9.2.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 37/6
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de La Coruña (Spanien) den 20. november 2007 — Lubricantes y Carburantes Galaicos, S.L. (Lubricarga) mod Petrogal Española S.A., nu »GALP Energía España SAU«
(Sag C-506/07)
(2008/C 37/07)
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Audiencia Provincial de La Coruña
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Lubricantes y Carburantes Galaicos, S.L. (Lubricarga)
Sagsøgt: Petrogal Española S.A., nu »GALP Energía España SAU«
Præjudicielle spørgsmål
1)
Hvis den aftale, der er indgået mellem Lubricarga S.L. og Petrogal S.A., er en bagatelaftale, falder den da under ingen omstændigheder ind under traktatens artikel [81], eller finder den nævnte bestemmelse på trods af kvalifikationen som bagatelaftale anvendelse på aftalen, hvis der pålægges indehaveren af tankstationen en forpligtelse til at overholde den endelige salgspris til kunderne, som fastsættes af leverandøren, og/eller der pålægges videreforhandleren eksklusiv købspligt og konkurrenceforbud, uden at de tidsmæssige begrænsninger overholdes, der er fastsat i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1984/83 (1) og forordning (EF) nr. 2790/99 (2)?
2)
Skal forordning nr. 1984/83, hvis den finder anvendelse, som forbyder ubestemt varighed eller en varighed på mere end ti år for eksklusive vertikale aftaler om tankstationer, med undtagelse af artikel 12, stk. 2, hvori det hedder, at »dersom aftalen vedrører en tankstation, som leverandøren har overladt videreforhandleren i henhold til en forpagtningsaftale eller inden for rammerne af et andet retligt eller faktisk brugsforhold, kan der uanset bestemmelsen i stk. 1, litra c), pålægges videreforhandleren de i dette afsnit omhandlede eksklusive købsforpligtelser og konkurrenceforbud for hele det tidsrum, hvori han rent faktisk driver tankstationen«, fortolkes således, at en situation som den omtvistede, hvorefter Lubricarga, som er ejer af en grund, ifølge den private aftale af 27. juli 1990 og notarialdokumentet af 10. oktober 1995 overlod Galp en ret til bebyggelse og bygninger for et tidsrum på 25 år, og dette selskab forpligtede sig til at opføre en tankstation på betingelse af, at når bygningen var opført, skulle anlægget overdrages til Lubricarga til brug i dennes virksomhed for det samme tidsrum, med pligt for sidstnævnte til eksklusivt køb hos olieselskabet af alle brændstofferne, er omfattet af den nævnte undtagelse?
3)
Skal forordning nr. 2790/1999, hvis den finder anvendelse, som i sin artikel 5 fastsætter, at »tidsbegrænsningen på fem år gælder dog ikke, såfremt kontraktsvarerne eller -tjenesterne sælges af køberen fra grunde og lokaler, der ejes af leverandøren, eller som leverandøren lejer af tredjemand, der ikke er forbundet med køberen, forudsat at konkurrenceklausulens varighed ikke overstiger den periode, hvori køberen benytter grundene og lokalerne«, fortolkes således, at denne undtagelse omfatter en situation som den omtvistede, hvorefter Lubricarga, som er ejer af en grund, ifølge den private aftale af 27. juli 1990 og notarialdokumentet af 10. oktober 1995 overlod Galp en ret til bebyggelse og bygninger for et tidsrum på 25 år, og dette selskab forpligtede sig til at opføre en tankstation på betingelse af, at når bygningen var opført, skulle anlægget overdrages til Lubricarga til brug i denne virksomhed for det samme tidsrum, med pligt til eksklusivt køb hos olieselskabet af alle brændstofferne?
4)
Finder forbuddet i EØF-traktatens artikel [81], stk. 1, litra a), mod direkte eller indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser, og Kommissionens forordning [EØF] nr. 1984/83, der i ottende betragtning anfører, at »yderligere konkurrencebegrænsende forpligtelser, især sådanne som begrænser videreforhandlerens frihed til selv at fastsætte sine priser og salgsbetingelser eller begrænser hans valg af kunder, kan ikke fritages i medfør af denne forordning«, anvendelse på en aftale som den omtvistede, hvis tiende klausul og bilag I henviser til, at der skal sikres konkurrencedygtige priser, og at »den rabat, der opnås af ejeren, ikke må være lavere end gennemsnittet af den provision, der oppebæres af operatørerne i de tre vigtigste virksomheder, der opererer i det geografiske område, hvor tankstationen befinder sig«, idet det lægges til grund, at aftalen under alle omstændigheder kan begrænse køberens adgang til at fastsætte salgsprisen?
5)
Finder forbuddet i EØF-traktatens artikel [81], stk. 1, litra a), mod indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser, henset til at bindende videresalgspriser i henhold til forordning [EF] nr. 2790/99 af 22. december 1999 udgør en særlig alvorlig konkurrencebegrænsning, anvendelse på en aftale som den omtvistede, hvis tiende klausul og bilag I henviser til, at der skal sikres konkurrencedygtige priser, og at »den rabat, der opnås af ejeren, ikke må være lavere end gennemsnittet af den provision, der oppebæres af operatørerne i de tre vigtigste virksomheder, der opererer i det geografiske område, hvor tankstationen befinder sig«, idet det lægges til grund, at aftalen under alle omstændigheder kan begrænse køberens adgang til at fastsætte salgsprisen?
(1) Forordning (EØF) nr. 1984/83 af 22.6.1983 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af eksklusive købsaftaler (EFT L 173, p. 5).
(2) Forordning (EF) nr. 2790/99 af 22.12.1999 om anvendelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (EFT L 336, s. 21).
Full & Egal Universal Law Academy