Forenede sager C-522/07 og C-65/08
Dinter GmbH
mod
Hauptzollamt Düsseldorf
og
Europol Frost-Food GmbH
mod
Hauptzollamt Krefeld
(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Düsseldorf)
»Fælles toldtarif – forordning (EØF) nr. 2658/87– kombineret nomenklatur – tarifering – gyldighed – supplerende bestemmelse – æblesaftkoncentrat«
Sammendrag af dom
Fælles toldtarif – toldpositioner – forklarende bemærkninger til den kombinerede nomenklatur
(Rådets forordning nr. 2658/87; Kommissionens forordning nr. 1776/2001, nr. 2031/2001 og nr. 1810/2004)
Supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i bilag I til forordning nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, som affattet ved forordning nr. 1776/2001, nr. 2031/2001 og nr. 1810/2004 om ændringer af bilag I til forordning nr. 2658/87, er ugyldig, for så vidt som den bestemmer, at naturligt æblesaftkoncentrat ikke kan henføres under pos. 2009.
Ifølge opbygningen af underposition 2009 79 er det nemlig åbenlyst, at koncentrat af naturlige æblesafter med en Brix-værdi på lidt under 67 ikke har mistet deres karakter af frugtsaft i modsætning til det, der fremgår af den supplerende bestemmelse. Denne bestemmelse udelukker æblesaftkoncentrater ved en fiktiv beregning af indholdet af tilsat sukker, som giver et resultat på over 50 vægtprocent, mens æblesaftkoncentrater, som er blevet ekstraheret vand, og som har opnået en høj Brix-værdi, bevarer deres naturlige karakter. Eftersom safterne ikke er blevet tilsat sukker, og det høje indhold af tilsat sukker, som indebærer denne vægtprocent på over 50%, udelukkende er et resultat af saftens karakter af koncentrat, der alene skyldes ekstraheringen af vand, ændrer den omhandlede supplerende bestemmelse utvivlsomt indholdet af de omhandlede toldpositioner, idet æblesaftkoncentrat udelukkes fra pos. 2009, og den indebærer dermed en overskridelse af de beføjelser, som Kommissionen er tildelt i henhold til artikel 9 i forordning nr. 2658/87.
(jf. præmis 40-42 og domskonkl.)
DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling)
29. oktober 2009 (*)
»Den fælles toldtarif – forordning (EØF) nr. 2658/87– kombineret nomenklatur – tarifering – gyldighed – supplerende bestemmelse – æblesaftkoncentrat«
I de forenede sager C-522/07 og C-65/08,
angående to anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Finanzgericht Düsseldorf (Tyskland), ved afgørelser af 8. november 2007 og 12. februar 2008, indgået til Domstolen den 22. november 2007 og den 18. februar 2008, i sagerne
Dinter GmbH
mod
Hauptzollamt Düsseldorf (sag C-522/07)
og
Europol Frost-Food GmbH
mod
Hauptzollamt Krefeld (sag C-65/08),
har
DOMSTOLEN (Ottende Afdeling)
sammensat af dommerne G. Arestis (refererende dommer), som fungerende formand for Ottende Afdeling, J. Malenovský og T. von Danwitz,
generaladvokat: E. Sharpston
justitssekretær: fuldmægtig B. Fülöp,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. maj 2009,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Dinter GmbH ved Rechtsanwalt H. Bleier
– Europol Frost-Food GmbH ved Rechtsanwalt A. Erben
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved G. Wilms og A. Sipos, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører gyldigheden af supplerende bestemmelse 5, litra a), til kapitel 20 i den kombinerede nomenklatur (herefter »KN«), som er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256, s. 1), i den affattelse, der fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder (herefter »forordning nr. 2658/87«).
2 Anmodningerne er indgivet i forbindelse med to tvister mellem Dinter GmbH (herefter »Dinter«) og Hauptzollamt Düsseldorf (hovedtoldkontoret i Düsseldorf) og mellem Europol Frost-Food GmbH (herefter »Europol«) og Hauptzollamt Krefeld (hovedtoldkontoret i Krefeld) om tariferingen i KN af æblesaftkoncentrat.
Retsforskrifter
3 Den internationale konvention, der fastlagde det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (herefter »HS«), undertegnet i Bruxelles den 14. juni 1983, samt ændringsprotokollen hertil af 24. juni 1986 (herefter »HS-konventionen«), blev godkendt på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 87/369/EØF af 7. april 1987 (EFT L 198, s. 1).
4 I henhold til HS-konventions artikel 3, stk. 1, forpligter hver af de kontraherende parter sig til at drage omsorg for, at dens toldnomenklatur og statistiske nomenklatur er i overensstemmelse med HS, at anvende samtlige positioner og underpositioner i dette system, uden tilføjelser eller ændringer, samt de dertil knyttede koder, og at følge nummerordenen i nævnte system. Hver af de kontraherende parter forpligter sig ligeledes til at anvende de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende HS samt alle bestemmelser til de forskellige afsnit, kapitler og underpositioner og til ikke at ændre rækkevidden heraf.
5 I artikel 9 i forordning nr. 2658/87 angives grænserne for Kommissionens skønsbeføjelser ved fastsættelse af supplerende bestemmelser.
»1. Foranstaltninger vedrørende nedenstående spørgsmål vedtages efter fremgangsmåden i artikel 10:
a) anvendelse af den kombinerede nomenklatur og af Taric, især for så vidt angår:
– tarifering af varer i de i artikel 8 nævnte nomenklaturer
– de [supplerende bestemmelser]
– […]
b) ændringer af den kombinerede nomenklatur for at tage hensyn til ændringer i de statistiske eller handelspolitiske behov
c) ændringer af bilag II
d) ændringer af den kombinerede nomenklatur og tilpasning af toldsatser i overensstemmelse med beslutninger vedtaget af Rådet eller Kommissionen
e) ændringer af den kombinerede nomenklatur med henblik på dennes tilpasning til den teknologiske eller kommercielle udvikling eller med henblik på at harmonisere eller tydeliggøre teksterne
f) ændringer af den kombinerede nomenklatur som følge af ændringer i nomenklaturen for det harmoniserede system
g) spørgsmål vedrørende anvendelse, funktion og forvaltning af det harmoniserede system, som skal drøftes i Toldsamarbejdsrådet, samt Fællesskabets anvendelse heraf.
2. Forskrifter vedtaget i medfør af stk. 1 kan ikke ændre:
– toldsatser
– landbrugsafgifter, restitutioner eller andre afgifter, der anvendes inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik eller i medfør af særlige ordninger, der gælder for visse varer frembragt ved forarbejdning af landbrugsprodukter
– kvantitative restriktioner, der er fastsat i henhold til fællesskabsbestemmelser
– nomenklaturer, der er vedtaget inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik.
3. Ændringer af KN-underpositionerne skal om nødvendigt straks optages som Taric-underpositioner. De optages kun i den kombinerede nomenklatur på de i artikel 12 fastsatte betingelser.«
6 Kommissionens forordning nr. 2388/2000 af 13. oktober 2000 om ændring af bilag I til forordning nr. 2658/87 (EFT L 264, s. 1) trådte i kraft den 1. januar 2001. Ved en berigtigelse af forordningen (EFT L 276, s. 92) blev forordningens oprindelige nr., 2263/2000, erstattet af nr. 2388/2000.
7 Bilag I til forordning nr. 2658/87 blev ændret ved Kommissionens forordning nr. 2031/2001 af 6. august 2001 (EFT L 279, s. 1), som trådte i kraft den. 1. januar 2002.
8 Den seneste ændring af bilag I til forordning nr. 2658/87, som vedrører de i hovedsagerne omhandlede faktiske omstændigheder, blev foretaget ved Kommissionens forordning nr. 1810/2004 af 7. september 2004 (EFT L 327, s. 1), som trådte i kraft den 1. januar 2005.
9 I henhold til forordning nr. 2388/2000 har underposition 2009 70 med overskriften »Æblesaft« følgende ordlyd:
»2009 70 – Æblesaft:
- - Med en densitet ved 20 °C på over 1,33 g/cm3:
2009 70 11 - - - Med en værdi pr. 100 kg netto på 22 € og derunder
2009 70 19 - - - I andre tilfælde
- - Med en densitet ved 20 °C på 1,33 g/cm3 og derunder:
2009 70 30 - - - Med en værdi pr. 100 kg netto på over 18 €, tilsat sukker
- - - I andre tilfælde:
2009 70 91 - - - - Med indhold af tilsat sukker på over 30 vægtprocent
2009 70 93 - - - - Med indhold af tilsat sukker på 30 vægtprocent og derunder
2009 70 99 - - - - Ikke tilsat sukker«.
10 Forordning nr. 2031/2001 og nr. 1810/2004 har samme tariflinjer for de underpositioner, der er omfattet af underpositionen med overskriften »Æblesaft«.
11 I henhold til disse forordninger har denne underposition, der tidligere havde nr. 2009 70, følgende ordlyd:
»− Æblesaft:
2009 71 - - Med en Brix-værdi på 20 eller derunder:
2009 71 10 - - - Med en værdi pr. 100 kg netto på over 18 €, tilsat sukker
- - - I andre tilfælde:
2009 71 91 - - - - Tilsat sukker
2009 71 99 - - - - Ikke tilsat sukker
2009 79 - - I andre tilfælde:
- - - Med en Brix-værdi på over 67:
2009 79 11 - - - - Med en værdi pr. 100 kg netto på 22 € og derunder
2009 79 19 - - - - I andre tilfælde
- - - Med en Brix-værdi på over 20, men ikke over 67:
2009 79 30 - - - - Med en værdi pr. 100 kg netto på over 18 €, tilsat sukker
- - - - I andre tilfælde:
2009 79 91 - - - - - Med indhold af tilsat sukker på over 30 vægtprocent
2009 79 93 - - - - - Med indhold af tilsat sukker på 30 vægtprocent og derunder
2009 79 99 - - - - - Ikke tilsat sukker«.
12 Supplerende bestemmelse 5 til kapitel 20 i KN var på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagerne blevet ændret flere gange.
13 I henhold til forordning nr. 2388/2000 har bestemmelsen følgende ordlyd:
»Ved indhold af tilsat sukker for varer henhørende under pos. 2009 forstås indholdet af sukker reduceret med de nedenfor anførte størrelser:
– citron- og tomatsaft: 3
– æblesaft: 11
– druesaft: 15
– andre frugt- eller grøntsagssafter, herunder saftblandinger: 13.«
14 Kommissionens forordning (EF) nr. 1776/2001 af 7. september 2001 om ændring af bilag I til forordning nr. 2658/87 (EFT L 240, s. 3) tilføjede efterfølgende supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i KN. Den har følgende ordlyd:
»Frugtsafter tilsat sukker, med en densitet på højst 1,33 g/cm3 ved 20 °C og et frugtsaftindhold i deres naturlige tilstand på mindre end 50 vægtprocent, fremstillet på basis af frugter eller ved fortynding af koncentreret frugtsaft, mister deres oprindelige karakter af frugtsaft under pos. 2009.«
15 Forordning nr. 2031/2001 ændrede supplerende bestemmelse 5, litra b), som følger:
»Frugtsafter tilsat sukker, med en Brix-værdi på 67 og derunder og et frugtsaftindhold i deres naturlige tilstand på mindre end 50 vægtprocent, fremstillet på basis af frugter eller ved fortynding af koncentreret frugtsaft, mister deres oprindelige karakter af frugtsaft under pos. 2009.«
16 Supplerende bestemmelse 5 i forordning nr. 1810/2004 bestemmer:
»a) Ved indhold af »tilsat sukker« for varer henhørende under pos. 2009 forstås indholdet af sukker reduceret med de nedenfor anførte størrelser:
– citron- og tomatsaft: 3
– druesaft: 15
– andre frugt- eller grøntsagssafter, herunder saftblandinger: 13.
b) Frugtsafter tilsat sukker, med en Brix-værdi på 67 og derunder og et frugtsaftindhold i deres naturlige tilstand på mindre end 50 vægtprocent, fremstillet på basis af frugter eller ved fortynding af koncentreret frugtsaft, mister deres oprindelige karakter af frugtsaft under pos. 2009.«
17 Supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i KN blev for nylig ændret ved forordning (EF) nr. 360/2008 af 18. april 2008 (EUT L 111, s. 9), som følger:
»5. Følgende gælder produkterne i den tilstand, som de foreligger:
[…]
b) Frugtsaft tilsat sukker med en Brix-værdi på 67 og derunder og et frugtsaftindhold på mindre end 50 vægtprocent mister deres oprindelige karakter som frugtsaft under pos. 2009.
Litra b) gælder ikke for koncentreret naturlig frugtsaft. Koncentreret naturlig frugtsaft er således ikke undtaget fra pos. 2009.«
Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål
Sag C-522/07
18 Den 27. oktober 2005 godkendte toldkontoret tariferingen af koncentreret æblesaft uden tilsat sukker og med en Brix-værdi på 66,8, som Dinter havde indført under KN-underposition 2009 79 999. Æblesaften er alene blevet ekstraheret vand.
19 Ved afgørelse af 15. marts 2006 efteropkrævede Hauptzollamt Düsseldorf told for den æblesaft, som Dinter havde indført, eftersom æblesaften i henhold til supplerende bestemmelse 2, litra a), og supplerende bestemmelse 5, litra a) og b), til kapitel 20 i KN ikke skulle tariferes i pos. 2009, fordi den havde mistet sin oprindelige karakter af frugtsaft, men derimod i KN-underposition 2106 90 98.
20 Dinter anlagde uden forudgående administrativ klageprocedure sag til prøvelse af denne afgørelse ved Finanzgericht Düsseldorf, hvilket Hauptzollamt Düsseldorf tiltrådte.
21 På denne baggrund har Finanzgericht Düsseldorf besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i [KN] fortolkes således, at der med begrebet »frugtsafter tilsat sukker« ligeledes menes frugtsafter, der rent faktisk ikke er tilsat sukker, men hvis indhold af sukker, beregnet i overensstemmelse med supplerende bestemmelse 5, litra a), til kapitel 20 i [KN], betragtes som tilsat sukker?
2) Skal supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i [KN] fortolkes således, at det dér omhandlede »frugtsaftindhold i deres naturlige tilstand« på grund af formuleringen »fremstillet på basis af frugter eller ved fortynding af koncentreret frugtsaft« blot forklares nærmere, men rent faktisk finder anvendelse på alle slags frugtsafter (ugærede og ikke tilsat alkohol) uanset deres forhåndenværende frembydelse?
3) Såfremt de ovennævnte spørgsmål besvares bekræftende: Er supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i [KN] gyldig?«
Sag C-65/08
22 I perioden fra den 13. november 2001 til den 11. oktober 2002 indførte Europol æblesaftkoncentrat med en Brix-værdi på 65. Europol angav i 2001 varen i KN-underposition 2009 70 30 og i 2002 i KN-underposition 2009 79 19.
23 Ved afgørelse af 14. august 2003 efteropkrævede Hauptzollamt Krefeld told for æblesaften, eftersom det antog, at den indførte æblesaft i henhold til supplerende bestemmelse 5 til kapitel 20 i KN ikke skulle tariferes i pos. 2009, fordi den havde mistet sin oprindelige karakter af frugtsaft, men derimod i KN-underposition 2106 90 98.
24 Den 15. marts 2005 blev Europols klage over denne efteropkrævning forkastet som grundløs.
25 Sagsøgeren påklagede denne afgørelse ved Finanzgericht Düsseldorf med påstand om, at afgørelsen om afvisning skulle ophæves.
26 Den 12. februar 2008 besluttede Finanzgericht Düsseldorf at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i [KN], som affattet ved forordning […] nr. 2388/2000 og nr. 2031/2001, gyldig?«
27 Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27. juni 2008 er de to sager C-522/07 og C-65/08 blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.
Om de præjudicielle spørgsmål
28 Med de præjudicielle spørgsmål, der behandles samlet, ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i KN, i den affattelse, som fremgår af forordning nr. 1776/2001, nr. 2031/2001 og nr. 1810/200, er gyldig. Den spørger nærmere bestemt, om denne supplerende bestemmelse skal fortolkes således, at begrebet frugtsafter tilsat sukker ligeledes omfatter koncentreret frugtsaft uden nogen tilsætning af sukker, og om formuleringen »fremstillet på basis af frugter eller ved fortynding af koncentreret frugtsaft« omhandler samtlige frugtsafter i deres naturlige tilstand, uanset deres forhåndenværende frembydelse.
29 Der henvises indledningsvis til fast retspraksis, hvorefter det følger af såvel retssikkerheds- som kontroltekniske hensyn, at det afgørende kriterium for tarifering af varer normalt vil være disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i KN og de supplerende bestemmelser til dennes afsnit og kapitler (jf. bl.a. dom af 18.7.2007, sag C-142/06, Olicom, Sml. I, s. 6675, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.12.2008, sag C-362/07, Kip Europe m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 26).
30 I denne forbindelse udgør bestemmelserne til kapitlerne i KN – i øvrigt ligesom de forklarende bemærkninger til HS – et vigtigt hjælpemiddel til at sikre en ensartet anvendelse af toldtariffen, hvorfor de kan betragtes som gyldige bidrag til dens fortolkning (jf. dom af 19.5.1994, sag C-11/93, Siemens Nixdorf, Sml. I, s. 1945, præmis 12, af 18.12.1997, sag C-382/95, Techex, Sml. I, s. 7363, præmis 12,og af 19.10.2000, sag C-339/98, Peacock, Sml. I, s. 8947, præmis 10, samt Olicom-dommen, præmis 17).
31 Indholdet af bestemmelserne skal derfor være i overensstemmelse med bestemmelserne i KN og må ikke ændre disses rækkevidde (jf. bl.a. dom af 9.2.1999, sag C-280/97, ROSE Elektrotechnik, Sml. I, s. 689, præmis 23, af 26.9.2000, sag C-42/99, Eru Portuguesa, Sml. I, s. 7691, præmis 20, og af 15.9.2005, sag C-495/03, Intermodal Transports, Sml. I, s. 8151, præmis 48).
32 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at Rådet har tildelt Kommissionen en vid skønsmæssig beføjelse til i samarbejde med medlemsstaternes toldsagkyndige at præcisere indholdet af de positioner, der kommer i betragtning ved tariferingen af en bestemt vare. Kommissionens beføjelse til at vedtage foranstaltninger i form af supplerende bestemmelser som angivet i artikel 9, stk. 1, litra a), b), d) og e), i forordning nr. 2658/87 bemyndiger den imidlertid ikke til at ændre indholdet af de toldpositioner, der er blevet fastlagt på grundlag af HS, der blev indført ved HS-konventionen, og hvis anvendelsesområde Fællesskabet ved konventionens artikel 3 har forpligtet sig til ikke at ændre (dom af 14.12.1995, sag C-267/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4845, præmis 19 og 20, og af 27.4.2006, sag C-15/05, Kawasaki Motors Europe, Sml. I, s. 3657, præmis 35).
33 Det bør derfor undersøges, om Kommissionen ved at vedtage supplerende bestemmelse 5, litra b), til forordning nr. 1776/2001, nr. 2031/2001 og nr. 1810/2004 har ændret pos. 2009 7 i KN og dermed overskredet de beføjelser, som den er tillagt i henhold til artikel 9 i forordning nr. 2658/87.
34 Supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i KN i den affattelse, der fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i de to hovedsager, bestemmer, at frugtsafter tilsat sukker, med en Brix-værdi på 67 og derunder og et frugtsaftindhold i deres naturlige tilstand på mindre end 50 vægtprocent, fremstillet på basis af frugter eller ved fortynding af koncentreret frugtsaft, mister deres oprindelige karakter af frugtsaft under pos. 2009. Kriterier om en densitet ved 20 °C på over 1,33 g/cm3 svarer til en Brix-værdi på 67, og de supplerende bestemmelser 5, litra b), har således samme indhold i forordning nr. 1776/2001, nr. 2031/2001 og nr. 1810/2004. Der er ubestridt, at anvendelsen af denne bestemmelse udelukker, at æblesaftkoncentrat med en Brix-værdi på lidt under 67 kan henføres under pos. 2009.
35 Sagsøgerne i hovedsagerne har gjort gældende, at der ifølge ordlyden af tariflinjerne for pos. 2009 ikke er nogen begrænsning for frugternes eget sukkerindhold. I de foreliggende sager har myndighederne beregnet indholdet af tilsat sukker fiktivt ved en anvendelse af supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i KN. Indholdet af frugtsaft i det importerede æblesaftkoncentrat udgjorde 100% vægtprocent, og det havde ikke gennemgået anden forarbejdning end ekstrahering af vand, som ikke påvirker dets oprindelige karakter af frugtsaft. Sagsøgerne har nemlig gjort gældende, at denne supplerende bestemmelse ikke finder anvendelse på æblesaftkoncentrat uden tilsat sukker. Derudover er æblesaftkoncentrat med en Brix-værdi, der er lidt lavere end 67, ikke udelukket fra pos. 2009 ifølge HS.
36 I sag C-522/07 har Kommissionen anført, at formålet med supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i KN er at udelukke varer, der har mistet deres oprindelige karakter af frugtsaft på grund af deres høje indhold af sukker. Første og femte betragtning til forordning nr. 1776/2001, hvorefter formålet hermed er udelukkelse af varer, hvis indhold af naturlig frugtsaft er mindre end 50 vægtprocent, taler for en fortolkning af denne supplerende bestemmelse, hvorefter tilsætningen af tilsat sukker skal fastsættes på baggrund af en ren matematisk udregning.
37 Ifølge Kommissionen finder supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i KN anvendelse på alle slags frugtsafter, uanset deres forhåndenværende frembydelse, og dermed også på æblesaftkoncentrat. Opbygningen af pos. 2009 og retspraksis, hvorefter en frugtsaft bevarer sin oprindelige karakter af frugtsaft alene ved dens lugt og smag, indebærer dermed, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse i sådanne situationer som de i hovedsagerne omhandlede, hvor den omhandlede vare bevarer sin oprindelige karakter af æblesaft på grund af dens lugt og smag.
38 I sag C-65/08 har Kommissionen desuden medgivet, at den har overskredet de beføjelser, den er tillagt i henhold artikel 9 i forordning nr. 2658/87, ved vedtagelsen af supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i KN. Kommissionen ændrede derfor denne bestemmelse med vedtagelsen af forordning nr. 360/2008 og ved tilføjelsen af en ny bestemmelse, som præciserer, at litra b) i den supplerende bestemmelse ikke gælder for koncentreret naturlig frugtsaft.
39 Det skal indledningsvis bemærkes, at pos. 2009, som fremgår af forordning nr. 2388/2000, nr. 2031/2001 og nr. 1810/2004, omfatter æblesaftkoncentrat i såvel HS som KN. Forordning nr. 2031/2001 og nr. 1810/2004 har samme tariflinjer for de underpositioner, der er omfattet af underpositionen med overskriften »Æblesaft«, og omfatter den omhandlede supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i KN. Forordning nr. 2388/2000 indeholder ikke denne supplerende bestemmelse, og den anvender kriteriet om »en densitet ved 20 °C på over 1,33 g/cm3«, som svarer til en Brix-værdi på 67. Der foretages således samme sondring i toldpositionerne i forordning nr. 2388/2000 som i forordning nr. 2031/2001 og nr. 1810/2004.
40 I ordlyden af beskrivelsen af de forskellige slags æblesaft i pos. 2009 foretages der nemlig en sondring mellem de varer, der tariferes i underposition 2009 71 med en Brix-værdi på 20 eller derunder, og de varer, der tariferes i underposition 2009 79 som »Andre tilfælde«. Underposition 2009 79 omfatter to kategorier af æblesaft, nemlig dem med en Brix-værdi på over 67 og dem med en Brix-værdi på over 20, men ikke over 67. Både underposition 2009 71 og underposition 2009 79 indeholder underkategorier med beskrivelsen »Ikke tilsat sukker«. Hverken ordlyden eller strukturen af pos. 2009 udelukker således, at den finder anvendelse på æblesaftkoncentrat med bestemte Brix-værdier.
41 Ifølge opbygningen af underposition 2009 79 er det åbenlyst, at koncentrat af naturlige æblesafter med en Brix-værdi på lidt under 67 ikke har mistet deres karakter af frugtsaft i modsætning til det, der fremgår af den omhandlede supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i KN, hvorefter sådanne frugtsafter ikke kan henføres til denne underposition. Ifølge denne bestemmelse udelukkes æblesaftkoncentrater ved en fiktiv beregning af indholdet af tilsat sukker, som giver et resultat på over 50 vægtprocent. De omhandlede æblesaftkoncentrater, som er blevet ekstraheret vand, og som dermed har opnået en høj Brix-værdi, har bevaret deres naturlige karakter. I den foreliggende sag er safterne ikke blevet tilsat sukker. Det høje indhold af tilsat sukker, som indebærer en vægtprocent på over 50%, er udelukkende et resultat af saftens karakter af koncentrat, der alene skyldes ekstraheringen af vand. Supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i KN ændrer dermed utvivlsomt indholdet af de omhandlede toldpositioner, idet æblesaftkoncentrat udelukkes fra pos. 2009, og den indebærer dermed en overskridelse af de beføjelser, som Kommissionen er tildelt i henhold til artikel 9 i forordning 2658/87.
42 Henset til det ovenfor anførte, må det fastslås, at supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i KN, som affattet ved forordning nr. 1776/2001, nr. 2031/2001 og nr. 1810/2004, er ugyldig, for så vidt som den bestemmer, at naturligt æblesaftkoncentrat ikke kan henføres under pos. 2009.
Sagsomkostningerne
43 Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:
Supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen, som affattet ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1776/2001 af 7. september 2001, ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2031/2001 af 6. august 2001 og ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1810/2004 af 7. september 2004 om ændringer af bilag I til forordning nr. 2658/87, er ugyldig, for så vidt som den bestemmer, at naturligt æblesaftkoncentrat ikke kan henføres under pos. 2009.
Underskrifter
* Processprog: tysk.
Full & Egal Universal Law Academy