EUR-Lex -  62007CC0425 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. MENGOZZI

fremsat den 27. november 2008 1(1)

Sag C-425/07 P

AEPI

Elliniki Etaireia pros Prostasian tis Pnevmatikis Idioktisias AE

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Appel af dom afsagt af Retten i Første instans – konkurrence – Kommissionens afvisning af en klage på grund af manglende fællesskabsinteresse«

 Baggrunden, retsforhandlingerne og parternes påstande

1.        Den 22. marts 2001 indgav det græske selskab AEPI Elliniki Etaireia pros Prostasian tis Pnevmatikis Idioktisias AE (herefter »AEPI« eller »appellanten«), som forvalter kollektive musikalske ophavsrettigheder, en klage til Kommissionen over Den Hellenske Republik og tre græske selskaber, som forvalter kollektive ophavsretsbeslægtede rettigheder, og som henholdsvis repræsenterer sangere, udøvende musikere og lyd- og/eller billedproducenter (Erato, Apollon og Grammo, herefter »de kollektive forvaltningsorganer«).

2.        AEPI gjorde i klagen gældende, at de pågældende selskaber havde tilsidesat artikel 81 EF og 82 EF ved at fastsætte alt for høje gebyrer for beslægtede rettigheder på op til 5% af de græske radio- og tv-kanalers bruttoindtægter, og at Den Hellenske Republik havde tilsidesat artikel 81 EF ved at give dem ret til at iværksætte aftaler og samordnet praksis på området. AEPI klagede over det alvorlige og uoprettelige tab, som dette havde medført, fordi de virksomheder, der afspillede musik, blev afkrævet for høje gebyrer og derfor ikke var i stand til at betale de royalties, som AEPI havde krav på.

3.        Kommissionen afviste klagen over de kollektive forvaltningsorganer og henlagde sagen mod Den Hellenske Republik ved to forskellige beslutninger af 18. og 20. april 2005 (2).

4.        Beslutningen af 18. april 2005 (herefter den »anfægtede beslutning«) bygger især på følgende betragtninger:

»Den påståede overtrædelse kan i den foreliggende sag ikke anses for at medføre alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet, eftersom alle de berørte parter har hjemsted i Grækenland og kun driver virksomhed i Grækenland. Der er ikke udsigt til, at dette vil ændre sig, dvs. at de tre [kollektive forvaltningsorganer] i nær fremtid vil begynde at drive virksomhed i andre lande, hvis man ser på strukturen på de markeder, der leverer tjenesteydelser til beskyttelse af beslægtede rettigheder, og de praktiske vanskeligheder, der er forbundet med en sådan virksomhed. Virkningerne af den påståede praksis gør sig desuden kun gældende på det græske marked. Kontrakter om afspilning af musik indgås kun med radio- og tv-stationer og andre brugere, der befinder sig i Grækenland. De tre [kollektive forvaltningsorganer] er kun beføjede til at beskytte beslægtede rettigheder i Grækenland og har ikke praktisk mulighed for at udøve denne beføjelse uden for landets grænser.

Hvis Kommissionen skal fastslå, om der er sket en overtrædelse, vil den desuden være nødt til at iværksætte en indgående undersøgelse af de fremherskende forhold på det relevante marked og af de eksisterende alternativer. Eftersom det for det første (i overensstemmelse med direktiv 92/100/EØF) bestemmes i græsk lovgivning, at der skal betales et samlet vederlag for alle beslægtede rettigheder, og den påståede overtrædelse skyldes, at de tre organer opkræver dette vederlag under ét, vil Kommissionen skulle godtgøre, at der findes effektive metoder, som gør det muligt at opkræve det samlede vederlag særskilt. For det andet [vil] Kommissionen [ikke kun skulle] påvise, at de tre organer i fællesskab har en dominerende stilling, men vil ifølge Domstolens dom i Tournier-sagen og i dommen i sagen Lucazeau m.fl. [(3)] [ligeledes skulle] undersøge, hvor store royalties der opkræves for ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder i de forskellige EU-lande, hvordan de beregnes, hvilke kriterier der benyttes, og hvilke forhold der er fremherskende på det græske marked, sammenlignet med [markederne i] de øvrige europæiske lande.

Det skal desuden bemærkes, at Deres selskab har mulighed for at indgive klage til de nationale myndigheder. Det vil bl.a. kunne forelægge sagen for den græske konkurrencemyndighed. [Konkurrencemyndigheden] er med sit indgående kendskab til forholdene på det nationale marked fuldt ud i stand til at behandle Deres klage. At alle de berørte parter og alle de omhandlede brugere af musikken har hjemsted og driver virksomhed på det græske marked, understreger kun vigtigheden af et godt kendskab til forholdene på det lokale marked. Konkurrencemyndigheden har i øvrigt samme kompetence til at anvende […]traktatens [artikel 81 EF og 82 EF] som Europa-Kommissionen.

Det må derfor konkluderes, at den omfattende og indgående undersøgelse, der kræves for at fastslå, om de tre kollektive forvaltningsorganer […] har handlet i overensstemmelse med de fællesskabsretlige konkurrenceregler, ikke står i rimeligt forhold til den meget begrænsede betydning, som en eventuel overtrædelse vil have for fællesmarkedets funktion. Den foreliggende sag har derfor ikke den fællesskabsinteresse, der er nødvendig for, at Kommissionen kan indlede en undersøgelse (4).«

5.        Ved stævning indleveret til Justitskontoret ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (herefter »Retten«) den 15. juni 2005 anlagde AEPI sag med påstand om annullation af den anfægtede beslutning. Appellantens anbringender om, at der var sket en åbenbart urigtig bedømmelse af fællesskabsinteressen og en tilsidesættelse af begrundelsespligten, blev behandlet af Retten i dom af 12. juli 2007, sag T-229/05, AEPI mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser (herefter »den appellerede dom«), hvori appellanten ikke fik medhold og blev pålagt at betale sagens omkostninger.

6.        I forbindelse med undersøgelsen af anbringendet om det påståede åbenbart urigtige skøn bemærkede Retten (5), at Kommissionen »[v]ed vurderingen af Fællesskabets interesse i at fortsætte behandlingen af en sag« bl.a. skal »afveje den påståede overtrædelses betydning for fællesmarkedets funktion, sandsynligheden for, at det kan godtgøres, at der foreligger en overtrædelse, over for omfanget af de undersøgelser, der vil være nødvendige for at give Kommissionen det bedst mulige grundlag for at udføre sin opgave med at sikre overholdelsen af artikel 81 EF og 82 EF« (den appellerede dom, præmis 40) (6).

7.        Med hensyn til »påvirkningen af fællesmarkedets funktion« bemærkede Retten videre, at det fremgår af fast retspraksis, at »en aftale mellem virksomheder, for at kunne påvirke handelen mellem medlemsstater, på grundlag af en række objektive retlige eller faktiske omstændigheder skal gøre det muligt med en tilstrækkelig grad af sikkerhed at forudse, at den kan udøve direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse på handelsstrømmene mellem medlemsstaterne på en måde, som kan skade opnåelsen af formålene med et fælles marked mellem medlemsstaterne« (den appellerede dom, præmis 42) (7). Retten tilføjede, at »fællesskabsretten omfatter alle aftaler og alle former for samordnet praksis, der er egnet til at bringe den frie handel mellem medlemsstaterne i fare på en måde, der kan skade gennemførelsen af målene for et mellemstatsligt enhedsmarked, især gennem afskærmning af de nationale markeder eller gennem en ændring af konkurrencestrukturen i fællesmarkedet«, hvorimod »en adfærd, hvis virkninger udelukkende udfolder sig inden for en enkelt medlemsstats område, henhører under national ret« (den appellerede dom, præmis 43) (8).

8.        Retten gjorde dernæst opmærksom på, at det »[i]sær med hensyn til ophavsrettigheder […] er fast retspraksis, at når virkningerne af de overtrædelser, der er genstand for en klage, i det væsentlige kun er mærkbare i en enkelt medlemsstat, og når der allerede verserer sager ved denne medlemsstats domstole og for de kompetente administrative myndigheder mellem klageren og den virksomhed, der klages over, er Kommissionen berettiget til at afvise klagen med den begrundelse, at sagen ikke har tilstrækkelig interesse for Fællesskabet til, at der er grundlag for en videre behandling af sagen, idet det dog herved forudsættes, at klagerens rettigheder kan beskyttes i tilstrækkelig grad, navnlig af de nationale domstole« (den appellerede dom, præmis 44) (9).

9.        Retten fastslog i øvrigt, at appellanten under skriftvekslingen kun havde bestridt den første af de tre begrundelser, hvorpå Kommissionen støttede konklusionen i den anfægtede beslutning om, at der ikke forelå en tilstrækkelig fællesskabsinteresse, nemlig at den omtvistede praksis ikke kunne forårsage alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet. Retten fandt følgelig, at den kunne begrænse sin vurdering »til [de] argumenter, [hvormed appellanten bestred], at samhandelen mellem medlemsstaterne ikke var påvirket, med henvisning til, at opkrævningen af urimelige royalties for beslægtede rettigheder er en praksis, der kan påvirke fællesmarkedet i henhold til artikel 81 EF og 82 EF, selv om den kun anvendes i Grækenland« (den appellerede dom, præmis 45-47).

10.      »I denne forbindelse«, bemærkede Retten videre, »fastslog Kommissionen, […] at alle parter i sagen havde hjemsted og drev virksomhed i Grækenland, […] at det ikke var sandsynligt, at de tre kollektive forvaltningsorganer ville begynde at drive virksomhed i andre lande […], at brugerne af musikken var græske statsborgere, og at [de nævnte organers] beføjelser var begrænset til det græske område« (den appellerede dom, præmis 48).

11.      Retten bemærkede, at de faktiske og retlige omstændigheder, appellanten havde gjort gældende, ikke var egnede til at »påvise, at den omtvistede praksis påvirker handelsstrømmene mellem medlemsstaterne på en måde, som kan skade opnåelsen af formålene med et fælles marked«. Appellanten havde således blot »påberåbt sig de økonomiske problemer, der opstod for forvaltningsorganerne og brugerne af musikken i Grækenland og samtlige medlemsstater«, og var »ikke i stand til at underbygge sine påstande eller i det mindste fremlægge oplysninger, der støttede dem« (den appellerede dom, præmis 49).

12.      Retten fastslog desuden i den appellerede doms præmis 50 med hensyn til »appellantens argument om, at det skaber alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet, at græske og udenlandske kunstneres rettigheder overdrages til selskaber, der er etableret i EU«, at »de tre kollektive forvaltningsorganers beføjelser er begrænset til det græske område, og at det derfor fortrinsvis er brugere af musik i Grækenland og græske kunstnere, der påføres den påståede skade som følge af den omtvistede praksis«.

13.      Retten sluttede af med følgende konklusion:

»54 Det må i lyset af det ovenfor anførte fastslås, at sagsøgeren ikke har fremlagt konkrete oplysninger, som beviser, at der aktuelt eller potentielt foreligger alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet.

55 Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at Kommissionen i [den anfægtede beslutning] har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at den praksis, sagsøgeren har klaget over, hovedsageligt eller udelukkende berørte det græske marked og følgelig ikke kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i henhold til artikel 81 EF og 82 EF.«

14.      Retten forkastede derfor annullationsanbringendet om, at der var sket en åbenbart urigtig bedømmelse af fællesskabsinteressen.

15.      Retten forkastede endelig annullationsanbringendet om den påståede tilsidesættelse af begrundelsespligten, eftersom Kommissionen i den anfægtede beslutning klart angav de konkrete begrundelser, som den havde baseret sin bedømmelse på, og som havde ført til, at klagen blev afvist (den appellerede doms præmis 63).

16.      Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 14. september 2007 har AEPI nedlagt påstand om, at den appellerede dom ophæves, at de påstande, AEPI nedlagde i første instans, tages til følge, eller at sagen hjemvises til Retten, samt at Kommissionen tilpligtes at afholde alle sagens omkostninger.

17.      Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og om, at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

18.      Parterne har afgivet mundtlige indlæg for Domstolen i retsmødet den 15. oktober 2008.

 Retlig vurdering

 Appellen

19.      Appellanten har fremført fem anbringender til støtte for sin appel. Det første anbringende vedrører den appellerede doms utilstrækkelige begrundelse med hensyn til, om Kommissionen overholdt grænserne for udøvelsen af den skønsbeføjelse, den har på området. Det andet, tredje og fjerde anbringende sigter alle i det væsentlige mod at få fastslået, at den appellerede dom er behæftet med et urigtigt skøn eller en utilstrækkelig begrundelse med hensyn til konstateringen af, at samhandelen i Fællesskabet ikke har lidt skade. Appellanten har med det femte anbringende gjort gældende, at Retten har anlagt en fejlfortolkning af artikel 81 EF og 82 EF ved at antage, at de nævnte artikler kun finder anvendelse, hvis der foreligger en reel skade for samhandelen i Fællesskabet.

 Formaliteten

20.      Kommissionen har i sit svarskrift, før den kommer nærmere ind på de forskellige appelanbringender, anført, at sagen ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi den ikke indeholder argumenter, der sigter mod at påvise, at den appellerede dom er behæftet med en urigtig retsanvendelse, men blot gentager de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Retten.

21.      Jeg mener ikke, at denne formalitetsindsigelse er begrundet. Appellanten har ganske vist fremført sine argumenter på en temmelig ustruktureret måde og i mange tilfælde gentaget sig selv, men har efter min mening, som det fremgår af nedenstående gennemgang af appelanbringenderne, peget på en række konstateringer i dommen, som appellanten ikke er enig i, og forklaret, hvorfor det er tilfældet. Indsigelsen om, at appellen ikke kan antages til realitetsbehandling, bør derfor forkastes.

  Realiteten

 –       Det første anbringende

22.      Appellanten har med det første anbringende gjort gældende, at Retten ikke har bemærket, om Kommissionen overholdt eller overskred grænserne for sin skønsbeføjelse i det foreliggende tilfælde. Appellanten mener derfor, at den appellerede dom er behæftet med en klar begrundelsesmangel.

23.      Som Kommissionen har påpeget, er dette anbringende åbenbart grundløst.

24.      Retten bemærkede først, at vurderingen af den fællesskabsinteresse, der er knyttet til en klage på konkurrenceområdet, afhænger af de faktiske og retlige omstændigheder i det konkrete tilfælde, som kan være meget forskellige fra sag til sag, og ikke af bindende, forud fastsatte kriterier, og for det andet, at Kommissionen, som i henhold til artikel 85, stk. 1, EF skal påse, at artikel 81 EF og 82 EF overholdes, skal fastlægge og gennemføre Fællesskabets konkurrencepolitik og med henblik herpå er tillagt en skønsbeføjelse ved behandlingen af disse klager (10). Retten bemærkede dernæst, at når Kommissionen under udøvelsen af denne beføjelse vælger, hvordan den vil prioritere de klager, den har modtaget, har den ret til at fastsætte, i hvilken rækkefølge den vil behandle klagerne, og til at prioritere sagerne ud fra, om de har fællesskabsinteresse (11). Det svarer fuldstændig til, hvad Domstolen fastslog i dommen i sagen Ufex m.fl. mod Kommissionen (12).

25.      Retten bemærkede endvidere, at Kommissionen ved vurderingen af, om der består en fællesskabsinteresse i at fortsætte behandlingen af en sag, bl.a. skal foretage en afvejning af den påståede overtrædelses betydning for fællesmarkedets funktion, sandsynligheden for, at det kan godtgøres, at der foreligger en overtrædelse, og omfanget af de nødvendige undersøgelser (13). Retten fastslog, at Kommissionen i den anfægtede beslutning havde fremført tre begrundelser til støtte for, at den omtvistede praksis ikke havde fællesskabsinteresse, og at det kun var den ene af dem – om, at den omtvistede adfærd ikke kunne forårsage alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet – appellanten havde fremsat klagepunkter mod (14).

26.      Retten koncentrerede sig derfor om at undersøge disse klagepunkter, som den på grundlag af de konstateringer, der anfægtes specifikt i de fire øvrige appelanbringender, fandt grundløse.

27.      Retten gjorde det herved klart, at appellanten ikke havde fremlagt oplysninger, som viste, at Kommissionen havde overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse i den foreliggende sag.

28.      Jeg mener derfor, at det første anbringende bør forkastes.

 –       De øvrige appelanbringender

29.      Appellanten har med det andet og tredje appelanbringende påberåbt sig, at Retten gjorde sig skyldig i urigtige skøn, eller at der er tale om en begrundelsesmangel i den appellerede doms præmis 44, hvori Retten efter appellantens opfattelse fejlagtigt fastslog, at når virkningerne af en overtrædelse kun er mærkbare i en enkelt medlemsstat, er Kommissionen berettiget til at afvise klagen med den begrundelse, at sagen ikke har tilstrækkelig interesse for Fællesskabet, for så vidt som samhandelen mellem medlemsstaterne ikke er påvirket. Appellanten mener desuden, at Retten støttede sig på en retspraksis, der ikke, som den anførte, vedrører ophavsrettigheder, og at den til gengæld undlod at tage hensyn til en række domme fra Fællesskabets retsinstanser, hvoraf mange vedrører netop dette område, og hvoraf det fremgår, at reglerne i artikel 81 EF og 82 EF kan være overtrådt, selv om den omtvistede adfærd udelukkende finder sted i én medlemsstat (15). Med det tredje anbringende har appellanten endvidere anført, at de gentagne henvisninger i den anfægtede beslutning og i den appellerede dom til dommen i sagen Automec mod Kommissionen er uden betydning og irrelevante, fordi denne dom til forskel fra den foreliggende sag »ikke vedrører en faktisk overtrædelse, men en hypotetisk overtrædelse«. Den påklagede rundskrivelse, som BMW Italia sendte til sine forhandlere, og som blev behandlet i den nævnte dom, var således aldrig blevet anvendt.

30.      Med det fjerde appelanbringende har appellanten fremført en række klagepunkter vedrørende urigtige skøn eller en begrundelsesmangel i forbindelse med bemærkningerne i den appellerede doms præmis 49 og 50, hvorefter appellanten ikke havde fremlagt oplysninger, der påviste, at den omtvistede praksis påvirkede handelsstrømmene mellem medlemsstaterne på en måde, som kunne skade opnåelsen af formålene med et fælles marked, og at det fortrinsvis er brugere af musik i Grækenland og græske kunstnere, der påføres den påståede skade som følge af den omtvistede praksis. Appellanten har fremlagt en række oplysninger med henblik på at godtgøre, at den omtvistede praksis i modsætning til, hvad Retten har fastslået, ikke blot vil kunne påvirke samhandelen i Fællesskabet i nær fremtid, men allerede har gjort det.

31.      Appellanten har endelig med det femte appelanbringende gjort gældende, at Retten fortolkede artikel 81 EF og 82 EF forkert, da den fastslog, at disse bestemmelser kun kan bringes i anvendelse, hvis samhandelen i Fællesskabet reelt har lidt skade, og dermed udelukkede, at en potentiel skade var relevant i den henseende. Appellanten har desuden taget afstand fra konklusionen i den appellerede doms præmis 54 om, at appellanten ikke havde fremlagt konkrete oplysninger, der beviste, at der aktuelt eller potentielt forelå alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet. Appellanten har fremsat en række argumenter for at påvise, at denne praksis vil kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

32.      Kommissionen har bestridt alle de nævnte anbringender og mener ikke, at den appellerede dom er behæftet med en begrundelsesmangel eller med urigtige skøn.

33.      Jeg vil gerne understrege, at retsforhandlingerne har været præget af en klar sammenblanding af to begreber, som der bør sondres mellem, og at det både er appellanten og Kommissionen, der har været skyld i denne sammenblanding. Det drejer sig dels om betingelsen om, at samhandelen mellem medlemsstaterne skal være påvirket, for at artikel 81 EF og 82 EF kan bringes i anvendelse, dels om kriteriet om, at der skal foreligge alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet, for at Fællesskabets interesse er tilstrækkelig til, at Kommissionen kan undersøge en klage.

34.      Det fremgår som bekendt af ordlyden af artikel 81 EF og 82 EF, at de gælder for aftaler, der begrænser konkurrencen, og for misbrug af en dominerende stilling, der kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Formålet med denne betingelse er ifølge retspraksis at afgrænse anvendelsesområdet for de fællesskabsretlige regler, der skal beskytte konkurrencen mellem virksomhederne, i forhold til anvendelsesområdet for de nationale konkurrenceregler. Det er kun for så vidt en konkurrencebegrænsende aftale eller et misbrug af en dominerende stilling kan påvirke handelen mellem medlemsstaterne, at den forstyrrelse af konkurrencen, der opstår ved en sådan handling, er omfattet af forbuddene i artikel 81 EF og 82 EF. I modsat fald rammes den ikke heraf (16).

35.      Ifølge fast retspraksis skal en aftale mellem virksomheder eller et misbrug af en dominerende stilling, for at kunne påvirke handelen mellem medlemsstater, således på grundlag af en række objektive retlige eller faktiske omstændigheder gøre det muligt med en tilstrækkelig grad af sikkerhed at forudse, at den kan udøve direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse på handelsstrømmene mellem medlemsstaterne på en måde, som kan skade opnåelsen af formålene med et fælles marked mellem medlemsstaterne (17).

36.      Denne indflydelse på samhandelen må ifølge retspraksis ikke være »ubetydelig«: »En aftale [falder] ikke ind under forbuddet i artikel [81 EF], når den under hensyn til de interesserede parters svage stilling på markedet for de omhandlede produkter kun i ringe omfang påvirker markedet« (18).

37.      I den anfægtede beslutning afviste Kommissionen ikke appellantens klage, fordi den fandt, at den omhandlede praksis højst kunne påvirke handelen mellem medlemsstaterne i ubetydelig grad. Kommissionen tog ikke stilling til, om denne praksis var uforenelig med artikel 81 EF og 82 EF. Den afviste den omhandlede klage, fordi den i henhold til sin beføjelse til at prioritere de klager, den modtager, forskelligt (19), ikke vurderede, at der var tilstrækkelig fællesskabsinteresse i at efterprøve det nævnte spørgsmål, og at den omhandlede praksis ikke kunne anses for at »medføre alvorlige forstyrrelser af fællesmarkedet«. Kommissionen havde tydeligvis ikke til hensigt at fastslå, at den skade, som denne praksis teoretisk set kunne påføre samhandelen inden for Fællesskabet, ikke var så betydelig, at artikel 81 EF eller 82 EF muligvis kunne finde anvendelse. Den ville blot understrege »den meget begrænsede betydning, som en eventuel overtrædelse vil have for fællesmarkedets funktion«, dvs. gøre opmærksom på, at der under alle omstændigheder ikke var tale om en praksis, der kunne få betydelige konsekvenser for dette markeds funktion.

38.      Det fremgår i øvrigt at Domstolens praksis, at Kommissionen, når den vælger, i hvilken rækkefølge den vil behandle de klager, den har modtaget, har ret til at prioritere dem ud fra, om de har fællesskabsinteresse (20), og at den i denne forbindelse »i hvert enkelt tilfælde [skal] vurdere, hvor grove de påståede indgreb i konkurrencen er, og om de fortsat har virkninger«, hvilket »bl.a. indebærer, at Kommissionen skal tage hensyn til varigheden og omfanget af de påståede overtrædelser og deres indvirkning på konkurrencesituationen i Fællesskabet« (21).

39.      Når Kommissionen i det uddrag af den anfægtede beslutning, der er citeret i punkt 4, understregede, at alle de berørte parter har hjemsted i Grækenland og kun driver virksomhed i Grækenland, at virkningerne af den påståede praksis kun gør sig gældende på det græske marked, at der kun indgås kontrakter om afspilning af musik med radio- og tv-stationer og andre brugere, der befinder sig i Grækenland, og at de tre kollektive forvaltningsorganer kun er beføjede til at beskytte beslægtede rettigheder i Grækenland og ikke har praktisk mulighed for at udøve denne beføjelse uden for landets grænser, ville den ikke benægte, at der kunne være tale om en aktuel eller potentiel påvirkning af samhandelen inden for Fællesskabet, men blot udelukke, at denne påvirkning, hvis den kunne påvises og ikke var ubetydelig, kunne få betydelig indflydelse på denne samhandel.

40.      Det er imidlertid klart, at Retten i den appellerede dom selv havde vanskeligt ved at sondre mellem spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en påvirkning af samhandelen i Fællesskabet, dvs. om artikel 81 EF og 82 EF var overtrådt, og spørgsmålet om, hvorvidt en eventuel overtrædelse var tilstrækkelig grov til at berettige en undersøgelse fra Kommissionens side.

41.      I præmis 42 og 43 i den appellerede dom henviste Retten først til visse principper i retspraksis med hensyn til påvirkningen af samhandelen i Fællesskabet som betingelse for, at artikel 81 EF og 82 EF kan bringes i anvendelse, og som kriterium for kompetencefordelingen mellem fællesskabsretten og den nationale ret.

42.      I præmis 44, der uheldigt indledes af vendingen »Især med hensyn til ophavsrettigheder«, har Retten henvist til nogle af sine egne domme, der dog ikke vedrører spørgsmålet om påvirkningen af samhandelen i Fællesskabet, som den behandlede i de foregående præmisser, men spørgsmålet om, hvorvidt Fællesskabet har tilstrækkelig interesse i at fortsætte behandlingen af en klage over en praksis, hvis virkninger i det væsentlige kun er mærkbare i en enkelt medlemsstat.

43.      I den appellerede doms præmis 47 præciserede Retten, at den ville begrænse sin vurdering til de argumenter, hvormed appellanten bestred, at samhandelen mellem medlemsstaterne ikke var påvirket, med henvisning til, at »opkrævningen af urimelige royalties for beslægtede rettigheder er en praksis, der kan påvirke fællesmarkedet i henhold til artikel 81 EF og 82 EF, selv om den kun anvendes i Grækenland«.

44.      I præmis 48, der indledes med ordene »I denne forbindelse«, henvises der til de faktiske omstændigheder, som Kommissionen lagde til grund i den anfægtede beslutning, ikke for at afvise, at samhandelen i Fællesskabet kunne være berørt, men for ved vurderingen af, om Fællesskabet havde interesse i at fortsætte behandlingen af klagen, at fastslå, at der ikke forelå alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet.

45.      Rettens skiftende henvisninger til påvirkningen af samhandelen i Fællesskabet (eller af fællesmarkedet) og til alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet virker desuden, sammenholdt med de følgende præmisser i den appellerede dom, der dels vedrører det første aspekt (præmis 49 og 51), dels det andet aspekt (præmis 50), temmelig ulogiske, og dens ræsonnement afsluttes i to klart modstridende præmisser, hvori Retten først konstaterer, at »sagsøgeren ikke har fremlagt konkrete oplysninger, som beviser, at der aktuelt eller potentielt foreligger alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet« (præmis 54), og dernæst konkluderer, at »[s]agsøgeren har således ikke godtgjort, at Kommissionen i [den anfægtede beslutning] har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at den praksis, sagsøgeren har klaget over, hovedsageligt eller udelukkende berørte det græske marked og følgelig ikke kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i henhold til artikel 81 EF og 82 EF« (22).

46.      Hvis man ser bort fra den noget uklare formulering, kan det i øvrigt ikke antages, at Rettens hensigt på trods af logikken i den appellerede doms præmis 54 og 55 i det væsentlige var at fastslå, at når samhandelen i Fællesskabet ikke var påvirket i den foreliggende sag, kunne der heller ikke være tale om alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet.

47.      En sådan fortolkning af dommen strider efter min opfattelse ikke bare mod dens ordlyd. Den ville også bevirke, at dommen overskrider grænserne for den legalitetskontrol, som Fællesskabets retsinstanser skal foretage i henhold til artikel 230 EF. Fællesskabets retsinstanser skal i den forbindelse bl.a. undersøge, om de begrundelser, udstederen har anført i den anfægtede retsakt, er tilstrækkelige og korrekte, og annullere retsakten, hvis det viser sig, at en af disse to betingelser ikke er opfyldt. Hvis det sidstnævnte er tilfældet, er de dog ikke bemyndiget til at foreslå en ny begrundelse for den anfægtede retsakts dispositive del for at gøre det muligt at opretholde denne retsakt. Hvis Fællesskabets retsinstanser gjorde dette, ville de sætte deres eget skøn i stedet for den udstedende institutions og blande sig i den praktiske forvaltning og dermed forstyrre den institutionelle ligevægt, der er fastsat i EF-traktaten.

48.      Domstolen har herved i forbindelse med en sag, hvor den beslutning, hvori Kommissionen afviste en klage om tilsidesættelse af EF-traktatens konkurrenceregler, var blevet indbragt for Retten, understreget, at »[d]a Retten i forbindelse med sin legalitetskontrol i medfør af [EF-traktatens] artikel 173 [efter ændring nu artikel 230 EF] i en sag som den foreliggende ikke har fuld prøvelsesret som den, der tilkommer Fællesskabets retsinstanser i medfør af EF-traktatens artikel 172 (nu artikel 229 EF), f.eks. med hensyn til beslutninger om at pålægge sanktioner, tilkom det ikke i den foreliggende sag Retten at sætte en anden beslutning i stedet for den anfægtede beslutning eller at omgøre beslutningen« (23). I den samme kendelse udtalte Domstolen, at »under en sag med påstand om annullation af en beslutning [fra Kommissionen], hvori der ikke bliver konstateret misbrug af en dominerende stilling, [tilkommer det] ikke Retten at godtgøre, at der foreligger et sådant misbrug«. Jeg skal tilføje, at det heller ikke tilkommer Retten at fastslå, at der ikke er sket en overtrædelse, når Kommissionen selv har afholdt sig fra at tage stilling hertil i den beslutning, der påstås annulleret.

49.      Når Kommissionen i den anfægtede beslutning ikke har villet udelukke, at artikel 81 EF og 82 EF kunne være overtrådt, er det klart, at Retten heller ikke kunne gøre det i forbindelse med sin prøvelse af beslutningens lovlighed.

50.      Det skal endvidere understreges, at selv om Kommissionen i den anfægtede beslutning oplyste, at AEPI havde »mulighed for at indgive klage til de nationale myndigheder« og navnlig til den græske konkurrencemyndighed, og at denne myndighed »har […] samme kompetence til at anvende […] artikel 81 [EF] og 82 [EF]« som Kommissionen selv, er det, når Retten fastslår, at samhandelen i Fællesskabet i den foreliggende sag ikke er påvirket, bindende, således at disse myndigheder herefter ikke længere ville kunne gribe ind i henhold til artikel 81 EF og 82 EF og i givet fald kun kan gribe ind i henhold til den nationale konkurrenceret.

51.      Efter min opfattelse er Rettens begrundelse så forvirrende, at den må anses for åbenbart selvmodsigende, uanset om Retten har gjort sig skyldig i urigtig retsanvendelse i nogle af præmisserne i den appellerede dom.

52.      Det fremgår som bekendt af fast retspraksis, at spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en dom afsagt af Retten er selvmodsigende, er et retsspørgsmål, der kan rejses under en appelsag (24).

53.      Selv om appellanten med de fire første appelanbringender har påberåbt sig, at den appellerede dom er utilstrækkeligt begrundet, men ikke har gjort gældende, at begrundelsen som ovenfor anført er modstridende, kan Domstolen efter min opfattelse af egen drift fastslå, at der foreligger en sådan mangel, som bevirker, at den ikke kan foretage en passende prøvelse af denne doms lovlighed, og som desuden har forhindret appellanten i at udnytte sin ret til kontradiktion fuldt ud ved at gøre det meget vanskeligt for denne at forstå begrundelsen for dommen og følgelig undersøge, om den er korrekt (25).

54.      Jeg mener derfor, at den appellerede dom bør ophæves, fordi dens begrundelse er selvmodsigende, for så vidt som den forkaster appellantens annullationsanbringende om, at der er begået en åbenbar fejl ved bedømmelsen af Fællesskabets interesse.

 Prøvelsen af den anfægtede beslutning

55.      I henhold til artikel 61 i Domstolens statut ophæver Domstolen den af Retten trufne afgørelse, hvis Domstolen giver appellanten medhold. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

56.      I det foreliggende tilfælde er sagen moden til påkendelse, og jeg mener derfor, at Domstolen kan træffe endelig afgørelse.

57.      Med det annullationsanbringende om, at der er begået en åbenbar fejl ved bedømmelsen af Fællesskabets interesse, som appellanten fremførte i punkt 1 og 3 i stævningen for Retten, gjorde selskabet gældende, at Kommissionen ikke kunne konkludere, at »den påståede overtrædelse var ubetydelig«, blot fordi denne overtrædelse kun var sket i en enkelt medlemsstat. Appellanten påberåbte sig herved en række domme fra Fællesskabets retsinstanser, hvoraf flere netop drejede sig om ophavsrettigheder, og hvoraf det ifølge appellanten fremgår, at EF-traktatens konkurrenceregler kan være tilsidesat, selv om overtrædelsen kun er sket i en enkelt medlemsstat (26). Appellanten anførte, at der ifølge artikel 81 EF og 82 EF foreligger en overtrædelse, hvis den pågældende adfærd »kan påvirke handelen mellem medlemsstater«, men at det ikke er nødvendigt, at den allerede har påvirket handelen. Appellanten fremførte visse forhold, som godtgjorde, at den omtvistede praksis udgør en alvorlig overtrædelse af de nævnte artikler.

58.      Disse forhold omfattede dels appellantens forretningsaktiviteters økonomiske omfang – i 2001, hvor appellanten indgav sin klage, udgjorde appellantens indtægter fra ophavsrettigheder over 30 mio. EUR – og den omstændighed, at der afspilles meget udenlandsk musik i Grækenland, og at en stor del af de pågældende indtægter derfor går til tilsvarende organer, der hovedsageligt er etableret i de øvrige EU-medlemsstater, og som varetager interesserne for rettighedshavere i disse medlemsstater, dels de særdeles høje beløb, der opkræves af de tre kollektive forvaltningsorganer.

59.      Selv om en række af de argumenter, appellanten fremsatte for Retten, var lige så tvetydige og selvmodsigende som argumenterne i den appellerede dom, mener jeg dog, at det fremgår tilstrækkelig klart af stævningen for Retten, at appellanten anførte, at Kommissionen ikke kunne udelukke, at den omtvistede praksis kunne få alvorlige følger for fællesmarkedets funktion, selv om denne praksis var begrænset til det græske område. Når appellanten i stævningen for Retten bestred, at »den påståede overtrædelse var ubetydelig«, var det selvfølgelig ikke med tanke på, om der forelå en overtrædelse, dvs. en konkurrencebegrænsende praksis, der kunne påvirke samhandelen i Fællesskabet i ikke ubetydelig grad, men med tanke på, hvor grov den påståede overtrædelse var. Dette bekræftes af henvisningerne til overtrædelsens grovhed i punkt 1, fjerde og sjette afsnit, i den nævnte stævning.

60.      Det omhandlede annullationsanbringende skal således reelt behandles ved at se på de kritikpunkter, appellanten er fremkommet med, og undersøge, om Kommissionen med rimelighed kunne udelukke, at der forekom alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet i det foreliggende tilfælde, ud fra de betragtninger, den fremførte herom i den anfægtede beslutning (jf. punkt 39 ovenfor).

61.      Før dette undersøges, må man dog rejse det spørgsmål, om dette har betydning for afgørelsen af, om appellantens påstand om annullation af den anfægtede beslutning bør tages til følge. Som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 45, afviste Kommissionen i den anfægtede beslutning, at der fandtes en tilstrækkelig fællesskabsinteresse i den foreliggende sag, på grund af tre forskellige forhold, nemlig at der ikke forekom alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet, at der krævedes en indgående undersøgelse for at fastslå, om den påståede overtrædelse havde fundet sted, og at de berørte parter kunne opnå den fornødne beskyttelse fra de nationale myndigheder. Som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 46, bestred appellanten med dette annullationsanbringende imidlertid kun Kommissionens betragtninger om det første af disse forhold.

62.      Efter min opfattelse er det dog klart, at dette anbringende ikke af den grund kan anses for irrelevant.

63.      Det kan således ikke hævdes, at hvert enkelt de tre forhold i den anfægtede beslutning i sig selv er tilstrækkeligt til at afvise appellantens klage.

64.      Efter at have omtalt alle tre forhold fastslog Kommissionen, at det måtte »konkluderes, at den omfattende og indgående undersøgelse, der kræves for at fastslå, om de tre kollektive forvaltningsorganer […] har handlet i strid med de fællesskabsretlige konkurrenceregler, ikke står i forhold til den meget begrænsede betydning, som en eventuel overtrædelse vil have for fællesmarkedets funktion«.

65.      Kommissionen afviste således, at der forelå en tilstrækkelig fællesskabsinteresse i den her omhandlede sag, ud fra en overordnet vurdering af disse forhold og navnlig en afvejning af de to første.

66.      Hvis Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, der havde betydning for dens konklusioner om det første af disse forhold, ville det nødvendigvis få konsekvenser for den anfægtede beslutnings lovlighed.

67.      Med hensyn til undersøgelsen af, om det omhandlede annullationsanbringende bør tages til følge, mener jeg, det er afgørende at hæfte sig ved, at appellanten, som selskabet har påpeget, har indgået gensidige repræsentationsaftaler med lignende organer i andre medlemsstater og som følge heraf også opkræver royalties i Grækenland for afspilning af musik, der tilhører rettighedshavere i disse medlemsstater, og overdrager dem til disse organer. Denne omstændighed, som appellanten allerede gjorde opmærksom på i sin klage, og som Kommissionen ikke har bestridt (andet end i vage vendinger og først under retsmødet ved Domstolen), synes at godtgøre, at det ikke kun er græske rettighedshavere, men også rettighedshavere i andre medlemsstater (og de organer, der repræsenterer dem), hvis interesser kan berøres af de lavere indtægter, som oppebæres i forbindelse med ophavsrettigheder i Grækenland, og som appellanten har klaget over og tilskrevet den påtalte praksis.

68.      Appellanten har således fremført en række forhold, som Kommissionen også blev gjort opmærksom på, inden den vedtog den anfægtede beslutning, og som efter min opfattelse afkræfter de to konstateringer, som Kommissionen i det væsentlige baserede sig på, da den fastslog, at der ikke forelå alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet, nemlig at »alle de berørte parter har hjemsted i Grækenland og kun driver virksomhed i Grækenland«, og at »[v]irkningerne af den påståede praksis [kun] gør sig […] gældende på det græske marked«.

69.      Den omstændighed, at »[k]ontrakter om afspilning af musik [kun] indgås […] med radio- og tv-stationer og andre brugere, der befinder sig i Grækenland«, og at de tre kollektive forvaltningsselskaber kun er beføjede til at beskytte beslægtede rettigheder i Grækenland og ikke har praktisk mulighed for at udøve denne beføjelse uden for landets grænser, giver på ingen måde holdepunkter for at udelukke, at den påtalte praksis kan have virkninger uden for det græske område og berøre rettighedshavere og organer i andre medlemsstater negativt. Disse omstændigheder, der fremgår af den anfægtede beslutning, bekræfter blot, at det, hvis man ser på brugere af musik, kun er de græske brugere, der lider under den påståede overtrædelses negative virkninger. Ser man derimod på indehaverne af ophavsrettigheder og på de organer, der beskytter disse rettigheder, kan det ikke ud fra disse omstændigheder konkluderes, at det kun er dem, der findes i Grækenland, der kan tænkes at lide skade (27).

70.      Ganske vist gjorde Kommissionen i sit svarskrift for Retten opmærksom på, at »det afgørende er, om de tre nævnte organers praksis, som klageren har påtalt, i vidt omfang eller fuldt ud har virkning på det græske marked«. Den understregede herved, at alle de omstændigheder, der indgår i den påståede overtrædelse af artikel 81 EF og 82 EF, »i vidt omfang eller udelukkende berører det græske marked«, og at det derfor er »logisk at mene, at den påståede overtrædelses tyngdepunkt ligger på det græske marked, fordi det er der, den påståede overtrædelses virkninger først og fremmest mærkes« (28).

71.      I den anfægtede beslutning, hvori Kommissionen klart og utvetydigt afviste, at den omtvistede praksis kan have virkninger uden for Grækenland, var holdningen en helt anden. Med vendingerne »i vidt omfang« og »først og fremmest« i svarskriftet i førsteinstanssagen har Kommissionen imidlertid tilkendegivet, at den påståede overtrædelse kan have visse, om end ubetydelige, virkninger uden for Grækenland.

72.      I forbindelse med et annullationssøgsmål skal Fællesskabets retsinstanser dog tage stilling til, om den beslutning, der anfægtes, er lovlig, og ikke til de argumenter, som udstederen af denne beslutning har fremført for retsinstansen, og som helt eller delvis ændrer de argumenter, hvorpå denne beslutning er baseret.

73.      I den anfægtede beslutning er konklusionen om, at der ikke forekom alvorlige forstyrrelser på fællesmarkedet i den foreliggende sag, imidlertid baseret på, at de berørte parter og den påståede overtrædelses eventuelle virkninger alene var begrænset til Grækenland, hvilket – som appellanten har påvist – er åbenbart forkert.

74.      Selv om det, som Kommissionen gør det i sit svarskrift i førsteinstanssagen, antages, at den påståede overtrædelse kun har begrænsede virkninger i andre medlemsstater, hvilket jeg i øvrigt ikke mener det kan, blot fordi de organer, som appellanten har rejst kritik af, kun har beføjelser i Grækenland, ville det intet ændre ved den omstændighed, at den nævnte konstatering er åbenbart forkert, og at den anfægtede beslutning følgelig af de i punkt 63-66 nævnte årsager er ulovlig.

75.      Jeg kan derfor kun foreslå Domstolen at tage det foreliggende annullationsanbringende til følge og at annullere den anfægtede beslutning.

  Sagens omkostninger

76.      I henhold til artikel 122, stk. 1, i Domstolens procesreglement skal Domstolen træffe afgørelse om sagens omkostninger, såfremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgør sagen. Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, som ifølge dets artikel 118 finder anvendelse på forhandlingerne for Domstolen i sager, der angår appel af en afgørelse fra Retten, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

77.      Da jeg mener, at Domstolen bør give appellanten medhold i sagen og tage selskabets annullationspåstand til følge, foreslår jeg ligeledes, at Kommissionen, der hermed taber sagen, pålægges at betale sagsomkostningerne ved begge retsinstanser, hvilket appellanten har nedlagt påstand om.

 Forslag til afgørelse

78.      I betragtning af det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:

»1)      Den af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans afsagte dom af 12. juli 2007, sag T-229/05, AEPI mod Kommissionen, ophæves.

2)      Den beslutning, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber vedtog den 18. april 2005, om afslag på en klage over en overtrædelse af artikel 81 EF og 82 EF, der hævdes begået af de græske kollektive forvaltningsorganer for ophavsretsbeslægtede rettigheder på musikområdet, annulleres.

3)      Kommissionen betaler de omkostninger, der er afholdt både i sagen i første instans og i appelsagen.«

1 – Originalsprog: italiensk.

2 – AEPI indbragte beslutningen af 20.4.2005 for De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i forbindelse med et annullationssøgsmål, som blev afvist ved kendelse af 5.9.2006, sag T-242/05, AEPI mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, og denne kendelse blev stadfæstet ved Domstolens kendelse af 10.7.2007, sag C-461/06 P, AEPI mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser.

3 –      Domme af 13.7.1989, sag 395/87, Tournier, Sml. s. 2521, og forenede sager 110/88, 241/88 og 242/88, Lucazeau m.fl., Sml. s. 2811.

4 –      Uofficiel oversættelse af et uddrag af den anfægtede beslutning, der kun foreligger på fransk.

5 – De uddrag fra den appellerede dom, der er anført i citationstegn i dette forslag til afgørelse, er ikke en officiel oversættelse.

6 – Retten citerede herved sin egen dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, præmis 86, af 24.1.1995, sag T-5/93, Tremblay m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 185, præmis 62, og af 14.2.2001, sag T-62/99, Sodima mod Kommissionen, Sml. II, s. 655, præmis 46.

7 – Retten citerede herved Domstolens dom af 11.7.1985, sag 42/84, Remia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2545, præmis 22, og Rettens dom af 28.2.2002, sag T-395/94, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 875, præmis 90.

8 – Retten citerede her bl.a. dom af 31.5.1979, sag 22/78, Hugin mod Kommissionen, Sml. s. 1869, præmis 17.

9 – Retten citerede her dommen i sagen Automec mod Kommissionen, præmis 89 og 90, dommen i sagen Tremblay m.fl. mod Kommissionen, præmis 65 og 74, og dom af 24.1.1995, sag T-114/92, BEMIM mod Kommissionen, Sml. II, s. 147, præmis 86.

10 – Den appellerede dom, præmis 38.

11 – Den appellerede dom, præmis 39.

12 – Dom af 4.3.1999, sag C-119/97 P, Sml. I, s. 1341, navnlig præmis 79-81, 88, 89 og 92.

13 – Den appellerede dom, præmis 40.

14 – Den appellerede dom, præmis 45 og 46.

15 – Appellanten har nævnt dommen i sagen Hugin mod Kommissionen, dommen i sagen Lucazeau m.fl., Tournier-dommen samt dom af 23.4.1991, sag C‑41/90, Höfner og Elser, Sml. I, s. 1979, af 10.12.1991, sag C-179/90, Merci convenzionali porto di Genova, Sml. I, s. 5889, af 17.5.1994, sag C-18/93, Corsica Ferries, Sml. I, s. 1783, og af 6.4.1995, forenede sager C-241/91 P og C-242/91 P, RTE og ITP mod Kommissionen, Sml. I, s. 743, dommen i sagen Tremblay m.fl. mod Kommissionen, og dom af 7.10.1999, sag T-228/97, Irish Sugar mod Kommissionen, Sml. II, s. 2969.

16 – Dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245, org.ref.: Rec. s. 429, på s. 495, og af 6.3.1974, forenede sager 6/73 og 7/73, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommission, Sml. s. 223, præmis 31.

17 – Jf. dommen i sagen Remia m.fl. mod Kommissionen, præmis 22, og dom af 21.1.1999, forenede sager C-215/96 og C-216/96, Bagnasco m.fl., Sml. I, s. 135, præmis 47.

18 – Dom af 9.7.1969, sag 5/69, Völk, Sml. 1969, s. 69, org.ref.: Rec. s. 295, præmis 7. Jf. også dom af 25.11.1971, sag 22/71, Béguelin Import, Sml. 1971, s. 257, org.ref.: Rec. s. 949, præmis 16, og af 28.4.1998, sag C-306/96, Javico, Sml. I, s. 1983, præmis 16.

19 – Dommen i sagen Ufex m.fl. mod Kommissionen, præmis 88, og dommen i sagen Automec mod Kommissionen, præmis 83.

20 – Jf. implicit dommen i sagen Ufex m.fl. mod Kommissionen, præmis 52, 79, 95 og 96, domme af 17.5.2001, sag C-449/98 P, IECC mod Kommissionen, Sml. I, s. 3875, præmis 46, og sag C-450/98 P, IECC mod Kommissionen, Sml. I, s. 3947, præmis 54 og 58, samt kendelse af 13.12.2000, sag C-39/00 P, SGA mod Kommissionen, Sml. I, s. 11201, præmis 67.

21 – Dommen i sagen Ufex m.fl. mod Kommissionen, præmis 92 og 93. Min fremhævelse.

22 – Min fremhævelse.

23 – Kendelse af 11.5.2000, sag C-428/98 P, Deutsche Post mod IECC og Kommissionen, Sml. I, s. 3061, præmis 28.

24 – Dom af 7.5.1998, sag C-401/96 P, Somaco mod Kommissionen, Sml. I, s. 2587, præmis 53, af 13.12.2001, sag C-446/00 P, Cubero Vermurie mod Kommissionen, Sml. I, s. 10315, præmis 20, og af 8.2.2007, sag C-3/06 P, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. I, s. 1331, præmis 45.

25 – Jf. analogt dom af 20.3.1959, sag 18/57, Nold mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 131, org.ref.: Rec. s. 88, på s. 114, af 1.7.1986, sag 185/85, Usinor mod Kommissionen, Sml. s. 2079, præmis 20 og 21, og af 20.2.1997, sag C-166/95 P, Kommissionen mod Daffix, Sml. I, s. 983, præmis 23 og 24.

26 – Det drejer sig om Tournier-dommen, dommen i sagen Lucazeau m.fl., dommen i sagen Merci convenzionali porto di Genova, Corsica Ferries-dommen, dommen i sagen RTE og ITP mod Kommissionen og dommen i sagen Irish Sugar mod Kommission, der også er nævnt i appelskriftet, samt dom af 2.3.1983, sag 7/82, GVL mod Kommissionen, Sml. s. 483.

27 – Den vurdering, som Retten har foretaget i den appellerede doms præmis 50, og som appellanten har anfægtet med det fjerde appelanbringende, forekommer derfor ikke rigtig.

28 – Punkt 29 og 30 i svarskriftet (min fremhævelse).

Full & Egal Universal Law Academy