6.5.2006
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 108/25
Sag anlagt den 3. marts 2006 — Budapest Erőmű mod Kommissionen
(Sag T-80/06)
(2006/C 108/46)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Budapesti Erőmű »Zártkörűen Működő Részvénytársaság« (Budapest, Ungarn) (ved solicitor M. Powell, lawyers C. Arhold, K. Struckmann)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgerens påstande
—
Annullation af Kommissionens beslutning af 9. november 2005 om at indlede en formel undersøgelsesprocedure i statsstøttesag C 41/2005 (ex NN 49/2005) — Ungarske strandede omkostninger. Subsidiært annulleres beslutningen, for så vidt angår de af sagsøgeren indgåede elkøbsaftaler.
—
Sagsøgte tilpligtes at betales sagens omkostninger.
—
Der træffes i øvrigt de foranstaltninger, som bør træffes efter billighed.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren er en fjernvarmeleverandør og elproducent i Ungarn. Kommissionen besluttede i den anfægtede beslutning at indlede en formel undersøgelsesprocedure vedrørende den påståede nye statsstøtte i form af elkøbsaftaler indgået mellem ungarske elproducenter og den offentlige ungarske netoperatør (1).
Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort gældende, at Kommissionen ikke var beføjet til at træffe den anfægtede beslutning. Ifølge sagsøgeren følger det af bilag IV, kapitel 3, afsnit 1, i tiltrædelsestraktaten (2) og artikel 1, litra b), i Rådets forordning nr. 659/1999 (3), at Kommissionen kun har kompetence vedrørende støtteforanstaltninger, som stadig er gældende efter en ny medlemsstats tiltrædelse. Sagsøgeren hævder, at elkøbsaftalerne blev indgået inden tiltrædelsen, og at de ikke længere finder anvendelse efter tiltrædelsen.
Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionen har begået en åbenbar retlig fejl og foretaget en åbenbar urigtig vurdering ved at indlede den formelle undersøgelsesprocedure uden en objektiv begrundelse for konstateringen af, at sagsøgerens elkøbsaftaler indeholder statsstøtte. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen undladt at vurdere arten af sagsøgerens elkøbsaftaler i lyset af omstændighederne, dengang de blev indgået, og foretaget en utilstrækkelig bedømmelse af begrebet økonomisk fordel, fordrejning af konkurrencevilkårene samt påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.
Sagsøgeren har også gjort gældende, at Kommissionen har begået en fejl ved at antage, at elkøbsaftalerne indeholder ny statsstøtte, idet aftalerne blev indgået inden liberaliseringen af det ungarske elektricitetsmarked.
Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede beslutning er utilstrækkeligt begrundet.
(1) Statsstøttesag – Ungarn — Statsstøttesag C 41/2005 (ex NN 49/2005) – Ungarske strandede omkostninger – Opfordring til at fremsætte bemærkninger efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2 (EØS-relevant tekst) (EUT C 324 2005, s. 12).
(2) Akten vedrørende Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union – bilag IV: Liste omhandlet i artikel 22 i tiltrædelsesakten – 3. Konkurrencepolitik (EUT L 236 2003, s. 797).
(3) Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel [88] (EFT L 83, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy