Sag C-164/07
James Wood
mod
Fonds de garantie des victimes des actes de terrorisme et d’autres infractions
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af commission d’indemnisation des victimes d’infractions du tribunal de grande instance de Nantes)
»Artikel 12 EF – forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – erstatning fra Fonds de garantie des victimes des actes de terrorisme et d’autres infractions – udelukkelse«
Sammendrag af dom
Fællesskabsret – principper – ligebehandling – forskelsbehandling på grundlag af nationalitet
(Art. 12 EF)
Fællesskabsretten er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter andre medlemsstaters statsborgere, der er bosat og arbejder på denne første medlemsstats område, alene på grund af deres statsborgerskab udelukkes fra at få erstatning for tab som følge af personskade, der skyldes en lovovertrædelse, som ikke er blevet begået på denne stats område.
(jf. præmis 16 og domskonkl.)
DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
5 juin 2008 (*)
»Artikel 12 EF – forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – erstatning fra Fonds de garantie des victimes des actes de terrorisme et d’autres infractions – udelukkelse«
I sag C-164/07,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Commission d’indemnisation des victimes d’infractions du tribunal de grande instance de Nantes (Frankrig) ved afgørelse af 16. marts 2007, indgået til Domstolen den 27. marts 2007, i sagen:
James Wood
mod
Fonds de garantie des victimes des actes de terrorisme et d’autres infractions,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne K. Schiemann, J. Makarczyk (refererende dommer), J.-C. Bonichot og C. Toader,
generaladvokat: J. Kokott
justitssekretær: fuldmægtig K. Sztranc-Sławiczek,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 31. januar 2008,
efter at der er afgivet indlæg af:
– James Wood ved avocat J.-E. Robiou du Pont
– Fonds de garantie des victimes des actes de terrorisme et d’autres infractions ved avocat M. Bonnely
– den franske regering ved G. de Bergues, B. Messmer og O. Christmann, som befuldmægtigede
– den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato D. Del Gaizo
– den portugisiske regering ved L. Fernandes og I. Azevedo, som befuldmægtigede
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved D. Maidani, som befuldmægtiget,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 28. februar 2008,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 12, stk. 1, EF. Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem James Wood, der er statsborger i Det Forenede Kongerige, og Fonds de garantie des victimes des actes de terrorisme et d’autres infractions (herefter »Fonds de garantie«), fordi sidstnævnte under henvisning til James Woods statsborgerskab nægter at give denne erstatning for tab på grund af en lovovertrædelse begået uden for fransk område.
Nationale retsforskrifter
2 Artikel 706-3 ff. i code de procédure pénale (den franske strafferetsplejelov) bestemmer:
»Enhver person, som har lidt skade på grund af forsætlige eller hændelige handlinger, der har karakter af lovovertrædelser, kan få fuld erstatning for tab som følge af personskade, når følgende betingelser er opfyldt:
1. Sådan personskade må ikke være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 53 i lov om finansiering af den sociale sikring for 2001 (nr. 2000-1257 af 23.12.2000) eller af artikel L.126-1 i lov om forsikring eller kapitel 1 i lov nr. 85-677 af 5.7.1985 om forbedring af situationen for ofre for trafikulykker og om fremskyndelse af behandlingen af erstatningssager og må ikke skyldes handlinger med henblik på jagt på eller bekæmpelse af skadedyr.
2. Disse handlinger:
– skal enten have medført døden, en permanent nedsættelse af arbejdsevnen eller en fuld nedsættelse af arbejdsevnen i mindst en måned
– eller skal være defineret og pålagt straf i medfør af artikel 222-22 til 222-30, 225-4-1 til 225-4-5 og 227-25 til 227-27 i code pénal.
3. Skadelidte skal være fransk statsborger. I modsat tilfælde skal handlingerne være blevet begået på det nationale område, og skadelidte:
– skal enten være statsborger i en medlemsstat af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
– eller skal, med forbehold af internationale traktater og aftaler, have lovligt ophold på dagen for de faktiske omstændigheders indtræden eller for kravets fremsættelse.
Erstatning kan nægtes, eller erstatningsbeløbet kan nedsættes på grund af egen skyld.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
3 Helena Wood, studerende i London, omkom ved en trafikulykke den 9. juni 2004 under et praktikophold i Australien.
4 Den 3. juli 2006 indbragte hendes forældre, James Wood og Evelyne Arraitz, sagen for commission d’indemnisation des victimes d’infractions du tribunal de grande instance de Nantes (kommissionen for erstatning til ofre for lovovertrædelser i Nantes) og anmodede om erstatning for deres økonomiske tab på 398 EUR samt om erstatning for ikke-økonomisk skade på 10 000 EUR til hver af dem og på 7 500 EUR til hvert af deres to yngste børn, Julia og Hugo Wood.
5 Den 24. november 2006 anerkendte formanden for commission d’indemnisation des victimes d’infractions du tribunal de grande instance de Nantes en aftale indgået med Fonds de garantie vedrørende det erstatningsbeløb, som tilkom afdøde Helena Woods efterladte, dog ikke faderen, idet han har britisk statsborgerskab.
6 Den 11. januar 2007 indleverede James Wood et påstandsdokument til den forelæggende ret med henblik på hovedsageligt at støtte sit krav på artikel 12 EF, stk. 1, der forbyder al forskelsbehandling, som udøves på grundlag af nationalitet.
7 Ifølge James Wood – der har oplyst, at han er bosat, arbejder og betaler skat i Frankrig, hvor han har boet i mere end 20 år sammen med sin hustru, der har fransk statsborgerskab – er denne forskelsbehandling, der består i at nægte ham en erstatning, som i øvrigt tildeles de andre familiemedlemmer, i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling i artikel 12, stk. 1, EF.
8 Fonds de garantie har bestridt, at James Woods har krav på erstatning under henvisning til, at han ikke opfylder kriterierne i artikel 706-3 i code de procédure pénale, og har herved påberåbt sig fast retspraksis ved cour de cassation (kassationsdomstolen), som støtter denne opfattelse.
9 Dette er baggrunden for, at commission d’indemnisation des victimes d’infractions du tribunal de grande instance de Nantes har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Henset til det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som er indeholdt i […] artikel [12 EF], er bestemmelserne i artikel 706-3 i den franske code de procédure pénale da forenelige med fællesskabsretten, for så vidt som en EF-borger, der er bosiddende i Frankrig og far til et barn med fransk statsborgerskab, som er omkommet uden for det nationale område, udelukkes fra at få erstatning fra Fonds de garantie alene på grund af sit statsborgerskab?«
Om det præjudicielle spørgsmål
10 Med det forelagte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om fællesskabsretten er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter andre medlemsstaters statsborgere, der er bosat og arbejder på denne første medlemsstats område, alene på grund af deres statsborgerskab udelukkes fra at få erstatning for tab som følge af personskade, der skyldes en lovovertrædelse, som ikke er blevet begået på denne stats område.
11 Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, har den britiske statsborger James Wood i hovedsagen gjort brug af sin ret til fri bevægelighed som arbejdstager i henhold til artikel 39 EF eller af etableringsfriheden i henhold til artikel 43 EF, idet han har arbejdet og været bosat i Frankrig i mere end 20 år.
12 Herefter falder James Woods situation ind under EF-traktatens anvendelsesområde, og han kan således påberåbe sig en ret til ikke at blive udsat for forskelsbehandling på grundlag af sin nationalitet.
13 Herved er det Domstolens faste praksis, at princippet om forbud mod forskelsbehandling kræver, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke behandles ens. Forskelsbehandling kan kun være begrundet, såfremt den støttes på objektive hensyn, der er uafhængige af de berørte personers nationalitet og står i rimeligt forhold til det formål, der lovligt tilstræbes (jf. dom af 2.10.2003, sag C-148/02, Garcia Avello, Sml. I, s. 11613, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
14 Den i hovedsagen deltagende britiske statsborger, James Wood, har boet i Frankrig i mere end 20 år og har mistet sin datter i en ulykke, som fandt sted uden for Fællesskabets område. Henset til datterens død og det tab, som er en følge heraf, befinder James Wood sig i en situation, som svarer til den situation, en person som hans hustru Evelyne Arraitz befinder sig i. I henhold til den omhandlede nationale bestemmelse er deres statsborgerskab det eneste element, som er forskelligt for de to personers situation hvad angår retten til erstatning. På grund af hendes franske statsborgerskab er det således kun Evelyne Arraitz, der kan få erstatning for dette tab.
15 Denne udtrykkelige forskellige behandling, der alene er baseret på James Woods statsborgerskab, udgør direkte forskelsbehandling. Den franske regering har i øvrigt selv indrømmet, at der i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede ikke er nogle hensyn, der kan begrunde en sådan forskelsbehandling.
16 Henset til det ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, at fællesskabsretten er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter andre medlemsstaters statsborgere, der er bosat og arbejder på denne første medlemsstats område, alene på grund af deres statsborgerskab udelukkes fra at få erstatning for tab som følge af personskade, der skyldes en lovovertrædelse, som ikke er blevet begået på denne stats område.
Sagens omkostninger
17 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
Fællesskabsretten er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter andre medlemsstaters statsborgere, der er bosat og arbejder på denne første medlemsstats område, alene på grund af deres statsborgerskab udelukkes fra at få erstatning for tab som følge af personskade, der skyldes en lovovertrædelse, som ikke er blevet begået på denne stats område.
Underskrifter
* Processprog: fransk.
Full & Egal Universal Law Academy