6.5.2006
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 108/24
Sag anlagt den 24. februar 2006 — Plásticos Españoles (Aspla) mod Kommissionen
(Sag T-76/06)
(2006/C 108/45)
Processprog: spansk
Parter
Sagsøger: Plásticos Españoles S.A. (Aspla) (Torrelavega, Spanien) (ved abogados E. Garayar og A. Garcia Castillo)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgerens påstande
—
Sagen antages til realitetsbehandling.
—
Kommissionens beslutning K(2005) 4634 endelig udg. af 30. november 2005 i sag COMP/F/38.354 — Industrisække, annulleres. Subsidiært nedsættes den bøde, der blev pålagt Plásticos Españoles S.A., væsentligt.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2005) 4634 endelig udg. af 30. november 2005 i sag COMP/F/38.354 — Industrisække. Kommissionen fastslog i den anfægtede beslutning, at sagsøgeren — blandt andre virksomheder — havde overtrådt artikel 81 EF, idet den i perioden 1991-2002 deltog i en helhed af aftaler og samordnet praksis med hensyn til industrisække i Tyskland, Belgien, Nederlandene, Luxembourg, Spanien og Frankrig. Kommissionen pålagde sagsøgeren en bøde for denne overtrædelse i solidarisk ansvar med selskabet Armando Àlvarez, S.A.
Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort følgende anbringender gældende:
—
Kommissionen har foretaget en urigtig bedømmelse af sagens faktiske omstændigheder vedrørende sagsøgerens adfærd, rækkevidden af de produktmarkeder og geografiske markeder, der er berørt, såvel som de markedsandele, som danner grundlag for beregning af sanktionerne.
—
Overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF og retssikkerhedsprincippet, idet der er foretaget en urigtig kvalifikation af overtrædelsen som »enkelt og vedvarende« og en ukorrekt fastsættelse af det ansvar, som de bødepålagte virksomheder er ifaldet.
—
Subsidiært, en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF, retssikkerhedsprincippet og ligebehandlingsprincippet, for en urigtig kvalifikation af overtrædelsen som »enkelt og vedvarende« i relation til sagsøgeren, for en ukorrekt bedømmelse af det individuelle ansvar, som påhviler den, og for forskelsbehandlingen over for virksomheden Stempher B.V., som ifølge Kommissionen også havde deltaget i den pågældende overtrædelse.
—
Overtrædelse af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17/62 (1) og retningslinjerne for beregningen af bøder, idet der er begået en åbenbar fejl ved beregningen af den sanktion, der blev pålagt sagsøgeren, og idet der er sket en åbenbar overtrædelse af ligebehandlings- og proportionalitetsprincippet ved fastsættelsen af størrelsen af bøderne.
(1) Rådets forordning nr. 17 af 6.2.1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).
Full & Egal Universal Law Academy