DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
9. oktober 2008
Sag C-16/07 P
Marguerite Chetcuti
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Appel – personalesag – udvælgelsesprøve inden for institutionen – afslag på en ansøgning – adgangsbetingelser«
Angående: Appel af dom afsagt af Retten i Første Instans den 8. november 2006, Chetcuti mod Kommissionen (sag T-357/04, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne.
Udfald: Appellen forkastes.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – ansættelsesvilkår for de øvrige ansatte i Fællesskaberne – midlertidigt ansat – hjælpeansat – kriterium for sondringen
(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2 og 3)
2. Tjenestemænd – ansættelse – udvælgelsesprøve inden for institutionen – adgang til prøven for hjælpeansatte – forpligtelse – foreligger ikke
1. Det fremgår af bestemmelserne i vedtægten og i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, at der er forskel på den administrative stilling, kravene til ansættelse og ansættelsesvilkårene for hjælpeansatte set i forhold til tjenestemænd og midlertidigt ansatte. Det fremgår af disse forskelle, at de hjælpeansatte ikke ansættes med henblik på at opfylde en permanent mission ved fællesskabsinstitutionerne. Som Domstolen allerede har fastslået, er det karakteristiske for en kontrakt om hjælpeansættelse den tidsmæssige usikkerhed, idet den kun kan anvendes for at sikre en midlertidig erstatning eller for at gøre det muligt at få udført administrative opgaver, der har foreløbig karakter, eller som opfylder et påtrængende krav eller ikke er klart defineret. De hjælpeansatte udgør af denne årsag en særlig kategori af ansatte, der opfylder særlige behov hos den institution, der beskæftiger dem.
2. Selv om ansættelsesmyndigheden har beføjelse til at give hjælpeansatte adgang til en udvælgelsesprøve inden for institutionen, er dette henset til opbygningen af og formålet med vedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ikke ensbetydende med, at den er forpligtet til at give enhver, der er i dens tjeneste, adgang til alle udvælgelsesprøver. En sådan forpligtelse ville tilsidesætte den vide skønsbeføjelse, der er overladt fællesskabsinstitutionerne ved organisationen af deres tjenestegrene og navnlig ved fastlæggelsen i tjenestens interesse af den nærmere fremgangsmåde ved og betingelserne for udvælgelsesprøver.
Full & Egal Universal Law Academy