23.2.2008
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 51/35
Sag anlagt den 7. december 2007 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Polen
(Sag C-547/07)
(2008/C 51/58)
Processprog: polsk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved D. Recchia og K. Hermann, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Republikken Polen
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (1), idet den ikke har udlagt som særligt beskyttede områder (herefter »SBO«) alle de områder, der efter ornitologiske kriterier er bedst egnede til beskyttelse af fuglearter.
—
Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Republikken Polen var på tidspunktet for tiltrædelsen af Den Europæiske Union forpligtet til at udlægge særligt beskyttede områder (SBO).
I december 2004 blev der offentliggjort en ornitologisk fortegnelse over fugleområder af europæisk betydning i Polen (IBA 2004), som på grundlag af ornitologiske kriterier udpegede 140 områder, som var egnede til beskyttelse af fugle.
Republikken Polen udlagde ikke 15 af de i IBA 2004-fortegnelsen opregnede områder som SBO, selv om den polske regering ikke fremlagde nogen videnskabelig undersøgelse, som begrundede undladelsen af at udpege disse.
Arealet af 8 SBO'er er tillige meget mindre end det på IBA 2004-listen, hvilket bevirker, at der uden for disse befinder sig områder, som ifølge IBA 2004 er bedst egnede til beskyttelse af fuglearter.
Endvidere formindskede den polske regering uden at underrette Kommissionen i september 2007 arealet af 5 udlagte SBO'er væsentligt ud fra et fuglebeskyttelsessynspunkt.
(1) EFT L 103, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy