FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 28. februar 2008 1(1)
Sag C-164/07
James Wood
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de grande instance de Nantes (Frankrig))
»Forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – artikel 12, stk. 1, EF – unionsborgerskab – erstatning til ofre for forbrydelser begået i udlandet – national ordning, hvorefter en sådan erstatning til ofre alene tildeles egne statsborgere«
I – Indledning
1. Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse omhandler spørgsmål om forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i forbindelse med tildeling af en statslig erstatning til ofre for forbrydelser. Domstolen har tidligere behandlet denne problemstilling i Cowan-sagen (2).
2. I modsætning til, hvad der var tilfældet i Cowan-sagen, drejer den foreliggende sag sig dog ikke om erstatning til ofre for forbrydelser, der er blevet begået i indlandet. Denne gang drejer det spørgsmål, som Domstolen er blevet forelagt, sig derimod om fællesskabsrettens retningslinjer for så vidt angår en national bestemmelse, hvorefter der også kan gives erstatning til ofre for forbrydelser, der er blevet begået i udlandet, idet en sådan erstatning dog alene tildeles egne statsborgere.
II – Retsforskrifter
A – Fællesskabsbestemmelser
3. Artikel 12, stk. 1, EF bestemmer:
»Inden for denne traktats anvendelsesområde og med forbehold af dennes særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt.«
4. Artikel 17 i Rådets direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for forbrydelser (3) (herefter »direktiv 2004/80«) har følgende ordlyd:
»Gunstigere bestemmelser
Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne:
a) indfører eller opretholder gunstigere bestemmelser til fordel for ofre for forbrydelser eller andre personer, der berøres af en forbrydelse,
b) indfører eller opretholder bestemmelser om erstatning til ofre for forbrydelser begået uden for deres eget område eller til andre personer, der berøres af en sådan forbrydelse, på vilkår, som medlemsstaterne selv specifikt fastsætter
for så vidt sådanne bestemmelser er forenelige med dette direktiv.«
B – Nationale bestemmelser
5. Artikel 706-3 i code de procédure pénale (den franske strafferetsplejelov) bestemmer:
»Enhver person, som har lidt skade på grund af en forsætlig eller hændelig handling, der har karakter af en forbrydelse, kan få fuld erstatning for tab som følge af personskade, når følgende betingelser er opfyldt:
1. […]
2. […]
3. Skadelidte skal være fransk statsborger. I modsat tilfælde skal handlingen være blevet begået på det nationale område, og skadelidte:
– skal enten være statsborger i en medlemsstat af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
– eller skal, med forbehold af internationale traktater og aftaler, have lovligt ophold på tidspunktet for de faktiske omstændigheders indtræden eller for kravets fremsættelse.
[...]«
III – Faktiske omstændigheder og hovedsagen
6. James Wood er en britisk statsborger, der har boet i Frankrig i over 20 år. Sammen med sin samleverske, en fransk statsborger, har han tre fællesbørn, der ligeledes har fransk statsborgerskab.
7. Et af børnene, datteren Helena Wood, omkom i 2004 ved en trafikulykke i Australien, hvor hun var på praktikophold.
8. Familien Wood henvendte sig herefter til Commission nantaise d?’indemnisation des victimes d’infractions (kommissionen for erstatning til ofre for lovovertrædelser i Nantes, herefter også »erstatningskommissionen«) og anmodede om erstatning for deres økonomiske tab og ikke-økonomiske skade som følge af Helena Woods død.
9. Den afdødes moder og søskende blev tilkendt et erstatningskrav, hvis beløbsstørrelse de indgik aftale om med den kompetente Fonds de Garantie.
10. Fonds de Garantie nægtede derimod at yde afdødes fader erstatning, fordi han ikke opfyldte betingelserne i artikel 706-3 i code de procédure pénale. I henhold til denne har alene franske statsborgere krav på erstatning, når den begivenhed, der ligger til grund for skaden, er indtrådt i udlandet. Da James Wood, i modsætning til de øvrige familiemedlemmer, ikke har fransk statsborgerskab, har han ikke krav på erstatning. Det ville han kun have, hvis hans datters ulykke var sket i Frankrig.
11. James Wood har herefter ved dokument af 11. januar 2007 anlagt sag mod Fonds de Garantie ved erstatningskommissionen under tribunal de grande instance de Nantes. Til støtte for sit søgsmål har James Wood påberåbt sig EØF-traktatens artikel 7, der forbyder al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet.
12. Ifølge James Wood er der tale om forskelsbehandling, når han alene på grund af den omstændighed, at han ikke har fransk statsborgerskab, ikke i lighed med sin samleverske og sine børn, der er franske statsborgere, er blevet tildelt en erstatning til ofre, selv om han har boet, arbejdet og betalt skat i Frankrig i over tyve år.
IV – Den præjudicielle anmodning og retsforhandlingerne ved Domstolen
13. Ved afgørelse af 16. marts 2006 har erstatningskommissionen under tribunal de grande instance de Nantes udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Henset til det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som er indeholdt i Rom-traktatens artikel 7, er bestemmelserne i artikel 706-3 i den franske code de procédure pénale da forenelige med fællesskabsretten, for så vidt som en EF-borger, der er bosiddende i Frankrig og far til et barn med fransk statsborgerskab, som er omkommet uden for det nationale område, udelukkes fra at få erstatning fra Fonds de Garantie alene på grund af sit statsborgerskab?«
14. Ud over sagsøgeren og sagsøgte i hovedsagen har den franske regering og Kommissionen afgivet skriftlige og mundtlige indlæg under retsforhandlingerne ved Domstolen. Endvidere har den italienske og den portugisiske regering indgivet skriftlige indlæg.
V – Bedømmelse
A – Formaliteten med hensyn til den præjudicielle anmodning
15. Inden jeg gennemgår det præjudicielle spørgsmål, skal jeg først kort berøre to aspekter af formaliteten vedrørende den præjudicielle anmodning.
1. Fortolkning af det præjudicielle spørgsmål
16. Det præjudicielle spørgsmål henviser til EØF-traktatens artikel 7. Forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet findes nu imidlertid med samme ordlyd i artikel 12, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Artikel 12, stk. 1, EF finder ratione temporis anvendelse i den foreliggende sag. Nedenfor tages der derfor udgangspunkt i artikel 12, stk. 1, EF.
17. Med hensyn til formuleringen af det præjudicielle spørgsmål skal det endvidere for klarheds skyld bemærkes, at Domstolen under en præjudiciel sag i henhold til traktatens artikel 234 EF ifølge fast retspraksis ikke er kompetent til at træffe afgørelse om, hvorvidt en national foranstaltning er forenelig med fællesskabsretten. Domstolen kan dog forsyne den nationale ret med alle under fællesskabsretten henhørende fortolkningsbidrag, som gør det muligt for denne ret at vurdere spørgsmålet om forenelighed med henblik på at afgøre den indbragte sag (4).
18. Det præjudicielle spørgsmål skal derfor fortolkes således, at der anmodes om en fortolkning af artikel 12, stk. 1, EF.
2. Erstatningskommissionens ret til at anmode om en præjudiciel afgørelse
19. Endvidere kan man spørge, om erstatningskommissionen, der har forelagt denne anmodning om præjudiciel afgørelse for Domstolen, i det hele taget er en ret med ret til at anmode om en præjudiciel afgørelse i artikel 234 EF's forstand. I den forbindelse kan der imidlertid henvises til forslaget til afgørelse i Cowan-sagen, hvori generaladvokat Lenz med en omfattende begrundelse korrekt fastslog, at en sådan kommission må anses for en ret i artikel 234 EF's forstand (5). Han argumenterede her for, at en sådan kommission er en uafhængig instans, som har kompetence til at træffe afgørelse i tvister vedrørende ansøgninger om erstatning til ofre for forbrydelser. Den er et fast organ, der handler i henhold til lov og træffer sine afgørelser under anvendelse af retsregler, navnlig reglerne i code de procédure pénale.
3. Foreløbig konklusion
20. Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af erstatningskommissionen under tribunal de grande instance de Nantes kan således antages til realitetsbehandling.
B – Realitetsbedømmelse af det præjudicielle spørgsmål
21. Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse angår spørgsmålet om, hvorvidt artikel 12, stk. 1, EF skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en erstatning til ofre for forbrydelser, der er begået i udlandet, alene kan tildeles landets egne statsborgere og følgelig nægtes andre medlemsstaters statsborgere, der har bopæl i den pågældende stat.
22. Inden konsekvenserne for de nationale bestemmelser, der følger af artikel 12, stk. 1, EF behandles, skal der først ses nærmere på direktiv 2004/80.
1. Direktiv 2004/80 om erstatning til ofre for forbrydelser
23. Den portugisiske og den italienske regering har med rette anført, at reglerne vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser, der er begået uden for en medlemsstats område, ikke er harmoniserede. Der findes ganske vist en fællesskabsretsakt vedrørende emneområdet »erstatning til ofre for forbrydelser«, nærmere betegnet direktiv 2004/80. I dette direktivs artikel 17 er det dog fastsat, at direktivet ikke er til hinder for, at medlemsstaterne indfører eller opretholder bestemmelser om erstatning til ofre for forbrydelser begået uden for deres eget område eller til andre personer, der berøres af en sådan forbrydelse.
24. De to regeringer har på baggrund af medlemsstaternes kompetence i så henseende draget den slutning, at fællesskabsretten ikke opstiller nogen krav til medlemsstaternes ordninger på dette område. En sådan slutning kan imidlertid ikke udledes af medlemsstaternes kompetence.
25. På områder, hvor medlemsstaterne bevarer deres kompetence, skal medlemsstaterne netop også udøve kompetencen under overholdelse af fællesskabsretten (6). Derfor skal det herefter undersøges, hvorvidt forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 12 EF medfører krav i så henseende og i givet fald hvilke.
2. Anvendelsesområdet for forbuddet mod forskelsbehandling
26. Artikel 12, stk. 1, EF forbyder al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, inden for traktatens anvendelsesområde. I det følgende skal det altså først undersøges, om traktaten finder anvendelse under de foreliggende omstændigheder.
27. Under fællesskabsrettens anvendelsesområde henhører efter Domstolens nu faste retspraksis de situationer, der er knyttet til udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder, bl.a. dem, der er knyttet til udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område i henhold til artikel 18 EF (7).
28. I den foreliggende sag finder traktaten således enten anvendelse, fordi James Wood er flyttet til Frankrig og udøver en økonomisk aktivitet i Frankrig, eller fordi han som unionsborger har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed.
29. Anmodningen om præjudiciel afgørelse indeholder ingen nærmere oplysninger om James Woods arbejdsmæssige situation. Det nævnes blot et sted, at denne gør gældende, at han har boet og arbejdet i Frankrig i over 20 år. Det præciseres imidlertid ikke nærmere, om han arbejder som arbejdstager eller som selvstændig erhvervsdrivende. Det står heller ikke klart, om dette anbringende er ubestridt, eller om der blot er tale om en gengivelse af sagsøgerens anbringende.
30. Hvis man tager udgangspunkt i denne oplysning, gjorde James Wood på det tidspunkt, hvor spørgsmålet om retten til at få erstatning opstod, alt efter dennes arbejdsmæssige beskæftigelse i Frankrig enten brug af sin ret til fri bevægelighed som arbejdstager i henhold til artikel 39 EF eller af sin etableringsfrihed i henhold til artikel 43 EF.
31. Såfremt det under sagen for den forelæggende ret viser sig, at James Wood ikke var erhvervsaktiv, finder traktaten anvendelse som omhandlet i artikel 12 EF via traktatens bestemmelser om unionsborgerskabet (artikel 18 EF). Efter retspraksis er en unionsborger, der har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i henhold til artikel 18, stk. 1, EF, omfattet af traktatens anvendelsesområde og kan støtte ret på det generelle forbud mod forskelsbehandling i artikel 12, stk. 1, EF.
32. Unionsborgerskabets formål er nemlig at skabe den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere, idet det gør det muligt for dem blandt disse statsborgere, som befinder sig i samme situation, inden for traktatens materielle anvendelsesområde at blive undergivet samme retlige behandling, uanset deres nationalitet og med forbehold af udtrykkeligt fastsatte undtagelser i denne henseende (8).
33. Det bliver den forelæggende rets opgave at afklare, om traktaten i det foreliggende tilfælde konkret finder anvendelse på grundlag af artikel 39 EF, 43 EF eller 18 EF.
34. Sammenfattende må det dog fastslås, at James Woods situation er omfattet af traktatens anvendelsesområde, og at han derfor kan påberåbe sig sin ret til ikke at blive udsat for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.
3. Forskelsbehandling
35. I det følgende skal det derfor undersøges, om James Wood er blevet forskelsbehandlet på grundlag af sin nationalitet. Efter Fonds de Garanties opfattelse er der ikke tale om en forskelsbehandling. Denne opfattelse begrundes bl.a. med, at James Wood havde fået en erstatning, hvis han havde givet afkald på det britiske statsborgerskab og havde erhvervet fransk statsborgerskab.
36. Efter fast retspraksis kræver forbuddet mod forskelsbehandling, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (9).
37. At ensartede forhold i det foreliggende tilfælde behandles forskelligt, står klart, når man sammenligner James Woods situation med den situation, hans franske samleverske befinder sig i. De har boet sammen i Frankrig i over 20 år og har begge mistet deres datter som følge af en forbrydelse i udlandet. Deres familiemæssige forhold til den afdøde er det samme, og de har derfor lidt samme skade.
38. Bortset fra nationaliteten er der således ingen forskel på James Wood og hans samleverske, henset til betingelserne for et erstatningskrav. Alligevel får kun samleversken en erstatning, James Wood derimod ikke.
39. Følgelig behandles ensartede forhold forskelligt. Da den forskellige behandling eksplicit er betinget af nationalitetskriteriet, foreligger der direkte forskelsbehandling. For vurderingen af, hvorvidt der er udøvet forskelsbehandling, er det derfor modsat sagsøgtes anbringende irrelevant, at James Wood kunne have fået krav på erstatning, hvis han havde skiftet nationalitet.
4. Begrundelse
40. Tilbage står derfor kun at undersøge, om denne forskelsbehandling er begrundet.
41. En forskelsbehandling kan være begrundet, såfremt den hviler på objektive grunde, der er uafhængige af nationalitet og står i rimeligt forhold til det legitime formål, der tilstræbes med den pågældende nationale lovgivning (10).
42. Det er tvivlsomt, om en national ordning, der forskelsbehandler direkte på grundlag af nationalitet, i det hele taget kan være begrundet (11). Det er dog ikke nødvendigt at behandle dette spørgsmål, da der – selv om man antager, at en sådan begrundelsesmulighed foreligger – i det foreliggende tilfælde må afvises at foreligge en begrundelse.
43. Den portugisiske regering mener, at forskelsbehandlingen kan begrundes med tanken bag den nationale solidaritet, hvoraf det følger, at en medlemsstat kan begrænse betalingen af erstatninger for forbrydelser, der er begået uden for statens territorium, til sine egne statsborgere.
44. Den franske regering erkender selv, at James Wood efter dens opfattelse bør få en erstatning, i lighed med hans kone og børn. Den anfører således ingen begrundelse for nationalitetskriteriet som betingelse for at tildele erstatning.
45. Den franske regering henviser imidlertid til den byrde, som en ubegrænset tildeling af erstatning til ofre ville udgøre for finansieringen og niveauet som helhed i erstatningssystemet. Erstatningsordningen for ofre for forbrydelser er nemlig særlig favorabel i Frankrig og giver adgang til erstatning i overordentlig mange tilfælde. Eksempelvis ydes der ikke kun erstatning til de direkte ofre for forbrydelser, men også til de indirekte ofre, og begrebet indirekte offer fortolkes ligeledes særdeles bredt.
46. Uden en begrænsning ville enhver pårørende fra en anden medlemsstat, der blot opholder sig i Frankrig som turist for en kort periode, også kunne forlange en erstatning til ofre i Frankrig, såfremt en af hans nærstående bliver offer for en forbrydelse i hans oprindelsesland eller i et tredjeland, mens han opholder sig i Frankrig.
47. Domstolen har under visse omstændigheder anerkendt, at en medlemsstat kan lade betalingen af visse sociale ydelser, der kunne komme til at udgøre en urimelig byrde, være betinget af, at der foreligger en reel forbindelse mellem personen og staten (12), en vis grad af integration (13) i eller en særlig tilknytning (14) til samfundet i denne medlemsstat. Domstolen anførte således eksempelvis i Bidar-dommen i forbindelse med støtte til dækning af leveomkostningerne for studerende, at enhver medlemsstat frit kan sikre, at tildeling af støtte til dækning af leveomkostningerne for studerende fra andre medlemsstater ikke bliver til en urimelig byrde, der kan have konsekvenser for det samlede støttebeløb, der kan udbetales af denne stat.
48. Ved analog anvendelse af disse betragtninger på de foreliggende omstændigheder forekommer det legitimt at lade tildelingen af en erstatning til ofre for forbrydelser begået i udlandet være betinget af, at der består en reel forbindelse mellem den person, der gør krav på ydelsen, og den medlemsstat, der udbetaler ydelsen, for at forebygge risikoen for, at byrden bliver urimelig.
49. En national ordning, der har til formål at begrænse ydelserne til ofre for forbrydelser begået i udlandet til en kreds af personer, der har en reel forbindelse til det franske samfund, ville derfor absolut forfølge et legitimt formål.
50. For at være begrundet skulle en sådan national ordning imidlertid desuden opfylde betingelserne om proportionalitet (15). En foranstaltning opfylder proportionalitetskravet, når den er egnet til at sikre opfyldelsen af det tilstræbte formål og ikke går videre, end hvad der er nødvendigt hertil.
51. I så henseende bemærkes, at medlemsstaterne hvad angår ydelser, som ikke er reguleret i fællesskabsretten, ganske vist har en vid skønsbeføjelse ved fastsættelsen af kriterier for vurderingen af en reel forbindelse, men dog er forpligtet til at respektere de begrænsninger, der følger af fællesskabsretten (16).
52. En national ordning, der anvender nationalitetskriteriet som betingelse for tildeling af erstatning til ofre, kan dog ikke være begrundet, hvis man overhovedet mener, at en direkte diskriminerende foranstaltning principielt kan være begrundet.
53. Når ydelsen alene gøres betinget af modtagernes nationalitet, afskæres de, der rent faktisk har tilstrækkelig reel tilknytning til det franske samfund, nemlig også fra at få tildelt ydelsen. En person som James Wood, der har boet og arbejdet i Frankrig i 20 år, er utvivlsomt – som den franske regering i øvrigt også medgiver – tilstrækkeligt integreret i det franske samfund, hvilket udelukker, at han kan nægtes en erstatning til ofre. En sådan foranstaltning er i sig selv ikke egnet til at sikre opfyldelsen af det tilstræbte formål.
54. Som muligt kriterium med henblik på at fastslå en reel forbindelse til det franske samfund kunne ansøgerens bopæl dog komme i betragtning (17). En ydelsesmodtagers integration i samfundet i en medlemsstat kan godtgøres, såfremt det konstateres, at denne har opholdt sig i en vis periode i den pågældende medlemsstat (18). Den konkrete udformning af et sådant bopælskriterium og navnlig den krævede opholdsvarighed skulle dog ligeledes være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet (19).
55. Domstolens dom i Cowan-sagen ville heller ikke være til hinder for et sådant bopælskriterium.
56. Grundlaget for Cowan-dommen var en fransk retsregel, hvorefter udbetalingen af en erstatning til ofre var betinget af, at den pågældende var i besiddelse af et opholdsbevis eller var statsborger i et land, med hvilket Frankrig havde indgået en aftale om gensidighed.
57. Cowan var kommet til Frankrig som turist, hvor han blev offer for en forbrydelse. Da Cowans ophold som turist var omfattet af bestemmelserne om den passive frie udveksling af tjenesteydelser, fandt traktaten anvendelse på den pågældende nationale bestemmelse i henhold til artikel 12 EF. Domstolen fastslog, at der forelå en ubegrundet forskelsbehandling, når den nationale bestemmelse lader udbetalingen af erstatning til personer, der ikke er statsborgere i det pågældende land, være betinget af, at disse er i besiddelse af et opholdsbevis – med andre ord: er bosat på statens område – når landets egne statsborgere ikke behøver at opfylde denne betingelse (20).
58. Det følger dog ikke af denne dom, at et bopælskriterium heller ikke ville være foreneligt med fællesskabsbestemmelserne under de foreliggende omstændigheder.
59. I Cowan-sagen forelå den »reelle forbindelse« mellem borgeren og staten nemlig allerede af en anden grund. Den omstændighed, at forbrydelsen havde fundet sted på fransk territorium, og at Cowan var det direkte offer for forbrydelsen, udgjorde en tilstrækkelig tilknytning til Frankrig. Da der derigennem i sig selv var opstået en reel forbindelse, måtte tildelingen af erstatningen ikke gøres betinget af, om der forelå en yderligere »reel forbindelse« i form af et bopælskriterium.
60. Da stedet for forbrydelsen under de omstændigheder, der ligger til grund for Wood-sagen, derimod ikke udgør en reel forbindelse, kunne et bopælskriterium i modsætning til, hvad der var tilfældet i Cowan-sagen, absolut være lovligt.
5. Foreløbig konklusion
61. En nægtelse af erstatning til ofre på grundlag af nationalitet er ikke begrundet.
VI – Forslag til afgørelse
62. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål således:
»Artikel 12, stk. 1, EF skal fortolkes således, at en medlemsstat ikke må lade tildelingen af en statslig erstatning for forbrydelser, der er begået uden for statens område mod personer, der bor på dens område, være betinget af, at de pågældende er statsborgere i denne medlemsstat.«
1 – Originalsprog: tysk.
2 – Dom af 2.2.1989, sag 186/87, Sml. s. 195.
3 – EUT L 261, s. 15.
4 – Jf. dom af 23.3.2006, sag C-237/04, Enirisorse, Sml. I, s. 2843, præmis 24, af 3.5.2001, sag C-28/99, Verdonck m.fl., Sml. I, s. 3399, præmis 28, og af 15.12.1993, sag C-292/92, Hünermund m.fl., Sml. I, s. 6787, præmis 8.
5 – Generaladvokat Lenz’ forslag til afgørelse af 6.12.1988, sag 186/87, Cowan, Sml. 1989, s. 195, punkt 7. Domstolen gik i sin dom i Cowan-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 2, stiltiende ud fra, at en sådan kommission kan anmode om præjudiciel afgørelse.
6 – Jf. dom af 18.12.2007, sag C-101/05, Skatteverket, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 19, og Cowan-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 2, præmis 19.
7 – Jf. domme af 11.9.2007, sag C-318/05, Kommissionen mod Tyskland, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 126, og sag C-76/05, Schwarz og Gootjes-Schwarz, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 87, dom af 23.10.2007, sag C-11/06, Morgan, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 23, af 12.7.2005, sag C-403/03, Schempp, Sml. I, s. 6421, præmis 18, af 2.10.2003, sag C-148/02, Garcia Avello, Sml. I, s. 11613, præmis 24, og af 24.11.1998, sag C-274/96, Bickel og Franz, Sml. I, s. 7637, præmis 15.
8 – Jf. bl.a. dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, nævnt ovenfor i fodnote 7, præmis 125, dom af 23.3.2004, sag C-138/02, Collins, Sml. I, s. 2703, præmis 61, Garcia Avello-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 7, præmis 22 og 23, dom af 11.7.2002, sag C-224/98, D’Hoop, Sml. I, s. 6191, præmis 28, og af 20.9.2001, sag C-184/99, Grzelczyk, Sml. I, s. 6193, præmis 31.
9 – Jf. dom af 12.9.2006, sag C-300/04, Eman og Sevinger, Sml. I, s. 8055, præmis 57, og af 10.1.2006, C-344/04, IATA og ELFAA, Sml. I, s. 403, præmis 95, samt Garcia Avello-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 7, præmis 31.
10 – Dom af 15.3.2005, sag C-209/03, Bidar, Sml. I, s. 2119, præmis 54, og af 15.9.2005, sag C-258/04, Ioannidis, Sml. I, s. 8275, præmis 29, D’Hoop-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 36, Bickel og Franz-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 7, præmis 27, og Garcia Avello-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 7, præmis 31.
11 – Indikationer af en teoretisk mulighed for, at selv direkte forskelsbehandling kan være begrundet, findes bl.a. i dom af 6.6.2002, sag C-360/00, Ricordi, Sml. I, s. 5089, præmis 33, af 12.5.1998, sag C-85/96, Martínez Sala, Sml. I, s. 2691, præmis 64, af 2.10.1997, sag C-122/96, Saldanha og MTS, Sml. I, s. 5325, præmis 26 ff., og af 20.3.1997, sag C-323/95, Hayes, Sml. I, s. 1711, præmis 24. Imod dette taler dom af 20.10.1993, forenede sager C-92/92 og C-326/92, Phil Collins m.fl., Sml. I, s. 5145, præmis 32, og af 13.2.1985, sag 293/83, Gravier, Sml. s. 593.
12 – D’Hoop-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 38, og Collins-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 67.
13 – Morgan-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 7, præmis 43, og Bidar-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 10, præmis 56 og 57.
14 – Dom af 26.10.2006, sag C-192/05, Tas-Hagen og Tas, Sml. I, s. 10451, præmis 34.
15 – Jf. dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, nævnt ovenfor i fodnote 7, præmis 136, og Tas-Hagen-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 14, præmis 35.
16 – Tas-Hagen-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 14, præmis 36, og mit forslag til afgørelse af 30.3.2006 i nævnte sag.
17 – Jf. vedrørende dette kriterium også mit forslag til afgørelse i Tas-Hagen-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 14, punkt 62 ff.
18 – Bidar-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 10, præmis 59.
19 – Collins-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 8, præmis 66 og 72, og Tas-Hagen-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 14, præmis 36 og 37. Jf. i denne forbindelse også mit forslag til afgørelse i Tas-Hagen-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 14, punkt 63 og 64.
20 – Cowan-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 2, præmis 10.
Full & Egal Universal Law Academy