21.2.2009
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 44/20
Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 22. december 2008 — Friederike Wallentin-Hermann mod Alitalia — Linee Aeree Italiane SpA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Handelsgericht Wien — Østrig)
(Sag C-549/07) (1)
(Luftbefordring - forordning (EF) nr. 261/2004 - artikel 5 - kompensation og bistand til passagerer i tilfælde af en flyafgangs aflysning - fritagelse for kompensationspligt - aflysning, der skyldes usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne have været undgået, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk var blevet truffet)
(2009/C 44/34)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Handelsgericht Wien
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Friederike Wallentin-Hermann
Sagsøgt: Alitalia — Linee Aeree Italiane SpA
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Handelsgericht Wien — fortolkning af artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT L 46, s. 1) — begrebet »usædvanlige omstændigheder« og »forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes« — aflysning af en flyafgang på grund af motorfejl — væsentligt større antal aflysninger som følge af tekniske fejl end hos andre luftfartsselskaber
Konklusion
1)
Artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 skal fortolkes således, at en teknisk fejl ved et luftfartøj, som medfører aflysning af en flyafgang, ikke er omfattet af begrebet »usædvanlige omstændigheder« i denne bestemmelses forstand, medmindre fejlen skyldes begivenheder, der på grund af fejlens karakter eller oprindelse ikke er et led i det berørte luftfartsselskabs sædvanlige aktivitetsudøvelse og ligger uden for luftfartsselskabets faktiske kontrol. Konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring, indgået i Montreal den 28. maj 1999, er ikke relevant for fortolkningen af fritagelsesgrunden i artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004.
2)
Hyppigheden af tekniske fejl hos et luftfartsselskab kan ikke i sig selv give grundlag for at fastslå, at der er tale om »usædvanlige omstændigheder« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004.
3)
Den omstændighed, at et luftfartsselskab har overholdt minimumsreglerne for vedligeholdelse af luftfartøjer, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at godtgøre, at luftfartsselskabet har truffet »alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes«, i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004, og er følgelig ikke tilstrækkeligt til at fritage luftfartsselskabet for pligten til at udbetale kompensation efter forordningens artikel 5, stk. 1, litra c), og artikel 7, stk. 1.
(1) EUT C 64 af 8.3.2008.
Full & Egal Universal Law Academy