EUR-Lex -  62007CC0290 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. MENGOZZI

fremsat den 23. februar 2010 1(1)

Sag C-290/07 P

Europa-Kommissionen

mod

Scott SA

»Appel – statsstøtte – de franske myndigheders støtte til Scott Paper – favørpris for en grund og favørsats for vandafledningsafgift i forbindelse med opførelsen af en fabrik til fremstilling af husholdningspapir«

I –    Indledning

1.        Det er ikke den første gang, at Domstolen er blevet anmodet om at tage stilling til den statsstøtte, som Frankrig angiveligt har ydet selskabet Scott, der fremstiller husholdningspapir. Det er hverken første eller sidste gang. Uanset hvad udfaldet af den foreliggende sag bliver, verserer der mindst to andre sager, som omhandler de samme forhold. Det vil jeg vende tilbage til senere.

2.        De faktiske omstændigheder, som Domstolen efterhånden er velorienteret om, indtraf i 1987. I dette år overdrog de franske offentlige myndigheder en grund til det private selskab Scott til en pris, som Kommissionen anså for at være lavere end markedsprisen. På denne grund blev der opført en papirfabrik. I 1996 blev Scott opkøbt af et andet selskab, Kimberly-Clark Corp., der i 1998 lukkede fabrikken og overdrog den sammen med den grund, den lå på, til et andet selskab, Procter & Gamble.

3.        Det var vedrørende disse dispositioner, at Kommissionen vedtog beslutning 2002/14/EF af 12. juli 2000 om den statsstøtte, Frankrig har iværksat til fordel for Scott Paper SA/Kimberly-Clark (2) (herefter »den anfægtede beslutning«).

4.        Den anfægtede beslutnings dispositive del har følgende ordlyd:

»Artikel 1

Den statsstøtte i form af en favørpris for en grund og en favørsats for vandafledningsafgift, som Frankrig har iværksat til fordel for Scott, til et beløb af 39,58 mio. FRF (6,03 mio. EUR) eller i nutidsværdi 80,77 mio. FRF (12,3 mio. EUR) for så vidt angår favørprisen for grunden og, hvad angår den anden fordel, til et beløb, som de franske myndigheder skal afgøre i overensstemmelse med den beregningsmåde, der er fastsat af Kommissionen, er uforenelig med fællesmarkedet.

Artikel 2

1.      Frankrig træffer alle nødvendige foranstaltninger for hos støttemodtageren at tilbagesøge den i artikel 1 omhandlede støtte, som allerede ulovligt er udbetalt til denne.

2.      Tilbagesøgningen finder sted omgående og i overensstemmelse med fransk lovgivning, såfremt denne giver mulighed for øjeblikkelig og effektiv iværksættelse af denne beslutning. Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev udbetalt til modtageren, og indtil den er tilbagebetalt. Renterne beregnes på grundlag af den referencesats, der anvendes til at beregne subventionsækvivalenten for regionalstøtte.

Artikel 3

Frankrig underretter senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der er truffet for at efterkomme beslutningen.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik.«

5.        Den anfægtede beslutning har været genstand for to parallelle sager ved Retten i Første Instans. Den første sag, der blev anlagt af Departement du Loiret (det departement, hvor den grund, som den anfægtede beslutning drejer sig om, er beliggende) og registreret som sag T-369/00, resulterede i, at den anfægtede beslutning blev annulleret, »for så vidt som den vedrører støtten i form af en favorabel pris for en grund som omhandlet i beslutningens artikel 1« (3). Ved denne dom annullerede Retten beslutningen i sin helhed (for så vidt angik den favorable pris for grunden) på grund af en fejl, som Kommissionen begik, da den beregnede de renter, der skulle betales i forbindelse med støttens tilbagesøgning. I forbindelse med Kommissionens appel af denne dom bemærkede Domstolen ganske vist, at Rettens betragtninger om renteberegningen var begrundede, men den fastslog også, at denne ugyldighedsgrund kun gjorde det muligt at annullere den specifikke del af den anfægtede beslutning, der vedrørte renterne, og ikke hele beslutningen. Rettens dom blev derfor ophævet, og sagen verserer igen for Retten (4).

6.        Den anden sag, som vedrører den anfægtede beslutning, og som er genstand for den foreliggende appelsag, er anlagt af selskabet Scott Paper SA (herefter »Scott«), der er adressat for de foranstaltninger, Kommissionen har betegnet som støtte. I denne sag, der blev registreret som sag T-366/00, blev der afsagt dom den 27. marts 2007, dvs. samme dag som i sag T-369/00, hvorved det kun var artikel 2 i den anfægtede beslutning, der blev annulleret, »i det omfang den vedrører den støtte, som er ydet i form af den i artikel 1 omhandlede favørpris for en grund«.

7.        Det skal i øvrigt for fuldstændighedens skyld understreges, at de foreliggende omstændigheder har dannet grundlag for andre sager, der verserer for Domstolen. I sag C-276/03 P (5) fulgte Domstolen det samme ræsonnement som Retten, der havde afsagt to mellemdomme, hvori den forkastede indsigelser om forældelse (6). I en dom fra oktober 2006 blev Frankrig desuden dømt for ikke at have tilbagesøgt støtten inden for den fastsatte frist (7). I sag C-210/09, der stadig verserer ved Domstolen, har cour administrative d’appel de Nantes (forvaltningsappeldomstolen i Nantes) endelig forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse som led i en national sag om tilbagesøgning af støtten.

II – Den appellerede dom

8.        Scott fremførte fire anbringender til støtte for sin påstand i sag T-366/00, nemlig at der foreligger en tilsidesættelse af processuelle rettigheder, af ligebehandlingsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, og at støtten er fejlagtigt vurderet (8).

9.        Retten behandlede indledningsvis Kommissionens indsigelse om, at nogle af bilagene til Scotts stævning ikke kunne realitetsbehandles. Kommissionen mente ikke, at disse dokumenter kunne vedlægges stævningen, når de ikke var blevet fremlagt under den administrative procedure.

10.      Retten bemærkede herved, at det faktisk ikke var spørgsmålet, om disse dokumenter kunne vedlægges stævningen, men om de kunne tages i betragtning ved vurderingen af den anfægtede beslutnings lovlighed. Retten fastslog, at tre af de fire dokumenter, der var tale om, ikke kunne tages i betragtning, hvorefter den gennemgik en skrivelse, som Scotts advokat sendte til Kommissionen den 24. december 1999. Kommissionen havde afvist denne skrivelse, fordi den stammede fra en tredjemand og blev fremsendt efter udløbet af den frist, der var angivet i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure.

11.      Retten fremførte en række betragtninger om denne skrivelse, navnlig hvad angår støttemodtagerens rolle i forbindelse med proceduren for kontrol med statsstøtte. Jeg vil ikke komme nærmere ind på disse betragtninger her. De indgår i mange af de appelanbringender, som Kommissionen har gjort gældende, og vil derfor blive behandlet senere i dette forslag til afgørelse. Jeg skal blot bemærke, at Retten fastslog, at Kommissionen ikke burde have afvist at lade denne skrivelse indgå i de administrative sagsakter. Retten tog derfor hensyn til denne skrivelses indhold, da den vurderede den anfægtede beslutnings lovlighed.

12.      Det er dog ikke klart, hvad Retten konkret konkluderede ud fra disse betragtninger, og på hvilket grundlag den gjorde det. Det fremgår for det første ikke af den appellerede dom, at Scott betragtede den manglende hensyntagen til den nævnte skrivelse som et annullationsanbringende (9). For det andet annullerede Retten den anfægtede beslutning på grund af de materielle vurderinger, som Kommissionen havde foretaget, og ikke af proceduremæssige årsager. Det fremgår endvidere af den appellerede dom, at vurderingerne og henvisningerne i Scotts skrivelse, som Kommissionen afviste, også optrådte i en skrivelse af 21. februar 2000, som den franske regering sendte til Kommissionen, og at de som følge heraf blev tilført sagens akter (10).

13.      Det synes at fremgå af den appellerede dom, at Kommissionen efter Rettens opfattelse burde have godtaget Scotts skrivelse af 24. december 1999, og at indholdet af denne skrivelse derfor kunne anvendes ved vurderingen af, om den anfægtede beslutning var lovlig. Som jeg har nævnt i det foregående punkt, gjorde Retten i øvrigt opmærksom på, at argumenterne i skrivelsen i det væsentlige var blevet tilført sagens akter, fordi Frankrig fremførte dem igen på et senere tidspunkt. Jeg må indrømme, at jeg anser et sådant ræsonnement for at være problematisk. Det vil jeg komme nærmere ind på senere, når jeg undersøger de annullationsanbringender, der vedrører støttemodtagerens rolle.

14.      Retten behandlede herefter direkte det fjerde appelanbringende om, at Kommissionen havde vurderet støtten fejlagtigt.

15.      Retten fastslog herved, at Kommissionen fejlagtigt vurderede værdien af den grund, som Scott overtog, på grundlag af de omkostninger, som de offentlige myndigheder havde afholdt i forbindelse med købet og byggemodningen. Retten bemærkede, at disse omkostninger ikke udgør det bedste bevis for værdien (11). Selv om værdien blev fastsat ved hjælp af omkostningsmetoden, havde Kommissionen i øvrigt begået en række regnefejl. Nogle af disse fejl var i virkeligheden til fordel for Scott, fordi de betød, at omkostningerne blev lavere, end de rent faktisk var, mens andre fejl gav det modsatte resultat. Kommissionen burde desuden have foretaget en mere tilbundsgående undersøgelse af visse forhold, som kunne have gjort det muligt for den at fastsætte grundens værdi på en mere pålidelig måde. Fastsættelsen af grundværdien i den anfægtede beslutning var som følge heraf »behæftet med fejl« (12).

16.      Retten kritiserede dernæst Kommissionen for ikke at have taget hensyn til de vurderinger af grundens værdi, der var foretaget af de franske skattemyndigheder, konsulentfirmaet Galtier og Commissiaire aux apports (den regnskabskyndige), der var udpeget af tribunal de commerce de Nanterre, og for ikke at have lagt vægt på den pris, som Scott solgte grunden for til Procter & Gamble i 1998. Alle disse omstændigheder, der er nævnt i Scotts skrivelse af 24. december 1999 og i den franske regerings skrivelse af 21. februar 2000, beviser ikke i sig selv, at Kommissionens vurdering var forkert, men man burde efter Rettens opfattelse have taget hensyn til dem, f.eks. ved at bede parterne om at fremlægge disse vurderinger i deres helhed eller ved at anmode en ekstern sagkyndig om at medvirke (13).

17.      Retten fastslog endelig, at Kommissionen, når medlemsstaten ikke udviste samarbejdsvilje, begik en ulovlighed ved ikke at anvende sin beføjelse til at udstede påbud om, at den omhandlede stat skulle afgive visse relevante oplysninger, inden Kommissionen vedtog en beslutning på grundlag af de foreliggende oplysninger (14). Den generelle anmodning om, at Frankrig skulle fremlægge »de dokumenter, oplysninger og data i øvrigt, som kan danne grundlag for [dens undersøgelse] af, om de foranstaltninger […] er forenelige« med fællesmarkedet, var for bredt formuleret og opfyldte ikke kravene i artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 659/99 (15).

18.      Retten konkluderede, at Kommissionen ikke havde foretaget en tilstrækkelig tilbundsgående undersøgelse af værdien af den grund, der var blevet overdraget til Scott, henset til, at der var »stor uvished« om denne værdi. Retten annullerede derfor den anfægtede beslutnings artikel 2, i det omfang den vedrører den støtte, som er ydet i form af en favørpris for den omhandlede grund (16).

III – Rækkevidden af og logikken i Rettens dom

19.      Inden jeg undersøger Kommissionens anbringender i den foreliggende appelsag, er det nødvendigt at se på den overordnede sammenhæng i Rettens dom.

20.      Retten fastslog som tidligere nævnt, at Kommissionen havde begået en række fejl i forbindelse med vurderingen af den grund, som de franske myndigheder overdrog til Scott. Fejlene vedrører således vurderingen af statsstøttens størrelse. Følger man Rettens ræsonnement, er det i øvrigt ikke udelukket, at en ny vurdering af grunden vil kunne vise, at der slet ikke er ydet en støtte. Hvis den pris, hvortil grunden blev solgt til Scott, svarede til markedsprisen, er det klart, at der ikke var tale om statsstøtte.

21.      Efter at have fremsat disse bemærkninger om vurderingen af støtten valgte Retten imidlertid at annullere den anfægtede beslutnings artikel 2.

22.      Den anfægtede beslutnings dispositive del er citeret ovenfor. Som de fleste andre beslutninger om statsstøtte indeholder den anfægtede beslutnings artikel 2 som bekendt et påbud om, at støtten skal tilbagesøges, og retningslinjer for, hvordan det skal ske. Konklusionen om, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet, og om støttebeløbet findes imidlertid i den anfægtede beslutnings artikel 1, der ikke blev annulleret.

23.      Det drejer sig derfor om en mildt sagt usædvanlig dom. Ud fra Rettens ræsonnement måtte den logisk have konkluderet, at hele den anfægtede beslutning skulle annulleres eller i hvert fald artikel 1 og ikke kun artikel 2, der kun vedrører støttens tilbagebetaling.

24.      Det er både uklart, hvorfor det skete, og hvilke konsekvenser det har (17).

25.      Hvad angår årsagerne til, at det kun var den anfægtede beslutnings artikel 2, der blev annulleret, fremgår det af den appellerede dom, at Scott kun havde nedlagt påstand om annullation af artikel 2 i sin stævning (18). Retten synes kort fortalt at have ræsonneret således: Selv om beslutningen er mangelfuld og derfor vil kunne annulleres i sin helhed, er det kun artikel 2, der skal annulleres, når der udelukkende er nedlagt påstand om annullation af denne bestemmelse.

26.      Der er imidlertid to problemer i den forbindelse.

27.      For det første fremgår det af akterne i sagen for Retten, at Scotts annullationspåstand omhandlededen anfægtede beslutning i sin helhed og ikke kun denne beslutnings artikel 2. Scott har selv bekræftet, at hensigten var at få annulleret hele den anfægtede beslutning. Scott appellerede imidlertid ikke Rettens dom og var åbenbart tilfreds med dens udfald (19). Det var ikke problematisk i sig selv, at Scott kun fik delvis medhold ved Retten, og Scott kunne i givet fald have iværksat kontraappel til prøvelse af dommen i første instans.

28.      Det andet problem, der vedrører de praktiske konsekvenser af Rettens dom, er mere alvorligt. Dommen medførte som tidligere anført, at det kun var den anfægtede beslutnings artikel 2, der blev annulleret. Artikel 1, hvoraf det fremgår, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet, og hvilket beløb der er tale om, er imidlertid ikke nævnt i dommens konklusion og derfor ikke berørt. Det er i den forbindelse uklart, hvad Kommissionen skal gøre for at efterkomme den appellerede dom. Kommissionen skal selvfølgelig ændre den anfægtede beslutnings artikel 2, som Retten har annulleret. Men hvordan kan den gøre det og efter hvilke retningslinjer? Retten beskæftigede sig som bekendt kun med fastsættelsen af grundens værdi i den appellerede dom, dvs. med et forhold, der er beskrevet i artikel 1 i den anfægtede beslutnings dispositive del og ikke i artikel 2.

29.      Vi er derfor havnet i en blindgyde. Rent formelt set vil Kommissionen måske kunne opfylde den appellerede dom blot ved at vedtage en ny beslutning, hvori den endnu en gang pålægger de franske myndigheder at tilbagesøge støtten. Den »nye« artikel 2 vil paradoksalt nok kunne formuleres på samme måde som i den anfægtede beslutning, fordi Rettens dom ganske vist annullerede artikel 2, men ikke præciserede, efter hvilke kriterier den skal ændres. De eneste ændringer, der skal foretages i den »nye« artikel 2, er dem, der fremgår af dommene i den parallelle sag (sag T-369/00, der gav anledning til sag C-295/07 P), hvori det som tidligere nævnt var den metode, Kommissionen anvendte til beregning af renterne i forbindelse med tilbagesøgningen af støtten, der var genstand for kritik.

30.      Den foreliggende sag vedrører således – for at sammenfatte situationen – en dom fra Retten, som a) bygger på et ræsonnement, hvori der rejses kritik af en del af en kommissionsbeslutning, b) annullerer en anden del af den anfægtede beslutning end den, der kritiseres, c) som følge heraf sikkert ikke vil få nogen særlig praktisk betydning, og d) alligevel ikke er blevet appelleret på det specifikke punkt.

31.      Man må stille sig det spørgsmål, om en sådan situation uden videre bør accepteres, når man tager i betragtning, at en appelsag, der er iværksat til prøvelse af en dom afsagt af Retten, er begrænset til de klagepunkter, som parterne har gjort gældende, eller om Domstolen tværtimod råder over midler, der gør det muligt at rette op på problemet. Spørgsmålet er med andre ord, om Domstolen af egen drift kan fastslå, at Rettens dom er behæftet med en begrundelsesmangel, når det er tydeligt, at der er modstrid mellem begrundelsen og domskonklusionen.

32.      Der findes, så vidt jeg ved, ingen eksempler i retspraksis, der fokuserer på netop dette problem, og spørgsmålet om, hvornår Unionens retsinstanser kan behandle anliggender af egen drift, har altid været meget vanskeligt.

33.      Det fremgår af Domstolens praksis, at den som hovedregel har mulighed for at fastslå eventuelle mangler af egen drift på et hvilket som helst stadium af sagen(20). Der kan derfor ikke være tvivl om, at en mangel, der kan fastslås af egen drift, kan gøres gældende af parterne og/eller af Domstolen for første gang under appelsagen, selv om Retten ikke har taget stilling til den.

34.      Domstolen har desuden fastslået, at den under en appelsag, der er iværksat til prøvelse af en dom afsagt af Retten, af egen drift kan tage stilling til, om en part savner interesse i at rejse eller fortsætte en appelsag, fordi der er indtrådt en omstændighed efter afsigelsen af Rettens dom (21). Domstolen har i almindelighed kompetence til af egen drift at undersøge alle spørgsmål om, hvorvidt en appel af Rettens dom kan antages til realitetsbehandling (22).

35.      Den foreliggende sag kan dog ikke sidestilles med disse to tilfælde. Det skyldes dels, at den eventuelle mangel ikke kunne behandles af Retten, fordi der er tale om en mangel, somvedrører selve Rettens dom, dels at den foreliggende sag tydeligvis ikke vedrører appelsagens formalitet.

36.      Det skal dog indskydes, at Domstolen ikke har udelukket, at en ufravigelig procesforudsætning vedrørende en dom afsagt af Retten kan efterprøves ex officio. Domstolen kan bl.a. undersøge, om dommerkollegiet ved Retten var retmæssigt sammensat (23).

37.      Med hensyn til administrative foranstaltninger fremgår det endvidere af Domstolens praksis, at visse mangler, som i det væsentlige svarer til den, der kendetegner den i denne sag appellerede dom, kan tages under påkendelse af egen drift. Jeg tænker især på begrundelsesmangler, som gør det vanskeligt for Domstolen at kontrollere, om en retsakt er lovlig. Efter Domstolens faste praksis kan spørgsmål om manglende eller utilstrækkelig begrundelse således tages under påkendelse ex officio. Begrundelsespligten er ikke bare indført af hensyn til dem, en retsakt er rettet til, men også for at gøre det muligt for retsinstanserne at kontrollere, om den omhandlede retsakt er lovlig (24). For at kunne foretage denne kontrol er retsinstansen selvfølgelig nødt til at have fuldt kendskab til grundlaget for den anfægtede retsakt. Den kan ikke udøve sin prøvelsesret, hvis begrundelsen er utilstrækkelig eller mangler helt.

38.      Retsinstanserne kan dog ikke behandle en mangel, selv hvis spørgsmålet herom kan rejses ex officio, uden at der har været en kontradiktorisk retsforhandling, hvor parterne har haft mulighed for at give deres mening til kende (25). I den foreliggende sag har parterne haft lejlighed til at udtale sig om den tilsyneladende modstrid mellem begrundelsen og konklusionen i Rettens dom, både skriftligt efter særlig anmodning fra Domstolen og mundtligt under retsmødet.

39.      Jeg er imidlertid ikke bekendt med, at Domstolen tidligere har taget en mangel i forbindelse med begrundelsen for en af Rettens afgørelser under påkendelse af egen drift. Det er derfor nødvendigt at undersøge, om dette er muligt.

40.      Hvis der med en begrundelsesmangel menes enhver retlig fejl, som Retten måtte have begået, må svaret naturligvis være negativt. Det er som regel den tabende part, der skal appellere sagen til Domstolen. Det samme gælder i øvrigt for administrative beslutninger, hvor det er den, som har interesse heri, der skal anfægte den pågældende beslutning, og som skal fremføre de anbringender, der kan resultere i, at Unionens retsinstanser annullerer denne beslutning.

41.      Den foreliggende sag drejer sig dog ikke om en hvilken som helst mangel. Den mangel, som Rettens afgørelse er behæftet med, er en retlig fejl, der faktisk er til hinder for Domstolens fuldstændige prøvelse af dommen, eftersom dommens konklusion ikke afspejler dens begrundelse. I en sådan situation mener jeg, at Domstolen har ret til at benytte den samme fremgangsmåde, som når den behandler administrative beslutninger, hvilket betyder, at den af egen drift kan ophæve den appellerede dom, hvis begrundelse forhindrer Domstolen i at udøve sin prøvelsesret.

42.      Det kan heroverfor umiddelbart indvendes, at tvister, der forelægges for Unionens retsinstanser, i almindelighed er omfattet af princippet om, at deres genstand er begrænset til de påstande, som parterne har gjort gældende. Der er imidlertid to forhold, som peger i den modsatte retning.

43.      For det første har Domstolen ved flere lejligheder fastslået, at den eneste begrænsning i den dømmende funktion, der er henlagt til Unionens retsinstanser, er den, der fremgår af genstanden for parternes påstande, hvorimod den ikke er begrænset af deres argumenter (26). I den foreliggende sag har Kommissionen udtrykkeligt nedlagt påstand om, at den appellerede dom ophæves.

44.      For det andet mener jeg ikke, at der er nogen grund til at sondre mellem den måde, hvorpå Domstolen behandler Rettens afgørelser, og den måde, hvorpå den i fast praksis fra første færd har behandlet alle administrative beslutninger. Det overordnede princip er også i forhold til disse beslutninger, at Unionens retsinstanser kun kan annullere en retsakt, i det omfang der er nedlagt påstand herom, og at den skal angive, hvorfor den er ulovlig. Det fremgår ikke desto mindre af retspraksis, at visse mangler kan påkendes af egen drift (hvilket selvfølgelig forudsætter, at der er anlagt en retssag, eftersom der ikke findes andre måder at indlede en retsprocedure på ved Unionens retsinstanser).

45.      Jeg mener som konklusion på disse indledende betragtninger, at Domstolen i en appelsag, der er iværksat til prøvelse af Rettens dom, af egen drift kan behandle en begrundelsesmangel, der gør det vanskeligt for Domstolen fuldt ud at efterprøve den appellerede dom (27). Det er derfor min opfattelse, at den appellerede dom allerede på dette grundlag bør ophæves.

46.      Jeg vil med dette som baggrund nu se på de appelanbringender, Kommissionen har gjort gældende.

IV – Kommissionens appel

47.      Kommissionen har til støtte for sin appel påberåbt sig ikke mindre end 15 anbringender, hvoraf flere reelt gentager eller i hvert fald minder meget om hinanden. Jeg vil inddele disse anbringender i to hovedgrupper i forbindelse med min undersøgelse. Under den første gruppe vil jeg drøfte de anbringender, der vedrører støttemodtagerens rolle, og under den anden gruppe de anbringender, der vedrører Rettens kontrol af den måde, hvorpå støttens størrelse blev udmålt i den anfægtede beslutning.

A –    De anbringender, der vedrører støttemodtagerens rolle

1.      Indledende bemærkninger

48.      Kommissionens fire første anbringender vedrører den rolle, som støttemodtageren skal tillægges i forbindelse med procedurer for kontrol med statsstøtte.

49.      Det fremgår som tidligere nævnt ikke klart, hvad hensigten er med det afsnit i den appellerede dom, der omhandler støttemodtagerens rolle. Efter min opfattelse skal Rettens udtalelser i virkeligheden kun betragtes som bibemærkninger (obiter dicta) i forhold til de konklusioner, som den nåede frem til. Rettens dom om annullation er reelt baseret på de fejl, som Kommissionen har begået i forbindelse med vurderingen af den grund, de franske myndigheder overdrog til Scott. De vigtigste oplysninger i Scotts skrivelse, som Kommissionen afviste, er desuden blevet refereret af den franske regering og tilført sagens akter (28).

50.      De anbringender, der vedrører støttemodtagerens rolle, bør derfor forkastes som irrelevant.

51.      Jeg vil under alle omstændigheder fremsætte følgende bemærkninger i tilfælde af, at Domstolen ikke deler denne holdning eller er enig, men ønsker at komme med nogle anvisninger om spørgsmålet.

2.      Generelt om den rolle, som modtageren af statsstøtten spiller

52.      Spørgsmålet om, hvilken rolle modtageren af statsstøtten skal tillægges, er både komplekst og kontroversielt. Retspraksis på dette område er fra Domstolens side forholdsvis fast og konsekvent, hvorimod den fra Rettens side er mindre klar og præget af variationer og usikkerhed. Denne særegenhed forklarer måske, hvorfor Retten fokuserede på dette spørgsmål i den appellerede dom. Det er muligt, at Retten indirekte opfordrer Domstolen til at revurdere sin egen praksis på området. Det er efter min opfattelse ikke utænkeligt, at Domstolen i fremtiden kan blive nødt til at ændre sin opfattelse af støttemodtagerens rolle. Jeg vil i det følgende forklare, hvorfor jeg ikke mener, at det vil være hensigtsmæssigt at gøre det i den foreliggende sag.

53.      Domstolen har i sin praksis konsekvent fastslået, at proceduren for kontrol med statsstøtte hovedsageligt udspilles mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat, uden at der gives støttemodtageren nogen særlig stilling (29). Medlemsstaten har en egentlig ret til kontradiktion under denne procedure, og Kommissionens beslutning kan annulleres, hvis denne ret tilsidesættes, og det må antages, at proceduren ville have ført til et andet resultat, såfremt den pågældende mangel ikke havde foreligget (30).

54.      Støttemodtagerne har en helt anden rolle. I artikel 1 i forordning nr. 659/99, der i det væsentlige kodificerede Domstolens praksis på dette område (31), henføres støttemodtageren blot under den generelle kategori af »interesserede parter«, som ifølge denne forordnings artikel 6, stk. 1, inden for en nærmere fastsat frist, der normalt ikke må overstige en måned, kan fremsætte bemærkninger, når det er besluttet at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. Støttemodtageren er således ikke sikret nogen yderligere ret til kontradiktion eller til at deltage i den procedure, som Kommissionen gennemfører.

55.      Der er ingen tvivl om, at denne generelle tilgang er meget formalistisk, hvilket faktisk har givet anledning til hård kritik i retslitteraturen. Det er navnlig kunstigt og ikke altid realistisk at antage, at den stat, der har ydet støtten, og den person, der har modtaget den, har sammenfaldende interesser, hvilket synes at ligge i denne fortolkning af statsstøtteproceduren. Det er således klart, at situationen ikke vil være den samme for medlemsstaten, der højst kan pålægges at tilbagesøge den støtte, der er udbetalt, som for virksomheden, der også risikerer at gå konkurs, hvis støtten skal betales tilbage. Støtten kan desuden være tildelt af en regional eller decentral myndighed og ikke af den nationale regering. Hvis det er tilfældet, har den centrale regering, som er den eneste, der deltager i proceduren, ikke nødvendigvis den samme interesse som den lokale myndighed.

56.      Det er begrænsningerne som følge af denne restriktive retspraksis, der er årsag til, at Retten flere gange har forsøgt at sikre støttemodtagerne en mere omfattende beskyttelse. Den har bl.a. fastslået, at det skal sikres, at støttemodtageren (og andre interesserede parter) reelt gives ret til at blive hørt i henhold til forordning nr. 659/99 (32), og at modtageren har ret til at gøre en mangel gældende, der består i, at Kommissionen ikke har sørget for, at den berørte medlemsstat er blevet hørt (33).

57.      Den appellerede dom skal ses i forlængelse af denne »progressive« praksis fra Rettens side.

58.      Jeg er overbevist om, at det med hensyn til spørgsmålet om, hvilken rolle støttemodtagerne skal tillægges, er muligt og måske også nødvendigt at undgå en konfrontatorisk tankegang, dvs. to diametralt modsatte og indbyrdes uforenelige opfattelser, hvor støttemodtageren efter den ene fratages enhver rolle og efter den anden placeres på samme niveau som den berørte medlemsstat.

59.      Jeg mener tværtimod, at det vil være muligt at finde en balance mellem de forskellige holdninger ud fra princippet om god forvaltningsskik.

60.      Dette princip stammer som bekendt fra retspraksis og er først for nylig så at sige blevet »knæsat« i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Selv om der stadig er usikkerhed om rammerne for princippet om god forvaltningsskik, er det dog klart, at det kan anses for et almindeligt fællesskabsretligt princip (34).

61.      Det skal understreges, at dette princip mere eller mindre udtrykkeligt har dannet grundlag for flere af Unionens retsinstansers afgørelser. Det gælder f.eks. for sager, hvor forvaltningen med henblik på at gennemføre en »påpasselig og upartisk« undersøgelse af en klage blev pålagt også af egen drift at undersøge omstændigheder, som klageren ikke udtrykkeligt havde henvist til (35), hvor det blev fastslået, at den, som blev berørt af en bebyrdende foranstaltning, skulle høres, selv om retten til at blive hørt ikke var fastsat i den gældende lovgivning (36), eller hvor det blev bekræftet, at Kommissionen har pligt til at bedømme alle de oplysninger, der er fremlagt som led i en procedure, med omhu (37).

62.      Ifølge chartret om grundlæggende rettigheder indebærer princippet om god forvaltningsskik først og fremmest retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt, retten for enhver til aktindsigt i sager, der vedrører ham eller hende, og forvaltningens pligt til at begrunde sine beslutninger. Der er i øvrigt ikke tale om en udtømmende liste, hvilket fremgår af udtrykket »[d]enne ret omfatter navnlig« (38).

63.      Selv om princippet om god forvaltningsskik efter min opfattelse ikke medfører, at den, der modtager statsstøtte, formelt får status som part i proceduren for kontrol med denne støtte, er det dog til hinder for, at Kommissionen altid og uden undtagelse afviser at tage hensyn til oplysninger, som støttemodtageren fremlægger, efter at de berørte parters frist til at fremsætte bemærkninger er udløbet.

64.      Det er vigtigt at gøre sig klart, at proceduren for kontrol med statsstøtte er af administrativ og ikke af retslig karakter. Modtagerens vigtigste rolle i denne procedure er desuden at være oplysningskilde for Kommissionen. Kommissionen skal som følge heraf godtage og tage hensyn til de bemærkninger, som støttemodtageren fremsætter inden udløbet af den frist, der oprindeligt blev fastsat, og den kan være forpligtet til at undersøge bemærkninger, som modtageren eller en anden person fremsætter efterfølgende, hvis princippet om god forvaltningsskik kræver det. Det vil navnlig være tilfældet, hvis de pågældende oplysninger faktisk er relevante for forvaltningen, fordi de præciserer eller uddyber omstændigheder, som den allerede har kendskab til, og hvis den administrative procedure stadig befinder sig på et stadium, hvor det er muligt at tage disse oplysninger i betragtning uden at forsinke vedtagelsen af den endelige beslutning.

65.      Forvaltningen er imidlertid ikke forpligtet til at tage udtrykkelig stilling til bemærkninger, som støttemodtageren (eller en anden person) har fremsat efter udløbet af den oprindelige tidsfrist. Kommissionen behøver således ikke at forklare, hvorfor den har besluttet ikke at tage hensyn til disse oplysninger.

66.      Det er i forlængelse af de anførte betragtninger vigtigt at understrege, at det også i relation til den judicielle prøvelse er den, der har fremlagt oplysningerne, der i givet fald skal godtgøre, at forvaltningen burde have taget hensyn til dem.

67.      Jeg vil efter disse forudgående bemærkninger nu undersøge de konkrete appelanbringender nærmere.

3.      Det første anbringende om Kommissionens afvisning af at tilføre Scotts skrivelse af 24. december 1999 til sagens akter

a)      Parternes argumenter

68.      Kommissionen hævder, at Retten gjorde sig skyldig i urigtig retsanvendelse ved at udtale, at Scotts skrivelse af 24. december 1999 burde have været godtaget og tilført de administrative sagsakter. Retten oplyste bl.a. ikke, hvilken retsforskrift der er tilsidesat. Det var kun berettiget at annullere den anfægtede beslutning, hvis der var sket en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter i artikel 230 EF’s forstand, men Scott påberåbte sig ikke en sådan tilsidesættelse i sin stævning, og Retten traf derfor afgørelse ultra petita. Kommissionen mener under alle omstændigheder ikke, at den har tilsidesat nogen væsentlig formforskrift, eftersom Scott var en tredjepart i forhold til proceduren for kontrol med statsstøtte og slet ikke havde ret til at fremsætte bemærkninger så sent i proceduren. Kommissionen har endelig påpeget, at Frankrig refererede de bemærkninger, som Scott kom med i den skrivelse, der var blevet afvist, i sin skrivelse af 21. februar 2000, og at de derfor er blevet tilført akterne.

69.      Kommissionen har understreget, at Rettens dom kan få stor betydning for den praksis, der stedse har været fulgt for behandling af statsstøtte.

70.      Scott har derimod anført, at Retten ikke pålagde Kommissionen nogen generel forpligtelse, og fremført en række betragtninger, der er snævert møntet på den foreliggende sag og på de særlige omstændigheder i denne sag. Støttemodtagerens eneste rolle er ifølge forordning nr. 659/99 at fremsætte bemærkninger ved indledningen af den administrative procedure, men det betyder dog ikke, som Kommissionen modsat hævder, at det slet ikke er muligt at inddrage modtageren på et senere tidspunkt. De generelle principper om, at Kommissionen skal udvise omhu og optræde upartisk, gælder således uafhængigt af denne forordning.

71.      Departement du Loirets argumenter svarer i det væsentlige til Scotts.

b)      Bedømmelse

72.      Det første appelanbringende er det, som Kommissionen har lagt størst vægt på, og som den har knyttet flest bemærkninger til. Kommissionen ønsker tydeligvis at undgå, at Domstolen stadfæster Rettens praksis, der går ud på at styrke støttemodtagerens rolle i forbindelse med proceduren for kontrol med statsstøtte.

73.      I forlængelse af ovenstående generelle betragtninger om støttemodtagerens rolle kan det fastslås, at Kommissionen ifølge princippet om god forvaltningsskik kan være forpligtet til at tage hensyn til indholdet af dokumenter, som støttemodtageren sender til Kommissionen, efter at fristen for fremsættelse af bemærkninger er udløbet. Det forudsætter imidlertid, i) at disse dokumenter reelt er nødvendige for at udfylde eventuelle huller i Kommissionens viden om de faktiske omstændigheder, og ii) at det er muligt på det pågældende stadium i proceduren. Det skal dog klart fremgå, at de pågældende dokumenter er relevante.

74.      Det er imidlertid ikke det synspunkt, Retten har anlagt.

75.      Retten har uden at sige det direkte først og fremmest – og med rette – sammenholdt dette spørgsmål med princippet om god forvaltningsskik og ikke betragtet det som en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, således som Kommissionen påstår (39). Retten burde dog med dette udgangspunkt have undersøgt, om skrivelsen rent faktisk indeholdt oplysninger, der var vigtige for at klarlægge de faktiske omstændigheder i sagen. Den kunne i bekræftende fald have fastslået, at Kommissionen var forpligtet til at tage de fremlagte oplysninger i betragtning. Retten nøjedes imidlertid med at gennemgå omstændighederne i sagen helt generelt og bemærkede, at det ud fra disse var vanskeligt at klarlægge de faktiske omstændigheder, især fordi der var gået så lang tid, siden støtten angiveligt var blevet ydet, og proceduren ved Kommissionen blev indledt. Retten konkluderede ud fra disse generelle betragtninger, at Kommissionen burde have godtaget Scotts skrivelse og ladet den indgå i sagens akter.

76.      Jeg kan ikke tilslutte mig dette ræsonnement. Som jeg allerede har nævnt, og Retten også har fastslået, kan princippet om god forvaltningsskik ganske vist indebære, at Kommissionen har pligt til at tage hensyn til dokumenter, der ikke er fremsendt rettidigt og/eller af personer, der er berettiget til det, men det forudsætter, at det forinden er påvist, at oplysningerne i disse dokumenter faktisk er relevante. I den del af den appellerede dom, der omhandler Kommissionens beslutning om ikke at godtage Scotts skrivelse af 24. december 1999, kom Retten imidlertid slet ikke ind på denne skrivelses indhold.

77.      Kommissionens første appelanbringende bør derfor tages til følge, for så vidt som det gøres gældende, at Retten retligt fejlagtigt fastslog, at Kommissionen var forpligtet til at godtage Scotts skrivelse af 24. december 1999 og til at tilføre den sagens akter.

4.      Det andet, tredje og fjerde anbringende om Kommissionens påståede forpligtelse til at anmode om yderligere oplysninger og/eller anvende en ekstern ekspert

78.      Kommissionen har med det andet, tredje og fjerde anbringende, der kan behandles under ét, bestridt Rettens konstatering af, at Kommissionen som følge af visse oplysninger, navnlig i Scotts skrivelse af 24. december 1999 og i de franske myndigheders efterfølgende skrivelse af 21. februar 2000, burde have foretaget en mere indgående undersøgelse og indhentet yderligere oplysninger.

a)      Parternes argumenter

79.      Med det andet anbringende har Kommissionen først og fremmest kritiseret Retten for at have fastslået, at Kommissionen burde have bedt de franske myndigheder om yderligere oplysninger og præciseringer, efter at disse myndigheder havde påpeget, at der forelå to vurderinger, hvilket Scott i øvrigt også nævnte i sin skrivelse af 24. december 1999. Den ene fandtes i en sagkyndig udtalelse fra konsulentfirmaet Galtier, og den anden var foretaget af Commissaire aux apports. Værdien af den omtvistede grund var i begge tilfælde lavere, end Kommissionen havde beregnet (40).

80.      Med det tredje anbringende bestrides Rettens konstatering af, at Kommissionen burde have anmodet Scott om at gøre rede for forskellen mellem de forventede omkostninger (80 mio. FRF) og de faktiske omkostninger (140 mio. FRF) i forbindelse med det arbejde, som de franske myndigheder lod udføre på grunden, før de overdrog den til Scott. Når der var en sådan forskel, burde Kommissionen efter Rettens opfattelse have indset, at de omkostninger til byggemodningen, som de offentlige myndigheder havde afholdt, ikke nødvendigvis afspejlede den omtvistede grunds markedsværdi (41).

81.      Med det fjerde anbringende har Kommissionen endelig bestridt Rettens betragtninger om, at Kommissionen havde mulighed for at engagere en ekstern ekspert til at foretage en præcis vurdering af grundens værdi.

82.      Disse anbringender bygger også på en antagelse om, at Kommissionen i processuel henseende ikke var forpligtet til at indhente yderligere oplysninger, bl.a. fra de franske myndigheder, som den i øvrigt allerede havde pålagt at fremlægge alle de oplysninger, der kunne danne grundlag for vurderingen af grundens værdi (42). Kommissionen har endvidere gjort gældende, at den under alle omstændigheder tog hensyn til de vurderinger, Retten har henvist til, i den anfægtede beslutning.

83.      Scott har gjort gældende, at Retten ikke fandt, at Kommissionen havde tilsidesat en væsentlig formforskrift, og at de pågældende anbringender derfor bør forkastes alene af denne grund. Scott mener under alle omstændigheder, at Retten har bedømt situationen korrekt, eftersom Kommissionen på grund af visse betragtninger i skrivelsen af 24. december 1999, der i øvrigt ikke er refereret i deres helhed i de franske myndigheders skrivelse af 21. februar 2000, burde have taget sine vurderinger op til fornyet overvejelse og anmodet om ny dokumentation.

b)      Bedømmelse

84.      Det andet anbringende, der i det store og hele er sammenfaldende med det første, bør ligeledes tages til følge.

85.      Kommissionen har i virkeligheden også baseret dette anbringende på en fejlagtig antagelse om, at Retten fandt, at der var sket en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter. Som jeg tidligere har nævnt, tog Retten imidlertid kun udgangspunkt i princippet om god forvaltningsskik.

86.      Kommissionens indvendinger om, at den tog hensyn til de vurderinger, der er nævnt i skrivelserne fra december 1999 og februar 2000, i den anfægtede beslutning, er desuden ikke særligt velfunderede. Vurderingerne er faktisk kun nævnt ganske kort og uden nærmere forklaring i denne beslutning.

87.      Det springende punkt er imidlertid, at der i Scotts og de franske myndigheders skrivelse, der blev sendt forholdsvis sent i proceduren, kun henvises til, at der findes vurderinger (fra skattemyndighederne, konsulentfirmaet Galtier og Commissaire aux apports), hvor grundværdien er lavere end den, Kommissionen beregnede på grundlag af den dokumentation, den var i besiddelse af. Det fremgik blot af disse skrivelser, der ikke var vedlagt andre dokumenter, at de pågældende vurderinger om nødvendigt kunne stilles til rådighed for Kommissionen.

88.      Jeg mener ikke, at Kommissionen som følge af princippet om god forvaltningsskik var forpligtet til at anmode de franske myndigheder om at fremlægge yderligere oplysninger og detaljer på dette stadium af proceduren. Det må ikke glemmes, at Kommissionen allerede havde udstedt to påbud til de omhandlede myndigheder om at afgive oplysninger, hvoraf det ene var formuleret meget præcist (43), og at de oplysninger, der fandtes i skrivelserne fra december 1999 og februar 2000, endnu ikke var blevet fremlagt.

89.      Det kan af de samme årsager heller ikke lægges til grund, at Kommissionen var forpligtet til at tage indholdet af Scotts skrivelse fra december 1999 i betragtning. En sådan forpligtelse kunne resultere i, at Kommissionen blev udsat for forsøg på at forhale sagen. Hvis skrivelsen eksempelvis var blevet ledsaget af hele teksten til de vurderinger af grundværdien, der er nævnt i denne skrivelse, ville situationen måske have været en anden. Jeg mener dog ikke, at princippet om god forvaltningsskik kan udvides i en sådan grad, at Kommissionen tvinges til at udbedre mangler i de bemærkninger og dokumenter, der fremlægges for den, på ubestemt tid.

90.      Min betragtninger vedrørende det tredje anbringende svarer til dem, jeg har fremført i forbindelse med det andet anbringende. Kommissionen var ikke forpligtet til at anmode Scott om yderligere oplysninger. Jeg har også vanskeligt ved at se, af hvilken grund Kommissionen skulle have bedt Scott om at forklare, hvorfor omkostningerne til byggemodningen blev større end forventet, når det var de franske myndigheder, der betalte disse omkostninger.

91.      Jeg mener som følge heraf, at Retten har foretaget urigtig retsanvendelse ved at fastslå, at Kommissionen burde have anmodet de franske myndigheder og/eller Scott om yderligere oplysninger om grundens værdi. Det andet og tredje anbringende bør derfor tages til følge.

92.      Jeg mener derimod ikke, at det fjerde anbringende om Kommissionens påståede forpligtelse til at anvende en ekstern ekspert kan tiltrædes.

93.      Det fremgår ikke af den appellerede dom, at Kommissionen efter Rettens opfattelse havde pligt til at gøre brug af en ekstern ekspert. Retten gjorde blot opmærksom på, at det er en af de muligheder, Kommissionen kan benytte sig af for at skaffe supplerende oplysninger.

94.      Det fjerde appelanbringende bør følgelig forkastes.

B –    De anbringender, der vedrører Rettens realitetsprøvelse

1.      Det sjette anbringende om, at Kommissionen efter Rettens opfattelse ikke har nogen skønsmargin

95.      Det sjette anbringende berører kernen i det andet centrale spørgsmål, som Domstolen skal tage stilling til i den foreliggende appelsag. Det drejer sig om Unionens retsinstansers adgang til at efterprøve Kommissionens beslutninger om statsstøtte.

a)      Parternes argumenter

96.      Kommissionen har gjort gældende, at Retten har foretaget urigtig retsanvendelse ved at efterprøve den anfægtede beslutning meget grundigere og mere indgående, end den har kompetence til. Retten er bl.a. trådt i Kommissionens sted og har set bort fra den skønsmargin, der tilkommer Kommissionen på dette område. Unionens retsinstanser har kun mulighed for at efterprøve Kommissionens beslutninger om statsstøtte med hensyn til de mangler, der er omhandlet i artikel 230 EF. Unionens retsinstanser vil i øvrigt aldrig have adgang til hele det materiale (dokumenter osv.), som Kommissionen anvendte, da den traf sin beslutning. Retsinstansen vil derfor heller ikke rent praktisk kunne sætte sit eget skøn i stedet for Kommissionens.

97.      Scott mener, at dette anbringende bygger på en fejlfortolkning af den appellerede dom. Retten satte ikke sit eget skøn i stedet for Kommissionens, men angav klart, navnlig i den appellerede doms præmis 100, at dens eneste hensigt var at efterprøve, om Kommissionen havde vurderet alle de omstændigheder, som den havde kendskab til, med den fornødne påpasselighed.

98.      Departement du Loiret har fremført en række argumenter, der kan sidestilles med Scotts argumenter.

b)      Bedømmelse

99.      Det foreliggende anbringende vedrører grænserne for retsinstansernes prøvelse af Kommissionens beslutninger om statsstøtte. Jeg vil i den forbindelse henvise til en række forhold, der er blevet fastslået i gældende retspraksis.

100. Begrebet statsstøtte har således en retlig karakter og skal fortolkes på grundlag af objektive elementer. Af denne grund skal Unionens retsinstanser principielt gennemføre en fuldstændig efterprøvelse af, om de undersøgte foranstaltninger har karakter af statsstøtte (44).

101. Kommissionen har imidlertid en større skønsmargin i to situationer. Det gælder således for det første for vurderingen af, om støtten er forenelig med fællesmarkedet som omhandlet i artikel 87, stk. 3, EF. I disse tilfælde skal den retslige prøvelse begrænses til at kontrollere, om Kommissionens beslutning er behæftet med en åbenbar fejl eller magtfordrejning (45).

102. Kommissionen har dernæst en større skønsmargin ved vurderingen af, om der er tale om støtte (dvs. i en situation, der falder ind under artikel 87, stk. 1, EF), når det har krævet en kompliceret økonomisk eller teknisk bedømmelse at vedtage den pågældende beslutning. I disse tilfælde er retsinstansernes prøvelse som hovedregel begrænset til en kontrol af, dels om der foreligger en åbenbar fejl eller magtfordrejning, dels om procedure- og begrundelsesforskrifterne er overholdt, og om de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har baseret sin beslutning på, er materielt rigtige (46).

103. Unionens retsinstanser er nødt til at finde en hårfin balance, når de behandler Kommissionens beslutninger om statsstøtte, som indebærer komplicerede økonomiske vurderinger. På den ene side må de ikke sætte deres eget økonomiske skøn i stedet for Kommissionens. På den anden side skal de kontrollere Kommissionens fortolkning af oplysninger af økonomisk art og navnlig kontrollere, om de oplysninger, som Kommissionen har anvendt i forbindelse med vurderingen af en kompleks situation, rent faktisk understøtter de konklusioner, som Kommissionen har draget (47).

104. Kommissionen skulle i det foreliggende tilfælde forsøge at beregne den pris, som en almindelig erhvervsdrivende kunne have fået for en industrigrund i 1987. Det er derfor klart, hvilket parterne også er enige om, at den vurdering, som Kommissionen skulle foretage så mange år efter tidspunktet for de faktiske omstændigheder, nødvendigvis måtte bero på et skøn. Det kan efter min mening heller ikke nægtes, at der var tale om en handling, der krævede komplicerede økonomiske bedømmelser. Retten skulle derfor i princippet foretage en fuldstændig efterprøvelse, men måtte ikke sætte sin egen selvstændige vurdering af de økonomiske forhold i stedet for Kommissionens.

105. Jeg mener imidlertid ikke, at Retten har sat sit eget skøn i stedet for Kommissionens i dette tilfælde.

106. Det skal således understreges, at Retten ikke foretog nogen selvstændig vurdering af grundens værdi i den del af den appellerede dom, hvor den behandlede realiteten i den anfægtede beslutning. Retten bemærkede blot, at der var noget, der tydede på, at Kommissionen ikke havde foretaget en tilstrækkelig dybtgående undersøgelse, og at grundens værdi måske var blevet fastsat på en forkert måde. Retten henviste bl.a. til, at Kommissionen havde valgt at vurdere grundens værdi ved hjælp af omkostningsmetoden, og at Kommissionen ikke havde lagt vægt på visse oplysninger i sagsakterne, herunder de vurderinger, der var nævnt i de sidste skrivelser fra de franske myndigheder.

107. Det sjette anbringende bør derfor forkastes.

2.      Det syvende anbringende om, at Retten baserede sig på spekulationer og ikke på beviser

a)      Parternes argumenter

108. Med det syvende anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten, selv om den ikke overskred grænserne for sin prøvelsesret som anført i det sjette anbringende, under alle omstændigheder begik en fejl ved at basere sin afgørelse på rene spekulationer og ikke på de beviser, der var til rådighed under sagen. Retten fastslog bl.a. fejlagtigt, at Kommissionen burde have taget hensyn til de beregninger af grundværdien, der var beskrevet i Scotts skrivelse fra december 1999 og i de franske myndigheders skrivelse fra februar 2000. Disse skrivelser indeholdt nemlig ingen beviser, men kun udokumenterede påstande.

109. Scott anser Kommissionens anskuelse for at være helt forkert. Scott mener således, at de udsagn, der er fremført i dennes og i de franske myndigheders skrivelse, i enhver henseende må betragtes som beviser. Selv om disse udsagn betegnes som beviser, betyder det selvfølgelig ikke, at de er korrekte. Retten kritiserede imidlertid kun Kommissionen for, at den ud fra disse oplysninger ikke fandt det nødvendigt at uddybe spørgsmålet.

b)      Bedømmelse

110. Før jeg behandler det syvende anbringende, vil jeg gerne fastslå to ting.

111. Det fremgår for det første af fast retspraksis, at Unionens retsinstanser skal vurdere, om en beslutning om statsstøtte er lovlig, i forhold til de oplysninger, som Kommissionen kunne råde over på det tidspunkt, da den vedtog den (48).

112. Det må for det andet ikke glemmes, at en appel af førsteinstansens dom ifølge det generelle princip i artikel 58 i Domstolens statut er begrænset til retsspørgsmål. Domstolen kan således ikke kontrollere Rettens vurdering af de faktiske omstændigheder, medmindre der er tale om, at Retten har fordrejet disse omstændigheder eller beviserne (49).

113. Kommissionens anbringende skal undersøges i lyset af disse faste udgangspunkter. Det skal derfor kontrolleres, dels om Retten efterprøvede Kommissionens beslutning under hensyntagen til oplysninger, som Kommissionen ikke var i besiddelse af, da den vedtog den anfægtede beslutning, dels om Kommissionen i virkeligheden forsøger at få Domstolen til at undersøge de faktiske omstændigheder, som Retten allerede har vurderet.

114. Retten fremførte i sin vurdering i det væsentlige to kritikpunkter mod Kommissionens beslutning.

115. Retten pegede for det første på visse specifikke problemer i den anfægtede beslutning, som rejste tvivl om dens rigtighed og pålidelighed. Kommissionen havde bl.a. begået en række egentlige regnefejl – som i øvrigt var til fordel for Scott, fordi deres berigtigelse betød, at grundværdien blev højere, end Kommissionen havde beregnet (50) – og angivet upræcise data, bl.a. fordi den havde fastlagt grundens markedsværdi i 1987 ud fra, hvad det på forskellige tidspunkter havde kostet at erhverve de enkelte parceller (51).

116. Retten fastslog for det andet, at de alternative vurderinger af grundens værdi, der var nævnt i de franske myndigheders skrivelse af 21. februar 2000, og den omstændighed, at Scott i 1998 solgte grunden til et andet privat selskab til en pris, som var langt lavere end den værdi, der fremgik af den anfægtede beslutning, burde have foranlediget Kommissionen til at undersøge grundens værdi mere indgående, f.eks. ved at bede Frankrig om at fremsende de sagkyndige udtalelser, som der var henvist til, eller ved at indkalde en ekstern ekspert, i overensstemmelse med princippet om, at Kommissionen skal foretage en omhyggelig og upartisk undersøgelse af de faktiske omstændigheder (52).

117. Hvis dette anbringende undersøges i forhold til de to ovenfor nævnte parametre, fremgår det, at Rettens kritik af Kommissionens beslutning ikke var baseret på oplysninger, som denne ikke rådede over, da den vedtog denne beslutning. Alle de forhold, som Retten lagde til grund, drejede sig som nævnt om Kommissionens manglende præcision og om, at Kommissionen efter Rettens opfattelse ikke havde lagt tilstrækkelig vægt på visse oplysninger, bl.a. i de franske myndigheders skrivelse af 21. februar 2000. Som jeg tidligere har nævnt, sørgede Kommissionen dog for, at denne skrivelse blev tilført de administrative sagsakter.

118. Det skal desuden undersøges, om hensigten med Kommissionens anbringende er at få Domstolen til at efterprøve de faktiske omstændigheder, som Retten allerede har vurderet. Dette spørgsmål må efter Domstolens praksis besvares benægtende. Domstolen har således fastslået, at spørgsmålet om, hvorvidt Retten med rette kunne udlede af visse omstændigheder, om Kommissionen havde forsømt sin forpligtelse til at udvise omhu eller begrundelsespligten, er et retligt spørgsmål, som derfor er undergivet Domstolens kontrol inden for rammerne af en appel (53).

119. I den foreliggende sag mener jeg dog, at Kommissionen har ret i, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at Kommissionen ud fra de seneste oplysninger, der var fremlagt, navnlig af de franske myndigheder, burde have overvejet på ny, om der var tale om støtte, og hvor stort støttebeløbet var.

120. Det skal herved understreges, at Retten i det væsentlige bebrejdede Kommissionen, at den ikke foretog yderligere undersøgelser, efter at den havde fået kendskab til de vurderinger af grundværdien, som konsulentfirmaet Galtier og Commissaire aux apports havde gennemført. Som jeg allerede har gjort opmærksom på, fremgik det kun af de franske myndigheders skrivelse og i øvrigt også af Scotts skrivelse fra december 1999, at disse vurderinger fandtes, og hvilket resultat disse var nået frem til. Vurderingernes indhold var ikke nærmere beskrevet.

121. Som jeg har nævnt ovenfor, var disse vage oplysninger i en sådan situation ikke tilstrækkelige til, at Kommissionen ifølge princippet om god forvaltningsskik var forpligtet til at tage hensyn til Scotts skrivelse. Det kan af de samme årsager heller ikke lægges til grund, at de franske myndigheders skrivelse fra februar 2000 forpligtede Kommissionen til at genåbne undersøgelsesfasen i en procedure, der var ved at være afsluttet.

122. Situationen kunne som nævnt have været en anden, hvis de franske myndigheder havde fremlagt en mere solid dokumentation til støtte for disse vurderinger. De kunne f.eks. have vedlagt disse vurderinger i deres helhed, hvilket ville have været forholdsvis let, eftersom Scott selv havde engageret konsulentfirmaet Galtier til at foretage den ene vurdering.

123. Det skete imidlertid ikke, og jeg mener også, at det ville gøre det muligt at trække proceduren for kontrol med statsstøtte i langdrag, hvis Kommissionen var forpligtet til at foretage en mere indgående undersøgelse på dette stadium af proceduren.

124. Under de foreliggende særlige omstændigheder i sagen var Kommissionen med andre ord i sin fulde ret til at afslutte undersøgelsen og vedtage en beslutning på grundlag af de oplysninger, den var i besiddelse af. Den retslige efterprøvelse af beslutningen skal tilsvarende foretages i forhold til de oplysninger, som Kommissionen havde adgang til på det tidspunkt, hvor den vedtog den. Kommissionens syvende anbringende, der i sig selv berettiger, at den appellerede dom ophæves, bør derfor tages til følge.

125. Jeg vil komme nærmere ind på spørgsmålet om Kommissionens anvendelse af omkostningsmetoden og den konkrete fejl, der er nævnt i den appellerede doms præmis 109 og 110, i forbindelse med min gennemgang af Kommissionens øvrige anbringender.

3.      Det ottende anbringende om den omvendte bevisbyrde

a)      Parternes argumenter

126. Kommissionen har gjort gældende, at Retten vendte bevisbyrden, eftersom den forpligtede Kommissionen til at indsamle de beviser, som parterne ikke havde fremlagt. Ifølge dette anbringende var det imidlertid disse parter, der skulle have fremlagt de beviser, som var nødvendige for, at der eventuelt kunne træffes en beslutning med et andet indhold.

127. Scott har gjort gældende, at Kommissionen har misforstået den appellerede dom, og at Retten blot fastlagde de faktiske omstændigheder og fastslog, at Kommissionen havde tilsidesat sin forpligtelse til at udvise omhu.

b)      Bedømmelse

128. Dette anbringende er grundløst og hviler på en fejlagtig fortolkning af den appellerede dom.

129. Jeg vil undlade at komme ind på spørgsmålet om bevisbyrden under en statsstøtteprocedure, men gøre opmærksom på, at Retten ikke pålagde Kommissionen at skaffe beviser, der støttede Scotts og de franske myndigheders synspunkt. Retten nøjedes som allerede anført tværtimod med at bemærke, at det ikke var berettiget at vedtage en beslutning som den anfægtede på grundlag af det samlede bevismateriale, som Kommissionen var i besiddelse af.

130. Retten pålagde med andre ord ikke Kommissionen nogen bevisbyrde. Den fastslog derimod, at Kommissionen i henhold til princippet om god forvaltningsskik skulle foretage en mere tilbundsgående undersøgelse baseret på de oplysninger, den allerede havde modtaget.

131. Jeg mener som følge heraf, at Kommissionens ottende anbringende bør forkastes.

4.      Det niende og tolvte anbringende om, at Kommissionen lovligt kunne anvende omkostningsmetoden

a)      Parternes argumenter

132. Kommissionen har med det niende og tolvte appelanbringende anfægtet to forskellige aspekter af den appellerede dom.

133. For det første kritiserede Retten fejlagtigt Kommissionen for, at den havde beregnet støttebeløbet ved hjælp af omkostningsmetoden. Kommissionen mener tværtimod, at det, når der ikke forelå nogen vurdering af grunden på det tidspunkt, hvor støtten blev tildelt, var legitimt og logisk at gøre brug af omkostningsmetoden, hvor der ses på de udgifter, som de offentlige myndigheder reelt har haft i forbindelse med støtteforanstaltningen. Det er rigtigt, at markedsprisen for et aktiv ikke altid afspejler, hvad dette aktiv har kostet, men det skal i den foreliggende sag tages i betragtning, at den grund, som støtten blev givet til, blev klargjort efter Scotts specifikke behov, og at det derfor var mindre vigtigt, hvilken pris den kunne sælges til på det frie marked.

134. Kommissionen har for det andet taget afstand fra Rettens udtalelser om, at støttebeløbet måske kunne fastlægges ud fra den pris, som grunden blev solgt for i 1998. Selv om denne pris måtte svare til den, der kunne opnås på markedet på dette tidspunkt, kunne den ikke give nogen idé om, hvor stor en støtte der var tildelt 11 år tidligere. På den ene side var sektoren for husholdningspapir inde i en rivende udvikling i 1987, men ramt af en alvorlig krise i 1998, hvilket betød, at grunden og fabrikken faldt i værdi. På den anden side vil værdien af et hvilket som helst aktiv blive forringet med tiden, og det er derfor indlysende, at genstanden for den støtte, der blev givet til Scott, også var blevet mindre værd efter 11 år.

135. Scott mener, at Kommissionen har baseret dette anbringende på en fejlfortolkning af den appellerede dom. Retten har således ikke udelukket, at Kommissionen kan fastlægge støttebeløbet ved hjælp af omkostningsmetoden. I den foreliggende sag fastslog Retten blot, at Kommissionen havde tilsidesat sin forpligtelse til at udvise omhu, fordi den ikke undersøgte, om det kunne være relevant at tage hensyn til salgsprisen i 1998 i forbindelse med fastsættelsen af grundværdien.

136. Departement du Loiret har fremført en række argumenter, der svarer til Scotts, og tilføjet, at Kommissionens argumentation vidner om en udpræget mangel på konsekvens. Hvis aktivets markedsværdi i 1998, som Kommissionen påstår, ikke var relevant for fastlæggelsen af det støttebeløb, der blev ydet i 1987, var det lige så forkert – hvilket Kommissionen imidlertid gjorde – at fastlægge dette beløb ud fra den gennemsnitlige pris for grunden, der blev købt som tre parceller på tre forskellige tidspunkter, nemlig i 1975, 1984 og 1987.

b)      Bedømmelse

137. Kommissionen har med det niende anbringende og med det tolvte anbringende, der næsten er sammenfaldende med det niende, kritiseret Retten for at have fastslået, at Kommissionens vurderinger af værdien af den grund, der blev solgt til Scott i 1987, var upræcise. Dette anbringende vedrører ikke Rettens bemærkninger om, at Kommissionen var forpligtet til at drage de nødvendige konklusioner af oplysningerne i Scotts og de franske myndigheders sidste skrivelser (disse aspekter fokuseres der på i det syvende anbringende, som jeg har behandlet ovenfor). Der tages med det foreliggende anbringende afstand fra Rettens mere generelle betragtninger om, at Kommissionen burde have vurderet støttebeløbet ved hjælp af mere pålidelige metoder end den, der var baseret på de offentlige myndigheders omkostninger.

138. Retten bemærkede herved, at der skal anvendes et markedsøkonomisk investorprincip ved vurderingen af, om der er tale om statsstøtte, når en offentlig myndighed sælger en grund til en privatperson (54). Det skal således afgøres, om den pris, som den formodede støttemodtager, i dette tilfælde Scott, har betalt, svarer til den, der sandsynligvis skulle have været betalt, hvis grunden var blevet solgt af en privatperson i stedet for en offentlig myndighed.

139. Det markedsøkonomiske investorprincip indebærer som regel en kompliceret økonomisk bedømmelse, hvor Kommissionen råder over en vid skønsmargin (55). Som jeg tidligere har nævnt, er den retslige prøvelse på dette område derfor i princippet begrænset til en kontrol af, om der foreligger en åbenbar fejl eller er begået magtfordrejning, samt om procedureforskrifterne er overholdt, og om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke den anfægtede administrative beslutning er vedtaget, er materielt rigtige (56).

140. Jeg mener, at Retten i det foreliggende tilfælde overskred disse grænser i forbindelse med den kontrol, som den ville foretage ved efterprøvelsen af Kommissionens beslutning. Det er vigtigt at huske på, at de franske myndigheder hverken foretog en uafhængig vurdering af grunden på støttetidspunktet eller iværksatte en forudgående udbudsprocedure for at finde ud af, hvilken pris de potentielle købere var villige til at betale. Under den procedure, hvor det skulle undersøges, om der var tale om støtte, var de franske myndigheders og den formodede støttemodtagers adfærd, hvilket både Kommissionen og Retten konstaterede, desuden kendetegnet ved, at de ikke var særlig samarbejdsvillige, og at de fremlagde beviser, der var mere indirekte end konkrete, i den afsluttende fase af proceduren, hvor den endelige beslutning var nært forestående.

141. Det kan slet ikke afvises, at den vurdering af grundværdien, som Kommissionen foretog i den anfægtede beslutning, ikke var helt nøjagtig, hvilket Kommissionen også selv har erkendt. Det fremgår imidlertid ikke, at Kommissionen har gjort sig skyldig i nogen åbenbar fejl, og Retten fastslog heller ikke, at Kommissionen havde begået en sådan fejl eller en tilsvarende overtrædelse af retsforskrifterne. Den nøjedes med at gøre opmærksom på visse fejl, som – uanset om de var reelle – ikke var tilstrækkelige til, at den anfægtede beslutning skulle annulleres. Jeg tænker især på den regnefejl, der er nævnt i præmis 109-111 i den appellerede dom, en fejl, som i øvrigt virkede til fordel for Scott. Berigtigelsen af denne fejl betød, at værdien af den solgte grund (og følgelig støttebeløbet) blev endnu højere. Selv om denne fejl ikke i sig selv kan berettige en annullation, betyder det selvfølgelig ikke, at Retten ikke kunne tage hensyn til den, hvilket også fremgår af min gennemgang af det tiende anbringende.

142. Jeg mener derfor også, at det niende og tolvte anbringende bør tages til følge, og at Domstolen som følge heraf bør ophæve den appellerede dom.

5.      Det tiende, trettende og fjortende appelanbringende om Kommissionens fastlæggelse af støttebeløbet

a)      Parternes argumenter

143. Kommissionens tiende anbringende er rettet mod visse specifikke aspekter af den appellerede dom, som også vedrører anvendelsen af omkostningsmetoden til fastlæggelse af støttebeløbet. Kommissionen har navnlig påpeget, at den værdi, som den vurderede grunden til, dvs. lidt over 70 mio. FRF, under alle omstændigheder var lavere end de 80 mio. FRF, som de franske myndigheder ifølge den indledende aftale, der i 1987 var indgået mellem Scott og de franske myndigheder, skulle betale for byggemodningen af denne grund. Kommissionen har desuden gjort gældende, at Retten fejlagtigt anså den eventuelle regnefejl, der var omhandlet i den appellerede doms præmis 109-111, og som var til fordel for Scott, for at være en af de omstændigheder, der kunne medføre, at den anfægtede beslutning skulle annulleres.

144. De argumenter, som det trettende anbringende er baseret på, ligner dem, der er fremført i forbindelse med det tiende anbringende og en række andre anbringender, idet det endnu en gang gøres gældende, at Kommissionens vurdering af grundens værdi var så forsigtig, at den faktisk stemmer overens med de oplysninger herom, der er indeholdt i de ovennævnte dokumenter fra Scott og fra de franske myndigheder.

145. Det fjortende anbringende bygger lige som det trettende anbringende på argumenter, der allerede er fremført i forbindelse med andre anbringender, og vedrører Kommissionens skøn ved fastlæggelsen af støttebeløbet.

146. Scott har anført, at selskabet allerede har kommenteret Kommissionens argumenter i forbindelse med de foregående anbringender, og gentaget, at kernen i den appellerede dom under alle omstændigheder er, at Kommissionen ikke har handlet med den fornødne omhu. De forskellige argumenter, som Retten har lagt til grund, skal derfor ikke betragtes som selvstændige annullationsgrunde, men som indikationer for, at der ikke er udvist omhu.

b)      Bedømmelse

147. Med hensyn til det tiende anbringendes første led mener jeg i forlængelse af mine bemærkninger til de foregående anbringender, at Kommissionens argumenter skal tiltrædes. Der er også her tale om en række betragtninger, som Retten anlagde, inden den annullerede en beslutning, der indeholdt forholdsvis komplicerede økonomiske vurderinger og uden at Retten konkret påviste, at Kommissionens argumentation var behæftet med en åbenbar fejl eller en tilsidesættelse af procedurereglerne.

148. Kommissionens argumenter vedrørende Rettens anvendelse af en regnefejl, som Kommissionen begik, og som var til fordel for sagsøgeren Scott, kan imidlertid ikke tiltrædes. Det skal herved understreges, at Retten, som Scott med rette har indvendt, ikke fastslog dette for direkte at kunne annullere den anfægtede beslutning, men for at vise, at Kommissionen havde tilsidesat sin forpligtelse til at udvise omhu. Selv om jeg som nævnt ikke er enig i Rettens konklusion om, at Kommissionen ikke var tilstrækkelig påpasselig i sin undersøgelse af sagen, mener jeg alligevel ikke, at Retten kan klandres for, at den fejlagtigt lod regnefejlen, der var til fordel for Scott, indgå i de omstændigheder, som den baserede sin vurdering på.

149. Som jeg tidligere har påpeget, er det trettende og fjortende anbringende på en temmelig forvirrende måde udelukkende baseret på de bemærkninger og argumenter, der er fremført i forbindelse med andre anbringender. Jeg mener derfor ikke, at det er nødvendigt at bedømme dem særskilt eller så meget mindre at tage dem til følge. Jeg har allerede været inde på de forskellige aspekter af disse anbringender i forbindelse med min gennemgang af de anbringender, hvor disse argumenter blev fremført for første gang.

150. De synspunkter, som Kommissionen har gjort gældende i forbindelse med det trettende anbringende for at godtgøre, at den foretog en forsigtig og fornuftig vurdering af grundens værdi, må alene betragtes som argumenter for antagelsen om, at Retten som hævdet i det syvende anbringende overskred grænserne for sin prøvelsesret, for så vidt som disse synspunkter ikke er rettet mod Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder. Jeg har allerede forklaret, at jeg mener, denne antagelse er korrekt, og det er derfor ikke nødvendigt at vende tilbage til dette spørgsmål.

151. Det tiende anbringendes første led bør derfor tages til følge, og dets andet led bør forkastes. Det trettende og fjortende anbringende bør også forkastes.

6.      Det ellevte anbringende om bevisværdien af referatet af mødet i byen Orléans’ kommunalbestyrelse

a)      Parternes argumenter

152. Kommissionen har anført, at Retten fejlagtigt fastslog, at Kommissionen havde lagt for meget vægt på den værdi, som kommunalbestyrelsen i Orléans fastsatte i maj 1994, i forbindelse med sin vurdering af værdien af den grund, der var blevet solgt til Scott. Der var tværtimod tale om meget pålidelige oplysninger, som Kommissionen med rette benyttede sig af, da den beregnede støtten.

153. Scott hævder, at selskabet ikke er bekendt med det dokument, Kommissionen har henvist til. De passager, som Kommissionen har citeret i sit appelskrift, forekommer slet ikke i det referat af kommunalbestyrelsesmødet den 27. maj 1994 i Orléans, som Scott er i besiddelse af.

b)      Bedømmelse

154. Der kan ikke være tvivl om, at Kommissionen gjorde sig skyldig i en række redaktionelle fejl, da den formulerede dette anbringende. Det er således ikke muligt at finde alle de passager, den har citeret, i det referat af mødet i kommunalbestyrelsen i Orléans, som Domstolen er i besiddelse af, og sidehenvisningerne hertil i Kommissionens indlæg er også uforståelige (57).

155. Den manglende præcision, der i øvrigt kendetegner samtlige indlæg fra parterne i den foreliggende sag, påvirker dog ikke det centrale spørgsmål i Kommissionens anbringende.

156. I 1994, hvor proceduren for kontrol med statsstøtte endnu ikke var indledt, opsummerede kommunalbestyrelsen i Orléans situationen og oplyste, at grundens »oprindelige værdi« udgjorde 10,9 mio. FRF, hvorved man præciserede, at der var tale om en meget forsigtig vurdering.

157. Kommissionen anvendte denne oplysning ved beregningen af den eventuelle statsstøtte til Scott, men begik, som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 109-111, en fortolkningsfejl, som betød, at den senere måtte reducere kvadratmeterprisen til gavn for Scott.

158. Kommissionen kunne efter Rettens opfattelse ikke stole på denne værdi, eftersom punkt 2.2 i kommunalbestyrelsens referat, hvori der henvistes til denne vurdering, faktisk indeholdt et »meget kort resumé uden detaljeret forklaring« (58). Retten bemærkede videre, at det ikke uden nærmere oplysninger om vilkårene for de franske myndigheders erhvervelse af grunden kunne udelukkes, at grunden var erhvervet som følge af ekspropriation, og at den fastsatte værdi derfor var højere end markedsprisen.

159. Rettens ræsonnement er efter min opfattelse forkert, og Kommissionens anbringende bør tages til følge.

160. I forbindelse med sin undersøgelse af, om der var tale om statsstøtte, var Kommissionen som nævnt nødt til at beregne grundens værdi adskillige år tilbage i tiden, og den anvendte herved det markedsøkonomiske investorprincip for at afgøre, om der var ydet støtte. Uafhængigt af det ovenfor anførte om det skøn, der tilkommer Kommissionen i en sådan vanskelig situation, mener jeg, at Kommissionen handlede fuldstændig korrekt i dette tilfælde. I en situation som den, jeg netop har beskrevet, er det efter min opfattelse metodisk korrekt at gøre brug af en vurdering af grundværdien, i) som er foretaget af en af de offentlige myndigheder, der var involveret i transaktionen, og ii) som er beskrevet i et officielt dokument.

161. Rettens indvending om, at den anførte værdi kunne være forkert, hvis de offentlige myndigheder havde erhvervet grunden i forbindelse med en ekspropriation, er efter min opfattelse heller ikke holdbar. Rettens grundlæggende idé er i den forbindelse, at det kan være dyrere at erhverve en grund ved ekspropriation end at erhverve den på almindelige markedsvilkår, fordi det medfører, at der betales en særlig erstatning til de tidligere ejere.

162. Det skal herved påpeges, at formålet med en ekspropriation selvsagt er at varetage almene interesser frem for private interesser, og at det derfor er usandsynligt, at ejeren vil få udbetalt et beløb, der ligger væsentligt over markedsværdien på det aktiv, der eksproprieres. Det er faktisk mere sandsynligt, at det modsatte vil ske.

163. Det er imidlertid vigtigt at fastslå, og dette mener jeg er det afgørende punkt, at kommunalbestyrelsen i Orléans ikke angav nogen omkostning for grunden, men en vurdering af dens værdi. Det skal heller ikke glemmes, at denne vurdering kun var en af de faktorer, som Kommissionen tog hensyn til, da den vedtog sin endelige beslutning om støtten.

164. Kommissionens ellevte anbringende er som følge heraf også begrundet og bør tiltrædes.

7.      Det femtende anbringende om, at Retten gengav de faktiske omstændigheder og beviserne forkert

165. Kommissionen har med det femtende anbringende gjort gældende, at Retten gengav de faktiske omstændigheder i sagen forkert.

166. Dette anbringende er faktisk kun beskrevet med seks linjer i appelskriftet og indeholder ingen andre oplysninger end dem, der allerede er fremført i forbindelse med de øvrige appelanbringender.

167. Det er klart, at et anbringende, der er formuleret på denne måde, ikke kan tages til følge, når der slet ikke er argumenteret for det. Det påhviler desuden en appellant, der gør gældende, at der er sket en forkert gengivelse, at angive meget præcist, hvilke beviser der er blevet forkert gengivet, og at påvise de fejl, som Retten har begået i sin undersøgelse (59).

C –    De øvrige anbringender

1.      Det femte anbringende om, at Retten traf sin afgørelse på grundlag af forhold, som Scott ikke havde påberåbt sig

a)      Parternes argumenter

168. Kommissionen har gjort gældende, at Retten gjorde sig skyldig i en urigtig retsanvendelse, da den valgte at tage hensyn til (60) de »alternative« vurderinger af grunden, selv om Scott ikke havde henvist specifikt til dem i sin stævning.

169. Scott mener ikke, at Retten gjorde noget forkert. Scott havde i sin stævning taget afstand fra den måde, støtten var beregnet på, og navnlig henvist til skrivelsen af 24. december 1999, som i vid udstrækning var baseret på disse alternative vurderinger af grundens værdi.

b)      Bedømmelse

170. Kommissionens anbringende kan ikke tages til følge.

171. Den stævning, som Scott indleverede til Retten, indeholdt en række specifikke klagepunkter om Kommissionens vurdering af grunden, der blev sammenlignet med de franske myndigheders vurdering, og henviste til skrivelsen af 24. december 1999, som Scott mente, at Kommissionen med urette havde afvist (61).

172. I betragtning af disse klagepunkter mod den anfægtede beslutning og den under sagen fremlagte skrivelse, hvori der henvises til de »alternative« vurderinger af grunden, kunne Retten med føje efterprøve grundens værdi på grundlag af de oplysninger, der var blevet fremlagt for den.

V –    Forslag til afgørelse

173. Jeg foreslår på denne baggrund principalt, at Domstolen af egen drift fastslår, at den appellerede dom er behæftet med en alvorlig mangel på sammenhæng, og som følge heraf ophæver denne dom. Jeg foreslår subsidiært, at Kommissionens syvende, niende og tiende anbringende (kun det første led) og dennes ellevte og tolvte anbringende tages til følge, og at den appellerede dom derfor under alle omstændigheder ophæves i sin helhed. Mere subsidiært bør det første, andet og tredje anbringende også tages til følge.

174. Da Retten kun har behandlet et af de fire anbringender, som Scott gjorde gældende i forbindelse med søgsmålet, er sagen ikke moden til påkendelse ved Domstolen og bør derfor hjemvises til Retten.

175. Jeg foreslår som følge heraf, at Domstolen træffer følgende afgørelse:

»–      Den appellerede dom ophæves.

–        Sagen hjemvises til Retten.

–        Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.«

1 – Originalsprog: italiensk.

2 – EFT 2002 L 12, s. 1.

3 – Dom af 29.3.2007, sag T-369/00, Département du Loiret mod Kommissionen, Sml. II, s. 851.

4 – Dom af 11.12.2008, sag C-295/07 P, Kommissionen mod Département du Loiret, Sml. I, s. 9363.

5 – Dom af 6.10.2005, sag C-276/03 P, Scott mod Kommissionen, Sml. I, s. 8437.

6 – De to domme, der blev afsagt den samme dag, er dom af 10.4.2003, sag T-369/00, Département du Loiret mod Kommissionen, Sml. II, s. 1789, der ikke blev appelleret, og af 10.4.2003, sag T-366/00, Scott mod Kommissionen, Sml. II, s. 1763, der blev appelleret og gav anledning til den dom, der er nævnt ovenfor i fodnote 5.

7 – Dom af 5.10.2006, sag C-232/05, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 10071.

8 – Jf. den appellerede dom, præmis 37.

9 – En hurtig gennemgang af den stævning, som Scott i sin tid indgav til Retten, viser imidlertid, at sagsøgeren faktisk påberåbte sig denne undladelse i forbindelse med sit første anbringende om tilsidesættelse af processuelle rettigheder, som Retten ikke tog udtrykkeligt stilling til.

10 – Den appellerede dom, præmis 128.

11 – Den appellerede dom, præmis 106.

12 – Den appellerede dom, præmis 123.

13 – Den appellerede dom, præmis 137.

14 – Den appellerede dom, præmis 151.

15 – Den appellerede dom, præmis 154. Der er tale om Rådets forordning (EF) nr. 659/99 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1).

16 – Det skal understreges, at den anfægtede beslutning også vedrører støtte i form af en favørsats for vandafledningsafgift. Appellanten opgav imidlertid sine anbringender vedrørende denne del af beslutningen under sagen ved Retten, efter at spørgsmålet om sagens forældelse var blevet afklaret. Jf. den appellerede dom, præmis 31.

17 – Det er værd at lægge mærke til, at Retten i den anden dom vedrørende de foreliggende omstændigheder, nemlig dommen i sag T-369/00, der blev afsagt samme dag som den appellerede dom (jf. fodnote 3 ovenfor), mærkeligt nok valgte den stik modsatte løsning. Som Domstolen fastslog i appelsagen (jf. fodnote 4 ovenfor), annullerede Retten således den anfægtede beslutning i sin helhed på grundlag af et anbringende (fejlagtig beregning af renter), der kun gav anledning til at annullere den anfægtede beslutnings artikel 2 eller en del heraf.

18 – Den appellerede dom, præmis 34.

19 – Det skal heller ikke glemmes, at den »parallelle« dom i sag T-369/00, der blev afsagt den samme dag, annullerede den anfægtede beslutning i sin helhed. Ud fra et praktisk synspunkt havde Scott derfor opnået det ønskede resultat.

20 – Dom af 20.2.1997, sag C-166/95 P, Kommissionen mod Daffix, Sml. I, s. 983, præmis 25.

21 – Dom af 19.10.1995, sag C-19/93 P, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3319, præmis 13, og af 3.9.2009, sag C-535/06 P, Moser Baer India mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 24. Jf. ligeledes i denne retning dom af 26.2.2002, sag C-23/00 P, Rådet mod Boehringer, Sml. I, s. 1873, præmis 46.

22 – Dom af 28.2.2008, sag C-17/07 P, Neirinck mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 38.

23 – Dom af 1.7.2008, forenede sager C-341/06 P og C-342/06 P, Chronopost mod UFEX m.fl., Sml. I, s. 4777, præmis 46-49.

24 – Dette ræsonnement findes allerede i dom af 20.3.1959, Nold mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 131, org.ref.: Rec. s. 87. Jf. senest dommen i sagen Kommissionen mod Daffix, nævnt ovenfor i fodnote 20, præmis 24, samt dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s Bank France, Sml. I, s. 1719, præmis 67, og af 30.3.2000, sag C-265/97 P, VBA mod Florimex m.fl., Sml. I, s. 2061, præmis 114.

25 – Dom af 2.12.2009, sag C-89/08 P, Kommissionen mod Irland m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 54-57, og af 17.9.2009, sag C-197/09 RX-II, M mod EMEA, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 57.

26 – Dom af 19.11.1998, sag C-252/96 P, Parlamentet mod Gutiérrez de Quijano y Lloréns, Sml. I, s. 7421, præmis 29-34, og Domstolens kendelse af 27.9.2004, sag C-470/02 P, UER mod M6 m.fl., ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 69, og af 13.6.2006, sag C-172/05 P, Mancini mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 41.

27 – Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse af 15.9.2009 i sag C-362/08 P, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, der stadig verserer, særlig punkt 90 og fodnote 23.

28 – Den appellerede dom, præmis 128.

29 – Dom af 24.9.2002, forenede sager C-74/00 P og C-75/00 P, Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, Sml. I, s. 7869, præmis 81-83, og dommen af 6.10.2005 i sagen Scott mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 5, præmis 33. Jf. også generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i den sidstnævnte sag, punkt 67-69.

30 – Dom af 10.7.1986, sag 234/84, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2263, præmis 27-29, og af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, præmis 29 og 30.

31 – Jf. navnlig anden betragtning til forordningen.

32 – Jf. Rettens dom af 22.2.2006, sag T-34/02, Le Levant 001 m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 267, præmis 91-96, og Rettens præsidents kendelse af 4.4.2002, sag T-198/01 R, Technische Glaswerke Illmenau mod Kommissionen, Sml. II, s. 2153, præmis 85. I den endelige dom i den sidstnævnte sag fulgte Retten i øvrigt på mere ortodoks vis den traditionelle retspraksis; jf. Rettens dom af 8.7.2004, sag T-198/01, Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen, Sml. II, s. 2717, præmis 191-195.

33 – Rettens dom af 6.3.2003, forenede sager T-228/99 og T-233/99, Westdeutsche Landesbank Girozentrale og Land Nordrhein-Westfalen mod Kommissionen, Sml. II, s. 435, præmis 131-143. I denne dom betegnede Retten i øvrigt den berørte medlemsstats ret til at blive hørt som en væsentlig formforskrift, hvis tilsidesættelse kan efterprøves af egen drift.

34 – Jf. bl.a. dom af 22.2.2005, sag C-141/02 P, Kommissionen mod max.mobil, Sml. I, s. 1283, præmis 72. Jf. også dom af 19.10.1983, sag 179/82, Lucchini Siderurgica mod Kommissionen, Sml. s. 3083, præmis 27, og af 31.3.1992, sag C-255/90 P, Burban mod Parlamentet, Sml. I, s. 2253.

35 – Dommen i sagen Kommissionen mod Systraval og Brink’s France, nævnt ovenfor i fodnote 24, præmis 62.

36 – Dom af 21.11.1991, sag C-269/90, Technische Universität München, Sml. I, s. 5469, præmis 23-25.

37 – Dom af 22.10.1991, sag C-16/90, Nölle, Sml. I, s. 5163, præmis 13 og 30-32.

38 – Min fremhævelse.

39 – Jf. den appellerede dom, præmis 56.

40 – Jf. den appellerede dom, præmis 128.

41 – Jf. den appellerede dom, præmis 121.

42 – Jf. den appellerede dom, præmis 154.

43 – Jf. den appellerede dom, præmis 152 og 154.

44 – Dom af 16.5.2000, sag C-83/98 P, Frankrig mod Ladbroke Racing og Kommissionen, Sml. I, s. 3271, præmis 25, og af 22.12.2008, sag C-487/06 P, British Aggregates mod Kommissionen, Sml. I, s. 10505, præmis 111.

45 – Dom af 6.9.2006, sag C-88/03, Portugal mod Kommissionen, Sml. I, s. 7115, præmis 99, af 15.12.2005, sag C-66/02, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 10901, præmis 135, af 12.12.2002, sag C-456/00, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 11949, præmis 41, og af 7.3.2002, sag C-310/99, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2289, præmis 46.

46 – Dommen i sagen British Aggregates mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 44, præmis 114, samt dom af 8.5.2003, forenede sager C-328/99 og C-399/00, Italien og SIM 2 Multimedia mod Kommissionen, Sml. I, s. 4035, præmis 39, og af 29.2.1996, sag C-56/93, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 723, præmis 11.

47 – Et godt eksempel på dette mulige »dilemma« for Unionens retsinstanser kan ses i dom af 22.11.2007, sag C-525/04 P, Spanien mod Lenzing, Sml. I, s. 9947, præmis 56-58 og den deri nævnte retspraksis.

48 – Jf. bl.a. dom af 14.9.2004, sag C-276/02, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 8091, præmis 31, af 29.4.2004, sag C-277/00, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 3925, præmis 39, af 3.10.2002, sag C-394/01, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 8245, præmis 34, af 26.9.1996, sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4551, præmis 33, og af 10.7.1986, sag 234/84, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2263, præmis 16.

49 – Jf. eksempelvis vedrørende statsstøtte dommen i sagen Spanien mod Lenzing, nævnt ovenfor i fodnote 47, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis.

50 – Den appellerede dom, præmis 110 og 111.

51 – Den appellerede dom, præmis 115.

52 – Den appellerede dom, præmis 124-142.

53 – Dom af 6.11.2008, sag C-405/07, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 8301, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis.

54 – Jf. den appellerede dom, præmis 105.

55 – Dommen i sagen Italien og SIM 2 Multimedia mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 46, præmis 38 og 39, og dommen af 29.2.1996 i sagen Belgien mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 46, præmis 10 og 11. Jf. også generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse af 27.10.2005 i sagen Cassa di Risparmio di Firenze m.fl., dom af 10.1.2006, sag C-222/04, Sml. I, s. 289, forslagets punkt 109 og fodnote 35.

56 – Jf. punkt 102 i dette forslag til afgørelse.

57 – Kommissionen fremlagde det dokument, som den henviste til i appelskriftet, i september 2007 efter at have fået tilladelse til at afgive en replik. Det drejer sig om den officielle udskrift af debatten om godkendelsen af referatet af kommunalbestyrelsesmødet i maj 1994. Det er imidlertid ikke nødvendigt at undersøge, om dette dokument kan indgå i sagen, eftersom det kun udgør et supplement til kommunalbestyrelsens beslutning, som Kommissionen allerede havde fremlagt for Retten.

58 – Den appellerede dom, præmis 118.

59 – Dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 50, og kendelse af 16.12.2004, sag C-222/03 P, APOL og AIPO mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 40.

60 – Jf. den appellerede dom, præmis 130 og 131.

61 – Jf. Scotts stævning til Retten i Første Instans, punkt 9.3 og 9.4.

Full & Egal Universal Law Academy