8.3.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 64/17
Sag anlagt den 5. december 2007 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland
(Sag C-546/07)
(2008/C 64/26)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved E. Traversa og P. Dejmek, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås at, Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 49 EF og »stand still«-klausulen i kapitel 2, »Fri bevægelighed for personer«, nr. 13, i bilag XII, der er omhandlet i artikel 24 i tiltrædelsesakten af 16. april 2003, idet den
a)
i sin forvaltningspraksis fortolker udtrykket »virksomhed fra den anden part« i artikel 1, stk. 1, i den tysk-polske regeringsoverenskomst af 31. januar 1990 om udstationering af arbejdstagere fra polske virksomheder til udførelse af entrepriseaftaler som »tysk virksomhed«, og
b)
i medfør af den såkaldte arbejdsmarkedsbeskyttelsesklausul efter den 16. april 2003, dvs. efter datoen for undertegnelsen af EU-tiltrædelsestraktaten for Polen, har udvidet de regionale begrænsninger for arbejdstageres adgang.
—
Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
A.
Udstationering af polske arbejdstagere til udførelse af entrepriseaftaler i Tyskland er omhandlet i en overenskomst af 31. januar 1990 mellem Forbundsrepublikken Tysklands regering og den polske regering om udstationering af arbejdstagere fra polske virksomheder til udførelse af entrepriseaftaler. I henhold til tysk forvaltningspraksis fortolkes udtrykket »virksomhed fra den anden part« i artikel 1, stk. 1, i nævnte overenskomst som »tysk virksomhed«.
B.
Heraf følger, at det udelukkende er tyske virksomheder, der i henhold til overenskomsten kan indgå entrepriseaftaler. For virksomheder fra andre medlemsstater, der vil udføre arbejde i Tyskland, er der derfor kun et alternativ, nemlig at stifte et tysk datterselskab. Virksomheder fra andre medlemsstater afholdes derved fra at gøre brug af retten til fri udveksling af tjenesteydelser i henhold til artikel 49 EF, med henblik på for arbejder, der skal udføres i Forbundsrepublikken Tyskland, at indgå entrepriseaftaler med polske virksomheder i henhold til den tysk-polske overenskomst. Det drejer sig således om en direkte forskelsbehandling af virksomheder fra andre medlemsstater end Tyskland på grundlag af statsborgerskab henholdsvis virksomhedernes hjemsted.
C.
I henhold til artikel 46 EF, sammenholdt med artikel 55 EF, kan særlige diskriminerende regler kun begrundes i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Det fremgår af fast retspraksis, at det er en forudsætning for at kunne anvende begrebet den offentlige orden i artikel 46 EF som begrundelse, at det er nødvendigt at opretholde en forskelsbehandlende foranstaltning med henblik på at imødegå en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn.
D.
Disse forudsætninger er ikke opfyldt i det foreliggende tilfælde. En begrænsning til virksomheder med hjemsted i Tyskland er ikke krævet for overvågning af den forskriftsmæssige gennemførelse af overenskomsten, da alle tilbud i forvejen skal meddeles de tyske myndigheder. Hvad angår gennemførelsen af ordregiverens hæftelse for betaling af socialsikringsbidrag og retsforfølgningen af retsstridige handlinger, er disse spørgsmål ikke specifikt knyttet til entrepriseaftalen, men indgår derimod i den almindelige kontekst ved levering af tjenesteydelser i Tyskland gennem virksomheder fra andre medlemsstater. Det er heller ikke påvist, hvorfra en åbning af den bilaterale overenskomst for virksomheder fra andre medlemsstater skulle kunne medføre en urigtig anvendelse eller omgåelse af overgangsbestemmelserne i tiltrædelsestraktaten. Frygten for en uretmæssig udnyttelse af overgangsbestemmelserne indebærer under ingen omstændigheder en tilstrækkelig alvorlig trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed til, at den vil kunne begrunde en diskriminerende begrænsning af den fri udveksling af tjenesteydelser.
E.
Det fremgår af ordlyden af »stand still«-klausulen i kapitel 2, nr. 13, i bilag XII, der er omhandlet i artikel 24 i tiltrædelsesakten af 16. april 2003, at »stand still«-forpligtelsen er absolut, og enhver forringelse af adgangen til det tyske arbejdsmarked for polske arbejdstagere i forhold til situationen den 16. april 2003 er forbudt. I henhold til den såkaldte arbejdsmarkedsklausul, som kontinuerligt kommer til anvendelse i Bundesagentur für Arbeits forvaltningspraksis ville entrepriseaftaler i princippet ikke blive godkendt, for så vidt som de skal gennemføres i et agenturdistrikt, hvori arbejdsløshedsprocenten i gennemsnit i de seneste seks måneder har ligget mindst 30 % over arbejdsløshedsprocenten i Forbundsrepublikken Tyskland. Oversigten over de agenturdistrikter, der er omfattet af bestemmelsen, opdateres kvartalsvis. Følgelig er arbejdsmarkedsklausulen i strid med »stand still«-klausulen i tiltrædelsesakten, da der efter den 16. april 2003 er optaget nye agenturdistrikter på oversigten over spærrede distrikter.
Full & Egal Universal Law Academy