26.1.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 22/22
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d'État (Belgien) den 24. oktober 2007 — Association générale de l'industrie du médicament ASBL, Bayer SA, Pfizer SA, Servier Benelux SA, Sanofi-Aventis Belgium SA mod État belge
(Sag C-472/07)
(2008/C 22/41)
Processprog: fransk
Den forelæggende ret
Conseil d'État
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Association générale de l'industrie du médicament ASBL, Bayer SA, Pfizer SA, Servier Benelux SA og Sanofi-Aventis Belgium SA
Sagsøgt: État belge
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 89/105/EØF (1) af 21. december 1988 om gennemsigtighed i prisbestemmelserne for lægemidler til mennesker og disse lægemidlers inddragelse under de nationale sygesikringsordninger anses for at have direkte virkning i medlemsstaternes interne retsorden, eftersom fristen for dette direktivs gennemførelse udløb den 31. december 1989?
2)
Kan artikel 4, stk. 1, i direktiv 89/105/EØF af 21. december 1988 fortolkes således, at en medlemsstat, der for et år genindfører et tidligere generelt prisstop for refusionsberettigede lægemidler af otte års varighed, efter at der er forløbet en periode på 18 måneder uden prisstop, er fritaget for i forbindelse med genindførelsen af pristoppet at foretage en undersøgelse af de nationaløkonomiske forhold, som dette prisstop har indvirkning på?
3)
Skal begrebet en undersøgelse af de nationaløkonomiske forhold, som er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 89/105/EØF af 21. december 1988, forstås således, at det alene indebærer en undersøgelse af kontrollen med udgifterne i sundhedssektoren, eller skal det desuden udstrækkes til en undersøgelse af andre nationaløkonomiske forhold, navnlig forholdene for den farmaceutiske industri, hvis produkter kan blive pålagt et prisstop?
4)
Kan den undersøgelse af de nationaløkonomiske forhold, som er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 89/105/EØF af 21. december 1988, baseres på en eller flere almindelige tendenser, såsom at sikre balancen i sundhedssektoren, eller skal den hvile på mere præcise kriterier?
(1) EFT L 40, s. 8.
Full & Egal Universal Law Academy