EUR-Lex -  62007CC0369 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. MENGOZZI

fremsat den 5. februar 2009 1(1)

Sag C-369/07

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

mod

Den Hellenske Republik

»Traktatbrud − Domstolens dom, der fastslår, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sin forpligtelse til tilbagesøgning af statsstøtte til Olympic Airways − manglende opfyldelse af dom – søgsmål i henhold til artikel 228 EF – økonomiske sanktioner«

I –    Indledende bemærkninger

1.        Den foreliggende sag drejer sig om et søgsmål indledt af Kommissionen mod Den Hellenske Republik i henhold til artikel 228 EF. Kommissionen påstår, at medlemsstaten ikke har opfyldt dommen af 12. maj 2005 (2) (herefter »dommen fra 2005«), hvormed Domstolen fastslog, at sagsøgte havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Kommissionens beslutning af 11. december 2002 (herefter »beslutningen fra 2002«) (3) om statsstøtte fra den græske stat til Olympic Airways (herefter »OA«). Kommissionen anmoder Domstolen om at fastslå tilsidesættelsen og tilpligte sagsøgte at betale en tvangsbøde og et fast beløb.

II – Sagens baggrund

A –    Kommissionens foranstaltninger inden beslutningen af 2002

2.        I 1994 tillod Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), [nu artikel 87, stk. 3, litra c), EF] en række støtteforanstaltninger til fordel for OA som en del af en revideret omstrukturerings- og kapitaltilførselsplan (4). Støttens forenelighed blev betinget af, at Grækenland overholdt visse forpligtelser.

3.        Kommissionen fandt, at visse af disse forpligtelser ikke var blevet opfyldt, og besluttede den 30. april 1996 at indlede proceduren i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 2 (nu artikel 88, stk. 2, EF), vedrørende den allerede godkendte statsstøtte og vedrørende ny, endnu ikke oplyst, statsstøtte, som man havde fået kendskab til. Denne procedure resulterede i beslutning 1999/332/EF af 14. august 1998 (5), hvormed Kommissionen endnu engang gav grønt lys for den statsstøtte, der blev godkendt i 1994, og som i mellemtiden var blevet ændret af de græske myndigheder. Som i 1994 hang tildelingen af denne støtte sammen med en revideret omstruktureringsplan og var underlagt særlige betingelser.

4.        Ved en efterfølgende beslutning fra 2000 godkendte Kommissionen en ny ændring af de godkendte finansielle foranstaltninger.

B –    Beslutningen fra 2002

5.        Som følge af klager over tildelingen af støtte til OA indledte Kommissionen den 6. marts 2002 en ny procedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF og vedtog beslutning 2003/372, som særligt er baseret på en betragtning om, at de fleste mål for virksomhedens omstruktureringsplan ikke var blevet nået, at de betingelser, der var knyttet til godkendelsesbeslutningen af 1998, ikke fuldt ud var opfyldt, og at denne beslutning var blevet misbrugt. Kommissionen lagde endvidere vægt på tilstedeværelsen af ny operationel støtte, som i det væsentligste bestod i, at den græske regering accepterede manglende betaling af eller forlænget frist for betaling af socialsikringsbidrag for perioden fra oktober til december 2001, moms på brændstof og reservedele, leje til lufthavnene for perioden fra 1998 til 2001, lufthavnsafgifter og en passagerafgift for afgange fra græske lufthavne, den såkaldte spatosimo-afgift.

6.        Artikel 1-3 i den dispositive del af beslutningen har følgende ordlyd:

»Artikel 1

Den omstruktureringsstøtte, den græske stat har ydet Olympic Airways i form af:

a)      lånegarantier til selskabet frem til den 7. oktober 1994 i medfør af artikel 6 i græsk lov nr. 96/75 af 26. juni 1975

b)      nye lånegarantier på i alt 378 mio. USD for lån, der skulle optages inden den 31. marts 2001 til indkøb af nye fly og dækning af de nødvendige investeringer til udflytning af Olympic Airways til den nye lufthavn i Spata

c)      lempelse af [Olympic Airways’] gældsbyrde svarende til 427 mia. GRD

d)      konvertering af 64 mia. GRD af selskabets gæld til egenkapital

e)      en kapitaltilførsel på 54 mia. GRD, nedskrevet til 40,8 mia. GRD, udbetalt i tre rater på henholdsvis 19, 14 og 7,8 mia. GRD i 1995, 1998 og 1999

betragtes som uforenelig med fællesmarkedet i den i traktatens artikel 87, stk. 1, fastsatte betydning […]

Artikel 2

Den statsstøtte, den græske stat har ydet ved at tolerere, at Olympic Airways konsekvent har undladt at betale socialsikringsbidrag, Olympic Aviation har undladt at betale moms på brændstof og reservedele, og Olympic Airways har undladt at betale lejeafgifter til forskellige lufthavne, lufthavnsafgifter til Athens internationale lufthavn og andre lufthavne samt »spatosimo«-afgift, er uforenelig med fællesmarkedet.

Artikel 3

1. Grækenland træffer alle nødvendige foranstaltninger for hos modtageren at tilbagesøge det støttebeløb på 14 mia. GRD (41 mio. EUR) (6), der er omhandlet i artikel 1, og som ikke er forenelig med traktaten, og den støtte, der er omhandlet i artikel 2, og som ulovligt er stillet til rådighed for modtageren.

2. Tilbagesøgningen finder sted omgående og i overensstemmelse med græsk lovgivning, såfremt denne giver mulighed for øjeblikkelig og effektiv iværksættelse af denne beslutning. Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev udbetalt til modtageren, og indtil den er tilbagebetalt. Renterne beregnes på grundlag af den referencesats, der anvendes til at beregne subventionsækvivalenten for regionalstøtte.«

7.        Den 24. februar 2003 rejste OA annullationssøgsmål mod denne beslutning for Retten i Første Instans (herefter »Retten«).

C –    Hændelser efter beslutningen fra 2002

8.        I marts 2003 informerede de græske myndigheder Kommissionen om, at man havde til hensigt at privatisere OA. I september pålagde Kommissionen Den Hellenske Republik at meddele alle nødvendige oplysninger med henblik på at undersøge, om omstruktureringsforanstaltningerne og privatiseringen af OA var forenelig med artikel 87 EF. I december blev et nyt selskab, Olympic Airlines (herefter »NOA«), sat i drift.

9.        Den 16. marts 2004 meddelte Kommissionen Den Hellenske Republik, at den havde til hensigt at indlede proceduren i medfør af artikel 88, stk. 2, EF. Den 14. september 2005, efter afslutning af nævnte procedure, vedtog Kommissionen en beslutning, hvori den fastslog, at der var tale om nye retsstridige og uforenelige støttebeløb til OA og NOA (7) (herefter »beslutningen fra 2005«). Denne beslutning blev indbragt for Retten af Den Hellenske Republik samt NOA og OA (8).

10.      Den 4. oktober 2006 indbragte Kommissionen sagen for Domstolen i overensstemmelse med artikel 88, stk. 2, EF for at få fastslået Den Hellenske Republiks manglende opfyldelse af de forpligtelser, der er fastsat i ovennævnte beslutning. Den 14. februar 2008 afsagde Domstolen dom, der fastslår, at Grækenland har tilsidesat sine forpligtelser (9).

D –    Dommen fra 2005

11.      Den 25. september 2003 rejste Kommissionen traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, da der angiveligt blev givet utilstrækkelige oplysninger i løbet af den administrative procedure vedrørende tilbagesøgning af den statsstøtte, der var genstand for beslutningen fra 2002. Kommissionen anmodede Domstolen om at fastslå, at »Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3 og 4 i Kommissionens beslutning [fra 2002] og EF-traktaten, idet den ikke inden for den fastsatte frist har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge det støttebeløb, som blev fundet retsstridigt og uforeneligt med fællesmarkedet – bortset fra bidragene til den nationale socialsikringsinstitution […] – i henhold til beslutningens artikel 3, eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen om de trufne foranstaltninger i henhold til beslutningens artikel 4«.

12.      Hvad angår forpligtelsen til tilbageførsel af beløbet på 41 mio. EUR i henhold til artikel 1 i nævnte beslutning fastslog Domstolen indledningsvis, at overførslen af »alle aktiver [i OA] fuldstændigt gældfrit til det nye selskab [NOA]« »på en måde, så det efter national ret var umuligt at tilbagesøge det gamle selskabs gæld [OA] hos det nye selskab [NOA]«, havde »affødt en hindring for gennemførelsen af beslutningen [fra 2002] og for tilbagesøgningen [af støtten]« med den konsekvens, at »formålet med nævnte beslutning, som er at genskabe en konkurrencesituation inden for luftfartssektoren, som ikke er fordrejet, [er] blevet alvorligt bragt i fare« (10). Domstolen tilføjede, at »de foranstaltninger, som de græske myndigheder har truffet, nemlig vedtagelsen af en beslutning om tilbagesøgning af OA’s gæld på 41 mio. EUR, ikke har haft nogen konkrete virkninger på selskabets faktiske tilbagebetaling af beløbet« (11), og konkluderede, at Den Hellenske Republik ikke havde overholdt sin forpligtelse til at tilbagesøge gælden.

13.      Hvad angår tilbagesøgningen af de beløb, der er angivet i artikel 2 i beslutningen fra 2002, afviste Domstolen først og fremmest Den Hellenske Republiks argument om, at beslutningen ikke kunne gennemføres, idet der ikke forelå præcise angivelser af de beløb, der skulle tilbagesøges. I forbindelse hermed bemærkede Domstolen, at »ingen bestemmelse i fællesskabsretten kræver, at Kommissionen, når den fastslår, at en støtte, som er erklæret uforenelig med fællesmarkedet, skal tilbagebetales, skal fastsætte den nøjagtige størrelse af det tilbagebetalingspligtige støttebeløb«, da det er »tilstrækkeligt, at Kommissionens beslutning indeholder anvisninger, hvorved beslutningens adressat uden overdrevne vanskeligheder selv kan fastslå beløbet« (12). Herudover påpegede Domstolen, at de beløb, der skulle tilbagebetales, kunne »udledes af artikel 2, sammenholdt med betragtning 206-208 til beslutningen« (13). Domstolen afsluttede med at påpege, at de græske myndigheder alene havde »truffet visse proceduremæssige og administrative skridt, delvise tilbagebetalingsordninger med hensyn til gælden og kompensationsforanstaltninger«, og at disse initiativer, som i øvrigt var blevet »iværksat for sent eller [var] ufuldstændige eller uden bindende virkning, og som under alle omstændigheder ikke har ført til en faktisk tilbagesøgning af de skyldige beløb [hos OA], ikke [kunne] anses for forenelige med de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne på området for tilbagesøgning af statsstøtte« (14).

14.      Ud fra disse betragtninger udtalte Domstolen i domkonklusionen, at »Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3 i Kommissionens beslutning [fra 2002], idet den ikke inden for den fastsatte frist har truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge det støttebeløb, som blev fundet retsstridigt og uforeneligt med fællesmarkedet – bortset fra bidragene til den nationale socialsikringsinstitution – i henhold til beslutningens artikel 3«.

E –    Den administrative procedure

15.      Ved skrivelse af 18. maj 2005 opfordrede Kommissionen Den Hellenske Republik til at meddele, hvilke foranstaltninger der var truffet for at opfylde dommen fra 2005.

16.      Den Hellenske Republik svarede ved skrivelse af 2. juni 2005, hvori den angav, at tilbagesøgningen af støtten var gennemført dels ved hjælp af indtægter fra salg af aktiver og afhændelse af kapitalandele i OA-koncernen, dels ved anvendelse af artikel 27 i lov nr. 3185/2003, ifølge hvilken alle salgsindtægter fra NOA og andre sektorer end luftfartssektoren automatisk tilfaldt staten. De græske myndigheder meddelte herudover Kommissionen, at såfremt ressourcerne fra OA ikke var tilstrækkelige, var det deres hensigt at tilbagesøge støtten ved likvidation af selskabet. Hvis heller ikke denne foranstaltning viste sig ikke at være tilstrækkelig, ville de henvende sig til NOA, som havde overtaget OA’s luftfartsvirksomhed, inden for de grænser og på de betingelser, der er foreskrevet i Fællesskabets retspraksis. I samme skrivelse oplyste Den Hellenske Republik desuden Kommissionen om tilbagesøgningsprocedurens forløb. Hvad angår statsstøtten i henhold til artikel 1 i beslutningen fra 2002 blev det påpeget over for Kommissionen, at OA havde indanket de tilbagesøgningsforanstaltninger, der blev truffet efter fastsættelse af det skyldige beløb og påløbne renter, for forvaltningsdomstolen i Athen, som den 26. januar 2004 havde udsat opfyldelsen på en afgørelse i ankesagen. Hvad angår statsstøtten i henhold til artikel 2 i beslutningen fra 2002 oplyste Den Hellenske Republik til Kommissionen, at procedurerne vedrørende opgørelse, bekræftelse og fordeling af de beløb, der skulle tilbagesøges, var i gang. Under henvisning til præmis 41 i dommen fra 2005 påpegede de græske myndigheder i overensstemmelse med artikel 2 og betragtning 206-208 til beslutningen fra 2002, at de beløb, der skulle tilbagesøges, vedrørte OA’s manglende betaling af følgende: i) moms på brændstof i perioden fra januar til maj 2001 og fra november til december 2001 (betragtning 206), ii) moms på reservedele i perioden januar til maj 2001 og november til december 2001 (betragtning 206), iii) leje til regionale lufthavne (betragtning 206), iv) lufthavnsafgifter til den internationale lufthavn i Athen (betragtning 207) samt v) »spatosimo«-afgift for perioden fra december 2000 til februar 2002 og for marts måned 1999 (betragtning 208). Det samlede beløb, som skulle tilbagesøges hos OA, blev beregnet til ca. 111 mio. EUR, inklusive renter.

17.      Efter endnu en skriftveksling den 18. oktober 2005 sendte Kommissionen en åbningsskrivelse til Den Hellenske Republik i medfør af artikel 228 EF.

18.      Den Hellenske Republik svarede ved skrivelse af 19. december 2005, hvormed den fastslog, at den forsinkede tilbagesøgning af støtten i henhold til artikel 1 i beslutningen fra 2002 skyldtes den af OA anlagte ankesag i forbindelse med betalingspåkravet, og den påpegede, at den ikke kunne træffe andre foranstaltninger i medfør af græsk ret og havde til hensigt at afvente udfaldet af sagen, før den ville foretage sig yderligere. Hvad angår støtten i henhold til artikel 2 i beslutningen fra 2002 bekræftede Den Hellenske Republik, at den havde opgjort de skyldige beløb og havde givet meddelelse om betalingspåkrav. Mere generelt påpegede de græske myndigheder, at vedtagelsen af beslutningen fra 2005 havde forsinket gennemførelsen af tilbagesøgningen, idet den hindrede indgåelse af en aftale om salg af NOA og således hindrede OA i at opnå de nødvendige ressourcer for udførelse af betalingerne (15).

19.      Da Kommissionen ikke havde modtaget nogen oplysninger om den faktiske tilbagesøgning af støtten, fremsendte den til Den Hellenske Republik den 10. april 2006 (16) en begrundet udtalelse, hvori den konkluderede, at medlemsstaten ikke havde truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen fra 2005 og dermed havde tilsidesat sine forpligtelser i medfør af artikel 228, stk. 1, EF. Kommissionen opfordrede desuden Den Hellenske Republik til at opfylde disse forpligtelser inden to måneder fra modtagelsen af den begrundede udtalelse. Kommissionen informerede desuden de græske myndigheder om, at den i tilfælde af et søgsmål for Domstolen, jf. artikel 228 EF, ville påstå Grækenland dømt til betaling af en tvangsbøde samt et fast beløb med forbehold for nærmere fastsættelse af disse beløb.

20.      Den Hellenske Republik besvarede den begrundede udtalelse ved skrivelse af 9. juni 2006. Hvad angår støtten i henhold til artikel 1 i beslutningen fra 2002 gentog den, at tilbagesøgningen var blevet udsat på afgørelsen fra forvaltningsdomstolen i Athen i forbindelse med OA’s anke. For at undgå yderligere forsinkelser anmodede den om Kommissionens hjælp og foreslog, at afhændelsen af aktiverne i OA blev fremskyndet. Selv om det i princippet ikke ville stå i modsætning til mulighederne for likvidation af selskabet, hvis der ikke fandtes andre løsninger, mente den græske regering dog, at en likvidation med det ene formål at tilbagesøge støtten, som Kommissionen foreslog det i sin begrundede udtalelse, ville krænke OA’s forfatningsmæssige krav på retsbeskyttelse og stride imod proportionalitetsprincippet.

21.      Hvad angår støtten i henhold til artikel 2 i beslutningen fra 2002 anmodede Den Hellenske Republik først og fremmest Kommissionen om at angive, hvor lang tid OA havde, såfremt tilbagebetalingen af støtten blev gennemført ved at udnytte en bestemmelse i den nationale lovgivning, der gør det muligt at betale gælden til offentlige myndigheder gennem regelmæssige betalinger i løbet af et tidsrum på højst ti år. Den Hellenske Republik gav endelig oplysninger vedrørende status for proceduren for tilbagesøgningen af støtten. Under henvisning til den såkaldte spatosimo-afgift påpegede de græske myndigheder, at det beløb, der oprindeligt skulle tilbagebetales, dvs. 60,9 mio. EUR, var blevet reduceret som følge af OA’s betaling af beløbene for marts måned 1999 samt perioden fra december 2000 til maj 2001. Den anmodede endnu en gang om Kommissionens hjælp til at fastsætte betingelserne for tilbagebetaling af de resterende beløb. Hvad angår de skyldige beløb for lufthavnsleje til Den Civile Luftfartsstyrelse (herefter »DAC«) gjorde de græske myndigheder gældende, at gælden vedrørende OA’s manglende betaling af denne leje delvist var blevet modregnet for et beløb på ca. 2,3 mio. EUR og delvist var blevet annulleret. Beløbet på 176 082,17 EUR vedrørende en faktura, der var blevet anfægtet af OA, ville blive betalt hurtigst muligt.

22.      De græske myndigheder konkluderede, at det på grund af den fremskredne tilbagesøgningsprocedure og myndighedernes anmodning om Kommissionens hjælp samt det faktum, at annullationssøgsmålet vedrørende beslutningen fra 2002 endnu ikke var afgjort ved Retten, ville stride imod princippet om pligten til loyalt samarbejde, jf. artikel 10 EF, hvis Kommissionen besluttede at indbringe sagen for Domstolen i henhold til artikel 228 EF.

III – Retsforhandlinger for Domstolen og parternes påstande

23.      Ved stævning indleveret til Domstolen den 3. august 2007 anlagde Kommissionen nærværende sag ved Domstolen med følgende påstande:

–        Det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til beslutningen fra 2002 og artikel 228 EF, da den ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen fra 2005.

–        Den Hellenske Republik tilpligtes at betale Kommissionen en tvangsbøde på 53 611 EUR pr. dag, hvormed opfyldelsen af dommen fra 2005 forsinkes, regnet fra afsigelsen af dommen i nærværende sag, og indtil dommen fra 2005 er fuldt ud opfyldt.

–        Den Hellenske Republik tilpligtes at betale Kommissionen et fast beløb, hvis størrelse fremkommer ved at multiplicere et beløb på 10 512 EUR pr. dag med det antal dage, overtrædelsen varer, regnet fra den dag, dommen fra 2005 blev afsagt, indtil den dag, dommen i nærværende sag afsiges.

–        Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

24.      Den Hellenske Republik påstår sig frifundet og Kommissionen tilpligtet at betale sagens omkostninger. Parternes repræsentanter har afgivet indlæg under retsmødet den 11. november 2008.

IV – Analyse

A –    Det påståede traktatbrud

1.      Indledende betragtninger

25.      I svarskriftet oplyser Den Hellenske Republik Domstolen om, at den fuldt ud har opfyldt forpligtelserne i henhold til beslutningen fra 2002 og i den forbindelse fra august til oktober 2007 har tilbagesøgt støtten i henhold til artikel 1 og 2 i samme beslutning. Ifølge fast retspraksis er referencedatoen for vurdering af en påstand om traktatbrud i medfør af artikel 228 EF datoen for udløb af den fastsatte frist i den begrundede udtalelse, der er udsendt i kraft af denne bestemmelse (17), dvs. i dette tilfælde to måneder efter udtalelsens forkyndelse for Den Hellenske Republik den 10. april 2006.

26.      Det skal derfor konstateres, at den sagsøgte medlemsstat ikke har overholdt sine forpligtelser i henhold til artikel 228 EF, da den ikke inden for tidsfristen har truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen fra 2005.

27.      Eftersom Kommissionen ud over at kræve, at det fastslås, at den sagsøgte medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser, har anmodet om, at Den Hellenske Republik tilpligtes at betale en tvangsbøde samt et fast beløb, skal det også undersøges, om den påståede overtrædelse har varet ved indtil Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder (18). En sådan undersøgelse indebærer, at der tages hensyn til de foranstaltninger, som den sagsøgte medlemsstat har truffet efter anlæggelse af sagen, og som Kommissionen kun har kunnet tage stilling til i forbindelse med den foreliggende sag.

28.      I de indlæg, som den sagsøgte regering har afgivet under den skriftlige forhandling, og i dens svar på de skriftlige anmodninger i henhold til artikel 54a i Domstolens procesreglement henvises der til en række modregninger i gensidige udeståender og tilgodehavender mellem OA og den græske stat, som har dannet grundlag for tilbagesøgning af størstedelen af de støttebeløb, der i beslutningen fra 2002 blev erklæret uforenelige med fællesmarkedet.

29.      I den forbindelse er det fast retspraksis, at når der ikke er fastsat fællesskabsbestemmelser for fremgangsmåden for tilbagebetaling af beløb, der er udbetalt med urette, skal tilbagesøgning af ulovlig støtte principielt ske i henhold til de herfor gældende bestemmelser i national ret (19). Denne retspraksis er kodificeret i artikel 14, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (20), som foreskriver, at tilbagebetalingen skal ske »omgående og i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning«.

30.      En medlemsstat, der i henhold til en beslutning truffet af Kommissionen forpligtes til at tilbagesøge ulovlig støtte, kan således selv vælge de midler i den nationale lovgivning, hvormed den vil opfylde sin forpligtelse, forudsat at de valgte foranstaltninger ikke er i modstrid med fællesskabsrettens rækkevidde og effektivitet (21). Det følger heraf, at modregning, hvis den nationale lovgivning foreskriver denne metode til opfyldelse af forpligtelserne, i princippet også kan være en metode til tilbagebetaling af støtte udbetalt med urette. Dette bestrides ikke af Kommissionen, som derimod anfægter beviskraften i de af Den Hellenske Republik fremførte dokumenter og betingelserne for de påståede modregninger.

31.      Med disse bemærkninger skal det påpeges, at det ifølge Domstolens praksis under en procedure i henhold til artikel 228 EF påhviler Kommissionen at forsyne Domstolen med de nødvendige midler for at bedømme, i hvilket omfang en medlemsstat har opfyldt en dom, hvorved det fastslås, at der foreligger traktatbrud (22). Såfremt Kommissionen har fremlagt oplysninger, der er tilstrækkelige til at vise, at traktatbruddet har varet ved, »påhviler det den pågældende medlemsstat at fremføre en vægtig og detaljeret kritik af de fremlagte oplysninger og deres konsekvenser« (23).

32.      Medlemsstaterne er i henhold til artikel 10 EF forpligtet til at samarbejde med Kommissionen med henblik på at lette gennemførelsen af dens tilsynsopgaver (24). Navnlig hvad angår opfyldelse af en beslutning med pålæg om tilbagesøgning af ulovlig støtte har Domstolen allerede fastslået, at »hvis en medlemsstat […] bestemmer, at tilbagesøgningen skal ske på anden måde end ved kontant betaling, skal den forelægge Kommissionen alle de oplysninger, som er nødvendige for, at denne kan efterprøve, om det valgte middel er egnet til at gennemføre beslutningen«. Domstolen mener nemlig, at »til forskel fra en tilbagebetaling med kontante midler, som efter sin beskaffenhed giver Kommissionen mulighed for at kontrollere, om beslutningen er gennemført, kan der være andre af de metoder, som en medlemsstat foreslår til opfyldelse af sin forpligtelse til tilbagesøgning af ulovlig støtte, som kan nødvendiggøre en vurdering af komplicerede sagsforhold«. Og »for at kunne foretage en sådan efterprøvelse har Kommissionen imidlertid brug for oplysninger, som den ikke kan komme i besiddelse af uden et tæt samarbejde fra den pågældende medlemsstats side« (25).

33.      Det er på baggrund af disse principper, at Den Hellenske Republiks foranstaltninger til opfyldelse af beslutningen fra 2002 skal bedømmes.

2.      Tilbagesøgning af støtten i henhold til artikel 1 i beslutningen fra 2002

a)      Parternes argumenter

34.      Kommissionen hævder i stævningen, at den ikke har modtaget nogen meddelelse om gennemførelse af tilbagesøgningen af 41 mio. EUR i henhold til artikel 1 i beslutningen fra 2002.

35.      Den Hellenske Republik gør gældende, at det pågældende støttebeløb var genstand for tilbagesøgning, og henviser til en erklæring fra de græske skattemyndigheder af 18. oktober 2007, som er vedlagt svarskriftet, og hvori det bl.a. bekræftes, at OA har tilbagebetalt et beløb på 73 363 107 EUR, der omfatter hovedstol og renter beregnet i henhold til Fællesskabets satser (26), til den græske stat den 31. august 2007. Som svar på en skriftlig anmodning i medfør af artikel 54a i procesreglementet har de græske myndigheder præciseret, at tilbagesøgningen af det omtalte beløb var blevet udført gennem modregninger i de beløb, der var blevet tildelt OA som skadeserstatning i forbindelse med visse voldgiftsafgørelser i 2006 og 2007. Af nævnte myndigheders anvisninger fremgår det, at tvister mellem OA og staten i medfør af artikel 27 i lovdekret nr. 3560/1956, der er baseret på bestemmelserne i »lufttransportaftalen« indgået mellem den græske stat og Aristotele Onassis, henvises til voldgiftsdomstolene. I 2006 og 2007 anlagde OA i alt syv sager mod staten, fire med krav om skadeserstatning i forbindelse med lukning før tid af Elliniko-lufthavnen og flytning til den internationale lufthavn Spata og tre krav om erstatning på grund af den lidte skade i forbindelse med levering af almene serviceydelser uden modydelse i perioden 1993-1999, i 2000 og i 2001. Søgsmålene resulterede i, at voldgiftsdomstolene dømte staten til at betale ca. 846 mio. EUR til OA i skadeserstatning i forbindelse med flytning til Spata-lufthavnen og ca. 25 mio. EUR i skadeserstatning i forbindelse med den efterfølgende forpligtelse for selskabet til at levere almene serviceydelser. Nærmere bestemt blev beløbet på 41 mio. EUR, som OA skyldte i henhold til artikel 2 og 3 i beslutningen fra 2002, modregnet i kravet om betaling af 601 289 003,97 EUR ifølge voldgiftsafgørelse nr. 57/2006 af 6. december 2006 (27).

36.      I replikken gør Kommissionen gældende, at den i skrivelse af 16. juli 2006 havde fremført over for Den Hellenske Republik som en mulighed, at ovennævnte voldgiftsafgørelser kunne omfatte støttebeløb, og anført, at der skulle gives formel meddelelse om beløbene, inden der blev foretaget nogen betalinger. Der blev dog aldrig givet en sådan meddelelse. Kommissionen påpeger også, at den som følge af visse klager og meddelelser fra Grækenland havde indledt en procedure i henhold til artikel 88, nr. 2, EF (28), som bl.a. omhandlede de skadeserstatninger, som voldgiftsdomstolene havde tildelt OA. Hvad angår afgørelserne påpeger Kommissionen, at den ikke har tilstrækkelige oplysninger til at kunne fastslå, i hvilket omfang OA var forpligtet til at udføre flyvninger med tab, men at den ikke kan udelukke, at den erstatning, der i den forbindelse blev tildelt OA, er blevet sat for højt og således udgør en ulovlig støtte. Hvad angår skadeserstatningen i forbindelse med flytningen til den internationale lufthavn i Athen påpeger Kommissionen, at dette spørgsmål allerede er blevet behandlet i dennes beslutninger fra 1998, 2000 og 2002, men at oplysningerne fra den græske regering i forbindelse med den igangværende administrative procedure ikke har gjort det muligt at sammenligne beløbene i disse beslutninger med beløbene i voldgiftsafgørelserne. Kommissionen har mistanke om, at erstatningen kan være blevet betalt to gange. Generelt set mener Kommissionen, at tilbagesøgningen af den støtte, der blev erklæret uforenelig i beslutningen fra 2002, hvis den fandt sted, kun var mulig på grund af tildeling af nye støttebeløb. Kommissionen understreger, at en godkendelse af tilbagesøgningen under disse omstændigheder betyder, at man tillader en medlemsstat, der ikke opfylder sine forpligtelser om at tilbagesøge støttebeløb i henhold til Kommissionens beslutning, at unddrage sig sanktionerne i medfør af artikel 228 EF ved at tildele nye støttebeløb for at tilbagebetale de gamle.

37.      I duplikken og i svaret på anmodningerne i henhold til artikel 54a i procesreglementet påpeger Den Hellenske Republik, at de tildelte erstatningsbeløb til OA i henhold til voldgiftsafgørelserne ikke udgør statsstøtte, og at den procedure, Kommissionen indledte i december 2007, ikke er berettiget. Hvad angår voldgiftsafgørelse nr. 57/2006, hvori der udstedes påkrav om betaling med henblik på modregning, påpeger Den Hellenske Republik, at voldgiftsdomstolen i opgørelsen af den skadeserstatning, som staten skulle betale til OA, har fratrukket 146 100 000 EUR, som svarer til de skadeserstatningsbeløb, der var udbetalt inden vedtagelsen af beslutningen fra 2002. Den græske regering påpeger endelig, at selv om Kommissionen kan påvise, at den af OA påståede skade er blevet overvurderet, vil det ikke få indflydelse på gyldigheden af tilbagesøgningen, idet det samlede støttebeløb, som OA stadig manglede at tilbagebetale, og som udgjorde selskabets største gældspost til staten, var langt mindre end den skadeserstatning, som voldgiftsdomstolen havde fastsat.

b)      Bedømmelse

38.      Som allerede påpeget påhviler det i en procedure i henhold til artikel 228 EF ifølge retspraksis Kommissionen at forsyne Domstolen med de nødvendige midler, for at denne kan bedømme, i hvilket omfang en medlemsstat har opfyldt en dom, hvorved det fastslås, at der foreligger traktatbrud. Såfremt Kommissionen har fremlagt oplysninger, der er tilstrækkelige til at vise, at traktatbruddet har varet ved, påhviler det den pågældende medlemsstat at fremføre en vægtig og detaljeret kritik af de fremlagte oplysninger og deres konsekvenser.

39.      I den foreliggende sag påstår Kommissionen, at den ikke er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at kunne påvise, at de omtvistede voldgiftsafgørelser medfører en ny støtte til OA, men at den antager, at dette er tilfældet. I den forbindelse er der blevet indledt en procedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, som – for så vidt Domstolen er informeret – stadig ikke er afgjort (29). Den Hellenske Republik har redegjort for de omstændigheder, der førte til tilbagebetaling af støtten i henhold til artikel 1 i beslutningen fra 2002, og har for Domstolen fremlagt såvel den voldgiftsafgørelse, der fastsatte beløbene med henblik på modregning – vedtaget i henhold til en godkendt voldgiftsklausul i medfør af loven – som betalingspåkravet til gennemførelse af nævnte afgørelse. Den har endvidere fremlagt en erklæring fra skattemyndighederne, som bevidner, at modregningen er blevet gennemført.

40.      Selv om jeg godt forstår Kommissionens skuffelse – den blev først informeret om den gennemførte modregning og betingelserne for gennemførelsen i løbet af den foreliggende retssag – mener jeg under disse omstændigheder ikke, at det påhviler den sagsøgte stat i den foreliggende traktatbrudssag at påvise, at den omhandlede afgørelse ikke har medført en overvurdering af den af OA påberåbte skadeserstatning, og at afgørelsen således ikke har medført tildeling af ny støtte til selskabet.

41.      På den anden side påhviler det efter min mening ikke Domstolen under en traktatbrudssag at vurdere, om en medlemsstats forslag eller vedtagelse af foranstaltninger med henblik på at opfylde forpligtelsen til tilbagesøgning af en støtte i henhold til en beslutning fra Kommissionen udgør tildeling af ny støtte. Dette gælder særligt under omstændigheder som i den foreliggende sag, hvor spørgsmålet om en tilbagesøgning, der angiveligt er gennemført ved hjælp af tildeling af ny støtte, på den ene side blev fremført for Domstolen uden at være blevet undersøgt i løbet af sagens administrative procedure, hvor Kommissionen kunne have indsamlet og undersøgt de nødvendige beviselementer, og hvor sidstnævnte på den anden side har indledt en administrativ procedure bl.a. med det formål at kontrollere, om der var tale om støtte, som det i den foreliggende sag kun hævdes af den sagsøgende institution.

42.      Derfor foreslår jeg Domstolen at fastslå, at Kommissionen ikke har påvist, at Den Hellenske Republiks manglende opfyldelse af sin forpligtelse til at tilbagesøge støtten i henhold til artikel 1 i beslutningen fra 2002 har varet ved frem til Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder.

3.      Tilbagesøgning af støtten i henhold til artikel 2 i beslutningen fra 2002

a)      Omfanget af forpligtelsen til tilbagesøgning

43.      Som det fremgår ovenfor, undlod Domstolen i dommen fra 2005 i traktatbrudssøgsmålet mod Den Hellenske Republik udtrykkeligt at medtage forpligtelsen til tilbagebetaling af den støtte, der er nævnt i artikel 2 i beslutningen fra 2002, og som bestod af manglende indbetaling af sociale bidrag. Efter anlæggelse af den foreliggende sag annullerede Retten desuden ved en dom af 12. september 2007 (30) i den sag, der var anlagt af OA, artikel 2 og 3 i beslutningen fra 2002, »for så vidt den angår tolerancen over for den vedvarende manglende betaling af de lufthavnsafgifter, der skulle betales af [OA] til AIA SA, og af moms på brændstof og reservedele«, men frifandt i øvrigt Kommissionen (31).

44.      Det følger heraf, at den forpligtelse til tilbagesøgning, der på tidspunktet for Domstolens undersøgelse af sagens omstændigheder stadig påhviler Den Hellenske Republik i henhold til artikel 2, sammenholdt med artikel 3 i beslutningen fra 2002, uden at dette er blevet anfægtet af parterne, omfatter den manglende betaling af lufthavnsleje og »spatosimo«-afgiften.

45.      Det er dog blevet drøftet for Domstolen, om forpligtelsen til tilbagesøgning også omfatter den støtte, som Kommissionen undersøgte i betragtning 209 til beslutningen fra 2002, og som består i »tolerancen over for den vedvarende manglende betaling af lufthavnsafgifter«. Den Hellenske Republik mener ikke, at der er pligt til tilbagebetaling, idet denne støtte ikke er nævnt i beslutningens dispositive del.

46.      Kommissionen har uden at tage stilling til den sagsøgte medlemsstats argumenter i sin replik klart anført, at det beløb, der er nævnt i den omtalte betragtning, hørte ind under tilbagesøgningsforpligtelsen. Kommissionen blev adspurgt om dette på retsmødet og i forbindelse med to forskellige skriftlige anmodninger i overensstemmelse med artikel 54a i procesreglementet og har ændret sin indledende holdning, idet den nu bekræfter, at dette beløb ikke skal tilbagebetales, idet det ikke i sig selv udgør en statsstøtte og derfor ikke var nævnt i den dispositive del af beslutningen fra 2002. Jeg må indrømme, at Kommissionens sidstnævnte anskuelse ikke står mig helt klar, og jeg mener især ikke, at den underbygges i ordlyden af beslutningen fra 2002. I artikel 2 i beslutningen fra 2002 fastslås det nemlig, at det er uforeneligt med fællesmarkedet at yde støtte »ved at tolerere, at Olympic Airways konsekvent har undladt at betale […] lufthavnsafgifter til Athens internationale lufthavn og andre lufthavne« (32). Henvisningen til afgifter, som OA skylder til andre lufthavne end Athens internationale lufthavn, synes at henføre til betragtning 151-153 og 209 til beslutningen, hvor aftalen om modregning mellem staten og OA behandles med henblik på sidstnævntes gæld på 28,9 mio. EUR til forskellige lufthavne for manglende betaling af lufthavnsafgifter for interne og internationale flyvninger udført i perioden fra november 1994 til december 1998 (33). Disse betragtninger er i øvrigt de eneste, hvori de omtalte afgifter behandles. Beslutningens ordlyd synes snarere at bekræfte Kommissionens indledende antagelse om, at beløbet på 28,9 mio. EUR, der er nævnt i betragtning 209, også er omfattet af tilbagesøgningsforpligtelsen i beslutningens artikel 3.

47.      Hvis der ses bort fra eventuelle overvejelser vedrørende fortolkningen af beslutningen, mener jeg under alle omstændigheder ikke, at Domstolen kan tage hensyn til Kommissionens endelige holdning, som definitivt indebærer, at den undlader at gøre tilbagesøgningen af det omtalte beløb gældende over for den sagsøgte medlemsstat, selv om denne oprindeligt indgik i påstanden om manglende opfyldelse af forpligtelserne i den foreliggende sag.

48.      Det må ud fra disse betragtninger konkluderes, at forpligtelsen til tilbagesøgning, som på tidspunktet for Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder påhviler Den Hellenske Republik i henhold til artikel 2 og 3 i beslutningen fra 2002, vedrører støtte i form af manglende betaling af følgende: i) leje til forskellige regionale lufthavne og ii) »spatosimo«-afgift.

b)      Opfyldelsen af forpligtelsen til tilbagesøgning

i)      Skyldige lejeafgifter til forskellige regionale lufthavne

49.      I betragtning 206 til beslutningen fra 2002 opgøres OA’s manglende betaling af lejeafgifter til lufthavne for perioden 1998-2001 til i alt 2,46 mio. EUR. I svaret på den begrundede udtalelse har Den Hellenske Republik påpeget, at OA’s gæld til DAC vedrørende manglende betaling af nævnte lejeafgifter delvist var blevet modregnet for et beløb på ca. 2,3 mio. EUR og delvist var blevet annulleret, men at der i den forbindelse stadig skulle betales 176 082,17 EUR vedrørende en faktura, som OA havde anfægtet, og 478 609,91 EUR vedrørende en faktura udstedt til Olympic Aviation, et selskab i OA-koncernen, som også var blevet anfægtet. I duplikken anfører den græske regering, at DAC har foretaget en ny undersøgelse af OA’s gæld vedrørende manglende betaling af lejeafgifter til lufthavnene, og at det fremgår heraf, at det kun var 1 818 027 EUR og ikke som tidligere angivet 2,3 mio. EUR, der faktisk var blevet tilbagebetalt. Forskellen skyldes, at Olympic Aviations klage var blevet afvist.

–       Tilbagebetaling af beløbet på 1 818 027 EUR

50.      Den Hellenske Republik anfører, at dette beløb er blevet tilbagebetalt i juni 2006. Kommissionen anfører dels, at den vedlagte dokumentation til Grækenlands svar på den begrundede udtalelse ikke klart angav, hvordan dette beløb var blevet tilbagebetalt, og dels, at de erklæringer, som først blev forelagt ved Domstolen, ikke gør det muligt at påvise den faktiske tilbagebetaling.

51.      Den Hellenske Republik har på et spørgsmål fra Domstolen om, hvordan tilbagebetalingen var blevet udført, først og fremmest henvist til oplysningerne i svaret på den begrundede udtalelse, hvoraf det fremgår, at de fire fakturaer til et samlet beløb af 1 087 141,43 EUR, som DAC udstedte, var blevet annulleret ved beslutning af 3. december 2003 på grund af fejl i taksterne og erstattet af en faktura på et beløb af 605 072,63 EUR. Svarskrivelsen på den begrundede udtalelse er vedlagt denne beslutning, hvori der nævnes 14 fakturaer, herunder de fire omtalte, til et samlet beløb af 2 690 281,91 EUR. Denne beslutning vedrører et andet beløb end det, Den Hellenske Republik har angivet, både i svaret på den begrundede udtalelse og i svaret på Domstolens skriftlige anmodninger, og angiver ikke begrundelsen for, at DAC har annulleret og erstattet de omtalte fakturaer. Herudover oplyses det i femte betragtning til nævnte beslutning, at de annullerede fakturaer alle vedrører leje af plads i den gamle lufthavn i Athen i en periode, som ligger efter (34) den periode, der er nævnt i betragtning 206 til beslutningen fra 2002 (1998-2001). Jeg vil til sidst påpege, at de fremlagte beviser for betaling af beløbet på 605 072,63 EUR, svarende til den nye faktura, der skulle erstatte de forrige, består af tre dokumenter – et fra DAC dateret den 28. september 2007 og to fra skattemyndighederne, hvoraf det ikke fremgår, hvordan betalingen er blevet udført. Under sådanne omstændigheder anfører Kommissionen berettiget, at disse erklæringer ikke påviser den faktiske tilbagebetaling.

52.      Den sagsøgte regering henviste derefter til finans- og økonomiministerens dekret af 8. februar 2005, som er vedlagt de græske myndigheders svar på den begrundede udtalelse, hvormed der træffes bestemmelse om, at der kan foretages modregning af gensidig gæld og tilgodehavender mellem OA og DAC for et samlet beløb på 1 073 371,93 EUR. Denne modregning vedrørte også OA’s gæld i forbindelse med den manglende betaling af tre fakturaer for lufthavnslejeafgifter for et samlet beløb på 349 081,73 EUR (35). Ud over det faktum, at det af tabellen i punkt 3.78 i svaret på den begrundede udtalelse fremgår, at to af de tre omtalte fakturaer (nr. 4082/01 og nr. 227/02) vedrører serviceydelser leveret til OA fra januar til april 2002, dvs. efter den periode, der nævnes i betragtning 206 til beslutningen fra 2002, har den sagsøgte regering ikke oplyst, hvilken del af DAC’s gæld til OA der skulle være blevet modregnet. Disse oplysninger kan heller ikke udledes af ministerdekretet, hvormed der træffes bestemmelse om modregningen, eller af erklæringerne fra skattemyndighederne, som er blevet forelagt Domstolen.

53.      Som ovenfor anført (36) har Domstolen præciseret, at såfremt medlemsstaten tilbagebetaler statsstøtte på anden måde end ved kontant betaling, skal denne forelægge Kommissionen alle oplysninger herom, så det er muligt at undersøge, om det valgte middel opfylder forpligtelsen om tilbagebetaling. I denne sag påpeger Kommissionen, at oplysningerne fra Den Hellenske Republik ikke gør det muligt at identificere den del af den græske stats gæld til OA, som skulle være blevet modregnet.

54.      Således som foreslået af Kommissionen, mener også jeg, at såfremt medlemsstaten beslutter at tilbagebetale støtten ved hjælp af modregning, skal det i hvert fald klart fremgå af den fremførte dokumentation, hvilken type fordringer støttemodtageren har over for staten med henblik på modregning, samt hvilket beløb og hvilken periode disse fordringer henviser til. Disse oplysninger skal forelægges Kommissionen, eventuelt ved fremlæggelse af de pågældende fakturaer. Som det korrekt påstås af Kommissionen, er det efter min mening ikke tilstrækkeligt til at påvise, at tilbagebetalingen er blevet udført korrekt ved modregning, at der fremlægges en officiel erklæring fra den pågældende medlemsstats myndigheder, hvoraf det blot fremgår, at støttemodtagerens gæld til staten i forbindelse med tildeling af statsstøtte er blevet modregnet.

55.      I denne sag synes oplysningerne fra den græske regering ikke som anført af Kommissionen at være tilstrækkelige til at bekræfte den faktiske tilbagebetaling af beløbet på 349 081,73 EUR, svarende til de tre fakturaer, der er nævnt i punkt 51 ovenfor.

56.      Jeg er således enig med Kommissionen i, at den sagsøgte medlemsstats dokumentation ikke er tilstrækkelig til at bevise tilbagesøgningen af beløbet på 1 818 027 EUR, der skulle være blevet tilbagebetalt af OA i juni 2006 som del af den støtte, der nævnes i betragtning 206 til beslutningen fra 2002.

–       Tilbagebetaling af 176 082,18 EUR i henhold til DAC’s faktura nr. 3307/98

57.      Som den græske regering anfører i svarskriftet, var det beløb, som OA stadig skyldte for ikke betalte lufthavnslejeafgifter, efter den påståede tilbagebetaling af 1 818 027 EUR, der er nævnt i det foregående, lig med 654 692 EUR (176 082,18 EUR + 478 606,91 EUR). Af dette beløb skulle 176 082,18 EUR samt renter, dvs. i alt 352 808,78 EUR, være blevet tilbagebetalt den 31. august 2007. Som svar på en skriftlig anmodning i henhold til artikel 54a i procesreglementet har den græske regering anført, at dette beløb var blevet modregnet i de beløb, OA blev tildelt i skadeserstatning i medfør af voldgiftsafgørelse nr. 57/2006. Hvad angår bevis for opfyldelse af forpligtelsen til tilbagebetaling af dette beløb gøres betragtningerne i punkt 40 og 41 ovenfor gældende.

–       Tilbagebetaling af 478 606,91 EUR i henhold til DAC’s faktura nr. 4175/99 udstedt til Olympic Aviation

58.      Dette fakturabeløb samt renter til et samlet beløb af 933 289,41 EUR er angiveligt tilbagebetalt den 2. oktober 2007 ved modregning af gensidig gæld og tilgodehavender mellem OA og DAC. Som bevis herfor har den græske regering i svarskriftet vedlagt den græske finans- og økonomiministers dekret, hvormed der træffes bestemmelse om modregningen, samt en skrivelse af 17. oktober 2007 fra DAC til OA, hvortil der er vedlagt en detaljeret oversigt over de beløb, der er blevet modregnet. Af nævnte oversigt fremgår det, at OA’s fordringer mod DAC vedrørte førstnævntes service på sidstnævntes fly i perioden fra den 1. januar 2004 til den 31. juli 2007. Til svarskriftet er der vedlagt to skrivelser fra DAC til OA: den første dateret den 2. oktober 2007, hvori det bekræftes, at hvad angår de skyldige lufthavnslejeafgifter for perioden 1998-2001 »er hele OA’s gæld blevet betalt, annulleret, modregnet eller overført til de kompetente skattemyndigheder med henblik på bekræftelse og tilbagebetaling«, den andet dateret den 19. oktober 2007, hvori det bekræftes, at OA’s gæld, som er blevet modregnet ved ministerdekret af 2. oktober 2007, også omfattede den omtalte faktura på 478 606,91 EUR samt renter.

59.      Den græske regerings oplysninger om tilbagesøgningen af det omtalte beløb og navnlig oplysningerne i den vedlagte oversigt til DAC’s skrivelse af 17. oktober 2007 er mere detaljerede, og i modsætning til, hvad Kommissionens hævder, gør de det muligt at redegøre med tilstrækkelig klarhed for OA’s tilgodehavender hos DAC, som blev brugt til modregning, med hensyn til typen, størrelsen og den periode, de vedrørte.

–       Konklusioner vedrørende opfyldelsen af forpligtelsen til tilbagesøgning af støtten i henhold til betragtning 206 til beslutningen fra 2002

60.      På baggrund af det ovenfor anførte mener jeg, at det på tidspunktet for Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder er blevet bevist, at forpligtelsen til tilbagesøgning af støtten hos OA i henhold til betragtning 206 til beslutningen fra 2002 i form af manglende betaling af lufthavnslejeafgifter i perioden 1998-2001 til et samlet beløb af 2,46 mio. EUR ikke er blevet opfyldt. Det gælder dog ikke for beløbene på 176 082,18 EUR, svarende til DAC’s faktura nr. 3307/98, og 478 606,91 EUR, svarende til DAC’s faktura nr. 4175/99, vedrørende serviceydelser leveret til Olympic Aviation.

ii)    Tilbagebetaling af »spatosimo«-afgiften

61.      I betragtning 208 til beslutningen fra 2002 nævnes støtteforanstaltningen i form af tolerance over for OA’s manglende betaling af afgiften til modernisering og udvidelse af lufthavnene, den såkaldte spatosimo-afgift, for perioden fra december 2000 til februar 2002 og for marts måned 1999, som beløb sig til i alt ca. 60 999 156 EUR.

62.      I svarskriftet påstår Den Hellenske Republik, at den flere gange havde oplyst Kommissionen om, at en del af det skyldige afgiftsbeløb for den omtalte periode var blevet betalt inden vedtagelsen af beslutningen af 2002. Beviser for betaling af afgifter for et samlet beløb af 22 806 158,87 EUR skulle være sendt til Kommissionen i et bilag til en skrivelse af 26. juni 2003 fra den daværende transportgeneralsekretær. De relevante passager fra denne skrivelse og de vedlagte dokumenter er blevet fremlagt for Domstolen. Som påpeget af Kommissionen, består de omtalte betalingsbilag dels af en række formularer, der er udfærdiget af OA, men ingen af dem bærer i det dertil egnede felt et stempel fra den bank, der skulle have modtaget betalingen (Trapeza tis Ellados), og dels en oversigt over OA’s kontobevægelser, der er ulæselig. Under disse omstændigheder er jeg enig med den sagsøgende institution i, at den fremlagte dokumentation er utilstrækkelig til at bevise, at de omtalte beløb faktisk blev betalt.

63.      Hvad angår DAC’s skrivelse af 2. oktober 2007 til OA, som er vedlagt svarskriftet, og hvori det bekræftes, at OA den 24. september 1999 og den 29. juni 2001 har indbetalt et samlet beløb på 22 806 158,87 EUR til dækning af »spatosimo«-afgiften for henholdsvis marts måned 1999 og for perioden fra december 2000 til maj 2001, mener jeg ikke, at skrivelsen udgør tilstrækkeligt bevis for, at betalingen faktisk er sket, da der mangler de pågældende bilag. Det samme gælder efter min mening også erklæringen om OA’s skattemæssige situation, som er vedlagt svarskriftet, og hvoraf det fremgår, at selskabet pr. 29. januar 2008 ikke har nogen gæld til staten.

64.      Hvad angår det skyldige beløb for »spatosimo«-afgiften, der efter betaling af ovennævnte beløb på 22 806 158,87 EUR beløber sig til 38 192 997 EUR, har den græske regering som svar på en række skriftlige anmodninger i henhold til procesreglementets artikel 54a påpeget, at det sammen med de påløbne renter pr. 31. august 2007 er blevet modregnet i den skadeserstatning, som staten skulle betale i medfør af den nævnte voldgiftsafgørelse nr. 57/2006. Hvad angår bevis for opfyldelse af forpligtelsen til tilbagebetaling af dette beløb henvises til betragtningerne i punkt 40 og 41.

c)      Konklusioner vedrørende opfyldelse af forpligtelsen til tilbagesøgning af støtten i henhold til artikel 2 i beslutningen fra 2002

65.      På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger finder jeg det bevist, at Den Hellenske Republik frem til Domstolens undersøgelse af sagens faktiske omstændigheder ikke har opfyldt sin forpligtelse i henhold til bestemmelserne i artikel 2 og 3 i beslutningen fra 2002 hvad angår i) tilbagesøgning hos OA af den støtte, der er nævnt i betragtning 206 til beslutningen fra 2002, og som består i fortsat manglende betaling af de skyldige lufthavnsafgifter for perioden 1998-2001 til et samlet beløb af 2,46 mio. EUR, med undtagelse af beløbet på 176 082,18 EUR, svarende til DAC’s faktura nr. 3307/98, og beløbet på 478 606,91 EUR, svarende til DAC’s faktura nr. 4175/99, for serviceydelser til Olympic Aviation, og ii) tilbagesøgning hos OA af den støtte, der er nævnt i betragtning 208 til beslutningen fra 2002, og som består i fortsat manglende betaling af den såkaldte spatosimo-afgift til et samlet beløb af 60 999 156 EUR, med undtagelse af et beløb på 38 192 997 EUR.

B –    De økonomiske sanktioner

66.      I 2005 vedtog Kommissionen en ny meddelelse om gennemførelse af artikel 228 EF (herefter »meddelelsen fra 2005«) (37). I punkt 10 i denne meddelelse har Kommissionen anført, at det er nødvendigt at undgå, at for sen opfyldelse fra medlemsstaternes side ikke medfører nogen sanktioner og derfor ikke forebygges effektivt, og at den derfor har ændret praksis i forhold til de to foregående meddelelser (38) og fremover systematisk vil anmode om en tvangsbøde og betaling af et fast beløb, når den anlægger sag i henhold til artikel 228 EF. I nærværende sag foreslår Kommissionen i overensstemmelse med disse retningslinjer, at Domstolen idømmer Den Hellenske Republik begge økonomiske sanktioner.

1.      Tvangsbøden

a)      Parternes argumenter

67.      Kommissionen mener, at en tvangsbøde på 53 611 EUR pr. dag, hvormed opfyldelsen af dommen fra 2005 forsinkes, regnet fra afsigelsen af dommen i nærværende sag, på korrekt vis afspejler den påståede overtrædelses karakter og varighed samt tager højde for behovet for at sikre, at sanktionen virker som et tvangs- og afskrækkelsesmiddel. I overensstemmelse med beregningsmetoden i punkt 14 i meddelelsen fra 2005 er dette beløb fastlagt ved multiplikation af en ensartet grundsats på 600 EUR pr. dag med en koefficient, der afspejler overtrædelsens karakter, og en koefficient, der afspejler dens varighed, og ved multiplikation af dette resultat med en fast sats, »n-faktoren«, der tager hensyn til både den pågældende medlemsstats betalingsevne, som beregnes ud fra dens bruttonationalprodukt, og det antal stemmer, den har i Rådet. Denne koefficient er for Grækenland fastsat til 4,38. Hvad angår overtrædelsens karakter har Kommissionen anvendt en koefficient på 12 på en skala fra 1 til 20 under hensyn både til betydningen af den fællesskabsretlige bestemmelse, der er overtrådt, og til overtrædelsens følger for interesser af generel og individuel art. Hvad angår til overtrædelsen varighed har Kommissionen taget hensyn til den periode på 17 måneder, der er gået fra tidspunktet for afsigelsen af dommen fra 2005 (den 12.5.2005) og indtil det tidspunkt, hvor Kommissionen besluttede at indbringe sagen for Domstolen (den 18.10.2006), og således anvendt en koefficient på 1,7 i overensstemmelse med punkt 17 i meddelelsen fra 2005. Kommissionen gør det dog muligt for Domstolen at fastsætte en højere koefficient, som tager højde for den periode, der er gået, fra den sagsøgende institution besluttede at indbringe sagen for Domstolen, og indtil Domstolen undersøger sagens faktiske omstændigheder.

68.      Den Hellenske Republik har principalt gjort gældende, at Kommissionens krav om, at den dømmes til betaling af en tvangsbøde, er grundløst og bør forkastes, idet dommen fra 2005 er blevet fuldt ud opfyldt. Subsidiært gør den gældende, at det af Kommissionen anførte beløb er uforholdsmæssigt højt og skal reduceres af følgende tre årsager. For det første blev dommen fra 2005 opfyldt inden for kort tid på trods af manglende samarbejde fra Kommissionens side og den uklare ordlyd af beslutningen fra 2002. For det andet annullerede Retten delvist den omtalte beslutning med den konsekvens, at der ikke kan fremføres påstand om traktatbrud i forbindelse med de støttebeløb, der er omfattet af denne annullation. For det tredje er den koefficient, der er fastsat af Kommissionen vedrørende overtrædelsens karakter, uforholdsmæssigt stor både i forhold til de koefficienter, der er anvendt i andre tilfælde, hvor der var tale om mere alvorlige overtrædelser, og i forhold til overtrædelsens konkrete følger for interesser af generel og individuel art. I den forbindelse påpeger den græske regering bl.a., at OA indstillede alle luftfartsaktiviteter, og at den forsinkede tilbagesøgning af støtten derfor ikke fortsat fordrejede konkurrencen i luftfartssektoren.

b)      Bedømmelse

69.      I henhold til fast retspraksis er en eventuel pålæggelse af en tvangsbøde i medfør af artikel 228 EF, som Domstolen ofte har anvendt som tvangsmiddel i forbindelse med traktatbrud (39), i princippet kun berettiget, såfremt der fortsat foreligger et traktatbrud på grund af manglende opfyldelse af Domstolens tidligere dom (40). Da jeg ud fra de ovenfor anførte betragtninger foreslår Domstolen at fastslå, at der stadig foreligger et traktatbrud i nærværende sag, bør Kommissionens krav om, at den sagsøgte medlemsstat idømmes en tvangsbøde, efter min mening tages til følge.

70.      Den af Kommissionen foreslåede tvangsbøde er beregnet efter den metode, der er fastsat i meddelelsen fra 2005. I den forbindelse har Domstolen flere gange understreget, at retningslinjer som dem, der fastsættes i Kommissionens meddelelser, ikke er bindende for Domstolen, men medvirker til at sikre gennemsigtigheden, forudsigeligheden og retssikkerheden af Kommissionens handlinger (41). De forslag, Kommissionen fremsætter ud fra disse retningslinjer, er ikke bindende for Domstolen og udgør således kun et nyttigt sammenligningsgrundlag (42).

71.      Da tvangsbøden har til formål at pålægge den medlemsstat, som ikke efterkommer forpligtelsen til at opfylde en traktatbrudsdom, et økonomisk pres, der tilskynder den til at bringe det fastslåede traktatbrud til ophør, skal størrelsen på tvangsbøden følgelig fastsættes under hensyn til den grad af pression, som er nødvendig for at få den pågældende medlemsstat til at ændre sin adfærd (43). Når Domstolen udøver sit skøn, tilkommer det den at fastsætte tvangsbøden således, at denne på den ene side er afpasset efter omstændighederne og på den anden side er proportional med det fastslåede traktatbrud såvel som med den pågældende medlemsstats betalingsevne (44). Under denne synsvinkel er de grundkriterier, der skal tages i betragtning for at sikre tvangsbødens egenskab af tvangsmiddel med henblik på en ensartet og effektiv anvendelse af fællesskabsretten, i princippet overtrædelsens varighed, dens grad af grovhed og den pågældende medlemsstats betalingsevne (45). Disse kriterier adskiller sig i det væsentlige ikke fra de kriterier, som Kommissionen har anført i sine meddelelser om gennemførelsen af artikel 228 EF (46).

72.      I denne sag er jeg hvad angår overtrædelsens karakter enig med Kommissionen i, at det principielt er berettiget at anvende en højere koefficient, fordi traktatens bestemmelser om statsstøtte er vigtige for at kunne indføre et system, der sikrer, at konkurrencen ikke fordrejes på fællesmarkedet. Forpligtelsen til tilbagesøgning af støtte, som er uforenelig med fællesmarkedet, udgør den logiske følge af det forbud, der er fastsat i disse bestemmelser. Det skal herudover påpeges, at efter beslutningen fra 2002 har Kommissionen fastslået, at der er tildelt ny støtte til OA (beslutningen fra 2005), og at Domstolen i 2008 har fastslået, at Grækenland ikke har opfyldt sin forpligtelse til også at tilbagesøge denne støtte.

73.      Ved fastsættelsen af den koefficient, som bør anvendes i denne sag, er det dog efter min mening hensigtsmæssigt også at tage højde for de nedenfor anførte omstændigheder, der medvirker til at gøre overtrædelsen mindre alvorlig. Der skal først og fremmest tages hensyn til, at det støttebeløb, som der stadig foreligger en forpligtelse til at tilbagesøge, hvilket endnu ikke er sket, er langt mindre end det beløb, Kommissionen tog hensyn til under bedømmelsen af overtrædelsens karakter (47). I forbindelse hermed skal der ikke kun tages højde for Rettens delvise annullation af beslutningen fra 2002 efter sagens anlæg. Der skal også tages hensyn til, at Kommissionen indledningsvis også anfægtede den sagsøgte medlemsstats manglende tilbagesøgning af støtten i henhold til betragtning 209 til denne beslutning, og – hvis man følger mit forslag – til de dele af overtrædelsen, som Kommissionen ikke har bevist den aktuelle tilstedeværelse af.

74.      Hvad angår følgerne af den manglende opfyldelse af dommen fra 2005 for interesser af generel og individuel art skal det påpeges, at det ikke fremgår af sagsakterne, at Kommissionen ved betragtningen af disse følger med henblik på at bedømme overtrædelsens karakter specifikt har undersøgt følgerne i forbindelse med OA’s overdragelse af lufttransporten til NOA i december 2003. Selv om det er korrekt, at denne overdragelse til det nye driftsselskab indebærer en overførsel af de af OA modtagne støttebeløb, og at konkurrencen i luftfartssektoren således stadig er fordrejet, har Kommissionen i den foreliggende sag begrænset sig til at gøre det fuldstændig klart, at der forelå en sådan overførsel (48). Under disse omstændigheder er det svært fuldt ud at bedømme den aktuelle overtrædelses følger for de operatører, der er aktive på markedet (49). Det skal dog påpeges, at Domstolen i dommen fra 2005 har fastslået, at den omtalte overførsel »har [...] affødt en hindring for gennemførelsen af [beslutningen fra 2002] og for tilbagesøgningen af den støtte, hvormed den græske stat har støttet selskabets kommercielle aktiviteter«, og derfor »er formålet med nævnte beslutning, som er at genskabe en konkurrencesituation inden for luftfartssektoren, som ikke er fordrejet, blevet alvorligt bragt i fare« (50).

75.      Jeg mener endelig ikke, at Den Hellenske Republiks argument om, at Kommissionen ikke samarbejdede i forbindelse med gennemførelsen af tilbagesøgningen, bør tages til følge. Selv om visse sagsakter vidner om en besværet kommunikation mellem den sagsøgte medlemsstat og den sagsøgende institution, mener jeg ikke, at man samlet set kan beskylde den ene eller den anden part for at have udvist en adfærd, der er i modstrid med pligten til loyalt samarbejde i medfør af artikel 10 EF og dermed berettiger til en skærpende eller formildende omstændighed afhængig af den pågældende sag.

76.      På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger synes en koefficient for overtrædelsens karakter på 12 (på en skala fra 1 til 20), som Kommissionen foreslår, at være alt for høj. Jeg mener derimod, at en koefficient på 3 på mere korrekt vis afspejler karakteren af den omhandlede overtrædelse.

77.      Hvad angår overtrædelsens varighed skal det påpeges, at det ifølge retspraksis er blevet klarlagt, at den pågældende koefficient skal fastsættes »med henvisning til det tidspunkt, hvor Domstolen har vurderet de faktiske omstændigheder, og ikke til det tidspunkt, hvor sagen blev indbragt for den af Kommissionen, idet Domstolens skønskompetence desuden ikke er begrænset af den skala fra 1 til 3, som Kommissionen har foreslået« (51). I denne sag er der gået mere end tre et halvt år fra det tidspunkt, hvor dommen fra 2005 blev afsagt (52). I en sag med et lignende tidsspand fandt Domstolen det passende at benytte koefficienten 2 ved bedømmelsen af overtrædelsens varighed (53). Jeg mener, der bør anvendes samme koefficient i nærværende sag.

78.      Med hensyn til den pågældende medlemsstats betalingsevne har Domstolen endelig anset den beregningsmåde, som Kommissionen foreslår i sine meddelelser, for passende, da den »er et passende udtryk for denne medlemsstats betalingsevne, samtidig med at der opretholdes en rimelig forskel mellem de forskellige medlemsstater« (54). Jeg mener, det er hensigtsmæssigt at anvende koefficienten på 4,38, som blev fastsat for Grækenland i meddelelsen fra 2005.

79.      Ved at multiplicere grundsatsen på 600 EUR med de foreslåede koefficienter, som er 3 for overtrædelsens karakter og 2 for overtrædelsens varighed samt 4,38 for den pågældende medlemsstats betalingsevne, nås der frem til et beløb på 15 768 EUR for hver dag, overtrædelsen varer. Jeg mener, at dette beløb er passende i betragtning af tvangsbødens egenskab af tvangsmiddel.

2.      Det faste beløb

a)      Parternes argumenter

80.      Med henblik på beregning af det faste beløb foreslår Kommissionen, at man multiplicerer et beløb på 200 EUR pr. dag med koefficienterne 12 (overtrædelsens karakter) og 4,38 (medlemsstatens betalingsevne), som også blev foreslået med henblik på beregning af tvangsbøden. Beløbet på 10 512 EUR pr. dag, der fremkommer ved denne beregning, skal ifølge Kommissionen opkræves for den periode, der strækker sig fra tidspunktet for afsigelsen af dommen fra 2005 til tidspunktet for afsigelsen af dommen i nærværende sag.

81.      Principalt gør Den Hellenske Republik gældende, at den ikke bør dømmes til betaling af et fast beløb, da den har sørget for hurtig og fuldstændig opfyldelse af dommen fra 2005. Såfremt Domstolen måtte beslutte, at denne opfyldelse ikke er sket, bør det ifølge den sagsøgte medlemsstat subsidiært udelukkes, at sanktionerne i henhold til artikel 228 EF eventuelt kan kumuleres, idet begge typer sanktioner har samme formål. Den Hellenske Republik påpeger også, at Domstolen kun i én tilfælde har anvendt en tvangsbøde og et fast beløb samtidigt under særlige omstændigheder, der især havde med overtrædelsens varighed at gøre. Endelig gør den græske regering gældende, at det af Kommissionen anførte beløb er alt for højt. Argumenterne i denne forbindelse er i det væsentlige de samme som ved anfægtelsen af tvangsbødens størrelse.

b)      Bedømmelse

82.      Den Hellenske Republiks principale påstand om, at der ikke kan pålægges sanktioner i henhold til artikel 228 EF, hvis der ikke foreligger et traktatbrud på det pågældende tidspunkt, er i modstrid med en af Domstolens seneste domme, hvor den sagsøgte medlemsstat blev dømt til betaling af et fast beløb på trods af, at den dom, der oprindeligt fastslog traktatbruddet, på tidspunktet for dommens afsigelse var blevet korrekt og fuldstændig opfyldt (55). Det følger heraf, at selv om Domstolen – i modsætning til mit forslag – konkluderer, at Den Hellenske Republik har opfyldt dommen fra 2005 fuldt ud, er det ikke tilstrækkeligt til, at denne medlemsstat kan unddrage sig at blive dømt til betaling af et fast beløb.

83.      Hvad angår de subsidiære argumenter, som den sagsøgte regering har fremført, mener jeg, at antagelsen om, at sanktionerne i henhold til artikel 228 EF ikke kan pålægges samtidigt på grund af deres fælles formål, bør afvises. Selv om der ses bort fra det faktum, at Domstolen allerede har anvendt tvangsbøder og faste beløb samtidigt, er jeg netop i lyset af den dom, der er nævnt i ovenstående punkt, ikke enig i denne antagelse. I denne dom bekræftede Domstolen en tendens, der allerede er set i tidligere retspraksis, idet den klart adskilte de to sanktioner efter deres formål og betingelserne for deres anvendelse. Tvangsbøder har i det væsentlige det formål »at tilskynde en medlemsstat til hurtigst muligt at bringe et traktatbrud til ophør, når dette, såfremt en sådan foranstaltning ikke træffes, ville have tendens til at vare ved« (56), og som følge heraf er anvendelsen af tvangsbøder betinget af, at overtrædelsen varer ved. Det faste beløb har derimod til formål at pålægge sanktioner for traktatbrud på grund af dets følger og varighed samt at hindre lignende overtrædelser fremover. Denne sanktion kan således også vedrøre en overtrædelse, der i mellemtiden er bragt til ophør. På grund af sanktionernes forskellige formål kan en samtidig anvendelse af de to sanktioner principielt ikke udelukkes, selv om det endelige formål med pålæggelsen af sanktionerne er det samme, nemlig at sikre, at medlemsstaterne anvender fællesskabsretten effektivt (57).

84.      Jeg vil herudover påpege, at første gang Domstolen anvendte begge sanktioner, præciserede den, at dens opgave er »under hensyn til omfanget af den pression og præventive virkning, den finder påkrævet, at fastsætte de økonomiske sanktioner, der er egnede til at sikre den hurtigst mulige opfyldelse af dommen [...] og forebygge en gentagelse af lignende overtrædelser af fællesskabsretten« (58). Domstolen beslutter således, om den vil anvende den ene eller den anden sanktion eller eventuelt anvende dem samtidigt på baggrund af omstændighederne i den konkrete sag og det påkrævede omfang af pression og præventiv virkning, uden at den er bundet af overtrædelsens karakter og varighed, når den skal vælge mellem de mulige foranstaltninger. En pålæggelse af både tvangsbøde og et fast beløb kan f.eks. vise sig særligt egnet i tilfælde, hvor det kun er en del af en traktatbrudsdom, der er opfyldt for sent, og hvor tvangsbøden er afpasset efter de dele af traktatbruddet, der stadig ikke er bragt til ophør. I sådanne tilfælde gør en tilpligtelse af medlemsstaten til at betale et fast beløb det muligt også at pålægge den sanktioner for overtrædelser, der i mellemtiden er bragt til ophør.

85.      Med disse bemærkninger vil jeg påpege, at pålæggelse af et fast beløb ifølge Domstolen ikke har den automatiske karakter, som Kommissionen fastslår i meddelelsen fra 2005, men i det enkelte tilfælde bør »ske på grundlag af samtlige relevante forhold, som vedrører såvel særegenhederne ved det fastslåede traktatbrud som den holdning, der blev indtaget af den pågældende medlemsstat, efter at proceduren ifølge artikel 288 EF var blevet indledt« (59). I den forbindelse vil jeg påpege, at Domstolen i sagen Kommissionen mod Frankrig især lagde vægt på den omstændighed, at den sagsøgte medlemsstat allerede i flere domme var blevet domfældt på grundlag af artikel 226 EF for traktatbrud på det område, der også var tale om i den pågældende sag (60).

86.      På baggrund af de ovenfor anførte kriterier mener jeg, at pålæggelsen af et fast beløb er berettiget i denne sag. Det skyldes primært betragtningerne vedrørende overtrædelsens karakter i punkt 72 ovenfor, dvs. betydningen af de overtrådte bestemmelser og den omstændighed, at Den Hellenske Republik allerede har været genstand for to andre traktatbrudssager for manglende tilbagesøgning af uforenelige støttebeløb, der var blevet udbetalt til samme støttemodtager.

87.      Hvad angår overtrædelsens varighed fra afsigelsen af dommen fra 2005 skal der tages højde for, at de gennemførelsesforanstaltninger, som ifølge de hellenske myndigheder skulle have sikret tilbagesøgningen af en del af den omtalte støtte, først blev truffet i perioden fra august til oktober 2007, og at dele af overtrædelsen har pågået i mere end tre et halvt år efter afsigelsen af nævnte dom. Efter at have gennemgået sagen mener jeg ikke, at en sådan forsinkelse er berettiget, især ikke hvis man tager hensyn til, at de fleste af de foranstaltninger, der blev meddelt Kommissionen i løbet af sagens administrative procedure, stort set svarer til dem, som den sagsøgte medlemsstat allerede havde truffet forud for dommen fra 2005, og som Domstolen havde fundet utilstrækkelige til at sikre en faktisk tilbagesøgning af støtten. Hvad angår de vanskeligheder i den nationale lovgivning, som Den Hellenske Republik stødte på ved opfyldelsen af sine forpligtelser, skal det påpeges dels, at en medlemsstat ikke kan påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at forpligtelser, der følger af fællesskabsretten, ikke overholdes (61), og dels, at anvendelsen af nationale procedurer for tilbagesøgning af støtte, der er erklæret uforenelig i henhold til artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 659/1999, ifølge fast retspraksis er underlagt den betingelse, at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning (62). Herudover har Domstolen, som Kommissionen har påpeget, fastslået i Scott-dommen, at en national procedure, der indebærer opsættende virkning for søgsmål anlagt mod tilbagebetalingspåkrav udstedt med henblik på tilbagesøgning af en tildelt støtte, ikke giver mulighed for »omgående og effektiv« gennemførelse af den beslutning, der pålægger tilbagesøgningen, og således ikke opfylder kravene i den nævnte bestemmelse i forordning nr. 659/1999 (63).

88.      Ved fastsættelsen af det faste beløb mener jeg, at der også skal tages hensyn til betragtningerne i punkt 73 og 74 ovenfor hvad angår henholdsvis reduktion af det samlede støttebeløb, der først skulle tilbagesøges, og vurdering af følgerne af, at overtrædelsen stadig pågår.

89.      Set i lyset af det ovenfor anførte mener jeg, at et fast beløb på 2 mio. EUR er passende, henset til omstændighederne i sagen.

3.      Sagens omkostninger

90.      I medfør af procesreglementets art. 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Hellenske Republik betaler disse omkostninger, og da traktatbruddet er blevet fastslået, bør sidstnævnte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

V –    Forslag til afgørelse

91.      På baggrund af det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen at fastslå følgende i den foreliggende sag:

»1)      Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 228, stk. 1, EF, da den ikke inden for fristen i den begrundede udtalelse har truffet alle de nødvendige foranstaltninger – eller i hvert fald ikke har oplyst Kommissionen herom – til opfyldelse af dommen af 12. maj 2005 i sagen Kommissionen mod Grækenland (sag C-415/03) vedrørende manglende tilbagesøgning af det støttebeløb, der blev fundet retsstridigt og uforeneligt med fællesmarkedet – bortset fra socialsikringsbidrag – i medfør af artikel 3 i Kommissionens beslutning 2003/372/EF af 11. december 2002 om støtte fra den græske stat til Olympic Airways.

2)      Den Hellenske Republik betaler via kontoen »Det Europæiske Fællesskabs egne indtægter« Kommissionen en tvangsbøde på 15 768 EUR for hver dags forsinkelse med at vedtage og/eller meddele Kommissionen de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen i sagen Kommissionen mod Grækenland, regnet fra afsigelsen af nærværende dom til opfyldelsen af ovennævnte dom i sagen Kommissionen mod Grækenland.

3)      Den Hellenske Republik betaler via kontoen »Det Europæiske Fællesskabs egne indtægter« Kommissionen et fast beløb på 2 mio. EUR.

4)      Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger.«

1 – Originalsprog: italiensk.

2 – Sag C-415/03, Kommissionen mod den Hellenske Republik, Sml. I, s. 3875.

3 – 2003/372/EF (EUT L 132, s. 1).

4 – Beslutning 94/696/EØF af 7.10.1994 om støtte fra den græske stat til Olympic Airways (EFT L 273, s. 22).

5 – EFT L 128, s. 1.

6 –      Lig med anden tranche af kapitaltilførslen, som blev godkendt i 1998.

7 – K(2005) 2706 om statsstøtte fra Grækenland til Olympic Airways og Olympic Airlines.

8 – Det drejer sig om sag T-415/05, Grækenland mod Kommissionen, sag T-416/05, Olympic Airlines mod Kommissionen, og sag T-423/05, Olympic Airways mod Kommissionen, som endnu verserer.

9 – Sag C-419/06, Kommissionen mod Grækenland, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.

10 – Præmis 33 og 34.

11 – Præmis 35.

12 – Præmis 39.

13 – Præmis 41.

14 – Præmis 44.

15 – Den Hellenske Republik hævder, at indgåelsen af aftalen om salg af NOA, i overensstemmelse med et aftalememorandum mellem den græske stat og Olympic Investors/York Capital af 5.8.2005, som blev meddelt til Kommissionen, var betinget af en opgørelse af den statsstøtte, der var blevet erklæret uforenelig med beslutningen fra 2005, og at forhandlingerne blev afbrudt på grund af manglende samarbejde fra Kommissionens side på dette punkt.

16 – Ifølge Den Hellenske Republik blev den begrundede udtalelse modtaget af statens Faste Repræsentation den 14.4.2006.

17 – Jf. dom af 12.7.2005, sag C-304/02, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 6263, præmis 30, og af 14.3.2006, sag C-177/04, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 2461, præmis 20.

18 – Jf. dommen af 12.7.2005 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i forrige fodnote, præmis 31, og af 14.3.2006 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i forrige fodnote, præmis 21.

19 – Dom af 12.12.2002, sag C-209/00, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 11695, præmis 32. Jf. også dom af 20.3.1997, sag C-24/95, Alcan Deutschland, Sml. I, s. 1591, præmis 24, af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, præmis 61, og af 20.9.1990, sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3437, præmis 12.

20 – EFT L 83, s. 1.

21 – Dom af 12.12.2002, Kommissionen mod Tyskland, nævnt i fodnote 19 ovenfor, præmis 34.

22 – Dom af 4.7.2000, sag C-387/97, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 5047, præmis 73.

23 – Jf. i denne retning dom af 22.9.1988, sag 272/86, Kommissionen mod Grækenland, Sml. s. 4875, præmis 21, og af 9.11.1999, sag C-365/97, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 7773, præmis 84-87, samt dommen af 12.7.2005 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 17 ovenfor, præmis 56.

24 – Dom af 25.5.1982, sag 96/81, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. s. 1791, præmis 7.

25 – Dommen af 12.12.2002 i sagen Kommissionen mod Tyskland, nævnt i fodnote 21 ovenfor, præmis 40-44.

26 – Helt præcist 41 085 840 EUR som hovedstol og 32 277 267 EUR som renter pr. 31.8.2007.

27 – Det skal her påpeges, at stævningen i den sag, der var genstand for nævnte voldgiftsafgørelse, er dateret 20.3.2006, og at Den Hellenske Republik gør gældende, at den straks gav Kommissionen meddelelse om sagsanlægget. Voldgiftsafgørelserne blev også nævnt i en meddelelse af 29.1.2008 til Kommissionen.

28 – 2007/2666/EF.

29 – Det fremgår dog ikke, at de omhandlede afgørelser formelt er blevet meddelt i forbindelse med denne procedure, hvormed betalingen af de skyldige beløb udsættes til gennemførelse heraf, eller at Kommissionen har forlangt en sådan henstilling. Hvis det var tilfældet, kunne OA eventuelt have påstået, at de udbetalte beløb var uerholdelige, og at betingelserne for gennemførelse af modregningen som følge heraf ikke var opfyldt.

30 – Sag T-68/02, Olympiaki Aeroporia Ypiresies mod Kommissionen, Sml. II, s. 2911.

31 – Punkt 1 og 2 i konklusionen.

32 – Min fremhævelse.

33 – Betragtning 151-153 er indsat i den del af beslutningen, der beskriver de nye ulovlige støttebeløb (punkt 5.2), der er ydet ved, at »den græske stat tolererer manglende eller for sen betaling samt andre former for fordelagtig behandling af OA i henhold til græsk skatte- og erhvervslovgivning« (punkt 5.2.2). Betragtning 209 findes i den del af beslutningen, der indeholder en vurdering af støtten (punkt 6), under overskriften »Påstået ny støtte i forbindelse med, at den græske stat tolerer, at OA undlader at betale skyldige beløb og får anden form for fordelagtig behandling efter den græske skatte- og erhvervslovgivning« (punkt 6.2.1.2). Jf. i denne retning dommen i sagen Olympiaki Aeroporia Ypiresies mod Kommissionen, nævnt i fodnote 30 ovenfor. Det skal her nævnes, at den internationale lufthavn i Athen åbnede den 28.3.2001, og at de omtalte afgifter derfor ikke kan vedrøre denne lufthavn.

34 – Fra april 2001 til september 2003.

35 – Det drejer sig om faktura nr. 3513/01 til et beløb af 116 833,81 EUR, faktura nr. 4082/01 til et beløb af 116 123,96 EUR og faktura nr. 227/02 til et beløb af 116 123,96 EUR.

36 – Jf. ovenfor, punkt 31.

37 – Kommissionens meddelelse af 13.12.2005 om gennemførelse af EF-traktatens artikel 228, SEK(2005) 1658.

38 – Fra henholdsvis 1996 og 1997.

39 – Jf. især dommen af 4.7.2000 i sagen Kommissionen mod Grækenland, nævnt i fodnote 22 ovenfor, præmis 90 og 92, og senest dom af 9.12.2008, sag C-121/07, Kommissionen mod Frankrig, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 27.

40 – Jf. i denne retning bl.a. dom af 18.7.2006, sag C-119/04, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 6885, præmis 45 og 46, og dommen af 9.12.2008 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 39 ovenfor, præmis 27.

41 – Jf. i denne retning dommen af 12.7.2005 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 17 ovenfor, præmis 85, og af 14.3.2006 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 17 ovenfor, præmis 70.

42 – Jf. dommen af 4.7.2000 i sagen Kommissionen mod Grækenland, nævnt i fodnote 22 ovenfor, præmis 89.

43 – Jf. i denne retning dommen af 12.7.2005 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 17 ovenfor, præmis 91, og af 14.3.2006 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 17 ovenfor, præmis 59 og 60.

44 – Jf. dommen af 12.7.2005 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 17 ovenfor, præmis 103, og af 14.3.2006 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 17 ovenfor, præmis 61.

45 – Jf. dom af 10.1.2008, sag C-70/06, Kommissionen mod Portugal, Sml. I, s. 1, præmis 39.

46 – Jf. dommen af 12.7.2005 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 17 ovenfor, præmis 104, og af 14.3.2006 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 17 ovenfor, præmis 62.

47 – På dette punkt er jeg ikke enig i Kommissionens argument om, at det støttebeløb, der skal tilbagesøges, ikke har noget med overtrædelsens karakter at gøre. For det første fremgår det således af stævningen, at Kommissionen har taget hensyn til dette beløb med henblik på at fastsætte koefficienten for overtrædelsens karakter, samtidig med at den har vurderet overtrædelsens følger for interesser af generel og individuel art, og for det andet henvises der i punkt 16.4 i Kommissionens meddelelse fra 2005 tydeligt til »de beløb, der er involveret i overtrædelsen« som eksempel på de faktorer, der skal tages hensyn til, når den fra sag til sag skal bedømme overtrædelsens følger for interesser af generel og individuel art.

48 – Jeg vil hermed påpege, at Kommissionen i beslutningen fra 2005 har konkluderet, at NOA er det selskab, der efterfulgte OA, i det mindste med henblik på tilbagesøgningen af statsstøtten inden opdelingen. Denne konklusion har NOA anfægtet i den verserende sag T-416/05.

49 – I den forbindelse forekommer det mig ikke relevant, at der i replikken henvises til, at OA fortsat leverer serviceydelser på landjorden, som også er liberaliserede ydelser. Med denne henvisning synes Kommissionen at antyde – uden fremlæggelse af bevis herfor – at der foreligger en mulig fordrejning af konkurrencen på et andet marked end det civile luftfartsmarked, som i øvrigt vil forudsætte, at det bevises, at fordelen i forbindelse med den af OA modtagne støtte ikke fuldt ud er blevet overført til NOA.

50 – Præmis 34.

51 – Jf. dom af 14.3.2006, Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 17 ovenfor, præmis 71, og af 10.1.2008, Kommissionen mod Portugal, nævnt i fodnote 45 ovenfor, præmis 44. Domstolen har ikke angivet, hvilket tidspunkt der skal tages højde for ved fastlæggelsen af »det tidspunkt, hvor Domstolen har vurderet de faktiske omstændigheder«, men det kan udledes af dommen af 10.1.2008 i sagen Kommissionen mod Portugal, at det ikke er tidspunktet for retsmødet. For forenklingens og gennemskuelighedens skyld finder jeg det ønskeligt, at dette tidspunkt falder sammen med tidspunktet for dommens afsigelse frem for tidspunktet for domsforhandlingerne, som ikke offentliggøres.

52 – Retspraksis angiver tydeligt, at overtrædelsens varighed skal regnes fra tidspunktet for afsigelsen af den dom, som først fastslog traktatbruddet (dom af 10.1.2008, Kommissionen mod Portugal, nævnt i fodnote 45 ovenfor, præmis 46). Den Hellenske Republiks argument om, at varigheden bør regnes fra udløbet af den frist, der er fastsat i den begrundede udtalelse i forbindelse med proceduren i henhold til artikel 228 EF, må derfor afvises.

53 – Dommen af 10.1.2008 i sagen Kommissionen mod Portugal, nævnt i fodnote 45 ovenfor, præmis 46.

54 – Jf. dommen af 4.7.2002 i sagen Kommissionen mod Grækenland, nævnt i fodnote 22 ovenfor, præmis 88, og af 12.7.2005 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 17 ovenfor, præmis 109.

55 – Dommen af 9.12.2008 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 39 ovenfor, præmis 56.

56 – Præmis 58.

57 – Dommen af 9.12.2008 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 39 ovenfor, præmis 57.

58 – Dommen af 12.7.2005 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 17 ovenfor, præmis 59.

59 – Dommen af 9.12.2008 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 39 ovenfor, præmis 62.

60 – Dommen af 9.12.2008 i sagen Kommissionen mod Frankrig, nævnt i fodnote 39 ovenfor, præmis 66.

61 – Jf. især dom af 18.7.2006, sag C-119/04, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 6885, præmis 25, og af 9.9.2004, sag C-195/02, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 7857, præmis 82.

62 – Jf. dom af 2.2.1989, sag 94/87, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 175, præmis 12, Alcan Deutschland-dommen, nævnt i fodnote 19 ovenfor, præmis 24, og dommen af 12.12.2002 i sagen Kommissionen mod Tyskland, nævnt i fodnote 21 ovenfor, præmis 32-34.

63 – Dom af 5.10.1997, sag C-232/05, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 10071, præmis 49.

Full & Egal Universal Law Academy