9.2.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 37/12
Appel iværksat den 27. november 2007 af Philippe Combescot til prøvelse af dom afsagt den 12. september 2007 af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-250/04, Combescot mod Kommissionen
(Sag C-526/07 P)
(2008/C 37/16)
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Philippe Combescot (ved avvocati A. Maritati og V. Messa)
Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dommen afsagt af Retten i Første Instans den 12. september 2007 i sag T-249/04, ophæves, hvorved det fastslås, at der foreligger skade for appellantens karriere og helbred som følge af den retsstridige udelukkelse af ham fra udvælgelsesprøven med henblik på udnævnelse af chefen for delegationen i Colombia, ligesom der fastslås at foreligge en ikke-økonomisk skade med en heraf følgende fastsættelse af skyldig erstatning, og samtidig gives appellanten medhold i påstandene som nedlagt i Første Instans gående ud på, at appellanten Combescot er påført skade på sit omdømme og sin karriere med alvorlige virkninger for hans sindsligevægt foranlediget af den retsstridige udelukkelse fra udvælgelsesprøven, ligesom der tilkendes Combescot skadeserstatning med et beløb på 100 000 EUR.
—
Indstævnte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Appellen er rettet mod den dom, De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) afsagde den 12. september 2007 i sag T-250/04, som tjenestemand Philippe Combescot havde anlagt mod Kommissionen for de Europæiske Fællesskaber.
Sagen vedrører det forhold, at Phillipe Combescot, som på det sagsrelevante tidspunkt var fastboende konsulent i Guatemala, ikke fik adgang til udvælgelsesprøve COM/091/03 med henblik på besættelse af stillingen som chef for delegationen i Colombia (herefter udelukkelsesafgørelsen).
Retten fandt udelukkelsesafgørelsen retsstridig og erstatningspådragende som påstået af sagsøgeren, men den afviste imidlertid, at der forelå skade på karriere og på helbred, hvorfor Retten begrænsede sig til at anerkende en ikke nærmere angivet ikke-økonomisk skade og tilkendte tjenestemanden 3 000 EUR.
Under appellen kræver Combescots advokater, at Domstolen ændrer den afgørelse, som blev afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans vedrørende den del, som afviser eksistensen af skade på karriere og på helbred og derved alene tilkender erstatning for den påberåbte ikke-økonomiske skade; Domstolen bør derfor fastslå, at tjenestemanden som følge af den retsstridige udelukkelse fra udvælgelsesprøven har lidt åbenbar skade på sit omdømme; Domstolen bør dog også fastslå, at udelukkelsesafgørelsen har medført indre lidelser og spekulationer, som derefter medførte en alvorlig depression, som dokumenteret i sagens akter og frem for alt fastslået af institutionen af dens betroede sagkyndige. Der er således nedlagt påstand om, at Domstolen samlet bør vurdere de faktiske omstændigheder, som sagen er omgivet af, og herved bør anse dem for relevante med henblik på — også selv om det måtte være ud fra billighedsgrunde — fastsætte den ikke-økonomiske skade med et resultat, som er afgørende beløbsmæssigt bedre og direkte proportionalt også i forhold til de karrieremæssige fremtidsudsigter, idet den ikke-økonomiske skade også har haft de formentlige alvorlige konsekvenser som påstået.
Der opretholdes derfor stadig et krav på skadeserstatning ifølge de påstande, der er blevet nedlagt under appellen.
Appellanten bestrider Rettens konklusioner vedrørende fraværet af konkrete forhold til påvisning af karrieremæssig skade, idet der desuden henvises til, at man aldrig til appellanten har meddelt oplysninger — som han tillige havde anmodet om — vedrørende de kriterier, som Kommissionen havde lagt til grund for at udvælge delegationschefen i Colombia.
Vedrørende kravet om erstatning for fysisk skade gøres det gældende, at beviset for det retsstridige standpunkt vedrørende påvirkningen af Combescots helbredstilstand fremgår af den tidsmæssige sammenhæng mellem de forhold, der indgår heri. Udelukkelsen fra udvælgelsesprøven er i øvrigt det sidste led i en række chikanelignende handlinger fra Kommissionens side over for tjenestemanden. Vedrørende fastlæggelsen af den ikke-økonomiske skade stilles der endelig krav om en hensigtsmæssig vurdering af denne på grundlag af principperne om fastsættelse af skaden efter billighed, der tager hensyn til ikke blot de skadelige virkninger fra bekymringer og stress, men også til de ubehageligheder, tjenestemanden har haft som følge af udelukkelsen fra udvælgelsesprøven.
Full & Egal Universal Law Academy