1.8.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 180/4
Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 11. juni 2009 — Hans & Christophorus Oymanns GbR, Orthopädie Schuhtechnik mod AOK Rheinland/Hamburg (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberlandesgericht Düsseldorf, Tyskland)
(Sag C-300/07) (1)
(Direktiv 2004/18/EF - offentlige vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter - offentlige sygekasser - offentligretlige organer - ordregivende myndigheder - udbud - fremstilling og levering af ortopædiske sko individuelt tilpasset patienternes behov - detaljeret vejledning med måltagning af patienterne)
2009/C 180/06
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Oberlandesgericht Düsseldorf
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Hans & Christophorus Oymanns GbR, Orthopädie Schuhtechnik
Sagsøgt: AOK Rheinland/Hamburg
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Oberlandesgericht Düsseldorf — fortolkning af artikel 1, stk. 2, litra c) og d), stk. 4, 5 og 9, andet afsnit, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT L 134, s. 114) — indkaldelse af bud fra en sygekasse, der er omfattet af en lovpligtig sikringsordning, på levering af ortopædisk fodtøj til de sikrede — begrebet »offentlige organer« — ydelser bestående i levering af sko fremstillet efter den enkelte sikredes individuelle behov samt i en indgående rådgivning om anvendelsen af varen — skal sådanne ydelser betegnes som »offentlig vareindkøbskontrakt« eller som »offentlig tjenesteydelseskontrakt«?
Konklusion
1)
Artikel 1, stk. 9, andet afsnit, litra c), første alternativ, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter skal fortolkes således, at der er tale om en finansiering for størstedelens vedkommende fra staten, når de offentlige sygekassers aktiviteter hovedsageligt finansieres ved bidrag, som påhviler de forsikrede, og som pålægges, beregnes og opkræves efter offentligretlige regler som de i hovedsagen omhandlede. Sådanne sygekasser skal betragtes som offentligretlige organer og derfor som ordregivende myndigheder med henblik på anvendelsen af dette direktivs bestemmelser.
2)
Når en blandet offentlig kontrakt vedrører både varer og tjenesteydelser, er det kriterium, der skal anvendes ved afgørelsen af, om den omhandlede kontrakt skal betragtes som en vareindkøbskontrakt eller en tjenesteydelseskontrakt, værdien af henholdsvis de varer og de tjenesteydelser, der indgår i kontrakten. I tilfælde af, at de varer, der stilles til rådighed, er fremstillet og tilpasset individuelt i forhold til hver kundes behov, og om hvis anvendelse hver kunde skal have individuel vejledning, skal fremstillingen af disse varer medtages i den del af kontrakten, der vedrører »varer« med henblik på beregningen af hver af disse deles værdi.
3)
Når leveringen af tjenesteydelser i den omhandlede kontrakt er fremherskende i forhold til leveringen af varer, skal en kontrakt som den i hovedsagen omhandlede, der er indgået mellem en offentlig sygekasse og en erhvervsdrivende, hvori er fastsat bestemmelser om vederlag for de forskellige former for behandling, som den erhvervsdrivende skal foretage, og varigheden af kontraktens anvendelse, og hvorefter den erhvervsdrivende har pligt til at betjene de forsikrede, som henvender sig til ham, og hvorefter den pågældende sygekasse er den eneste, der betaler for denne erhvervsdrivendes ydelser, anses for en »rammeaftale« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, stk. 5, i direktiv 2004/18.
(1) EUT C 235 af 6.10.2007.
Full & Egal Universal Law Academy