EUR-Lex -  62007CC0343 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. MAZÁK

fremsat den 18. december 2008 1(1)

Sag C-343/07

Bavaria NV

Bavaria Italia Srl

mod

Bayerischer Brauerbund eV

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte d’appello di Torino (Italien))

»Gyldighed af forordning (EØF) nr. 2081/92 og (EF) nr. 1347/2001 – formaliteten – beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler – den geografiske betegnelse »Bayerisches Bier« – varemærket »Bavaria« – formelle og materielle registreringsbetingelser – sameksistens mellem varemærket og den beskyttede geografiske betegnelse«

I –    Indledning

1.        Ved kendelse af 6. juli 2007, som Domstolen modtog den 25. juli 2007, har Corte d’appello di Torino (appelretten i Torino, Italien) forelagt flere spørgsmål til præjudiciel afgørelse i medfør af artikel 234 EF vedrørende på den ene side gyldigheden af Rådets forordning (EF) nr. 1347/2001 af 28. juni 2001 om supplering af bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96 om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 (2) (herefter »forordning nr. 1347/2001«) og gyldigheden af Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (3) (herefter »forordning nr. 2081/92«) og på den anden side fortolkningen af forordning nr. 1347/2001.

2.        Den forelæggende ret har nærmere bestemt med disse spørgsmål ønsket oplyst, om navnet »Bayerisches Bier«, når henses til de formelle og materielle betingelser i forordning nr. 2081/92, blev gyldigt registreret i henhold til forordning nr. 1347/2001 som en beskyttet geografisk betegnelse (»BGB«), og i så fald, i hvilket omfang denne BGB påvirker gyldigheden eller brugen af allerede eksisterende varemærker anvendt for øl, hvori navnet »Bavaria« forekommer.

3.        De forelagte spørgsmål er stillet i en sag mellem Bayerischer Brauerbund eV (herefter »Bayerischer Brauerbund«) på den ene side og Bavaria NV og Bavaria Italia Srl (herefter »Bavaria« og »Bavaria Italia«) på den anden side vedrørende sidstnævntes brug af internationale varemærker indeholdende ordet »Bavaria«.

4.        Tilknyttede sager er blevet anlagt ved Fællesskabets retsinstanser, nemlig den 6. december 2007, sag T-178/06, Bavaria mod Rådet, ved Retten, og den 20. marts 2008, sag C-120/08, Bayerischer Brauerbund, ved Domstolen. Begge sager er blevet udsat, henholdsvis den 6. december 2007 og den 20. marts 2008, indtil der er afsagt dom i den foreliggende sag.

II – De relevante bestemmelser

A –    Forordning nr. 2081/92

5.        Forordning nr. 2081/92 har til mål at opstille en ramme for Fællesskabets regler om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for visse landbrugsprodukter og levnedsmidler, for hvilke der er en sammenhæng mellem produktets eller levnedsmidlets kendetegn og dets geografiske oprindelse. Forordningen indfører på fællesskabsplan et system for registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser, som sikrer beskyttelse i alle medlemsstater.

6.        Artikel 1, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2081/92 bestemmer:

»1.      I denne forordning fastsættes reglerne for beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for de landbrugsprodukter til konsum, der er opført i bilag II til Traktaten, samt for de levnedsmidler, der er opført på listen i bilag I til denne forordning, og de landbrugsprodukter, der er opført på listen i bilag II til denne forordning.

[...]

2.      Denne forordning berører ikke andre EF-særbestemmelser.«

7.        Bilag I til forordningen, som har overskriften »Levnedsmidler omhandlet i artikel 1, stk. 1«, omtaler »øl« i første led.

8.        Artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 2081/92 bestemmer:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

b)      geografisk betegnelse: navnet på et område, et bestemt sted eller i undtagelsestilfælde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel,

–        som har oprindelse i dette område, dette bestemte sted eller dette land, og

–        hvis bestemte egenskaber, omdømme eller andre kendetegn kan tilskrives den geografiske oprindelse, og som er fremstillet og/eller forarbejdet og/eller tilvirket i det afgrænsede geografiske område.«

9.        Artikel 3, stk. 1, bestemmer:

»Betegnelser, der er blevet artsbetegnelser, kan ikke registreres.

I denne forordning forstås ved en betegnelse, der er blevet en artsbetegnelse, navnet på et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel, der, selv om det henviser til det sted eller område, hvor landbrugsproduktet eller levnedsmidlet først blev fremstillet eller markedsført, er blevet fællesbetegnelsen for et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel.

For at fastslå, hvorvidt en betegnelse er blevet en artsbetegnelse, tages der hensyn til alle faktorer, især

–        de faktiske forhold i den medlemsstat, hvor navnet har sin oprindelse, og i det traditionelle forbrugsområde

–        de faktiske forhold i andre medlemsstater

–        de relevante nationale retsforskrifter eller EF-retsforskrifter.

Når en ansøgning om registrering afvises efter fremgangsmåden i artikel 6 og 7, fordi en betegnelse er blevet en artsbetegnelse, offentliggør Kommissionen den pågældende afgørelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende.«

10.      Det bestemmes i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 2081/92:

»1.      Registrerede betegnelser er beskyttet mod:

a) enhver direkte eller indirekte kommerciel brug af en registreret betegnelse for produkter, der ikke er omfattet af registreringen, for så vidt disse produkter kan sammenlignes med de produkter, der er registreret under denne betegnelse, eller for så vidt anvendelse af betegnelsen indebærer udnyttelse af den beskyttede betegnelses omdømme

b) enhver uretmæssig brug, efterligning eller antydning, selv hvis produktets virkelige oprindelse er angivet, eller hvis den beskyttede betegnelse er anvendt i oversættelse eller ledsaget af udtryk såsom »art«, »type«, »måde«, »som fremstillet i«, »efterligning« eller lignende

c) enhver anden form for falsk eller vildledende angivelse af produkternes herkomst, oprindelse, art og hovedegenskaber på pakningen eller emballagen, i reklamerne eller i dokumenterne for de pågældende produkter samt anvendelse af emballager, der kan give et fejlagtigt indtryk af oprindelsen

d) enhver anden form for praksis, som kan vildlede offentligheden med hensyn til produktets virkelige oprindelse.

[…]«

11.      Artikel 14 i forordning nr. 2081/92 vedrører forholdet mellem beskyttede oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser og varemærker. Artikel 14, stk. 2 (i den oprindelige version) og 3, bestemmer:

»2.      Under overholdelse af fællesskabsretten kan et mærke, som svarer til en af situationerne i artikel 13, og som er registreret i god tro inden datoen for indgivelse af ansøgningen om registrering af oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse, fortsat anvendes til trods for registreringen af en oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse, såfremt mærket ikke er erklæret ugyldigt eller rettighederne dertil ikke er fortabt af de grunde, der er anført i henholdsvis artikel 3, stk. 1, litra c) og g), og artikel 12, stk. 2, litra b), i Rådets direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker [(4)].

3.      En oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse registreres ikke, såfremt registreringen på baggrund af et mærkes omdømme og anseelse og varigheden af dets anvendelse vil kunne vildlede forbrugeren med hensyn til produktets virkelige oprindelse.«

12.      Artikel 14 i forordning nr. 2081/92 blev ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 692/2003 (5) med virkning fra den 24. april 2003.

13.      11. betragtning til forordning nr. 692/2003 siger i denne henseende:

»Artikel 24, stk. 5, i [aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder] omfatter ikke kun registrerede varemærker eller varemærker, for hvilke der er ansøgt om registrering, men også hævdvundne varemærker, før den fastsatte referencedato, navnlig datoen for beskyttelse af betegnelsen i oprindelseslandet. Artikel 14, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2081/92 bør derfor ændres, så den deri fastsatte referencedato bliver datoen for beskyttelse i oprindelseslandet eller datoen for indgivelse af ansøgningen om registrering af den geografiske betegnelse eller oprindelsesbetegnelsen, alt efter om der er tale om en betegnelse i henhold til artikel 17 eller artikel 5 i samme forordning. I artikel 14, stk. 1, bliver referencedatoen endvidere datoen for indgivelse af registreringsansøgningen i stedet for datoen for første offentliggørelse.«

14.      Artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 2081/92, som ændret ved forordning nr. 692/2003, har følgende ordlyd:

»Under overholdelse af EF-retten kan et varemærke – som svarer til en af situationerne i artikel 13, og som der er indgivet ansøgning for, eller som er registreret eller, efter gældende lovgivning, hævdvundet, og som er blevet brugt i god tro på Fællesskabets område enten inden datoen for beskyttelse i oprindelseslandet eller inden datoen for indgivelse af ansøgningen til Kommissionen om registrering af en oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse – fortsat anvendes til trods for registreringen af en oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse, hvis varemærket ikke er erklæret ugyldigt eller rettighederne dertil ikke er fortabt af de grunde, der er anført i [varemærkedirektivet] og/eller Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker.«

15.      Som en undtagelse fra den normale procedure i artikel 5-7 i forordning nr. 2081/92 opstiller forordningens artikel 17 en forenklet procedure for registrering af en BGB eller en beskyttet oprindelsesbetegnelse, som finder anvendelse på registreringen af navne, som allerede eksisterer på tidspunktet for forordningens ikrafttræden. Artikel 17 bestemmer følgende:

»1.      Inden seks måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden underretter medlemsstaterne Kommissionen om, hvilke ved lov beskyttede betegnelser eller, i de medlemsstater, hvor der ikke findes nogen beskyttelsesordning, hvilke hævdvundne betegnelser de ønsker at registrere i henhold til forordningen.

2.      Kommissionen registrerer efter fremgangsmåden i artikel 15 de i stk. 1 omhandlede betegnelser, som omfattes af artikel 2 og 4. Artikel 7 finder ikke anvendelse. Artsbetegnelser registreres dog ikke.

3.      Medlemsstaterne kan bibeholde den nationale beskyttelse af de betegnelser, der er meddelt i henhold til stk. 1, indtil den dato, hvor der træffes afgørelse om registreringen.«

16.      Den forenklede procedure i artikel 17 i forordning nr. 2081/92 blev med virkning fra den 24. april 2003 afskaffet ved forordning nr. 692/2003.

B –    Forordning nr. 1347/2001

17.      Virkningen af forordning nr. 1347/2001 var, at navnet »Bayerisches Bier«, som Tyskland havde givet underretning om, blev registreret som en BGB i henhold til den forenklede procedure i artikel 17 i forordning nr. 2081/92 og tilføjet listen i bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96 (6) med virkning fra den 5. juli 2001.

18.      Tredje og fjerde betragtning til forordning nr. 1347/2001 har følgende ordlyd:

»3) På grundlag af de tilsendte oplysninger kan det konstateres, at mærket »Bavaria« eksisterer, og at det er et gyldigt mærke. I betragtning af dette faktum og de tilgængelige oplysninger anses registreringen af betegnelsen »Bayerisches Bier« dog ikke for at kunne vildlede forbrugeren med hensyn til produktets virkelige identitet. Den geografiske betegnelse »Bayerisches Bier« og mærket »Bavaria« befinder sig derfor ikke i den situation, som er omhandlet i artikel 14, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 2081/92.

4) Anvendelsen af visse mærker som f.eks. det nederlandske mærke »Bavaria« og det danske mærke »Høker Bajer« kan fortsat anvendes til trods for registreringen af den geografiske betegnelse »Bayerisches Bier«, for så vidt som de opfylder betingelserne i artikel 14, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2081/92.«

III – Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og forelagte spørgsmål

19.      Bayerischer Brauerbund, som blev stiftet i 1880, er en tysk sammenslutning, der har til formål at fremme bayerske bryggeriers fælles interesser og navnlig at beskytte BGB’en »Bayerisches Bier« i Tyskland og i udlandet, hvilken betegnelse sammenslutningen har været indehaver af siden registreringen af den ved forordning nr. 1347/2001. Sammenslutningen har siden 1968 også været indehaver af de internationale fællesmærker »Bayrisch Bier« og »Bayerisches Bier«.

20.      Bavaria er en nederlandsk ølproducent, som driver virksomhed internationalt. Bavaria hed oprindeligt »Firma Gebroeders Swinkels«, men har haft »Bavaria« som officielt selskabsnavn siden 1930. Bavaria Italia er en del af Bavariakoncernen.

21.      Bavaria og Bavaria Italia er henholdsvis indehaver og bruger af flere internationale varemærker, der er gyldige i Italien og andre steder, og som sammen med andre udtryk eller figurbestanddele indeholder ordet »Bavaria« som kernen i disse varemærker.

22.      I en sag anlagt ved Tribunale di Torino (den regionale ret i Torino) den 27. september 2004, som fulgte efter tilsvarende sager i forskellige andre europæiske stater, navnlig i Tyskland og Spanien, forsøgte Bayerischer Brauerbund at stoppe Bavarias og Bavaria Italias brug i Italien af disse varemærker ved under en sag om foreløbige forholdsregler at nedlægge påstand om, at disse varemærker var ugyldige og skulle ophæves. Bayerischer Brauerbund var af den opfattelse, at varemærkerne var i strid med BGB’en »Bayerisches Bier« for så vidt angår artikel 13 og 14 i forordning nr. 2081/92, og at de under alle omstændigheder indeholdt en geografisk betegnelse – ordet »Bavaria« – som var en artsbetegnelse og vildledende hvad angår det pågældende øls geografiske oprindelse, eftersom de pågældende øl er nederlandske.

23.      Ved dom af 30. november 2006 gav Tribunale di Torino Bayerischer Brauerbund medhold og forbød brugen i Italien af de pågældende varemærker, idet de var vildledende og i strid med BGB’en »Bayerisches Bier«.

24.      Bavaria og Bavaria Italia appellerede denne afgørelse til den forelæggende ret og fremkom med en række anbringender.

25.      Ifølge den forelæggende ret vedrører det væsentligste anbringende i den foreliggende sammenhæng opfattelsen hos Tribunale di Torino, hvorefter retten ikke i medfør af artikel 234 EF kunne forelægge Domstolen spørgsmål til præjudiciel afgørelse vedrørende gyldigheden af forordning nr. 1347/2001, idet Bavaria Italia burde have anfægtet denne retsakt direkte i medfør af artikel 230 EF, dvs. inden for to måneder efter dens offentliggørelse.

26.      Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at den tvivl, der er udtrykt vedrørende muligheden for en præjudiciel forelæggelse under disse omstændigheder, skal afklares af Domstolen.

27.      Herudover har den forelæggende ret henvist deltaljeret til en række argumenter, som Bavaria og Bavaria Italia er fremkommet med for at anfægte gyldigheden af forordning nr. 1347/2001 og denne forordnings registrering af »Bayerisches Bier« som en BGB, herunder tilsidesættelse af generelle retlige principper og den manglende overholdelse af visse formelle og materielle betingelser i forordning nr. 2081/92, navnlig artikel 2, stk. 2, litra b), artikel 14, stk. 3, og artikel 17.

28.      Corte d’appello di Torino har på denne baggrund udsat sagen og forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

»1)      Er Rådets forordning (EF) nr. 1347/2001 af 28. juni 2001 ugyldig, eventuelt også som følge af andre retsakters ugyldighed, som følge af:

Tilsidesættelse af generelle principper:

–        fordi artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2081/92, sammenholdt med bilag I til samme forordning, er ugyldig, for så vidt som den tillader registrering af »geografiske betegnelser for »øl«, uanset at øl er en alkoholholdig drikkevare, der (fejlagtigt) er opført i bilag I under de »levnedsmidler«, der er nævnt i artikel 1, stk. 1, og øl ikke er omfattet af de »landbrugsvarer«, der er opregnet i bilag I til EF-traktaten, og i artikel 32 EF [tidligere artikel 38] og artikel 37 EF [tidligere artikel 43], som Rådet har anvendt som hjemmel for vedtagelsen af forordning nr. 2081/92

–        fordi artikel 17 i forordning nr. 2081/92 er ugyldig, for så vidt som der er indført en forenklet registreringsprocedure med den virkning, at eventuelle berørte producenters rettigheder i vidt omfang begrænses eller tilsidesættes, da bestemmelsen ikke indeholder nogen indsigelsesret, hvilket indebærer en klar tilsidesættelse af principperne om gennemsigtighed og retssikkerhed, navnlig henset til det komplicerede forløb forud for registreringen af »Bayerisches Bier« som beskyttet geografisk betegnelse, der har strakt sig over mere end syv år, nemlig fra 1994 til 2001, og til den udtrykkelige anerkendelse heraf i betragtning 13 til forordning (EF) nr. 692/2003, hvis artikel 15 ophævede artikel 17 i forordning nr. 2081/92.

Tilsidesættelse af de formelle betingelser

–        fordi betegnelsen »Bayerisches Bier« ikke opfylder betingelserne i artikel 17 i forordning nr. 2081/92 for at kunne registreres efter den i bestemmelsen omhandlede forenklede procedure, idet denne betegnelse på det tidspunkt, hvor registreringsansøgningen blev indgivet, hverken var en »ved lov beskyttet betegnelse« eller »en hævdvunden betegnelse« i Tyskland

–        fordi spørgsmålet om, hvorvidt kravene for registreringen af betegnelsen »Bayerisches Bier« var opfyldt, hverken blev behørigt undersøgt af den tyske regering, før den indgav registreringsansøgningen til Kommissionen, eller af Kommissionen selv, efter at den havde modtaget ansøgningen, i strid med EF-Domstolens praksis (dom af 6.12.2001, sag C-269/99, Carl Kühne m.fl.)

–        fordi ansøgningen om registrering af betegnelsen »Bayerisches Bier« ikke blev fremsat i tide af den tyske regering, hvilket fremgår af artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 2081/92 (inden seks måneder efter forordningens ikrafttræden, hvilket var den 24.7.1993), eftersom den ansøgning, der oprindeligt blev fremsat af ansøgeren, omfattede otte forskellige betegnelser med mulighed for yderligere ubegrænsede variationer), der først flettedes sammen til den aktuelle betegnelse »Bayerisches Bier«, efter fristen den 24. januar 1994 for længst var udløbet.

Manglende opfyldelse af de materielle betingelser

–        fordi betegnelsen »Bayerisches Bier« ikke opfylder de materielle betingelser, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2081/92, for at kunne registreres som beskyttet geografisk betegnelse, henset til at betegnelsen har karakter af artsbetegnelse, der historisk set har været brugt om øl, der er blevet fremstillet efter en særlig fremstillingsmetode, der havde sit udspring i Bayern i det nittende århundrede, og som senere blev udbredt til resten af Europa og hele verden (den såkaldte »bayerske metode« med undergæring), og som også den dag i dag på visse sprog (dansk, svensk, finsk) anvendes som artsbetegnelse for øl, og som under alle omstændigheder nu om dage højst som artsbetegnelse kan betegne en hvilken som helst af de mange og forskellige typer »øl, der er fremstillet i den tyske delstat Bayern«, uden at der kan påvises nogen »direkte sammenhæng« (dom af 7.11.2000, sag C-312/98, Warsteiner Brauerei) mellem på den ene side produktets (øl) nærmere kvalitet, omdømme eller et andet kendetegn og på den anden side dets bestemte geografiske oprindelse (Bayern), eller at der foreligger et sådant »undtagelsestilfælde«, som kræves efter den nævnte bestemmelse for at tillade registrering af en geografisk betegnelse, der omfatter navnet på et land

–        fordi betegnelsen »Bayerisches Bier« som beskrevet ovenfor er en »artsbetegnelse«, som ikke kan registreres i henhold til artikel 3, stk. 1, og artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 2081/92

–        fordi betegnelsen »Bayerisches Bier« ikke burde være blevet registreret i medfør af artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92, eftersom »Bayerisches Bier«, henset til Bavaria varemærkernes »omdømme og anseelse og varigheden af deres anvendelse« »vil kunne vildlede forbrugeren med hensyn til produktets virkelige oprindelse«?

2)      Subsidiært, for det tilfælde at Domstolen skulle afvise spørgsmål 1 eller finde det ugrundet, ønskes oplyst, om [forordning nr. 1347/2001] skal fortolkes således, at den deri indeholdte anerkendelse af den beskyttede geografiske betegnelse »Bayerisches Bier« ikke er til hinder for gyldigheden og brugen af en tredjemands allerede eksisterende varemærker, som indeholder ordet »Bavaria«?«

IV – Stillingtagen

A –    Det første spørgsmål

29.      Corte d’appello di Torino har med det første spørgsmål, som er opdelt i otte underspørgsmål (eller ugyldighedsgrunde), stillet spørgsmålstegn ved gyldigheden af forordning nr. 1347/2001 i lyset af en mulig tilsidesættelse af generelle fællesskabsretlige principper eller af formelle eller materielle betingelser i forordning nr. 2081/92. Underspørgsmålene, der vedrører overholdelse af generelle fællesskabsretlige principper, vedrører forordning nr. 2081/92, som er hjemmel for forordning nr. 1347/2001.

1.      Formaliteten

a)      Parternes hovedargumenter

30.      I den foreliggende sag har Bavaria og Bavaria Italia (sammen), Bayerischer Brauerbund, Kommissionen, Rådet samt den tyske, græske, italienske og nederlandske regering indleveret skriftlige bemærkninger. Disse parter var repræsenteret under retsmødet den 18. september 2008, hvor også den tjekkiske regering fremsatte mundtlige bemærkninger. Denne sidstnævnte regering anførte, at den vedrørende realiteten i forbindelse med det første præjudicielle spørgsmål deler Kommissionens, Rådets, Tysklands og Italiens opfattelse, men bortset herfra var bemærkningerne koncentrerede om spørgsmålet, om det første spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, og om det andet spørgsmål.

31.      Bayerischer Brauerbund, Rådet samt den tjekkiske, tyske, græske og italienske regering har anført, at spørgsmålet skal afvises. Eftersom Bavaria og Bavaria Italia er umiddelbart og individuelt berørt af forordning nr. 1347/2001, således som det fremgår klart af tredje og fjerde betragtning hertil, men ikke anlagde sag i medfør af artikel 230 EF med påstand om annullation af forordningen, kan de ikke gøre gældende for de nationale retter, at forordningen er uretmæssig. Ifølge Rådet fulgte det klart af den registrering, som forordningen gennemførte, at brugen af varemærket »Bavaria« kunne blive påvirket. Bavaria var derfor klart i stand til at forstå registreringens følger.

32.      Bavaria og Bavaria Italia, Kommissionen og den nederlandske regering har derimod gjort gældende, at det første spørgsmål kan antages til realitetsbehandling. Disse parter har anført, at Bavaria og Bavaria Italia med føje kunne have tvivl om, hvorvidt de var umiddelbart og individuelt berørt af bestemmelserne i forordning nr. 1347/2001, eftersom forordningens virkninger i forhold til disse selskaber fulgte af, at den nationale ret i den for retten verserende sag anvendte artikel 13 og 14 i forordning nr. 2081/92, hvis formål er at regulere sameksistensen mellem eksisterende varemærker og senere registrerede BGB’er. Kommissionen har i denne sammenhæng understreget, at den pågældende registrering ikke automatisk indebærer, at varemærket »Bavaria« ikke længere kan bruges.

b)      Bedømmelse

33.      Det forhåndsspørgsmål, som den forelæggende ret og flere af parterne har rejst i denne sammenhæng, er, om det første præjudicielle spørgsmål, som stiller spørgsmålstegn ved gyldigheden af forordning nr. 1347/2001 og visse af bestemmelserne i forordning nr. 2081/92, hvori den har hjemmel, skal afvises, fordi Bavaria og Bavaria Italia ikke anlagde sag med påstand om annullation af forordning nr. 1347/2001 ved Retten i Første Instans inden for den frist, der er opstillet i artikel 230 EF, selv om de kunne have ret hertil.

34.      Som det følger af retspraksis i henhold til dommen i sagen TWD Textilwerke Deggendorf kan en fysisk eller juridisk person i princippet ikke indirekte anfægte gyldigheden af en retsakt fra en fællesskabsinstitution gennem en præjudiciel forelæggelse, hvis personen ville have været beføjet til at gøre dette direkte i medfør af artikel 230 EF (7).

35.      Denne begrænsning i muligheden for at anfægte en fællesskabsretsakt ved et præjudicielt søgsmål har til formål at overholde retssikkerhedsprincippet ved at forhindre, at fællesskabsforanstaltninger, der afføder retsvirkninger, kan anfægtes i en ubegrænset tid. Ellers kunne en person overvinde den endelige karakter, som en fællesskabsforanstaltning, der er hjemmel for en beslutning, som går vedkommende imod, har over for denne person, også efter udløbet af den frist for at anlægge et direkte søgsmål, som findes i artikel 230, stk. 4, EF (8).

36.      Det fremgår imidlertid klart af fast retspraksis, at en person kun er forhindret i for den nationale ret at påberåbe sig, at en fællesskabsretsakt er ugyldig, og i at anfægte dens gyldighed indirekte i medfør af artikel 234 EF, hvis hans berettigelse til at nedlægge påstand om annullation af denne retsakt i medfør af artikel 230 EF var både åbenlys og utvivlsom (9).

37.      Da den foreliggende sag vedrører en forordning, skal der derfor stilles det spørgsmål, om et søgsmål anlagt af Bavaria og Bavaria Italia mod forordning nr. 1347/2001 utvivlsomt skulle antages til realitetsbehandling, fordi forordningen reelt udgør en beslutning, hvis bestemmelser berører selskaberne umiddelbart og individuelt (10).

38.      Det er efter min opfattelse ikke godtgjort, at dette er tilfældet i denne sag.

39.      Hvad for det første angår kravet om at være umiddelbart berørt (11) skal det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang retsstillingen for andre selskaber og varemærkeindehavere end de selskaber, der anvender navnet »Bayerisches Bier«, som er registreret ved forordning nr. 1347/2001 som en BGB, er påvirket af denne forordning, faktisk afhænger af rækkevidden af den beskyttelse, der er knyttet til en sådan registrering. Om brugeren af et navn som »Bavaria« påvirkes af registreringen af »Bayerisches Bier« som en BGB, afhænger derfor i det væsentlige af, om brugen af det pågældende navn – i henhold til artikel 13 i forordning nr. 2081/92 eller, hvis det pågældende navn er beskyttet som et varemærke, i henhold til forordningens artikel 14 – gør indgreb i BGB’en.

40.      Svaret på dette spørgsmål følger dog ikke automatisk og uden videre af forordning nr. 1347/2001 eller forordning nr. 2081/92, hvilket endvidere fremgår af selve tvisten i den foreliggende sag.

41.      Det er i denne sammenhæng med rette blevet bemærket af nogle af sagens parter, at hvad nærmere bestemt angår artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 2081/92 tilkommer det den nationale ret at afgøre, om betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt, med det deraf følgende resultat, at brugen af et varemærke som »Bavaria« kan fortsætte (12).

42.      Endelig er det i det mindste tvivlsomt – og det er også et omtvistet punkt i denne sag – i hvilket omfang Bavarias retsstilling kan være umiddelbart påvirket af forordningens tredje og fjerde betragtning i sig selv.

43.      I lyset af ovenstående kan det efter min opfattelse ikke hævdes, at det er åbenbart, at Bavaria er umiddelbart berørt af forordning nr. 1347/2001, sammenholdt med forordning nr. 2081/92 for så vidt angår muligheden for at anlægge et annullationssøgsmål i medfør af artikel 230, stk. 4, EF.

44.      Hvad for det andet angår kravet om, at de personer, der anfægter foranstaltningen, er individuelt berørt heraf, dvs. at den i overensstemmelse med kriteriet i Plauman-dommen rammer dem »på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre« (13), skal den foreliggende sag efter min opfattelse adskilles fra Codorníu-dommen, som en række af parterne har henvist til i denne sag.

45.      For det første er det i modsætning til Codorníu-dommen, hvor det var klart, at den omtvistede fællesskabsbestemmelse i den sag hindrede Codorníu i at bruge ordmærket »Grand Cremant de Codorníu«, idet den forbeholdt producenter fra Frankrig og Luxembourg retten til at brugen ordet »crémant« (14), i den foreliggende sag meget mindre åbenbart, i hvilket omfang BGB’en »Bayerisches Bier« særskilt påvirker brugen af varemærket »Bavaria« og derfor adskiller varemærkeindehaveren fra alle andre erhvervsdrivende i denne retspraksis’ forstand.

46.      For det andet, og måske vigtigere, skal der, selv om det er sandt, at varemærket »Bavaria« indtager en særstilling – sammen med varemærket »Høker Bajer« – ved at være genstand for en udtrykkelig omtale i tredje og fjerde betragtning til den anfægtede forordning, efter min opfattelse også tages hensyn til denne omtales indhold, nemlig en udtalelse om, at brugen af varemærket »Bavaria« ikke vil blive skadet af registreringen af »Bayerisches Bier« som en BGB.

47.      Det følger heraf, at Bavaria og Bavaria Italia efter min opfattelse kunne have berettiget tvivl om, hvorvidt de er umiddelbart og individuelt berørt af forordning nr. 1347/2001, sammenholdt med forordning nr. 2081/92, og at det ikke er åbenbart, at et søgsmål anlagt af disse selskaber i medfør af artikel 230 EF skulle antages til realitetsbehandling (15).

48.      Det er derfor min opfattelse, at det første præjudicielle spørgsmål skal antages til realitetsbehandling.

2.      Realiteten

a)      Første underspørgsmål vedrørende hjemmelen for forordning nr. 2081/92

49.      Den forelæggende ret har med dette spørgsmål rejst tvivl om lovligheden af forordning nr. 2081/92, for så vidt som den omhandler øl. Eftersom øl er en alkoholholdig drikkevare, kan det ikke behandles som et »levnedsmiddel«, således som det er sket i forordningen, og det skal derfor udelukkes fra forordningens rækkevidde. Den forelæggende ret har også stillet spørgsmålstegn ved lovligheden af forordning nr. 2081/92 i lyset af det forhold, at eftersom øl ikke findes blandt de »landbrugsprodukter«, der er opregnet i bilag I til EF-traktaten, er artikel 32 EF og 37 EF ikke egnede hjemmeler for denne forordnings vedtagelse.

i)      Parternes hovedargumenter

50.      Den nederlandske regering, Bavaria og Bavaria Italia deler den tvivl, der er udtrykt i det første underspørgsmål. Bavaria og Bavaria Italia har anført, at medtagelsen af øl blandt »levnedsmidler« er vilkårlig og ukorrekt, og at øl burde være blevet udelukket fra forordning nr. 2081/92’s rækkevidde på samme måde, som vin blev udelukket i henhold til forordningens artikel 1, stk. 1, andet afsnit. De har tilføjet, at øl ikke ved en blot analogi er omfattet af forordning nr. 2081/92 og nr. 1347/2001. Ifølge Bavaria og Bavaria Italia gjorde BGB’ers retlige karakter som ægte intellektuelle ejendomsrettigheder det nødvendigt at give forordning nr. 2081/92 hjemmel i artikel 308 EF og/eller artikel 94 EF og 95 EF og ikke i artikel 37 EF.

51.      Bayerischer Brauerbund, Kommissionen og Rådet samt den tyske, græske og italienske regering har bestridt den af den forelæggende ret foreslåede fortolkning og har anført, at artikel 37 EF er den korrekte hjemmel for vedtagelsen af forordning nr. 2081/92. Den italienske regering har endvidere og mere generelt afvist, at der kan rejses tvivl om lovligheden af forordning nr. 2081/92 med henblik på at anfægte lovligheden af forordning nr. 1347/2001.

52.      Ifølge den tyske regering og Rådet er øl et levnedsmiddel, når man tager udgangspunkt i definitionen af »levnedsmidler« i artikel 2 i forordning (EF) nr. 178/2002 (16). Den tyske regering har også, ligesom den italienske regering, anført, at en systematisk fortolkning af forordning nr. 2081/92 viser, at udelukkelsen af vin og alkohol fra forordningens rækkevidde bygger på andre årsager, og at der ikke er behov for at udelukke alle alkoholholdige drikkevarer.

53.      Bayerischer Brauerbund, Kommissionen og Rådet samt den tyske og italienske regering har også gjort gældende, at det primære eller overordnede formål med forordning nr. 2081/92 er formålet i artikel 37 EF, og ifølge Domstolens praksis er det denne bestemmelse, der skal anvendes som hjemmel.

ii)    Bedømmelse

54.      For det første skal det synspunkt forkastes, hvorefter øl ikke skal anses for et »levnedsmiddel« og derfor ikke som sådan kunne medtages i bilag I til forordning nr. 2081/92. Dette synspunkt modsiges ikke blot af den vigtige rolle, som øl traditionelt spiller, således som den tjekkiske regering understregede under retsmødet, i flere medlemsstaters gastronomi og spisevaner. Således som den tyske regering og Rådet har bemærket, forekommer øl også at opfylde f.eks. definitionen af »levnedsmidler« i artikel 2 i forordning nr. 178/2002, hvorefter »fødevarer« eller »levnedsmidler« betyder »alle stoffer eller produkter, som, uanset om de er uforarbejdede eller helt eller delvis forarbejdede, er bestemt til eller med rimelighed må antages at skulle indtages af mennesker«.

55.      Det skal for det andet bemærkes, at det ikke kan udledes af det forhold, at – således som det er specificeret i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2081/92 – fællesskabslovgiver har besluttet at udelukke vinprodukter og alkoholholdige drikkevarer fra denne forordnings anvendelsesområde, at fællesskabslovgiver ikke havde kompetence til at medtage nogen som helst alkoholholdige drikkevarer eller nærmere bestemt øl under denne forordnings anvendelsesområde. Således som det klart fremgår af ottende betragtning til forordning nr. 2081/92, blev vin og spiritus ikke medtaget i forordningen, fordi disse drikkevarer allerede var omfattet af særlige EF-retsforskrifter, som yder et højere beskyttelsesniveau.

56.      Hvad for det tredje angår brugen af artikel 37 EF som hjemmel, selv om øl ikke er et af de landbrugsprodukter, der er omtalt i bilag I til EF-traktaten, fremgår det af fast retspraksis, at denne artikel er den rette hjemmel for enhver lovgivning, som vedrører produktion og markedsføring af landbrugsprodukter, der er opregnet i bilag I til traktaten, og som bidrager til opnåelsen af et eller flere af formålene med den fælles landbrugspolitik som angivet i traktatens artikel 33 EF (17).

57.      Det er også fast retspraksis, at hvis en gennemgang af en fællesskabsretsakt viser, at den har et dobbelt formål, eller at den består af to led, og det ene af disse kan bestemmes som det primære eller fremherskende, mens det andet kun er sekundært, skal retsakten have en enkelt hjemmel, nemlig den, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller led (18).

58.      Domstolen har i samme retning udtalt i en sammenhæng, der er sammenlignelig med denne sags, at når en lovgivningsforanstaltning bidrager til opfyldelsen af et eller flere af den fælles landbrugspolitiks formål som angivet i artikel 33 EF, skal den vedtages med hjemmel i artikel 37 EF, selv om den ud over i det væsentlige at finde anvendelse på produkter, der er omtalt i det bilag til traktaten, som denne artikel henviser til, også dækker andre produkter, der ikke er medtaget i bilaget (19).

59.      I dette lys forekommer det, at forordning nr. 2081/92 gyldigt kunne vedtages med hjemmel i artikel 37 EF, idet det er klart, at den hovedsagelig dækker produkter, der er opregnet i bilag I til traktaten, og kun et begrænset antal andre produkter, såsom øl, der ikke er omtalt i bilaget. Det forhold, at forordningen også henviser til øl, som ikke er omtalt i bilag I til traktaten, rejser derfor efter min opfattelse ikke i sig selv tvivl om lovligheden af valget af artikel 37 EF som hjemmel, navnlig da øl udgør et produkt, hvis produktion og markedsføring klart bidrager til opfyldelsen af formålene med den fælles landbrugspolitik.

60.      Det er derfor min opfattelse, at ugyldighedsindsigelsen vedrørende forordning nr. 2081/92’s hjemmel er ugrundet.

b)      Andet underspørgsmål vedrørende gyldigheden af artikel 17 i forordning nr. 2081/92

61.      Den forelæggende ret har med det andet underspørgsmål i det væsentlige spurgt, om artikel 17 i forordning nr. 2081/92 – på grundlag af hvilken forordning nr. 1347/2001 blev vedtaget – er ugyldig, eftersom den fremskyndede registreringsprocedure, der er oprettet herved, er klart i strid med principperne om gennemsigtighed og retssikkerhed, da der ikke er nogen bestemmelse om, at de berørte erhvervsdrivende har indsigelsesret.

i)      Parternes hovedargumenter

62.      Ifølge den nederlandske regering og Bavaria og Bavaria Italia er de ugyldighedsgrunde, der er henvist til i det andet underspørgsmål, begrundede.

63.      Bavaria og Bavaria Italia har henvist til forskellen mellem artikel 17 i forordning nr. 2081/92 og forordningens artikel 7, som giver en udtrykkelig indsigelsesret under den normale registreringsprocedure. Ordlyden af 13. betragtning til forordning nr. 692/2003 anerkender stiltiende, at artikel 17 i forordning nr. 2081/92 er ugyldig. Endvidere finder dommen i sagen Kühne (20) efter deres opfattelse ikke anvendelse i den foreliggende sag, for så vidt som de berørte tredjemænd i den sag havde været i stand til at spille en aktiv rolle i den nationale procedure, inden for hvis rammer den tyske regering havde indgivet registreringsansøgningen.

64.      Bayerischer Brauerbund, Kommissionen og Rådet samt den tyske, græske og italienske regering har bestridt den af den forelæggende ret foreslåede fortolkning. De har i det væsentlige anført, at selv om artikel 17 i forordning nr. 2081/92 ikke gav nogen indsigelsesret i tråd med artikel 7, gælder det ikke desto mindre, at de berørte tredjemænd kan fremsætte deres indsigelser over for medlemsstaternes myndigheder, som derefter kan indbringe dem for det udvalg, der er oprettet i overensstemmelse med forordningens artikel 15, således som det i øvrigt skete i denne sag. De har også understreget, at den væsentligste årsag til ophævelsen af artikel 17 i forordning nr. 2081/92 var, at den oprindeligt var blevet anset for midlertidig og havde udtømt sine virkninger.

65.      Kommissionen og Rådet har anført, at Domstolen ved flere lejligheder har anerkendt, at artikel 17 i forordning nr. 2081/92 er lovlig, og at proceduren i denne bestemmelse ikke er en procedure, som fører til, at de materielle registreringsbetingelser undersøges uden fornøden omhu – det modsatte forekommer snarere at være tilfældet, når henses til den foreliggende sag. De har tilføjet, at 13. betragtning til forordning nr. 692/2003 blot fremkommer med visse bemærkninger om de vanskeligheder, der opstår som følge af den manglende indsigelsesret i artikel 17 i forordning nr. 2081/92; den rejser dog ikke tvivl om denne bestemmelses lovlighed.

ii)    Bedømmelse

66.      I modsætning til den nederlandske regerings og Bavarias og Bavaria Italias synspunkt kan det udledes af dommen i sagen Kühne m.fl. (21), at Domstolen ikke anså den forenklede registreringsprocedure i artikel 17 i forordning nr. 2081/92 for ulovlig af den grund, at den ikke gav berørte tredjemænd mulighed for at nedlægge indsigelse mod en foreslået registrering, i modsætning til stillingen under den normale procedure, hvor forordningens artikel 7 finder anvendelse.

67.      I den nævnte sag fandt Domstolen – selv om den bemærkede, at den forenklede procedure ikke gav tredjemænd en ret til at nedlægge indsigelse mod en foreslået registrering – at anvendelsen af denne procedure var lovlig, også når tredjemænd havde rejst indsigelser på nationalt plan over for registreringen af den pågældende betegnelse (22). I den sammenhæng bekræftede Domstolen endvidere, at det faktisk er på nationalt plan, der skal tages hensyn til mulige indsigelser fra tredjemænd, som anser deres rettigheder for krænket ved registreringen eller registreringsansøgningen (23).

68.      I denne henseende havde de berørte parter fra andre medlemsstater, således som den tyske regering har gjort gældende, også mulighed for at nedlægge indsigelser over for de kompetente tyske myndigheder – eller over for deres egen medlemsstat – vedrørende registreringen af den pågældende BGB, selv om lovligheden af anvendelsen under den forenklede procedure ikke, således som det modsætningsvis kan udledes af dommen i sagen Kühne m.fl., er betinget af, at tredjemænd faktisk gør brug af denne mulighed (24).

69.      Det fremgår endvidere af de oplysninger, Domstolen har til rådighed, at Bavaria faktisk var i stand til at gøre Kommissionen bekendt med selskabets synspunkt gennem de nederlandske myndigheder og indleverede detaljerede bemærkninger i denne henseende inden for rammerne af den lovgivningsproces, der førte til vedtagelsen af forordning nr. 1347/2001.

70.      Hvad dernæst angår afskaffelsen af den forenklede procedure ved forordning nr. 692/2003 og hvad angår 13. betragtning til denne forordning, som henviser til en sådan afskaffelse, er jeg enig med Rådet og Kommissionen i, at denne betragtning ikke udgør en »anerkendelse« fra fællesskabslovgivers side af, at den således afskaffede forenklede procedure var ulovlig. Denne betragtning kan for det første blot forstås som en anerkendelse af, at proceduren rejser spørgsmål vedrørende retssikkerheden og gennemsigtighed, hvilket er mindre end at sige, at den af denne årsag er ulovlig. For det andet og under alle omstændigheder afhænger spørgsmålet, om en bestemmelse i den sekundære fællesskabsret, såsom artikel 17 i forordning nr. 2081/92, faktisk er lovlig eller ej, ikke af fællesskabslovgivers mulige bemærkninger herom i betragtningerne til en fællesskabsretsakt, som ændrer denne bestemmelse.

71.      Anbringendet, hvormed gyldigheden af artikel 17 i forordning nr. 2081/92 anfægtes, er derfor ugrundet.

c)      Tredje, fjerde og femte underspørgsmål om en mulig manglende overholdelse af formelle krav

72.      Den forelæggende ret har med disse spørgsmål, som det er hensigtsmæssigt at behandle samlet, for det første spurgt, om betegnelsen »Bayerisches Bier« opfyldte betingelserne for anvendelse af den forenklede procedure i henhold til artikel 17 i forordning nr. 2081/92, dvs., om den pågældende betegnelse – på tidspunktet for registreringsansøgningens indlevering – var »ved lov beskyttet« eller »hævdvunden« i den medlemsstat, som havde indgivet ansøgningen. Den forelæggende ret har for det andet spurgt, om forordning nr. 1347/2001 er ugyldig, idet betingelserne for registrering af BGB’en »Bayerisches Bier« ikke blev taget behørigt i betragtning af den tyske regering eller af Kommissionen, og registreringsansøgningen for betegnelsen ikke var blevet indgivet i rette tid.

i)      Parternes hovedargumenter

73.      Den nederlandske regering og Bavaria og Bavaria Italia har anført, at ingen af betingelserne i artikel 17 i forordning nr. 2081/92 var opfyldt, og at forordning nr. 1347/2001 er ugyldig af de grunde, den forelæggende ret har angivet.

74.      Hvad angår betingelsen om, at navnet skal være »ved lov beskyttet«, har Bavaria og Bavaria Italia understreget, at der på tidspunktet for registreringsansøgningen ikke var en ordning i Tyskland, som særskilt omhandlede den retlige beskyttelse af geografiske betegnelser. De har herom anført, at hverken reglerne om illoyal konkurrence eller de fællesmærker, der er registreret i Bayerischer Brauerbunds navn, kan anses for at udgøre beskyttelse ved lov som omhandlet i artikel 17 i forordning nr. 2081/92; det samme gælder med hensyn til de bilaterale aftaler om beskyttelse af geografiske betegnelser, som Tyskland har indgået med Frankrig (1960), Italien (1963), Grækenland (1964), Schweiz (1967) og Spanien (1970) (25).

75.      Hvad angår betingelsen om, at navnet skal være »hævdvundet«, har Bavaria og Bavaria Italia anført, at betegnelsen »Bayerisches Bier« aldrig har betegnet et enkelt produkt; den betegner derimod enhver form for øl, der er produceret i Bayern, selv om disse øls egenskaber varierer meget.

76.      Bavaria og Bavaria Italia har videre gjort gældende, at i lyset af de udtalelser, der er fremkommet til støtte for registreringen og de materielle bemærkninger heri, er det åbenbart, at registreringsansøgningen ikke havde nogen hjemmel, og at den efterprøvelse, som både den tyske regering og Kommissionen foretog af, hvorvidt betingelserne i forordning nr. 2081/92 var opfyldt, er behæftet med en åbenbar fejl og dermed ugyldig. Bavaria og Bavaria Italia har i denne henseende hævdet, at den oprindelige ansøgning henviste til alle former for øl produceret i Bayern uden nogen sondring i forhold til andre øl, og at begrundelsen i forordning nr. 1347/2001 er utilstrækkelig.

77.      Bavaria og Bavaria Italia har endelig anført, at ændringerne i registreringsansøgningen, som skete efter udløbet af fristen i artikel 17 i forordning nr. 2081/92, er væsentlige, og at det derfor er lovligt at konkludere, at ansøgningen ikke blev indgivet i rette tid.

78.      Bayerischer Brauerbund, Kommissionen, Rådet samt den tyske, græske og italienske regering, som er af den modsatte opfattelse, har i det væsentlige anført, at betingelserne i artikel 17 i forordning nr. 2081/92 er opfyldt i denne sag, når der henses til de bilaterale aftaler, som er omtalt ovenfor, og de dokumenter, som de tyske myndigheder fremlagde. Rådet og den italienske regering har gjort gældende, at det under alle omstændigheder er medlemsstaterne, som skal vurdere, om betegnelsen var beskyttet ved lov eller hævdvunden. For det andet er argumenterne om undersøgelsen af betingelserne for registrering af BGB’en og udløbet af fristen for indgivelse af registreringsansøgningen ugrundede, eftersom ansøgningen blev undersøgt med fornøden omhu, og registreringsansøgningen blev indgivet i rette tid. Kommissionen har i denne henseende understreget, at de elementer i varespecifikationen, der foreskrives i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 2081/92, aldrig er blevet ændret.

ii)    Bedømmelse

79.      Hvad angår spørgsmålet om overholdelse af seksmånedersfristen i artikel 17 i forordning nr. 2081/92, som skal undersøges først, skal det indledningsvis bemærkes, at det er ubestridt, at den oprindelige ansøgning blev indleveret af den tyske regering til Kommissionen den 20. januar 1994 og således inden fristens udløb den 26. januar 1994.

80.      Hvad angår de efterfølgende ændringer af den oprindelige ansøgning, som den forelæggende ret har henvist til, og udvekslingen af oplysninger mellem Kommissionen og de tyske myndigheder, der fandt sted efter udløbet af seksmånedersfristen, skal det erindres, at Domstolen i dommen i sagen Kühne m.fl., som også omhandlede en ansøgning indgivet af den tyske regering, bemærkede, at »artikel 17 i forordning nr. 2081/92 alene pålægger medlemsstaterne at underrette Kommissionen om, »hvilke ved lov beskyttede betegnelser eller, i de medlemsstater, hvor der ikke findes nogen beskyttelsesordning, hvilke hævdvundne betegnelser de ønsker at registrere i henhold til forordningen«, hvorved artikel 17 adskiller sig fra forordningens artikel 5, der udtrykkeligt foreskriver, at registreringsansøgningen efter den normale procedure skal være vedlagt varespecifikationen«. Domstolen konkluderede under disse omstændigheder, at artikel 17 i forordning nr. 2081/92 »ikke [kan] fortolkes således, at den pålægger medlemsstaterne at fremlægge den endelige version af varespecifikationen og de øvrige relevante dokumenter inden seksmånedersfristen, således at enhver ændring af den oprindeligt fremlagte varespecifikation medfører, at den normale procedure skal anvendes« (26).

81.      Domstolen udtalte derfor i den sag, at de pågældende ændringer (27), der blev foretaget efter udløbet af seksmånedersfristen, ikke medførte, at anvendelsen af den forenklede procedure blev ulovlig (28).

82.      I lyset heraf og under hensyntagen til den grad af præcision og fuldstændighed, som realistisk kan forventes af medlemsstaterne hvad angår den oprindelige ansøgning, som skal indgives inden for seksmånedersfristen i artikel 17 i forordning nr. 2081/92, forekommer det ikke, at ændringerne af registreringsansøgningen og de supplerende dokumenter og oplysninger, som den tyske regering fremkom med i denne sag, vedrørende navnlig de forskellige øltyper, der er omfattet af ansøgningen, har ændret indholdet af den oprindelige ansøgning væsentligt, således at registreringsproceduren er ulovlig.

83.      Det skal navnlig i denne henseende bemærkes, at væsentlige elementer i varespecifikationen, såsom produktets navn og den geografiske betegnelse »Bayerisches Bier«, produktbeskrivelsen og definitionen af det geografiske område forblev uændret under registreringsproceduren.

84.      Jeg konkluderer derfor, at ansøgningen om registrering af betegnelsen »Bayerisches Bier« ikke kan anses for at være indgivet uden for fristen i artikel 17 i forordning nr. 2081/92.

85.      For at bedømme, hvorvidt andre af den forelæggende ret rejste anbringender vedrørende overholdelse af de formelle krav under den forenklede procedure er begrundede, er det hensigtsmæssigt at erindre om kompetencefordelingen i den registreringsordning, der er indført ved forordning nr. 2081/92, mellem de pågældende medlemsstater på den ene side og Kommissionen på den anden, således som Domstolen gjorde det i dommen i sagen Kühne m.fl. (29).

86.      I henhold til denne ordning er det den pågældende medlemsstat, både i forbindelse med en normal og en forenklet procedure, der skal efterprøve, om registreringsansøgningen er berettiget efter betingelserne i forordning nr. 2081/92, og som, hvis den anser kravene i forordningen for opfyldt, skal fremsende den til Kommissionen. Kommissionen skal »blot […] foretage en formel undersøgelse til efterprøvelse af, om disse betingelser er opfyldt« (30).

87.      Domstolen henviste navnlig som begrundelse for ordningen med kompetencefordeling til det forhold, at registreringen forudsætter en efterprøvelse af visse betingelser, hvilket i vidt omfang kræver indgående kendskab til forhold, som er særegne for den pågældende medlemsstat, hvilke forhold de kompetente myndigheder i denne stat er bedst egnede til at efterprøve (31).

88.      I denne sammenhæng er det tilstrækkeligt at bemærke, at det er den nationale ret, der skal træffe afgørelse om registreringsansøgningens lovlighed (32), for så vidt som den forelæggende ret for det første har henvist til, at den tyske regering muligvis undlod – inden ansøgningens indgivelse – at vurdere, om betingelserne for registrering af betegnelsen »Bayerisches Bier« var opfyldt.

89.      Hvad for det andet angår spørgsmålet, om Kommissionen opfyldte sin opgave i denne sag, nemlig at efterprøve, om registreringsbetingelserne i forordning nr. 2081/92 er opfyldt, skal det anføres, at intet i sagsakterne generelt angiver, at Kommissionen ikke opfyldte sin forpligtelse til at foretage de krævede formelle undersøgelser. Således som Kommissionen og Rådet med rette har fremhævet, fremgår det tværtimod, at den pågældende betegnelse først blev registreret efter en langtrukken procedure på syv år og efter en omfattende drøftelse og vurdering af spørgsmålet, om de forskellige registreringsbetingelser var opfyldt i sagen. Det skal i denne henseende også anføres, at den første betragtning til forordning nr. 1347/2001 selv angiver, at der blev anmodet om supplerende oplysninger for at sikre, at registreringen af »Bayerisches Bier« overholdt artikel 2 og 4 i forordning nr. 2081/92.

90.      Efter min opfattelse er den generelle kritik, hvorefter spørgsmålet om overholdelsen af registreringsbetingelserne i artikel 17 i forordning nr. 2081/92 ikke blev taget behørigt i betragtning, derfor åbenbart ugrundet.

91.      Hvad endelig angår det af den forelæggende ret rejste spørgsmål om, hvorvidt betegnelsen »Bayerisches Bier« var en »ved lov beskyttet betegnelse« eller »en hævdvunden betegnelse«, som krævet i artikel 17 i forordning nr. 2081/92, skal det igen bemærkes, at det er de pågældende medlemsstaters kompetente myndigheder, som skal foretage denne vurdering, på grundlag af hvilken Kommissionen kan foretage registreringen af betegnelsen, medmindre vurderingen forekommer at være behæftet med en åbenbar fejl (33).

92.      Det skal i denne henseende bemærkes i den foreliggende sag, at for så vidt som Bavaria og Bavaria Italia har anført, at der ikke er nogen ordning i Tyskland, der særskilt vedrører den retlige beskyttelse af geografiske betegnelser eller i det mindste en ordning med en sammenlignelig virkning eller sammenligneligt formål, bygger deres argumenter efter min opfattelse på en forkert forståelse eller under alle omstændigheder på en for snæver forståelse af artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 2081/92. Der skal tages hensyn til det forhold, at på det tidspunkt, hvor den fællesskabsretlige beskyttelsesordning i medfør af forordning nr. 2081/92 trådte i kraft, fandtes der ikke en ordning af denne art for beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser i en række medlemsstater, herunder Tyskland (34). Begreberne »ved lov beskyttet betegnelse« eller »en hævdvunden betegnelse« må derfor ikke fortolkes indskrænkende, idet enhver fortolkning skal have det resultat, at de enkelte medlemsstater sættes i stand til på trods af deres forskellige retstraditioner at ansøge om registrering af betegnelser under den forenklede procedure.

93.      Når dette er sagt, er jeg endvidere enig med den tyske regering i, at de fem bilaterale aftaler om beskyttelse af betegnelsen »Bayerisches Bier«, der er henvist til i registreringsansøgningen, i sig selv ville være tilstrækkelige til at bevise, at navnet i Tyskland er beskyttet ved lov med henblik på anvendelsen af den forenklede procedure.

94.      Det forekommer endvidere under alle omstændigheder, at Kommissionen af disse aftaler, sammenholdt med forskellige øletiketter, som indeholdt betegnelsen »Bayerisches Bier«, og visse publikationer, som den tyske regering havde fremlagt for den, udledte, at dette navn var hævdvundet, hvilken konklusion efter min opfattelse lovligt kan drages eller i al fald kan drages uden at begå en åbenbar fejl. Det skal i denne henseende tilføjes, at beskyttelse ved lov og brug af et navn ikke nødvendigvis er begreber, der gensidigt udelukker hinanden, særligt da brug af et navn i visse ordninger endog kan udgøre en betingelse for, at det kan gives beskyttelse ved lov.

95.      Det forekommer derfor, at Kommissionen med rette kunne antage, at betegnelsen »Bayerisches Bier« opfyldte betingelserne om at være en ved lov beskyttet betegnelse eller en hævdvunden betegnelse, således at den var berettiget til registrering under den forenklede procedure i artikel 17 i forordning nr. 2081/92.

96.      Det følger heraf, at det skal fastslås, at det af den forelæggende ret omtalte anbringende vedrørende en mulig manglende overholdelse af de formelle krav til ansøgningen under den forenklede procedure i artikel 17 i forordning nr. 2081/92 er ugrundet.

d)      Sjette og syvende underspørgsmål vedrørende en mulig manglende overholdelse af de materielle krav i artikel 2, stk. 2, litra b), artikel 3, stk. 1, og artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 2081/92

97.      Den forelæggende ret har i det væsentlige med disse underspørgsmål, som det er hensigtsmæssigt at behandle samlet, spurgt, om registreringen af »Bayerisches Bier« som en BGB kan være ugyldig, for så vidt som der reelt er tale om en »artsbetegnelse«, som ikke udtrykker nogen »direkte sammenhæng« i den i Warsteiner-dommen (35) omhandlede forstand mellem på den ene side det pågældende øls nærmere kvalitet, omdømme eller et andet kendetegn og på den anden side dets bestemte geografiske oprindelse (Bayern) med det resultat, at den ikke opfylder de materielle betingelser i artikel 2, stk. 2, litra b), artikel 3, stk. 1, og artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 2081/92.

i)      Parternes hovedargumenter

98.      Den nederlandske regering og Bavaria og Bavaria Italia er af den opfattelse, at ugyldighedsgrundene i disse underspørgsmål er velgrundede.

99.      Bavaria og Bavaria Italia har for det første gjort gældende, at eftersom Bayern er et land, udgør registreringen af en BGB med det samme navn under omstændigheder, hvor der ikke er nogen særlig faktor, som begrunder dette, en overtrædelse af artikel 2, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2081/92. Der er for det andet ingen direkte sammenhæng mellem nogen kvalitet, omdømme eller andet kendetegn for det pågældende øl på den ene side og dets geografiske oprindelse i Bayern på den anden.

100. Bavaria og Bavaria Italia har dernæst anført, at den generiske karakter af betegnelsen »Bayerisches Bier« er opstået på grund af den udbredte brug af den bayerske fremstillingsmetode, der bygger på undergæring. En af de måder, hvorpå sandheden i denne antagelse viser sig, er brugen af ordet »Bavaria« eller oversættelser heraf til andre sprog som en bestanddel af navne, varemærker og betegnelser for virksomheder over hele verden, herunder Tyskland, og som et synonym for øl i mindst tre medlemsstater (Danmark, Sverige og Finland).

101. Bayerischer Brauerbund, Kommissionen og Rådet samt den tyske, græske og italienske regering har bestridt den af den forelæggende ret foreslåede fortolkning.

102. Hvad specifikt angår betingelserne i artikel 2, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2081/92 har Kommissionen for det første hævdet, at det er den pågældende medlemsstat, som skal efterprøve, at de er opfyldt, idet den af Kommissionen og Rådet foretagne kontrol er periferisk og begrænset til at bekræfte, at der ikke er begået en åbenbar fejl.

103. Under alle omstændigheder, således som Bayerischer Brauerbund, Kommissionen, Rådet samt den tyske og italienske regering har anført, var den afgørende faktor, som i henhold til forordning nr. 1347/2001 begrundede registreringen af »Bayerisches Bier« som en BGB, ikke så meget øllets kvalitet eller et andet kendetegn som dets omdømme. Det er endvidere åbenbart, at »land« henviser til en medlemsstat eller til et tredjeland, men ikke til en region.

104. Hvad angår udtrykkets karakter af artsbetegnelse deler disse parter den opfattelse, at intet i forelæggelseskendelsen ugyldiggør argumentationen i betragtningerne til forordning nr. 1347/2001. Den italienske regering har tilføjet, at dette er et spørgsmål, som kun kan stilles under registreringsproceduren, og at Bavaria og Bavaria Italia under alle omstændigheder ikke har godtgjort, at betegnelsen var blevet en artsbetegnelse på tidspunktet for registreringsansøgningens indgivelse. Bayerischer Brauerbund har anført, at spørgsmålet er et faktisk spørgsmål, som ikke henhører under kompetencen for Domstolen, når den er forelagt et præjudicielt spørgsmål. Den tyske regering har igen henvist til de bilaterale aftaler, der er omtalt i punkt 74 ovenfor, som bevis for, at betegnelsen ikke er en artsbetegnelse.

ii)    Bedømmelse

105. Det skal indledningsvis bemærkes, at selv om registrering efter den forenklede procedure forudsætter, at det pågældende navn opfylder de materielle krav i forordning nr. 2081/92, som følger af definitionen af begrebet geografisk betegnelse i forordningens artikel 2, stk. 2, litra b), og af forbuddet mod registrering af navne, som er eller er blevet artsbetegnelser, i forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 17, stk. 2 (36), og selv om Kommissionen har pligt til inden registrering at efterprøve, at navnet opfylder disse krav (37), skal den nærmere judicielle efterprøvelse af disse spørgsmål i materiel henseende ikke desto mindre være begrænset i visse henseender.

106. Sådanne begrænsninger følger på den ene side af det forhold, der ovenfor er redegjort for, og hvorefter pligten til at efterprøve overholdelsen af de materielle krav i forordning nr. 2081/92, som påhviler Kommissionen selv som en følge af kompetencefordelingen mellem den pågældende medlemsstat og Kommissionen, skal være begrænset, for så vidt som en sådan efterprøvelse kræver detaljeret kendskab til spørgsmål, som denne stats kompetente myndigheder har bedre mulighed for at kontrollere (38).

107. På den anden side skal det bemærkes, for så vidt som Kommissionen faktisk skal foretage den nødvendige vurdering af overholdelsen af de materielle registreringskrav, at det er klart, at en sådan vurdering kan omfatte komplekse og faktisk følsomme afgørelser – hvilket navnlig er tilfældet med spørgsmålet, om et begreb er brugt som en artsbetegnelse i medlemsstaterne eller ej – hvorfor Kommissionen faktisk skal gives en vis skønsmargin (39).

108. På denne baggrund er det ikke min opfattelse, at de af den forelæggende ret anførte punkter vedrørende de materielle krav i forordning nr. 2081/92 godtgør, at registreringen af navnet »Bayerisches Bier« ved forordning nr. 1347/2001 skal anses for ugyldig.

109. Hvad angår overholdelsen af artikel 2, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2081/92 kræver denne artikel for det første, at der er en direkte sammenhæng mellem både produktets kvalitet, omdømme eller andre kendetegn på den ene side og dets bestemte geografiske oprindelse på den anden side (40).

110. Således som Kommissionen og Rådet har klargjort i denne henseende, blev beslutningen om at registrere navnet »Bayerisches Bier« som en BGB i overensstemmelse med den indgivne specifikation hovedsagelig truffet på grundlag af det omdømme, der efter deres opfattelse generelt er knyttet til øl fra Bayern.

111. Kommissionen var tilsyneladende af den opfattelse, at navnlig omdømmet for øl produceret i Bayern på registreringstidspunktet havde rødder i den lange bryggetradition i Bayern og de foranstaltninger, der dér tidligt var truffet for at sikre en produktionskvalitet, således som det f.eks. er godtgjort af det tyske »Reinheitsgebot«, der går tilbage til 1516. Denne konklusion kunne efter min opfattelse lovligt drages.

112. For så vidt som den forelæggende ret også har bemærket, at der på markedet i dag ikke er noget produkt kaldet »Bayerisches Bier«, som har en sådan direkte sammenhæng med dets oprindelse, men snarere en lang række øl af forskellig type, som kun har det til fælles, at de er blevet fremstillet af bryggerier i Bayern, forekommer denne indsigelse at bygge på en misforståelse af, hvad en BGB egentlig er, og på en vis grad af forveksling mellem begrebet BGB og varemærkebegrebet. Det afgørende for registreringen af en BGB er ikke, om en særlig øltypes eller et ølmærkes kvalitet, omdømme eller andre kendetegn er knyttet til denne øls geografiske oprindelse, men om en sådan sammenhæng kan fastslås mellem drikken »øl« og den pågældende geografiske oprindelse. BGB’er er ligeledes ikke beregnede til at adskille et bestemt produkt eller en bestemt producent, men kan anvendes af alle producenter og for alle produkter, i dette tilfælde alle typer øl, som stammer fra det pågældende geografiske område, og som opfylder de relevante varespecifikationer.

113. For det andet kræver definitionen af geografisk betegnelse i artikel 2, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2081/92, at en sådan betegnelse skal indeholde »navnet på et område, et bestemt sted eller i undtagelsestilfælde et land«.

114. Selv om det stadig undtagelsesvis kan være muligt at registrere den omtvistede BGB, selv hvis Bayern skulle anses for et »land«, er det min opfattelse, at dette synspunkt, som støttes af Bavaria og Bavaria Italia samt af den nederlandske regering, skal forkastes. Bayern er et Bundesland og dermed en af forbundsstaterne i Forbundsrepublikken Tyskland, og det er ikke som sådan korrekt – da det er åbenbart, at Tyskland er et land – også at behandle Bayern som et »land« i den i artikel 2, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2081/92 omhandlede forstand. Bayern skal derfor snarere anses for et »område« i denne bestemmelses forstand – og det kan vel tilføjes, at det er et område med en særlig stærk kulturel identitet og bestemte traditioner, hvor også øl har en fremherskende plads.

115. Det forekommer derfor ikke af de forhold, som den forelæggende ret har henvist til, at registreringen af »Bayerisches Bier« ikke overholdt kravene i artikel 2, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2081/92.

116. Hvad angår spørgsmålet, om betegnelsen »Bayerisches Bier« burde være blevet anset for en artsbetegnelse i den i artikel 3, stk. 1, og artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 2081/92 omhandlede forstand, skal det erindres, at ifølge fast retspraksis er det ved vurderingen af, om et navn er en artsbetegnelse, nødvendigt, at der »tages hensyn til de eksisterende produktionssteder for det pågældende produkt såvel inden for som uden for den medlemsstat, hvori den omhandlede betegnelse er registreret, forbruget af dette produkt og den måde, betegnelsen opfattes på af forbrugerne inden og uden for den pågældende medlemsstat, de særlige lovgivningsbestemmelser, der måtte findes vedrørende produktet, og den måde, betegnelsen anvendes på i fællesskabsretten« (41).

117. Hvad mere specifikt angår det af den forelæggende ret behandlede argument, hvorefter den omtvistede betegnelse historisk siden det 19. århundrede er blevet brugt til at betegne en bestemt fremstillingsmetode, som bygger på undergæring, og som stammer fra Bayern, men som siden har bredt sig gennem Europa, skal det først og fremmest bemærkes, at selv hvis dette kan have været tilfældet – ligesom et navn, der oprindeligt knyttede produkter til en bestemt region, med tiden kan blive artsbetegnelser – er det muligt for tidligere artsbetegnelser atter at blive anvendt som en geografisk betegnelse for et produkt, således som det ifølge Kommissionen og Rådet var tilfældet med »Bayerisches Bier« efter 1940.

118. Således som Kommissionen har understreget, og således som det også fremgår af femte betragtning til forordning nr. 1347/2001, opfordrede Kommissionen endvidere i denne henseende alle medlemsstaterne til at fremlægge oplysninger om brugen af navnet »Bayerisches Bier« eller dele af det for at vurdere, om begrebet var en artsbetegnelse inden for Fællesskabet i sin helhed.

119. Selv om det er korrekt, at fem medlemsstater, således som Bavaria og Bavaria Italia har fremhævet, forekommer at have anført, at navnet eller oversættelser heraf kan være blevet en artsbetegnelse i den pågældende medlemsstat, var Kommissionen af den opfattelse, efter at den havde vurderet de beviser, den havde til rådighed, at det kun er i Danmark, at begreberne »bajersk« og »bajer« næsten anvendes som en artsbetegnelse for øl.

120. Kommissionens opfattelse af, at begreber knyttet til »Bayerisches Bier« i en medlemsstat er ved at blive en artsbetegnelse, hvilket bygger på en vurdering af de beviser, som jeg ikke anser for at være åbenbart fejlbehæftede, udelukker ikke i sig selv, at betegnelsen kan registreres i medfør af artikel 3, stk. 1, og artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 2081/92 (42).

121. Det forekommer derfor, at de af den forelæggende ret fremhævede faktorer ikke begrunder den konklusion, at betegnelsen »Bayerisches Bier« blev registreret i strid med forbuddet mod registrering af navne, som er eller er blevet artsbetegnelser, i forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 17, stk. 2, eller at Kommissionen overskred sin skønsmargin ved vurderingen af, om denne registreringsbetingelse var opfyldt.

122. Det følger heraf, at ugyldighedsgrundene i sjette og syvende underspørgsmål er ugrundede.

e)      Ottende underspørgsmål vedrørende en mulig manglende overholdelse af materielle krav i artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92

123. Den forelæggende ret ønsker med dette spørgsmål i det væsentlige oplyst, om registreringen af »Bayerisches Bier« burde have været afvist i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92, eftersom betegnelsen »Bayerisches Bier« kunne »vildlede forbrugeren med hensyn til produktets virkelige identitet« i lyset af Bavaria varemærkernes »omdømme og anseelse« og varigheden af deres anvendelse.

i)      Parternes hovedargumenter

124. Ifølge den nederlandske regering og Bavaria og Bavaria Italia skal dette spørgsmål besvares bekræftende.

125. Bavaria og Bavaria Italia anser dette spørgsmål for at være nært forbundet med det andet spørgsmål, som vedrører sameksistensen mellem BGB’en »Bayerisches Bier« og varemærket »Bavaria«. De har argumenteret for, at eftersom den tredje betragtning til forordning nr. 1347/2001 ikke godtager, at der er risiko for vildledning af forbrugerne i den i artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92 omhandlede forstand, skal en sådan risiko også forkastes i sammenhæng med analysen af ovennævnte begrebers sameksistens, og deres sameksistens skal derfor tillades.

126. Bayerischer Brauerbund, Kommissionen, Rådet samt den tyske, græske og italienske regering har anført, at den i artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92 omhandlede situation ikke er den situation, der foreligger i relation til »Bayerisches Bier« og »Bavaria«.

127. Kommissionen og Rådet har henvist til det vide skøn, som institutionerne har i henhold til artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92. De har sammen med den tyske regering fremhævet, at de fremlagte beviser på grund af de oplysninger og fakta, der blev indsamlet under proceduren, og henset til antallet af registrerede varemærker indeholdende ordet »Bavaria« eller lignende begreber, selv om det ikke kan udelukkes, at disse varemærker har fået fornødent særpræg gennem deres lange og intensive brug, ikke var tilstrækkelige til at støtte den konklusion, at forbrugerne ville have associeret øl med etiketten »Bavaria« med (selskaberne) Bavaria og Bavaria Italia snarere end med den tyske delstat Bayern. Dette er navnlig tilfældet, fordi mange »bajerske« øl og andre produkter fra Bayern, som bærer dette navn, var til rådighed på markedet på daværende tidspunkt. Kommissionen og Rådet fandt derfor på grund af de til rådighed værende oplysninger, at registreringen af »Bayerisches Bier« sandsynligvis ikke ville vildlede forbrugerne med hensyn til produktets virkelige identitet.

ii)    Bedømmelse

128. Artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92 har klart til formål at beskytte et varemærke, der eksisterer på registreringstidspunktet, idet den forbyder registrering af en oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, hvis registreringen kan vildlede forbrugerne med hensyn til produktets virkelige identitet. Således som jeg forstår bestemmelsen, har den dermed til formål at hindre, at forbrugeren forveksler et produkt, der er påført en BGB, med et bestemt varemærkeprodukt.

129. Om dette er tilfældet, skal efter bestemmelsens ordlyd vurderes af fællesskabslovgiver »på baggrund af et mærkes omdømme og anseelse og varigheden af dets anvendelse«.

130. Som det fremgår af tredje betragtning til forordning nr. 1347/2001, kom Rådet og Kommissionen, som anerkendte eksistensen af navnet »Bavaria« som et gyldigt varemærke, i den foreliggende sag på grundlag af faktum og de tilgængelige oplysninger til den konklusion, at registreringen af »Bayerisches Bier« som en BGB sandsynligvis ikke kunne vildlede forbrugeren med hensyn til produktets virkelige identitet hvad angår varemærket »Bavaria«.

131. Det skal i denne henseende bemærkes, at hverken den forelæggende ret eller parterne i den foreliggende sag, navnlig Bavaria og Bavaria Italia samt den nederlandske regering, faktisk har fremlagt noget materiale, som godtgør, i hvilket omfang denne konklusion måtte være forkert.

132. Det er derfor tilstrækkeligt at bemærke, at det er ubestridt, at navnet »Bavaria« er et velkendt og indarbejdet varemærke, som har været anvendt i lang tid, således som Bavaria og Bavaria Italia selv har fremhævet. Det følger også af Kommissionens og Rådets indlæg, at de ved undersøgelsen af, om betingelserne i artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92 var opfyldt, tog særligt hensyn til varigheden og intensiteten af brugen af varemærket Bavaria og til det særpræg, som varemærket derfor har fået.

133. I dette lys forekommer den konklusion, at den geografiske betegnelse »Bayerisches Bier« og varemærket »Bavaria« ikke er i den situation, som artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92 har til formål at dække, hverken forkert eller at gå ud over Kommissionens og Rådets skøn i forbindelse med spørgsmålets afgørelse (43), idet jo større omdømme eller anseelse et varemærke har og dermed jo større særpræg, desto lavere er risikoen for, at forbrugerne kan blive vildledt i et sådant omfang, at de henfører et produkt med en bestemt BGB til dette varemærke.

134. Det følger heraf, at ugyldighedsgrunden vedrørende en mulig undladelse af at overholde artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92 skal anses for ugrundet.

f)      Konklusion vedrørende bedømmelsen af gyldigheden

135. I lyset af alt det ovenstående skal det fastslås, at denne bedømmelse intet har frembragt, som kunne begrunde, at forordning nr. 1347/2001 eller forordning nr. 2081/92, hvori den har hjemmel, er ugyldig.

B –    Det andet spørgsmål

136. Den forelæggende ret har med det andet spørgsmål, som stilles for det tilfælde, at det første spørgsmål afvises eller forkastes som ugrundet, i det væsentlige spurgt, hvilke virkninger registreringen af »Bayerisches Bier« som en BGB kan have på allerede eksisterende varemærker, der indeholder ordet »Bavaria«. Retten ønsker navnlig oplyst, om forordning nr. 1347/2001 skal forstås således, at denne registrering ikke må have ugunstige virkninger på gyldigheden eller brugen af disse varemærker.

1.      Parternes hovedargumenter

137. Bavaria og Bavaria Italia har anført, at sameksistensen mellem BGB’en »Bayerisches Bier« og de allerede eksisterende varemærker indeholdende »Bavaria« er udtrykkeligt tilladt med bindende virkning for de nationale retter i medfør af fjerde betragtning til forordning nr. 1347/2001. Det følger under alle omstændigheder af tredje og fjerde betragtning til denne forordning, at betingelserne i artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 2081/92 er opfyldt.

138. De har for det første fremhævet, at varemærkerne er ældre end BGB’en, hvilket også gælder for brugen af begrebet »Bavaria« i selskabsnavnet. For det andet blev gyldigheden af og den gode tro bag varemærkerne samt den manglende risiko for, at de kunne være vildledende, bekræftet af både forskellige repræsentanters synspunkter under det forberedende arbejde med forordning nr. 1347/2001, som er udtrykt i en række dokumenter såvel som i fjerde betragtning til forordningen, og af den konstante henvisning til Nederlandene som oprindelsesland for øllet med de ovennævnte varemærker og betegnelser.

139. Den nederlandske regering har støttet Bavaria og Bavaria Italias synspunkt og har anført, at Kommissionen og den tyske regering under hele registreringsproceduren forsvarede en sameksistens mellem de registrerede »Bavaria«-varemærker og BGB’en »Bayerisches Bier«, og at dette blev afspejlet i både referatet, som findes i sagsakterne, og i fjerde betragtning til forordning nr. 1347/2001. Selv om det er den nationale ret, der skal anvende artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 2081/92, kan det ikke med rimelighed anføres, at en konklusion fra fællesskabslovgivers side ikke gælder både for Fællesskabet og for medlemsstaterne. Under alle omstændigheder kan de nationale retter kun anvende artikel 14, stk. 2, for tiden efter registreringen.

140. Af samme grund strider det mod den generelle opbygning af forordning nr. 2081/92, at betegnelsen »Bayerisches Bier« blev beskyttet som en BGB, fordi Kommissionen og Rådet ikke fandt, at den var i konflikt med de registrerede »Bavaria«-varemærker, mens »Bayerisches Bier«, hvis de nationale retter derimod konstaterer en sådan konflikt, vil blive givet en beskyttelse, som skader »Bavaria«-varemærkerne.

141. Bayerischer Brauerbund og Kommissionen samt den tjekkiske, tyske, græske og italienske regering har derimod understreget, at det under alle omstændigheder er den nationale ret, som skal vurdere, om betingelserne i artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 2081/92 er opfyldt, og dermed om brugen af »Bavaria«-varemærkerne kan fortsætte.

142. Den tjekkiske regering har anført, at artikel 14, stk. 2, og artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92 har hver sit særskilte formål, som ikke må sammenblandes. Mens overholdelsen af artikel 14, stk. 3, skal vurderes før registreringen, vedrører artikel 14, stk. 2, brugen af et varemærke efter registreringen og kan dermed føre til, at en national ret forbyder brugen af et ældre varemærke.

143. Ifølge Kommissionen afspejler forordning nr. 1347/2001 ikke nogen endelig stillingtagen til sameksistensen mellem BGB’en »Bayerisches Bier« og varemærkerne indeholdende ordet »Bavaria«. Efter den græske regerings opfattelse udgør betragtningerne til denne forordning bevis for, at forbrugerne ikke vil blive vildledt.

144. Bayerischer Brauerbund har anført, at tredje betragtning til forordning nr. 1347/2001 kun vedrører artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92 og ikke kan anvendes på artikel 14, stk. 2. Ifølge Bayerischer Brauerbund er betingelserne i artikel 14, stk. 2, ikke opfyldt i den foreliggende sag, for så vidt som de pågældende varemærker for det første sandsynligvis kan vildlede forbrugerne med hensyn til det pågældende øls geografiske oprindelse, og for så vidt som varemærkerne for det andet ikke er blevet registreret i god tro, eftersom de tilsidesætter den gældende nationale og internationale lovgivning i den stat, hvor varemærket er registreret, på tidspunktet for registreringsansøgningens indgivelse.

2.      Bedømmelse

145. Som det fremgår af forelæggelseskendelsen og af indlæggene fra bl.a. Bavaria og Bavaria Italia er dette spørgsmål om, hvorvidt registreringen af »Bayerisches Bier« som en BGB ved forordning nr. 1347/2001 kan påvirke gyldigheden eller brugen af allerede eksisterende varemærker indeholdende ordet »Bavaria«, stillet navnlig under henvisning til tredje og fjerde betragtning til denne forordning.

146. Det skal derfor indledningsvis bemærkes, at betragtningerne til en fællesskabsretsakt er en beskrivelse af fællesskabslovgivers begrundelse for og formål med vedtagelsen af denne retsakt. Betragtningerne til en fællesskabsretsakt kan derfor, for så vidt som de opstiller grundene til dens vedtagelse, som sådan tjene Domstolen som grundlag for en vurdering af gyldigheden af den pågældende retsakt (44), eller da de kan illustrere en lovgivningsakts mål og formål, kan de også tages i betragtning ved fortolkningen af denne retsakts operative bestemmelser (45).

147. Betragtningerne til en fællesskabsretsakt har derimod ingen bindende retsvirkninger i sig selv og uafhængigt af denne retsakts operative bestemmelser (46).

148. Tredje og fjerde betragtning til forordning nr. 1347/2001 kan således ikke i denne sag som sådan yde støtte som grundlag for sameksistensen mellem varemærkerne indeholdende »Bavaria« og BGB’en »Bayerisches Bier«.

149. De retsvirkninger, som registreringsakten for en BGB, såsom forordning nr. 1347/2001 i denne sag, har, afgøres snarere af forordning nr. 2081/92, hvori registreringen har hjemmel (47). Om eller i hvilket omfang registreringen af »Bayerisches Bier« som en BGB ved forordning nr. 1347/2001 kan påvirke gyldigheden eller brugen af de allerede eksisterende »Bavaria«-varemærker, skal derfor vurderes under henvisning til artikel 14 i forordning nr. 2081/92, som specifikt regulerer forholdet mellem navne, der er registreret i henhold til denne forordning, og varemærker.

150. Således som flere parter med rette har bemærket i denne henseende, har artikel 14, stk. 2, og artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92 hver sine særskilte formål og funktioner i den afvejning, som forordningen ønsker at foretage mellem beskyttelsen af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser på den ene side og varemærkerettigheder på den anden.

151. Hvad angår forordningens artikel 14, stk. 3, byder denne bestemmelse, som ovenfor omtalt, allerede eksisterende varemærker beskyttelse, for så vidt som den hindrer registreringen af en betegnelse, hvis brug ville resultere i en risiko for forveksling med et ældre varemærke (48).

152. Artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92 er dermed en registreringshindring, hvis fællesskabslovgiver anvender den korrekt, for betegnelser, hvor der er risiko for forveksling med et eksisterende varemærke i bestemmelsens specifikke forstand, uden at muligheden for, at det allerede eksisterende varemærke dog fortsat kan være i strid med det registrerede navn hvad angår artikel 13 i forordning nr. 2081/92, udelukkes.

153. »Forenelighedstesten«, som bygger på risikoen for forveksling som forudsat i forordningens artikel 14, stk. 3, dækker ikke alle situationer, hvori varemærker kan gøre indgreb i navne, der er beskyttet i medfør af forordningen, i henhold til omfanget af den beskyttelse, som forordningens artikel 13 giver. Det er f.eks. klart, at der kunne foreligge en antydning over for en beskyttet betegnelse som omhandlet i artikel 13, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2081/92, uden at der var nogen risiko for forveksling af de pågældende produkter, selv om de elementer i referencebetegnelsen, som det omtvistede udtryk var en gentagelse af, ikke er omfattet af nogen fællesskabsbeskyttelse (49).

154. Det følger heraf, at fællesskabslovgivers konklusion i denne sag, hvortil der er henvist i tredje betragtning til forordning nr. 1347/2001, og hvorefter registreringsbetingelsen i artikel 14, stk. 3, er opfyldt, ikke kan udgøre en endelig afgørelse af, at den geografiske betegnelse »Bayerisches Bier« kan sameksistere med varemærker indeholdende ordet »Bavaria«.

155. Principperne om sameksistens er derimod knæsat i artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 2081/92, som opstiller de betingelser, hvorunder et ældre varemærke – selv om brugen heraf svarer til en af situationerne i forordningens artikel 13 (50) – fortsat kan anvendes, uanset registreringen af en betegnelse.

156. Således som det fremgår af bestemmelsens ordlyd, tillader den kun fortsat brug af et varemærke, som er i strid med en beskyttet geografisk betegnelse eller en oprindelsesbetegnelse efter bestemmelserne i artikel 13 i forordning nr. 2081/92, for det første hvis varemærket er registreret i god tro inden datoen for indgivelse af ansøgningen om registrering af oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse, og for det andet hvis der ikke er grundlag for at erklære mærket ugyldigt, eller rettighederne dertil ikke er fortabt af de grunde, der er anført i artikel 3, stk. 1, litra c) og g), og artikel 12, stk. 2, litra b), i varemærkedirektivet.

157. Under disse snævert afgrænsede omstændigheder, dvs. når det ældre varemærke ikke er registreret i god tro – hvilket spørgsmål i henhold til Gorgonzola-dommen i det væsentlige afhænger af, om registreringsansøgningen for det pågældende varemærke blev indgivet i overensstemmelse med de nationale og internationale retsregler, der var gældende på tidspunktet for ansøgningens indgivelse – eller, selv om det er registreret i god tro, hvis varemærket kunne erklæres ugyldigt eller fortabes af de grunde, der er anført i de relevante bestemmelser i varemærkedirektivet, vil beskyttelsen af den registrerede oprindelsesbetegnelse eller geografiske betegnelse med andre ord veje tungere end det allerede eksisterende varemærke (51).

158. Det er i denne henseende vigtigt at bemærke, at Domstolen klart har udtalt i Gorgonzola-dommen, at det er den nationale ret, som skal afgøre, om det pågældende varemærke er blevet registreret i god tro, og om det kan erklæres ugyldigt eller fortabes på grundlag af varemærkedirektivet (52).

159. Dette indebærer, at det ikke er fællesskabslovgiver, som skal træffe denne afgørelse ved registreringen af en oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse i henhold til forordning nr. 2081/92.

160. Det fremgår af ovenstående betragtninger, at fællesskabslovgiver, da lovgiver i fjerde betragtning til forordning nr. 1347/2001 anførte, at anvendelsen af visse mærker som f.eks. »Bavaria« kan fortsætte til trods for registreringen af den geografiske betegnelse »Bayerisches Bier«, for så vidt som de opfylder betingelserne i artikel 14, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2081/92, blot på ny udtrykte den retstilling, der under alle omstændigheder følger af denne artikel.

161. Jeg foreslår derfor, at det andet præjudicielle spørgsmål skal besvares med, at forordning nr. 1347/2001, sammenholdt med forordning nr. 2081/92, skal fortolkes således, at registreringen af »Bayerisches Bier« som en BGB ikke påvirker gyldigheden eller brugen af allerede eksisterende varemærker, der indehaves af tredjemand, og som indeholder ordet »Bavaria«, dog forudsat at disse varemærker er registreret i god tro og ikke kan erklæres ugyldige eller fortabes på grundlag af varemærkedirektivet, således som det er bestemt i artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 2081/92, hvilket skal afgøres af den nationale ret.

V –    Forslag til afgørelse

162. Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål således:

»1)      Bedømmelsen af det præjudicielle spørgsmål har intet frembragt, som kan rejse tvivl om gyldigheden af Rådets forordning (EF) nr. 1347/2001 af 28. juni 2001 om supplering af bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96 om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 eller gyldigheden af Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler, hvori den førstnævnte forordning har hjemmel.

2)      Forordning nr. 1347/2001, sammenholdt med forordning nr. 2081/92, skal fortolkes således, at registreringen af »Bayerisches Bier« som en beskyttet geografisk betegnelse ikke påvirker gyldigheden eller brugen af allerede eksisterende varemærker, der indehaves af tredjemand, og som indeholder ordet »Bavaria«, dog forudsat at disse varemærker er registreret i god tro og ikke kan erklæres ugyldige eller fortabes på grundlag af Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker, således som det er bestemt i artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 2081/92, hvilket skal afgøres af den nationale ret.«

1 – Originalsprog: engelsk.

2 – EFT L 182, s. 3.

3 – EFT L 208, s. 1.

4 –      EFT 1989 L 40, s. 1 (herefter »varemærkedirektivet«).

5 – Rådets forordning (EF) nr. 692/2003 af 8.4.2003 om ændring af forordning (EØF) nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (EUT L 99, p. 1).

6 – Kommissionens forordning af 12.6.1996 om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 (EFT L 148, s. 1).

7 – Jf. dom af 9.3.1994, sag C-188/92, Sml. I, s. 833, præmis 13-15, og af 15.2.2001, sag C-239/99, Nachi Europe, Sml. I, s. 1197, præmis 36.

8 – Jf. i denne retning TWD Textilwerke Deggendorf-dommen, nævnt i fodnote 7 ovenfor, præmis 16-18, Nachi Europe-dommen, nævnt i fodnote 7 ovenfor, præmis 37, og dom af 8.3.2007, sag C-441/05, Roquette Frères, Sml. I, s. 1993, præmis 40.

9 – Jf. i denne retning, bl.a. TWD Textilwerke Deggendorf-dommen, nævnt i fodnote 7 ovenfor, præmis 24 og 25, Nachi Europe-dommen, nævnt i fodnote 7 ovenfor, præmis 37, Roquette Frères-dommen, nævnt i fodnote 8 ovenfor, præmis 40 og 41, og dom af 12.12.1996, sag C-241/95, Accrington Beef m.fl., Sml. I, s. 6699, præmis 15.

10 – Jf. Roquette Frères-dommen, nævnt i fodnote 8 ovenfor, præmis 41, og Nachi Europe-dommen, nævnt i fodnote 7 ovenfor, præmis 37.

11 – Jf. hvad angår dette krav bl.a. dom af 5.5.1998, sag C-386/96 P, Dreyfus mod Kommissionen, Sml. I, s. 2309, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis.

12 – Jf. dom af 4.3.1999, sag C-87/97, Gorgonzola, Sml. I, s. 1301, præmis 36, jf. også punkt 156-158 nedenfor.

13 – Jf. dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, på s. 414, org.ref.: Rec. s. 197, på s. 223, af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorníu, Sml. I, s. 1853, præmis 20, og af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 36.

14 – Codorníu-dommen, nævnt i fodnote 13 ovenfor, præmis 21 og 22.

15 – Jeg bør tilføje, at hvis Domstolen måtte finde, at Bavaria under de faktiske og retlige omstændigheder i denne sag, hvor det i det mindste er antydet i selve den pågældende forordning, at Bavaria måske ikke var påvirket af den omtvistede registrering, ikke desto mindre burde have anlagt et annullationssøgsmål, og hvis Domstolen derfor måtte være forholdsvis streng ved vurderingen af, om præjudicielle forelæggelser vedrørende gyldighedsspørgsmålet kan antages til realitetsbehandling, kan det have den følge at opfordre til unødvendige »præventive« annullationssøgsmål, f.eks. anlagt af varemærkeindehavere, hvilket ikke vil være i overensstemmelse med den effektive retspleje i Fællesskabet.

16 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 28.1.2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31, s. 1).

17 – Jf. i denne retning dom af 23.2.1988, sag 68/86, Det Forenede Kongerige mod Rådet, Sml. s. 855, præmis 14, af 23.2.1988, sag 131/86, Det Forenede Kongerige mod Rådet, Sml. s. 905, præmis 19, af 16.11.1989, sag C-131/87, Kommissionen mod Rådet, Sml. s. 3743, præmis 28, og af 5.5.1998, sag C-180/96, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. I, s. 2265, præmis 133.

18 – Jf. bl.a. dom af 29.4.2004, sag C-338/01, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 4829, præmis 55, af 17.3.1993, sag C-155/91, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 939, præmis 19 og 21, og af 30.1.2001, sag C-36/98, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 779, præmis 59.

19 – Jf. i denne retning dom af 16.11.1989, sag C-11/88, Kommissionen mod Rådet, Sml. s. 3799, præmis 15, og dommen i sagen Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, nævnt i fodnote 17 ovenfor, præmis 133 og 134.

20 – Dom af 6.12.2001, sag C-269/99, Carl Kühne m.fl., Sml. I, s. 9517.

21 – Nævnt i fodnote 20 ovenfor.

22 – Jf. i denne retning dommens præmis 35 og 40.

23 – Jf. i denne retning dommens præmis 41, 57 og 58.

24 – Jf. dommens præmis 40.

25 – Frankrig: BGBl. 1961 II, s. 23 (konvention af 8.3.1960, United Nations Treaty Series (UNTS) 1969 II nr. 2064, bind 747, s. 2), Italien: BGBl. 1965 II, s. 157 (konvention af 23.7.1963, United Nations Treaty Series (UNTS) 1967 II nr. 1815), Grækenland: BGBl. 1965 II, s. 177 (konvention af 16.4.1964, United Nations Treaty Series (UNTS) 1972 II nr. 564, bind 609, s. 27), Schweiz: BGBl. 1969 II, s. 139, og BGBl. 1965 II, s. 157 (konvention af 7.3.1967), og Spanien: BGBl. 1972 II, s. 110 (konvention af 11.9.1970, United Nations Treaty Series (UNTS) 1995 II nr. 492, bind 992, s. 87).

26 – Jf. dommen i sagen Kühne m.fl., nævnt i fodnote 20 ovenfor, præmis 32.

27 – De pågældende ændringer vedrørte en anmodning om registrering som en geografisk betegnelse snarere end som en oprindelsesbetegnelse, en ændring af det dækkede område og en ændring af den andel af råmateriale, som kunne have oprindelse uden for dette område. Jf. i denne retning generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i samme sag, nævnt i fodnote 20 ovenfor, punkt 40 og 44.

28 – Jf. dommens præmis 33 og 34.

29 – Nævnt i fodnote 20 ovenfor, præmis 50-54.

30 – Jf. dommen i sagen Kühne m.fl., nævnt i fodnote 20 ovenfor, præmis 52.

31 – Jf. dommens præmis 53.

32 – Jf. i denne retning dommen i sagen Kühne m.fl., nævnt i fodnote 20 ovenfor, præmis 57 og 58.

33 – Jf. i denne retning dommen i sagen Kühne m.fl., nævnt i fodnote 20 ovenfor, navnlig præmis 60.

34 – Jf. dommen i sagen Kühne m.fl., nævnt i fodnote 20 ovenfor, præmis 33, jf. også i den sammenhæng dom af 25.10.2005, forenede sager C-465/02 og C-466/02, Tyskland og Danmark mod Kommissionen, Sml. I, s. 9115, præmis 98.

35 – Dom af 7.11.2000, sag C-312/98, Sml. I, s. 9187.

36 – Jf. i denne retning bl.a. dom af 16.3.1999, forenede sager C-289/96, C-293/96 og C-299/96, Danmark, Tyskland og Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 1541, præmis 92.

37 – Jf. i denne henseende punkt 86 ovenfor og dommen i sagen Danmark, Tyskland og Frankrig mod Kommissionen, nævnt i fodnote 36 ovenfor, navnlig præmis 54.

38 – Jf. i denne retning punkt 85-87 ovenfor og dommen i sagen Kühne m.fl., nævnt i fodnote 20 ovenfor, præmis 50-54 og 59 ff.

39 – Jf. i denne retning retspraksis på mange af fællesskabsrettens områder vedrørende fællesskabsinstitutionernes udøvelse af deres beføjelser i sager, som omfatter komplekse økonomiske og/eller sociale vurderinger, bl.a. dom af 14.12.2000, sag C-99/99, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 11535, præmis 26, af 4.7.1996, sag C-150/94, Det Forenede Kongerige mod Rådet, Sml. I, s. 7235, præmis 49, af 12.3.2002, forenede sager C-27/00 og C-122/00, Omega Air, Sml. I, s. 2569, præmis 65, af 12.10.2004, sag C-87/00, Nicoli mod Eridania, Sml. I, s. 9397, præmis 37, af 29.4.2004, sag C-372/97, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 3679, præmis 83, og af 14.1.1997, sag C-169/95, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 135, præmis 34.

40 – Jf. Warsteiner-dommen, nævnt i fodnote 35 ovenfor, præmis 43, og dom af 7.5.1997, forenede sager C-321/94 – C-324/94, Pistre m.fl., Sml. I, s. 2343, præmis 35.

41 – Jf. dom af 26.2.2008, sag C-132/05, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 957, præmis 53, og dommen i sagen Tyskland og Danmark mod Kommissionen, nævnt i fodnote 34 ovenfor, præmis 76-99.

42 – Jf. i denne forbindelse dommen i sagen Tyskland og Danmark mod Kommissionen, nævnt i fodnote 34 ovenfor, præmis 75-84.

43 – Jf. i denne henseende punkt 106 og 107 ovenfor.

44 – Jf. f.eks. dom af 9.9.2004, sag C-304/01, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 7655, præmis 50, af 19.9.2002, sag C-336/00, Martin Huber, Sml. I, s. 7699, præmis 35, og af 22.1.1986, sag 250/84, Eridania m.fl., Sml. s. 117, præmis 37.

45 – Jf. f.eks. dom af 16.10.2007, sag C-411/05, Palacios de la Villa, Sml. I, s. 8531, præmis 42 og 44, og af 20.9.2001, sag C-184/99, Grzelczyk, Sml. I, s. 6193, præmis 44.

46 – Jf. i denne retning f.eks. dom af 19.11.1998, sag C-162/97, Nilsson, Sml. I, s. 7477, præmis 54.

47 – Det forhold, at den forelæggende ret i dette spørgsmål kun har henvist til forordning nr. 1347/2001, udelukker ikke Domstolen fra at tage forordning nr. 2081/92 i betragtning, jf. i denne henseende bl.a. dom af 2.2.1994, sag C-315/92, Verband Sozialer Wettbewerb (»Clinique«), Sml. I, s. 317, præmis 7, og af 7.7.2005, sag C-153/03, Weide, Sml. I, s. 6017, præmis 25.

48 – Jf. punkt 128 og 129 ovenfor.

49 – Jf. Gorgonzola-dommen, nævnt i fodnote 12 ovenfor, præmis 26.

50 – Hvis dette ikke er tilfældet, er der i henhold til beskyttelsen i medfør af forordning nr. 2081/92, a priori ingen konflikt mellem det registrerede navn og det pågældende varemærke.

51 – Jf. Gorgonzola-dommen, nævnt i fodnote 12 ovenfor, præmis 35 og 37.

52 – Jf. Gorgonzola-dommen, nævnt i fodnote 12 ovenfor, henholdsvis præmis 36 og 42.

Full & Egal Universal Law Academy