27.1.2007
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 20/30
Sag anlagt den 14. december 2006 — IMI m.fl. mod Kommissionen
(Sag T-378/06)
(2007/C 20/46)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: IMI plc (Birmingham, Det Forenede Kongerige), IMI Kynoch Ltd (Birmingham, Det Forenede Kongerige), Yorkshire Fittings Limited (Leeds, Det Forenede Kongerige), VSH Italia Srl (Bregnano, Italien), Aquatis France SAS (La Chapelle St. Mesmin, Frankrig), og Simplex Armaturen + Fittings GmbH & Co. KG (Ravensburg, Tyskland) (ved lawyers M. Struys og D. Arts)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgernes påstande
—
Artikel 2, litra b), nr. 1, og artikel 2, litra b), nr. 2, i Kommissionens beslutning af 20. september 2006, som ændret ved Kommissionens beslutning af 29. september 2006 om en procedure efter EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (Sag COMP/F-1/38.121 — Tilslutningsrør — K(2006) 4180 endelig udg.), annulleres.
—
Alternativt nedsættes de bøder, som sagsøgerne er blevet pålagt og
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgerne har nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning nr. K(2006) 4180 endelig udg. af 20. september 2006 i sag Comp/F-1/38.121 — Tilslutningsrør, hvorved Kommissionen lagde til grund, at sagsøgerne sammen med andre virksomheder havde overtrådt artikel 81 EF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde ved at fastsætte priser, vedtage prislister, vedtage prisnedslag og rabatter, vedtage gennemførelsesmekanismer til indførelse af prisforhøjelser, tildeling af nationale markeder, tildeling af kunder og udveksling af andre handelsmæssige oplysninger.
Til støtte for deres søgsmål gør sagsøgerne gældende, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, eftersom den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt er for stor henset til såvel sagsøgernes som det relevante markeds størrelse, når der foretages sammenligning med Kommissionens fremgangsmåde i tidligere beslutninger. Ved at inddrage salg af pres-tilslutningsrør i det relevante markeds størrelse med henblik på fastlæggelsen af overtrædelsens alvor har Kommissionen foretaget et åbenbart fejlskøn.
Sagsøgerne gør endvidere gældende, at Kommissionen foretog et åbenbart fejlskøn, da den lagde til grund, at sagsøgerne ikke fremlagde beviserne for forbindelsen mellem Det Forenende Kongerige og de paneuropæiske ordninger. Kommissionen anførte en utilstrækkelig begrundelse i denne forbindelse. Endvidere tilsidesatte Kommissionen ligebehandlingsprincippet, idet den afviste at meddele sagsøgerne en nedsættelse af deres bøder for deres samarbejde uden for bødefritagelsesmeddelelsen (1) ved at fremlægge bevis for forbindelsen mellem Det Forenede Kongerige og det paneuropæiske kartel, mens selskabet FRA.BO på samme grundlag blev tildelt en bødenedsættelse for at fremlægge bevis for, at der efter kontrolundersøgelse fortsat fandt overtrædelser sted.
Sagsøgerne gør endvidere gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 253 EF, idet der i den anfægtede beslutning ikke er anført nogen begrundelse for at pålægge sagsøgerne Aquatis France og Simplex Armaturen + Fittings et yderligere bødebeløb på 2,04 mio. EUR.
Endelig gør sagsøgerne gældende, at Kommissionen tilsidesatte princippet »non bis in idem«, hvorefter ingen kan straffes to gange for den samme overtrædelse, idet den pålagde Aquatis France og Simplex Armaturen + Fittings en separat bøde i tilslutning til den bøde, der allerede var pålagt hver af deres forgængere og nuværende moderselskaber.
(1) Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3).
Full & Egal Universal Law Academy