjenestemænd for hvert antal år i lønklassen, indtil en vis grænse, omfatter tildelingen af disse point en hensyntagen til ancienniteten i lønklassen i strid med de regler, der sædvanligvis regulerer forfremmelsesprocedurerne. Vedtagelsen af en ordning, der er kendetegnet ved en kvantificering af fortjenesten og ved nødvendigheden af at opnå en vis tærskel svarende til et kumuleret antal prioritets- og fortjenestepoint for at kunne forfremmes, indebærer imidlertid en hensyntagen til de fortjenester, som tjenestemændene har akkumuleret siden deres seneste forfremmelse, i form af tildeling af et vist antal point og i henhold til en metode, som overholder ligebehandlingsprincippet. Den foranstaltning, der består i den automatiske tildeling af prioritetspoint i henhold til ancienniteten i lønklassen, svarer til dette tvingende behov forbundet med overgangen, og bestemmelserne, der begrænser dens rækkevidde, såsom det forhold, at foranstaltningen kun omfattede de første forfremmelsesår efter ikrafttrædelsen af den nye ordning, den særdeles begrænsede vægt af disse point i forhold til de samlede point, der kan tildeles, samt det forhold, at forfremmelsen gøres betinget af, at tjenestemanden har opnået et vist antal øvrige point i den sidste karriereudviklingsrapport, gør det muligt at fastslå, at ansættelsesmyndigheden ikke er gået ud over, hvad der var nødvendigt for at sikre en korrekt overgang fra en ordning til en anden.
Dette gælder så meget desto mere for overgangsprioritetspoint, der ikke tildeles automatisk udelukkende på grundlag af anciennitet, men efter at der ligeledes er blevet taget hensyn til den berørte tjenestemands fortjenester, eftersom antallet af disse kan variere i forhold til vedkommendes bedømmelse, og de ikke tildeles, når denne bedømmelse er særligt ringe.
For så vidt angår de overgangsprioritetspoint, som kan tildeles af ansættelsesmyndigheden på forslag af forfremmelsesudvalgene, gælder, at disse blev indført med henblik på retfærdigt at løse de specifikke problemer forbundet med overgangen fra den tidligere til den nye ordning. Dette særlige formål er nødvendigvis omfattet af formålet med alle de overgangspoint, som de er en del af, nemlig hensyntagen til den fortjeneste, som en tjenestemand har akkumuleret siden sin seneste forfremmelse, således at den bestemmelse, hvori de fastsættes, ikke i sig selv er i strid med vedtægtens artikel 45. Det forhold, at en sådan tildeling kan føre til vilkårlige forfremmelser, følger af den individuelle anvendelse af denne bestemmelse og ikke af ordningens ulovlighed.
De overgangsprioritetspoint, der kan tildeles tjenestemænd, der var indstillet til en forfremmelse i det foregående forfremmelsesår, men som ikke blev forfremmet, er heller ikke i strid med vedtægtens artikel 45. Ansættelsesmyndigheden er nemlig principielt berettiget til ved sammenligning af fortjenesterne at tage hensyn til, at en tjenestemand allerede var foreslået til forfremmelse i det foregående år, såfremt han fortsat fortjener en forfremmelse, og hans fortjeneste bedømmes i forhold til fortjenesterne hos andre ansøgere til forfremmelse, hvilket er reglen i de overgangsbestemmelser, som Kommissionen har vedtaget.
(jf. præmis 109-117)
Henvisning til: Retten, 19. oktober 2006, sag T-311/04, Buendía Sierra mod Kommissionen, Sml. II, s. 4137, præmis 207, 210, 211, 212, 213 og den deri nævnte retspraksis, samt præmis 214-219 og 222.
5. Den forfremmelsesordning, der blev indført ved en intern kommissionsbeslutning, og som bygger på en kvantificering af fortjenester, navnlig ved årlig tildeling til tjenestemænd af forskellige slags point, dels »fortjenestepoint« – der er en følge af en omdannelse af den karakter, som tjenestemanden opnåede under den periodiske vurdering i henhold til vedtægtens artikel 43, dels »prioritetspoint«, der tildeles som supplement og ikke er afgørende i sig selv for en forfremmelse, og som tildeles for at belønne de tjenestemænd, som har oversteget deres individuelle mål, eller som har fuldført supplerende opgaver i institutionens interesse, er ikke i strid med vedtægtens artikel 45, idet disse to former for point skal belønne fortjeneste, og deres tildeling altid skal begrundes i betragtninger, der vedrører fortjeneste.
Det samme gælder for så vidt angår supplerende prioritetspoint, hvis tildeling ikke påvirker den kvote for prioritetspoint, som er fastsat af generaldirektionen, der kan tildeles på forslag fra forfremmelsesudvalget efter en klage fra en tjenestemand, som mener, at han burde være blevet tildelt et større antal prioritetspoint, når denne klage anses for berettiget, da de tildeles efter de samme kriterier som de prioritetspoint, der tildeles inden for hvert generaldirektorat, nemlig på grundlag af de berørte tjenestemænds fortjenester.
(jf. præmis 119-124)
Henvisning til: Buendía Sierra mod Kommissionen, præmis 136-138, 305 og 306.
Full & Egal Universal Law Academy