23.2.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 51/31
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale civile di Modena (Italien) den 1. oktober 2007 — Alberto Severi, Cavazzuti e figli mod Regione Emilia-Romagna
(Sag C-446/07)
(2008/C 51/52)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Tribunale civile di Modena
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Alberto Severi, Cavazzuti e figli
Sagsøgt: Regione Emilia-Romagna
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 3, stk. 1, og artikel 13, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2081/92 (nu artikel 3, stk. 1, og artikel 13, stk. 2, i forordning (EF) nr. 510/06 (1)) med henblik på artikel 2 i lovdekret nr. 109/92 (artikel 2 i direktiv 2000/13/EF (2)) fortolkes således, at betegnelsen af et levnedsmiddel indeholdende geografiske henvisninger, for hvilken der på nationalt plan foreligger en »afvisning« eller i hvert fald en blokering af en ansøgning til Europa-Kommissionen om at foretage registrering som BOB eller BGB i de nævnte forordningers betydning, anses for en artsbetegnelse i det mindste for hele den periode, i hvilken virkningerne af den omtalte »afvisning« eller blokering består?
2)
Skal artikel 3, stk. 1, og artikel 13, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2081/92 (nu artikel 3, stk. 1, og artikel 13, stk. 2, i forordning (EF) nr. 510/06) med henblik på artikel 2 i lovdekret nr. 109/92 (artikel 2 i direktiv 2000/13/EF) fortolkes således, at betegnelsen på et levnedsmiddel, der henviser til et sted, som ikke er registreret som BOB elle BGB i de nævnte forordningers betydning, retsmæssigt kan anvendes på det europæiske marked af producenter, der i god tro og konsekvent i længere tid har anvendt betegnelsen inden ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 2081/92 (nu forordning (EF) nr. 510/06) og i perioden efter ikrafttrædelsen?
3)
Skal artikel 15, stk. 2, i direktiv (EØF) 89/104 (3) om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om varemærker fortolkes således, at et retssubjekt, der er indehaver af et fællesmærke for et levnedsmiddel, indeholdende en geografisk henvisning, ikke lovligt kan hindre producenterne af et produkt med de samme egenskaber i at betegne dette med en betegnelse svarende til den, som findes i fællesmærket, når de nævnte producenter har anvendt betegnelsen i god tro og konsekvent i et tidsrum, der ligger meget langt forud for tidspunktet for registrering af det nævnte fællesmærke?
(1) EFT L 93, s. 12.
(2) EFT L 109, s. 29.
(3) EFT L 40, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy