16.9.2006
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 224/52
Sag anlagt den 8. august 2006 — Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen
(Sag T-208/06)
(2006/C 224/108)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Quinn Barlo Ltd (County Cavan, Irland), Quinn Plastics NV (Geel, Belgien), og Quinn Plastics GmbH (Mainz, Tyskland) (ved lawyers W. Blau, F. Wijckmans og F. Tuytschaever)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgernes påstande
—
Principalt: beslutningen annulleres, for så vidt som den fastslår, at sagsøgerne har tilsidesat artikel 81 EF og artikel 53 i EØS-aftalen (annullation af artikel 1 og 2, for så vidt som de vedrører sagsøgerne).
—
Subsidiært: beslutningens artikel 2 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.
—
Mere subsidiært: beslutningens artikel 2 annulleres, for så vidt som den pålægger sagsøgerne en bøde på 9 mio. EUR, og bøden nedsættes i overensstemmelse med de i forbindelse med dette søgsmål fremførte argumenter.
—
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgerne har nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2006)2098 endelig udg. af 31. maj 2006 i sag COMP/F/38.645 — Methacrylat, hvorved Kommissionen fastslog, at sagsøgerne havde overtrådt artikel 81 EF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, idet de havde deltaget i et kartel, der omfattede drøftelse af priser, indgåelse og gennemførelse af, samt kontrol med, prisaftaler, enten i form af prisforhøjelser eller i det mindste stabilisering af de eksisterende prisniveauer, drøftelse af overvæltning af yderligere serviceomkostninger på kunderne, udveksling af forretningsmæssigt væsentlige og fortrolige markeds- og/eller selskabsrelevante oplysninger og deltagelse i jævnlige møder og andre samråd med henblik på at fremme overtrædelsen.
Til støtte for deres søgsmål gør sagsøgerne to anbringender gældende.
Sagsøgerne gør for det første gældende, at den anfægtede beslutning er urigtig, fordi det i denne ikke i tilstrækkelig grad godtgøres, at sagsøgerne deltog i en samlet og fælles konkurrencebegrænsende ordning og i en vedvarende overtrædelse. Endvidere er der foretaget en urigtig bedømmelse af den rolle, som sagsøgernes repræsentanter spillede på fire nærmere angivne møder, og bortset fra sagsøgernes tilstedeværelse ved disse møder indeholder beslutningen ikke noget bevis for, at sagsøgerne har deltaget i nogen adfærd, der i beslutningen kvalificeres som retsstridig.
Sagsøgerne gør for det andet gældende, at artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 (1) er blevet tilsidesat, idet der er foretaget en urigtig bedømmelse af den påståede overtrædelses varighed, en urigtig bedømmelse af den påståede overtrædelses grovhed og en urigtig bedømmelse af de formildende omstændigheder.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy