7.2.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 32/2
Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 11. december 2008 — Kanal 5 Ltd og TV 4 AB mod Föreningen Svenska Tonsättares Internationella Musikbyrå (STIM) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Marknadsdomstolen — Sverige)
(Sag C-52/07) (1)
(Ophavsrettigheder - forvaltningsorganisation for ophavsrettigheder, der indtager en faktisk monopolstilling - opkrævning af en afgift for tv-udsendelse af musikværker - metoden til beregning af denne afgift - dominerende stilling - misbrug)
(2009/C 32/03)
Processprog: svensk
Den forelæggende ret
Marknadsdomstolen
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Kanal 5 Ltd og TV 4 AB
Sagsøgt: Föreningen Svenska Tonsättares Internationella Musikbyrå (STIM)
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Marknadsdomstolen — fortolkning af artikel 82 EF — vederlag, som betales af kommercielle tv-kanaler til en forening, som forvalter og udsteder licenser til rettigheder til musik og tekst — vederlag, der beregnes som en andel af indtægter fra bl.a. abonnementer og reklamer.
Konklusion
1)
Artikel 82 EF skal fortolkes således, at en organisation til kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder, som indtager en dominerende stilling på en væsentlig del af fællesmarkedet, ikke misbruger denne stilling, når den som vederlag for tv-udsendelse af ophavsretligt beskyttede musikværker i forhold til kommercielle tv-kanaler anvender en afgiftsordning, hvorefter størrelsen af disse afgifter svarer til en andel af disse tv-kanalers indtægter, hvis denne andel samlet set er forholdsmæssig i forhold til mængden af ophavsretligt beskyttede musikværker, der faktisk er genstand for tv-udsendelse eller kan antages at blive det, medmindre der findes en anden metode, der gør det muligt med større nøjagtighed at identificere og kvantificere udnyttelsen af disse værker samt publikum, uden at der derved sker en uforholdsmæssig forhøjelse af udgifterne til forvaltning af kontrakterne og kontrollen med anvendelsen af de nævnte værker.
2)
Artikel 82 EF skal fortolkes således, at når en organisation til kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder beregner de afgifter, der oppebæres som vederlag for tv-udsendelse af ophavsretligt beskyttede musikværker, på forskellig vis, alt efter om det drejer sig om private tv-selskaber eller offentlige tv-selskaber, kan det udgøre et misbrug af en dominerende stilling som omhandlet i nævnte artikel, hvis den i forhold til disse selskaber anvender ulige vilkår for ydelser af samme værdi og dermed stiller dem ringere i konkurrencen, medmindre en sådan adfærd kan være objektivt berettiget.
(1) EUT C 95 af 28.4.2007.
Full & Egal Universal Law Academy