2.9.2006
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 212/45
Sag anlagt den 18. juli 2006 — FMC mod Kommissionen
(Sag T-197/06)
(2006/C 212/76)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: FMC Corporation (Philadelphia, USA) (ved C. Stanbrook, Q.C., og lawyer Y. Virvilis)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens beslutning K(2006) 1766 endelig udg. af 3. maj 2006 annulleres for så vidt angår FMC Corporation.
—
Subsidiært reduceres FMC Corporations bøde.
—
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren har nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2006) 1766 endelig udg. af 3. maj 2006 (sag COMP/F/38.620 — Brintoverilte og natriumperborat), hvorved Kommissionen fastslog, at sagsøgeren havde tilsidesat artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 ved at have deltaget i et kartel, som hovedsageligt bestod i udveksling af oplysninger mellem konkurrenterne om priser og salgsmængder, prisaftaler, aftaler om nedsættelse af produktionskapaciteten inden for EØS-området og overvågning af de konkurrencestridige tiltag.
Sagsøgeren gør to anbringender gældende til støtte for sit søgsmål og anfører overordnet, at selskabet ikke er ansvarligt for sit datterselskab Forets overtrædelser, eftersom det ikke udøvede en afgørende indflydelse på datterselskabet.
For det første gør sagsøgeren gældende, at den anfægtede beslutning er utilstrækkeligt begrundet.
For det andet gør sagsøgeren gældende, at den anfægtede beslutning af følgende årsager indeholder såvel retlige som faktiske fejl:
a)
Kommissionens konklusioner er støttet på en urigtig fortolkning af beviserne, urimelig forskelsbehandling ved at give forskellige kilder til mundtligt bevis forskellig vægt og generelt på et åbenbart urigtigt skøn.
b)
Kommissionen har brugt det forkerte retlige kontrolkriterium med henblik på at fastslå, at sagsøgeren er ansvarlig for Forets overtrædelse.
c)
Kommissionen har brugt beviser, der ikke havde forbindelse til perioden for den påståede overtrædelse.
d)
Kommissionen har anvendt beviser, som, uden at Kommissionen havde oplyst sagsøgeren om beviserne, dannede grundlag for sagen mod selskabet, hvorved sagsøgeren blev frataget muligheden for at udøve sin ret til forsvar.
Full & Egal Universal Law Academy