DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
17. juli 2008
Sag C-71/07 P
Franco Campoli
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Appel – tjenestemænd – vederlag – pension – anvendelse af justeringskoefficienten beregnet efter de gennemsnitlige leveomkostninger i bopælsstaten – overgangsordning indført ved den forordning, hvorved tjenestemandsvedtægten blev ændret – ulovlighedsindsigelse«
Angående: Appel af dom afsagt af Retten i Første Instans den 29. november 2006, Campoli mod Kommissionen (sag T-135/05, Sml. Pers. II-A-2, s. 1527) med påstand om ophævelse af dommen. Kontraappel iværksat af Kommissionen.
Udfald: Hovedappellen og kontraappellen forkastes.
Sammendrag
1. Appel – kontraappel – formål – erklæring om, at hovedappellen ikke antages til realitetsbehandling – afvisning
(Statutten for Domstolen, art. 56, stk. 2, og art. 61)
2. Tjenestemænd – pensioner – justeringskoefficient
(Tjenestemandsvedtægten, art. 82, stk. 1 og 3; bilag XIII, art. 20, stk. 1, og art. 24, stk. 2;Rådets forordning nr. 723/2004)
3. Tjenestemænd – pensioner – justeringskoefficient
(Tjenestemandsvedtægten, art. 83, stk. 1, første afsnit; bilag XIII, art. 20; Rådets forordning nr. 723/2004)
1. Det fremgår af artikel 61 i statutten for Domstolen, at enhver appel skal have til formål at opnå en hel eller delvis ophævelse af en dom afsagt af Retten, idet Domstolen, når den giver appellanten medhold, enten selv kan træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.
En kontraappel, der ikke tilsigter at opnå en ophævelse af den appellerede dom, men en erklæring om, at hovedappellen ikke antages til realitetsbehandling, må derfor afvises.
2. Én enkelt justeringskoefficient for hvert land, der anvendes på tjenestemændenes pensioner, kan udgøre en passende indikator for de nødvendigvis omtrentlige leveomkostninger i en medlemsstat.
Henset til den omstændighed, at én enkelt justeringskoefficient for hvert land nødvendigvis må være af omtrentlig karakter, må formålet, der består i at sikre en vis lighed i købekraft for tidligere tjenestemænd, der er bosat i forskellige medlemsstater, nemlig anses for at være opfyldt, i det omfang denne ensartede justeringskoefficient fastsættes efter kriterier, der garanterer dens repræsentativitet. Den mekanisme, hvorefter disse justeringskoefficienter beregnes på grundlag af forholdet mellem leveomkostningerne i bopælsmedlemsstaten og leveomkostningerne i Belgien (»landemetoden«), afspejler imidlertid leveomkostningerne i en medlemsstat på en måde, der er mindst lige så repræsentativ som beregningen af disse justeringskoefficienter på grundlag af forholdet mellem leveomkostningerne i bopælslandets hovedstad og leveomkostningerne i Bruxelles (»hovedstadsmetoden«).
Da »landemetoden« således udgør en beregningsmåde, der er egnet til så vidt muligt at sikre pensionisterne samme købekraft, har fællesskabslovgiver ikke tilsidesat ligebehandlingsprincippet, da lovgiver med vedtagelsen af forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte erstattede »hovedstadsmetoden« med »landemetoden« med henblik på fastsættelsen af justeringskoefficienter inden for rammerne af overgangspensionsordningen.
3. Fællesskabslovgivers beslutning om at reformere pensionsordningen ved at afskaffe justeringskoefficienterne for pensionsrettigheder erhvervet efter den 1. maj 2004, hvilken beslutning fremgår af forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, er ikke uforenelig med ligebehandlingsprincippet. Selv om det er korrekt, at den tidligere pensionsordning, der hvilede på en ordning med justeringskoefficienter og følgelig på en vis udligning af købekraften alt efter pensionistens bopælsmedlemsstat, udgjorde et egnet middel til at gennemføre det pågældende princip, kan det ikke udledes deraf, at enhver anden ordning er uforenelig med samme princip.
En pensionsordning, hvormed der tilsigtes samme købekraft, er nemlig kun én af de måder, hvorpå ligebehandlingsprincippet kan sikres. Dette princip overholdes i lige så høj grad inden for rammerne af en ordning, hvorefter pensionister med samme bidragsindbetaling oppebærer samme nominelle pension.
Indførelsen af en justeringskoefficient inden for rammerne af overgangsordningen på mindst 100% foregriber blot afskaffelsen – for en del af pensionisternes vedkommende – af justeringskoefficienter som fastsat i den endelige ordning.
Eftersom den endelige pensionsordning, der følger af den nye vedtægt, for så vidt som den ikke længere forfølger det formål, der består i at sikre en vis lighed i købekraft mellem pensionisterne uanset deres bopæl, derfor er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet, kan overgangsordningen, der blot foregriber princippet om et »enkelt« pensionsbeløb til fordel for de pensionister, for hvilke dette princip er gunstigt, ikke udgøre forskelsbehandling.
Full & Egal Universal Law Academy